Kapaciteten hos lægevagten i Fredericia er tilstrækkelig

0
Kapaciteten hos lægevagten i Fredericia er tilstrækkelig

Efter AVISENs artikel om den stabile tilstrømning af patienter til Fredericia Lægevagt, har der været en opblussen af kritik på sociale medier. Flere borgere har udtrykt frustration over, at det kan være svært at få en tid, især i weekenderne og uden for åbningstiden. Trods kritikken ser Pernelle Jensen (V), formand for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Syddanmark, på situationen med et positivt perspektiv.

Efter at have set på de aktuelle forhold, mener Jensen, at kapaciteten hos lægevagten er tilstrækkelig, og der stadig er plads til flere patienter i åbningstiden.

– Der er et rigtig godt besøgstal for konsultationerne i Fredericia, men vi ser, at der stadig er plads til flere patienter i åbningstiden. Tallene viser, at vi i gennemsnit behandler 6,5 patienter per konsultation, selvom vi har kapacitet til at håndtere op mod ni patienter i timen, siger hun.

Jensen understreger, at lægevagten på ingen måde er tættere på at være fyldt op, og at folk stadig har mulighed for at få hjælp i åbningstiden.

– Der er simpelthen stadig plads, hvis man ønsker at komme til. Vores kapacitet bliver ikke udnyttet til fulde, siger Jensen.

Hun påpeger, at den kritik, der er kommet, i nogle tilfælde kan stamme fra misforståelser om lægevagtens åbningstider.

– Hvis man har ringet klokken 14 om lørdagen eller søndagen, har man kun haft åbent i et par timer, og så går der jo et stykke tid, før der åbnes igen. Det er noget, vi skal være opmærksomme på, og som kan skabe frustration, siger Jensen. Hun anerkender dog også, at når lægevagten i Fredericia ikke har ledige tider, kan borgere blive henvist til lægevagterne i Vejle eller Kolding, hvilket kan føre til yderligere frustration for dem, der håber at få hjælp lokalt.

Selvom flere har givet udtryk for utilfredshed, er Pernelle Jensen glad for den generelle opbakning og brug af lægevagten i Fredericia.

– Tallene viser, at vi har et stabilt og fornuftigt besøgstal. Mennesker benytter sig af tilbuddet, hvilket er glædeligt, men vi ønsker også at gøre det lettere for borgerne. Hvis vi ser, at vi begynder at få fyldte tider, er vi klar til at tage dialogen med Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og finde en løsning, siger Jensen.

Trods kritikken og udfordringerne ser formanden stadig lægevagten som en succes. – Jeg håber, at flere borgere vil benytte sig af tilbuddet og udnytte den ledige kapacitet i åbningstiden. Det er glædeligt at se, at Fredericia Lægevagt bliver brugt, og vi ser frem til at kunne hjælpe endnu flere, hvis der er behov, afslutter hun.

Randal Beton skal flytte grundet støjregulativer

0
Randal Beton skal flytte grundet støjregulativer

Randal Beton, beliggende på Egeskovvej i Fredericia, er blevet informeret af kommunen om, at de er nødt til at flytte på grund af støjforholdene i området. Virksomhedens indehaver, Jan Riisager, fortæller, at det sandsynligvis vil tage 2-3 år, før flytningen bliver aktuelt, da der endnu ikke er fastsat en præcis dato.

– Det bliver nok først om 2-3 år, før det bliver aktuelt. Der er ikke sat en præcis dato endnu, men vi har fået at vide, at vi skal flytte, siger Jan Riisager.

Når det kommer til de officielle meddelelser fra kommunen, har Jan Riisager modtaget et brev om støjforholdene. Brevet henviser til en undersøgelse, som NIRAS har lavet, og som konkluderer, at Randal Beton ikke kan gøre mere for at nedbringe støjen. Derfor står virksomheden nu overfor at skulle finde et nyt sted at drive produktionen.

– Jeg har fået et brev fra Fredericia Kommune om støjforholdene, som jeg har svaret på. Brevet henviser til en undersøgelse, som NIRAS har lavet, men vi kan ikke gøre mere for at nedbringe støjen, og derfor må vi erkende, at vi skal flytte, forklarer Riisager.

Det er først nu, at situationen er blevet offentlig, da Jan Riisager ikke har kunnet kommentere på flytningen tidligere.

– Jeg kunne ikke melde noget ud tidligere, da det ikke var meningen, at det skulle offentliggøres endnu. Men nu er der kommet en del fokus på emnet, især med al den støj, der er omkring raffinaderiet og kolonihaverne, siger han.

Når det kommer til den offentlige opmærksomhed, har Riisager været åben og imødekommende i sine svar.

– Jeg har svaret på de henvendelser, jeg har fået, og i mit svar har jeg bekræftet, at vi ikke kan gøre mere, end vi allerede har gjort for at reducere støjen. Derfor må vi flytte fabrikken, når vi når til den aftalte tidshorisont med kommunen, siger han.

Hvad betyder flytningen for Randal Beton? Ifølge Riisager er det ikke et farvel til virksomheden.

– Jeg lukker ikke. Jeg skal bare flytte den til et andet sted. Det er ikke et farvel, men en flytning, og jeg ser frem til at kunne fortsætte med et nyt projekt, som jeg har gang i. Det er ikke sikkert, at vi bliver liggende her i kommunen, men vi lukker ikke, afslutter han.

Randal Beton står nu overfor udfordringerne med at finde et nyt sted, men Jan Riisager er fast besluttet på at fortsætte virksomhedens drift, selvom det bliver en stor omstilling.

Metalenergi og teenage drømme på højtryk

0
Metalenergi og teenage drømme på højtryk

Lørdag aften i Tøjhuset blev et energisk metalbrag, hvor alt fra unge håbefulde bands til erfarne metalkrigere satte deres præg på scenen. Fredericia blev samlingspunkt for en aften med hårdtslående riffs, growls og fællesskab, hvor ungdommens rå energi og de mere erfarne metalhoveder gik hånd i hånd.

Guttural Disgorge – Brutalitet fra Aarhus

De aarhusianske drenge fra Guttural Disgorge åbnede ballet med en massiv mur af brutal dødsmetal, der efterlod mange stakåndede. Bandets udgivelser, har allerede sat dem på metalradaren, og deres optræden bekræftede, hvorfor de har taget både anmeldere og streamingtjenester med storm. En vokal der balancerede mellem det groteske og det imponerende, og et guitarspil, der spændte fra melodiske soloer til knusende breakdowns, var aftenens første slag i ansigtet. De beviste, at brutaliteten har en plads i dansk metal, og de har bestemt en lovende fremtid.

SPLIT – Rå kaos med potentiale

SPLIT, et ungt hardcore band fra København, leverede en energisk og kaotisk optræden, der satte gang i publikum. Deres sceneoptræden var fyldt med ungdommelig entusiasme og charme, selvom vokalen til tider forsvandt i growlens uforståelige dybder. Med banankage uforståelige growls og en fandenivoldsk attitude blev de et frisk pust på aftenen. Musikalsk er SPLIT stadig ved at finde deres retning, men deres rå energi og scenetække er en solid base at bygge videre på. De beviste, at fremtidens metal er i gode hænder.

Deadnate – Fredericias progressive metalhåb

Deadnate, byens stolte sønner, tog scenen med deres velkendte mix af progressive riffs og følelsesladede vokalpræstationer. Simon Juul og Kenneth Kejlstrup leverede en perfekt balance mellem harmoniske melodier og intense screams, mens Frederik Fammé og Ole Frank satte bunden med henholdsvis solid bas og præcise trommer. Bandet imponerer forsat med deres evne til at blande elementer fra Metallica, Tool og Machine Head og samtidig fastholde deres unikke stil. Deadnate var uden tvivl aftenens mest musikalsk raffinerede band og skabte en medrivende oplevelse, der slog dybe rødder i publikum.

Lifesick – Hardcore på steroider

Lifesick, Fredericias hardcore stolthed, lukkede aftenen med en optræden, der føltes som et musikalsk slagsmål. Deres brutale energi og lyriske tyngde satte gang i både moshpit og crowd surfing. Med simple, men effektive trommer, tunge guitarriffs og en vokal, der rummer en rå aggression, beviste Lifesick, hvorfor de stadig er en af de mest fremtrædende kræfter på hardcore-scenen. Det var terapeutisk aggression på højt plan, en slags musikalsk udgave af at smadre porcelæn, bare bedre for sjælen.

Opsummering

Aftenen var en perfekt blanding af ungdommens rå potentiale og de erfarne kræfters rutine. Fra Guttural Disgorges brutale dødsmetal til SPLITs kaotiske hardcore og Deadnates progressive magi sluttede det hele med Lifesicks kraftfulde hardcore musikalske slagsmål. Det var ikke bare en koncert, det var en oplevelse, der satte sig i både krop og sjæl.

Så hvis du elsker metal, kaos og musik, der virkelig brænder igennem, er dette lineup værd at holde øje med. Og vigtigst af alt: Husk ørepropperne; for det bliver ikke stille

Til sommer træder den nye kontanthjælpsreform i kraft – men skaber den reel forenkling?

0
Til sommer træder den nye kontanthjælpsreform i kraft – men skaber den reel forenkling?

Ved første øjekast ser reformen ud til at forenkle kontanthjælpssystemet, da man går fra: uddannelseshjælp, selvforsørgelses-og hjemrejseydelse, overgangsydelse og kontanthjælp med hver deres forskellige satser og muligheder/krav til én samlet kontanthjælp. Men efter at have deltaget i en temaaften hos Fredericia Kommune om de kommende lovændringer, står det klart, at virkeligheden er langt mere kompleks. Kontanthjælpen kommer til at indeholde tre satser, i princippet fire, hvis man tæller hjemmeboende med, samt en række nye tillæg.

Det er en trist tendens, at politik ofte sælges som løsninger, der skal skabe gennemsigtighed og enkelhed, men i stedet ender med at komplicere tingene yderligere. Det gør ikke bare arbejdsforholdene sværere for sagsbehandlere – det skaber også utryghed for borgerne, der skal navigere i et nyt system, der mest af alt minder om endnu en kæmpe ufremkommelig jungle af regler og love.

Vi har brug for et smidigt, gennemsigtigt og effektivt kontanthjælpssystem, der hjælper mennesker videre i stedet for at fastholde og nedbryde dem. Kontanthjælp bør altid være en midlertidig løsning – ikke en tilstand, hvor mennesker mister håbet og gror fast.

Forenkling handler ikke kun om færre regler, men om at skabe et system, der giver mening for både borgere og sagsbehandlere. Vi skal sikre, at mennesker med alvorlige helbredsproblemer ikke spilder år på endeløse afklaringsforløb. Det er nemlig hverken udviklende, helbredende eller billigt for samfundet, at trække syge mennesker igennem det. Hvis man ikke kan arbejde, skal man have ro til at komme sig, så man kan få et værdigt liv, og måske i nogle tilfælde, kan netop den ro give overskud til på sigt at finde vejen tilbage til beskæftigelse.

Samtidig skal vi give dem, der kan arbejde, bedre muligheder for at komme videre. Det kræver hjælp gennem opkvalificering, uddannelse, et tættere samarbejde med arbejdsmarkedet, men vigtigst af alt handler det om at give mennesker troen på, at de kan bidrage og tage ansvar for deres egen fremtid.

Klokken lukker fysisk butik og overgår til webshop

0
Klokken lukker fysisk butik og overgår til webshop

Butikken Klokken, der er kendt for sit brede udvalg af ure og smykker, står over for en større forandring. Butikken, som ligger i Jyllandsgade 24 i Fredericia, har annonceret ophørsudsalg, da den fysiske butik lukker og overgår til at være en ren webshop.

Det fremgår af et skilt på butiksruden, men det er endnu uklart, hvornår butikken præcis lukker dørene for sidste gang.

Klokken har gennem årene været en fast destination for lokale, der har været på jagt efter alt fra elegante ure til smukke smykker. Med overgangen til en webshop følger Klokken en stigende tendens blandt detailbutikker, der i højere grad fokuserer på den digitale markedsplads.

Ophørsudsalget giver de lokale kunder mulighed for at gøre en god handel, inden butikken lukker sin fysiske afdeling.

Beslutningen markerer et nyt kapitel for Klokken, der med sin webshop håber at kunne fortsætte med at betjene kunder fra hele landet. For mange i Fredericia vil lukningen dog betyde, at en kendt butik forsvinder fra bybilledet.

Færdselsindsats på Østfyn gav 34 sigtelser

0
Færdselsindsats på Østfyn gav 34 sigtelser

Søndag formiddag gennemførte Fyns Politi en færdselsindsats på Østfyn, der førte til 34 sigtelser.

Politiet oplyser, at indsatsen var planlagt som en del af det generelle arbejde med trafikkontrol i området. De præcise typer af overtrædelser er ikke oplyst, men lignende indsatser har tidligere omfattet alt fra hastighedsovertrædelser til brug af håndholdt mobiltelefon under kørsel.

Fyns Politi fortsætter deres løbende kontrol i området.

Elektronikskrot i brand i Prinsessens Kvarter

0
Elektronikskrot i brand i Prinsessens Kvarter

Søndag morgen klokken 08.05 rykkede Sydøstjyllands Politi og brandvæsenet ud til en brand i Prinsessens Kvarter i Fredericia. Branden opstod i et oplag af elektronikskrot, og efter en hurtig indsats blev situationen bragt under kontrol. Ifølge politiets vurdering skyldes branden antændte lithiumbatterier.

Vagtchef Rune Nielsen fra Sydøstjyllands Politi fortæller, at der hurtigt blev etableret overblik over situationen:

– Vi blev kaldt derned til en brand i et oplag af elektronisk skrot. Der var ild i nogle batterier, nogle lithiumbatterier. Men heldigvis er der ikke sket nogen større skade dernede, siger han.

Selvom politiet har forladt stedet, arbejder brandvæsenet fortsat på at sikre miljøet, da skrot og batterier kan udgøre en risiko:

– Brandvæsenet er stadig til stede dernede. De arbejder med miljøet, men vi er kørt derfra, og vi betragter sagen som opklaret, oplyser Rune Nielsen.

Ifølge politiet var der ingen personer i fare, og skaderne er begrænset til det pågældende oplag af skrot. Situationen vurderes derfor at være afsluttet fra politiets side.

Med brandens årsag identificeret og ingen tegn på yderligere fare, afslutter Sydøstjyllands Politi altså sagen. Rune Nielsen understreger, at der ikke forventes yderligere undersøgelser:

– Vi betragter sagen som opklaret, så der er ikke mere at sige på nuværende tidspunkt, afslutter han.

Kaspers Køreskole åbner ny afdeling i Kolding

0
Kaspers Køreskole åbner ny afdeling i Kolding

Kaspers Køreskole åbner en ny afdeling i Kolding, som skal ligge på Haderslevvej 24. Ifølge køreskolen er den første holdstart allerede planlagt til den 4. februar. Den nye afdeling markerer endnu et skridt i køreskolens vækst, der i forvejen tæller afdelinger i både Fredericia og Vejle.

Køreskolen oplyser, at de ser frem til at udvide til Kolding og byde elever velkommen i, hvad de kalder moderne og elevfokuserede rammer.

Tilpasset undervisning og fokus på tryghed

Ifølge Kaspers Køreskole har de en særlig tilgang til undervisningen, som vægter både tryghed og faglighed.

– Hos Kaspers Køreskole skaber vi en tryg og afslappet atmosfære med vores uformelle og humoristiske omgangstone. Samtidig går vi aldrig på kompromis med vores faglighed, lyder det fra køreskolen.

Skolen lægger vægt på at tilpasse undervisningen til den enkelte elev og fremhæver deres erfaring med elever, der har diagnoser som ADHD, autisme og angst.

– I særlige tilfælde samarbejder vi med terapeut Jette Kingod for at hjælpe elever med stærk angst gennem kørekortforløbet på den bedst mulige måde, oplyser de.

Erfaring fra andre byer

Med afdelinger i Fredericia og Vejle fremhæver Kaspers Køreskole, at de har hjulpet mange elever med at opnå deres kørekort. Ifølge køreskolen afspejles tilfredsheden blandt eleverne i en Trustpilot-score på 4,7.

– Vi glæder os til at tilbyde den samme høje kvalitet og service til vores kommende elever i Kolding, udtaler Kaspers Køreskole.

Den nye afdeling i Kolding skal være med til at gøre køreskolens undervisning tilgængelig for endnu flere i området.

Søndagssol til jyderne

0
Søndagssol til jyderne

Efter flere dage med mild og fugtig luft, der har indhyllet landet i dis og tåge, ser søndagen ud til at bringe en smule variation i vejret. Køligere og tørrere luftstrømme fra Centraleuropa begynder at vinde frem og kan give plads til eftertragtede solstråler – men ikke overalt.a

Mens tåge og skyer langsomt trækker sig tilbage, kan mange jyder se frem til en dag med kig til solen. I det meste af Jylland forventes skyerne at vige pladsen i løbet af dagen, hvilket giver mulighed for solskin til de solhungrende danskere.

Skyerne bider sig fast mod øst

Længere mod øst ser det dog mere gråt ud. Her vil skyerne fortsat dominere himlen, og mange steder vil man slet ikke få solen at se i dag. De østlige egne må derfor affinde sig med, at søndagen bliver endnu en dag med dæmpet lys og grå nuancer.

Mens solen kæmper for at bryde frem, og danskerne håber på et glimt af lys, er det tydeligt, at vejrguderne ikke deler ud af søndagslyset til alle.

Kilde: DMI

Faglige Seniorer Fredericia fejrer første år med spændende forårsprogram

0
Faglige Seniorer Fredericia fejrer første år med spændende forårsprogram

Faglige Seniorer Fredericia kan nu fejre sit første år som forening. Efter en opstart præget af organisatoriske udfordringer og arbejdet med at etablere sig som en forening, er organisationen nu godt på vej til at gøre sit præg på seniorlivet i Fredericia.

Foreningen blev dannet i 2024 og har siden arbejdet målrettet på at skabe tilbud for lokale seniorer – særligt dem, der stadig er medlem af deres fagforening eller savner en lokal klub. Ifølge formand Carsten O. Jørgensen har målet været at række ud til så mange som muligt og give dem adgang til arrangementer, foredrag og fællesskab.

Varieret program for foråret 2025

2024 bød på en række aktiviteter, herunder foredrag og et velbesøgt samarbejde med Kræftens Bekæmpelse om fremtidsfuldmagter, arv og testamente. Dette arrangement trak mange interesserede til, og succesen har inspireret foreningen til at udvide deres tilbud i det kommende år.

Forårssæsonen 2025 hos Faglige Seniorer Fredericia byder på et spændende og varieret program. Den 12. februar kan man opleve journalist Alex Frank Larsen, der i Seniorhuset på Vendersgade fortæller om tidligere statsminister Anker Jørgensens liv og karriere. Den 18. februar gæster skuespiller Per Pallesen Kulturøen i Middelfart for at dele humoristiske historier fra sit liv i showbranchen, i et arrangement arrangeret i samarbejde med Faglige Seniorer Middelfart. Den 14. marts afholdes både generalforsamling og et informativt møde om Senior Håndbogen i Seniorhuset, Vendersgade. For de teknologisk interesserede afsluttes sæsonen med et kursus i kunstig intelligens, der finder sted den 5. maj i samarbejde med AOF.

Foreningen lægger nu vægt på at styrke samarbejdet med lokale faglige organisationer, så endnu flere kan få glæde af deres tilbud. Dette er en del af en overordnet strategi for at nå bredere ud og skabe større opbakning til foreningens aktiviteter, forklarer formanden afsluttende.

DI opfordrer Venstre og Konservative til at gå ind i regeringsdrøftelser

DI opfordrer Venstre og Konservative til at gå ind i regeringsdrøftelser

0
Dansk Industri opfordrer Venstre og Konservative til at deltage aktivt i forhandlingerne om en ny regering efter folketingsvalget. Mere end to uger efter valget er...