Europaminister besøger Syddansk Universitet som første stop på landsdækkende EU-dialog

0
Europaminister besøger Syddansk Universitet som første stop på landsdækkende EU-dialog

Danmark forbereder sig på at overtage EU-formandskabet den 1. juli 2025, og i den forbindelse rejser europaminister Marie Bjerre rundt i landet for at diskutere europæiske dagsordener med danskerne. Første stop på turen er Syddansk Universitet i Odense, hvor demokrati, sikkerhed og nye medlemslande er på dagsordenen.

Udenrigsministeriet oplyser dette mandag, mens Marie Bjerre samtidig fremhæver betydningen af at inddrage danskerne i EU-debatten:

– Det danske formandskab er en oplagt mulighed for at sætte spot på europapolitik og EU’s betydning for Danmark. EU er ikke noget, der kun sker i Bruxelles. EU træffer beslutninger, som har stor betydning for din og min hverdag. Derfor glæder jeg mig til at komme bredt rundt i Danmark, få nye perspektiver og indgå i dialog om forskellige EU-politiske emner. Jeg håber, at folk har lyst til at komme med gode idéer og input, som jeg kan tage med mig videre under det danske EU-formandskab, siger hun.

Unge i centrum for debatten

På Syddansk Universitet i Odense vil Marie Bjerre særligt fokusere på demokratiske udfordringer og EU’s grundlæggende værdier. Ministeren lægger vægt på, at unge skal inddrages aktivt i EU-debatten.

– Som europaminister brænder jeg særligt for at få de unge i tale. De er fremtidens stemmer i både Danmark og EU. De unge har ofte nye perspektiver og innovative idéer, som kan være med til at forme fremtidens løsninger, siger Marie Bjerre.

Odense bliver altså det første stop på en række uddannelsesinstitutioner, hvor ministeren møder elever og studerende.

Foruden besøg på uddannelsesinstitutioner vil Marie Bjerre deltage i åbne borgermøder om EU, blandt andet i Viborg den 19. februar i samarbejde med Europabevægelsen og i Flensborg den 26. maj i samarbejde med konsulatet i Flensborg.

Fra den 1. juli til den 31. december 2025 overtager Danmark det roterende EU-formandskab, hvor landet skal lede og koordinere møder i Rådet for den Europæiske Union.

Regeringen vil udvide trawlfrie zoner – også i Lillebælt

0
Regeringen vil udvide trawlfrie zoner – også i Lillebælt

Regeringen vil forbyde fiskeri med bundslæbende redskaber på yderligere 17.977 kvadratkilometer af de danske farvande. Det fremgår af et nyt udspil fra Miljø- og Ligestillingsministeriet, der skal forbedre havmiljøet i Danmark. Tiltaget betyder, at mere end 27 procent af det danske havareal fremover vil være trawlfrit.

Miljøminister Magnus Heunicke peger på, at de store sammenhængende områder uden bundtrawl skal give økosystemerne en chance for at komme sig.

– Med store, sammenhængende områder med trawlforbud giver vi havbunden, bunddyrene og dermed hele økosystemet med fisk, marsvin osv. i havet meget bedre betingelser for at komme sig. Sammen med vores plan for at nedbringe kvælstofudledning og arbejdet med at genoprette havnaturen, er flere trawlfrie områder med til at rette op på den katastrofale kurs, vores havmiljø har været på i alt for mange år, siger han i en pressemeddelelse.

Lillebælt blandt de berørte områder

Regeringen foreslår, at Bælthavet, herunder Lillebælt, bliver et stort trawlfrit område. Det betyder, at fiskeri med bundslæbende redskaber vil blive forbudt i de vigtige gydeområder, der strækker sig fra den tyske grænse og op til en linje mellem Ebeltoft og Isefjord.

Lillebælt er særligt kendt for sine marsvin og særlige strømforhold, som er vigtige for biodiversiteten. Det nye forbud kan derfor få stor betydning for områdets havmiljø. Ifølge regeringen skal det sikre bedre forhold for torskebestanden, som har været under pres i årevis.

Kilde: Miljø- og Ligestillingsministeriet.

Også i det østlige Kattegat foreslås en ny trawlfri zone, der vil strække sig fra Læsø til Anholt og følge havgrænsen til Sverige. Desuden skal der være en særlig zone omkring Natura 2000-området Herthas Flak i det nordlige Kattegat. Her findes specielle havbundsforhold, som ifølge regeringen kræver ekstra beskyttelse.

– En af de store presfaktorer på torskens, marsvinets, edderfuglens og andre arters fødegrundlag er fiskeri med bundslæbende redskaber, som slæbes henover havbunden. På bare ét trawltræk i den bløde mudderbund i Kattegat dør omkring 12 procent af de eksisterende bunddyr, som har afgørende betydning for fødekæden og det samlede økosystem i vores farvande. Derfor er det helt afgørende at få stoppet bundtrawl i de sårbare områder, vi her udpeger, siger Magnus Heunicke.

Omfattende ændringer for fiskeriet

I dag er der trawlforbud på 4.864 kvadratkilometer, men med de nye tiltag vil tallet stige til 22.841 kvadratkilometer. Derudover er der planlagt forbud i yderligere 8.096 kvadratkilometer, blandt andet i de områder, der allerede er udpeget som strengt beskyttede. Dermed vil over en fjerdedel af Danmarks havareal være omfattet af forbud mod bundslæbende redskaber.

Forslaget er en del af regeringens bredere plan for fremtidens fiskeri, som også indeholder initiativer til at reducere kvælstofudledning og genoprette havnaturen.

Justitsministeren vil nedbringe lange sagsbehandlingstider på værgemålsområdet

0
Justitsministeren vil nedbringe lange sagsbehandlingstider på værgemålsområdet

Justitsminister Peter Hummelgaard har sendt et nyt lovforslag i høring, der skal reducere de lange sagsbehandlingstider på værgemålsområdet. Lovforslaget indeholder en række ændringer, der skal gøre det lettere for pårørende og værger at træffe økonomiske beslutninger uden Familieretshusets godkendelse.

Ifølge Justitsministeriet vil lovforslaget blandt andet reducere antallet af dispositioner, der kræver Familieretshusets godkendelse, samt introducere et nyt, mere simpelt alternativ til visse værgemål. Tiltagene skal bidrage til at afhjælpe de lange ventetider, der har skabt udfordringer for borgere, som er afhængige af økonomiske midler, men ikke selv kan administrere dem.

Justitsminister Peter Hummelgaard fremhæver behovet for en hurtigere og mere fleksibel sagsbehandling:

– Den nuværende situation på værgemålsområdet er ikke holdbar. Vi er simpelthen nødt til at sætte tempo på sagsbehandlingen. Det kan ikke være rigtigt, at borgere i nogle tilfælde skal vente flere år på at kunne bruge deres egne penge eller give gaver til deres pårørende. Derfor foreslår vi en række tiltag, der skal lette Familieretshusets administration, bl.a. ved at flere økonomiske dispositioner skal kunne gennemføres af værgen uden Familieretshusets eller andre myndigheders godkendelse. Det giver værgen øget og hurtigere adgang til at anvende midler til gavn for den borger, der er under værgemål.

Centrale ændringer i lovforslaget

Lovforslaget indebærer en række justeringer af værgemålsloven, der skal gøre sagsbehandlingen mere smidig. Et af de centrale tiltag er indførelsen af et nyt alternativ til værgemål, hvor nære pårørende kan få adgang til at varetage visse økonomiske dispositioner, som betaling for en plejehjemsplads, uden at der skal etableres et formelt værgemål. Dette vil kun kræve en attest fra Familieretshuset, hvilket kan udstedes hurtigt og uden væsentlig sagsbehandling.

Samtidig fjernes kravet om, at værgen skal sikre bevarelse af formuen, og i stedet bliver det et krav, at midlerne anvendes til gavn for den person, der er under værgemål. Der bliver heller ikke længere behov for Familieretshusets godkendelse af ethvert formueforbrug, hvilket skal lette den administrative byrde og gøre det nemmere at sikre den nødvendige økonomiske støtte.

Derudover bliver der indført en øvre grænse for, hvor mange værgemål en enkelt værge kan varetage, så opgaverne fordeles bedre. Samtidig skærpes kravene til værger, så det bliver tydeligere, at de skal være egnede til opgaven, og hvis en værge misbruger sit hverv, kan det fremover sanktioneres med en bøde.

Sagsbehandlingen skal også effektiviseres ved, at ansøgere om værgemål fremover selv skal vedlægge en lægeerklæring og en udtalelse fra en relevant institution, i stedet for at myndighederne skal stå for at indhente dokumentationen. Endelig bliver udbetaling af vederlag til faste værger mere standardiseret for at sikre en ensartet og gennemsigtig praksis.

Lovforslaget ventes fremsat i marts og vil blive fulgt op af yderligere ændringer i værgemålsbekendtgørelsen og sagsbehandlingsbekendtgørelsen senere på foråret. Disse ændringer skal yderligere lette processen for værger og pårørende.

En løsning på lange ventetider

Ifølge Justitsministeriet har de lange sagsbehandlingstider på værgemålsområdet været en udfordring i årevis, særligt i forbindelse med beskikkelse af værger og godkendelse af formueforbrug.

Lovforslaget bygger på anbefalinger fra Civilstyrelsen samt drøftelser med Social- og Boligministeriet og Familieretshuset. Høringsperioden er nu i gang, og regeringen forventer at fremsætte lovforslaget i Folketinget i løbet af foråret.

DF’er afslutter talentakademi og gør sig klar til kommunalvalget

0
DF’er afslutter talentakademi og gør sig klar til kommunalvalget

Dansk Folkepartis kommende byrådskandidat i Fredericia, Sune Nørgaard Jakobsen, har denne weekend afsluttet partiets toårige talent akademi – et intensivt forløb med fokus på public affairs, forhandlingsteknik, politisk kommunikation, sociale medier m.m.

Om afslutningen på akademiet udtaler Sune Nørgaard Jakobsen:

– Nogle oplevelser sætter sig dybt. De giver ny indsigt, nye værktøjer og vigtigst af alt – nye fællesskaber. Dansk Folkepartis talentakademi er netop afsluttet, og jeg står tilbage med en rygsæk fyldt med værdifuld viden og erfaring. Vi har dykket ned i mange ting og lært, hvordan vi bedst navigerer i det politiske maskinrum. Vi har forfinet vores forhandlingsteknik, så vi kan tage de svære, men nødvendige diskussioner – og lande aftaler, der gør en reel forskel. Og vi har arbejdet med kommunikation og SoMe, for politik handler ikke kun om holdninger, men også om evnen til at få dem igennem til folk.

Talent akademiet har været en rejse – men også en optakt. For mig handler det om én ting: at være klar til at tage ansvar. Klar til at gøre en forskel. Klar til KV25. Jeg glæder mig til kampen for vores værdier og ser frem til de samtaler, debatter og beslutninger, der venter.”

Dansk Folkeparti i Fredericia ser frem til at have en stærk og veluddannet kandidat med i kampen om en plads i byrådet. Sune Nørgaard Jakobsen har med afslutningen af talent akademiet vist, at han er klar til at tage politisk ansvar og kæmpe for de værdier, der danner fundamentet for Dansk Folkeparti

ROCKWOOL tilslutter sig Trekantområdets grønne energisamarbejde

0
ROCKWOOL tilslutter sig Trekantområdets grønne energisamarbejde

ROCKWOOL har meldt sig ind i Triangle Energy Alliance (TEA), et samarbejde mellem kommuner og virksomheder, der arbejder med at koble energisystemer for at mindske spild og udnytte ressourcer mere effektivt. Med partnerskabet ønsker ROCKWOOL at undersøge mulighederne for at integrere ilt fra brintproduktion i sin egen produktionsproces.

Muligheder i brintproduktion

ROCKWOOL har i flere år arbejdet med at reducere sit energiforbrug og udnytte overskudsvarme fra produktionen. Administrerende direktør for ROCKWOOL Nordics, Frank Ove Larsen, ser en mulig kobling mellem virksomhedens behov for ilt og den voksende brintindustri i Trekantområdet.

Da jeg besøgte Everfuels brintfabrik i Fredericia sidste år, så jeg en åbenlys mulighed for kobling mellem elektrolyse og vores produktion. Ilt er et spildprodukt fra brintproduktion, og vi har et behov for ilt for at øge effektiviteten i smelteprocessen, når vi producerer stenuld. TEA-partnerskabet er interessant, fordi energi- og produktionsvirksomhederne og kommunerne – ligesom os – har høje ambitioner for at udfase fossile energikilder og råstoffer, siger han.

ROCKWOOL producerer isoleringsmaterialer gennem en smelteproces, der kræver meget høje temperaturer. Ifølge virksomheden kan ilt fra brintproduktion være med til at gøre denne proces mere effektiv.

TEA-partner værdikæde. Kilde: TEA

Tværgående samarbejde om energi

Triangle Energy Alliance samler 34 virksomheder, kommuner og forskningsinstitutioner, der arbejder for at optimere energiforbruget og skabe sammenhæng mellem forskellige energikilder. Ifølge TEA’s bestyrelsesformand, Anders Frandsen, kan ROCKWOOLs deltagelse bidrage til at styrke samarbejdet.

Det er virksomheder som ROCKWOOL, der engagerer sig i konkrete løsninger, der udfaser fossile kilder fra vores hverdagsprodukter. Varme, vand, CO2, ilt er de mest oplagte råstoffer, men listen over potentialerne er lang, forklarer han.

TEA arbejder blandt andet med at skabe bedre sammenhæng mellem produktion, lagring og forbrug af energi i Trekantområdet, hvor der i forvejen er en stærk energiinfrastruktur.

Infrastrukturer i Trekantområdet understøtter. Kilde: TEA

Afprøvning af nye løsninger

ROCKWOOL har de seneste år skiftet fra kul og koks til biogas og grøn strøm på sine danske fabrikker. Med deltagelsen i TEA vil virksomheden nu undersøge, hvordan brint og ilt kan spille en rolle i fremtidens energiforbrug.

Samarbejde og bedre forståelse for hinanden er vejen frem til at sænke virksomhedernes og kommunernes miljø- og klimabelastning, så vi udnytter råstoffer mere effektivt, og forbedrer virksomhedernes konkurrenceevne. Samtidigt bevarer vi arbejdspladser, som tilpasser sig fremtiden og skaber indsigt til inspiration i Danmark og verden, når vi omstiller os sig til en ny hverdag baseret på vedvarende energikilder og råstoffer. Rockwools energifaglige kompetencer, store behov for energi til produktionen, lange erfaring med at udnytte overskudsvarme og den lokale forankring bibringer TEA-partnerskabet nyt perspektiv og værdi, afslutter Frank Ove Larsen.

Samarbejdet mellem TEA’s medlemmer fortsætter med at afsøge, hvordan forskellige energikilder kan bindes bedre sammen i den regionale og nationale energiforsyning.

Tre Middelfart-hjem ramt af indbrud

0
Tre Middelfart-hjem ramt af indbrud

Fyns Politi har den seneste weekend modtaget anmeldelser om tre indbrud i henholdsvis Middelfart og Nørre Aaby. Gerningsmændene har i flere tilfælde forladt gerningsstederne med smykker, elektronik og el-værktøj.

Knust rude på Gl. Strandvej

Søndag den 2. februar blev der anmeldt et indbrud på Gl. Strandvej i Middelfart. Ifølge politiets oplysninger er der ikke tale om reel indstigning, men en rude blev knust, og en lampe blev stjålet fra en vindueskarm.

El-værktøj og smykker stjålet på Brovejen

Fredag den 31. januar fandt et indbrud sted på Brovejen i Middelfart, hvor gerningsmændene brød ind via en opbrudt kælderdør. Her blev der stjålet el-værktøj af mærket Makita, en stationær computer samt smykker. Den forurettede havde ved anmeldelsen endnu ikke overblik over eventuelle øvrige stjålne genstande. Politiet arbejder på at klarlægge hændelsen.

Gerningsmænd slap afsted med ure og parfumer i Nørre Aaby

Også i Nørre Aaby blev der søndag den 2. februar anmeldt et indbrud. Her havde gerningsmændene skaffet sig adgang via et opbrudt vindue på en adresse på Søndermarken. Der blev stjålet en computer, smykker, ure og parfumer, men et fuldt overblik over de stjålne genstande mangler stadig.

Fyns Politi har ikke registreret yderligere hændelser i Middelfart Kommune i løbet af weekenden.

Uoverensstemmelse i Kolding eskalerede til knivstik

0
Uoverensstemmelse i Kolding eskalerede til knivstik

Sydøstjyllands Politi rykkede søndag eftermiddag ud til en voldsepisode i Domhusgade i Kolding, hvor en mand blev stukket med en mindre kniv i både armen og låret. Episoden fandt sted omkring kl. 16.41 og involverede en 45-årig kvinde fra Kolding og en 41-årig mand fra Vejen Kommune, der har en relation til hinanden.

Ifølge politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd var forløbet præget af en vis forvirring, men hændelsen opstod, da manden ankom til kvindens adresse for at afhente nogle personlige ejendele.

– Der opstår håndgemæng på stedet, og manden ender med at få et stik i armen og et stik på ydersiden af venstre lår, formentlig med en mindre urtekniv, siger Arno Rindahl Petersen.

Han oplyser, at manden efterfølgende forlod stedet, men blev fundet kort tid senere. Han blev bragt til skadestuen til behandling, men hans skader var ikke alvorlige, og han blev udskrevet kort efter.

Begge parter anholdt – efterforskning fortsætter

Både den 45-årige kvinde og den 41-årige mand blev kort efter episoden anholdt af politiet for at klarlægge hændelsesforløbet.

– Vi har haft både den mandlige og den kvindelige part anholdt for lige at finde ud af, hvad der er sket. Lige nu har vi ikke nogen af dem anholdt længere, da begge blev løsladt kort efter midnat, siger Arno Rindahl Petersen.

Politikommissæren forklarer afslutningsvis, at sagen nu behandles videre i politiets efterforskningsafdeling, som skal afklare det præcise hændelsesforløb og vurdere eventuelle sigtelser.

Patrulje rykkede ud til aggressiv mand – nu er han sigtet for voldsforsøg mod betjent

0
Patrulje rykkede ud til aggressiv mand – nu er han sigtet for voldsforsøg mod betjent

Søndag aften klokken 18.56 rykkede en patrulje fra Sydøstjyllands Politi ud til Vendersgade i Fredericia, hvor en 38-årig mand optrådte aggressivt og udadreagerende ved et bosted. Ifølge politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd havde manden ikke nogen tilknytning til stedet, men var set ruske i døre og skabe uro.

Blev anholdt og satte sig til modværge

Da politiet ankom til stedet, traf patruljen manden, som opførte sig konfronterende. Han blev derfor anholdt og taget med i patruljevognen. Under kørslen mod politistationen eskalerede situationen, da den 38-årige forsøgte at give en politibetjent en skalle.

– Det lykkedes ikke, så der er ingen skader, men manden er sigtet for forsøg på vold mod en polititjenestemand, oplyser Arno Rindahl Petersen.

Uklart motiv

Politiet har ikke kendskab til, hvorfor manden opholdt sig ved bostedet eller til hans hensigt med at ruske i dørene.

– Der er i hvert fald ikke noget, vi kender til, siger Rindahl Petersen om et eventuelt motiv.

Den 38-årige mand fra Fredericia blev efterfølgende sigtet for forsøg på vold mod tjenestemand og for at forstyrre den offentlige orden. Politiet har ikke oplyst, om han fortsat er i deres varetægt, eller om han er blevet løsladt efter afhøring.

Politiet fandt hash i bukselommen – og mere på bopælen

0
Politiet fandt hash i bukselommen – og mere på bopælen

Sydøstjyllands Politi foretog søndag aften en anholdelse i Jernbanegade i Fredericia, hvor en 29-årig mand blev fundet i besiddelse af euforiserende stoffer. Under en visitation blev der fundet 1,85 gram hash på manden, hvilket førte til en ransagning af hans bopæl.

Politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd oplyser, at politiet efter fundet i Jernbanegade valgte at undersøge mandens adresse for yderligere stoffer.

– Efter fundet her, så er vi også på vedkommendes adresse for at se, om der skulle befinde sig mere hash. Der finder vi en lille smule kokain, 0,16 gram, på et køkkenbord. Og i en taske finder vi yderligere 0,53 gram kokain, siger han.

I forbindelse med ransagningen vedkendte en anden person på adressen sig ejerskabet af de sidstnævnte fund. Denne person, en 32-årig mand fra Fredericia, blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Politiet oplyser ikke yderligere detaljer om sagen, men bekræfter, at de to mænd nu står over for sigtelser for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.

Ikke flere planer og ikke mere tidsspilde

0
Ikke flere planer og ikke mere tidsspilde

Udviklingen i Kolding er aldrig kommet af store fine planer, der roder en masse sammen.

Meget af det vi nyder godt af i dag, er gennemført fordi der har været Byrådsmedlemmer, der har sat sig et mål og så arbejde målbevidst på, at gennemføre det. Massiv byfornyelse af gamle nedslidte bydele. Renovering af Koldinghus. Stålindustrien i Kolding. Placeringen af Munkensdam Gymnasium i Kolding. Opførelsen af Trapholdt, Kolding Hallen, Slotssøbadet, Syddansk Universitet, Kunsthåndværkerskolen (Designskolen), Uddannelsescentret, Sundhedscentret, akutsygehuset, Kolding Teater, Hotel Koldingfjord og rigtig meget andet.

Intet af det – intet – er gennemført fordi nogen har lavet en stor helhedsplan, som skulle realiseres i løbet af mange år.

Kolding kommune og dens borgere har ikke brug for flere planer. Det mest af denne Byrådsperiode er gået med proces og planer. For hver år vi står stille og spilder tiden med planer, så sakker vi bagud i forhold til bl.a. Vejle. Brænder ens hjerte for Kolding, så er det forfærdeligt at se på.

Merete Due Paarup har haft stor indflydelse i denne Byrådsperiode, det har betydet en hel stabel af planer, mange spildte muligheder – og ingen handling. Det må ikke fortsætte, for så kommer vi uhjælpeligt bagud.
Så ikke flere planer, ikke mere tidsspilde. Tiden er til at vi sætters os klare mål og så arbejder benhårdt sammen på, at gøre dem til virkelighed.

Søren Rasmussen
Gruppeformand for Dansk Folkeparti i Byrådet

Brand i ventilationsanlæg fik politi og brandvæsen på gaden i Fredericia

Brand i ventilationsanlæg fik politi og brandvæsen på gaden i Fredericia

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi rykkede lørdag eftermiddag ud til en brand i Fredericia, efter at en anmeldelse tikkede ind klokken 14.36. Branden var opstået på...