Naturbrand var byggematerialer i flammer – politiet kan rejse sag

0
Naturbrand var byggematerialer i flammer – politiet kan rejse sag

Sydøstjyllands Politi blev onsdag morgen orienteret om en brand på Skamlingvejen i Bjert. Hændelsen, der først blev registreret som en naturbrand, viste sig at være afbrænding af byggematerialer. Politiet har ikke været til stede på stedet, men sagen kan ende med en anmeldelse, hvis der er sket en overtrædelse af lovgivningen.

Indsatsleder og miljøvagt på stedet

Branden blev anmeldt klokken 07.40 onsdag, og brandvæsnet rykkede hurtigt ud. Ifølge politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd blev situationen vurderet af indsatslederen på stedet.

– Det lyder voldsomt, når det står som en naturbrand, men der var blot nogle flammer og meget røg. ndsatslederen på stedet oplyste, at der var tale om afbrænding af byggematerialer, og at der ikke var fare for spredning, fortæller han.

Kort tid efter blev en miljøvagt fra kommunen tilkaldt og vurderede, at der ikke var behov for politiets indsats. Miljøvagtens opgave var dog at undersøge, om der var sket en overtrædelse af miljølovgivningen, forklarer politikommisæren.

Sagen behandles efter skriftlig anmeldelse

Politiet var ikke selv til stede på stedet, men følger nu sagen gennem den dokumentation, som miljøvagten har indsamlet.

– Proceduren er, at hvis der er en overtrædelse, får vi en skriftlig anmeldelse fra miljøvagten, og så kører vi sagen på baggrund af det materiale, vi får, forklarer Arno Rindahl Petersen.

Hvilke materialer der præcist blev brændt af, eller hvor omfattende afbrændingen var, har politiet ikke oplysninger om.

Ingen opdatering om sigtelser

Da Sydøstjyllands Politi blev spurgt om sagen fredag, var der ingen nye oplysninger om eventuelle sigtelser. Hændelsen bliver fortsat behandlet efter gældende procedure, men det er endnu uklart, om der vil blive rejst en sag.

Lastbil ramte jernbanebro – politiet kender ikke føreren

0
Lastbil ramte jernbanebro – politiet kender ikke føreren

Sydøstjyllands Politi måtte torsdag eftermiddag rykke ud til et færdselsuheld i Fredericia, hvor en lastbil ramte en jernbanebro. Ifølge politiet var det en hvid trækker med en hvid hænger, der klokken 14.13 kørte af Indre Ringvej i sydlig retning og påkørte broen ved Prangervej.

Politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd oplyser, at politiet endnu ikke har identificeret den pågældende lastbil.

– Vi har haft nogle fagspecialister ude for at vurdere skaderne på broen og sikre, at den ikke er i fare for at kollapse. De har konstateret mindre revner, men både togtrafikken og den øvrige trafik kunne passere broen uden fare, fortæller han.

Det er Banedanmarks Trafikstyringscenter, der har informeret politiet om påkørslen, men hvem føreren af lastbilen er, vides ikke på nuværende tidspunkt.

Politiet arbejder nu på at indhente oplysninger om lastbilen og dens fører.

– Vi har ikke noget navn eller registrering på lastbilen, så vi ved ikke, hvem det er, konstaterer politikommisæren.

Banedanmark vurderede torsdag, at skaderne på broen ikke har betydning for sikkerheden, og tog- og biltrafik kunne fortsætte som normalt. Hændelsen bliver dog fortsat undersøgt.

I dag udbetales forhøjet ældrecheck til 300.000 pensionister med de laveste indtægter

0
I dag udbetales forhøjet ældrecheck til 300.000 pensionister med de laveste indtægter

Cirka 300.000 pensionister med de laveste indtægter modtager i dag den årlige ældrecheck fra Udbetaling Danmark. Et bredt flertal i Folketinget vedtog i november at forhøje checken med op til 5.800 kr., så den i 2025 kommer til at være på op til 25.700 kr.

Forhøjelsen af ældrechecken er den største i de seneste godt 10 år, og formålet er at give en målrettet økonomisk håndsrækning til de pensionister, der har mindst.

– Det betyder meget for mig, at vores ældre borgere – særligt de 300.000 pensionister som har mindst – får en værdig alderdom. Nu kommer der en økonomisk håndsrækning efter nogle hårde år med rekordhøj inflation. Det betyder forhåbentlig lidt færre økonomiske bekymringer, når man står over køledisken i supermarkedet, eller når regninger skal betales, siger Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Udover, at ældrechecken stiger, vil alle folkepensionister opleve en stigning i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg, da ydelserne årligt reguleres med afsæt i lønstigningerne på det private arbejdsmarked.

Regeringen har desuden afskaffet modregningen for ægtefællers arbejdsindkomst i folke-, senior- og førtidspension, ligesom regeringen har afskaffet modregning i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg for folkepensionisters egen arbejdsindkomst.

Baggrund
Enlige modtagere af ældrechecken vil i 2025 modtage op til 25.200 kr. mere i den samlede folkepensionsydelse sammenlignet med 2022.

Generelt er folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg for enlige steget med ca. 6.000 kr. i 2024 (2024-pl) og ca. 7.000 kr. i 2025 (2025-pl).

Modtagere af ældrechecken og deres samlever/ægtefælle har en lav indtægt og må ikke have en likvid formue på over 103.100 kr. (2025). I 2024 udgjorde ydelsen maksimalt 19.900 kroner.

Med forhøjelsen vil den samlede ældrecheck være på op til 25.700 kr. i 2025. Størrelsen på checken afhænger af pensionistens øvrige økonomiske forhold (den personlige tillægsprocent). Ældrechecken udbetales én gang om året og er skattepligtig.

Ørsted siger farvel til topchef

0

Den danske energigigant Ørsted får ny topchef. Mads Nipper træder tilbage som koncernchef og administrerende direktør, og fra den 1. februar overtager Rasmus Errboe posten.

Det oplyser Ørsted i en pressemeddelelse.

Rasmus Errboe har været en del af Ørsted i 13 år og har senest fungeret som viceadministrerende direktør og kommerciel direktør. Nu får han ansvaret for at styre selskabet gennem en tid, hvor både Ørsted og den grønne energisektor møder udfordringer.

– Ørsted har et stærkt fundament med unikke kompetencer, og jeg ser frem til at lede den transformation, der er nødvendig for at navigere i den modvind, som Ørsted og vores branche står over for, siger Rasmus Errboe.

Mads Nipper, der har stået i spidsen for Ørsted siden januar 2021, forlader dermed selskabet efter tre år som topchef.

Nybrud i dansk havnehistorie: ADP bliver medejer af Hanstholm Havn

0
Nybrud i dansk havnehistorie: ADP bliver medejer af Hanstholm Havn

Thisted Kommune og Associated Danish Ports A/S (ADP) har indgået aftale om fælles ejerskab af Hanstholm Havn. ADP får aktiemajoriteten.

Fra 1. august 2025 er Hanstholm Havn ikke længere en kommunal havn i Thisted Kommune. Den dato træder aftalen om en konsolidering mellem et af de største havneselskaber i Danmark, ADP, og Thisted Kommune nemlig i kraft gennem selskabet Hanstholm Havn A/S.

Samarbejdet har til formål at styrke havnens samlede konkurrencekraft og udvikle potentialerne på Hanstholm Havn. ADP har siden dannelsen i år 2000 drevet havnene i Fredericia og Nyborg, og koncernen ser store udviklingsmuligheder og synergier i udvidelsen af sin havneportefølje.

– Hanstholm Havn har et stort potentiale for at blive en sund økonomisk havn igen. Det er en havn med en stærk identitet og mange nye forretningsmuligheder, som vi glæder os til at arbejde med. Jeg er sikker på, at det her samarbejde vil blive værdifuldt for både ADP og Thy, siger Christian Herskind, bestyrelsesformand for ADP i forbindelse med nyheden.

På borgmesterkontoret i Thisted glæder Niels Jørgen Pedersen (V) sig også over aftalen. Siden havnen i januar 2023 blev kommunal, har målet været at finde en ny ejerstrategi, som både kunne sikre drift og udvikling:

– At drive en kommunal havn giver udfordringer rent kommercielt, derfor har vi de sidste to år arbejdet målrettet mod en anden selskabsform. Det kommer nu til at ske med den nye ejerstruktur, som jeg er sikker på, bliver en succes. Hanstholm Havn har en lang historie, hvor den i alle årene har været et stort aktiv for lokalområdet. Med det nye samarbejde med ADP, er jeg sikker på, vi kan accelerere udviklingen af Hanstholm Havn til gavn for hele lokalområdet, siger Niels Jørgen Pedersen.

Havne kan spille hinanden gode

ADP’s vision er at drive og eje havne, der sammen kan skabe synergier og udvikle nye forretningsområder på tværs af Danmark. De nuværende tre havne, Fredericia, Nyborg og Hanstholm, og deres individuelle kompetencer og forskellige geografiske lokationer giver mulighed for spændende samarbejder.

De tre er nemlig hver især vigtige knudepunkter for samhandel og forsyningskæder i Danmark, og med fælles ejerskab under ADP-koncernen er havnene også med til at styrke konkurrenceevnen i et internationalt perspektiv og gør ADP til den væsentligste aktør i den danske havnesektor.

– Kernen i ADP er at konsolidere og skabe strategiske samarbejder på tværs af havne. Vi er gode til at udvikle og drive havne, og her har vi ambitioner om meget mere. Vi har en stor tro på, at Hanstholm Havn kan indlede en ny storhedstid og glæder os til at udforske forretningspotentialer, der kan få havnen til at stå stærkere. Samtidig er vi overbeviste om, at synergierne mellem Nyborg, Fredericia og Hanstholm vil gavne vores kunder og på et mere overordnet niveau også understøtte Danmark som import- og eksportnation, siger Rune D. Rasmussen, adm. direktør ADP.

En styrkelse af organisation

Ejerne bag ADP er Fredericia og Nyborg Kommuner. Borgmestrene i de to kommuner hilser den nye medspiller velkommen i ADP:

– I Fredericia kender vi ADP som en havnekoncern, der i høj grad værdsætter ordentlighed, og at der er styr på butikken, og jeg ved, at ADP er kommet med en række forslag og tiltag, der kan bringe Hanstholm Havn tilbage til sin storhedstid. Det vil også komme Fredericias borgere til gavn, siger Christian Bro, borgmester (S), Fredericia Kommune og næstformand i ADP.

– Nyborg Kommune hilser Hanstholm Havn og Thisted Kommune velkommen som en stærk samarbejdspartner, og vi ser frem til, at vores erfaringer fra blandt andet Nyborg Havn kan komme Thy til gavn. Derfor siger vi også velkommen til Hanstholm i Nyborg Kommune, udtaler Kenneth Muhs, borgmester (V), Nyborg Kommune.

Ejerfordelingen i det nye selskab Hanstholm Havn A/S er 51 procent til ADP og 49 procent til Thisted Kommune.

Faktabokse

Fakta om Associated Danish Ports, ADP

  • Koncernen, ADP A/S, er etableret i år 2000 med havnene i Nyborg og Fredericia og de respektive kommuner som ejere
  • ADP’s vision er at drive og eje havne, der sammen kan udnytte hinandens potentialer og skabe synergier, som kan udforske og udvikle nye forretningsområder
  • ADP-havnene har unikke beliggenheder og er med deres internationale standarder vigtige knudepunkter for samhandel og opretholdelse af forsyningskæderne i Danmark
  • Fredericia Havn er Danmarks næststørste containerhavn med et stort opland for containergods og god opkobling til europæiske og globale markeder
  • Nyborg Havn ligger strategisk placeret tæt på den internationale dybvandsrute i Storebælt og som et vigtigt transportknudepunkt til det danske motorvejs- og jernbanenet
  • Sammen med pensionsselskabet PFA ejer ADP desuden transport og logistikknudepunktet Taulov Dry Port ved Fredericia

Fakta om Hanstholm Havn

  • Hanstholm Havn er en af Danmarks yngste havne
  • Siden indvielsen i 1967 har den spillet en central rolle i dansk og europæisk fiskeri
  • Havnen huser en af Europas førende fiskeriauktioner, som årligt omsætter ca. 40.000 tons fisk
  • I 2020 stod en stor udvidelse færdig. Den styrkede besejlingsforholdene og udvidede havnen med et nyt bassin og nye arealer, der har skabt mulighed for at udvikle forretninger inden for især godshåndtering, offshore og grøn omstilling
  • I 2023 blev Hanstholm Havn kommunal efter en årrække som selvstyrehavn

Kølig fredag med glatte veje

0
Kølig fredag med glatte veje

Fredagen starter med et skiftende vejrbillede over Danmark. I de tidlige morgentimer kan der lokalt dannes tågebanker, og i de sydlige egne vil der først på dagen være skyet med spredte byger, der enkelte steder kan falde som slud eller tøsne. Mod nord vil solen til gengæld få bedre fat, og i løbet af dagen ventes lidt eller nogen sol i store dele af landet. Bygerne aftager gradvist i løbet af eftermiddagen, inden solen går ned mellem kl. 16.30 og 17.00.

Fredag aften og natten til lørdag byder på vekslende skydække, generelt tørt vejr, men med risiko for stedvis tågedannelse. Temperaturerne falder til mellem -2 og +3 grader, mens vinden forbliver svag til jævn fra nordvest.

Rolig weekend i vente

Weekenden bliver præget af et højtryk, der bringer stabilt og forholdsvis roligt vejr med sig. Både lørdag og søndag er der mulighed for at få solen at se, men perioder med skydække vil også forekomme. Enkelte steder kan der falde lidt nedbør, men ikke i mængder, der vil være målelige.

Temperaturerne når i dagtimerne op mellem 3 og 7 grader, mens nattemperaturerne flere steder vil bevæge sig under frysepunktet.

Koldfront på vej i næste uge?

Det rolige vejr ser ud til at fortsætte ind i næste uge, men prognoserne peger på, at en svag koldfront vil passere landet onsdag. Dette kan blive begyndelsen på en mere kølig periode med lavere temperaturer og muligvis mere ustadigt vejr.

Vej- og føremelding

På statsvejene meldes der om normale forhold efter årstiden. Dog kan der lokalt være glatte veje, især i de tidlige morgentimer.

I Odense og Vejle er der saltet på vejklasse 2, mens vejklasse 3 meldes glat på udsatte steder. Bilister opfordres til at være opmærksomme på eventuelle glatte veje i morgentimerne, særligt på mindre befærdede strækninger.

Kilde: DMI og Trafikken.dk

Historisk stærk økonomi i bagerbranchen – BKD opfordrer bankerne til at støtte unge iværksættere

0
Historisk stærk økonomi i bagerbranchen – BKD opfordrer bankerne til at støtte unge iværksættere

Danske bagere og konditorer har gennem de seneste ti år oplevet en væsentlig økonomisk fremgang. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at soliditetsgraden i branchen er steget fra 11 procent i 2012 til 32 procent i 2022. Ifølge brancheforeningen BKD (Tidligere Bager- og Konditormestre i Danmark) er det et tegn på, at virksomhederne i højere grad finansierer sig selv og har reduceret afhængigheden af gæld.

Udviklingen har nu fået BKD til at rette en appel til bankerne. Ifølge foreningens administrerende direktør, Henrik Mühlendorph, er det tid til at genoverveje de stramme krav, som mange unge iværksættere i branchen møder, når de søger finansiering.

Branchen har bevist, at solid økonomistyring og innovation betaler sig. Det er på tide, at bankerne anerkender denne udvikling og genovervejer deres ofte lidt for automatiserede afslag til unge iværksættere, siger Henrik Mühlendorph.

Udviklingen i den gennemsnitlige soliditetsgrad blandt danske bagere og konditorer fra 2012 til 2022, baseret på data fra Danmarks Statistik og præsenteret af BKD.

Fra konkurser til økonomisk stabilitet

Bagerbranchen har tidligere været presset af høje konkurstal og en lav tillid fra bankernes side. Men den økonomiske udvikling har vendt sig til det bedre, og i dag er virksomhederne langt bedre rustet til at modstå økonomiske udsving. Ifølge BKD skyldes fremgangen blandt andet bedre økonomistyring, højere omsætning og en større grad af egenfinansiering. Foreningen påpeger derfor, at med den nuværende økonomiske stabilitet, er det vigtigt at give de unge iværksættere de rette redskaber for at sikre fortsat vækst.

– Unge iværksættere er fremtiden for vores branche, men vi må give dem de rigtige redskaber. Det inkluderer adgang til finansiering. Med den soliditetsgrad, vi ser i dag, er risikoen markant reduceret for bankerne. Derfor bør det være mere attraktivt at investere i nye talenter med stor virkelyst, siger Henrik Mühlendorph.

BKD: Bankerne bør følge med bagerbranchens fremgang

BKD opfordrer i en pressemeddelse bankerne til at anerkende den positive udvikling i bagerbranchen. Den stigende soliditetsgrad betyder ifølge foreningen, at virksomhederne i dag har en stærkere økonomisk rygrad, hvilket gør dem bedre rustet til at håndtere økonomiske udfordringer. Foreningen påpeger, at denne stabilitet bør lette adgangen til finansiering, så både generationsskifter og nye initiativer i branchen kan realiseres.

Brancheforeningen ønsker afslutningsvis at understrege, at bankerne nu bør rette deres opmærksomhed mod at investere i de unge talenter, der skal forme fremtidens bager- og konditorerhverv.

Danmarks semifinalemodstander fundet efter drama

0
Danmarks semifinalemodstander fundet efter drama

Portugal trak det længste strå i en medrivende VM-kvartfinale mod Tyskland. Efter forlænget spilletid vandt portugiserne 31-30 og sikrede sig en plads i semifinalen mod Danmark.

Kampen udviklede sig til en intens affære, hvor Portugal lagde bedst ud i første halvleg og gik til pause med en 13-9-føring. Tyskland svarede igen efter pausen, udlignede og tvang kampen ud i en dramatisk afslutning.

I den ordinære spilletids sidste minutter lignede det længe en tysk sejr, men Portugal holdt fast, og Martim Costa sørgede for, at kampen skulle afgøres i forlænget spilletid. Her var portugiserne skarpest og sikrede sejren med en kneben 5-4 i de ekstra minutter.

Dermed er Portugal klar til at møde Danmark i VM-semifinalen – efter en kvartfinale, der havde det hele.

David Gulløv ser positiv udvikling på Kobbelgården

0
David Gulløv ser positiv udvikling på Kobbelgården

Efter offentliggørelsen af den seneste tilsynsrapport om bostedet Kobbelgården har Senior- og Socialudvalgsformand David Gulløv (S) kommenteret på de fund og konklusioner, der fremgår. Selvom rapporten peger på fortsatte udfordringer, ser han også klare tegn på forbedringer i forhold til tidligere vurderinger.

– Jeg har også læst den gamle rapport og sammenholdt den med den nye, og jeg må sige, at jeg faktisk er positiv. Det er selvfølgelig ikke en fejlfri situation, og jeg er godt klar over, at der stadig er arbejde, der skal gøres. Men når jeg ser på udviklingen, kan jeg se, at vi har taget nogle gode skridt. Den plan, som blev lagt tidligere, har vist sig at være rigtig, og vi bevæger os i den rigtige retning, siger David Gulløv.

En proces, der kræver tid

Gulløv understreger, at de store forandringer, der er sat i gang på Kobbelgården, ikke kan gennemføres fra den ene dag til den anden. Han påpeger, at der fortsat er udfordringer, men også at der er tegn på, at beboere og pårørende oplever positive forandringer.

– Når man tager store forandringsbeslutninger, som vi har gjort, så tager det tid. Jeg havde heller ikke en forventning om, at alt ville være løst på én gang. Der står stadig nogle slemme ting i rapporten, og vi er stadig midt i processen. Men jeg bliver positiv, når jeg læser, at beboerne trives bedre, og at de pårørende også mærker en positiv forskel, forklarer han.

Fokus på fysiske rammer og medarbejderudvikling

Rapporten fremhæver fortsatte mangler i de fysiske rammer, hvilket er et område, der ifølge Gulløv får opmærksomhed i arbejdet fremadrettet.

– Der er stadig nogle mangler i de fysiske rammer, som vi skal være opmærksomme på, og det arbejder vi på i 17.4-udvalget. Det er en vigtig del af processen. Samtidig er der fokus på medarbejderne, som kommer afsted på kompetencegivende kurser og udvikler sig. Vi har en ny ledelse, som tager sig rigtig godt af den del, siger han.

Gulløv ser de første skridt som begyndelsen på en proces, der vil tage tid, men han er optimistisk omkring den retning, arbejdet har taget.

– Vi er begyndt at tage de første skridt, og jeg er fortrøstningsfuld. Men med hensyn til det skærpede tilsyn, der står til at skulle udløbe den 6. februar, tror jeg ikke, at det bliver ophævet. Det må vi se. Vi har en handleplan, som vi arbejder videre med, og når vi når til den 7. februar, tager vi tingene derfra. Mit udgangspunkt er at fortsætte arbejdet og sikre, at vi ser resultater.

En fortrøstningsfuld fremtid

Afslutningsvis pointerer David Gulløv, at han ser klare tegn på fremgang, og han afviser, at der er behov for at starte forfra. Han ønsker i stedet at bygge videre på de nuværende forbedringer.

– Når jeg læser de to tilsynsrapporter, kan jeg se forandring, og det gør mig fortrøstningsfuld. Jeg ville blive meget overrasket, hvis man gik ind og sagde, at vi skal starte forfra. Nej, vi arbejder videre, fortsætter den gode stil og holder fokus på at nå vores mål. Det skal ske hurtigt, men også ordentligt, og vi skal sikre, at både medarbejdere og brugere er med hele vejen, afslutter han.

Lokalkendt bankmand vil i byrådet

0
Lokalkendt bankmand vil i byrådet

Det Konservative Folkeparti i Fredericia præsenterede i morges deres kandidater til kommunalvalget 2025. En af dem er Søren Andersen, erhvervschef i Middelfart Sparekasse, formand for Fredericia Eliteidræt og Fredericia Idrætsfond samt medlem af flere bestyrelser. Søren Andersen har længe været engageret i lokalsamfundet, men nu stiller han for første gang op til valg.

Søren Andersen er en mand, der lytter. En mand, der taler, og så er han en mand med en vision. Samarbejde og løsninger er vejen frem, og han kommer til det kommende byrådsvalg med 30 års erfaring fra finanssektoren. Læg dertil en fortid som håndboldspiller, formandsskabet for Fredericia Eliteidræt og en række bestyrelsesposter. Selvom det er første gang, at han vælger at stille sig til rådighed for demokratiet, så ser han sig selv som et politisk aktivt menneske – også før kandidaturet.

– Dem, der kender mig, ved godt, hvor jeg står, og det har ikke ændret sig. Men der har været nogle episoder, som jeg ikke synes har været heldige, og jeg oplever en tendens til, at byen bliver talt ned i stedet for at arbejde sammen. Især Herslev-sagen om solceller kunne efter min mening være håndteret anderledes.

Derudover understreger Søren Andersen, at han ikke har noget ønske om at engagere sig i store, offentlige opgør. For ham handler politik snarere om at skabe løsninger i fællesskab end om at kritisere andre.

– Man kommer ikke til at høre mig kritisere andre for, hvad de har sagt eller gjort. Folk vil ikke være i tvivl om, hvad jeg mener, men jeg har ikke noget ønske om at kritisere. Jeg tror på, at man får mest ud af at bygge relationer. Det er også sådan, jeg arbejder professionelt – vi har et pay-off, der hedder ‘fælles bedste’, og det handler netop om at spille hinanden gode.

Ser et stort potentiale i byen

Søren Andersen flyttede til Fredericia i 2008. For ham er potentialet i byen enormt. Men han mener, at der stadig er behov for et mere målrettet arbejde, hvis man virkelig skal kunne realisere den værdi, der ligger i området.

– Jeg synes, vi har et stort potentiale. Der, hvor jeg kommer fra, skal man virkelig gøre sig umage for at skabe noget, der giver værdi – og det oplever jeg ikke altid, at man gør nok her. Det kunne jeg godt tænke mig at arbejde mere for.

Samtidig kan Søren Andersen til tider opleve en form for stilstand i byen, selvom der er flere emner på dagsordenen. Han påpeger, at der til tider bliver skabt en kløft mellem, hvad der diskuteres i byrådssalen, og hvad der rent faktisk sker i praksis.

– Der kan foregå en masse i byrådssalen, men nogle gange virker det ikke til at være det samme, der sker udenfor væggene. Det handler om at få tingene til at rykke sig, få mere liv i byen – altså at tiltrække købekraft og virksomheder – det lange seje træk, kan man sige.

Erfaring fra bestyrelsesposterne skal i spil

Hvis man kender Søren Andersen, vil man måske påstå, at sporten er hans helt store hjertebarn. Det bliver også tydeligt i samtalen om hans kandidatur, hvor emnet fylder en stor del af tiden. Han fortæller både gennem konkrete episoder og mere generelt om sin erfaring fra Fredericia Eliteidræt, hvor han har haft tæt kontakt med eliteidrætsudøvere og fået indblik i de udfordringer, de står over for.

– Sport ved jeg en del om – jeg har siddet som formand for Fredericia Eliteidræt i fire år nu. Vi har, så vidt jeg husker, 23 potentielle landsholdsudøvere her i området, og det er faktisk ret ekstraordinært, siger han med en smule stolthed i stemmen.

Han understreger vigtigheden af at give unge talenter muligheder for at forene sport og karriere.

– Jeg har selvfølgelig gjort meget for at få elitesportsudøvere med på en erhvervskarriere i stedet for, at de udelukkende skal læse på universitetet. Det har altid ligget mig på sinde at hjælpe talentfulde udøvere med at forfølge deres potentiale og skabe de rette rammer og vilkår for det.

Hans engagement i ungdomsuddannelserne rækker dog langt ud over idrætten. I flere år har han varetaget Business Fredericias mandat i en af landets største handelsskoler, der dækker IBC Kolding, Aabenraa, Fredericia og Middelfart.

– Vi arbejder målrettet med det her, og senest har vi skabt nogle rigtig gode løsninger, blandt andet med VUC Syd. Det betyder meget for mig, at jeg også har viden om ungdomsuddannelser. Begge mine forældre har været lærere – så jeg har været i det, tilføjer han med et smil.

Valgkamp for første gang

Søren Andersen træder nu for første gang ind i politik og ser frem til den kommende valgkamp. Erfaringen fra den politiske arena er ny for ham, men han ser det som en mulighed for at bidrage, hvor han kan.

– Det er første gang, jeg stiller op, og jeg har hidtil kun fulgt med fra sidelinjen. Men jeg vil gerne bidrage, hvor jeg kan, og vi har et stærkt hold af kandidater, der er ekstremt professionelle.

Han ser især frem til at arbejde sammen med et bredt felt af både erfarne og yngre kræfter.

– Vi har lige fået en ung kandidat med, Sara, der stadig går på gymnasiet. Hun er ikke ret gammel, men hun kan sagtens matche mig. Jeg tror på, at vores filosofi er, at vi hjælper hinanden med at spille hinanden gode, ud fra det vi brænder for.

En pragmatisk tilgang til lokalpolitik

Søren Andersen har et bredt netværk i Fredericia, ikke mindst gennem sin karriere i den finansielle sektor. Med den indsigt ser han potentiale i at gøre det lettere for virksomheder at etablere sig i byen.

– Jeg ved, hvad der er behov for, og hvor kommunen kan – og ikke kan – hjælpe virksomhederne. Det handler ofte om små nuancer. Hvis man for eksempel skal godkende et projekt med solceller på et tag, og der så bliver stillet krav om, at de ikke må kunne ses, selvom de alligevel er synlige i bakspejlet ved 20 km/t, så virker det lidt unødvendigt. Der kunne man måske godt tænke lidt mere pragmatisk.

Han tror på, at Fredericia med fordel kan lære af andre byer, når det kommer til erhvervspolitik.

– Der er steder i andre byer, hvor man tænker lidt smartere. Det kunne vi lige så godt tage til os her. For der er en stor efterspørgsel på at komme til Fredericia, fordi byen har alle fordelene – både hvad angår infrastruktur og natur – hvis man ønsker at bosætte sig her.

Går til valg med fokus på udvikling

Byrådskandidaten går ind i valgkampen med et fokus på samarbejde og udvikling. Han ser et behov for en mere helhedsorienteret tilgang i Fredericia, hvor aktørerne arbejder tættere sammen for at skabe resultater.

– Jeg tror, det hænger sammen med, at vi her i byen har mange, der tidligere har været offentligt ansatte – og der er intet ondt sagt om det, begge mine forældre var skolelærere. Men i andre byer ser man ofte, at folk er nødt til at arbejde sammen for at få tingene til at ske. Der er ikke noget, der kommer af sig selv.

Han lægger vægt på at være en kandidat, der bygger bro frem for at skabe splid.

– Jeg vil bidrage, hvor jeg kan. Jeg har kigget på min egen baggrund – jeg har været i forsvaret, og begge mine drenge er garder. Derfor betyder det også noget for mig, at når garderne kommer til Fredericia, så eksponerer vi os ordentligt. Det kunne vi godt gøre lidt bedre.

Søren Andersen stiller op for Det Konservative Folkeparti og bliver en del af et bredt kandidatfelt til kommunalvalget i Fredericia i 2025.

Læs også

KIF tog første stik i kampen om oprykningsduel

0
KIF Kolding tog første stik i kvalifikationsspillet med en 34-30-sejr over Aarhus Håndbold fredag aften i AL Sydbank Arena. Foran 2744 tilskuere fik hjemmeholdet det...

Middelfart tabte igen