Ørsted siger farvel til topchef

0

Den danske energigigant Ørsted får ny topchef. Mads Nipper træder tilbage som koncernchef og administrerende direktør, og fra den 1. februar overtager Rasmus Errboe posten.

Det oplyser Ørsted i en pressemeddelelse.

Rasmus Errboe har været en del af Ørsted i 13 år og har senest fungeret som viceadministrerende direktør og kommerciel direktør. Nu får han ansvaret for at styre selskabet gennem en tid, hvor både Ørsted og den grønne energisektor møder udfordringer.

– Ørsted har et stærkt fundament med unikke kompetencer, og jeg ser frem til at lede den transformation, der er nødvendig for at navigere i den modvind, som Ørsted og vores branche står over for, siger Rasmus Errboe.

Mads Nipper, der har stået i spidsen for Ørsted siden januar 2021, forlader dermed selskabet efter tre år som topchef.

Nybrud i dansk havnehistorie: ADP bliver medejer af Hanstholm Havn

0
Nybrud i dansk havnehistorie: ADP bliver medejer af Hanstholm Havn

Thisted Kommune og Associated Danish Ports A/S (ADP) har indgået aftale om fælles ejerskab af Hanstholm Havn. ADP får aktiemajoriteten.

Fra 1. august 2025 er Hanstholm Havn ikke længere en kommunal havn i Thisted Kommune. Den dato træder aftalen om en konsolidering mellem et af de største havneselskaber i Danmark, ADP, og Thisted Kommune nemlig i kraft gennem selskabet Hanstholm Havn A/S.

Samarbejdet har til formål at styrke havnens samlede konkurrencekraft og udvikle potentialerne på Hanstholm Havn. ADP har siden dannelsen i år 2000 drevet havnene i Fredericia og Nyborg, og koncernen ser store udviklingsmuligheder og synergier i udvidelsen af sin havneportefølje.

– Hanstholm Havn har et stort potentiale for at blive en sund økonomisk havn igen. Det er en havn med en stærk identitet og mange nye forretningsmuligheder, som vi glæder os til at arbejde med. Jeg er sikker på, at det her samarbejde vil blive værdifuldt for både ADP og Thy, siger Christian Herskind, bestyrelsesformand for ADP i forbindelse med nyheden.

På borgmesterkontoret i Thisted glæder Niels Jørgen Pedersen (V) sig også over aftalen. Siden havnen i januar 2023 blev kommunal, har målet været at finde en ny ejerstrategi, som både kunne sikre drift og udvikling:

– At drive en kommunal havn giver udfordringer rent kommercielt, derfor har vi de sidste to år arbejdet målrettet mod en anden selskabsform. Det kommer nu til at ske med den nye ejerstruktur, som jeg er sikker på, bliver en succes. Hanstholm Havn har en lang historie, hvor den i alle årene har været et stort aktiv for lokalområdet. Med det nye samarbejde med ADP, er jeg sikker på, vi kan accelerere udviklingen af Hanstholm Havn til gavn for hele lokalområdet, siger Niels Jørgen Pedersen.

Havne kan spille hinanden gode

ADP’s vision er at drive og eje havne, der sammen kan skabe synergier og udvikle nye forretningsområder på tværs af Danmark. De nuværende tre havne, Fredericia, Nyborg og Hanstholm, og deres individuelle kompetencer og forskellige geografiske lokationer giver mulighed for spændende samarbejder.

De tre er nemlig hver især vigtige knudepunkter for samhandel og forsyningskæder i Danmark, og med fælles ejerskab under ADP-koncernen er havnene også med til at styrke konkurrenceevnen i et internationalt perspektiv og gør ADP til den væsentligste aktør i den danske havnesektor.

– Kernen i ADP er at konsolidere og skabe strategiske samarbejder på tværs af havne. Vi er gode til at udvikle og drive havne, og her har vi ambitioner om meget mere. Vi har en stor tro på, at Hanstholm Havn kan indlede en ny storhedstid og glæder os til at udforske forretningspotentialer, der kan få havnen til at stå stærkere. Samtidig er vi overbeviste om, at synergierne mellem Nyborg, Fredericia og Hanstholm vil gavne vores kunder og på et mere overordnet niveau også understøtte Danmark som import- og eksportnation, siger Rune D. Rasmussen, adm. direktør ADP.

En styrkelse af organisation

Ejerne bag ADP er Fredericia og Nyborg Kommuner. Borgmestrene i de to kommuner hilser den nye medspiller velkommen i ADP:

– I Fredericia kender vi ADP som en havnekoncern, der i høj grad værdsætter ordentlighed, og at der er styr på butikken, og jeg ved, at ADP er kommet med en række forslag og tiltag, der kan bringe Hanstholm Havn tilbage til sin storhedstid. Det vil også komme Fredericias borgere til gavn, siger Christian Bro, borgmester (S), Fredericia Kommune og næstformand i ADP.

– Nyborg Kommune hilser Hanstholm Havn og Thisted Kommune velkommen som en stærk samarbejdspartner, og vi ser frem til, at vores erfaringer fra blandt andet Nyborg Havn kan komme Thy til gavn. Derfor siger vi også velkommen til Hanstholm i Nyborg Kommune, udtaler Kenneth Muhs, borgmester (V), Nyborg Kommune.

Ejerfordelingen i det nye selskab Hanstholm Havn A/S er 51 procent til ADP og 49 procent til Thisted Kommune.

Faktabokse

Fakta om Associated Danish Ports, ADP

  • Koncernen, ADP A/S, er etableret i år 2000 med havnene i Nyborg og Fredericia og de respektive kommuner som ejere
  • ADP’s vision er at drive og eje havne, der sammen kan udnytte hinandens potentialer og skabe synergier, som kan udforske og udvikle nye forretningsområder
  • ADP-havnene har unikke beliggenheder og er med deres internationale standarder vigtige knudepunkter for samhandel og opretholdelse af forsyningskæderne i Danmark
  • Fredericia Havn er Danmarks næststørste containerhavn med et stort opland for containergods og god opkobling til europæiske og globale markeder
  • Nyborg Havn ligger strategisk placeret tæt på den internationale dybvandsrute i Storebælt og som et vigtigt transportknudepunkt til det danske motorvejs- og jernbanenet
  • Sammen med pensionsselskabet PFA ejer ADP desuden transport og logistikknudepunktet Taulov Dry Port ved Fredericia

Fakta om Hanstholm Havn

  • Hanstholm Havn er en af Danmarks yngste havne
  • Siden indvielsen i 1967 har den spillet en central rolle i dansk og europæisk fiskeri
  • Havnen huser en af Europas førende fiskeriauktioner, som årligt omsætter ca. 40.000 tons fisk
  • I 2020 stod en stor udvidelse færdig. Den styrkede besejlingsforholdene og udvidede havnen med et nyt bassin og nye arealer, der har skabt mulighed for at udvikle forretninger inden for især godshåndtering, offshore og grøn omstilling
  • I 2023 blev Hanstholm Havn kommunal efter en årrække som selvstyrehavn

Kølig fredag med glatte veje

0
Kølig fredag med glatte veje

Fredagen starter med et skiftende vejrbillede over Danmark. I de tidlige morgentimer kan der lokalt dannes tågebanker, og i de sydlige egne vil der først på dagen være skyet med spredte byger, der enkelte steder kan falde som slud eller tøsne. Mod nord vil solen til gengæld få bedre fat, og i løbet af dagen ventes lidt eller nogen sol i store dele af landet. Bygerne aftager gradvist i løbet af eftermiddagen, inden solen går ned mellem kl. 16.30 og 17.00.

Fredag aften og natten til lørdag byder på vekslende skydække, generelt tørt vejr, men med risiko for stedvis tågedannelse. Temperaturerne falder til mellem -2 og +3 grader, mens vinden forbliver svag til jævn fra nordvest.

Rolig weekend i vente

Weekenden bliver præget af et højtryk, der bringer stabilt og forholdsvis roligt vejr med sig. Både lørdag og søndag er der mulighed for at få solen at se, men perioder med skydække vil også forekomme. Enkelte steder kan der falde lidt nedbør, men ikke i mængder, der vil være målelige.

Temperaturerne når i dagtimerne op mellem 3 og 7 grader, mens nattemperaturerne flere steder vil bevæge sig under frysepunktet.

Koldfront på vej i næste uge?

Det rolige vejr ser ud til at fortsætte ind i næste uge, men prognoserne peger på, at en svag koldfront vil passere landet onsdag. Dette kan blive begyndelsen på en mere kølig periode med lavere temperaturer og muligvis mere ustadigt vejr.

Vej- og føremelding

På statsvejene meldes der om normale forhold efter årstiden. Dog kan der lokalt være glatte veje, især i de tidlige morgentimer.

I Odense og Vejle er der saltet på vejklasse 2, mens vejklasse 3 meldes glat på udsatte steder. Bilister opfordres til at være opmærksomme på eventuelle glatte veje i morgentimerne, særligt på mindre befærdede strækninger.

Kilde: DMI og Trafikken.dk

Historisk stærk økonomi i bagerbranchen – BKD opfordrer bankerne til at støtte unge iværksættere

0
Historisk stærk økonomi i bagerbranchen – BKD opfordrer bankerne til at støtte unge iværksættere

Danske bagere og konditorer har gennem de seneste ti år oplevet en væsentlig økonomisk fremgang. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at soliditetsgraden i branchen er steget fra 11 procent i 2012 til 32 procent i 2022. Ifølge brancheforeningen BKD (Tidligere Bager- og Konditormestre i Danmark) er det et tegn på, at virksomhederne i højere grad finansierer sig selv og har reduceret afhængigheden af gæld.

Udviklingen har nu fået BKD til at rette en appel til bankerne. Ifølge foreningens administrerende direktør, Henrik Mühlendorph, er det tid til at genoverveje de stramme krav, som mange unge iværksættere i branchen møder, når de søger finansiering.

Branchen har bevist, at solid økonomistyring og innovation betaler sig. Det er på tide, at bankerne anerkender denne udvikling og genovervejer deres ofte lidt for automatiserede afslag til unge iværksættere, siger Henrik Mühlendorph.

Udviklingen i den gennemsnitlige soliditetsgrad blandt danske bagere og konditorer fra 2012 til 2022, baseret på data fra Danmarks Statistik og præsenteret af BKD.

Fra konkurser til økonomisk stabilitet

Bagerbranchen har tidligere været presset af høje konkurstal og en lav tillid fra bankernes side. Men den økonomiske udvikling har vendt sig til det bedre, og i dag er virksomhederne langt bedre rustet til at modstå økonomiske udsving. Ifølge BKD skyldes fremgangen blandt andet bedre økonomistyring, højere omsætning og en større grad af egenfinansiering. Foreningen påpeger derfor, at med den nuværende økonomiske stabilitet, er det vigtigt at give de unge iværksættere de rette redskaber for at sikre fortsat vækst.

– Unge iværksættere er fremtiden for vores branche, men vi må give dem de rigtige redskaber. Det inkluderer adgang til finansiering. Med den soliditetsgrad, vi ser i dag, er risikoen markant reduceret for bankerne. Derfor bør det være mere attraktivt at investere i nye talenter med stor virkelyst, siger Henrik Mühlendorph.

BKD: Bankerne bør følge med bagerbranchens fremgang

BKD opfordrer i en pressemeddelse bankerne til at anerkende den positive udvikling i bagerbranchen. Den stigende soliditetsgrad betyder ifølge foreningen, at virksomhederne i dag har en stærkere økonomisk rygrad, hvilket gør dem bedre rustet til at håndtere økonomiske udfordringer. Foreningen påpeger, at denne stabilitet bør lette adgangen til finansiering, så både generationsskifter og nye initiativer i branchen kan realiseres.

Brancheforeningen ønsker afslutningsvis at understrege, at bankerne nu bør rette deres opmærksomhed mod at investere i de unge talenter, der skal forme fremtidens bager- og konditorerhverv.

Danmarks semifinalemodstander fundet efter drama

0
Danmarks semifinalemodstander fundet efter drama

Portugal trak det længste strå i en medrivende VM-kvartfinale mod Tyskland. Efter forlænget spilletid vandt portugiserne 31-30 og sikrede sig en plads i semifinalen mod Danmark.

Kampen udviklede sig til en intens affære, hvor Portugal lagde bedst ud i første halvleg og gik til pause med en 13-9-føring. Tyskland svarede igen efter pausen, udlignede og tvang kampen ud i en dramatisk afslutning.

I den ordinære spilletids sidste minutter lignede det længe en tysk sejr, men Portugal holdt fast, og Martim Costa sørgede for, at kampen skulle afgøres i forlænget spilletid. Her var portugiserne skarpest og sikrede sejren med en kneben 5-4 i de ekstra minutter.

Dermed er Portugal klar til at møde Danmark i VM-semifinalen – efter en kvartfinale, der havde det hele.

David Gulløv ser positiv udvikling på Kobbelgården

0
David Gulløv ser positiv udvikling på Kobbelgården

Efter offentliggørelsen af den seneste tilsynsrapport om bostedet Kobbelgården har Senior- og Socialudvalgsformand David Gulløv (S) kommenteret på de fund og konklusioner, der fremgår. Selvom rapporten peger på fortsatte udfordringer, ser han også klare tegn på forbedringer i forhold til tidligere vurderinger.

– Jeg har også læst den gamle rapport og sammenholdt den med den nye, og jeg må sige, at jeg faktisk er positiv. Det er selvfølgelig ikke en fejlfri situation, og jeg er godt klar over, at der stadig er arbejde, der skal gøres. Men når jeg ser på udviklingen, kan jeg se, at vi har taget nogle gode skridt. Den plan, som blev lagt tidligere, har vist sig at være rigtig, og vi bevæger os i den rigtige retning, siger David Gulløv.

En proces, der kræver tid

Gulløv understreger, at de store forandringer, der er sat i gang på Kobbelgården, ikke kan gennemføres fra den ene dag til den anden. Han påpeger, at der fortsat er udfordringer, men også at der er tegn på, at beboere og pårørende oplever positive forandringer.

– Når man tager store forandringsbeslutninger, som vi har gjort, så tager det tid. Jeg havde heller ikke en forventning om, at alt ville være løst på én gang. Der står stadig nogle slemme ting i rapporten, og vi er stadig midt i processen. Men jeg bliver positiv, når jeg læser, at beboerne trives bedre, og at de pårørende også mærker en positiv forskel, forklarer han.

Fokus på fysiske rammer og medarbejderudvikling

Rapporten fremhæver fortsatte mangler i de fysiske rammer, hvilket er et område, der ifølge Gulløv får opmærksomhed i arbejdet fremadrettet.

– Der er stadig nogle mangler i de fysiske rammer, som vi skal være opmærksomme på, og det arbejder vi på i 17.4-udvalget. Det er en vigtig del af processen. Samtidig er der fokus på medarbejderne, som kommer afsted på kompetencegivende kurser og udvikler sig. Vi har en ny ledelse, som tager sig rigtig godt af den del, siger han.

Gulløv ser de første skridt som begyndelsen på en proces, der vil tage tid, men han er optimistisk omkring den retning, arbejdet har taget.

– Vi er begyndt at tage de første skridt, og jeg er fortrøstningsfuld. Men med hensyn til det skærpede tilsyn, der står til at skulle udløbe den 6. februar, tror jeg ikke, at det bliver ophævet. Det må vi se. Vi har en handleplan, som vi arbejder videre med, og når vi når til den 7. februar, tager vi tingene derfra. Mit udgangspunkt er at fortsætte arbejdet og sikre, at vi ser resultater.

En fortrøstningsfuld fremtid

Afslutningsvis pointerer David Gulløv, at han ser klare tegn på fremgang, og han afviser, at der er behov for at starte forfra. Han ønsker i stedet at bygge videre på de nuværende forbedringer.

– Når jeg læser de to tilsynsrapporter, kan jeg se forandring, og det gør mig fortrøstningsfuld. Jeg ville blive meget overrasket, hvis man gik ind og sagde, at vi skal starte forfra. Nej, vi arbejder videre, fortsætter den gode stil og holder fokus på at nå vores mål. Det skal ske hurtigt, men også ordentligt, og vi skal sikre, at både medarbejdere og brugere er med hele vejen, afslutter han.

Lokalkendt bankmand vil i byrådet

0
Lokalkendt bankmand vil i byrådet

Det Konservative Folkeparti i Fredericia præsenterede i morges deres kandidater til kommunalvalget 2025. En af dem er Søren Andersen, erhvervschef i Middelfart Sparekasse, formand for Fredericia Eliteidræt og Fredericia Idrætsfond samt medlem af flere bestyrelser. Søren Andersen har længe været engageret i lokalsamfundet, men nu stiller han for første gang op til valg.

Søren Andersen er en mand, der lytter. En mand, der taler, og så er han en mand med en vision. Samarbejde og løsninger er vejen frem, og han kommer til det kommende byrådsvalg med 30 års erfaring fra finanssektoren. Læg dertil en fortid som håndboldspiller, formandsskabet for Fredericia Eliteidræt og en række bestyrelsesposter. Selvom det er første gang, at han vælger at stille sig til rådighed for demokratiet, så ser han sig selv som et politisk aktivt menneske – også før kandidaturet.

– Dem, der kender mig, ved godt, hvor jeg står, og det har ikke ændret sig. Men der har været nogle episoder, som jeg ikke synes har været heldige, og jeg oplever en tendens til, at byen bliver talt ned i stedet for at arbejde sammen. Især Herslev-sagen om solceller kunne efter min mening være håndteret anderledes.

Derudover understreger Søren Andersen, at han ikke har noget ønske om at engagere sig i store, offentlige opgør. For ham handler politik snarere om at skabe løsninger i fællesskab end om at kritisere andre.

– Man kommer ikke til at høre mig kritisere andre for, hvad de har sagt eller gjort. Folk vil ikke være i tvivl om, hvad jeg mener, men jeg har ikke noget ønske om at kritisere. Jeg tror på, at man får mest ud af at bygge relationer. Det er også sådan, jeg arbejder professionelt – vi har et pay-off, der hedder ‘fælles bedste’, og det handler netop om at spille hinanden gode.

Ser et stort potentiale i byen

Søren Andersen flyttede til Fredericia i 2008. For ham er potentialet i byen enormt. Men han mener, at der stadig er behov for et mere målrettet arbejde, hvis man virkelig skal kunne realisere den værdi, der ligger i området.

– Jeg synes, vi har et stort potentiale. Der, hvor jeg kommer fra, skal man virkelig gøre sig umage for at skabe noget, der giver værdi – og det oplever jeg ikke altid, at man gør nok her. Det kunne jeg godt tænke mig at arbejde mere for.

Samtidig kan Søren Andersen til tider opleve en form for stilstand i byen, selvom der er flere emner på dagsordenen. Han påpeger, at der til tider bliver skabt en kløft mellem, hvad der diskuteres i byrådssalen, og hvad der rent faktisk sker i praksis.

– Der kan foregå en masse i byrådssalen, men nogle gange virker det ikke til at være det samme, der sker udenfor væggene. Det handler om at få tingene til at rykke sig, få mere liv i byen – altså at tiltrække købekraft og virksomheder – det lange seje træk, kan man sige.

Erfaring fra bestyrelsesposterne skal i spil

Hvis man kender Søren Andersen, vil man måske påstå, at sporten er hans helt store hjertebarn. Det bliver også tydeligt i samtalen om hans kandidatur, hvor emnet fylder en stor del af tiden. Han fortæller både gennem konkrete episoder og mere generelt om sin erfaring fra Fredericia Eliteidræt, hvor han har haft tæt kontakt med eliteidrætsudøvere og fået indblik i de udfordringer, de står over for.

– Sport ved jeg en del om – jeg har siddet som formand for Fredericia Eliteidræt i fire år nu. Vi har, så vidt jeg husker, 23 potentielle landsholdsudøvere her i området, og det er faktisk ret ekstraordinært, siger han med en smule stolthed i stemmen.

Han understreger vigtigheden af at give unge talenter muligheder for at forene sport og karriere.

– Jeg har selvfølgelig gjort meget for at få elitesportsudøvere med på en erhvervskarriere i stedet for, at de udelukkende skal læse på universitetet. Det har altid ligget mig på sinde at hjælpe talentfulde udøvere med at forfølge deres potentiale og skabe de rette rammer og vilkår for det.

Hans engagement i ungdomsuddannelserne rækker dog langt ud over idrætten. I flere år har han varetaget Business Fredericias mandat i en af landets største handelsskoler, der dækker IBC Kolding, Aabenraa, Fredericia og Middelfart.

– Vi arbejder målrettet med det her, og senest har vi skabt nogle rigtig gode løsninger, blandt andet med VUC Syd. Det betyder meget for mig, at jeg også har viden om ungdomsuddannelser. Begge mine forældre har været lærere – så jeg har været i det, tilføjer han med et smil.

Valgkamp for første gang

Søren Andersen træder nu for første gang ind i politik og ser frem til den kommende valgkamp. Erfaringen fra den politiske arena er ny for ham, men han ser det som en mulighed for at bidrage, hvor han kan.

– Det er første gang, jeg stiller op, og jeg har hidtil kun fulgt med fra sidelinjen. Men jeg vil gerne bidrage, hvor jeg kan, og vi har et stærkt hold af kandidater, der er ekstremt professionelle.

Han ser især frem til at arbejde sammen med et bredt felt af både erfarne og yngre kræfter.

– Vi har lige fået en ung kandidat med, Sara, der stadig går på gymnasiet. Hun er ikke ret gammel, men hun kan sagtens matche mig. Jeg tror på, at vores filosofi er, at vi hjælper hinanden med at spille hinanden gode, ud fra det vi brænder for.

En pragmatisk tilgang til lokalpolitik

Søren Andersen har et bredt netværk i Fredericia, ikke mindst gennem sin karriere i den finansielle sektor. Med den indsigt ser han potentiale i at gøre det lettere for virksomheder at etablere sig i byen.

– Jeg ved, hvad der er behov for, og hvor kommunen kan – og ikke kan – hjælpe virksomhederne. Det handler ofte om små nuancer. Hvis man for eksempel skal godkende et projekt med solceller på et tag, og der så bliver stillet krav om, at de ikke må kunne ses, selvom de alligevel er synlige i bakspejlet ved 20 km/t, så virker det lidt unødvendigt. Der kunne man måske godt tænke lidt mere pragmatisk.

Han tror på, at Fredericia med fordel kan lære af andre byer, når det kommer til erhvervspolitik.

– Der er steder i andre byer, hvor man tænker lidt smartere. Det kunne vi lige så godt tage til os her. For der er en stor efterspørgsel på at komme til Fredericia, fordi byen har alle fordelene – både hvad angår infrastruktur og natur – hvis man ønsker at bosætte sig her.

Går til valg med fokus på udvikling

Byrådskandidaten går ind i valgkampen med et fokus på samarbejde og udvikling. Han ser et behov for en mere helhedsorienteret tilgang i Fredericia, hvor aktørerne arbejder tættere sammen for at skabe resultater.

– Jeg tror, det hænger sammen med, at vi her i byen har mange, der tidligere har været offentligt ansatte – og der er intet ondt sagt om det, begge mine forældre var skolelærere. Men i andre byer ser man ofte, at folk er nødt til at arbejde sammen for at få tingene til at ske. Der er ikke noget, der kommer af sig selv.

Han lægger vægt på at være en kandidat, der bygger bro frem for at skabe splid.

– Jeg vil bidrage, hvor jeg kan. Jeg har kigget på min egen baggrund – jeg har været i forsvaret, og begge mine drenge er garder. Derfor betyder det også noget for mig, at når garderne kommer til Fredericia, så eksponerer vi os ordentligt. Det kunne vi godt gøre lidt bedre.

Søren Andersen stiller op for Det Konservative Folkeparti og bliver en del af et bredt kandidatfelt til kommunalvalget i Fredericia i 2025.

Læs også

Fanfavorit forlænger til 2027

0
Fanfavorit forlænger til 2027

Siden Emilio Simonsen kom til FC Fredericia har han været en favorit blandt tilskuerne på Monjasa Park.

En skade har holdt ham ude af denne sæson indtil videre, men nu er Emilio tilbage på banen og klar til at hive den røde trøje over hovedet igen og det fejrer han og klubben med en forlængelse til december 2027.

En forlængelse som bringer smilet frem hos klubbens sportsligt ansvarlige, Stig Pedersen:

– Emilio har været ude et stykke tid, og før skaden der var han i sidste sæson en af de absolut mest fremtonende i vores offensiv. Derfor har der har også været interesse for Emilio fra andre og større klubber, så at vi er blevet enige om en forlængelse, er vi utroligt glade for, siger Stig og snakker videre om Emilios betydning for klubben:

– Emilio er en sjov fyr og fylder på en rigtig god måde både på- og uden for banen. Han er vellidt i truppen og blandt de øvrige folk i Fredericia, herunder også vores fans. Vi har jo spillet en fantastisk sæson og det har været uden Emilio, så vi ser det som at vi er blevet forstærket i truppen nu, ved at have ham tilbage Så man kan sige at vi har hentet forstærkninger i egne rækker her i transfervinduet, slutter Stig Pedersen af, med et glimt i øjet.

Hovedpersonen selv, Emilio Simonsen, glæder sig til de kommende 3 år:

– Jeg er selvfølgelig super glad. Det er dejligt at klubben viser mig den tillid efter jeg har været ude i en længere periode, det betyder meget for mig og jeg glæder mig over at det bliver til 3 år mere i Fredericia, siger Emilio og snakker videre om fremtiden for ham og klubben:

– Forhåbentlig så kan jeg komme tilbage til det niveau, jeg havde, inden jeg blev skadet, det er det første skridt, og så bygger vi på derfra. Til en start håber jeg at jeg kan bidrage positivt i den her forårssæson både på og udenfor banen, fordi der er stadig et lille stykke vej indtil jeg er 100% tilbage, men nu har jeg trænet fuldt med i 3 uger og har spillet en del minutter i træningskampene så jeg er meget positiv omkring fremtiden, slutter Emilio af.

Emilio og resten af truppen rejser mod Tyrkiet på træningslejr på søndag, som en del af forberedelserne til den nært forestående forårssæson, som starter d. 23. februar på Monjasa Park kl. 15.00, mod HB Køge.

FC Fredericia og OB delte i vinterkulden

0
FC Fredericia og OB delte i vinterkulden

I isnende kulde på kunstgræsbanen ved siden af Monjasa Park spillede FC Fredericia og OB uafgjort 1-1 i en træningskamp, der bød på en intens første halvleg, mens anden halvleg blev præget af mange udskiftninger og taktiske justeringer.

FC Fredericia kom stærkt fra start og satte sig på spillet i kampens første fase. Bolden blev sikkert dirigeret rundt i bagkæden og midtbanen, hvor Anders Dahl var en markant skikkelse. Efter et kvarters spil kom belønningen, da Dahl selv sendte Fredericia i front. Offensiven blev sat op med præcist kombinationsspil, og Dahl viste sin målfarlighed ved at udnytte en opspilsfejl i OB-defensiven.

Efter scoringen fortsatte FC Fredericia med at kontrollere opgøret, men i takt med at minutterne gik, arbejdede OB sig bedre ind i kampen. Fynboerne fik mere ro på bolden og begyndte at finde rum i Fredericias organisation. Mod slutningen af første halvleg kom udligningen, da Bjørn Paulsen steg til vejrs efter et hjørnespark og headede bolden i nettet til 1-1 i halvlegens sidste aktion.

Ved starten af anden halvleg foretog OB en markant udskiftning af holdet. Blandt de nye spillere var NordicBet Ligaens topscorer, Luca Kjerrumgaard, der straks satte sit præg på opgøret med sin fysiske tilstedeværelse i feltet. Fredericia valgte en mere afdæmpet tilgang og foretog kun en enkelt udskiftning i pausen, hvor Jakob Jessen blev erstattet af Jonathan Lindekilde.

Det store udskiftningsbølge for FC Fredericia kom først efter en times spil, hvor hele seks spillere blev sendt på banen. Daniel Thøgersen, Jesper Juelsgård, Daniel Harboe, Emilio Simonsen, Patrick Egelund og Eskild Dall blev sat ind for at give nye kræfter til holdet. De mange ændringer påvirkede rytmen i spillet, men begge hold forsøgte fortsat at skabe chancer.

Anden halvleg bød på et par nærgående forsøg fra begge sider, men det sidste skarphed manglede. OB’s Kjerrumgaard var tæt på at bringe gæsterne foran, men en skarp parade fra Fredericias keeper forhindrede scoring. I den anden ende var Patrick Egelund tæt på at overliste OB’s målmand, men bolden strøg snert forbi stolpen.

Som kampen skred frem, ebbede tempoet en smule ud, og begge mandskaber lod til at være tilfredse med at få matchet deres trup i vinterens første testkamp. Kampen endte dermed uden yderligere scoringer, og begge hold kunne tage vigtige erfaringer med sig videre i forberedelserne til den kommende forårssæson.

Fejring af havnedirektør Rune Rasmussen på Fredericia Musicalteater

0
Fejring af havnedirektør Rune Rasmussen på Fredericia Musicalteater

Torsdag eftermiddag var Fredericia Musicalteater fyldt med smil, klapsalver og et bredt udsnit af byens erhvervsliv, politikere og branchefolk, da ADP’s havnedirektør, Rune Rasmussen, blev fejret i anledning af sin 40-års fødselsdag. Fejringen bød på bobler, sliders og venlige hilsner fra kollegaer og samarbejdspartnere, der var mødt talstærkt op for at anerkende den betydning, han har haft for havnen og Fredericia.

Som den første ved mikrofonen stod bestyrelsesformand for ADP, Christian Herskind. Han tog gæsterne med tilbage til 2017, da Rune Rasmussen første gang søgte stillingen som direktør for ADP. Herskind lagde ikke skjul på, at han fra starten havde et godt øje til den unge morsingbo, hvis ambitioner og strategiske sans har imponeret ham.

– Alle, der har mødt Rune, ved, hvor han kommer fra. Alle har fået en vis lektion i Danmarks geografi. Og vi ved, at der er uendelig langt fra Mors til Thy. Og man må ikke bytte om på de to ting. Vi ved også, at det eneste, der er på uge i Thy, det er udsigten til Mors, sagde Herskind, der også roste Rune for sin indsats, og konkluderede, at hvis man så på det arbejde, som han havde udført, så burde det være en 50 års fødselsdag, vi deltog i.

En havnedirektør, der har sat sit præg på Fredericia

Dernæst tog Fredericias borgmester, Christian Bro, ordet. Han lagde vægt på den rolle, Rune Rasmussen har spillet i udviklingen af Fredericia Havn, og hvordan havnedirektøren har formået at skabe et tæt samarbejde mellem ADP og Fredericia Kommune.

– Du er jo blevet Fredericias havnedirektør. Og jeg må sige, at du har taget den rolle til dig. Tidligere var en havnedirektør i Fredericia næsten på niveau med en garnisonskommandant eller en postmester – og selvom du ikke har fået en uniform endnu, så har du til fulde levet op til den betydning, havnedirektøren har for byen, sagde borgmesteren.

Han fremhævede også ADP’s centrale rolle i den grønne omstilling, som Fredericia har sat sig for at føre an i.

– Vi ser jo, hvordan transport og logistik fylder mere og mere i byens udvikling, ikke mindst ude i Taulov. Og det er tydeligt, at du har ambitioner om, at ADP skal endnu længere. Dem deler vi i byrådet, for havnen er – ligesom resten af vores industri – en del af den transformation, der skal sikre, at Fredericia forbliver et førende logistisk knudepunkt i Danmark, sagde Christian Bro.

Økonomidirektør i ADP, Michael Overgaard Andersen, var næste taler. Han valgte at fokusere på Rune Rasmussens ledelsesstil og den energi, han bringer ind i virksomheden.

– Rune, det er din dag i dag, og vi er samlet her for at fejre ikke bare en milepæl, men også den person, du er. Det er tydeligt for alle, der arbejder sammen med dig, at du har et særligt drive, en skarp forretningssans og en evne til at samle folk omkring dig, sagde Andersen.

Han bemærkede også, at Rune Rasmussen trods sin unge alder har sat et markant præg på ADP’s udvikling.

– Selvom du er en af de yngste i direktionen, er det aldrig din alder, vi lægger mærke til. Det er din erfaring, din indsigt og din evne til at huske alt i detaljer – hvilket er både imponerende og en smule irriterende, sagde økonomidirektøren med et glimt i øjet.

Rune Rasmussen: Tak til medarbejdere og samarbejdspartnere

Til sidst trådte hovedpersonen selv op på scenen. Med et smil kiggede han ud over forsamlingen og takkede for den store opbakning.

– Det er fantastisk at se så mange her i dag. Og når der er så mange, så kan man næsten ikke lade være med at sige et par ord, begyndte Rune Rasmussen og rettede en særlig tak til medarbejderne i ADP og understregede, at virksomhedens succes er resultatet af et stærkt hold. Han takkede også ADP’s kunder og samarbejdspartnere og fremhævede, at deres engagement og tillid er en forudsætning for virksomhedens udvikling.

– Der er nogen, vi ser hver dag, nogen vi ser lidt sjældnere, og nogen, vi først ser, når de har et stort skib i havn. Men fælles for dem alle er, at de er en del af det maskineri, der gør ADP stærk – og derfor skal der lyde en stor tak til jer, sagde Rune Rasmussen.

Han afsluttede med at sende en anerkendelse til ejerne og bestyrelsen for at give ADP den nødvendige frihed til at udvikle sig.

– Det kræver mod at drive en infrastrukturvirksomhed som vores. Det kræver mod fra både kommunale og private ejere at give ledelsen og medarbejderne rum til at tænke nyt og udvikle virksomheden. Og jeg synes, vi har vist, at det kan lade sig gøre, sagde han og opfordrede derefter gæsterne til at blive hængende og nyde resten af eftermiddagen.

Ugens Emmy: Hans Erik Brønserud

Ugens Emmy: Hans Erik Brønserud

UGENS EMMY. Der er mennesker, der bygger en by. Ikke med hænder og mursten, men med de beslutninger der tages, når ingen andre tager...