-3.1 C
Copenhagen
torsdag 25. december 2025

SF har valgt nye folketingskandidater

0

Når folketingsvalget kommer, stiller SF med to spidskandidater – nuværende folketingsmedlem Karina Lorentzen Dehnhardt i den østlige del af Syd- og Sønderjylland og Jørgen Kvist i den vestlige.

Meningsmålingerne går SF’s vej i denne tid, og partiet håber og tror på mindst to folketingsmedlemmer ved næste valg, hvis de gode målinger fastholdes. Derfor har SF i Syd- og Sønderjylland valgt to stærke spidskandidater i deres urafstemning.

Det drejer sig om siddende folketingsmedlem Karina Lorentzen Dehnhardt, som genopstiller – denne gang i Kolding, Vejle, Fredericia, og som noget nyt også i Haderslev, Sønderborg og Aabenraa. Derudover Jørgen Kvist, generalsekretær i KFUM og KFUK, som opstiller i Esbjerg, Varde, Tønder, Fanø, Vejen og Billund.

– Jeg er selvfølgelig glad for, at SF’erne endnu engang ønsker mig som frontfigur lokalt, men glæden er ekstra stor, fordi vi bliver et helt hold af gode kandidater med meget forskellige baggrunde. Jeg stiller op, fordi der mere end nogensinde er brug for et venstreorienteret parti, der vil sikre fair pension for alle, og som er optaget af, hvilke tilbud, vi giver børn, syge og ældre, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

– Jeg er utrolig glad for opbakningen og ser frem til en sjov valgkamp på et stærkt SF-team. Jeg vil bygge bro mellem land og by. Der er masser af penge i Danmark, men de skal fordeles fair og retfærdigt. Og så skal der være meget mere plads til naturen, rent drikkevand og levende fjorde, siger Jørgen Kvist.

De to spidskandidater får følgeskab af en række andre lokale kandidater: Timm Bøttger (Sønderborg), Christian Mutwa Christensen (Aabenraa), Magnus Flensborg (Vejle) Milo Jacobsen Gaarde (Tønder), Ina Juul Jensen (Vejle), Susanne Posselt (Tønder), Yazmin Victoria Madsen (Vejen), Susanne Posselt (Sønderborg) og Sofus Teislev (Kolding).

Om kandidaterne

Karina Lorentzen Dehnhardt, 50 år og bosiddende i Seest, Kolding. Hun er uddannet lærer og sad i Folketinget i perioden 2007-15 og igen fra 2019. Hun har været partiets gruppeformand og markante rets- og landdistriktsordfører. Hun er desuden medlem af kontaktudvalget vedrørende det tyske mindretal og kontroludvalget for efterretningstjenesterne.

Jørgen Kvist, bosiddende på Vesterbro i København. Født i Esbjerg, opvokset ved Ølgod og har fritidshus ved Varde. Jørgen er uddannet cand. theol., har været højskoleforstander, konsulent, præst og de sidste 11 år generalsekretær for KFUM og KFUK i Danmark. Jørgen er medstifter af Projekt Frit Løb, der har været med til at formulere og finde op mod 100 mio. kr. til naturgenopretning af Varde og Holme Ådale.

Kom bag et 175-års jubilum

0
5-6. juli 2019 i Fredericia. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

AVISEN har bedt mig, som formand for 6. Juli Komiteen, om at skrive en artikel om 175-års jubilæet for Udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849. 6. Juli Komiteen er en af flere centrale medarrangører, der sammen med deltagende foreninger, musikkorps og myndigheder har gjort 6. juli-dagene mulige og har bidraget til at gøre årets jubilæum helt ekstraordinært. I denne artikel ser jeg tilbage på jubilæets forhistorie, idéerne bag, planlægningen, kulminationen, erfaringerne og perspektiverne.

Indledning

De Danske Forsvarsbrødre for Fredericia og Omegn overtog opgaven, som ledende koordinator af højtideligholdelsen af Udfaldet fra Fredericia fra De Danske Våbenbrødre (krigsveteranerne fra 1848-50 og 1864) for 106 år siden i 1918. Det har siden udviklet sig, så den ledende koordination i dag foregår i et tæt og godt samarbejde mellem Fredericia Kommune, Fredericia Garnison (Føringsstøtteregimentet) og 6. Juli Komiteen. Et fantastisk og inspirerende samarbejde, som støttes op af en mangfoldig underskov af frivillige foreninger, organisationer, virksomheder, musikkorps og myndigheder. Uden denne altafgørende støtte ville 6. juli-dagene og dette års jubilæum ikke være muligt at gennemføre. Herfra skal derfor lyde en KÆMPE TAK til alle involverede og alle deltagere!

Forhistorien og idéerne

Zoomer vi ind på dette års jubilæum, skal vi egentlig flere år tilbage for at forstå, hvorfor 6. juli-dagene blev som de blev i 2024. Nogle forhold fremhæves i det følgende, og flere kunne sagtens føjes til.

I 2000 blev kranselægningen ved den Slesvig-Holstenske fællesgrav på Sct. Michaelis Kirkegård i Fredericia indført af den daværende borgmester Uffe Steiner Jensen og lokale borgere. En kranselægning, som er videreført siden, og som vi i år besluttede at udvide til at omfatte repræsentanter fra Slesvig-Holsten v. Kreispräsident Walter Behrens, som sammen med Fredericias borgmester Christian Bro lagde kranse ved fællesgraven. For første gang i 175 år stod vi sammen med en repræsentant for de tidligere modstandere og højtideligholdt og mindedes også deres faldne i fællesskab.

I 2017-2018 drøftede og besluttede Garnisonspræsten og 6. Juli Komiteen at genindføre den oprindelige mindegudstjeneste, som var foregået den 8. juli 1849 – to dage efter udfaldet, men ikke siden. Efter 169 år afholdt vi i 2018 den første mindegudstjeneste den 6. juli, umiddelbart før processionen. I år var det således den syvende mindegudstjeneste. Mindegudstjenesterne har fokus på ”Sejrens Pris” og eftertanker om udfaldet, mens mindegudstjenesterne den 5. juli om aftenen er fastholdt med blikket rettet på ”Håbet om Sejr”. På den måde fik vi bragt forløbet og den tidsmæssige sammenhæng mellem mindegudstjenesten og processionen tilbage til det oprindelige forløb. I år med Hendes Majestæt Dronning Margrethes og Greveparret af Rosenborgs deltagelse i mindegudstjenesten.

I 2019 – 170-året for udfaldet – deltog Gardehusarernes Hesteskadron, og 6. juli-frokosten blev for første gang afholdt inden for Voldene i Tøjhuset. Sidstnævnte var et ønske fra den daværende borgmester Jacob Bjerregaard, så 6. juli-frokostens deltagere forblev i byen og umiddelbart efter kunne gå videre ud til de mange aktiviteter i byen, herunder Hesteskadronens opvisning ved Slesvigske Bastion. Gardehusarernes Hesteskadron deltog ligeledes i regentbesøget den 1. september sidste år, så vi var utroligt glade for og stolte over, at Hesteskadronen valgte at deltage i dette års 175-års jubilæum.

I 2023 flyttede vi 6. juli-frokosten til Eksercerhuset, idet vi ønskede at foretage en generalprøve på 175-års jubilæets 6. juli-frokost, herunder med deltagelse af 7. Regiments Musikkorps.

Siden 2019 havde 6. Juli Komiteen arbejdet med planerne om rejsningen af en buste af Generalmajor de Meza. Idéen opstod under en samtale mellem Anders Engelbrecht og Mikael Holdgaard Nielsen – to daværende medlemmer af 6. Juli Komiteen. Forslaget blev fremlagt for 6. Juli Komiteen, men Corona-krisen satte en midlertidig stopper for projektet, som først genvandt opmærksomhed i sommeren 2023. I 6. Juli Komiteen blev vi hurtigt klar over, at vi var nødt til at få stærkere kræfter med til at løfte et sådant projekt. Vi forelagde projektet for Landskomiteen til Renovering af Fredericia Vold, som den 22. november 2023 besluttede at gå med i et samarbejde med 6. Juli Komiteen om det. Herefter tog projektet form og fart, og resten er nu en fantastisk historie om et helt ekstraordinært fællesskab, der – i løbet af blot 7-8 måneder – lykkedes med at skabe og rejse det første mindesmærke i 125 år i relation til udfaldet fra Fredericia. For mig er busten af General de Meza ikke kun et mindesmærke over en fantastisk leder og strateg under treårskrigen og senere. Busten af General de Meza er også et symbol på, hvad et godt lederskab med det rigtige, det villige og det modige mandskab kan gøre og skabe, og hvis betydning vi stadig nyder godt af og kan se tilbage på i det demokratiske velfærdssamfund, som vi lever i i dag.

Militærhistorisk Forenings forslag om en 175-års jubilæumsmarch blev en stor succes. AVISEN har tidligere bragt et tv-interview om jubilæumsmarchen med formanden, næstformanden og sekretæren, som jeg her vil henvise til. En kæmpe tak til Militærhistorisk Forening skal lyde herfra.

Planlægningen

Med forhistorien og idéerne in mente begyndte planlægningen af 175-års jubilæet for ca. 2 år siden. Den daværende borgmester Steen Wrist, garnisonskommandant oberst Henrik Graven Nielsen og jeg lagde i 2022 de overordnede rammer for 2023 (generalprøveåret) og 2024 (jubilæumsåret). Selve planlægningen foregik på sædvanlig måde i overordnet to fora: I Fredericia Kommunes planlægningsgruppe, som varetager koordineringen af alle de supplerende aktiviteter, som 6. Juli Komiteen og dens planlægningsgruppe ikke traditionelt varetager koordinationen og eksekveringen af. Flere af deltagerne i de to planlægningsgrupper går igen i begge grupper. Derudover er der en meget tæt koordinering og et tæt samarbejde mellem Fredericia Kommune, 6. Juli Komiteen og Fredericia Garnison (Føringsstøtteregimentet). Et uvurderligt samarbejde og fællesskab, som gør det hele muligt.

Juli Komiteen holder normalt et indledende planlægningsmøde i februar/marts måned det pågældende år. Det sker på baggrund af sidste års erfaringer og løbende drøftelser med kommunen og garnisonen. På grund af de mange ekstra aktiviteter i år blev et ekstraordinært koordinationsmøde afholdt i juni måned for at samle det hele op. Dette ekstra koordinationsmøde sikrede, at alle var opdaterede med de seneste informationer. Der blev derudover afholdt et utal af bilaterale møder om de enkelte aktiviteter m.v.

Foto: Leon Lindholm

Kulminationen

Kulminationen blev selvfølgelig gennemførelsen af de mange planlagte aktiviteter. Meget er skrevet om det i forskellige medier, så jeg vil i stedet vise, hvad jeg skrev d. 8. juli til de mange, mange aktører, som var en uvurderlig del af 6. juli-dagene 2024:

“I år udsender jeg denne takke-mail med en dags forsinkelse. Jeg skulle lige trække vejret efter oplevelsen af de forrygende, fantastiske og rørende dage, som I alle har været med til at skabe i vores helt enestående fællesskab.

Tusind tak for nogle fantastiske 6. juli-dage, hvor jeg synes, at alt gik op i en højere enhed takket være jer. På grund af jeres utrættelige indsats og vores helt enestående samarbejde i forbindelse med planlægningen og gennemførelsen af 5.-6. juli-dagene ser vi tilbage på en enestående fin markering af 175-året for udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849. Jeg ville igen i år ønske, at jeg kunne sende jer alle de mange positive tilbagemeldinger, som jeg har modtaget. For det er jer og jeres medarbejdere og medlemmer, der fortjener dem. Igen, igen i år beder jeg om, at I videregiver takken til hver og en af jeres deltagere og støtter.

Det udstrålede fra de mange aktiviteter og kulminerede med Hendes Majestæt Dronning Margrethes besøg i forbindelse med mindegudstjenesten i Sct. Michaelis Kirke og begyndelsen af processionen, selve processionen og de flotte taler undervejs af biskop Marianne Christiansen, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet Rasmus Stoklund, borgmester Christian Bro og regimentschef og garnisonskommandant, oberst Henrik Graven Nielsen. At vi i år kunne tilføje afsløringen af busten af generalmajor de Meza og igen have hesteskadronen på besøg fra Gardehusarregimentet gjorde det bare endnu bedre og endnu mere fantastisk – de heste og gardehusarer kan noget, ingen andre kan. Kæmpe tak til gardehusarerne og deres heste.”

Foto: Erik Schwensen

Og en kæmpe tak til Thor Larsen og Peter Lund for de Meza-busten og for samarbejdet omkring busten sammen med Landskomiteen til Renovering af Fredericia Vold og Fredericia Museum. Tusind, tusind tak for alle donationerne hertil.

Alt dette er helt afgørende for, at vi i år var i stand til at skabe disse helt enestående dage. Tusind tak for det.

Jeg vil gerne ved denne lejlighed viderebringe Hendes Majestæt Dronning Margrethes tak for besøget i Fredericia til jer. Greveparret af Rosenborg har også bedt mig om at viderebringe deres tak til alle implicerede, som har lagt et stort arbejde i det flotte arrangement, og for igen at få 6. juli-festen afviklet så smukt.”

Foto: Leon Lindholm


Som noget helt ekstraordinært havde vi også den store glæde og ære, at den danske astronaut Andreas Mogensen og hans hustru deltog som Fredericia Bys æresgæster, både den 5. og 6. juli. Andreas Mogensen holdt en tankevækkende og inspirerende båltale d. 5. juli om aftenen fra balkonen på Meldahls Rådhus. Derudover fik Andreas Mogensen også tid til at møde tre af de fire skoleelever fra Fredericia Realskole, hvis eksperiment han havde gennemført under sit ophold på rumstationen.

Erfaringerne

De indkomne erfaringer vil blive bearbejdet i den kommende tid, og de bliver medinddraget i planlægningen af det kommende års 6. juli-dage.

Perspektiverne à Overførbarheden

Når jeg i dag kigger i bakspejlet på dette års 175-års Jubilæum for Udfaldet fra Fredericia d. 6. juli 1849, så må jeg igen lige trække vejret. Trække vejret efter oplevelsen af de forrygende, fantastiske og rørende dage, som alle bidragydere og deltagere har været med til at skabe i et helt enestående fællesskab.

Det har været helt enestående at opleve, hvad vi er i stand til sammen, når vi ønsker og vil det. Vi har været i stand til at sætte en fælles målsætning op, fastholde den og nå i mål med det hele. Vi har sat de nødvendige vejskilte op for at nå i mål. Vi har hjulpet hinanden med at nå de mål, som vi har haft sværere ved alene. Vi har haft den nødvendige beslutningsevne, handlekraft og eksekveringsevne. Vi har taget de nødvendige og rettidige initiativer. Vi har haft og har tillid til hinanden og oplevet en ærlighed og loyalitet overfor hinanden, der styrker den gensidige troværdighed. Åbenhed og gennemsigtighed har skinnet igennem vores tillidsfulde samarbejde.

Foto: Leon Lindholm

Og… er det ikke noget, som går igen ved de helt enestående fællesskabsarrangementer, som vi i det seneste år har set udfolde sig i vores lokalområde? Ved Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. II’s besøg d. 1. september 2023, ved Royal Run d. 13. juni 2024, og nu senest under 6. juli-dagene 2024.

Hvorfor sætter vi ikke disse evner og kvaliteter i spil i vores dagligdag og udnytter dem i andre nok så alvorlige sammenhænge? Hvad er det, der i dagligdagen forhindrer os i at hjælpe hinanden med at nå de mål, som vi har svært ved? Bruge den nødvendige beslutningsevne, handlekraft og eksekveringsevne. Tage de nødvendige og rettidige initiativer. Vise tillid til hinanden og opleve en ærlighed og loyalitet over for hinanden, der styrker den gensidige troværdighed. Bidrage til åbenhed og gennemsigtighed i et tillidsfuldt samarbejde, der styrker vores sammenhold.

Det er mit håb, at det, vi oplevede, og det, vi var i stand til under forberedelserne og gennemførelsen af 175-års jubilæet for Udfaldet fra Fredericia, må smitte positivt af på vores daglige, fælles virke, og at det må smitte af på hver og en af os. Det trænger vi til – det trænger Fredericia til.

Læs hele Fredericia MAGASINET HER

FC Fredericia sendte Hillerød til tælling

0

FC Fredericia er på andenpladsen i NordicBet Ligaen med en sejr på 3-0 på udebane mod Hillerød.

FC Fredericia gik ind til opgøret mod Hillerød med en gylden mulighed for at avancere til andenpladsen i NordicBet Ligaen. Forventningerne var høje, men betingelserne viste sig hurtigt at være alt andet end ideelle. Holdet måtte undvære deres erfarne anfører Jesper Juelsgård, hvilket tvang trænerteamet til at foretage justeringer i startopstillingen. 

Som en direkte konsekvens af Juelsgårds fravær fik Adam Andersen sin startdebut i NordicBet Ligaen. Det  betydningsfuld begivenhed for den unge spiller, der nu skulle vise sit værd i en kamp, hvor presset på Fredericia var stort. Holdet vidste, at en sejr ikke blot ville bringe dem op på andenpladsen, men også sende et klart signal til de øvrige konkurrenter i ligaen.

Fra kampens start var det Hillerød, der satte sig på spillet og pressede FC Fredericia tilbage på deres egen banehalvdel. Hjemmeholdet dominerede i boldbesiddelsen og skabte flere farlige situationer foran Fredericias mål. Efter 25 minutters spil opstod der en gylden mulighed for Hillerød til at bringe sig i front, da Adam Andersen begik et klodset straffespark på Tobias Arndal. Det var en stor opgave for Andersen i sin startdebut, og den blev endnu sværere med denne hændelse.

Straffesparket blev overladt til Hillerøds færøske topscorer, Adrian Justinussen, som normalt er sikker i sin afslutning. Men denne gang svigtede nerverne. I en situation, der straks fik tankerne til at lede tilbage til Preben Elkjærs ikoniske afbrænder, sparkede Justinussen bolden langt over mål, til stor lettelse for FC Fredericia og ikke mindst Adam Andersen, som dermed undgik at blive syndebuk i denne afgørende kamp. Hillerød missede dermed en oplagt chance for at tage føringen, og Fredericia kunne ånde lettet op trods hjemmeholdets dominans.

Efter en halv times spil fortsatte Adrian Justinussen med at være en torn i øjet på FC Fredericias forsvar. Han kom igen tæt på at få bolden i nettet, men marginalerne var ikke på hans side, og han måtte endnu en gang se sin afslutning gå forbi målet. Hillerøds pres intensiveredes, men effektiviteten manglede i de afgørende øjeblikke.

I stedet var det FC Fredericia, der udnyttede chancen, da de fik mulighed for at slå kontra. Efter 33 minutter opfangede Agon Mucolli bolden på midtbanen og sendte en perfekt timet dybdebold afsted til Asbjørn Bøndergaard. Med en suveræn first touch og kølighed foran målet, satte Bøndergaard bolden sikkert i kassen og sikrede dermed Fredericia føringen. Dette var Bøndergaards sjette mål i sæsonen, og det kom på et afgørende tidspunkt i kampen, hvor Hillerød ellers havde haft overtaget. 

Kort før pausefløjtet fortsatte Adrian Justinussen sin jagt på udligningen for Hillerød. Han fandt endnu en gang en åbning i Fredericias forsvar, men heldet svigtede ham atter, og bolden fandt ikke vejen til nettet. Hillerød måtte dermed se endnu en stor chance glide dem af hænde.

Trods Hillerøds overvældende dominans og adskillige muligheder var det stik mod spillets gang FC Fredericia, der gik til pause med en 1-0 føring. Fredericianerne havde været kyniske i deres afslutninger, mens Hillerød manglede den sidste skarphed, og det gjorde hele forskellen efter de første 45 minutters spil.

Anden halvleg var knap nok fløjtet i gang, før Hillerød igen truede Fredericias mål. Tobias Arndal, der allerede havde været en aktiv skikkelse i første halvleg, kom tidligt frem til en stor chance og var millimeter fra at bringe balance i regnskabet. Arndals misbrugte chance understregede Hillerøds fortsatte pres, men målet lod stadig vente på sig, hvilket begyndte at skabe frustrationer hos hjemmeholdet.

Som kampen skred frem, begyndte FC Fredericia gradvist at få bedre kontrol over spillet og kom oftere i besiddelse af bolden. Fredericia’s spillere virkede mere determinerede, og det stod klart, at de havde intentioner om at udbygge deres føring. Det momentum kulminerede efter 73 minutter, da indskiftede Gustav Marcussen slog til.

Marcussen, som havde været på banen i kort tid, udnyttede en situation, hvor Hillerød-keeper Adrian Kappenberger ikke præsterede sit bedste. Med denne scoring cementerede Marcussen FC Fredericias dominans i anden halvleg og bragte dem i en komfortabel 2-0 føring. Dette mål syntes at knække Hillerøds modstand, og Fredericia stod nu med en stærk position i jagten på de tre point.

Med små ti minutter tilbage af kampen cementerede Oscar Buch FC Fredericia’s sejr og sikrede de tre point. Efter et velspillet angreb mod Hillerøds forsvar fandt Gustav Marcussen en åbning og spillede en præcis bold ind foran mål, hvor Buch stod klar. Med en klinisk afslutning gjorde Buch det til 3-0, og dermed fjernede han enhver tvivl om kampens udfald.

Den overbevisende sejr betyder, rykker FC Fredericia op på andenpladsen i NordicBet Ligaen, nu med et enkelt point ned til Esbjerg, der puster dem i nakken. Næste gang FC Fredericia skal i kamp er på lørdag på hjemmebane mod B.93.

Ny DMI-supercomputer til vejr og klima tages i brug

0
Blomstersætningen varierer dramatisk fra år til år i Arktis. Foto: Niels Martin Schmidt

De nationale meteorologiske institutter i Irland, Danmark, Island og Holland er gået sammen om at handle på klimaforandringerne med mere rettidige vejrudsigter på en ny, nu operationel, fælles supercomputer. Det er med til at forberede de enkelte lande på konsekvenserne af vejrmønstre, som forventes at blive mere ekstreme og mere udfordrende at forudsige.

Samarbejdet ’United Weather Centres West’ (UWC-West) mellem de nationale meteorologiske tjenester i Irland, Danmark, Island og Holland er gået ind i sin operationelle fase. Samarbejdet kører nu en fælles vejrprognosemodel på en ny supercomputer, der er placeret i Island, som støtter tjenester til samfundet i et klima under forandring.

Supercomputeren er resultatet af fem års tæt samarbejde mellem de fire nationale meteorologiske tjenester – højere regnekraft til beregning af prognoser med et højere detaljeringsniveau for et meget større område end tidligere. Systemet drives af islandsk vandkraft og geotermiske energikilder, så driftsomkostninger og CO2-aftrykket minimeres som en del af institutternes bidrag til netto-nul-kurs.

Marianne Thyrring, direktør på DMI siger:

– Ved at samle ekspertisen fra vores fire lande kan vi forberede os på fremtiden hurtigere og mere effektivt. At gøre vores fælles system operationelt er kulminationen på fem års intenst samarbejde om computere og modeller mellem de fire institutter. Det er ikke kun en teknisk præstation men også en bekræftelse på, at sammenlægning af ekspertise og erfaring kan føre til større ting. Jeg og mine kolleger i Irland, Island og Holland mener, at vi gennem UWC West-samarbejdet baner vejen for nye måder at arbejde på for vejrtjenesterne.

Vicedirektør Thomas Kjellberg, der har ansvar for DMI’s engagement i UWC West, siger:

– Det har aldrig været vigtigere at forstå vejr og klima. De seneste rapporter fra IPCC og WMO viser, at klimaforandringerne allerede forårsager hedebølger, oversvømmelser og kraftige regnskyl rundt om i verden. Disse begivenheder bliver hyppigere og mere intense på grund af den globale opvarmning forårsaget af menneskelig aktivitet. De eksperter, der har gjort dette projekt muligt, anerkender, at de fire nationale institutter ved at arbejde sammen nu kan reagere bedre på vejrhændelser i bestræbelse på at beskytte liv og ejendom og træffe beslutninger, efterhånden som vores klima ændrer sig.

Den nye vejrmodel dækker et område fra Østgrønland til Syditalien og opdeler det geografiske område i kvadrater på 2 km længde sammenlignet med det tidligere 2,5 km-gitter i den tidligere modelversion, som DMI anvendte. Modellen repræsenterer også atmosfæren vertikalt i form af 90 niveauer, hvilket svarer til en stigning på 38 %. Det er forbedringer i opløsningen, som giver en bedre repræsentation af de meteorologiske parametre på tværs af domænet. Den nye model køres hver time, mens den gamle computerkapacitet kun tillod at køre den hver tredje time. Det betyder mere rettidige modelopdateringer til meteorologerne, som fodrer DMI’s processer til opdatering af prognoser og udsendelse af advarsler.

Anesten Devasakayam, der er DMI’s ankermand i vejrgruppen, siger:

– Samlet giver den nye modelversion os mulighed for at få bedre styr på usikkerheden i forudsigelserne. Numeriske vejrmodeller (NWP) køres et antal gange med lidt forskellige udgangsbetingelser, og hver af disse giver så lidt forskellige resultater, det vi kalder ensembler.

Tidligere blev DMI’s ensemble opdateret med 3 nye medlemmer hver time, og usikkerheder blev baseret på de seneste 18 ensemblemedlemmer. Det nye UWC-West ensemble bliver opdateret med 5 nye medlemmer hver time, og usikkerheder bliver baseret på de seneste 30 ensemblemedlemmer.

Selvom systemet nu er i drift, stopper UWC-West-samarbejdet ikke her. De fire nationale vejrtjenester fortsætter med løbende at udvikle og forbedre den fælles prognosemodel og implementere de seneste forbedringer af den.

Marianne Thyrring, direktør på DMI, siger:

– Det stærke samarbejde, vi har indledt, er kommet for at blive. Fremskridtene inden for vejr- og klimaforskning, AI, big data og computerteknologi gør vores samarbejde mere nødvendigt end nogensinde. Sammen vil vi få mere viden, presse vores vejrmodeller længere frem og dele meget mere data end før.

Fakta | Den nye models dækning og egenskaber

Den nye vejrmodel dækker i vid udstrækning et område fra Østgrønland til Syditalien.

Dens horisontale opløsning er 2×2 km, og den repræsenterer atmosfæren vertikalt med 90 niveauer. Modellen kører hver time, hvilket giver mere rettidige opdateringer og gør det muligt for de nationale institutter at opdatere prognoserne hyppigere for at udsende mere rettidige advarsler.

Fakta | Klima-/vejrmodeller og regnekraft

– Vejrprognoser er baseret på omfattende observationer fra satellitter, vejrballoner, radar, jordstationssensorer og en række andre kilder.
– Numeriske vejrforudsigelsesmodeller (NWP) simulerer atmosfæren ved hjælp af komplekse koder og ligninger.
– NWP-modeller køres et antal gange med lidt forskellige startbetingelser. Det gør det muligt at forstå usikkerhederne i forudsigelserne og kaldes et Ensemble Prediction System (EPS).
– Høj regnekraft er afgørende for både vejrprognoser og klimamodellering.

Fakta | United Weather Centres West

– Samarbejde mellem de nationale meteorologiske tjenester i Irland, Danmark, Island og Holland etableret i 2020.
– Har indkøbt et fælles supercomputersystem, der består af to enheder: én dedikeret til operationelle vejrprognoser og en anden dedikeret til klimaforskning.
– Har udviklet et fælles numerisk modelsystem til vejrprognoser (NWP).
– Supercomputerens placering: Island
– Energikilde: Vedvarende islandsk vandkraft og geotermisk energi.
– NWP-modelopløsning: 2×2 km horisontalt, 90 vertikale niveauer.
– NWP-modelopdateringsfrekvens: hver time, Hver time, 1 hovedprognose + 5 ensemble-medlemmer.

Statsministeren til FN’s Generalforsamling: Ukraine skal vinde krigen

0
Foto: AVISEN

Krigen i Ukraine udfordrer de fundamentale værdier, som FN bygger på. Den handler om, hvilken verdensorden vi skal indrette os under. Det er hovedbudskabet fra statsminister Mette Frederiksen, når hun rejser til New York den 23.-24. september for at deltage i FN’s Generalforsamling.

– For længe har det handlet om, at Ukraine ikke må tabe krigen. Men Ukraine skal vinde krigen. Vi må ikke lade russisk imperialisme definere det 21. århundrede. Her skal Europa træde frem og tage større ansvar. Vi skal ikke spørge, hvad der er muligt, men hvad der er brug for. Det handler om vores frihed og sikkerhed. Om at Rusland aldrig med militærmagt skal få lov til at diktere grænserne i Europa, siger statsminister Mette Frederiksen og fortsætter:

– Samtidig skal vi engagere os i internationale dagsordener og styrke partnerskaber med lande i Afrika, Asien og Latinamerika. Det gælder ikke mindst næste år, hvor Danmark indtager en plads ved bordet i FN’s Sikkerhedsråd.

Danmark blev i juni 2024 valgt ind til et ikke-permanent sæde i FN’s Sikkerhedsråd for perioden 2025-2026.

Statsministeren vil blandt andet afgive indlæg ved FN’s Summit of the Future og deltage i den officielle åbning af FN’s Generalforsamling.

Vejle skal have ny cheftræner

0

Vejle Boldklubs 3F Superliga-hold og klubbens cheftræner gennem de sidste to et halvt år, kroatiske Ivan Prelec, stopper samarbejdet øjeblikkeligt.

Vejle Boldklub led forrige søndag et smerteligt nederlag på hjemmebanen i Nørreskoven til Viborg FF på 0-5, og mandagen efter bad Ivan Prelec om et møde med sportschef Marius Adrian Nicolae og administrerende direktør Henrik Tønder, på hvilket den kroatiske cheftræner bad om at blive løst fra sin kontrakt. Parterne blev enige om, at Ivan og staben sørgede for at tage kampen mod Sønderjyske Fodbold med, således Vejle Boldklub kunne nå at få en ny cheftræner på plads.

Ivan Prelec uddyber sin beslutning her.

– Det står klart for mig efter kampen mod Viborg, at Vejle Boldklub og truppen skal have ny energi. Jeg har givet alt for, at vi skulle vende situationen, og jeg har brugt alle de redskaber, jeg har i min værktøjskasse, i denne situation. Det er klart, at jeg mener, at truppen er bedre end de resultater, vi har leveret i 3F Superligaen i denne sæson. Jeg er ked af, at jeg må træffe denne beslutning, men min energi er ikke på det niveau, holdet har brug for i denne situation, og når man når frem til den konklusion, så er man forpligtet til at handle på den. Jeg blev bedt om at tage kampen i går, således klubben kunne få deres nye løsning på plads, og den kamp tog jeg i respekt for Vejle Boldklub. På mange måder var det også medvirkende til at få en energi tilbage, når jeg vidste, at det var min sidste kamp i spidsen for denne stolte klub, fortæller Vejle Boldklubs nu forhenværende cheftræner og fortsætter:

– Jeg har tilbragt to et halvt år i klubben her, og jeg har nydt hver eneste dag. Jeg har været bekendt med klubbens begrænsede økonomiske muligheder fra dag et. Det har været en præmis i mit arbejde, og jeg har haft en solid tro på, at vi gennem fællesskabet kunne gå imod de odds, vi har haft før hver sæsonstart. Jeg har givet alt af mig selv på denne rejse. Det har været mange lange dage, afsavn til familien, men dagene har altid været båret af en tro på, at vi kunne klare det. Af respekt for Vejle Boldklub og mig selv er det også derfor, at jeg nu har bedt om at blive fritaget fra min kontrakt. Jeg har ikke mere at give af. Jeg vil, om noget tid, se tilbage på min periode her med stolthed og taknemmelighed. Tak til klubbens fans for opbakningen undervejs. Vi har altid ønsket det samme, og jeg er ked af, at jeg ikke har kunnet give jer det i denne sæson. Jeg vil gerne udtrykke taknemmelighed på vegne af mig selv og den udenlandske stab til alle, der er en del af Vejle Boldklub. Det gælder både den sportslige afdeling og administrationen. Vi har følt os hjemme og som en del af Vejle. Når man først har været VB’er, så er man altid VB’er, afslutter Ivan Prelec.

Henrik Tønder, administrerende direktør i Vejle Boldklub, respekterer Ivan Prelec’ beslutning og tager den til efterretning.

– Jeg respekter Ivans beslutning. Vi har løbende evalueret sæsonen og den situation, som vi som klub står i. Da Ivan kommer til mig sidste mandag og fortæller, at han ikke har den energi, han mener, der skal tilføres holdet, så er det naturligvis noget, vi som klub skal reagere på. Ivan og jeg har så i sidste uge haft en dialog om de muligheder, Vejle Boldklub har i denne situation, og vi aftalte derfor, at Ivan og staben tog kampen i Haderslev med som deres sidste kamp. Derved kan vi finde en løsning og ikke have midlertidige løsninger omkring holdet. Jeg vil gerne takke Ivan for indsatsen gennem mere end to år. Ivan har været med til at udvikle klubben yderligere, fortæller Henrik Tønder.

Sportschef i Vejle Boldklub, Marius Adrian Nicolae, udtaler:

– Ivan Prelec har gjort en stor indsats gennem sine to et halvt år i Vejle Boldklub. Jeg er skuffet over Ivans beslutning, men jeg respekterer den naturligvis. Vi har forsøgt at fastholde en kontinuitet, selv når vi har mødt modgang. Jeg vil gerne takke Ivan og staben for deres indsats og vores tætte samarbejde, fortæller Marius Adrian Nicolae og fortsætter:

– Vi har brugt den sidste uge på at finde den løsning, vi mener kan øge vores chancer for overlevelse i denne sæson. Det er klart, at Vejle Boldklub ikke står i en situation, hvor vi kan vælge og vrage. Derfor har løsningen også været, at vi skal finde en træner, der har mod på og lyst til at tage udfordringen op og sikre os overlevelse, afslutter Marius Adrian Nicolae.

Udover Ivan Prelec stopper Damir Grlić, Mario Škrablin og Tomislav Brezović også i klubben fra dags dato.

Vejle Boldklub præsenterer 3F Superliga-holdets nye cheftræner og øvrige stab for den resterende del af denne sæson i morgen, tirsdag, kl. 09.00.

Live: FC Fredericia kan tage andenpladsen tilbage

0

Klokken 19:00 møder FC Fredericia Hillerød på udebane på Right To Dream Park i Farum. Med en sejr vil fredericianerne overtage andenpladsen i NordicBet Ligaen. Lykkes det? Følg med og få svaret.

Præmieret af Statens Kunstfond

0

Martin Bodilsen Kaldahl har nu modtaget en prestigefyldt præmiering fra Statens Kunstfond for sin udstilling “Cuts, Stripes and Knots – a Ceramic Retrospective,” der kan opleves på CLAY Keramikmuseum i Middelfart.

Udstillingen, som løber frem til den 16. marts 2025, markerer en væsentlig milepæl i Kaldahls kunstneriske karriere og præsenterer en retrospektiv rejse gennem hans 35-årige virke inden for keramik.

En omfattende retrospektiv udstilling

Udstillingen på CLAY er den hidtil største præsentation af Martin Bodilsen Kaldahls værker, der omfatter hele 140 skulpturer, udvalgt og kurateret af kunstneren selv. Gennem denne stringente scenografi, hvor værkerne er arrangeret i et grid, gives hvert enkelt værk sin egen plads og opmærksomhed. Udstillingen er organiseret kronologisk, hvilket giver besøgende mulighed for at opleve den kunstneriske udvikling fra hans nyeste værker tilbage til hans tidligste kreationer.

I begrundelsen for præmieringen beskrives udstillingen som en “eksplosion af værker, sat ind i et stringent grid,” og roser Kaldahl for hans modige greb, der formår at samle så mange værker i ét rum uden at miste hver enkelts individuelle styrke. Statens Kunstfond fremhæver desuden Kaldahls præcise og formelle bearbejdning af sit materiale, samt hans evne til at skabe en balance mellem det monumentale og det subtile.

Leg med form og perception

Gennem årene har Kaldahl udforsket forskellige teknikker og materialer. Særligt hans arbejde med striber og linjer, inspireret af britisk flådekamuflage fra 1. verdenskrig, har spillet en væsentlig rolle i hans kunstneriske udvikling. Dette ses blandt andet i serien “DazzleWazzles,” hvor Kaldahl udforsker, hvordan visuelle mønstre kan manipulere beskuerens perception.

Omkring midten af 2000’erne skiftede Kaldahl materiale fra stentøj til lertøj, hvilket gav ham nye muligheder for at eksperimentere med farver og overflader. Dette materialeeksperiment har ført til værker som serien “Not Pots,” hvor grænserne mellem skulptur og brugskunst udfordres.

Kunstnerens hjemkomst til CLAY

For Martin Bodilsen Kaldahl er CLAY Keramikmuseum dog ikke blot et udstillingssted, men også en del af hans personlige og kunstneriske historie. Museet har fulgt hans karriere fra starten, og det er derfor en særlig begivenhed, at han nu vender tilbage med denne store retrospektive udstilling.

Læs meget mere om Martin Bodilsen Kaldahls kunstneriske rejse og værker herunder:

Svømmehal får sikkerhedstjekket vipperne hvert år

0

Efter den tragiske ulykke i Fredericia Svømmehal, hvor en 21-årig mand faldt fra en fem meter høj vippe, er fokus på sikkerheden blevet intensiveret, da vipperne midlertidigt er lukket ned.

Kultur- og Idrætschef i Fredericia Kommune, Kasper Findahl, oplyser, at svømmehallens vippetårn hvert år gennemgår en grundig sikkerhedskontrol som en del af et større eftersyn, der også omfatter rutsjebanerne.

Denne kontrol udføres af virksomheden FORCE Technology, som har specialiseret sig i at sikre, at faciliteter som disse lever op til de højeste sikkerhedsstandarder.

– Vi har i forbindelse med episoden, vi havde søndag, besluttet at tilkalde FORCE Technology igen. De kommer forbi på onsdag og tjekker, om alt er i orden, eller om vi kunne have gjort noget anderledes, forklarer Kasper Findahl.

Denne ekstra kontrol er en direkte reaktion på ulykken, og Findahl understreger vigtigheden af at sikre, at alle sikkerhedsprocedurer er fuldstændigt opdaterede.

– Sikkerheden skal være i top. Det er ikke til at vide, om vi kunne have haft bedre sikkerhed, og derfor er det godt, at de kommer forbi og får tjekket det, siger Findahl.

Fredericia Kommune har siden episoden stillet et beredskab til rådighed for krisehjælp. Tre personer har allerede kontaktet kommunen på den baggrund, og telefonen står stadig åben, hvis nogen har brug for hjælp.

Fredericia Svømmehal forbliver åben, men med vippetårnet lukket midlertidigt, indtil FORCE Technology har gennemført deres sikkerhedstjek på onsdag. Hvornår vippetårnet åbner igen er uvist.

Budgettet er landet: Her er fem nye investeringer

0

Efter intensive forhandlinger er budgetaftalen for Fredericia Kommune nu på plads. Et historisk budget uden Socialdemokratiet er underskrevet og det resulterede i en række nye investeringer, som vil sætte markante aftryk i kommunen i de kommende år. Her er et overblik over fem af investeringer, der er indgået i den underskrevne aftale.

Flere af de oprindeligt foreslåede besparelser blev fravalgt i den endelige budgetaftale, hvilket har åbnet døren for betydelige nye investeringer, blandt andet inden for børne- og skoleområdet. En af de mest markante ændringer kommer fra skoleåret 2025/26, hvor der indføres et klasseloft på 24 elever. Denne investering vil have en stigende økonomisk påvirkning over de kommende år, med udgifter på 500.000 kroner i 2025, 1,7 millioner kroner i 2026, 2,9 millioner kroner i 2027 og til sidst 4,1 millioner kroner i 2028.

– Med det her forlig har vi sat retningen for Fredericia, og jeg er stolt af, at vi er med, hvor vi har prioriteret borgernær velfærd, også på skoleområdet. Vi har løftet folkeskoleområdet, så vi kan sænke klasseloftet til 24 elever fra skoleåret 2025-26, sagde SF’s Malene Søgaard-Andersen på pressemødet, hvor det blev præsenteret.

Teknisk Udvalg står også for nogle af de nye investeringer, som vil blive synlige for borgerne. Der er sat midler af til et forsøg med gratis bybusser, som skal tiltrække flere passagerer til den kollektive trafik. I 2025 er der afsat 4,35 millioner kroner til forsøget, og beløbet fordobles til 8,7 millioner kroner i både 2026, 2027 og 2028, hvilket viser en stærk satsning på at forbedre den offentlige transport.

På området for Bosætning og Turisme er der også gode nyheder. Der er afsat midler til ansættelse af en konsulent til Business Fredericia, som skal styrke kommunens indsats for at tiltrække nye borgere. Dette initiativ er en del af en bredere strategi for at øge bosætningen og gøre Fredericia til en endnu mere attraktiv kommune.

Kultur- og idrætsområdet får ligeledes et løft med nye investeringer. Blandt andet modtager Taulov Station, som er i gang med at blive udviklet til et kulturhus af lokale frivillige, 500.000 kroner i 2025. Denne støtte er en anerkendelse af det stærke lokale engagement og vil bidrage til at fremme kulturlivet i kommunen.

Endelig er der også store investeringer på vej inden for klima-, energi- og miljøområdet. Der er afsat i alt ti millioner kroner til klimatilpasning over de næste fire år. Investeringen starter med tre millioner kroner i både 2025 og 2026, efterfulgt af to millioner kroner i både 2027 og 2028.

– For klimaområdet er jeg glad for, at vi skal være grønne i verdensklasse, og derfor skal der afsættes penge til det. Jeg er glad for, at vi afsætter 10 millioner kroner til klimasikring over fire år, sagde Tommy Rachlitz Nielsen (C) på pressemødet.

Læs mere om budgetforliget her:

Christian Jørgensen: Fredericia skal høres, også på Christiansborg

Christian Jørgensen: Fredericia skal høres, også på Christiansborg

0
Christian Jørgensen er nyvalgt byrådsmedlem for Liberal Alliance i Fredericia – men ambitionerne stopper ikke ved kommunegrænsen. Efter mere end fire årtier i finanssektoren...
Hvis militær dømmekraft udliciteres 

Hvis militær dømmekraft udliciteres 

Død person fundet udendørs i Kolding

Død person fundet udendørs i Kolding