4.9 C
Copenhagen
fredag 26. december 2025

Venstre: Vi går ikke med i budgettet for enhver pris

0

Budgetforhandlingerne i Fredericia Kommune er netop skudt i gang, og Venstre har fra starten gjort det klart, at de ikke vil støtte budgettet for enhver pris.

Efter et indledende sættemøde hos borgmester Christian Bro (A) mandag morgen understreger Peder Tind, at partiet har en klar retning og ikke vil gå på kompromis med deres kerneværdier.

– Generelt dukker Venstre op til forhandlingerne meget konstruktivt. Vi er løsningsorienterede, velvidende at processen har været bøvlet, og det har vi udtrykt tidligere. Vi undlod at stemme for ved første behandling af budgettet, ligesom mange andre. Det er ikke som det plejer at være. Der har været bump på vejen. Vi har læst alle høringssvarene, og det har gjort indtryk siger Peder Tind.

Venstre har tydeligt markeret deres modstand mod flere af de spareforslag, der indgår i budgetkataloget.

– Der er store udfordringer for os i forhold til det, der er i sparekatalogerne, og det har vi været tydelige omkring i udvalgene. Der har vi været troværdige hele vejen og stået ved, hvad vi mener, og fulgt det til dørs, siger Tind.

Fokus på børneområdet

En af de områder, hvor Venstre ikke er villige til at give efter, er på børne- og daginstitutionsområdet.

– Blandt andet det med, at vi er børnefamiliernes førstevalg; derfor skal vi ikke slagte daginstitutionsområdet. Der ligger en markant besparelse der, og det er den forkerte vej at gå. Det kæmper vi også for ikke kommer med i budgettet. Vi kæmper for hele daginstitutionsområdet og passer på det. Vi vil ikke have minimumsbesparelser igennem, siger Peder Tind.

Et andet kontroversielt emne i budgetforhandlingerne er planerne om at nedlægge børnehaver, herunder børnehaven i Herslev.

– Særligt Herslev har vi været ude at sige ikke er en klog idé, da vi har givet dem tre år til at bygge børnetallet op og skabe et fundament. Vi er kæmpe fans af bosætning i hele kommunen. Vi er store fans af en samlet kommune med vækst og udvikling, derfor skal vi også have fokus på landsbyerne i hele kommunen. Det er også det, vi er gået til valg på og fået ind i budgettet i de tidligere år. Derfor har vi vanskeligt ved at se, at vi skal spare det område væk, forklarer Peder Tind.

Et klart signal om en anden retning

Peder Tind understreger, at Venstre endnu ikke har været ultimative i deres krav, men de har gjort det klart, at de ønsker en anden retning end den, der er lagt op til i det nuværende budgetforslag.

– Vi har ikke været ultimative endnu, vi er ikke gået derfra endnu, men vi har sendt et signal om, at vi ønsker en anden retning end det budget, der er lagt op til, og det har vi adresseret tydeligt, siger Tind.

Et af Venstres konkrete ønsker er at støtte lokale initiativer, som for eksempel Taulov Station, der er ved at opbygge et nyt kulturhus.

– Vi har drøftet ting, vi ønsker at have fokus på, blandt andet hvis man kunne investere mindre beløb i Taulov Station, som har vist en kæmpe indsats frivillighedsmæssigt og er ved at bygge et kulturhus op fra bunden. Det har vi også nævnt for borgmestreren, siger Tind.

Forhandlingerne fortsætter

Selvom Venstre er fast besluttet på at forhandle om ændringer i budgettet, er de også klar over, at det er en svær balancegang.

– Vi ved godt, at det ikke er et budget med mange store ønsker, da det handler om at få det i balance og få ting væk fra sparekatalogerne, men vi skal også udvikle os, og her har vi en god mulighed, forklarer Tind.

Afslutningsvis gør Tind det klart, at Venstre ikke vil støtte budgettet uden betydelige ændringer:

– Vi går ikke med i et budget for enhver pris, da der er mange tidsler, der skal luges ud, siger Tind.

Venstre forventer at blive indkaldt til flere møder i løbet af ugen, hvor de vil fortsætte deres kamp for at trække budgettet i en anden retning.

– Jeg forventer, at vi torsdag eller fredag vil blive indkaldt til et møde to, og så må vi se om det bliver til flere. Vi bider os fast i forhandlingsbordet så længe, som det giver mening at være med. Vi vil trække budgettet i en anden retning, end det der ligger, slutter Peder Tind.

Første spadestik til ny Energinet-bygning i Erritsø

0
default

Arbejdet med at udvide Energinets domicil på Tonne Kjærsvej i Erritsø er nu officielt gået i gang.

Fredag den 13. september blev første spadestik taget til byggeriet, som i løbet af de næste to et halvt år vil rejse sig på marken mellem Energinets nuværende hovedbygning og Kolding Landevej.

Naboer og trafikanter på især Kolding Landevej har måske i løbet af august og september lagt mærke til mindre forberedende aktiviteter forud for byggeriet. Her er nogle få nedslag i vigtige begivenheder i tidsplanen:

  • I denne uge begynder arbejdet med at etablere indkørsel til byggepladsen fra Kolding Landevej.
  • I uge 40 bliver der opsat en skurby til de medvirkende i byggeriet.
  • I uge 44 begynder opstillingen af den første tårnkran, hvorefter grave- og betonarbejdet går i gang.

I nogle perioder vil der være mere aktivitet end i andre, for eksempel med jord- og betonarbejde, som muligvis vil give nogle støjgener for Energinets nærmeste naboer. 

Det er muligt at følge med i milepælene for byggeriet på entreprenøren NCC’s hjemmeside: https://www.ncc.dk/projekter/energinet-domicil/ 

Den nye bygning bliver i fire plan inklusive kælder, og den vil løse et stigende pladsproblem i Energinets nuværende lokaler. I takt med, at Energinets opgaver med grøn omstilling af energisystemerne og udbygning af infrastrukturen er blevet flere og større, er antallet af medarbejdere også vokset markant. Det betyder blandt andet, at Energinet har været nødt til at leje og købe sig ind på andre lokaliteter rundt omkring i Fredericia. Når det nye byggeri står færdigt, kan alle medarbejdere samles på Tonne Kjærsvej.

– Vi glæder os til at få en ny bygning, så vi igen kan samle alle aktiviteter i Fredericia-området på samme lokation og samtidig skabe plads til den fortsatte vækst i Energinet for at kunne løfte vores vigtige samfundsopgave med at forsyne Danmark med el og gas og omstille energisystemet til grøn energi. En moderne, attraktiv arbejdsplads i dag og i fremtiden bidrager til, at vi også fremover kan tiltrække og tilknytte kvalificerede medarbejdere til at løse vores opgave, siger Marianne Hansen, styregruppeformand for projektet og direktør for Koncernøkonomi og Business Support i Energinet.

Efter planen kan medarbejderne tage de nye bygninger i brug i begyndelsen af 2027.

Nyt budget sikrer flere midler til UngeLiv

0

Middelfart Kommune har i deres budget for 2025-2028 gjort det klart, at børn og unges trivsel er en topprioritet. Med en investering på 0,5 millioner kroner til UngeLiv – et tilbud om anonym rådgivning til unge mellem 13 og 25 år – understreger kommunen sin forpligtelse til at støtte unges mentale sundhed.

Som det står skrevet i budgetaftalen:

– Tilbuddene til børn, unge og ældre har været en topprioritet for aftaleparterne, samtidig med at der i aftalen bliver afsat midler til at forbedre de fysiske rammer i nogle af de tilbud, der retter sig mod vores allermest sårbare borgere.

Denne investering kommer på et afgørende tidspunkt, hvor mange unge oplever stigende pres og udfordringer i deres hverdag. Lone Munk, teamleder hos UngeLiv, beskriver betydningen af de ekstra midler som en stor lettelse for både de unge og rådgiverne.

– Vi er blevet meget glade, og når vi bliver glade, er det selvfølgelig både på vores egne vegne, men ikke mindst på de unges vegne. Nu kan de få den hjælp, de har brug for, med det samme, og det ved vi betyder rigtig meget, som jeg også har skrevet, så vi fandt et konfettirør frem i går, fortæller Lone Munk.

Flere ressourcer og kortere ventetider

Med bevillingen vil UngeLiv kunne udvide deres team med to psykologer og en pædagog fra januar 2025. Dette vil sikre, at langt de fleste unge kan få en samtale inden for syv hverdage. Ifølge Lone Munk er det vigtigt at kunne gribe de unge, når de endelig tager skridtet og søger hjælp.

– Det har en stor forebyggende effekt at kunne gribe de unge med det samme, da de ofte har brugt tid på at tage mod til at tage kontakten til os. Nogle gange er risikoen, at de unge giver op på at få hjælpen, hvis de skal vente for længe. Vores fornemste opgave er, at de unge får en god oplevelse med at række ud og få hjælp, siger Lone Munk.

Fra januar 2025 vil UngeLiv også genindføre deres tilstedeværelse på kommunens skoler gennem initiativet UngeLiv Åbent. Her kan de unge få direkte adgang til rådgivning på skolerne, hvilket gør det lettere at opsøge hjælp i et trygt miljø.

– Udover at der fra januar 2025 ikke længere vil være en venteliste til UngeLiv, så vil vi igen tilbyde at sidde fast ude på alle kommunens skoler i det, vi kalder UngeLiv Åbent. Her vil de unge kunne kigge forbi enten til en snak med det samme eller få en tid til en rådgivning. Fordelen ved, at vi igen kommer til at sidde ude på skolerne er, at vi både er kendte ansigter for de unge og let tilgængelige, forklarer Lone Munk tilfredst.

UngeLiv blev etableret som et tilbud under corona-pandemien og har siden da spillet en afgørende rolle i at støtte unges trivsel i Middelfart Kommune. Initiativet blev først finansieret af Socialstyrelsen som en del af projektet “Sammen på Sporet,” men kommunen har nu valgt at inkludere det som en fast del af sin indsats for unges mentale sundhed. Det afspejler en voksende erkendelse af behovet for lettilgængelig, anonym rådgivning for unge, der står over for alt fra angst og depression til familiære problemer.

Ifølge det nyligt vedtagne budget har Middelfart Kommune forpligtet sig til at afsætte 0,5 millioner kroner til UngeLiv over de næste fire år. Denne beslutning er i tråd med kommunens ambition om at forbedre trivsel og skabe stærke fællesskaber for unge, et tema, der også er centralt i budgetaftalen for 2025-2028.

Gudmundsson: Dette afgjorde kampen

0

Fredericia Håndboldklub sikrede sig søndag aften en vigtig sejr på 29-28 mod Skjern, efter at have lidt to nederlag i træk – først i ligaen mod TTH Holstebro og derefter i Champions League mod Dinamo Bucuresti. FHK’s træner, Gudmundur Gudmundsson, var både lettet og stolt over sit hold efter den hårdt tilkæmpede sejr. Han peger særligt på Thorsten Fries, der blev afgørende i slutfasen som nøglen til sejren.

FHK landede fra Bukarest fredag formiddag og havde lørdag en let haltræning inden, at den stod på kamp mod Skjern. Dermed bestod FHK den svære kunst at spille i midtugen og præstere i ligaen.

– Det betyder utrolig meget for os som hold. Jeg vil sige, at sæsonen lige er startet, og der er plads til forbedring for os. Vi spiller mange kampe, herunder Champions League, og det indebærer rejser frem og tilbage. Vi skal holde fokus, begynde at forberede os til næste modstander og har kun kort tid til rådighed, hvilket vi ikke har prøvet før. Tidligere, som i sidste sæson, havde vi mere tid mellem kampene. Det betød, at jeg havde mere tid til at analysere og til at forberede holdet. Men jeg vil bare sige, at drengene gjorde det fantastisk godt, siger Gudmundsson.

Gudmundur Gudmundsson fremhæver særligt holdets fokus og indstilling gennem kampen, selvom det ikke hele tiden gik deres vej.

– De var meget fokuserede. Vi spillede en rigtig god kamp næsten hele vejen igennem. Der var en periode i første halvleg, hvor vi ikke fik scoret mål og var uheldige. Vi ramte stolpen et par gange og lignende, men så lavede vi fire kontra-mål på kort tid og kom tilbage i kampen, siger han.

Taktiske ændringer og skarpe præstationer blev nøglen

En vigtig faktor i sejren var, ifølge Gudmundsson, nogle nøglebeslutninger undervejs.

-Jeg synes, forsvaret var fantastisk gennem hele kampen, og Thorsten (Fries) hjalp os med nogle fremragende redninger. Vi spillede klogt, selvom vi havde en periode i anden halvleg, hvor vi scorede for få mål og lavede for mange tekniske fejl. Vi ændrede derefter taktikken til 7 mod 6, hvilket var nøglen til at vinde kampen, forklarer han.

Træneren fremhæver også, hvordan enkeltspilleres præstationer gjorde forskellen i kampens afgørende momenter. “

-Martinusen var meget vigtig for os og har altid været det. Jeg er glad for, hvordan han løftede sig. Han var måske lidt tilbageholdende i starten, og vi talte med ham om, at han skulle tage flere chancer på mål, hvilket han gjorde. Han endte med at spille en fantastisk kamp, ligesom mange andre på holdet, siger Gudmundur Gudmundsson.

Forsvaret og Fries sikrede sejren i slutfasen

I kampens sidste fem minutter, hvor udfaldet kunne være gået begge veje, spillede FHK klogt og sikkert.

– Det var Thorstens redninger, der gjorde forskellen, siger Gudmundsson om målmanden Thorsten Fries.

Ydermere fremhæver træneren også forsvaret.

– Forsvaret stod fantastisk, og vi spillede meget klogt i angrebet. Jeg synes, det var det hele. Alle taler om, hvor svært det er at komme tilbage fra en Champions League-kamp på udebane. Vi trænede kun én gang og landede tidligt fredag morgen, siger Gudmundur Gudmundsson.

På spørgsmålet om, hvordan holdet formåede at præstere så godt trods de udfordringer, svarede Gudmundsson:

– Det er et godt spørgsmål. Det har jeg talt med drengene om, fordi det er sådan, at man skal kunne gå fra en Champions League-kamp og direkte ind i den danske liga, hvilket er meget svært. Man skal kunne koncentrere sig med det samme, og vi havde kun én træning sammen til at træne det hele – forsvar, angreb og så videre. Jeg synes, vi gjorde det fremragende. Jeg er virkelig stolt af holdet og af, hvordan de præsterede mod et stærkt Skjern-hold, siger Gudmundur Gudmundsson.

Se indslaget med FHK-trænerne her:

Politiet sigter 23-årig for flugt og narkofund

0

Sydøstjyllands Politi har i weekenden sigtet en 23-årig mand for flere lovovertrædelser efter et færdselsuheld på Ydre Ringvej i Fredericia. Yderligere undersøgelser skal nu klarlægge de nærmere omstændigheder omkring færdselsuheldet.

Lørdag omkring klokken 17.20 skete der et sammenstød på Ydre Ringvej i Fredericia, hvor en 78-årig mandlig cyklist blev ramt af en bil. Føreren af bilen, en 23-årig mand, kørte fra stedet efter uheldet. 

Den 78-årige mandlige cyklist blev efter uheldet bragt til hospitalet med alvorlige skader. 

Den 23-årige bilist blev lørdag aften anholdt på sin bopæl.

Både den 78-årige cyklist og den 23-årige bilist er fra Fredericia Kommune.

Sydøstjyllands Politi har sigtet den 23-årige for uagtsom legemsbeskadigelse, for at have kørt bil uden et gyldigt kørekort samt for at efterlade den påkørte cyklist. Manden er desuden sigtet for besiddelse og salg af narkotika, idet der blev fundet ca. 37 gram amfetamin, ca. 68 gram hash, ca. 10 gram heroin samt ecstasypiller på hans bopæl.

Den bil, som den 23-årige kørte i, da uheldet skete, er blevet beslaglagt med henblik på undersøgelse af en bilinspektør. Undersøgelserne skal sammen med den øvrige efterforskning være med til at klarlægge omstændighederne omkring færdselsuheldet.

Manden blev løsladt efter afhøring. Han er fortsat sigtet i sagen.

Kundo kommer til Fredericia

0

Kundo, en rapper fra Vejle, der lige nu stormer frem på hitlisterne, kommer til Fredericia for at optræde i Tøjhuset den 24. april, og billetsalget er allerede i gang. 

Kundo debuterede i starten af 2023 med singlen “7100,” som blev vel modtaget og hurtigt kom i rotation på P3. Hans musik balancerer mellem traditionelle rap beats og mere poppede melodiske elementer.

Hans debut-EP, “Bar’ En Drøm,” udgivet i sommeren 2023, fik stor ros og blev blandt andet belønnet med 5 stjerner af Soundvenue, der beskrev ham som en stærk ny stemme på den danske rapscene med et “tilbagelænet, eftertænksomt flow og lækre, soulede produktioner.” En af Kundos seneste udgivelser, “Noget Si’r Mig,” i samarbejde med popmusikeren Thor Farlov, har allerede noget knap 4,5 millioner afspilninger på Spotify, og han har næsten 400.000 månedlige lyttere på platformen.

Kundo har hurtigt markeret sig på livescenen og har spillet udsolgte koncerter i både Aarhus og København, inklusive en mindeværdig koncert på Lille VEGA. Sommeren 2024 blev en milepæl, da han spillede på store danske festivaler som SPOT, Roskilde, Aia Sound og Smukfest, og han fortsatte med at overbevise publikum og kritikere med sin energiske og indlevende sceneoptræden.

Hans optræden på Roskilde Festival blev specielt omtalt, hvor han spillede foran et stort publikum og fik fremragende respons. 

– Jeg håber, folk havde en lige så god oplevelse som mig, udtalte han efter koncerten. 

Med sin turné og det kommende besøg i Fredericia får lokale fans nu en chance for at opleve Kundo live i Tøjhuset til april. For dem, der ellers ønsker at se ham på turnéen, er de nærmeste koncerter i Aarhus eller København, som indtil videre er de eneste øvrige steder, han har annonceret optrædener i april.

Stjal spiritusflaske og sparkede politibetjent

0

Lørdag aften klokken 23.24 blev en 19-årig mand tilbageholdt på Freddies Bar i Prinsessegade i Fredericia.

Manden blev anholdt efter at have stjålet spiritus fra baren. Under yderligere sagsbehandling på politigården blev den 19-årige voldsom og sparkede en politibetjent. Han er nu sigtet for vold mod en polititjenestemand.

Rachlitz: Familieafdelingen skal have strammere styring

0

Fredericia Kommunes familieafdeling har i et forslag krævet, at der tilføres yderligere 40 millioner kroner til Familieafdelingen for at dække de stigende omkostninger til anbringelser af børn og unge. Tommy Rachlitz Nielsen (C) er skeptisk overfor udviklingen.

Rachlitz Nielsen peger på en række problemer og udfordringer, som han mener, bør adresseres, før der tilføres flere midler til Familieafdelingen. Han mener, at der er behov for en langt mere grundig evaluering af, hvordan pengene bruges, og hvilke resultater de genererer:

– Vi skal ikke bare kaste penge efter problemerne uden at forstå, hvad det er, vi forsøger at løse. Hvis vi ikke afsætter pengene på en fornuftig måde, risikerer vi at opretholde en praksis, der måske ikke fungerer optimalt. Det er derfor vigtigt, at vi får en ordentlig gennemgang af, hvad pengene skal bruges til, og hvilke konkrete mål, vi ønsker at opnå, siger Tommy Rachlitz Nielsen.

Rachlitz Nielsen påpeger, at en ekstra bevilling på 40 millioner kroner kan føre til et misvisende budget, hvis der ikke er tilstrækkelig gennemsigtighed omkring, hvordan pengene anvendes.

– Hvis vi siger nej til at tilføre de ekstra midler, risikerer vi, at budgettet ikke bliver retvisende, men det er også en risiko, hvis vi bare siger ja uden den nødvendige kontrol og indsigt. Det handler om at sikre, at vi faktisk bruger skatteborgernes penge på den mest ansvarlige måde, forklarer han.

Han udtrykker desuden bekymring for, at den nuværende praksis i Familieafdelingen ikke nødvendigvis er tilfredsstillende og mener, at der skal være større opmærksomhed på, hvordan ressourcerne bruges.

– Situationen er ikke tilfredsstillende, og vi skal sikre, at vi gør det bedst mulige for de børn og familier, der er afhængige af vores hjælp. Men det kræver også, at vi har en klar forståelse af, hvad der virker, og hvad der ikke gør, siger Rachlitz Nielsen.

Tommy Rachlitz Nielsen henviser også til de ændringer, der er sket som følge af Barnets Lov, en ny lov på området, som staten har indført. Han mener, at staten bør påtage sig et større økonomisk ansvar, når de pålægger kommunerne nye omkostninger.

– Det må være udledt af Barnets Lov. Det er en ny lov på området, som staten har lavet. Når staten pålægger os ekstra omkostninger gennem nye love og regler, bør de også sørge for at dække disse udgifter. Vi skal ikke tage pengene fra andre områder som det almene, argumenterer han.

Rachlitz Nielsen understreger, at det ikke er tilfredsstillende, at kommunen står med de ekstra omkostninger, især når mange af de tilbud, der skal finansieres, er blevet betydeligt dyrere.

– De ekstra omkostninger, vi står overfor, er ikke acceptable. Vi har mange tilbud, der er blevet markant dyrere, og det er noget, vi skal holde nøje øje med. Vi må sikre, at vi bruger midlerne på den mest effektive måde, så vi kan hjælpe dem, der virkelig har behov, uden at vores budget løber løbsk, siger han.

Gruppeformanden opfordrer til en langt strammere styring og evaluering af de midler, der bruges i Familieafdelingen, og stiller spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er behov for den foreslåede ekstra bevilling.

– Jeg mener, at vi har brug for en langt mere gennemgribende evaluering af, hvordan vi bruger vores ressourcer i Familieafdelingen, før vi overvejer at tilføre flere penge. Det er afgørende, at vi kan se, at de penge, vi bruger, gør en reel forskel, slutter Tommy Rachlitz Nielsen.

Med den konservative udmeldning fra Rachlitz Nielsen er budgetforhandlingerne kommet ind i en ny fase. Tidligere års besparelser har i forvejen præget den politiske debat. Med kravet fra Familieafdelingen om igen i år at skulle bruge store ekstra midler, samtidig med at der skal spares på alle andre områder, kan socialdemokraterne, der har borgmesterposten, se frem til en ophedet politisk situation.

Uheld skaber kø på fynske motorvej

0

Der er sket et uheld på motorvejen E20 fra Middelfart mod Odense mellem frakørsel <53> Odense V og frakørsel <51> Odense S. Uheldet har forårsaget kø i området, og trafikken bevæger sig langsomt.

Vejdirektoratet melder, at situationen forventes at være overstået i løbet af formiddagen. Bilister i området rådes til at være ekstra opmærksomme og holde afstand til forankørende, da der kan opstå pludselige opbremsninger.

Mandag bliver afgørende

0

Mandag tegner til at blive en afgørende dag for budgetforhandlingerne i Fredericia Kommune. De politiske partier er blevet indkaldt til sættemøder med borgmester Christian Bro for at forsøge at lande et budget, der kan få flertal i byrådet.

Dette års budgetforløb har været præget af kaos og frustration blandt de politiske partier. Den vedtagne budgetproces, der krævede, at meget af forarbejdet skulle udføres i de enkelte fagudvalg, har vist sig at være problematisk. Flere partier har udtrykt deres utilfredshed med denne metode og har fremhævet, at det skabte en uhensigtsmæssig situation. Ifølge flere af de politiske aktører har denne proces flyttet drøftelser, som normalt ville foregå internt i partierne, over til de fagudvalg, hvilket har gjort processen langt mere besværlig og uforudsigelig.

Samtlige partier, på nær Socialdemokratiet, valgte derfor at undlade at stemme ved den første budgetopfølgning. Dette signalerer en klar afstandtagen til den måde, budgetprocessen er blevet håndteret på i år, og enighed om, at denne model ikke bør gentages næste år.

Uforudsigelige alliancer og mulige flertal

Den nuværende situation er usædvanlig og fyldt med uforudsigelighed. Med Socialdemokratiet i spidsen, hvor Christian Bro sidder for bordenden, er det vanskeligt at vide, hvilke alliancer der kan opstå. Socialdemokratiet har ni mandater i byrådet og behøver kun to yderligere mandater for at opnå det nødvendige flertal på 11 mandater ud af de 21 i byrådet. Men spørgsmålet er, om de andre partier vil støtte Socialdemokratiets forslag, eller om nye alliancer kan forme sig i sidste øjeblik.

En ting er dog sikkert: der skal spares penge. Men hvordan disse besparelser skal realiseres, er et stridspunkt. De spareforslag, der har været i høring, har allerede mødt modstand. For mange af de politiske aktører vil det være svært at vedtage forslagene, da de berører kerneområder, hvor yderligere besparelser vil gå ud over både partiernes mærkesager og den kvalitet, de ønsker at stå for.

Derfor er der også en risiko for, at der skal findes alternative spareforslag for at få enderne til at mødes. Det vil kræve yderligere forhandlinger og kompromiser, hvilket gør mandagens sættemøder ekstra vigtige.

Et sættemøde er en form for forhandling, hvor de forskellige politiske partier mødes med borgmesteren for at diskutere og finjustere de sidste detaljer i budgettet. Det er en central del af den politiske proces, hvor man forsøger at nå en fælles forståelse og finde kompromiser, der kan sikre et flertal.

Politisk aktivitet til håndbold

At mandag bliver en afgørende dag for budgettet i Fredericia, kunne også fornemmes ved søndagens håndboldkamp mellem Fredericia Håndboldklub og Skjern. Her var der tydelige tegn på politisk aktivitet blandt de forskellige aktører. Til VIP-arrangementet efter kampen blev der ivrigt diskuteret i krogene. Det er ikke almindeligt, at politikere mingler på denne måde, medmindre der er en politisk situation, som kræver det. Dette understreger vigtigheden af de forestående forhandlinger.

Mandagens sættemøder vil derfor ikke kun være et spørgsmål om at få tallene til at stemme. Det handler i høj grad om at finde en balance mellem de forskellige partiers ønsker og krav, samtidig med at de nødvendige besparelser skal gennemføres. Situationen er kompleks, og meget står på spil for byrådets medlemmer, ikke mindst for Socialdemokratiet, der med sine ni mandater har serveretten, men samtidig også bærer ansvaret for at få budgettet i hus.

Alle politiske aktører er enige om én ting: Budgetprocessen i år har været uholdbar, og der er behov for en ny tilgang i fremtiden. Men først skal årets budget lande, og det kan vise sig at blive en sværere opgave end forventet. Mandag bliver derfor en dag, hvor der for alvor skal forhandles, og hvor ingen kan forudsige, hvad resultatet vil blive.

Færre tog mellem Odense, Fredericia og Aarhus lørdag den 27. december

Færre tog mellem Odense, Fredericia og Aarhus lørdag den 27. december

0
En systemteknisk fejl betyder, at der lørdag den 27. december kører færre regionaltog på flere strækninger i det syd- og østjyske. Det oplyser DSB,...