5.9 C
Copenhagen
mandag 15. december 2025

Gratis Parkering for alle

0
Gratis Parkering for alle

OPINION. Et af emnerne på det store valgmøde på gymnasiet var: hvordan får man mere liv i byen? Over årerne er mange funktioner som fx uddannelsesinstitutioner flyttet ud af centrum, og dermed fjerner man jo liv. Som oftes er det vel sket med gode begrundelser, men tilbage står konsekvenserne med mindre liv.

Det koster de forretningsdrivende omsætning, og gør i det hele taget midtbyen mindre attraktiv. For at skabe mere liv, foreslår vi derfor at sivegaden, der nu kun er på prøve, gøres permanent. Og så skal der være gratis parkering på alle kommunale parkeringspladser. Her tænkes specielt på parkeringspladserne ved Madsbyparken. Parkering her virker vel reelt som en slags slet skjult entrebillet. Der tales meget om at vi skal gøre mere for at sikre bosætning fra attraktive børnefamilier, der også er skatteydere. Jamen så byd dem velkommen ved at fjerne parkeringsomkostningen ved Madsby, hvor der netop hvert år kommer tusindevis af udenbys børnefamilier på besøg. Der er jo også omkostninger ved at oprette, drive og vedligeholde parkeringsbetalingssystemet, så lad os i stedet byde gæsterne velkommen – gratis

Den lokale kultur drukner til fordel for turismekulturen

0
Den lokale kultur drukner til fordel for turismekulturen

OPINION. Kolding bryster sig ofte af at være en design- og kulturby. Men hvilken kultur er det egentlig, der prioritereres?

I det nye budgetforlig har byrådet valgt at afsætte 20 millioner kroner til museet Staldgården. Samtidig har man planer om at bruge op til 50 millioner kroner på at opkøbe en bygning på gågaden, kun for at rive den ned og skabe udsigt til Koldinghus. Det er massive millionbeløb, som hverken er økonomisk ansvarlige eller tyder på skabe vækst.
Det undrer mig. For hvor er den lokale kultur i dette? Hvor er støtten til de små kulturforeninger, de frivillige ildsjæle og de lokale initiativer, der faktisk skaber liv, fællesskab og identitet i Kolding året rundt?

Når vi bruger så enorme summer på turistattraktioner og iscenesættelse, risikerer vi, at den kultur, der udspringer fra borgerne selv, drukner. Vi mister mangfoldigheden og bredden i kulturlivet. Kolding har brug for en kulturpolitik, der investerer i det, der binder os sammen i hverdagen.
Foreningslivet og det lokale kulturliv skaber fællesskaber på tværs af alder, baggrund og interesser. Det er her, unge møder hinanden uden for skolen, og voksne finder et netværk, der rækker langt ud over arbejdet.

Hvis vi styrker disse fællesskaber, kan vi også give flere unge lyst til at blive i Kolding efter endt ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse. En levende by er nemlig ikke kun et sted med flotte attraktioner for turister – det er først og fremmest et sted, hvor man kan se sig selv have et godt liv som borger.

Preben Hoffmann Rosenberg: Vi skal lytte mere – og handle på det, borgerne ved

0
Preben Hoffmann Rosenberg: Vi skal lytte mere – og handle på det, borgerne ved

Dansk Industri har lanceret et nyt ungeudspil med ti konkrete anbefalinger til landets kommunalpolitikere. Fokus er på faglighed, praktik, samarbejde med erhvervslivet og en stærkere indsats for unge, der falder udenfor. For byrådskandidat Preben Hoffmann Rosenberg fra den lokale liste Grøn Kultur er det ikke kun et politisk spørgsmål, men et udtryk for, at man i Danmark skal blive bedre til at lytte, inden man beslutter.

»Jeg er helt ny i politik, og jeg ved godt, at der er udfordringer i skolen, især i dansk og matematik. Det fylder, og det skal det også. Men jeg mener, at det første skridt er at lytte til de mennesker, der faktisk har forstand på det – lærere, elever og forældre,« siger Preben Hoffmann Rosenberg.

Han taler med et udgangspunkt, der er mere nysgerrigt end skråsikkert. Grøn Kultur, hans nystiftede lokale liste, har rødder i dialog og deltagelse. Han har ligefrem gjort det til en del af sin valgkamp at tage “lyttelapper” med ud til vælgerne – små kort, hvor borgerne kan skrive, hvad de mener, kommunen bør tage fat på.

»Jeg vil suge til mig. De gode idéer findes ude blandt folk, ikke kun inde på rådhuset. Politik må ikke blive et lukket system, hvor beslutninger tages hen over hovedet på dem, det handler om,« siger han.

Når talen falder på Dansk Industris ønske om at styrke folkeskolens faglighed, erkender han åbent, at han stadig er i gang med at sætte sig ind i området. »Jeg har ikke nok indsigt til at pege på, hvilke greb der skal til i undervisningen. Men jeg tror på, at løsningerne findes hos dem, der arbejder med det til daglig. Vi skal give plads til, at deres erfaringer får værdi i det politiske arbejde.«

Han kalder DI’s forslag om at efteruddanne halvdelen af landets matematiklærere ambitiøst, men fornuftigt – så længe man tænker praktisk. »Jeg tror, man kan nå langt med korte kurser og efteruddannelse i praksis. Man behøver ikke altid gøre tingene tunge for at gøre dem vigtige,« siger han.

Som tidligere tekniker og håndværker ser Preben Hoffmann Rosenberg en klar værdi i at gøre undervisningen mere virkelighedsnær. Han støtter ideen om erhvervspraktik for elever i 8. og 9. klasse og taler om begejstringen ved at få noget i hænderne. »Jeg synes, det er afgørende, at unge kommer ud og prøver, hvordan det er at stå med et værktøj i hånden og bygge noget. I dag bliver for meget af undervisningen for teoretisk. Vi skal have de unge til at opdage glæden ved at skabe noget konkret.«

Samtidig mener han, at koordinering mellem kommune og erhvervsliv kan spille en større rolle. Han peger på Business Fredericia som et naturligt bindeled, hvis kommunen vil gøre mere for at skabe fritidsjob. »Kommunen kan godt tage ansvar for at koordinere. Der er mange lokale virksomheder, som gerne vil hjælpe – de skal bare have nogen til at samle trådene.«

Spørgsmålet om unge uden job og uddannelse får ham til at reflektere over et bredere problem: et arbejdsmarked, der ifølge ham er for stift. »Jeg har i mange år undret mig over, hvorfor vi i et højt civiliseret samfund ikke er bedre til at fordele arbejdet. Nogle kan arbejde 20 timer, andre 5, men alle burde kunne bidrage. Jeg savner en mere fleksibel tilgang, hvor vi giver plads til, at folk kan være med på deres egne præmisser.«

Han taler også med varme om de små skridt, der kan gøre en forskel. Et fritidsjob. Et praktikophold. Et menneske, der bliver set. »Alt for mange bliver koblet af, fordi vi har bygget et system, der kræver, at man passer ind i bestemte kasser. Jeg tror mere på at skabe bevægelse end på at måle alt i resultater,« siger han.

Transport og mobilitet ser han som en forudsætning for, at unge kan deltage på lige fod – særligt dem, der bor uden for bymidten. »Vi skal arbejde mere med planlægningen, så vi får bedre forbindelser. Jeg har selv foreslået at etablere en cykelsti på den gamle Lillebæltsbro, så der bliver bedre sammenhæng mellem by og opland. Det er den slags små skridt, der giver unge frihed til at bevæge sig og tage del i livet.«

Også Dansk Industris forslag om årlig vejledning til unge, der går i stå efter gymnasiet, vækker genklang. »Det giver god mening. Nogle har brug for et pusterum, andre skal hjælpes i gang. Dialogen er det vigtigste redskab, vi har. Vi skal tale med de unge, ikke om dem,« siger han.

På spørgsmålet om, hvad den vigtigste investering for fremtidens unge er, svarer han uden at tøve – men uden at tale i store tal. »Det er at skabe dialog. For mig handler det ikke om at kende alle svarene, men om at finde dem sammen. Hvis vi som kommune tør lytte mere og involvere flere, så tror jeg, vi kan gøre en reel forskel,« siger Preben Hoffmann Rosenberg.

Hos Grøn Kultur vil han hellere bygge bro end opstille færdige løsninger. »Jeg har sagt det før – jeg laver luftkasteller, og det er jeg stolt af. For hvis man ikke drømmer, kommer man ingen vegne. Det vigtigste er, at man bliver ved med at puste luft i dem, sammen med de mennesker, det handler om.«

Sandheden er vigtig – men ledelse kræver mere

0
Sandheden er vigtig – men ledelse kræver mere

Jeg stiller det spørgsmål, mange går og tænker: Har vi overhovedet en såkaldt borgmesterkandidat i Fredericia, der er en rigtig leder – en, der er egnet til at være bestyrelsesformand for byens største arbejdsplads? 

Jeg, Poul Rand, mener ærligt talt ikke, at de proklamerede kandidater er det. De taler meget om værdier og ordentlighed, men alt for lidt om resultater, ansvar og virkelighed. En leder skal kunne stå fast, ikke kun stå model og hvorfor nu i et valgår kritiserer de meget af det de selv har været med til at vedtage? Sandheden i ledelse skabes, når man tør handle efter sine værdier – ikke blot tale om dem.

En god leder handler ud fra den virkelighed, vi kender i dag, og de sandsynligheder, vi ser i morgen. Sandheden er vores kompas – men handlekraften er det, der får os fremad. At lede efter sandheden er vigtigt, men ved vi om vi finder den ægte sandhed? Som videnskaben handler en leder ud fra det vi ved her og nu. Så må vi blive klogere med tiden, jeg ved det, har prøvet det på egen krop i den virkelige verden.

Virkeligheden venter ikke på, at vi finder den perfekte sandhed – den ruller videre, og lederens opgave er at få hjulene til at køre i den rigtige retning. Vi kommer ingen vegne, hvis ledelse kun bliver en akademisk jagt på definitioner. Den liberale leder tror ikke på ufejlbarlighed, men på ansvar, integritet og evnen til at lære. At lede handler ikke kun om at kigge bagud for at finde sandheden, men også om at kigge i krystalkuglen – forudse konsekvenser, læse tiden og forberede mennesker og organisationer på det, der kommer. Fremtiden skabes ikke af dem, der tvivler for længe, men af dem, der tør handle i tide. 

Sandheden i ledelse er enkel: Man skal kende og sælge sit produkt – ikke oversælge det. Man skal stå ved, hvad man tror på – og være ærlig om både styrker og begrænsninger. Vigtigst af alt – man skal lede ved eksempel. Det betyder ikke at være fejlfri, men at være synlig, ansvarlig og konsekvent og gå forrest.

Som liberale tror Jeg på det enkelte menneskes dømmekraft – også lederens. Ledelse bygge på frihed, ikke frygt, på tillid, ikke kontrol. En leder skal skabe retning, tage ansvar og turde vise, at fejl ikke er farlige – kun stilstand er.

Udviklingen kan ikke stoppes – handl lokalt

0
Udviklingen kan ikke stoppes – handl lokalt

Dette læserbrev er lige et lille indspark til debatten om butikslukninger i Fredericia.

Flere af jer er nok født og opvokset under andre vilkår. Jeg kan da huske, at der var mange flere butikker som slagtere, købmænd og små kiosker inde i byen.

I min barndom havde alle ikke køleskab og slet ikke fryser, der var et naturlig behov for, at handle ind dagligt. Så skete der noget. 

Kvinder kom ud på arbejdsmarkedet og teknologien blev udviklet og billigere. Alle fik nu råd til køleskab og fryser – der var heller ikke tid til at handle ind dagligt.

Ganske langsom forsvandt de små detailhandlerne og de tomme butikker blev flere og flere. Denne spiral er desværre fortsat. I dag har vi hverken slagtere, købmænd eller så kiosker mere her i byen.

Hvem bliver de næste, der forsvinder her i byen. Nogen kalder det udvikling – jeg kalder det afvikling, men der er ikke noget at sige til, når en butik lukker fordi ejeren ikke har fået løn – du vil heller ikke selv arbejde uden at få din løn.

Det fik mig til at tænke på et gammelt slogan:

”Tænk globalt

Handl lokalt”

Tænk på det næste gang du handler på nettet og støt op om resterne af vores handelsliv. Jeg kan ikke stoppe udviklingen, men jeg kan handle lokalt.

Fyns Politi bekræfter brug af magt før 1. divisionskamp i Middelfart

0
Fyns Politi bekræfter brug af magt før 1. divisionskamp i Middelfart

Lørdagens kamp mellem AaB og Middelfart i 1. division endte 2-1 til nordjyderne, men opgøret har fået et efterspil uden for banen.

AaB-fangrupperingen Vesttribunen har på sociale medier beskrevet en episode, der fandt sted før kampen, hvor politiet skulle have anvendt både knippel og peberspray mod fans.

»Vi går mod stadion i festlig stemning. Men så skal en af drengene søreme pisse, og det vil Fyns Politi VIRKELIG ikke finde sig i. Fire til fem betjente løber direkte imod én mand og kaster ham i jorden,« skriver fangruppen.

Vesttribunen beretter også, at flere fans blev ramt af peberspray, og at der blev brugt knippel i forbindelse med episoden.

Fyns Politi bekræfter over for TV 2 Fyn, at der blev anvendt magt i forbindelse med hændelsen.

Politiet har ikke ønsket at kommentere yderligere på episoden, men oplyser, at magtanvendelsen skete i forbindelse med en konkret situation før kampen i Middelfart.

Malene Søgaard-Andersen: Vi skal styrke fagligheden og give de unge retning

0
Malene Søgaard-Andersen: Vi skal styrke fagligheden og give de unge retning

SF’s borgmesterkandidat i Fredericia, Malene Søgaard-Andersen, hilser Dansk Industris nye ungeudspil velkomment. For hende handler det om at give eleverne et stærkere fagligt fundament, sikre mere praksis i skolen og skabe sammenhæng mellem undervisning, erhvervsliv og fremtid.

»Vi er på vej med flere af de ting, som Dansk Industri peger på. I Fredericia har vi i budgettet prioriteret at indføre to lærere i dansk og matematik i 9. klasse. Det starter fra næste skoleår, og det er et vigtigt skridt for at styrke elevernes faglige niveau,« siger Malene Søgaard-Andersen.

Hun understreger, at det faglige løft ikke kun skal begynde i udskolingen, men meget tidligere.
»Fokus på læsning og forståelse starter i indskolingen. Det er her, fundamentet bliver lagt. Men lige nu er det afgørende at få stoppet den negative udvikling, hvor for mange elever ikke består dansk og matematik ved folkeskolens afgangsprøve.«

Ordningen med to lærere i 9. klasse skal give eleverne mere støtte, flere perspektiver og bedre undervisning.
»Når de møder ind efter sommerferien, vil der i flere af timerne være to lærere til stede. Det giver både mere tid til den enkelte elev og mulighed for at arbejde med forskellige læringsformer,« siger hun.

Samtidig bakker SF-profilen op om Dansk Industris forslag om efteruddannelse af lærere.
»Efter- og videreuddannelse giver rigtig god mening. Vi har tidligere haft mulighed for at søge midler fra lærernes kompetencefond, og det skal vi bruge aktivt. Det gælder ikke kun matematiklærere – også dansklærere har brug for løbende kompetenceudvikling.«

Fredericia har i flere år arbejdet målrettet med erhvervspraktik, og det skal ifølge Malene Søgaard-Andersen nu gøres endnu mere systematisk.

»Det er allerede besluttet, at alle elever i 8. klasse skal i erhvervspraktik. Det skal give de unge erfaringer og hjælpe dem med at finde ud af, hvad de brænder for. Man kan altid diskutere, om det også skal gælde 9. klasse, men det vigtigste er, at vi bruger praktikken aktivt som et uddannelsesværktøj.«

Fredericia har også en erhvervsplaymaker, som skaber kontakt mellem skoler og virksomheder.

»Det er en kæmpe styrke. Hun fungerer som brobygger og åbner døre til virksomheder, som kommunen ellers ikke ville have adgang til. På den måde får vi skabt forbindelser mellem unge, skoler og erhvervsliv. Det er et samarbejde, vi skal udnytte endnu bedre,« siger hun.

Unge uden job og uddannelse

Over 65.000 unge i Danmark står uden job eller uddannelse, og det bekymrer Malene Søgaard-Andersen.

»Det er katastrofalt, for vi har brug for arbejdskraften. Vi mangler hænder i velfærden, på skolerne og på plejeområdet. Derfor skal vi blive bedre til at hjælpe unge i gang – både gennem uddannelse og praktikforløb. Her spiller UU-vejledningen en vigtig rolle.«

Hun peger på, at vejen til en ungdomsuddannelse ofte begynder med faglig succes i folkeskolen.

»Hvis man ikke består folkeskolens afgangseksamen, har man sværere ved at komme videre. Derfor er det vigtigt, at flere elever får bestået dansk og matematik, så de har et bedre afsæt.«

Kun en tredjedel af de unge i Danmark har i dag et fritidsjob, og det mener Malene Søgaard-Andersen er et fælles ansvar at ændre.

»Vi kan som kommune bidrage ved at skabe muligheder. Et fritidsjob giver ansvar, erfaring og kontakt til arbejdsmarkedet. Det kan for eksempel være på plejehjem eller i samarbejde med lokale virksomheder. Vi skal undersøge, hvordan vi kan styrke det samarbejde,« siger hun.

Samtidig peger hun på, at transport fortsat er en udfordring for mange unge.

»Vi har allerede besluttet at udbygge vores net af gratis bybusser i Fredericia, så det bliver lettere at komme fra A til B. Men de unge holder sig jo ikke inden for kommunegrænsen – mange tager uddannelse eller job i nabokommuner. Derfor er der brug for et regionalt samarbejde om både kollektiv trafik og cykelstier, så de unge kan komme trygt frem og tilbage.«

Dansk Industri foreslår også en årlig vejledning til unge, der står stille efter gymnasiet – det bakker Malene Søgaard-Andersen op om.
»Det er en rigtig god idé. Vejledning kan gøre en forskel, især hvis den foregår i tæt samarbejde med virksomhederne. Det handler om at hjælpe de unge videre og vise, hvilke muligheder der findes, så de ikke går i stå.«

For SF’s borgmesterkandidat handler det ikke kun om fag og praktik, men også om at bringe virkeligheden tættere på undervisningen.

»Jeg tror, at det starter i skolen. Hvis vi åbner skolen op for det omkringliggende samfund, kan eleverne se, hvordan deres læring hænger sammen med virkeligheden. Hvis en forælder i klassen arbejder som jurist, ambulancefører eller håndværker, kan man invitere vedkommende ind og vise, hvordan viden bruges i praksis. Det skaber motivation, og det er her, forbindelsen mellem skole og arbejdsliv begynder.«

En rød-grøn vision for de unge i Fredericia
Malene Søgaard-Andersen mener, at arbejdet med de unge skal ses som en langsigtet investering.
»Når vi styrker folkeskolen, giver vi de unge bedre muligheder. Når vi samarbejder med erhvervslivet, åbner vi døre. Og når vi hjælper de unge udenfor systemet, viser vi, at ingen bliver glemt. Det er sådan, vi bygger et stærkt Fredericia – både socialt og økonomisk,« siger hun.

Fodgænger ramt i Kolding – og mand anholdt efter uro på tog

0
Fodgænger ramt i Kolding – og mand anholdt efter uro på tog

Sydøstjyllands Politi har søndag håndteret to episoder, en i Kolding og en Horsens. Det oplyser vagtchef Torben Møller søndag aften. I

Klokken 10.17 blev der anmeldt et færdselsuheld på Østerbrogade i Kolding, hvor en bilist havde ramt en fodgænger.

»En bilist kom kørende fra Domshusgade og svingede ind på Østerbrogade, hvor han påkørte en fodgænger. Der er tale om en ulykke med ringe materiel skade og ingen alvorlig personskade,« fortæller Torben Møller.

Bilisten er en mand i 80’erne fra lokalområdet, mens fodgængeren er en mand i 30’erne – også fra Kolding.

Uro på tog i Horsens
Senere på dagen, klokken 13.58, fik politiet en anmeldelse fra DSB om en urolig passager på Horsens Station.

»DSB ville bortvise en person fra toget, men han blev aggressiv over for patruljen og ønskede ikke frivilligt at forlade toget. Han tiltalte betjentene med ukvemsord og blev derfor anholdt,« siger vagtchefen.

Der er tale om en mand i 30’erne fra Aarhus-området, som blev taget med til politistationen.

Susanne Eilersen (O): »Vi skal starte i folkeskolen, hvis vi vil give de unge en fremtid«

0
Susanne Eilersen (O): »Vi skal starte i folkeskolen, hvis vi vil give de unge en fremtid«

Fredericias 2. viceborgmester og DF-profil Susanne Eilersen bakker op om Dansk Industris nye ungeudspil, men hun peger på, at Fredericia allerede er i gang med flere af de initiativer, DI foreslår. For hende handler det om at give de unge et stærkt fundament – og det starter i folkeskolen.

»Vi har lige vedtaget et budget, der prioriterer folkeskolen markant. Vi begynder med at sænke klassekvotienten til 24 elever i 7. klasse, og målet er, at det på sigt gælder alle klasser. Samtidig arbejder vi med to-lærerordninger og efteruddannelse af lærerne, så de har de faglige kompetencer, der skal til – også når det handler om elever, der har det svært,« siger Susanne Eilersen.

I Dansk Industris udspil foreslås det, at halvdelen af landets matematiklærere skal efteruddannes inden 2029. Det er ambitiøst, men realistisk, vurderer Eilersen, der selv har en baggrund som lærer.

»Det er et stort mål, men vi skal derhen. Jeg synes, det giver rigtig god mening at opkvalificere vores lærere, så de står stærkere fagligt – det kommer både elever og lærere til gavn. Det handler om at styrke fagligheden og give alle børn bedre muligheder,« siger hun.

Samtidig ønsker hun et langt tættere samspil mellem skole og erhvervsliv.

»Jeg kunne godt tænke mig, at erhvervspraktikken blev obligatorisk igen i 8. og 9. klasse. Den forsvandt med en tidligere skolereform, og det var en fejl. Eleverne skal ud og opleve, hvordan arbejdsmarkedet fungerer, og det kan også give dem et fritidsjob bagefter. Skolen skal åbne sig mod erhvervslivet – og erhvervslivet skal åbne sig for skolen,« siger hun.

I Fredericia arbejder kommunen allerede med en såkaldt erhvervsplaymaker – en person, der skaber kontakt mellem skole, erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner.

»Det er vigtigt at have en togholder, der får parterne til at tale sammen. Det sikrer, at de unge møder virkeligheden, og at virksomhederne får øjnene op for de talenter, der findes lokalt,« siger Eilersen.

Hun peger desuden på det store antal unge, der i dag står uden job eller uddannelse, som en udfordring, der kræver fælles indsats.

»Vi har et paragraf 17, stk. 4-udvalg i Fredericia, hvor kommunen samarbejder med både fagbevægelsen og erhvervslivet. De gør et godt stykke arbejde, men vi skal fortsætte den indsats og blive endnu bedre til at fange de unge, der falder ud af systemet. Mange har psykiske udfordringer, og derfor skal sundhedsvæsenet og regionen også på banen,« siger hun.

Når det gælder unges fritidsjob, erkender hun, at der stadig er arbejde at gøre.

»Vi har haft fokus på det i flere år, og det er noget, vi skal holde fast i. Et fritidsjob er vigtigt, fordi det lærer unge ansvar og giver dem erfaring med arbejdslivet. Hvis vi samtidig får genetableret erhvervspraktikken, kan det være med til at skabe de kontakter, der giver job bagefter,« siger Susanne Eilersen.

Hun mener også, at de fysiske rammer omkring unges uddannelse skal hænge bedre sammen – blandt andet når det handler om transport.

»Vi har investeret meget i cykelstier og gratis bybusser, og det skal vi fortsætte med at udvikle. Men vi skal også sikre, at busserne kører de rigtige steder og på de rigtige tidspunkter, så unge faktisk kan bruge dem til skole og arbejde. Det er sund fornuft,« siger hun.

DI foreslår desuden, at kommunerne skal tilbyde årlig vejledning til ufaglærte studenter, så de ikke mister retning efter gymnasiet.

»Kommunen har et ansvar for de unge, men det kan vi ikke løfte alene. Gymnasierne og regionerne skal også bidrage. Det er vigtigt, at vi holder kontakt til de unge efter endt uddannelse, så de ikke går i stå, men kommer videre i job eller uddannelse,« siger hun.

For Susanne Eilersen er målet klart: Fredericia skal være en kommune, hvor unge får de bedste forudsætninger for at lykkes.

»Den vigtigste investering, vi kan lave, er i børn og unges trivsel. Hvis vi taber dem i folkeskolen, bliver det svært at samle dem op senere. Gode daginstitutioner og skoler skaber robuste, glade børn, der har lyst til at lære og mod på livet. Det er grundlaget for alt andet, også for erhvervslivet og fremtidens arbejdsmarked,« siger hun.

Tommy Rachlitz Nielsen: Det er et stort ansvar at repræsentere Fredericia i bestyrelser

0
Tommy Rachlitz Nielsen: Det er et stort ansvar at repræsentere Fredericia i bestyrelser

Når man bliver valgt til byrådet, følger der ofte mere med end politiske møder og lokalpolitik. For mange politikere betyder det også pladser i bestyrelser og selskaber, hvor kommunen har ejerandele. En af dem, der påtager sig den opgave, er Tommy Rachlitz Nielsen fra Det Konservative Folkeparti, der blandt andet sidder i bestyrelsen for ADP A/S og i flere mindre lokale udvalg.

»Det er jo meget forskellige ansvar, der følger med. Jeg sidder eksempelvis i bestyrelsen for Skærbæk Lystbådehavn, fordi kommunen har givet garanti for et lån i forbindelse med udvidelsen af ydermolen. Når vi har garanteret for et lån, skal vi naturligvis også sikre, at der er styr på driften og økonomien. Men jeg blander mig ikke i den daglige ledelse – jeg følger bare med i, at tingene fungerer,« fortæller Tommy Rachlitz Nielsen.

Det er dog en anden type ansvar, han har i ADP A/S, hvor Fredericia Kommune er hovedaktionær.

»I ADP er det et meget større ansvar. Det er en reel virksomhedsbestyrelse, hvor vi er med til at sætte den strategiske retning for virksomheden. Vi træffer beslutninger om, hvad ADP skal arbejde med fremadrettet, og hvilke investeringer direktionen får mandat til at gennemføre. Det er både spændende og krævende,« siger han.

Et af de områder, ADP har arbejdet med, er den grønne omstilling. »Vi har blandt andet besluttet at etablere datterselskabet ADP EI, som arbejder med infrastruktur til grøn energi og CO₂-håndtering. Det er her, planerne om et CO₂-hub i Fredericia bliver udviklet – et projekt, der potentielt kan skabe mange arbejdspladser. Det er et konkret eksempel på de beslutninger, vi sidder med i bestyrelsen,« siger Tommy Rachlitz Nielsen.

Arbejdet kræver både tid og forberedelse. »Der er seks årlige bestyrelsesmøder, men dertil kommer strategiseminarer, ad hoc-møder og en del online møder, hvor der skal træffes hurtige beslutninger. Det seneste år har været ekstremt krævende, fordi vi har arbejdet med frasalget af 14 procent af ADP. Det har været en kompleks proces, og jeg tror ikke, der har været et år med så mange timer brugt på bestyrelsesarbejde. Der har været masser af telefonsamtaler med formanden og direktøren for at få alle detaljer på plads,« fortæller han.

Derudover er han næstformand i ADP EI – dog uden ekstra aflønning. »Jeg mener ikke, jeg skal have dobbelt honorar. Det hører med til det samlede arbejde, jeg laver i ADP,« siger han.

Som kommunens repræsentant ser Tommy Rachlitz Nielsen det som sin primære opgave at varetage Fredericias interesser. »Jeg sidder der som ejerrepræsentant for Fredericia Kommune, der ejer størstedelen af ADP. Mit ansvar er at sikre, at de beslutninger, der bliver truffet i ADP, også gavner kommunen og vores borgere. Det er efter min mening det vigtigste,« siger han.

Han modtager 100.000 kroner årligt i honorar for bestyrelsesarbejdet – et beløb, der er fastsat af generalforsamlingen. »Det beløb kan man se på kommunens hjemmeside. Jeg synes faktisk, honoraret er rimeligt. Det er jo blevet vurderet og fastsat politisk for mange år siden, og der har ikke været ændringer siden. Jeg ser det som en del af mit samlede byrådsarbejde. Det handler ikke kun om møderne i ADP, men også om forberedelse, ansvar og det samlede arbejde for kommunen,« siger han.

»Jeg arbejder bestemt for de penge, jeg får. Og man kan sige, at borgmesteren og næstformanden i ADP’s bestyrelse får mere end jeg gør, selvom vi reelt har mange af de samme opgaver. Men sådan er strukturen nu engang,« tilføjer han med et smil.

Tommy Rachlitz Nielsen lægger ikke skjul på, at bestyrelsesarbejde er en vigtig – men ofte overset – del af det kommunalpolitiske ansvar. »Det fylder meget, og det er vigtigt, at borgerne ved, at vi sidder der for at sikre, at kommunens interesser bliver varetaget. Det er et stort ansvar, men også en spændende del af jobbet.«

Mand fundet død i skov nord for Fredericia

0
En mand blev søndag fundet død i et shelter i et skovområde nord for Fredericia. Det skriver tvSyd. Fundet blev gjort i forbindelse med hundetræning...