Teknisk Udvalg i Nordfyns Kommune har afvist at prioritere flere ansøgninger om etablering af vedvarende energianlæg (VE-anlæg). Blandt de afviste projekter er et hybridanlæg i Skovsgårde, som skulle have været et samarbejde med Middelfart Kommune.
Beslutningen kommer, efter at Nordfyns Kommune har modtaget 11 ansøgninger med en samlet kapacitet på 628 MW. Ansøgningerne omfatter syv solcelleanlæg, to vindmølleanlæg og to hybridanlæg.
Prioriterede projekter
På mødet i Teknisk Udvalg blev tre projekter udpeget som prioriterede:
• Ullerup Hybridanlæg, hvor der ses positivt på et samarbejde mellem de to ansøgere fra Ullerup og Ørritslev.
• Solpark Særslev.
• HCA-Airport, hvor en udvidelse af arealet i Nordfyns Kommune kan blive aktuelt, hvis det ikke begrænser lufthavnens udvikling.
De tre projekter vil blive udviklet sideløbende.
Afviste projekter
Flere projekter blev afvist og vil ikke indgå i det videre arbejde. Blandt disse er Hårslev Natur- og Energipark, Hofmansgave Vindmølleanlæg og Nørre Højrup Solcelleanlæg.
Samarbejde med Middelfart afsluttes
Hybridanlægget ved Skovsgårde, som strækker sig over både Nordfyns og Middelfart Kommuner, blev ikke prioriteret. Det betyder, at projektet heller ikke vil blive behandlet i Middelfart, forklarer formanden for Teknisk Udvalg i Middelfart, Anders Møllegaard (V):
– Sagen har ikke været oppe i Teknisk Udvalg i Middelfart endnu, men når Nordfyns Kommune ikke tager det med, så giver det ikke mening, vi kommer til at behandle sagen i Middelfart.
I stedet fremhæver Nordfyns Kommune potentialet i projekter som Ullerup Hybridanlæg, hvor samarbejde mellem lokale projektansøgere betragtes som en styrke.
Beslutningen om prioritering er truffet i forbindelse med vedtagelsen af Kommuneplantillæg nr. 11, som fastsætter retningslinjerne for etablering af vindmøller i kommunen.
Mandag aften samlede Fredericia Realskole medarbejdere, forældre og særligt inviterede gæster til en tankevækkende stund med professor Svend Brinkmann. Under titlen Dannelse og trivsel for individ og fællesskab gav Brinkmann et indblik i, hvordan vi som samfund kan balancere individets og fællesskabets behov, og hvorfor dannelse er en afgørende faktor i denne balance.
Skoleleder Pernille Aarøe Petersen indledte aftenen med en varm tak til de fremmødte og en introduktion, der satte scenen for Brinkmanns budskaber. Hun fremhævede det etiske perspektiv fra K.E. Løgstrup, som Brinkmann tidligere har refereret til i sine værker: “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.” Og med Løgstrups perspektiv som afsæt tog Brinkmann tilfredst over fra skolelederen.
En aften med humor, dybde og refleksion
Brinkmanns foredrag var en blanding af skarp faglighed og humoristiske anekdoter, der flere gange fik salen til at grine, især når han kommenterede på sin egen tendens til at tage lange filosofiske afstikkere. Hans evne til at væve alvorlige pointer sammen med let humor holdt salen fanget i et opmærksomt nærvær. Hvis nogen rettede blikket væk fra ham, var det kun for at fange et billede af de tankevækkende statistikker eller kontrasten mellem den moderne institution og den gamle børnehave fra 70’erne, som Brinkmann humoristisk bemærkede måske stadig mindede mest om Realskolen selv.
Et indtryk af Brinkmann, som skolelederen også delte, da vi talte med hende efter foredraget og spurgte ind til, hvorfor man netop havde valgt ham:
– Vi valgte Svend Brinkmann som foredragsholder, da vi havde en forventning om, at han med sin store faglige indsigt kunne løfte refleksionsniveauet og bidrage med værdifulde betragtninger om aftenens tema: ”Dannelse og trivsel for individ og fællesskab”. Han er en dygtig foredragsholder; meget vidende, en dygtig formidler med humor og lune. En fornøjelse at lytte til.
En smilende skoleleder, Pernille Aarøe Petersen, bød varmt velkommen, da Fredericia Realskole var vært for mandag aftens foredrag med Svend Brinkmann.
Fredericia Realskoles værdier i praksis
Det var altså ingen tilfældighed, at Fredericia Realskole havde valgt Svend Brinkmann som oplægsholder til en aften om dannelse og trivsel. Skoleleder Pernille Aarøe Petersen fremhævede, at temaet ligger tæt på skolens værdier: faglighed, ansvarlighed, gensidig respekt, engagement og fællesskabsorientering. Ifølge hende blev netop disse værdier sat i spil gennem Brinkmanns refleksioner.
– Fredericia Realskole driver skole med afsæt i fem værdier: faglighed, ansvarlighed, gensidig respekt, engagement og fællesskabsorientering. For os er læring og trivsel tæt forbundet. Læring i skolen handler både om det faglige og om dannelse. Dannelse beskriver vi med de fire sidste af skolens værdier, forklarede hun.
Hun rundede aftenen af med at opfordre deltagerne til at tage aftenens refleksioner med hjem og fortsætte samtalerne – enten ved middagsbordet eller i kollegiale fællesskaber. Da vi spurgte hende, hvad hun håbede, deltagerne ville tage med sig fra aftenen, lød svaret:
– Jeg håber, at alle deltagere – såvel medarbejdere som forældre og gæster – gik fra foredraget med noget, som de kan reflektere videre over. Selv om livet indimellem byder på udfordringer, er der noget, som vi hver især kan bidrage med og gøre til glæde for de fællesskaber, som vi er en del af. Og når noget er til gavn for fællesskabet, er det også til glæde for individet. Det er et positivt og opløftende budskab, synes jeg.
Dannelse som modvægt til mistrivsel
Brinkmann pointerede, at dannelse ikke kun handler om individets udvikling, men også om en grundlæggende tro på det fællesmenneskelige. Han advarede mod tidens tendens til at gøre individet eneansvarligt for egen lykke og fremhævede i stedet værdien af fællesskabet, hvor tillid spiller en fundamental rolle i det mellemmenneskelige liv. Han beskrev tillid som et grundlæggende vilkår: Vi må i alle relationer våge os frem uden at have garanti for, hvordan vi bliver modtaget.
– Hvis ikke jeg har tillid til, at de vil komme mig i møde, så kan det mellemmenneskelige liv ikke lykkes, sagde han og uddybbede, at dette er selve kernen i alle fællesskaber. At vi må bero på en forventning om imødekommenhed, selvom vi aldrig kan vide det med sikkerhed.
Med henvisninger til både filosofi og praksis understregede han vigtigheden af at skabe betingelser, der fremmer menneskelig udvikling, og opfordrede til en skolepraksis, der vægter det uanede potentiale hos hvert barn frem for kun at fokusere på målbare resultater.
Og med professorens pointer i baghovedet skabte det anledning til refleksion blandt deltagerne – ikke mindst hos skoleleder Pernille Aarøe Petersen:
– Jeg gik fra foredraget med en opløftende og positiv fornemmelse; at fællesskaber og dét, vi giver til de fællesskaber, som vi er en del af, har afgørende betydning for andres og for vores egen trivsel. At vi skal danne børn og unge ved at pege ud i verden og vise dem verden uden at tænke i nytteværdi. Det er et stort og flot mål at have for øje, når man laver skole, reflekterede skolelederen med eftertanke afsluttende.
Statsminister Mette Frederiksen havde onsdag en 45 minutter lang telefonsamtale med USA’s tiltrædende præsident Donald Trump.
Samtalen berørte en række forskellige emner, herunder sikkerheden i Arktis, Grønlands fremtid og globale udfordringer som krigen i Ukraine og situationen i Mellemøsten. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Statsministeriet.
I samtalen understregede Frederiksen vigtigheden af at styrke sikkerheden i Arktis og tilføjede, at “Kongeriget Danmark er klar til at løfte et endnu større ansvar herfor.” Hun henviste samtidig til formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egedes tidligere udtalelse om, at “Grønland ikke er til salg,” og gjorde det klart, at beslutningen om selvstændighed udelukkende ligger hos Grønland selv.
Statsministeren fremhævede desuden også de økonomiske bånd mellem Danmark og USA. Hun understregede, at danske virksomheder bidrager til vækst og arbejdspladser i USA, og at “EU og USA har en fælles interesse i styrket samhandel.”
Foruden økonomi og handel blev der i samtalen også drøftet forholdet til Kina og de globale konsekvenser af krigen i Ukraine. Ifølge pressemeddelelsen har Mette Frederiksen og Donald Trump aftalt at fortsætte dialogen, hvilket signalerer en tæt samarbejdsrelation mellem Danmark og USA i fremtiden.
Nyborg Sundhedshus blev officielt indviet tirsdag, og markeringen af den store begivenhed var et resultat af et tæt samarbejde mellem Region Syddanmark og Nyborg Kommune. Sundhedshuset skal ikke kun sikre de lokale borgere bedre sundhedstilbud, men også revolutionere måden sundhedssektoren arbejder på i byen. Med det nye hus får borgerne adgang til et bredt spektrum af sundhedsydelser, der er tæt integreret og målrettet deres behov.
– Det er stort, at vi nu endelig kan indvie huset, der på mange måder er et banebrydende byggeri. For det første er det den største anlægsinvestering i Nyborg Kommune, hvilket er iøjefaldende i sig selv. Men endnu vigtigere, så markerer det en helt ny måde at indrette vores sundhedstilbud på, der sætter borgerne i centrum. Her rykker kommune, region, private og patientforeninger tæt sammen for at kunne samarbejde bedre på tværs. Det er en fremtidssikring af vores sundhedstilbud, som jeg er meget stolt af, og som gør Sundhedshuset til borgernes hus, siger Borgmester Kenneth Muhs (V).
Sundhedshuset er designet af CUBO og opført af C.C. Contractor, og bygningens bæredygtighed er en af de fremtrædende elementer. Det er den første bygning i Nyborg Kommune, der har mulighed for at opnå guld-certificering i DGNB (Den Grønne Bygningscertificering), hvilket betyder, at bygningens design lever op til de højeste bæredygtighedsstandarder. Certificeringen omfatter blandt andet indeklima, CO2-aftryk, bygningens holdbarhed og sundhedsskadelig kemi, hvilket sikrer et godt og sundt miljø for både patienter og personale.
Sundhedshuset huser en række sundhedsydelser og faciliteter, der både understøtter behandling og forebyggelse af sygdom. Blandt de eksisterende tilbud er en sygeplejeklinik, kommunale sundheds- og forebyggelsestilbud samt Nyborg Kommunes patientforeninger. Derudover tilbyder Sundhedshuset seks private sundhedstilbud: to klinikker for almen praksis (Nyborg Lægehus og Huslægerne), to speciallægeklinikker (Hudklinikken i Nyborg og Ørelægen i Nyborg), én kiropraktor (Rygxperten) og én tandlæge (Tandklinik Steengaard).
En af de ekstra tiltag, der gør Sundhedshuset særligt, er etableringen af 20 nye midlertidige pladser til borgere, der har brug for omsorg og pleje efter udskrivelse fra sygehuset og ikke kan varetages i eget hjem.
En anden markant detalje er kunstprojekterne, der er integreret i Sundhedshuset. Kunstneren Iben West har udført kunstværkerne med støtte fra Statens Kunstfond, og kunstværkerne skaber en varm og inspirerende atmosfære, der understøtter det helende miljø i sundhedshuset.
Med Sundhedshuset har Nyborg Kommune og Region Syddanmark ikke kun skabt en sundhedsinstition, men et sted, hvor det er muligt at fremme sundhed, trivsel og fællesskab for alle borgere.
Fredericia Kommune har besluttet at godkende en ansøgning fra Boligkontoret Fredericia om at omdanne 16 ungdomsboliger på Frejasvej 9-11, Kirsebærhaven, til 12 familieboliger. Beslutningen er taget på baggrund af en række udfordringer med udlejning af de eksisterende ungdomsboliger, som har resulteret i tomme lejemål og økonomiske belastninger for boligorganisationen.
Boligernes størrelse og indretning har ifølge Boligkontoret Fredericia vist sig at være en væsentlig årsag til de manglende udlejninger. Otte af boligerne har fælles toilet og bad, hvilket ifølge boligkontoret gør dem stort set umulige at udleje. Derudover har de resterende ungdomsboliger en størrelse på 60-68 m², hvilket giver en husleje, der er for høj for mange studerende.
Boligkontoret Fredericia oplyser, at der på nuværende tidspunkt kun er omkring 35 ansøgere på venteliste til ungdomsboliger i kommunen. Samtidig stod 14 ud af de 16 ungdomsboliger i Kirsebærhaven tomme på ansøgningstidspunktet.
Kommunens vurdering: Attraktive boliger for familier
Fredericia Kommune vurderer, at ungdomsboligerne ikke længere er attraktive for de studerende i området. Forvaltningen understreger dog, at der fortsat er fokus på at sikre et tilstrækkeligt og attraktivt udbud af ungdomsboliger i kommunen, især i relation til de lokale uddannelsesinstitutioner. Det er et vigtigt element i både uddannelses- og bosætningsstrategien.
Boligerne i Kirsebærhaven vil nu blive omdannet til familieboliger. De otte boliger med fælles toilet og bad vil blive slået sammen til fire familieboliger på hver 72 m², mens de resterende otte boliger omdannes til familieboliger uden større ændringer. Denne omstrukturering vurderes at give boligerne bedre anvendelighed og øget efterspørgsel, især blandt familier.
Kommunen understreger, at omdannelsen ikke medfører nogen økonomiske konsekvenser for Fredericia Kommune. Det drejer sig udelukkende om en ændring af boligernes registrering, hvilket gør det muligt at tilpasse dem til aktuelle behov.
2. viceborgmester Susanne Eilersen (O), som også er medlem af Økonomi- og Erhvervsudvalget, udtaler:
– Vi har valgt at godkende indstillingen, da alle kunne se en idé i, at boligerne kan benyttes og ikke bare står tomme.
DBU Jylland har efter en afstemning besluttet, at transkønnede ikke får lov til at spille på pigefodboldhold. En beslutning, der ifølge EGIF Fodbolds formand, Mads Hansen, ikke kom som en overraskelse. Hansen deltog ikke selv i mødet, men har fulgt sagen tæt.
– Jeg kunne læse mig frem til, at det var et klart og definitivt nej. Det havde jeg også på fornemmelsen, da beslutningen blev truffet, siger Mads Hansen.
Han forklarer, at diskussionen om transkønnede i sport generelt har berørt mange forskellige aspekter, blandt andet fysiske forskelle og den konkurrencemæssige retfærdighed.
– Vi har været igennem mange emner, blandt andet OL og de fysiske forskelle, som vi ser i sporten. Der blev også nævnt, at der er vokseværk, og at nogle kan slå hårdere, hvilket blev påpeget som en faktor i diskussionen. Der er mange aspekter at tage højde for, men lige nu, når vi taler om kønshormoner og de biologiske forskelle, er det svært at finde klare regler for, hvad der er gældende, forklarer Hansen.
Han peger også på, at fodboldens natur og mænds generelle fysiske styrke gør det vanskeligt at skabe retfærdige konkurrencevilkår.
– Faktum er jo, at mænd generelt er bedre til fodbold end kvinder. Det kan man tydeligt se, når et U15-hold bliver slået af et seniorhold. Så i en konkurrencemæssig sammenhæng vil det jo være unfair.
For Hansen er det tydeligt, at emnet er komplekst og kræver nøje overvejelser. Han peger på, at både biologiske og sociale forhold spiller ind, hvilket gør det svært at finde en løsning, der tilgodeser alle.
– Jeg tror ikke tiden er til, at man vil kunne stemme ja til den slags. Hvad skal man også gøre i forhold til omklædning mm.? Der er mange ting i det, siger Hansen.
En beslutning med vidtrækkende konsekvenser
Beslutningen fra DBU Jylland afspejler ifølge Mads Hansen, at debatten om transkønnedes deltagelse i sport stadig er præget af usikkerhed og modstridende holdninger. Han understreger, at det er vigtigt at finde en løsning, der både sikrer retfærdighed i sporten og samtidig tager hensyn til de berørte.
– Det var nok også en af grundene til, at beslutningen blev som den blev. Men der er ingen tvivl om, at det er et følsomt emne, der kræver grundige overvejelser fremover, slutter Hansen.
FORSVARET. Overenskomstforhandlingerne for mere end 7.000 militære medarbejdere er brudt fuldstændigt sammen. Det oplyser Centralforeningen for Stampersonel (CS), der repræsenterer konstabler, specialister, korporaler og...