Fredericia Kommune har haft et skandaløst forløb omkring Kobbelgaarden, der er hjemsted for nogle af de allersvageste borgere i kommunen. Det er borgere, der typisk er helt afhængig af løbende omsorg og pleje. Sagen har stået på i en del tid, hvor der er kommet alvorlig kritik fra tilsynet. Alligevel arbejder kommunen for at redde deres institution. I realiteten burde man dog lukke den helt frivlligt.

Skatteborgerne skal naturligvis ikke betale for dårlig behandling af svage medborgere. Vi skal heller ikke kæmpe for at beboerne kan blive på stedet eller sikre rammer til medarbejderne. Faktisk skal vi bede om at de ansvarlige holdes væk fra at arbejde med svage medborgere. For det er horribelt at læse tilsynets rapport, der er sønderlemmende for Fredericia Kommune. Der er ikke længere nogle smuthuller, hvor man kan gemme tingene af vejen.

Man kan med stor bekymring konstatere, at hvis det er måden, man behandler de allersvageste, hvordan mon det så går de lidt bedre stillede? Vi får at vide, at det er “kulturen”. Hvilken kultur? Hvad er det, vi taler om? At nogle siger de møder “på arbejde”, men ikke kan finde ud af at behandle disse svage borgere med den nødvendige omsorg? Hvad er det, man skal “arbejde på”? Hvilke “planer” er det, man skal gennemføre?

Det rigtige spørgsmål er jo meget simpelt: Hvordan kunne det overhovedet komme så vidt?

Dernæst, hvad er det for en “kultur”, der hele vejen fra Kobbelgaarden og ned på rådhuset vil forsvare stedet med vold og magt, fremfor endegyldigt og frivilligt at trække stikket på en institution, der fuldstændig har forsømt sin kerneopgave; at tage vare på de svageste borgere. Hvis de ikke kan forsvare sig selv, så har de brug for andre udefra, der gerne vil.

Og vi vil gerne hjælpe Fredericia Kommune med gode råd til at “forbedre kulturen”,”lave planer” for Kobbelgaarden og “sikre rammerne” for medarbejderne. Lad os starte med det sidste:

Hvis du skal arbejde for Fredericia Kommune med de svageste borgere, så skal du møde dem med omsorg og varme. Det er dine rammer. Og hvis du ikke mener, at du har de rigtige arbejdsvilkår, så skal du straks finde noget andet at lave. Hvis du heller ikke kan finde ud af at melde fra overfor en kollega, der ikke kan være omsorgsfuld, skal du også finde et andet arbejde. Endeligt er det en ramme, at hvis beboerne mistrives, så skal det have konsekvenser for de ansvarlige. Så er det på plads.

For den gode hjælp til “at forbedre kulturen” er, at man kun kan have et ansvar for beboerne, hvis man har en velfungerende indstilling til svage medborgere. Ord som “forråelse” er ofte brugt i vores tid; men det vil vi altså ikke betale for. Der skal derfor være meget, meget kort afstand fra tegn på “forråelse” og så en fyreseddel. Dermed også meget, meget kort afstand mellem politikerne i udvalget og cheferne på rådhuset. Det er jo derfor, de sidder med de ekstremt store gager: For at tage et ansvar. Så hvem har ansvaret?

Hvad angår “planerne” for Kobbelgaarden, så er det ingen trøst, at tilsynet “kun” vil fjerne “godkendelsen”. At man for så vidt kan fortsætte på egen hånd, men dog ikke få nye beboere ind. Nej. Den eneste holdbare plan er:

Start forfra.

Sæt jer ned i udvalget og byrådet. Lav nogle klare ambitioner om hvor godt de svageste medborgere skal behandles. Ansæt et team af dygtige og engagerede mennesker, der med stor omsorg og interesse for svage borgeres trivsel kan udvikle en ide til et sted, hvor alle har lyst til at bo og være. For det er et hjem for disse borgere. I stedet for at have strenge pyramidestrukturer med små chefer her og der og allevegne, så indfør en kollektiv ledelse med eget ansvar. Inddrag beboerne og de pårørende, allerede fra starten. Lav en klar målsætning for borgernes trivsel.

Til sidst. Lad være med at skovle beboere ind på steder, uden at have styr på, hvordan de skal passes. Det her lugter så fælt af skrivebordsarbejde og høje direktørlønninger, at byrådet skal have sendt nogle fyresedler afsted for at statuere et eksempel. Vi kan simpelthen ikke betale millionlønninger til folk, der tillader den slags i en kommune som vores. Det er pinligt.