Hjertestarter stjålet fra Sct. Knuds Skole & Børnehave: “Den har reddet liv før”

0
Hjertestarter stjålet fra Sct. Knuds Skole & Børnehave: “Den har reddet liv før”

En hjertestarter, der har været i brug adskillige gange og dokumenteret reddet liv, er blevet stjålet fra Sct. Knuds Skole & Børnehave i Gothersgade. Skole- og institutionsleder Joachim Grundtvig er rystet over tyveriet og håber, at nogen vil hjælpe med at finde den igen.

“Den er med til at redde liv”

Hjertestarteren, som var placeret i gadeplan over for Fredericia Brewpub, har i tre år været en vigtig del af byens beredskab.

– Vi har haft hjerteløbere tilkaldt til den otte gange. For syv måneder siden blev den brugt til at redde en kommunal medarbejder, der fik hjertestop ved Ungdommens Hus. Og nu er den stjålet, siger Joachim Grundtvig.

Han opfordrer alle, der har set eller hørt noget, til at komme frem med oplysninger.

– Den var en af de få, der var frit tilgængelig i Gothersgade syd, og nu er der bare et tomt skab. Vi har brug for at få den tilbage hurtigst muligt, siger han.

Adressen for hjertestarteren er Gothersgade 30, Stuen, 7000. Her ved Sct. Knuds Skole & Børnehave, hvor den normalt hænger på skolens facade, er boksen nu tom efter tyveriet.

Efterlyser information

Skolen håber, at nogen enten returnerer hjertestarteren eller giver besked, hvis de ved, hvor den er.

– Ja, hvis nogen kender til sagen eller har hørt noget, håber vi, at de vil hjælpe, for hjertestarteren er med til at redde liv, afslutter Joachim Grundtvig.

Hjertestarteren er fortsat registreret som “utilgængelig” på Hjertestarter.dk.

Har du oplysninger om hjertestarteren, kan du kontakte skolen.

Panorama Biograferne lokker med store film i vinterferien

0
Panorama Biograferne lokker med store film i vinterferien

Vinterferien nærmer sig, og med det danske februarvejr kan det være fristende at søge ind i biografens varme mørke. I Middelfart og Fredericia har Panorama Biograferne ved Lillebælt et bredt program klar til feriedage med familie, venner eller en aften alene med en god film. Uanset om du er til superhelte, animation, musikalske eventyr eller romantisk komedie, er der noget for enhver smag – her er nogle af de film, som biografen anbefaler til vinterferien.

Hundemand – sjov for de mindste

Hvis vinterferien skal skydes i gang med grin og action, er Hundemand det oplagte valg. Filmen bygger på de populære bøger af Dav Pilkey og er en humoristisk animationsfilm om en politihund og hans menneskepartner, der efter en ulykke bliver til én og samme person. Hundemand skal nu både vænne sig til sin nye identitet og stoppe den udspekulerede katte-superskurk Pjevs. En actionfyldt film med masser af skøre situationer og hjertevarme – perfekt til de yngste biografgængere.

Musikalsk drama i Honey

For de lidt større børn og unge byder ferien på Honey, en dansk film med musik i centrum. Den 13-årige Honey kæmper med at finde sin plads i en ny klasse, men da hun opdager, at hendes musikglade morfar måske stadig lever, tager hun på en mission for at finde ham – og måske sig selv. Filmen har Selma Sol Í Dali Pape i hovedrollen, som mange børn måske vil genkende fra DR’s Julefeber, og Jesper Christensen spiller hendes excentriske morfar.

Super Charlie – en ny superhelt er født

Hvem drømmer ikke om at blive en superhelt? Det gør 10-årige Wille i hvert fald, men hans drøm om at bekæmpe forbrydere sammen med sin far får et uventet twist, da hans lillebror Charlie viser sig at have superkræfter. Mens en gal videnskabsmand planlægger noget ondt, må brødrene lære at samarbejde – men kan en baby og en jaloux storebror virkelig redde byen? Endnu en actionfyldt film for hele familien.

Klassikere vender tilbage

Hvis du eller dine børn elsker gensyn med kendte figurer, er der gode nyheder. Vaiana 2 tager os tilbage til det smukke Stillehav, Paddington i Peru sender den elskelige bjørn ud på et nyt eventyr, og Sonic 3 fortsætter historien om det lynhurtige blå pindsvin. Alle tre film bygger videre på de elskede fortællinger fra de tidligere film.

Storfilm til de voksne

Biograferne har også film, der henvender sig til de lidt ældre i vinterferien. I Captain America: Brave New World træder Anthony Mackie ind som den nye Captain America, mens han forsøger at afværge en global krise. Og så kan Marvel-fans samtidig se frem til et gensyn med Harrison Ford i rollen som præsident Thaddeus Ross.

Som noget særligt afholder Panorama-biograferne en forpremiere på Bridget Jones – Vild med ham den 12. februar. Renée Zellweger vender tilbage i rollen som den uforlignelige Bridget, der denne gang navigerer i livet som enlig mor – med hjælp (og forhindringer) fra sine gamle venner og en ny, yngre bejler. Forvent humor, akavede situationer og romantik i lange baner.

Uanset om du foretrækker eventyr, action eller romantik, har biografen et varieret program i vinterferien – så pak dig godt ind i jakken, find popcornene frem og nyd en god film i ferien.

Kolding Kommune får del af 47 millioner til sundere kost

0
Kolding Kommune får del af 47 millioner til sundere kost

Kolding Kommune er blevet udvalgt som én af tre samarbejdskommuner i det nationale madprojekt “Smag dig frem – gør Danmark grønnere”. Indsatsen, der er støttet af Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden, skal hjælpe børnefamilier med at ændre madvaner i en grønnere og sundere retning – ikke kun derhjemme, men også gennem initiativer i skoler, supermarkeder, fritidsaktiviteter og på arbejdspladser.

Borgmester ser store muligheder i projektet

Bag projektet står Fødevarestyrelsen, Forbrugerrådet Tænk og Madkulturen, der har fået en samlet bevilling på 47,2 mio. kroner, hvoraf Kolding Kommune modtager én mio. kroner og medfinansierer med yderligere én mio. kroner. Formålet er at gøre det nemmere for danske børnefamilier at træffe sunde og klimavenlige valg i en travl hverdag.

Borgmester Knud Erik Langhoff ser store perspektiver i at være en del af projektet, der passer ind i kommunens fokus på bæredygtige fødevarer.

– I Kolding glæder vi os over at være en del af denne ambitiøse indsats, der passer perfekt til vores mangeårige fokus på at fremme et mere bæredygtigt lokalt fødevaresystem. Med initiativet ‘Smag dig frem’ får vi en unik mulighed for at engagere børnefamilier på en helt ny måde, der kan accelerere bevægelsen mod en bæredygtig madkultur. Vi ser frem til at præge den nationale dagsorden gennem projektet og håber samtidig at kunne inspirere andre kommuner, siger han i en pressemeddelelse fra Kolding Kommune.

Bæredygtighedskonsulent Helle Vilsbøll står i spidsen for Smag Dig Frem-indsatsen i Kolding. Som projektleder skal hun sikre, at initiativerne forankres lokalt og bliver en integreret del af kommunens arbejde med bæredygtige madvaner.

Mad på skoleskemaet og i supermarkedet

Projektet tager udgangspunkt i de steder, hvor børnefamilier i forvejen træffer beslutninger om mad og indkøb. I skoler, supermarkeder, fritidsaktiviteter og på arbejdspladser skal nye initiativer gøre det nemmere at vælge grønnere og sundere måltider i hverdagen.

Madkundskab får en større rolle på flere af kommunens folkeskoler, hvor eleverne lærer om klimavenlige måltider og deltager i Danmarksmesterskaberne i Madkamp. I supermarkederne skal bedre skiltning og vejledning gøre det lettere at vælge sunde og bæredygtige varer, mens fem udvalgte arbejdspladser får kantinemenuer med et grønnere fokus. Her bliver køkkenpersonalet trænet i at udvikle næringsrige retter, der også kan inspirere medarbejderne derhjemme.

I flere boligområder tilbydes madkurser, hvor børnefamilier får konkrete råd til at bruge flere grøntsager i hverdagen. Samtidig bliver lokale idrætsklubber og fritidsforeninger en del af indsatsen, så sunde og grønne måltider bliver en naturlig del af fællesskabet.

Ifølge Arne Astrup, direktør for afdelingen for ernæringsforskning og overvægt i Novo Nordisk Fonden, er en af de største barrierer for grønnere madvaner, at mange oplever usikkerhed omkring, hvordan de skal lave måltider uden kød:

– Mange vil gerne erstatte noget af kødet med grønne retter. Men det kan være en stor udfordring at omsætte de gode intentioner til hverdagen, når man skal sammensætte et grønt måltid med for eksempel linser og bønner og få det til at smage så fantastisk, at man glemmer kødet. Samtidig skal man have alle de vigtige næringsstoffer med. Det kræver nogle nye færdigheder indenfor indkøb og madlavning, som dette projekt kan få ud til danskerne – især til de travle børnefamilier.

Erfaringer fra Kolding, Slagelse og Svendborg skal inspirere resten af Danmark

Kolding Kommune er blevet udvalgt til projektet sammen med Slagelse og Svendborg. De tre kommuner er blevet valgt på baggrund af en kortlægning af landets kommuner, hvor kriterier som pendling, arbejdspladsstørrelser, husstandsindkomst og befolkningssammensætning er blevet vurderet. Ifølge Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden, rummer projektet et stort potentiale.

– Vi er stolte af at støtte dette projekt, som både vil bruge maden som et fælles tredje og samtidigt inspirere og motivere børnefamilier til at lave sund og grøn mad. Projektet vil udvikle og teste en multikomponent indsats, som møder børnefamilierne, hvor de er – i både skole, arbejde, fritid, hjemmet, på de sociale medier samt i indkøbssituationen. I Nordea-fonden støtter vi det gode liv. Vi har ikke opskriften, men vi tror på, at ‘Smag Dig Frem’ har de nødvendige ingredienser for at styrke sunde, grønne madfællesskaber, fremhæver hun.

Erfaringerne fra Kolding, Slagelse og Svendborg skal ikke blot gavne de tre kommuner, men også danne grundlag for at inspirere andre og bidrage til en bredere bevægelse mod grønnere madvaner i Danmark.

Projektet løber fra 2025 til 2027, og resultaterne vil løbende blive evalueret og offentliggjort.

Middelfart sender ny kommuneplan i høring

0
Middelfart sender ny kommuneplan i høring

Middelfart Byråd har sendt et nyt forslag til Kommuneplan 2025-2037 i høring. Planen fastlægger rammerne for kommunens fremtidige udvikling og har i denne omgang et særligt fokus på bæredygtighed og kvalitet i byudviklingen. Borgere, virksomheder og foreninger kan komme med bemærkninger frem til den 1. april 2025.

‘Udvikling med omtanke’

Middelfart Kommune har oplevet en markant befolkningstilvækst, og prognoser viser, at antallet af borgere vil stige med over 8 procent inden for de næste 12 år. Erhvervsudviklingen er ligeledes i vækst, og efterspørgslen på erhvervsjord er stor.

– Med afsæt i vores fantastiske beliggenhed og naturgivne kvaliteter i landskab og natur og vores grønne klimaprofil skal vi fortsat udvikle vores kommune i de kommende år. Vi skal vækste med omtanke, og borgernes input og lokalkendskab har stor værdi, når vi sætter stregerne til det kommende kommunekort, udtaler borgmester Johannes Lundsfryd Jensen i en pressemeddelelse fra Middelfart Kommune.

Kommuneplanen lægger op til en afvejning mellem vækst og hensynet til miljø og natur. Der er derfor stillet skærpede krav til kvaliteten af nye byggeprojekter, ligesom fremtidige boligområder skal understøtte en bæredygtig udvikling.

Borgere kan give input frem til april

Forslaget til kommuneplanen er i høring fra den 4. februar til den 1. april 2025. I denne periode har borgere, virksomheder og organisationer mulighed for at indsende høringssvar via Middelfart Kommunes hjemmeside.

For at give borgerne bedre indsigt i planens indhold afholder kommunen også et offentligt dialogmøde den 6. marts på rådhuset fra kl. 19-21. Mødet giver mulighed for at drøfte specifikke temaer i kommuneplanen, såsom bæredygtig byudvikling, klimaløsninger og lokalområdernes fremtid.

Et regionalt samarbejde

Forslaget til Kommuneplan 2025-2037 blev vedtaget af Middelfart Byråd den 2. december 2024. Planen er delvist udarbejdet i samarbejde med de øvrige kommuner i Trekantområdet for at sikre en sammenhængende regional udvikling.

Den endelige kommuneplan ventes vedtaget senere i 2025 efter behandling af høringssvar.

Naturpark Lillebælt ansætter ny sekretariatschef

0
Naturpark Lillebælt ansætter ny sekretariatschef

Lars Seidelin tiltræder den 1. marts som ny sekretariatschef i Naturpark Lillebælt. Han kommer med en baggrund inden for marinbiologi, formidling og strategisk udvikling og skal stå i spidsen for naturparkens videre arbejde med havmiljø, turisme og samarbejde mellem kommuner, forskere og myndigheder.

Naturpark Lillebælt fortæller i en pressemeddelelse, at ansættelsen af Lars Seidelin skal bidrage til indsatsen for havmiljøet og udviklingen af naturparken. Ifølge formanden for Naturpark Lillebælt, John Nyborg, er ambitionen at skabe et tættere samarbejde om Lillebælts økosystemer og udbygge parkens rolle i forhold til bosætning og bæredygtig turisme.

– Vi ser frem til at få ham med på holdet, hvor han vil være med til at styrke naturparkens arbejde med at sætte fokus på havmiljøet, og at udbygge naturparkens rolle som løftestang for området, når det gælder bosætning, bæredygtig turisme og lokal stolthed, siger formanden.

Ny sekretariatschef med bred ekspertise

Lars Seidelin har en ph.d. i havbiologi fra Syddansk Universitet og erfaring fra både forsknings- og formidlingsverdenen. Han har tidligere arbejdet som formidlings- og udstillingschef ved Fjord & Bælt i Kerteminde og har senere beskæftiget sig med uddannelsesforskning på SDU samt internationale uddannelsesprogrammer i Uddannelses- og Forskningsministeriet. Senest har han været specialkonsulent og teamkoordinator i Assens Kommune med fokus på strategisk udvikling og politisk betjening.

Seidelins erfaring med fondsansøgninger og politiske processer bliver ifølge naturparken en vigtig faktor i det videre arbejde med at sikre finansiering og forankring af eksisterende og nye initiativer.

For Lars Seidelin er stillingen en mulighed for at bruge sin erfaring i arbejdet med at beskytte og udvikle Lillebælt.

– Jeg ser meget frem til at tiltræde som sekretariatschef i Naturpark Lillebælt og arbejde for at bevare og udvikle dette unikke område, sammen med alle de dygtige medarbejdere i sekretariatet og i kommunerne. Lillebælt har en helt særlig betydning for både mennesker og dyr, og jeg glæder mig til at bidrage til det vigtige arbejde med at sikre en bæredygtig fremtid for både økosystemerne og de mange brugere af området, siger han.

Naturpark Lillebælt strækker sig over kommunerne Middelfart, Fredericia og Kolding og arbejder med beskyttelse og formidling af de kystnære og marine områder i Lillebælt.

Beredskabstoppen mødes: Kan aftalen levere?

0
Beredskabstoppen mødes: Kan aftalen levere?

Når Danske Beredskaber afholder årsmøde den 3. juni i Odense Congress Center, bliver det med fokus på fremtidens udfordringer og implementeringen af den seneste beredskabsaftale. På scenen samles nogle af beredskabets vigtigste aktører, herunder minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen, formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg, Johannes Lundsfryd Jensen, direktør i Beredskabsstyrelsen, Christine Engel, og formand for Danske Beredskaber, Jarl Vagn Hansen.

Det oplyser Danske Beredskaber i en pressemeddelelse torsdag morgen.

Fokus på beredskabsaftalen

Siden oprettelsen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab i august 2024 har beredskabsområdet fået øget politisk opmærksomhed, og i januar 2025 indgik regeringen en bred politisk aftale om beredskabet for perioden 2025-2026. Aftalen lægger blandt andet op til en ny erhvervsrettet brand- og redningsuddannelse samt en analyse af samarbejdet mellem de kommunale og statslige beredskaber.

Men hvordan kommer aftalen konkret til at forbedre beredskabet? Det spørgsmål står centralt på årets konference, hvor Hans Engell skal moderere en diskussion om de vigtigste temaer på området.

Beredskabet presses af stigende krav

Sekretariatschef i Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard, ser drøftelserne som afgørende for at sikre beredskabets fremtid.

– Hvad betyder beredskabsaftalen for redningsberedskabet, hvilken retning er beredskabet på vej i, og hvad byder fremtiden på? Det har danskerne behov for at få vished for, og i Danske Beredskaber håber vi, at KL, Beredskabsstyrelsen og beredskabets minister sammen med Danske Beredskaber kan være med til at give os nogle af svarene, siger han i pressemeddelsen.

Ifølge Nigaard står beredskabet over for et stigende antal komplekse opgaver, ikke mindst som følge af klimaforandringer og sikkerhedspolitiske udfordringer. Spørgsmålet er, om ressourcerne kan følge med.

– Når aftalens indhold skal realiseres, er det vigtigt, at kommunerne og de kommunale beredskaber tages med på råd, for det er os, der rykker ud, når ulykken rammer ude hos borgerne, understreger han.

Økonomiske udfordringer

Danske Beredskaber har flere gange påpeget, at der er et økonomisk behov, hvis det kommunale beredskab skal kunne imødekomme fremtidens udfordringer. Organisationen fremhæver, at brandfolkene står over for en række opgaver, der kræver ressourcer, men der er endnu ikke kommet konkrete meldinger om, hvordan en eventuel finansiering kan sikres.

Årsmødet i Danske Beredskaber, der afholdes den 3. og 4. juni, er Danmarks største konference for beredskabsområdet. Op mod 1.000 deltagere forventes at deltage i diskussionerne om, hvordan beredskabet bedst muligt kan rustes til fremtiden.

Mand smed hævekort ved hæveautomat – tilhørte 84-årig kvinde

0
Mand smed hævekort ved hæveautomat – tilhørte 84-årig kvinde

En 84-årig kvinde fra Christiansfeld blev onsdag udsat for bedrageri, da en mand fik udleveret hendes hævekort under påskud af at være fra banken. Sagen tog dog en uventet drejning, da politiet senere på dagen spottede en mistænkelig mand ved en hæveautomat i Haderslev.

Den 25-årige mand fra Aarhus blev anholdt kl. 12.41 af Syd- og Sønderjyllands Politi, der havde bemærket hans adfærd ved hæveautomaten. Ifølge politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd kastede manden sig i øjnene, da han pludselig tabte eller smed et hævekort – et kort, der viste sig at tilhøre den forurettede kvinde i Christiansfeld.

– Vi kommer ind i sagen, fordi Syd- og Sønderjyllands Politi træffer en mand et sted, der hedder Gravene i Haderslev. Han står ved en hæveautomat, iført et mundbind, og tiltrækker opmærksomhed på en eller anden måde. De vil gerne tale med ham, men han begynder at løbe fra stedet og undervejs taber eller smider han et hævekort væk. Det her hævekort tilhører en kvinde, der bor i vores kreds, og derfor er vi kommet ind i billedet, fortæller Arno Rindahl Petersen.

Mistænkt for kontaktbedrageri

Politiet arbejder nu ud fra en teori om, at bedrageriet kan være et såkaldt kontaktbedrageri, hvor gerningsmænd kontakter ældre borgere og udgiver sig for at være fra banken for at få adgang til deres hævekort og koder.

Den konkrete sag begyndte onsdag kl. 12.00 på Tømmervænget i Christiansfeld, hvor en person opsøgte den ældre kvinde og fik hende til at udlevere sit hævekort. Hvorvidt kortet efterfølgende blev brugt til at hæve penge, er endnu uvist.

– Vi ved ikke præcist, hvordan manden har narret kvinden til at udlevere sit kort, men det er en velkendt metode, vi tidligere har set, siger Arno Rindahl Petersen.

Efterforskningen fortsætter – afventer grundlovsforhør

Den 25-årige mand fra Aarhus blev anholdt onsdag klokken 12.41 og sidder i øjeblikket hos efterforskningsafdelingen. Ifølge politikommisæren forventes han fremstillet i grundlovsforhør i dag, torsdag omkring kl. 10.00.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at de forventer, at der vil blive udsendt en pressemeddelelse fra efterforskningsafdelingen, så snart grundlovsforhøret er overstået.

Bliv speditør for en dag: Unge får indblik i en branche med stor efterspørgsel

0
Bliv speditør for en dag: Unge får indblik i en branche med stor efterspørgsel

Transportbranchen er i rivende udvikling, og behovet for speditør- og shippingelever vokser. For at give unge et realistisk indblik i branchen afholder IBC igen Speditør for en dag – et initiativ, der har kørt siden 2017 og har hjulpet mange unge med at finde deres vej ind i erhvervet.

Chefkonsulent Keld Høll fra IBC fortæller, at arrangementet blev skabt for at imødekomme branchens store behov for arbejdskraft og samtidig give handelsskoleelever et indblik i, hvad spedition egentlig indebærer.

– Det er faktisk et arrangement, som vi har afholdt siden 2017, fordi der er efterspørgsel efter fremtidens arbejdskraft inden for blandt andet transportbranchen. Så vil vi egentlig gerne vise vores elever på handelsskolen, hvad transportbranchen egentlig er for noget. Og så lavede man speditør for en dag, så en række virksomheder fra spedition- og shippingbranchen kunne få besøg af nysgerrige unge mennesker, siger Keld Høll.

Direkte kontakt med virksomhederne

Konceptet er enkelt: Eleverne møder først op hos transport- og logistikvirksomheden Leman i Taulov, hvor de introduceres til de mange karrieremuligheder inden for spedition og shipping. Derefter fordeles de ud til virksomheder, der har tilmeldt sig initiativet, hvor de får en hel dag til at opleve arbejdslivet på nærmeste hold.

– Det blev til speditør for en dag. Så elever og virksomheder mødes på den måde, at vi starter den 5. marts ude ved Leman, hvor der er et lille oplæg af deres elever og deres HR-businesspartner. Og så dribler eleverne efterfølgende ud til de pågældende virksomheder, som er en del af speditør for en dag, og som har meldt sig til. Så møder eleverne ude i virksomheden ved en titiden, og så er de derude i virksomheden indtil kl. 15. Og virksomheden åbner deres virksomhed op for de her elever og fortæller dem om alle de herligheder, der er ved at være en del af spedition- og shippingbranchen, forklarer Keld Høll.

Eleverne, der deltager, har ikke nødvendigvis allerede besluttet sig for at blive speditørelever. – Det er ikke elever, der på nuværende tidspunkt har valgt, at de vil være speditørelev, men det er elever, der deltager i Speditør for en dag, fordi de siger: ‘Det her, det kunne måske godt være noget for mig’, siger Keld Høll.

En vigtig del af speditør for en dag er at bygge bro mellem eleverne og virksomhederne. Ifølge Keld Høll har flere elever fået elevpladser efter at have deltaget i arrangementet.

– Der er elever, der efterfølgende er blevet speditørelever, det er helt sikkert. Og der er faktisk også nogen, som har været ude på søgende ud af virksomheder, hvor de så bliver prikket på skulderen og har sagt: ‘Kan du ikke sende en ansøgning hertil, fordi det kunne da godt være interessant’, siger Keld Høll.

På grund af GDPR-reglerne kan IBC ikke følge eleverne direkte via deres CPR-numre, men tilbagemeldingerne fra både virksomheder og elever bekræfter, at initiativet skaber resultater.

For at sikre, at speditør for en dag lever op til forventningerne, evalueres det efter hver afholdelse.

– Vi evaluerer faktisk hver gang, både ved at sende et evalueringsskema ud til virksomhederne og til eleverne for at høre, hvad de egentlig synes om det her. Og der er kun positive tilbagemeldinger primært. Det går ud på, at de siger: ‘Det er egentlig fedt at komme ud og få stiftet bekendtskab med, hvad det her egentlig var for noget’, siger Keld Høll.

Virksomhederne investerer mange ressourcer i at give eleverne en meningsfuld oplevelse.

– Virksomheden lægger sig også virkelig meget i selen i forhold til at lave et program, og derfor er det også for mange elever en øjenåbner at se speditionens hverdag indefra. – Eleverne er jo glade for, at de både blev taget godt imod, og at der også blev vist interesse for deres besøg. Og de kommer hjem med nyttig viden om, hvad det her er for noget, siger Keld Høll.

Opbakningen fra virksomhederne i Fredericia og Kolding er stor, og antallet af deltagende elever vidner om, at der fortsat er stor interesse for at lære branchen bedre at kende. – Det er god opbakning fra virksomhederne, og det betyder meget, siger Keld Høll.

Med et initiativ, der skaber konkrete resultater, og en branche, der fortsat mangler arbejdskraft, er Speditør for en dag blevet en vigtig del af indsatsen for at sikre kvalificerede medarbejdere til fremtidens transportsektor.

En karriere med globale muligheder

Speditøruddannelsen varer to år og kombinerer undervisning på en handelsskole med arbejde i en speditionsvirksomhed. Eleverne er på skoleophold i 7-9 uger i løbet af uddannelsen, hvor de lærer om transportformer, logistik og kundehåndtering.

“Som speditør er du arkitekten bag den vellykkede transport. Du sørger for, at varer kommer fra A til B på den mest effektive måde – både økonomisk og klimamæssigt. Det kan være alt fra haveborde, der skal fragtes fra Asien til Europa, til en skibsmotor, der skal til Færøerne,” forklarer Høll.

For at blive speditørelev skal man have færdiggjort HF, HHX, STX, HTX eller EUX (STX, HTX og HF skal suppleres med et 5-ugers EUS grundforløb). Uddannelsen udbydes blandt andet på IBC Kolding, Aarhus Business College og Roskilde Handelsskole.

Arrangementet den 5. marts bliver afholdt hos Leman i Taulov, hvorefter eleverne fordeles på de deltagende virksomheder. Programmet byder på oplæg, virksomhedsbesøg og praktisk indsigt i, hvad en speditør arbejder med til daglig. Læs mere.

Indbrudstyve på spil i Skærbæk

0
Indbrudstyve på spil i Skærbæk

Sydøstjyllands Politi har modtaget anmeldelser om to indbrud i Skærbæk onsdag. Ved begge indbrud er der stjålet værdigenstande, og politiet efterforsker nu sagerne.

Det første indbrud skete på Hjortøvænget i tidsrummet mellem klokken 07.30 og 20.30. Ifølge politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd skete indbruddet ved opbrydning af et vindue med et 20 mm værktøj.

– Der er stjålet en kaffemaskine, og ikke bare en almindelig model, men en lidt finere en af slagsen. Dog fremgår det ikke af sagen, hvilken model eller værdi den har, siger han.

Det andet indbrud fandt sted på Tåsingevej i tidsrummet mellem klokken 16.20 og 22.20. Her knuste gerningspersonen en rude i terrassedøren for at skaffe sig adgang til villaen.

Fra stedet er der stjålet en række smykker, herunder en fingerring i hvidguld, en sølvhalskæde samt flere øreringe og andre smykker. Ifølge politiet er der ikke oplyst en samlet værdi af de stjålne genstande i sagen.

Politikommissæren kom ikke ind på, om der kunne være en mulig sammenhæng mellem de to indbrudssager.

Endnu en færdselsaktion i Fredericia

0
Endnu en færdselsaktion i Fredericia

Sydøstjyllands Politi gennemførte onsdag en færdselsaktion i Fredericia, hvor politiets patruljer var til stede både i bymidten og i de omkringliggende områder fra formiddagen og frem til sidst på eftermiddagen. Aktionen resulterede i flere sigtelser, herunder ni hastighedsovertrædelser og syv tilfælde af brug af håndholdt mobiltelefon under kørsel.

Knallert beslaglagt for gentagen forseelse

Blandt de sager, politiet rejste under aktionen, var en hændelse klokken 15.00 på Prinsensgade, hvor en 19-årig mand blev standset på sin knallert af politiet. Knallerten blev testet på et rullefelt, hvor den blev målt til en maksimalhastighed på mindst 61 km/t – væsentligt over den lovlige grænse.

– Knallerten blev beslaglagt, fordi det er anden gang, ejeren er blevet taget i en lignende forseelse, forklarer politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Derudover blev den 19-årige unge mand, der er bosiddende i Fredericia, sigtet for at køre på en ulovlig knallert.

Flere blev taget for brug af mobiltelefon bag rattet

Ud over hastigheds- og knallertsagen blev syv bilister taget for at bruge håndholdt mobiltelefon under kørsel.

Politikommissæren har tidligere advaret mod den farlige adfærd og påpeget, at brugen af håndholdt mobiltelefon bag rattet er en af de forseelser, politiet ofte ser under færdselskontroller. Han har i den forbindelse regelmæssigt understreget, at det distraherer føreren unødigt.

Han tilføjer afsluttende, at der også blev skrevet enkelte sager for andre mindre færdselsforseelser i løbet af dagen.

Sent OB-stik knuser FC Fredericia i Odense

Sent OB-stik knuser FC Fredericia i Odense

0
Det så længe ud til, at FC Fredericia skulle hente et point med hjem over Lillebælt. I stedet måtte fredericianerne rejse hjem med tomme...