Norsk stregkæmpe skifter til FHK

0
Norsk stregkæmpe skifter til FHK

Kristian Hübert Larsen skifter til Fredericia Håndboldklub på en toårig aftale gældende fra sommeren 2025. Det betyder samtidig, at Nikolaj A. Nielsen stopper i FHK til sommer.

Den 24-årige norske stregspiller, der oprindeligt kommer fra Sandefjord, har siden sommeren 2020 tørnet ud for det norske tophold Elverum Håndball. Nu skifter han snart hjemlandet ud med Fredericia.

Den 199 centimeter høje nordmand har 35 ungdomslandskampe på CV’et, og med sine 103 kilo er der tale om en fysisk stærk håndboldspiller.

– Kristian er en stregspiller med forcer i begge ender af banen. Han har udviklet sig stærkt de seneste år, og vi er sikre på, at den udvikling fortsætter i Fredericia Håndboldklub. Kristian dækker op i midtforsvaret, og med sine 199 cm fylder han godt. Han er ligeledes stærk i angrebet med stor styrke i screeningsspillet. Kristian har også europæisk erfaring fra både Champions League og European League, og vi glæder os til, at han bliver en del af holdet, siger FHK’s direktør, Thomas Renneberg-Larsen.

Hovedpersonen selv glæder sig til skiftet til Fredericia, som han ser som et godt match.

– Jeg synes, at min spillestil passer godt ind i den måde, Fredericia spiller på. Jeg kan godt lide hurtig håndbold, og med min størrelse og fysik tror jeg, at jeg vil passe godt ind i det forsvar, som Fredericia praktiserer, lyder det fra Kristian Hübert Larsen.

Hvorfor den næste destination i den 24-årige nordmands karriere lige skulle hedde Fredericia, har han et klart svar på:

– Det føltes rigtigt at skifte til en større liga, og Fredericia er et tophold i Danmark, så det kom helt naturligt for mig. Måden Gudmundur spiller på med det offensive forsvar, hurtige angrebsspil og 7-mod-6, er meget tiltalende for mig, så jeg syntes, det var et perfekt match. Så det var egentlig meget enkelt, fortæller Kristian Hübert Larsen.

Med tilgangen af Kristian Hübert Larsen bliver det et farvel til Nikolaj A. Nielsen, som efter fire sæsoner i Fredericia Håndboldklub takker af til sommer.

– Nikolaj har ydet en kæmpe indsats i sine fire år i FHK, og han har været med på rejsen mod toppen af dansk håndbold og fået Champions League-debut, siger Thomas Renneberg-Larsen.

Det er ikke meldt ud, hvor Nielsen fortsætter karrieren. Dermed melder han sig af spillere, der skifter væk fra FHK til sommer. Lasse Balstad, Sebastian Henneberg og Thorsten Fries stopper også i klubben, mens det endnu ikke er meldt ud, hvad der sker med Einar Ólafsson og Reinier Taboada, som begge har kontraktudløb til sommer.

Karina Adsbøl takker af efter 13 år i Folketinget

0
Karina Adsbøl takker af efter 13 år i Folketinget

Efter mere end et årti som folketingspolitiker har Karina Adsbøl, medlem af Danmarksdemokraterne og tidligere Dansk Folkeparti, besluttet ikke at genopstille ved næste folketingsvalg. Beslutningen kommer efter en periode med personlig refleksion, hvor familie og nærvær har fået højere prioritet.

Personlige erfaringer bag beslutningen

Karina Adsbøl, der siden 2011 har repræsenteret Sydjyllands Storkreds i Folketinget, fortæller, at beslutningen er truffet på baggrund af dybt personlige overvejelser.

– Jeg tror, jeg ved lidt mere om mig selv, men jeg begynder at tænke på nogle ting, især i forhold til, om jeg har været en god støtte for min familie. Min fars dødsfald i september og det faktum, at min søn var ude for en ulykke under sidste valgkamp, har virkelig fået mig til at reflektere over livet, fortæller hun.

Adsbøl uddyber, hvordan livet som folketingspolitiker har haft konsekvenser for familielivet:

– Når man er væk fra familien som folketingspolitiker og er ude at rejse, så tager man sin bil og kører til København om mandagen, og kommer ofte hjem sent. Weekenderne er fyldt med opgaver, så jeg vil gerne bruge mere tid sammen med min familie og mine venner.

Taknemmelig for støtten

Selvom hun nu træder et skridt tilbage fra politik, ser Karina Adsbøl tilbage på sin tid i Folketinget med stolthed og taknemmelighed.

– Det har været helt fantastisk at blive en del af Folketingets præsidium. Da jeg blev spurgt, om jeg ville være med, var mit svar klart ja. Det er en enorm ære at få lov til at sidde der og lede møderne i Folketinget. At åbne møderne og lede diskussioner i salen, det er en øvelse i sig selv, fortæller hun.

Hun fremhæver også de unikke oplevelser, som arbejdet har givet hende, og takker sine vælgere for deres støtte gennem årene.

En politisk karriere med stor erfaring

Karina Adsbøl har været en engageret figur i dansk politik siden sin indtræden i Folketinget i 2011 som repræsentant for Dansk Folkeparti. Efter bruddet med partiet i februar 2022 blev hun løsgænger, indtil hun i august samme år sluttede sig til Danmarksdemokraterne. Hun har gennem sin karriere arbejdet med flere politiske mærkesager og været kendt for sin tydelige stemme i debatter. Som politiker fra Kolding har hun været tæt på Sydjyllands vælgere og har gennem årene opnået stor opbakning fra sin storkreds.

Konservativ aften i Fredericia: Mona Juul talte om borgernære løsninger

0
Konservativ aften i Fredericia: Mona Juul talte om borgernære løsninger

Mandag lagde flere medlemmer af Det Konservative Folkeparti vejen forbi Hotel Fredericia til et partipolitisk arrangement, heriblandt partiformand Mona Juul. Arrangementet satte fokus på de konservative værdier og partiets tilgang til politisk ansvarlighed og konkrete løsninger.

Ifølge Tommy Rachlitz Nielsen, gruppeformand for Det Konservative Folkeparti i Fredericia Byråd, var det en aften, der tydeligt illustrerede, hvad der adskiller partiet fra andre – noget, som han også påpegede, at partiformanden lagde vægt på under aftenens arrangement.

– Hun talte meget om de konservative værdier, om det, vi står for, og om det, der gør os forskellige fra andre partier. Hun talte især om den ordentlighed, vi repræsenterer, og om den politiske ansvarlighed, der følger med at være konservativ, fortæller Rachlitz.

Fokus på borgerrettede løsninger

Mona Juul brugte også aftenen til at fremhæve en af sine mærkesager: at finde løsninger, der er tæt på borgernes hverdag.

– Hun nævnte også én af sine store mærkesager, og det handlede om at finde løsninger til borgerne, i stedet for at være højtflyvende og fjern hele tiden. Og det er vi helt enige i, og det er også det, vi stræber efter i vores byrådsarbejde, siger Rachlitz.

Han understreger, at partiet lokalt arbejder for at fremsætte forslag, der kan gøre en reel forskel.

– Vi forsøger at fremsætte forslag, der har direkte indvirkning på borgernes hverdag. Det handler om at gøre en konkret forskel for dem, og vi er meget opmærksomme på at kigge på de løsninger, der giver praktisk værdi.

Vedvarende energi på dagsordenen

Et af de emner, der også blev berørt under besøget, var vedvarende energi. Rachlitz forklarer, at partiet lokalt har fokus på, hvordan Fredericia Kommune kan bidrage til en grønnere fremtid.

– En af de debatter, vi har været i, handler om vedvarende energi, især solcellebygninger. Vi er klar til at tage skridt, men det er en Christiansborg-beslutning, og vi vil gerne finde ud af, hvad vi kan gøre for at fremme det på kommunalt niveau. Det er et skridt, vi tager, fordi vi tror på, at vi kan bidrage til en grønnere fremtid, afsluttede den fredericianske gruppeformand.

Strømsvigt ramte Middelfart natten til torsdag

0
Strømsvigt ramte Middelfart natten til torsdag

Natten til torsdag oplevede flere borgere i Middelfart et strømsvigt, der varede omkring en time. Strømmen forsvandt kort efter midnat og blev først genoprettet senere på natten.

Energiselskabet Trefor bekræfter hændelsen og oplyser, at fejlen opstod hos “Vores Elnet”. Pressechef Ann Katrine Warren forklarer, hvad der skete:

– Normalt har vi to el-ledninger til rådighed, men den ene er under vedligeholdelse, og den anden ledning mistede vi forbindelse til i nat. Fejlen skete hos ‘Vores Elnet’, og hvad den præcist var, ved vi ikke. Vi beklager de gener, det medførte, siger Ann Katrine Warren.

Trefor oplyser, at vedligeholdelse på elnettet er en del af det løbende arbejde for at sikre stabil forsyning, men understreger, at hændelser som denne er sjældne.

For de berørte borgere betød strømsvigtet en uventet mørklægning midt om natten. Ifølge Trefor blev problemet løst hurtigt, og strømforsyningen er nu stabil igen.

DIF-eksperter: Unge skal inddrages i beslutninger i idrætsforeninger

0
DIF-eksperter: Unge skal inddrages i beslutninger i idrætsforeninger

Landets idrætsforeninger skal blive bedre til at give unge en stemme, når det kommer til beslutninger om deres træning og engagement i foreningslivet. Det er en af de centrale anbefalinger fra en ekspertgruppe under Danmarks Idrætsforbund (DIF), der arbejder på at fremme trivsel blandt børn og unge i idrætten.

Ifølge et studie fra Idrættens Analyseinstitut (IDAN) oplever mange unge, at de ikke bliver inviteret ind i det frivillige arbejde på lige fod med voksne. Mens de ofte har roller som trænere eller hjælpetrænere, er de sjældent repræsenteret i bestyrelser eller udvalg.

Unge mangler plads i beslutningsprocesserne

– Børn og unge trives og motiveres, når vi giver dem ansvar og tillid. Derfor er det så vigtigt, at trænere og ledere i idrætsforeningerne ser dem som en ressource, både i træningen og i det frivillige arbejde, siger Knud Ryom, lektor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet og en af eksperterne bag anbefalingerne.

Ifølge IDAN’s undersøgelse er det kun mindre end to ud af ti idrætsforeninger, der aktivt inddrager unge i beslutningsprocesser. Samtidig peger studiet på, at unge oplever udfordringer med at spejle sig selv i en frivillighed, hvor opgavernes omfang og varighed kan virke uoverskuelige.

Gode eksempler viser vejen

Dragør Rugby Klub, som DIF har talt med, er et eksempel på, hvordan unge kan få større indflydelse, når foreningerne åbner døren, som DIF har snakket med. Her tog 15-årige Konrad Crusell initiativ til at blive en del af klubbens bestyrelse.

– Jeg synes, vi manglede noget, der talte mere til de unge. Derfor gik jeg til min formand og foreslog, om ikke jeg måtte komme i bestyrelsen. Heldigvis var han og bestyrelsen med på idéen. De har været åbne for mine forslag, som at bruge digitale værktøjer som Motivu for at få flere medlemmer, fortæller Konrad.

Konrad opfordrer både unge og foreninger til at tage initiativ.

– Jeg tror, foreningerne generelt skal være bedre til at invitere de unge ind og turde følge deres anbefalinger. Og så vil jeg også sige til de unge, at de skal søge indflydelsen, siger han.

IDAN: Fokus på ungeindsatser øger medlemstallet

Foreninger, der har haft succes med at tiltrække og fastholde unge, fremhæver flere indsatsområder. Ifølge IDAN’s rapport har fokus på fællesskab, ungeudvalg og støtte fra voksne været afgørende for vækst i ungemedlemmer.

De unge selv peger på behovet for fleksibilitet, støtte fra rollemodeller og en mindre kompleks vej fra idé til handling som vigtige faktorer. Disse elementer vil også spille en rolle i DIF’s kommende trivselsmodel, der forventes at blive præsenteret i sommeren 2025.

Et ambitiøst projekt

’Fremtidens Idræt for Børn og Unge’, som projektet hedder, er støttet af A.P. Møller Fonden med 85 millioner kroner og løber frem til 2027. Målet er at skabe bedre rammer for børn og unge i idrætten gennem øget kapacitet, trænerudvikling, trivsel og rekruttering.

– Vi ser rigtig mange foreninger, der ønsker et bedre miljø for børn og unge. Men det er desværre ikke så mange, der tænker på at inddrage dem, det rent faktisk handler om, aktivt i arbejdet. Det håber vi at sætte bedre i system med det kommende arbejde, siger Karin Ingemann, udviklingschef i DIF afsluttende.

Kanonslag smadrede postkasse i Harndrup

0
Kanonslag smadrede postkasse i Harndrup

Fyns Politi rykkede onsdag aften ud til en anmeldelse om hærværk med fyrværkeri på Vindebjergvej i Harndrup. Ifølge døgnrapporten blev en sort stålpostkasse ødelagt af et kanonslag, der blev kastet fra en bil.

Hændelsen fandt sted onsdag omkring klokken 19.15. En bil kørte ind i indkørslen til en privat bolig og kastede et kanonslag, der eksploderede og ødelagde postkassen.

– Anmelder oplyste, at der var kørt en bil ind i hans indkørsel, og herfra blev der kastet et kanonslag, som beskadigede hans sorte stålpostkasse, lyder det fra Fyns Politis døgnrapport.

Der er endnu ingen oplysninger om køretøjet eller de involverede personer.

Fyrværkeri er i år kun lovligt at anvende den 31. december og den 1. januar, og det er under alle omstændigheder ulovligt at bruge det til hærværk.

Selvfølgelig er en pædagog til 17 børnehavebørn ikke ok

0
Selvfølgelig er en pædagog til 17 børnehavebørn ikke ok

Pædagog, Mette Voss, fortæller i et læserbrev, at hun en fredag eftermiddag, var ene pædagog til 17 børnehavebørn. Mette er en erfaren pædagog og kan sagtens vurdere, om det er udtryk for dårlig planlægning i institutionen, eller om det er for lidt personale. Det er derfor al mulig grund til at lytte til hendes opråb.

Selvfølgelig har hun ret. Det er ikke godt nok. Der er ingen grund til at begynde en diskussion om den ene eller den anden beregningsmodel for antallet af pædagoger. Det der er brug for er handling. Mette er ikke den eneste pædagog, der står i den situation, der er et reelt problem.

Så i stedet for, at diskutere om vi har minimumsnormering eller ej, så skal vi efter min mening, sættes os det mål, at vi vil være bedre. Vi vil gøre det bedre for vores børn. Institutionerne i Kolding Kommune skal have mere personale og derfor give mere kvalitet. Der skal ikke være situationer med en pædagog til 17 børn.

Al forskning viser, at investeringen i pædagoger til børn, kommer mange fold igen. Nogen i Byrådet taler om skattelettelser, til erhvervslivet for 60.000.000 kr. om året. Så er der også plads til, at sørge for investering i vores fælles fremtid: børnene.

Søren Rasmussen

Medlem af Børne- og uddannelsesudvalget

Dansk Folkeparti

Endnu en ældre udsat for kontaktbedrageri i Kolding

0
Endnu en ældre udsat for kontaktbedrageri i Kolding

Onsdag eftermiddag blev en 92-årig kvinde fra Kolding Kommune udsat for kontaktbedrageri, da en mand udgav sig for at være fra Danske Bank og lokkede hende til at udlevere både dankort, pinkode og kontanter.

Hændelsen fandt sted på Læssøegade i Kolding klokken 16.30. Kvinden blev først kontaktet telefonisk af en mand, der påstod, at der var mistænkelig aktivitet på hendes konto. Han forklarede, at en kollega ville komme forbi og afhente hendes kort og kode for at beskytte hendes midler.

Udleverede både kort, kode og kontanter

Politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller, hvordan bedrageriet fandt sted:

– En mand kom efterfølgende til kvindens bopæl, hvor han fik udleveret dankortet, pinkoden og desuden 3.000 kroner i kontanter. Efterfølgende er der hævet penge på kortet, forklarer han.

Politiet har modtaget et detaljeret signalement af den mand, der mødte op for at afhente kvindens ejendele.

– Han beskrives som dansk af udseende, 25-30 år, cirka 175 cm høj og almindelig af kropsbygning. Han har sort hår, kort i siderne med krøller på toppen, og en tatovering af røde læber på venstre side af halsen, oplyser Arno Rindahl Petersen.

Politiet advarer om kontaktbedrageri og falske bankbude

Hændelsen i Kolding falder sammen med en række lignende sager i Sydøstjyllands politikreds. Politiet udsendte allerede torsdag i sidste uge en advarsel om, at flere personer var blevet kontaktet af svindlere, der udgiver sig for at være bankansatte. Formålet er at lokke betalingskort, pinkoder og værdigenstande fra ofrene.

– En af de måder, svindlerne kommer i kontakt med deres ofre på, er ved at slå deres navn, adresse og telefonnummer op på nettet. Derfor kan man forebygge overhovedet at blive kontaktet af de kriminelle ved at få udeladt nummer hos ens teleselskab, sagde politikommissær Jesper Julian Christensen i en pressemeddelelse.

Politiet påpeger, at ældre personer ofte er i risikogruppen, og opfordrer pårørende til at hjælpe med at begrænse adgangen til deres kontaktoplysninger. Derudover opfordrer politiet til, at man kontakter myndighederne, hvis man oplever mistænkelige henvendelser eller har mistanke om svindel.

To sager om unge butikstyve på samme dag

0
To sager om unge butikstyve på samme dag

Onsdag eftermiddag blev Sydøstjyllands Politi tilkaldt til to separate sager om butikstyveri i Normal på Rendebanen i Kolding. Begge sager involverede unge butikstyve, og politiet har underrettet både forældre og kommunen, da de implicerede er mindreårige.

Unge på 13 og 15 år taget i butikstyveri

Den første hændelse fandt sted klokken 15.14, hvor en 13-årig dreng fra Kolding blev taget i at stjæle diverse varer til en samlet værdi af 80 kroner. Politikommissæren forklarer, at man ved så unge personer informerer flere relevante parter.

– Vi bliver involveret, og forældrene samt kommunen er også blevet underrettet, da vi har at gøre med en så ung person, siger politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Senere samme dag, klokken 16.50, blev en 15-årig pige fra Kolding taget i at stjæle varer til en værdi af 133 kroner fra samme butik. Også i dette tilfælde blev forældrene og kommunen underrettet.

Politikommisæren oplyser, at der ikke foreligger detaljer om de stjålne varer.

Ingen sammenhæng mellem sagerne

Politiet bemærker desuden, at der ikke er noget, der tyder på en sammenhæng mellem de to tyverier, som begge fandt sted i Normal på Rendebanen med få timers mellemrum.

Hash fundet efter flugt fra patrulje

0
Hash fundet efter flugt fra patrulje

Onsdag standsede en patrulje fra Sydøstjyllands Politi en bil på Ullerupdalvej i Fredericia, da der opstod mistanke om besiddelse af euforiserende stoffer.

Politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd oplyser, at en patrulje standsede køretøjet, som lugtede kraftigt af hash, og undersøgte sagen nærmere på stedet.

– Det lugtede kraftigt af hash, så vi visiterede personerne og undersøgte køretøjet, forklarer politkommisæren.

Ifølge politiet var der flere personer i bilen, men én valgte at stikke af, inden patruljen nåede at gribe ind. De resterende to personer blev tilbageholdt og visiteret på stedet.

– I køretøjet fandt vi 3,09 gram hash, og vi sigtede en 23-årig mand fra Kolding Kommune for besiddelse, oplyser Arno Rindahl Petersen.

Politiet efterforsker stadig sagen for at fastslå eventuel involvering af den person, der løb fra stedet. Der er endnu ingen oplysninger om, hvorvidt flere sigtelser kan blive aktuelle.

Fredericia-virksomhed skal modernisere Odense Stadion for 210 millioner

Fredericia-virksomhed skal modernisere Odense Stadion for 210 millioner

0
ERHVERV. Fredericia-baserede CJ Anlæg A/S har vundet opgaven som hovedentreprenør på moderniseringen af Odense Stadion. Det oplyser Odense Kommune mandag efter afslutningen af udbudsprocessen....