Torsdag aften blev der anmeldt et indbrud på Fredensgade i Gelsted i Middelfart Kommune.
Ifølge politiets oplysninger er indbruddet sket ved, at gerningspersoner har aflistet en rude i en dør for at skaffe sig adgang til boligen.
Der er på nuværende tidspunkt ikke overblik over, hvad der er blevet stjålet fra stedet. Politiet er i gang med at undersøge sagen og opfordrer eventuelle vidner til at henvende sig, hvis de har set mistænkelig aktivitet i området omkring Fredensgade i løbet af torsdagen.
I over to år har spørgsmålet om et muligt forbud mod spilreklamer i Fredericias offentlige transport hængt i luften uden nogen klarhed over, hvad der er sket siden sidste politiske behandling. Politikerne ønskede, at Sydtrafik fik klar besked. Fredericia Kommunes direktør for vækst, teknik og klima, René Olesen ved dog ikke, hvad der skete siden det møde, og Sydtrafik kan umiddelbart ikke finde en henvendelse.
Flere steder i landet har lignende forbud mod spilreklamer i det offentlige rum allerede fundet vej til trafikselskabernes beslutningsborde, men i Fredericia er sagen gået i stå.
Teknisk Udvalg drøftede spilreklamer på busserne tilbage den 19. september 2022. Her blev der enstemmigt besluttet at sende en klar besked til Sydtrafik: Stop for reklamer for pengespil på busserne i Fredericia. Men på trods af denne beslutning er der endnu ikke sket noget synligt, og uvisheden om sagens status breder sig blandt både politikere og borgere.
Spilreklameforbuddet i Fredericia hænger i luften
Tilbage i juni 2022 sendte SF et forslag om at forbyde spilreklamer på offentlige transportmidler til behandling i byrådet. Forslaget var baseret på rapporter fra Sundhedsministeriet og Center for Ludomani, som pegede på en bekymrende stigning i antallet af ludomaner – særligt blandt unge under 25 år. Målet var klart: at mindske eksponeringen for spilreklamer, som mange børn og unge dagligt støder på i busserne.
Efter byrådets behandling blev sagen sendt videre til Teknisk Udvalg, der har ansvaret for kollektiv trafik i Fredericia Kommune. Udvalget besluttede at kontakte Sydtrafik for at få stoppet reklamerne for pengespil. Men nu, to år senere, står sagen stille, og status er fortsat uafklaret.
Politisk uklarhed om forløbet
AVISEN har talt med flere af de politikere, der sidder i Teknisk Udvalg, men ingen af dem kan forklare, hvorfor der ikke er sket noget, og man stadig kan se spilreklamer på byens gule busser. Der er udtrykt vilje til at undersøge sagen nærmere, men der er ingen klarhed om, hvorfor den politiske beslutning ikke er blevet fulgt op.
Denne uvished rejser spørgsmål om, hvordan en sag som denne kan falde mellem stolene og får mange til at overveje, om der er et mere grundlæggende problem med opfølgning på politiske beslutninger.
René Olesen oplyser, at han har forsøgt at undersøge sagen gennem forvaltningen, men de relevante medarbejdere er på ferie.
– Jeg kan ikke lige se, hvad der er sket i sagen. Dem, der måske ved noget, er først tilbage fra ferie mandag, skriver René Olesen i en SMS til AVISEN.
Stigende pres mod spilreklamer
Mens Fredericia afventer svar, har flere andre kommuner og trafikselskaber rundt om i landet allerede taget handling. Senest har Fynbus besluttet at stoppe reklamer for betting og casinoer på deres busser. Flere kommuner som Aarhus, Svendborg, København og Frederiksberg har ligeledes indført lignende forbud, og trafikselskaber som Midttrafik og Nordjyllands Trafikselskab har fulgt trop.
I en artikel fra TV2 den 15. oktober 2024 blev det fremhævet, at flere større byer allerede har indført forbuddet, hvilket har skabt yderligere pres på politikere og trafikselskaber for at tage et standpunkt mod spilreklamer – særligt med fokus på at beskytte unge og sårbare grupper.
Hvad med Sydtrafik?
På trods af de fremskridt, der er gjort i andre dele af landet, er det stadig uklart, hvad der er sket i Fredericia. Sydtrafik, som står for busdriften i området, slår fast, at der ikke er indført et forbud mod spilreklamer i deres busser. Kommunikationskonsulent Louise Christine Rasmussen fra Sydtrafik oplyser, at et forbud mod spilreklamer i deres busser kræver en politisk beslutning i deres bestyrelse.
– Vi er ikke nævnt i TV2s artikel, fordi vi pt. ikke har noget forbud mod spilreklamer i eller uden på vores busser. Et eventuelt forbud ville være en politisk beslutning i vores bestyrelse, forklarer Louise Christine Rasmussen.
Dermed står det klart, at Sydtrafik endnu ikke har taget skridt mod at stoppe reklamer for pengespil, selvom Teknisk Udvalg i Fredericia angiveligt har sendt sagen videre til dem helt tilbage i 2022. Fredericia kunne altså have været firstmover.
En afklaring er nødvendig
René Olesen arbejder, som skrevet, på at få forvaltningen til at kigge nærmere på sagen, når de relevante medarbejdere er tilbage fra ferie, og flere udvalgsmedlemmer fortæller til AVISEN, at de nu vil undersøge sagen.
Indtil da må Fredericia vente lidt endnu på en endelig afklaring om, hvorvidt reklamerne for pengespil på busserne snart vil forsvinde – eller om sagen fortsat vil hænge i luften.
Holm Trio er et af de bands, der for alvor har slået rødder i Middelfarts musikscene. På trods af navnet består trioen af fire medlemmer – en detalje, der ofte skaber både undren og smil hos publikum. Men netop denne lille kuriositet er blevet en del af bandets charme.
Bandet består af de fire rutinerede musikere: Louise Holm, Søren Lundsfryd, Jesper Kaae og Flemming Koch, som hver især bringer deres personlige historier og musikalske baggrund ind i gruppens fællesskab. Hver af dem har fundet en balance mellem det lokale hverdagsliv og musikkens krav, og de ser det som en stor styrke.
Holm Trio startede som en simpel duo mellem Louise Holm og Jesper Kaae. De spillede mindre jobs rundt omkring i Middelfart og omegn, men som årene gik, voksede projektet. De første spæde skridt mod en trio blev taget, da Søren Lundsfryd blev en del af bandet. Mødet med Søren var nærmest tilfældigt, men det skabte en musikalsk kemi, som bandet hurtigt kunne mærke.
– Vi fik nogle jobs på et sted i Fredericia, hvor Søren spillede den ene dag, og jeg spillede den anden dag. Vi kendte ikke hinanden på det tidspunkt, men vi begyndte at tale sammen, og så kunne vi lige så godt få det til at fylde lidt mere med tre personer, siger Jesper.
Men Holm Trio voksede snart til fire, da Flemming Koch sluttede sig til bandet. For Flemming var det at blive en del af Holm Trio ikke kun et musikalsk valg, men også en personlig beslutning om at blive mere involveret i det lokale kulturliv.
– Jeg har spillet rigtig meget i mange år over hele landet, men jeg havde ikke rigtig noget lokalt. Jeg følte, at det var en god mulighed for at finde noget lokalt forankret musik og samtidig have det sjovt med det. Og så tænkte jeg, at det var sjovere end at begynde at gå til madklub eller padeltennis, forklarer Flemming med et grin.
Navnet ‘Holm Trio’ er derfor ikke kun et musikalsk varemærke – det er nemlig også blevet en del af deres identitet som et band, der tør lege med konventionerne.
– Vi har efterhånden spillet sammen i ti år, og vi er blevet ret glade for navnet. Det har skabt mange sjove samtaler med publikum, fortæller Flemming.
En del af Middelfarts musikliv
Selvom Holm Trio ikke længere er en del af det mere aktive musikmiljø med unge bands, føler de sig stadig forankret i Middelfart. De spiller regelmæssigt til lokale arrangementer og er altid glade for at se velkendte ansigter i publikum.
– Vi har spillet mange steder her i byen, som Guldkronen, Kolibrien og Nytorv. Når vi slår noget op, kommer folk for at høre os, og det er vildt hyggeligt. De lokale støtter virkelig op om os, fortæller Louise Holm.
Hendes forbindelse til byen er tydelig, idet vi snakker med hende, og hun beskriver det som en stor gave, at de altid bliver mødt med varme og opbakning, når de spiller.
– Vi er måske blevet lidt ældre, og vi har ikke så meget med de andre bands at gøre længere, men vi er dybt forankrede i Middelfart. Folk kender os, og vi er en del af byens musikscene, siger Jesper Kaae.
Søren Lundsfryd tilføjer, at bandets nære forbindelse til publikum er noget, der skaber en særlig stemning.
– Der er tit genkendelige ansigter i publikum, når vi spiller, og det skaber en tæt, intim atmosfære. Det betyder meget for os.
Økologisk musik og en fleksibel arbejdsrytme
Holm Trios musikstil beskrives bedst som jordnær, og selv beskriver de den som “økologisk.” Det betyder ikke nødvendigvis miljøvenlig musik, men er snarere en metafor for en nærværende og specielle lyd.
– Vores musik er akustisk baseret. Jesper spiller keyboard, Søren akustisk guitar, jeg spiller cajón, og Louise synger. Det giver en meget nærværende lyd, og vi kalder det økologisk musik, fordi det føles naturligt og simpelt, forklarer Flemming Koch.
Holm Trio har også en afslappet tilgang til deres øvetider.
– Vi er ikke et band, der øver hver uge. Vi øver op til et job, og så giver vi den gas i de dage, vi har sat af til det, fortæller Søren.
Det er et bevidst valg, som gør det muligt for bandet at fastholde den nødvendige fleksibilitet, der passer ind i deres travle liv.
– Vi går ikke til torsdagsøvning som mange andre bands, men når vi samles, arbejder vi intenst og målrettet, tilføjer han.
Mindeværdige øjeblikke
Holm Trio har gennem årene haft mange mindeværdige optrædener, men et af de arrangementer, der står klarest i Louise Holms erindring, er “Mad i Middelfart.”
– Det var virkelig hyggeligt. At spille på gaden i vores egen by og mærke opbakningen fra folk – det var en helt særlig oplevelse.
Flemming er enig og tilføjer:
– Når alt fungerer – fra god lyd til samspil med publikum – går man fra koncerten med en enormt tilfreds følelse. Det er de øjeblikke, vi altid søger som musikere.
Selvom Holm Trio har spillet sammen i mange år, ser de stadig frem til at skabe mere musik og bringe endnu mere liv til Middelfarts bymidte.
– Vi håber at kunne være med til at bringe mere musik og liv til byens centrum. Det er fantastisk at være en del af byens musikliv, siger Flemming.
Søren afslutter med et smil:
– Hvis vi kan være med til at inspirere dem, der booker musik, til at kigge mere lokalt, så føler vi, at vi har gjort noget godt.
Socialdemokratiets partiforening har haft sagen med Turan Savas og Fredericia Tyrkisk Kulturforening oppe at vende. Lokalformand Karsten Cordtz fortæller, at Savas har gjort partiforeningen anbefalede.
Sagen om Fredericia Tyrkisk Kulturforening og foreningens modtagelse af kommunale tilskud har vakt stor opmærksomhed i Fredericia. Det blev tidligere afsløret, at foreningen, som Turan Savas er formand for, havde haft rod i regnskaberne og ført ét fælles regnskab for to separate juridiske enheder – Fredericia Tyrkisk Kulturforening og Fredericia Moské. Forvaltningen anbefalede et skærpet tilsyn, og Savas har nu valgt at betale pengene tilbage og trække sig som formand for moskéen.
Socialdemokratiet i Fredericia har fulgt sagen tæt, og lokalformand Karsten Cordtz udtaler, at han mener, Savas har handlet ansvarligt ved at træde tilbage og tage skridt til at rette op på situationen.
– Vi har naturligvis talt med Turan om situationen, og vi mener, han har truffet en god beslutning ved at distancere sig fra rollen som formand for moskéen. Hvis der er sket en fejl omkring tilskuddet, og han har valgt at betale pengene tilbage, så er det, som det skal være. Det synes vi er en fornuftig beslutning, siger Cordtz.
Cordtz understreger, at sagen for nuværende er afsluttet, medmindre der skulle komme nye oplysninger frem. Han ser ingen grund til yderligere handling fra partiets side:
– Det kan jeg ikke se på nuværende tidspunkt. Hvis der skulle opstå noget nyt, som vi ikke er bekendt med endnu, vil vi selvfølgelig forholde os til det, siger Karsten Cordtz.
Selvom regnskabsrodet har skabt bekymring, er Cordtz tilfreds med den måde, Turan Savas har håndteret situationen og forsøgt at skabe klarhed. Han ser det som en indsats for at rydde op i en problematisk sag:
– Jeg synes, han har gjort en god indsats for at rydde op i noget, der var problematisk. Det er min opfattelse, og det synes jeg er fint. Han har hjulpet med at få styr på situationen, og det er jeg tilfreds med, fortæller Karsten Cordtz.
Ifølge Cordtz er der intet, der indikerer, at sagen vil udvikle sig yderligere, og han ser den som afsluttet:
-Jeg kan ikke umiddelbart se, hvad der skulle komme yderligere, eller hvad der ellers kunne opstå. Jeg ser ikke noget, der giver anledning til videre handling, siger den lokale partiformand.
Selvom der har været rod i regnskaberne, understreger Cordtz, at der ikke umiddelbart er noget ulovligt ved sagen. Han peger dog på, at forløbet har været forvirrende, og at det kan være svært at gennemskue, hvor ansvaret ligger:
– Jeg er ikke jurist, og jeg har ikke set alle sagens bilag, men ud fra hvad jeg ved, ligner det ikke noget ulovligt. De har modtaget tilskud, og der har været rod i regnskaberne, og de har valgt at betale pengene tilbage for ikke at skade deres omdømme. Så det er en afsluttet sag, som jeg ser det. Det kan dog være svært at gennemskue, om det er forvaltningen, der har begået en fejl, eller om det ligger et andet sted. Jeg synes, det har været et rodet forløb, slutter Karsten Cordtz.
Socialdemokratiet i Fredericia afventer nu, om der kommer yderligere oplysninger frem, men for nuværende betragter de sagen som afsluttet. Cordtz understreger, at partiet er tilfreds med, hvordan Turan Savas har håndteret situationen, og ser ingen grund til yderligere diskussion internt i partiet.
Tommy Rachlitz Nielsen (C) fortæller, at det er klogt at Fredericia Tyrkisk Kulturforening ikke længere vil modtage kommunal støtte.
Fredericia Tyrkisk Kulturforening har besluttet at tilbagebetale de kommunale midler og trække sig som folkeoplysende forening, efter at det blev afsløret, at foreningen og moskéen havde ført fælles regnskab på trods af at være to separate juridiske enheder. Denne beslutning har skabt reaktioner fra flere politikere i Fredericia, og Konservatives gruppeformand, Tommy Rachlitz Nielsen, ser foreningens erkendelse som en nødvendig, men forsinket, handling.
– Det er jeg glad for, at Den Tyrkiske Kulturforening har erkendt. Jeg har også bemærket, at de ikke vil ansøge fremadrettet og ikke længere vil være en folkeoplysende forening. Det må man tage til efterretning. Man skulle nok have tænkt over det lidt tidligere og sørget for at adskille tingene, så vi kunne have undgået denne situation. Men jeg er tilfreds med, at de selv er kommet til den konklusion – det synes jeg er klogt, siger Rachlitz.
Rachlitz fremhæver, at der i denne type sager, hvor der er en risiko for økonomisk sammenblanding, skal være ekstra opmærksomhed. Han understreger, at risikoen kan være mindre i andre typer foreninger, men når der er en mulighed for interessekonflikter, skal procedurerne være særligt skarpe.
– Ja, især i sager som denne, hvor man vidste, der kunne være en risiko. Der er nok mindre risiko for sammenblanding af midler i en fodboldklub eller lignende foreninger, men i tilfælde, hvor der kan være interesse i en sammenblanding, skal man selvfølgelig være ekstra opmærksom. Det regner jeg også med, man vil være fremadrettet, siger Tommy Rachlitz.
Selvom han er tilfreds med, at pengene nu bliver tilbagebetalt, undrer Rachlitz sig over, at sagen ikke blev opdaget tidligere. Han peger på, at der er en tilsynspligt fra kommunens side, når midler udbetales, og stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor der ikke blev grebet ind før.
– Jeg undrer mig dog lidt over, at det ikke blev opdaget tidligere. Jeg kan ikke lade være med at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor det ikke blev opdaget før. Når man udbetaler midler, har man jo en tilsynspligt, så det undrer mig lidt, at det overhovedet har kunnet ske. Men jeg noterer mig, at pengene nu kommer tilbage til kommunen. Jeg håber, at vi fremover har lært at være mere grundige i vores procedurer, siger Rachlitz.
Rachlitz ser sagen som en læring for fremtiden og mener, at den understreger behovet for øget opmærksomhed på økonomisk gennemsigtighed, når der udbetales midler fra kommunen til foreninger med komplekse strukturer.
Løsgænger Karsten Byrgesen ser tilbagebetalingen som et tegn på, at foreningen erkender, at der er mere i sagen, end Fredericia Tyrkisk Kulturforening har villet indrømme.
Fredericia Tyrkisk Kulturforening har været genstand for stor politisk opmærksomhed efter afsløringer om rod i regnskaberne og en mulig sammenblanding af økonomi mellem foreningen og Fredericia Moské. Foreningen har nu besluttet frivilligt at tilbagebetale de kommunale tilskud og trække sig som folkeoplysende forening – en beslutning, som har vakt reaktioner i Fredericia Byråd.
– Som jeg ser det, signalerer det, at de ikke har den bedste samvittighed. Hvis alt var i orden, kunne de have bevist det og forsvaret sig. Det er selvfølgelig positivt, at de betaler pengene tilbage, men det viser samtidig en form for selverkendelse. Hvis der intet var galt, hvorfor så betale noget tilbage? Vi lever trods alt i en retsstat, siger Byrgesen.
Byrgesen finder det bemærkelsesværdigt, at foreningen har valgt at tilbagebetale midlerne uden at forsvare sig ordentligt og mener, at det rejser spørgsmål om, hvorvidt pengene er blevet brugt efter hensigten.
– Man betaler ikke noget tilbage, hvis man har brugt pengene korrekt. Hvis de havde bilagene i orden, ville der ikke være noget at komme efter, og så skulle de selvfølgelig beholde pengene. Men det faktum, at de betaler tilbage, peger på, at der er noget galt. Hvis der intet problem var, så ville vi ikke stå her nu, siger Byrgesen.
For Byrgesen er sagen ikke kun et spørgsmål om penge, men om principperne bag håndteringen af offentlige midler. Han understreger, at manglen på en ordentlig forklaring fra foreningens side er et tydeligt tegn på, at der har været uregelmæssigheder.
– Hvis de virkelig havde en ren samvittighed, ville der ikke være nogen grund til at betale pengene tilbage. De blev jo bedt om at forklare sig, men det har de ikke formået. Det er tydeligt, at de ikke har kunnet forsvare sig på en måde, der viser, at der intet er galt, fortsætter Byrgesen.
Han understreger, at det for ham ikke blot handler om de tilbagebetalte midler, men om de principper, der er på spil. Tilbagebetalingen ser han som en bekræftelse af, at noget har været problematisk i foreningens håndtering af tilskuddene.
– Det her handler ikke kun om pengene. Det handler om princippet i, at de har modtaget midler, de ikke har kunnet forsvare. At de ikke kan forklare sig, bekræfter, at der er noget om sagen, afslutter Byrgesen.
Nu afventer sagen den endelige afgørelse fra Fredericia Kommune om, hvorvidt godkendelsen som folkeoplysende forening formelt trækkes tilbage, og om der skal tages yderligere skridt. Karsten Byrgesen vil følge udviklingen nøje.
Onsdag i efterårsferien emmer Elbohallen af liv. Familier fylder hallen, hvor hoppeborge og aktivitetsområder trækker mange mennesker til. Udenfor er der en konstant strøm af biler og besøgende, som bemærkes allerede ved ankomsten. Inde i hallen summer det af aktivitet, og midt i det hele står halinspektør Kim Trelle, der fortæller om de markante forandringer, som Elbohallen har gennemgået de seneste år.
For et par år siden blev hallen totalrenoveret, og det har givet nyt liv til faciliteterne. Kim Trelle forklarer, hvordan de nye, lyse lokaler har haft en stor betydning for både brugerne og bestyrelsen.
– Vi har jo fået lyse og lækre lokaler, og det gør ofte, at man har mere lyst til at opholde sig der. Det giver generelt et bedre miljø. Jeg kender også selv nogle i hovedbestyrelsen, som har været med i mange år, og for dem betyder det noget at se de gamle faciliteter fra 90’erne blive opdateret, fortæller han.
Den fornyede energi i hallen har ikke blot påvirket dem, der står bag kulisserne. For Kim Trelle er det tydeligt, at de nye faciliteter også har haft en positiv indvirkning på brugerne, især de lokale klubber, som har fået glæde af den moderniserede hal.
– Jeg fornemmer, at mit forretningsudvalg, som har været en del af det her projekt i mange år, er meget tilfredse med resultatet. Det skal de også være – det er stort og imponerende. Det er nærmest som et fyrtårn her i området, siger han.
Faciliteter trækker mennesker til
Trelle ser også en klar forskel i, hvordan både unge og voksne oplever at være i hallen. De moderne faciliteter gør det mere attraktivt at spille fodbold og deltage i andre sportsaktiviteter.
– Nu er faciliteterne moderne, og det betyder også noget for klubben og de andre klubber, understreger han. Elbohallen er nu et mødested, der strækker sig udover blot at være en sportshal.
En af de nye tilføjelser, der virkelig har gjort en forskel, er fitnesscentret, som nu også er blevet en integreret del af hallen.
– Vi har fået nye faciliteter, blandt andet et fitnesscenter, fortæller Trelle.
Mens Kim Trelle sidder og taler med undertegnede, er der liv og glade dage i hallen. Det sker, da der er det store arrangement med hoppeborge og aktiviteter. Omkring 600 havde været igennem ved 13-tiden. Den slags vil der formentlig komme mere af i fremtiden.
– Jeg startede som leder den 1. september 2023, og vi kørte det første gang i uge 42. Aftalen var faktisk lavet, før jeg begyndte, forklarer han.
For Trelle er det vigtigt, at Elbohallen tilbyder aktiviteter og oplevelser, der henvender sig til lokalbefolkningen.
– Jeg mener, vi skal tilbyde flere aktiviteter til lokalbefolkningen. Vi har faciliteterne, så hvorfor skulle folk ikke kunne få de samme tilbud lokalt, som man kan få i byen?” spørger han retorisk.
En stor del af markedsføringen af arrangementer som det med hoppeborge sker på sociale medier, og det har vist sig at være effektivt.
– Vi har markedsført os via Facebook og Visit Fredericia, og vi har hængt plakater op rundt omkring. Det går også mund-til-mund, og nu, hvor vi kører det for fjerde gang, kender folk det efterhånden, fortæller Kim Trelle.
Elbohallen som kulturhus
Elbohallen er blevet mere end blot en sportshal – den er blevet et kulturhus for lokalområdet.
– Vi har for nylig omdøbt det til Elbohallen Taulov/Skærbæk Kultur- og Idrætscenter. Målet er, at det skal være et fælles kulturhus for alle i Taulov/Skærbæk, fortæller Trelle.
For ham er det vigtigt, at huset bliver brugt af alle i området.
– Det er vigtigt for os, at det her hus er alles hus – det er ikke mit, det er ikke forretningsudvalgets, og det er heller ikke Taulov/Skærbæk Idrætsforenings. Det er et hus for borgerne i området, fastslår Kim Trelle.
Trelle får også positiv feedback fra brugerne, som har bemærket forandringerne i hallen.
– Jeg får god feedback fra brugerne, både dem der har været her i mange år, og nye, som kommer og ser forandringerne. Før var stedet lidt slidt, og nu er det moderniseret. Det gør en stor forskel at komme ind og møde et indbydende og moderne miljø, siger han.
Fitnesscentret har været en stor succes, selvom det er forpagtet ud. Det har været en tilføjelse efter ombygningen med stor succes.
– Som jeg forstår det, er der en del medlemmer, og det giver mening, da der ikke er andre fitnesscentre i området, forklarer han og fortæller, at det gode samarbejde med fitnesscentret gør, at hallen kan tilbyde endnu flere muligheder for de lokale klubber og deres medlemmer.
Café-delen er også blevet forpagtet ud, hvilket har skabt en god helhed til arrangementerne. “Vi har også fundet en forpagter til café-delen, hvilket gør en forskel til arrangementer og udlejning af festsalen. Vi lejer ikke festsalen ud uden forplejning, så det giver en helhed til arrangementerne,” siger Trelle.
Fremtiden for Elbohallen
For fremtiden ser Trelle mange flere muligheder for at udvikle Elbohallen. Han arbejder allerede på nye initiativer.
– Jeg arbejder hele tiden på nye initiativer, og i starten af november har vi et arrangement med Plejecenter Stævnhøj, hvor vi får besøg af et orkester bestående af to psykisk og fysisk udviklingshæmmede fra Aarhus, der vil give en koncert for beboerne. Jeg har søgt midler til det, så det er gratis for plejecenteret, fortæller han.
Elbohallen skal være et sted, hvor alle i lokalområdet kan få store oplevelser – uanset alder.
– Det er vigtigt, at ældre på plejehjem også får oplevelser som koncerter, ligesom vi andre gør. Dette hus skal kunne meget mere end idræt, understreger Trelle.
Men der er også udfordringer. Hallens ventilations- og varmesystem er forældet og kræver udskiftning, og det er en stor økonomisk udfordring.
– Vi arbejder også hele tiden på at udvikle yderligere. Lige nu har vi store problemer med vores ventilations- og varmesystem, som er forældet og skal udskiftes. Vi fik også nogle strømafbrydelser i maj/juni, som har forværret problemet, forklarer Trelle og fortsætter:
– Vi arbejder på at finde finansiering, da det vil koste over 250.000 kr. ekskl. moms. Det er en stor udgift, men vi kan ikke undvære det – vi skal have varme og ventilation på plads.
Samarbejdet med kommunen er dog godt, og der er håb om, at der kan findes en løsning.
– Kommunen har hjulpet os med nogle andre projekter, og vi har en god dialog om mulighederne for støtte til dette projekt også, afslutter Kim Trelle med optimisme.
AVISEN fik besøg den 14. oktober 2024 af Kirsten Hassing, medlem for Det Konservative Folkeparti og næstformand i Senior- og Socialudvalget m.m. i Fredericia Byråd. Det blev til en samtale om børn og unges trivsel og det relativt lavere gennemsnit end landsgennemsnittet i afgangskarakter fra Fredericia Kommunes 9. klasser, samt flere andre forhold og sammenhænge, der spiller ind bestræbelserne på at forbedre børns og unges trivsel med afsmittende effekt på læring og dermed også karaktergennemsnittet.
Kirsten Hassing og Det Konservative Folkeparti tager det lavere karaktergennemsnit for 9. klasserne og mistrivsel hos en større og større del af børn og unge meget alvorligt. Kirsten Hassing peger blandt andet på, at god trivsel er forudsætning at have det godt og præstere det bedste man kan. Den manglende trivsel – mistrivslen – kan skyldes mange forskellige ting og er enormt individuelt orienteret, hvorfor løsningerne også bør pege i forskellige individuelle retninger.
Kirsten Hassing finder, at det er afgørende, at vi får sat ind med nogle tiltag, som for fleres vedkommende allerede er i gang. Skoleværing har Kirsten Hassing særligt fokus på, og det bekymrer hun sig om, fordi skoleværing er afgørende for, at børn og unge ikke præsterer så godt, som de ellers kunne gøre.
Kirsten Hassing og det Konservative Folkeparti ønsker også at kigge langt mere på forebyggende tiltag, så det ikke går ud over børn og unges skolegang. Kirsten Hassing siger bl.a.:
– Det handler om de unge og deres fremtid, men også om familierne omkring børnene og de unge, som ikke trives. Vi kan ikke bare lade stå til som samfund og kommune.
Kirsten Hassing taler også om, at det handler om at komme i dialog med de pågældende børns og unges familier for at finde ind til den individuelle støtte, der hjælper det enkelt barn og unge videre i livet.
AVISEN har kontaktet alle byrådsmedlemmer i Fredericia for at høre, om de planlægger at genopstille ved kommunalvalget i 2025. En af dem, der har bekræftet sit kandidatur, er Karsten Byrgesen, som i øjeblikket er løsgænger, men nu repræsenterer Moderaterne.
Byrgesen har gennemgået en politisk rejse, siden han blev valgt ind i byrådet i Fredericia for første gang i 2017. Dengang var han medlem af Dansk Folkeparti, men ved valget i 2021 stillede han op for Nye Borgerlige. Siden er han skiftet til Moderaterne, og det er for dette parti, han nu har valgt at genopstille.
I en skriftlig udtalelse til AVISEN oplyser Byrgesen følgende:
– Jeg genopstiller for Moderaterne. Der er brug for et midterparti, som har fokus på samarbejde, hvor det er muligt. Jeg lægger vægt på, at borgernes tryghed ligger i den forvaltning af deres afgivne stemmer, som jeg hidtil har respekteret og fortsat vil arbejde for. Særligt vil jeg arbejde for fremskridt på familie- og ældreområdet, den grønne omstilling, kultur, byudvikling og sundhed. Erhvervslivet er en anden afgørende faktor, der har min opmærksomhed. Det er her, Fredericianerne arbejder, trives og skaber velfærd for sig selv og samfundet. Derfor støtter jeg erhvervsudviklingen. Endelig skal borgerne mødes af en kompetent og venlig service i det kommunale system.
Selvom Karsten Byrgesen stiller op for Moderaterne, er der endnu ikke oprettet en lokalafdeling af partiet i Fredericia. I en opfølgende samtale med AVISEN forklarer han, at der på nuværende tidspunkt ikke er en lokalforening, men henviser til Anders Skovbølling, formand for Sydjyllands Storkreds, for yderligere information om planerne for oprettelsen af en lokalafdeling i Fredericia.
AVISEN har rakt ud til Anders Skovbølling for en status på oprettelsen af en lokalafdeling for Moderaterne i Fredericia. Han er endnu ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Efterårsferien på Middelfart Børnebibliotek på KulturØen står i dinosaurernes tegn, hvor børn og familier kan dykke ned i en forhistorisk verden fyldt med sjove aktiviteter og lærerig underholdning.
Allerede fra tirsdag fyldte glade børn hele Børnebiblioteket. Da vi ankommer til Børnebiblioteket en efterårsferiedag, træffer vi først børn, der løber rundt og leger, mens de brænder en god omgang krudt af. Samtidig sidder andre børn sammen med deres bedsteforældre ved det kreative bord, hvor de er dybt optagede af at tegne dinosaurer.
Overalt var der dinoer i alle afskygninger, og stemningen emmede af efterårsferie med masser af hygge.
En af efterårsferiens store højdepunkter på KulturØen var dinosaur-workshoppen med dinosaur-eksperten Steen Andersen. Steen Andersen, kendt som en ægte dinosaurnørd, har i mange år arbejdet på et dinosaurmuseum i Portugal og har deltaget i dinosaurudgravninger i både Portugal og Argentina. Hans passion for de forhistoriske kæmper blev delt med børnene i Middelfartsalen, hvor han ikke blot fortalte spændende historier om dinosaurerne, men også havde ægte dinosauræg og knogler med til at fremvise.
Børnene fik også mulighed for at prøve kræfter som små dinosaurjægere. De kunne male deres egne dinosaurplakater og deltage i en sjov dinosaurskattejagt, som satte gang i fantasien og gav mulighed for at lære mere om de fascinerende skabninger fra fortiden.
Fra den 3. oktober til den 3. november kan man også deltage i “Den Store Dinoquizz”, hvori der indgår en række dinosaur-relaterede opgaver og udfordringer, der er spredt ud over biblioteket. Quizzens opgaver spænder vidt, fra at tælle dinosaurer i en stor, gul hule til at bygge sin egen dinosaur af Duplo-klodser. Deltagerne skal løse gåder og finde frem til dinosaurrelaterede ord ved at notere bogstaver, som gemmer sig i hver aktivitet. For de dygtige og heldige deltagere, der svarer korrekt på alle spørgsmålene, er der en spændende præmie på højkant.
For de yngre deltagere mellem 5 og 9 år var der også mulighed for at være med til dino-kageværkstedet, hvor man kan bage og pynte de flotteste dino-kager med glasur og glimmer. Det hele foregik under konceptet ‘Bag for en sag’, hvor overskuddet går til Børnetelefonen.
Et nyt borgerforslag rejser en principiel debat om demokrati, tillid og respekt for vælgernes kryds. Forslaget er stillet af Kaj Johansen, tidligere medlem af...