-0.1 C
Copenhagen
torsdag 25. december 2025

Aarhus Havn indgår aftale med globalt rederi

0

Aarhus Havn har netop indgået en aftale med det globale containerrederi Mediterranean Shipping Company (MSC) om leje af areal på havnen i Aarhus, hvor rederiet vil etablere en ny containerterminal.

Terminal Investment Limited (TiL), der er MSC Groups containerterminaloperatør, flytter ind på Omniterminalen, der i øjeblikket er ved at blive færdigudviklet.

– Vi glæder os over, at MSC Group og TiL ser Aarhus Havn som en attraktiv havn og nu vælger at investere i etablering af en containerterminal. Det giver erhvervslivet flere muligheder for at handle med omverdenen, og det styrker vores konkurrencekraft og ikke mindst vores rolle i at sikre den danske forsyning til gavn for erhvervslivet og hele Danmark, lyder det fra Thomas Haber Borch, der er CEO hos Aarhus Havn.

MSC blev stiftet i 1970 og er i dag verdens største containerrederi med over 200.000 ansatte og 850 containerskibe. Rederiets danske hovedkontor ligger allerede i dag på havneområdet i Aarhus.

– Aarhus Havn har en rigtig god lokalitet til de fremtidsplaner, vi har lagt. Vi vil indsætte en direkte mainliner mellem Aarhus og Asien næste år, og i kombination med vores egen terminal kan vi tilbyde vores kunder en stærk logistikløsning. På længere sigt kigger vi på flere ruter, der kan få positiv betydning for dansk erhvervsliv, og vi vil være klar til yderligere investeringer, når der bliver udviklet nye arealer på havnen i Aarhus, siger CEO hos MSC Søren Toft.

Aftalen mellem Aarhus Havn og MSC Group betyder, at TiL lejer omkring 170.000 kvadratmeter på Omniterminalen, hvor de ønsker at etablere og drive egen containerterminal. Terminalen forventes at være fuldt udviklet i 2027, hvorefter MSC Group og TiL kan tage området i brug.

Med aftalen vil Danmarks to største containerterminaler ligge på havnen i Aarhus.

Fakta om MSC

  • Har 200.000 ansatte og 850 containerskibe.
  • Anløber 520 havne verden over.
  • Transporterer omkring 24,5 millioner TEU årligt.
  • Har hovedkontor på havnen i Aarhus.
  • Har siden december 2020 haft danske Søren Toft som CEO.

Fredericia Kommune har ansat ny pressechef

0

Fredericia Kommune har ansat Sigrid Hald Kristensen som ny presse- og kommunikationschef.

Fredericia Kommune har haft stilling ubesat siden, at Jacob Wichmann fratrådte stillingen, men nu har de fundet en afløser i form af Sigrid Hald Kristensen, der kommer fra en stilling i Vejen Kommune som strategisk kommunikiatonsrådgiver.

Et nyt arbejdsliv venter forude med masser af spændende opgaver og udfordringer – og ikke mindst en masse nye ansigter og mennesker, jeg skal lære at kende. Det glæder jeg mig virkelig meget til, skriver Kristensen i et LinkedIn-opslag.

Sigrid Hald Kristensen tiltræder stillingen pr. 1. oktober.

Politiet uden nyt om 21-årig mands tilstand

0

Sydøstjyllands Politi har forgæves forsøgt at få en opdatering på den 21-årige mand, der er indlagt på OUH efter uheldet i Fredericia Svømmehal i søndags.

Søndag blev det oplyst, at den 21-årige var i kritisk tilstand, men siden har politiet meddelt, at tilstanden ikke længere er kritisk, selvom den 21-årige mand stadig er alvorligt tilskadekommen.

Tirsdag ville Sydøstjyllands Politi følge op på mandens tilstand, men det lykkedes dem ikke at få kontakt til lægerne på OUH, hvorfor der ikke er nyt om tilstanden.

Valg til Seniorrådet i Fredericia Kommune

0

Jeg Poul Rand, stiller op til seniorrådet, fordi jeg brænder for at forbedre livet for de ældre borgere i Fredericia.  Igennem mit arbejde i ældresagen i Fredericia, har jeg set mange af de udfordringer, mange ældre står overfor.

For mig er vores ældre borgere ikke blot tal i et regneark, men personer af kød og blod, ofte slidt af ælde og ved at tjene samfundet. Med nytænkning og et friskt perspektiv på seniorrådet, ønsker jeg at påvirke de beslutningstagere, der har indflydelse på seniorernes hverdag, særligt de mest sårbare i Fredericia Kommune og med Jer skabe et Fredericia, hvor alle seniorer har mulighed for at trives. 

Jeg ser frem til at gøre en forskel sammen med jer og øvrige partner på ældre området, for at beslutninger der tages, reelt kommer de ældre til gode, og at behovet bliver hørt og forstået.

Seniorrådet er en vigtig stemme i forhold til kommunens ældrepolitik. Rådets hovedopgave er at forbedre kommunikationen mellem byrådet og kommunens seniorer, her kan vi med erfaring fra ældreområder, sikre de ældres synspunkter og bekymringer bliver rigtigt videreformidlet til dem, der træffer de endelige beslutningerne.

Jeg har tid, overskud og de nødvendige kompetencer for at arbejde for Jer. Det er vigtigt i der er stemmeberettiget deltager i valget til Seniorrådet der foregår fra den 30. oktober til den 27. november 2024. Valgperioden for de valgte medlemmer varer et år.

Poul Rand, kandidat til Seniorrådet i Fredericia 2024.

Skrotbunkerne vokser

0
Elektronik skråt, inkl. træbøjle. Borgerne gider ikke sorterer. Foto: AVISEN.

Frank Møller, indehaver af FM Elektronik og Hvidevarer, oplever dagligt, hvordan udviklingen inden for elektronik og reparationer har ændret sig drastisk de seneste ti år. Med elektronikpriser, der er faldet, og lønninger til teknikere, der er steget, bliver småreparationer ofte fravalgt til fordel for nye produkter.

Den hastige udvikling inden for teknologi og elektronik har ændret vores forbrugsmønstre i stor stil. I dag står mange danske hjem fyldt med elektroniske apparater, der hurtigt udskiftes, når de går i stykker, snarere end at blive repareret. Og det er den samme tendens Frank Møller, oplever tæt på i sin dagligdag. Han ser, hvordan prisfald på nye elektroniske produkter og stigende omkostninger ved reparationer har skabt en kultur, hvor det ofte er billigere og nemmere at købe nyt end at reparere det gamle.

– Det er klart, at prisen på elektronik er faldet inden for de sidste ti år, mens lønnen for en tekniker i Danmark er steget tilsvarende. Når vi skal sende noget til service, måske en mindre ting, der skal repareres, og hvis den er langt uden for garantien, og varen er under 1000-1200 kroner, bliver den ofte smidt ud. Man bruger simpelthen ikke tiden på det. Det er det, vi oplever. Og så bliver der jo bare købt mere elektronik, end der blev for ti år siden, fordi det er blevet billigere. Derfor er bunken af elektronikaffald også vokset, forklarer Frank Møller, mens han peger på de praktiske udfordringer, der følger med denne udvikling.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik er priserne på mange elektroniske produkter faldet med op til 20 procent over de sidste ti år. Samtidig er gennemsnitslønnen for en tekniker i Danmark steget med cirka 15 procent i samme periode. Danmark genererer årligt over 100.000 ton elektronikaffald, og dette tal er steget med 30 procent over de sidste ti år.

Mere affald på skrotpladserne

Når flere danskere vælger at smide deres defekte apparater ud i stedet for at få dem repareret, øger det presset på vores skrotpladser og miljøet generelt. Frank Møller har gennem sin tid i branchen set, hvordan mængden af elektronikaffald følger udviklingen. Han mener, at selvom der er en positiv udvikling i forhold til genanvendelse, er den stigende mængde affald bekymrende.

– Jeg tænker, at det medfører mere affald på skrotpladserne, men uden at vide det med sikkerhed, tror jeg også, at de er blevet bedre til at genanvende produkterne i forhold til for mange år siden. Vi har ofte defekte produkter retur, som vi bruger tid på at reparere. Man kunne måske få en vaskemaskine til at virke, hvis man brugte en masse tid på det, men i et samfund, hvor tid opvejes i kroner og øre, bruger man ikke penge og tid på det, forklarer han og fortsætter:

– Det fører bestemt til mere affald, men jeg tror heller ikke, folk vil ofre ret meget, når garantien er udløbet. Jeg tror heller ikke, at produkterne er bedre lavet i dag end for ti eller tyve år siden. Det er også derfor, at alt muligt elektronik er blevet billigere, fordi man hurtigt kan smide det ud. Vi bruger dem ikke ret meget, og når det kun har kostet 100 eller 200 kroner, smider vi det ud, fordi der hverken er garanti eller stor anskaffelsesværdi på det, siger han.

Økonomisk støtte til reparationer

I flere EU-lande har man allerede taget konkrete skridt for at fremme reparationer frem for at købe nyt. I Frankrig har man for eksempel indført en model, hvor producenter og forhandlere bidrager til en fond, der gør det muligt for forbrugerne at få refunderet op til 90 euro for reparation af en computer. Sverige har halveret momsen på reparationer, hvilket gør det økonomisk mere attraktivt for forbrugerne at reparere deres produkter i stedet for at erstatte dem. Frank Møller tror da også selv på at faste timepriser og tilskud til reparationer kunne gøre det mere attraktivt for forbrugerne at vælge reparation frem for at købe nyt.

– Det ville være en god idé, hvis man kunne få en fast timepris for reparationer og sige, ‘okay, hvis man kan undgå at smide produktet ud og få en time til at reparere det’.

Han ser dog også nogle problematikker ved denne tilgang.

– Jeg ved ikke, hvor meget der skal afsættes, men det er en teknikers timeløn, der skal dække det, og det er nok svært at få til at gå op. Men man kan håbe, at det kunne blive muligt, fordi vi vil gerne reparere mange ting, hvis det kan gøres til en rimelig pris. Jeg tror generelt, at folk gerne vil reparere lidt større ting som vaskemaskiner og større fjernsyn, hvis prisen er til at betale, påpeger indehaveren.

Refurbished produkter som et alternativ

Hos FM Elektronik og Hvidevarer har man allerede taget skridt i retning af at tilbyde mere bæredygtige løsninger til deres kunder, som de også håber kan tiltrække lidt. En af disse løsninger er salg af refurbished elektronik, hvor brugte produkter bliver genoprettet til næsten ny stand og solgt med garanti. Frank Møller fortæller, at konceptet har vist sig at være en god løsning, især for dyrere elektronik som telefoner og computere.

– Da vi flyttede hertil, havde vi allerede en leverandør, som gav samme garanti på det, man kalder ‘refurbished’, som er et koncept med telefoner, der har været på værksted og er blevet tjekket igennem. Så giver vi to års garanti på produktet. Det har vi fortsat med og udvidet en del, så vi har en del ‘refurbished’ telefoner, altså brugte, men med samme garanti. Det er primært på telefoner og computere, at markedet er nu, og det kan godt være, at det flytter sig til noget andet på et tidspunkt, men lige nu er det der, fokus ligger, fordi det er lidt dyrere produkter, forklarer han.

Ved at tilbyde refurbished produkter med garanti, forsøger FM Elektronik og Hvidevarer at give forbrugerne et alternativ til at købe nyt, samtidig med at de bidrager til at reducere elektronikaffaldet. Strategien passer godt ind i en model med en stigende efterspørgsel efter bæredygtige løsninger, hvor kunderne i højere grad netop er begyndt at efterspørge produkter, der har en længere levetid og mindre miljøpåvirkning.

Teknologien går hurtigt fremad

Selvom mulighederne for reparation og køb af refurbished produkter eksisterer, erkender Frank Møller, at den hastige udvikling inden for teknologi ofte frister forbrugerne til at købe nyt. Den konstante strøm af nye, forbedrede produkter på markedet betyder, at mange vælger at udskifte deres gamle elektronik, selvom det stadig fungerer.

– Teknologien udvikler sig så hurtigt, at jeg godt kan forstå, at man vil have noget nyt, siger han erkendende.

Selvom erfaringerne fra andre EU-lande kan give inspiration, er der ingen lette løsninger på udfordringen med det voksende elektronikaffald. Frank Møller ser en fremtid, hvor teknologiens udvikling fortsætter med at accelerere, og hvor der måske bør overvejes mere i beslutningsprocessen.

– Man kan godt føle, at selvom man smider noget ud, som andre kan bruge, eller som man kunne bruge lang tid på at reparere, så går teknologien bare rigtig stærkt i dag, afslutter Frank Møller til sidst.

Hærværk i Kolding med politisk budskab

0

I Kolding er der i løbet af weekenden blevet rapporteret om tre tilfælde af graffiti-hærværk, hvor tags med teksten “Free Palestine” er blevet malet på forskellige steder i byen.

Hærværket fandt sted på Nicolaiplads, Låsbygade og Låsbybanke mellem fredag og lørdag. Politiet har oplyst, at der er overvågning på nogle af de berørte steder, og de gennemgår nu materialet som en del af efterforskningen

Tyveri af hjul fra biler i Fredericia

0

I tidsrummet mellem mandag aften og tirsdag morgen blev fire hjul med fælge stjålet fra to biler hos en bilforhandler på Vesterballevej i Fredericia.

Tyveriet blev opdaget tirsdag morgen klokken 06:45. Begge de berørte biler var af mærket Seat. Tyvene afmonterede alle fire hjul fra hver bil.

Politiet er i gang med efterforskningen og opfordrer eventuelle vidner, der har set noget mistænkeligt i området, til at træde frem med oplysninger.

Kuffert stjålet i tog

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

En hændelse, der fandt sted den 7. september, er nu blevet anmeldt til Fyns Politi. En passager, der rejste med toget fra Middelfart mod Fredericia, fik stjålet sin lille sorte kuffert, som indeholdt beklædning og diverse personlige plejeartikler.

Tyveriet skete, mens passageren sad ved et bord i toget med kufferten placeret under bordet. Da passageren skulle forlade toget, opdagede de, at kufferten var væk. Tyveriet blev først anmeldt denne tirsdag, den 24. september kl. 13.20.

Hændelsen fandt sted i toget, der afgik fra Jernbanegade i Middelfart, og Fyns Politi opfordrer nu eventuelle vidner eller personer med oplysninger om tyveriet til at kontakte Fyns Politi.

Fra lærling til hoteldirektør

0

På Kryb i Ly Kro har Anders Løkkegaard Madsen været en central figur i den fortsatte udvikling af kroen. Han er ikke blot hoteldirektør – hans engagement strækker sig langt ud over det sædvanlige. Ifølge ham er det ikke bare et arbejde, men en livsstil, som han brænder for.

På Kolding Landevej i Fredericia Kommune ligger den historiske Kryb i Ly Kro. Anders Løkkegaard Madsen fortæller med passion om stedet, der endte med at give ham store livsoplevelser.

Anders Løkkegaard Madsen i Pejsestuen.

– I 2007 mente jeg, at jeg skulle gå i tjenestelære, og jeg var ude på to steder for at forsøge at få en læreplads. Jeg kom blandt andet til Kryb i Kro. Det var fedt. Jeg husker, at jeg skulle lære at flambere en god peberbøf. Da jeg oplevede det, tænkte jeg, at det var et sted, jeg skulle i lære. Det var naturligvis ikke bøffen, der gjorde udslaget, det var hele pakken. Men det særligt det udgangspunkt, at her kom man for at lære, som jeg blev draget af. Jeg søgte hertil, og jeg fik pladsen som tjenestelærling, husker Anders Løkkegaard Madsen.

Han er vokset op med en naturlig forbindelse til hotel- og restaurationsbranchen, da hans mor i mange år har arbejdet som tjener. Anders’ opvækst i Egtved har været præget af at se, hvordan service og arrangementer blev afholdt, hvilket har formet hans syn på branchen. På trods af overvejelser om en karriere som revisor, ligesom hans far, var det passionen for at skabe oplevelser og glæde for folk, der trak ham i en anden retning.

– Jeg kommer oprindeligt fra Egtved. Hvorfor denne branche? Det skal ikke være nogen hemmelighed. Min mor er tjener – ikke uddannet, men hun har været tjener på VINGSTED hotel & konferencecenter i 30-40 år snart. Jeg havde egentlig overvejet at blive revisor – det var min far. Men passionen for at yde service og hjælpe folk ved begivenheder som bryllupper, hvor man ser deres glæde og begejstring – den oplevelse, man kan give dem – det var dét, der trak mig til faget, fortæller Anders.

Tiden som lærling

Anders Løkkegaard Madsen ser tilbage på sin tid som tjenestelærling med et klart billede af de udfordringer, han mødte. Selvom han i starten havde en følelse af at kunne klare det hele, blev han hurtigt konfronteret med virkeligheden. Læretiden i 2007 var præget af en anden tilgang til oplæring, hvor det var nødvendigt at blive robust fra begyndelsen og hurtigt tage ansvar.

– Jeg startede i lære i 2007. Det var en hård tid. Jeg troede, jeg var verdensmand og kunne det hele. En verdensmand, jeg kunne alt. Ingen kunne fortælle mig noget som helst. Men det kunne de alligevel. Dengang var det en anderledes måde at blive oplært på og at være elev. Man blev robust fra starten, og man lærte hurtigt, at man skulle kunne håndtere selskaber alene. Man skulle kunne tage ansvar, siger Anders Løkkegaard Madsen.

Tiden som lærling var ikke blot en periode med faglig udvikling, men også en tid, hvor Anders blev konfronteret med både personlige og professionelle udfordringer. At stå som ung overfor erfarne direktører og ledere krævede, at man hurtigt måtte lære at tage ansvar og vise modenhed, uanset alder eller køn. Anders tænker tilbage på , hvordan denne tid formede ham og gav ham vigtige erfaringer, både i forhold til service og i at navigere i en til tider hård branche.

– Hvis du står der som 17- eller 18-årig, og der står en direktør på 40 eller 50 år overfor dig, så er du nødt til at vise, at du er voksen nok til at klare opgaven – uanset om du er mand eller kvinde. Ellers bliver du trådt på. Det oplevede man ikke så meget dengang, for man lærte hurtigt tricksene. Jeg lærte dem også, fordi jeg havde en god læreplads, siger Anders.

Han beskriver en anderledes tid, hvor det var tilladt at ryge indenfor, og hvordan hans læreplads gik gennem en række ejerskifter, samtidig med at finanskrisen ramte. På trods af de mange forpagtere, køkkenchefer og restaurantchefer, han arbejdede under, var det en lærerig tid for Anders, som blot bekræftede hans valg om at blive i branchen.

– Jeg kan fortælle mange anekdoter fra læretiden. De fleste husker nok, at man måtte ryge inde i restauranten dengang. 2007 og en håndfuld år frem var også præget af stor usikkerhed, finanskrisen ramte året efter, jeg startede. I min læretid havde jeg vel tre forpagtere og otte køkkenchefer. Jeg ved ikke, hvor mange restaurantchefer, der var, men der var mange. Alligevel, trods usikkerhed og skiftende chefer, var det en fed tid, og man lærte meget – både fagligt og praktisk, siger hoteldirektøren.

Et af de minder, der står klart for Anders, er branden på motellet overfor, som endte i aviserne.

– For eksempel brændte motellet overfor i 2008, og der blev lavet en avisartikel om, at ‘Tjenerleveren reddede kokkeelev ud af brændende motel.’ Den historie kan jeg rigtig godt huske, siger Anders, der havde en personlig oplevelse i forbindelse med branden:

– Det var mig, der løb over til min daværende kæreste og fik resten ud også. Så der er rigtig meget af den læretid, der betyder noget for mig, siger Anders.

Tilknytningen til Kryb i Ly Kro startede

Hans tilknytning til Kryb i Ly Kro endnu større betydning, da han mødte sin kommende kone, der også arbejdede på kroen som tjener. Deres forhold blomstrede, og i dag er de gift og har to børn, hvilket gør stedet til mere end blot en arbejdsplads for Anders – det er en del af hans livshistorie.

– I 2009 blev min kone ansat herude som tjener, og det var dér, jeg mødte hende. Efterfølgende, da vi begge var stoppet, fandt vi sammen, og i dag er vi gift og har to børn. Hold da op. Så man kan sige, at Kryb i Ly Kro betyder rigtig meget for mig på mange planer, siger han.

Selvom Anders stoppede på Kryb i Ly Kro i 2010, havde han egentlig ingen intentioner om at vende tilbage. På trods af de gode minder var forholdene dengang ikke noget, der tiltalte ham. Han besluttede derfor at søge nye udfordringer og uddannede sig til brandmand, samtidig med at han fortsatte med at arbejde som tjener på andre hoteller og konferencesteder.

– Da jeg stoppede i 2010, havde jeg egentlig sagt, at jeg ikke ville komme tilbage igen. Det havde været en fed tid, for at være helt ærlig, så havde jeg ikke lyst til at arbejde under de daværende ejere igen. Så jeg gik i beredskabet og blev uddannet brandmand. Samtidig arbejdede jeg også på Munkebjerg som tjener og på VINGSTED hotel & konferencecenter, siger Anders.

Anders Løkkegaard Madsens karriere har været en lang rejse gennem forskellige stillinger i hotel- og restaurationsbranchen, hvor han har arbejdet sig op fra flaskedreng til restaurantchef. Med mere end 20 års erfaring bag sig har Anders haft hænderne i alt fra opvask til ansvarstunge ledelsesopgaver. Hans erfaring spænder bredt, og han har undervejs været i kontakt med mange forskellige sider af branchen, hvilket har givet ham en uvurderlig indsigt i både service og ledelse.

– Før jeg startede her, det kommer jeg tilbage til. Men jeg har været i branchen i over 20 år. Først som flaskedreng, derefter som opvasker og tjener – det hele. Efter beredskabet var jeg kort på Munkebjerg, og derefter kom jeg til Restaurant Den Gyldne Hane i Kolding som tjener. Her fik jeg lidt flere ansvarsopgaver, især da ejeren, Liselotte Kirkely, blev alvorligt syg. Vi tog alle en ekstra tørn for at hjælpe igennem, forklarer Anders.

Hans rejse fortsatte til Opus i Horsens, hvor han arbejdede som tjener, indtil en bekendt ringede med en spændende mulighed. Tilbuddet om at blive restaurantchef på Brededal Kro blev et nyt kapitel for Anders, hvor han også tog ansvaret for hoteldelen. Hans tid som restaurantchef gav ham værdifuld ledelseserfaring og styrkede hans evne til at tage ansvar i komplekse situationer.

– Så rejste jeg videre til Opus i Horsens, hvor jeg arbejdede som tjener i omkring et år. Det var her, jeg fik en opringning fra en god bekendt, der spurgte, om jeg ville være restaurantchef på Bredal Kro. Bredal Kro ligger mellem Horsens og Vejle. Jeg arbejdede der i omkring et år som restaurantchef og fik også ansvaret for hoteldelen, da hotelchefen trådte lidt tilbage. Jeg var der i halvandet år, og da den tid sluttede, tænkte jeg, at jeg skulle prøve noget nyt, siger Anders.

Efter sin tid på Bredal Kro besluttede Anders sig for at prøve kræfter med noget helt andet – han blev sælger. Denne nye udfordring gav ham en helt ny indsigt i forretningsverdenen og hvordan man bygger relationer på den anden side af bordet.

– Jeg besluttede mig for at blive sælger og arbejdede som sælger i et år for B2B Supply i Vejle. Det var en spændende tid, hvor jeg prøvede at sidde på den anden side af bordet – både at sælge produkter og opleve, hvordan man bliver modtaget som sælger, siger Anders.

Karrieren for Anders tog en ny retning, da han stødte på et opslag, hvor der blev søgt en hotelchef til Hotel Norden i Haderslev. Selvom han ikke umiddelbart havde forventet at få stillingen, viste både regiondirektøren og koncernen hurtigt tillid til ham, og han blev ansat i oktober 2019. Dette blev begyndelsen på en ny rejse, hvor Anders gradvist fik mere ansvar og til sidst overtog driften af hotellet.

– Det var også i denne periode, jeg så et opslag, hvor de søgte en hotelchef til Hotel Norden i Haderslev. Jeg søgte stillingen, selvom jeg ikke troede, jeg ville få den, men regiondirektøren og koncernen mente, at jeg var den rette til jobbet. Så jeg blev ansat 1. oktober 2019 som hotelchef på Hotel Norden i Haderslev, siger Anders.

Hans ansvar voksede hurtigt, og i november 2020 overtog han også den daglige drift af hotellet. Efter to år og nogle måneder overgav han driften til sin souschef, hvorefter han selv trådte ind i rollen som direktør. Denne udvikling viser Anders’ evne til at tilpasse sig og vokse i sine roller.

– 1. november 2019 overtog vi hotellet, og 1. november 2020 overtog jeg også driften af hotellet. Jeg drev det i små to år og nogle måneder, hvorefter jeg overlod det til min souschef. Jeg fik herefter titlen direktør i stedet for hotelchef her på stedet, hvor jeg sidder i dag, siger Anders.

En livsstil

For Anders er det dog mere end blot et arbejde – det er en livsstil. Hans engagement og glæde for branchen er tydelig, og han beskriver, hvordan det at arbejde som direktør i hotelbranchen er en del af, hvem han er. Denne dedikation har været en konstant drivkraft i hans karriere, og det er også derfor, han er blevet ved i denne verden.

– Jeg har ikke et arbejde – jeg har en livsstil. Det har jeg altid følt. Jeg havde ikke engang været ansat i en måned, før jeg fik et krus, hvor der stod: ‘Dette er ikke et arbejde, det er en livsstil.’ Og man kan sige, hvis jeg ikke var glad for at være her, så var jeg heller ikke blevet. Men jeg er glad for at være her, fordi jeg har en koncern bag mig, som tror på det, jeg laver, forklarer hoteldirektøren.

Da Anders Løkkegaard Madsen startede som direktør på Kryb i Ly Kro i 2020, blev han hurtigt kastet ud i en af de største udfordringer, som hotelbranchen har stået overfor – corona-pandemien. At træde ind i en ny rolle og samtidig skulle lukke hotellet ned igen kort efter, var en hård prøvelse. Men for Anders var støtten fra koncernen og hans kollegaer afgørende for at komme igennem den svære tid. Det er denne sammenholdsfølelse, der adskiller Kryb i Ly Kro fra andre steder.

– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at i 2020 – ja, der startede jeg her. Og så kom coronaen, som vi alle kender. Så jeg begyndte, men lukkede hotellet ned for anden gang. Det var en hård tid, men når man har en koncern bag sig, der støtter én, og nogle fantastiske kollegaer, der er med til at tage en ekstra tørn, når det er nødvendigt, så betyder det alt, siger Anders.

For Anders handler det ikke kun om at være direktør for en virksomhed – det handler om at lede en familie. Det stærke bånd mellem medarbejderne kom tydeligt til udtryk, da hotellet i 2022 skulle være vært for en stor samling for koncernen. Alt skulle være i perfekt stand, men barstolene var i dårlig forfatning. Det var dog ingen hindring, for sammen løftede medarbejderne opgaven i fællesskab, hvilket viser, hvordan de arbejder på kryds og tværs for at hjælpe hinanden.

– Jeg plejer at sige, at jeg ikke er direktør for en virksomhed, jeg er direktør for en familie. Det bedste eksempel på det var, da vi i 2022 skulle holde en samling her på stedet for vores koncern. Alt skulle selvfølgelig være i tiptop stand, for alle aktionærer og bestyrelsesmedlemmer skulle komme, samt alle direktører fra koncernen. Men det eneste, vi ikke havde haft tid til at kigge på, var vores barstole – de var alle i stykker. Så kommer vores to morgendamer og vores spiller og siger: ‘Det skal bare ordnes.’ Det viser bare, hvor langt vi går for hinanden herude. Vi hjælper hinanden på kryds og tværs, siger Anders.

Kryb i Ly Kro i dag

I dag står Anders i spidsen for en kro, der er i konstant udvikling, men som samtidig holder fast i sin sjæl og historie. Det har ikke altid været nemt, især under coronatiden, hvor forventningerne og realiteterne ofte kolliderede, hvilket førte til flere udskiftninger blandt personalet, især i køkkenet. Men på trods af disse udfordringer har Kryb i Ly Kro formået at udvikle sig og modernisere, samtidig med at man fastholder den unikke charme, der gør stedet så særligt.

– Vi startede jo også med en del udskiftninger, desværre. Jeg har skiftet mange køkkenchefer, især under coronatiden, hvor nogle af de forventninger, vi havde, ikke kunne blive indfriet. Men det er en kro i udvikling, med en old-school stil. Vi vil gerne udvikle og forbedre stedet, og det arbejder vi stadig på, fra da vi startede til nu, siger Anders.

Den løbende udvikling har inkluderet store investeringer i bygningernes vedligeholdelse og modernisering, som for eksempel udskiftning af taget på både hovedbygningen og andre bygninger. Samtidig har man skiftet fra olie til fjernvarme, og mange af vinduerne er blevet udskiftet – alt sammen med et stort fokus på bæredygtighed og økologi.

– Der er blevet skiftet tag på hovedbygningen og på en af vores andre bygninger. Og det skal understreges, at det ikke er billigt at skifte sådan noget – det er det virkelig ikke. Vi er gået fra olie til fjernvarme, og vi har fået skiftet mange vinduer, blandt andet i vores skovhaver og andre steder. Vi er blevet økologimærket i sølv, og vi har opnået Green Key-certificering, forklarer Anders.

Denne grønne omstilling er ikke bare en tilfældig trend for Anders og hans team – det er en essentiel del af kroens identitet og fremtidige udvikling. Med et stærkt fokus på danske produkter, økologi og bæredygtighed, arbejder Kryb i Ly Kro mod at udvikle sig på den rigtige måde uden at gå på kompromis med kvaliteten.

– Så man kan sige, at det er en kro i udvikling. Vi vil gerne udvikle os på den rigtige måde – med fokus på bæredygtighed, økologi og danske produkter. Vi går ikke på kompromis med kvaliteten. Vi laver fejl, det gør vi, for vi er heldigvis kun mennesker, men vi bliver bedre hver gang. Det er en kro med charme og sjæl, siger Anders.

Samtidig er det vigtigt for Anders at bevare den historie og sjæl, der ligger i bygningerne. Kroen har patina – noget, der ses i møblerne, væggene og hele atmosfæren. Og det er en del af charmen, som han ikke vil fjerne, blot for at modernisere alt.

– Vi indrømmer gerne, at nogle af vores møbler – for eksempel den sofa, du sidder i – har patina. Præstestuen har masser af patina. Det står vi ved. Vi kunne sagtens modernisere alt, som andre steder gør, og fjerne de røde murstensvægge, hvor man kan se de forskellige tidsperioder – fra da den første fløj blev bygget til den seneste. Man kunne vælge at udjævne det hele og male alt over, men vi vil holde fast, siger Anders.

Pandemi var ikke sjov

Det er denne kombination af udvikling, bæredygtighed og respekt for historien, der gør Kryb i Ly Kro til noget særligt. Selvom det koster penge, og corona-pandemien har gjort det vanskeligt for branchen, fortsætter Anders og hans team med at tage tingene skridt for skridt og bevare det originale i stedet for at erstatte det med noget, der blot er moderne.

– Det er ingen hemmelighed, at det koster penge at drive stedet, og corona var ikke en sjov tid for vores branche. Så vi tager mange ting ad hoc, slår Anders fast

Anders Løkkegaard Madsen fortsætter med at fremhæve Kryb i Ly Kros udvikling og fornyelse, hvor et af de seneste tiltag har været en tiltrængt renovering af gulvet i køkkenet. Det gamle gulv var blevet slidt ned til det punkt, hvor det absolut måtte udskiftes, og tilbud om renovering, der stammer helt tilbage til 1997, viser, hvor lang tid det har været undervejs. Men nu sker der en reel forandring, og kroen bevæger sig fremad – både i renoveringer og i deres lokale engagement.

– I januar i år fik vi skiftet gulvet i køkkenet. Det kunne simpelthen ikke mere. Det skulle have været skiftet for 15 år siden. Vi fandt tilbud fra dengang – faktisk helt tilbage fra 1997 – på både taget og gulvet i køkkenet. Men nu sker der noget. Det er en fordel, og vi kan se, at kroen er i udvikling, siger Anders.

Kroen støtter aktivt lokale initiativer og virksomheder, hvilket er en central del af deres filosofi. De bidrager til både sportsklubber og producenter i området, og mange af de materialer, som kroen benytter, kommer fra lokale leverandører, hvilket skaber en stærk forbindelse til nærområdet.

– Det er en kro, der vælger at støtte det lokale – både håndbold, fodbold og den lokale tagklub. Vi støtter også lokale producenter. For eksempel leverer naboen bænke til os til vores græsarealer, og vi køber vin fra Længely. Vi har en lokal æggeproducent, som vi bruger, og lige nu får vi også lokale grøntsager. Så vi gør så meget som muligt for at støtte det lokale, så vidt vi kan. Der er selvfølgelig nogle begrænsninger, men vi gør, hvad vi kan, siger Anders.

Historien om stedet er populær

En af de mest unikke aspekter ved Kryb i Ly Kro er deres evne til at sælge mere end blot en overnatning eller et måltid – de sælger historien om stedet. Deres Kryb i Ly Kro-ophold inkluderer en oplevelse, hvor gæsterne ikke blot nyder gastronomi, men også får indsigt i kroens rige historie gennem personlige fortællinger fra personalet.

– Det er vores Kryb i Ly Kro-ophold. Her kommer man og får kaffe og kage klokken 15, og så kommer enten en tjener, en fra restauranten, eller jeg selv ind og fortæller historien om Kryb i Ly Kro. Herefter serverer vi en 5-retters menu med tilhørende vine, og der er overnatning til næste dag. Så man kan sige, at vi simpelthen fortæller historien som en del af oplevelsen, siger Anders.

Anders Løkkegaard Madsen understreger, at formidlingen af Kryb i Ly Kros historie er blevet en integreret del af gæsternes oplevelse. Flere af kroens medarbejdere, som for eksempel restaurantschef Fie, bidrager til denne fortælling med deres egne perspektiver, hvilket skaber en mangfoldig og engagerende oplevelse. Fie har endda udviklet et særligt ’tilbage til oprindelsen’-ophold, hvor hun dykker endnu dybere ned i historien, især for at give de nye ansatte en grundig introduktion til kroens rige fortid.

– Det varierer, hvem der fortæller historien. For eksempel vores restaurantschef Fie, som har lavet et ’tilbage til oprindelsen’-ophold, hvor hun går endnu dybere ind i historien, især for vores nye ansatte. Vi har alle vores egne versioner af historien, som vi gerne vil fortælle, forklarer Anders.

Nogle dele af historien er dog så personlige, at kun Anders selv kan formidle dem, som for eksempel den dramatiske episode med branden på motellet. Disse øjeblikke er en del af kroens nyere historie og er svære at overlevere på samme måde, da de er oplevet førstehånds af Anders.

– Der er visse dele, som kun jeg kan fortælle, for eksempel historien om branden på motellet, fordi det er svært for andre at formidle det på samme måde – de var jo ikke der dengang, siger han.

Efterspørgslen efter historiefortælling er vokset markant, og kroen har oplevet stor succes med at indarbejde deres historie i konferencer og andre arrangementer. Gæster og konferencegrupper er fascinerede af Kryb i Ly Kros lange historie, der går helt tilbage til 1610, hvor stedet blev grundlagt.

– Vi har virkelig oplevet fremdrift på dette område. Folk vil gerne ud og høre en historie. Vi har endda solgt os ind til enkelte konferencer, hvor vi tager en time og fortæller historien om Kryb i Ly Kro. Det går helt tilbage fra kongens besøg og hestevognstiden. Vi går så langt tilbage som til 1610, hvor Kryb i Ly Kro blev grundlagt. Det er altså helt tilbage til før vores tid, slutter hoteldirektør Anders Løkkegaard Madsen.

Stor profil forlænger med FHK

0

Fredericia Håndboldklub og Anders Kragh Martinusen er blevet enige om at forlænge samarbejdet frem til sommeren 2027.

Martinusen kom til FHK i sommeren 2020 efter i en årrække at have spillet i Århus. I FHK har højrebacken udviklet sig sammen med holdet, og nu er parterne blevet enige om en kontraktforlængelse.

– Anders har været en af profilerne de seneste år og en kulturbærer i klubben, og seneste sæson har været hans bedste i klubben. Derfor er det også en god dag i FHK, at vi kan fortsætte det videre arbejde med at nå nye mål, og der er Anders en vigtig brik i den plan. Han sikrer kontinuitet på holdet. Med Anders og Kasper Palmar på højre back de kommende sæsoner, har vi en duo, som supplerer hinanden utrolig godt og er en af de bedste i ligaen, siger direktør i FHK, Thomas Renneberg-Larsen.

31-årige Anders Martinusen ser det som naturligt at have sat underskriften på en ny aftale.

– Projektet i Fredericia er lovende, og den rejse, vi har været på, har været rigtig fin, og jeg kunne godt tænke mig at arbejde videre med den. Det giver mig ro i maven at være i noget, man kender til, med omgivelserne, folkene bag, og omklædningsrummet, siger Martinusen.

På den private front passer det også godt ind i Anders Martinusens planer at forblive i den røde FHK-trøje.

– Det hænger rigtig godt sammen, når man ser på min boligsituation med to børn og en kæreste, så er det godt at kunne køre til Fredericia og samtidig få det til at gå op med familielivet, siger Anders Martinusen.

Martinusen glæder sig over sidste sæsons DM-sølv, som var en stor oplevelse for ham og holdet, der nu betyder, at holdet deltager i denne sæsons Champions League.

– Det var fantastisk i sidste sæson. Det har været fedt at opleve det i karrieren for mig, og nu vil jeg prøve mere, og det tror jeg er muligt i Fredericia. Det er også derfor, at jeg har forlænget aftalen med klubben, slutter Anders Martinusen.

I denne sæsons første tre ligakampe har Anders Martinusen været velspillende. Det er blevet til 19 mål, hvilket placerer ham som den femtemest scorende spiller. I sidste sæson var Martinusen ligeledes en af de bedste spillere i ligaen målt på både mål- og assistsfronten. I alt lavede Martinusen 181 mål, hvilket gjorde, at han blev nummer seks på topscorerlisten, og i sidste sæsons 38 ligakampe blev det til 209 assists. Det gjorde ham til den spiller i ligaen med klart flest målgivende afleveringer.

Forsøg på indbrud, stjålne nummerplader og fyrværkerihærværk

Forsøg på indbrud, stjålne nummerplader og fyrværkerihærværk

0
Fyns Politis døgnrapport op til juleaftensdag rummer flere sager om forsøg på indbrud, tyveri og hærværk rundt om i politikredsen. I Middelfart blev der mandag...
Hvis militær dømmekraft udliciteres 

Hvis militær dømmekraft udliciteres 

Død person fundet udendørs i Kolding

Død person fundet udendørs i Kolding

81-årig omkommet i brand

81-årig omkommet i brand