Efter måneders skærpet tilsyn og gentagenende kritik af forholdene på Kobbelgården er en lukning nu en reel mulighed. Alligevel har nogle politikere udtrykt overraskelse over situationens alvor. Det undrer flere i byrådet, der mener, at varslerne har været tydelige længe.

For medarbejdere, beboere og pårørende skaber usikkerheden frustration. Mens kommunen fortsat holder døren åben for, at bostedet måske kan reddes, mener flere, at det mest sandsynlige er en lukning – og at de berørte bør forberedes på konsekvenserne i stedet for at blive holdt hen i uvished.

– Hvis man som politiker er overrasket over, at tilsynet nu vil lukke Kobbelgården, så har man ikke læst de dokumenter, vi har fået præsenteret i udvalget, grundigt nok. Der har været skærpet tilsyn i 12 måneder, og hver gang tilsynet har besøgt stedet, er kritikken kun blevet skærpet. Derfor har jeg ikke været i tvivl om, at det var den vej, det gik, siger Cecilie Roed Schultz og fortsætter:

– Det er selvfølgelig en meget alvorlig situation, særligt for medarbejderne, beboerne og de pårørende, som bliver hårdt ramt. Jeg ved godt, at kommunen understreger, at en lukning ikke er sikker, men de berørte fortjener at få at vide, at det mest sandsynlige scenarie er en lukning. De bør præsenteres for de muligheder, der følger med, i stedet for at fastholde en usikkerhed omkring, hvorvidt stedet lukker. Jeg tror ikke nødvendigvis, det skaber større tryghed.

Problemerne på Kobbelgården 3 er langt fra nye. Allerede kort efter indvielsen for 11,5 år siden blev der rejst kritik af både de fysiske rammer og beboersammensætningen. Gennem årene har flere politikere fået henvendelser fra pårørende, der har advaret om de samme udfordringer, som tilsynet nu igen påpeger.

At få rettet op på forholdene på få måneder virker urealistisk, når det ikke er lykkedes gennem mere end et årti. Samtidig står bostedet i en af sine sværeste perioder, hvor rekruttering af personale i forvejen er en stor udfordring. At finde kvalificerede medarbejdere til et sted, der risikerer lukning, gør opgaven endnu mere vanskelig.

– Kobbelgården 3 har haft udfordringer, siden stedet blev bygget og indviet for 11,5 år siden. Jeg har siddet i Senior- og Socialudvalget i over 11 år, så da jeg trådte ind i udvalget første gang, var Kobbelgården 3 kun få måneder gammelt. Jeg har fulgt sagen tæt lige siden, og det er stort set de samme udfordringer, der bliver påpeget i dag som dengang. Dengang var det pårørende, der henvendte sig til mig – og sikkert også til andre politikere – for at gøre opmærksom på problemerne. Kritikken handlede blandt andet om de fysiske rammer og en for bred beboersammensætning, siger Cecilie Roed Schultz og uddyber:

– Disse problemer er fortsat, og nu har tilsynet også påpeget præcis de samme forhold samt en række yderligere mangler. Jeg har svært ved at se, hvordan vi skulle kunne rette op på det hele på få måneder, når det ikke er lykkedes gennem mere end et årti. Særligt fordi de kommende måneder formentlig bliver de sværeste nogensinde at skabe kvalitet i. Det er i forvejen en udfordring at rekruttere personale på dette område, og at tiltrække medarbejdere til et sted, der er lukningstruet, ser jeg ikke som realistisk.

Beslutningen om Kobbelgårdens fremtid nærmer sig, men ifølge flere politikere mangler der stadig klare svar på de økonomiske konsekvenser og mulige scenarier. På et udvalgsmøde blev hverken en eventuel lukning eller de økonomiske aspekter præsenteret som en del af dagsordenen – noget, der har skabt frustration blandt flere medlemmer.

Fokus er naturligvis på beboere, medarbejdere og pårørende, slår Cecilie Roed Schultz fast, men for hende er det afgørende at have et klart overblik over økonomien og de praktiske konsekvenser. Hun advarer samtidig mod at fastholde en uvished omkring lukningen, da det kan gøre situationen endnu mere usikker for de berørte.

– Jeg er skuffet. Vi havde møde i udvalget her til morgen, men vi blev hverken præsenteret for lukningsscenarier eller de økonomiske konsekvenser for kommunen. Først da jeg spurgte ind til det, blev det tilføjet til dagsordenen for udvalgsmødet i morgen. Det overrasker mig, at formandskabet ikke på forhånd har sørget for, at det var en del af dagsordenen i dag eller i morgen, for det har stor betydning, hvad dette potentielt kan komme til at koste kommunen, siger Cecilie Roed Schultz og tilføjer:

– Jeg er klar over, at det vigtigste lige nu er at tage hånd om beboerne, medarbejderne og de pårørende. Men for os, der har ansvaret for at sikre kommunens økonomi og finde de nødvendige midler, er det afgørende at kende de forskellige scenarier og muligheder. Det gælder også for de berørte parter, som fortjener at få indsigt i de mest sandsynlige fremtidsperspektiver. Jeg synes, det er problematisk, hvis man kun kommunikerer, at stedet måske ikke lukker. Min vurdering er, at en lukning er det mest sandsynlige, og i så fald bør de berørte også informeres om, hvilke muligheder der så er.

Set med dine briller, hvem bærer det politiske ansvar for, at man er havnet her?

– Vi bærer i høj grad det politiske ansvar i udvalget, men det er et uheldigt tidspunkt for et formandsskifte. Det er naturligvis helt legitimt at træde ud af byrådet, når man har behov for det, og min bemærkning er derfor ikke en kritik af, at Søren Larsen har valgt at trække sig. Men det første, jeg sagde til borgmester Christian Bro, da jeg blev informeret om Søren Larsens udtræden, var, at netop på baggrund af Kobbelgårdens situation var det afgørende at udpege en formand med dyb indsigt i området og denne sag. Det handler ikke om de næste fire år, men om det kommende år, hvor denne sag vil fylde rigtig meget. Derfor ærgrer det mig, at borgmesteren ikke lyttede til det. Det er ikke for at trække en gammel diskussion frem igen, men det var netop en af årsagerne til, at jeg tilbød mig selv som formand. Ikke fordi jeg troede, det ville blive en let opgave, men fordi jeg mente, at sagen fortjente det. Jeg må bare sige, at jeg ikke er imponeret over den måde, sagen er blevet håndteret på efterfølgende – men det er, som det er.

Gennem længere tid har flere medlemmer af udvalget været i kontakt med både nuværende og tidligere medarbejdere samt pårørende, der har delt deres bekymringer om forholdene på Kobbelgården. Gang på gang er disse bekymringer blevet bragt op i udvalget, men ifølge Cecilie Roed Schultz er de ofte blevet mødt med skepsis, korslagte arme og himmelvendte øjne. Selv da tilsynet skærpede sin kontrol, var det en kamp at få problemerne taget alvorligt.

– Vi er flere i udvalget, der gennem længere tid har haft kontakt med både nuværende og tidligere medarbejdere samt pårørende. Vi har gentagne gange rejst vores bekymringer i udvalget på baggrund af de ting, vi har fået fortalt. Men generelt er vi blevet mødt med skepsis, korslagte arme og himmelvendte øjne. Det har derfor været en svær sag at få taget alvorligt – selv efter, at der blev indført skærpet tilsyn, siger Cecilie Roed Schultz.

– Jeg føler virkelig, at jeg har gjort, hvad jeg kunne, men med den melding, der nu er kommet, kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at føle, at jeg ikke har gjort nok. Det eneste, jeg kan sige, er, at jeg har forsøgt, fortsætter hun, meget berørt af situationen. Set i lyset af udviklingen, mener hun dog godt, at man kunne have gjort det anderledes:

– Det er let nok nu at ændre på den oprindelige plan, men jeg tænker, at jeg burde have været bedre til at få de personer, der henvendte sig til mig, bragt direkte i dialog med udvalget, i stedet for kun at formidle deres budskaber gennem mig. Vi burde have afholdt møder, hvor medarbejdere, tidligere medarbejdere og pårørende – måske på separate møder – kunne have delt deres bekymringer direkte med udvalgets medlemmer uden ledelsens tilstedeværelse. For det er naturligvis vanskeligt for medarbejdere at udtale sig frit, når ledelsen lytter med. Vi kunne have skabt en bedre ramme for, at deres stemmer blev hørt, siger Cecilie Roed Schultz og tilføjer:

– Særligt Susanne Eilersen og jeg har forsøgt at viderebringe de bekymringer, vi hver især har fået henvendelser om – og det har ikke engang været fra de samme personer. Alligevel har vi hørt stort set de samme ting. Når vi på udvalgsmøderne delte de henvendelser, vi fik, var det tydeligt, at der var et mønster. Men som mindretal i udvalget har vi ikke haft den politiske magt til at trumfe beslutninger igennem.

Når man har fulgt Kobbelgården siden starten, så er man ikke overrasket, men man ændrer holdninger undervejs til, hvad der kan være løsningen for stedet.

– Måske kunne det have ændret noget, hvis de berørte personer selv havde fået mulighed for at tale direkte til udvalget. Men selv da de gik til pressen, ændrede det ikke markant på holdningen i udvalget – heller ikke efter, at der blev indført skærpet tilsyn. Jeg tror, der har været en stærk tro på, at vi nok skulle rette op på problemerne, siger Cecilie Roed Schultz og fortsætter:

– Men når man har fulgt Kobbelgården i 11,5 år og ser de samme problemer gentage sig igen og igen, så får man et andet billede af situationen, end hvis man hører om den for første gang. Da jeg første gang blev præsenteret for problemerne, tænkte jeg nok også, at det måtte kunne fikses. Derfor har vi også af flere omgange afsat betydelige midler til at forbedre de fysiske rammer.

Enhedslisten sagde fra til forvaltningen, da man ville sende flere millioner af sted til renovering.

– Men da forvaltningen foreslog at afsætte et stort millionbeløb igen for at forsøge at renovere sig ud af problemerne, sagde Enhedslisten fra. Vi troede ikke længere på, at det ville lykkes – uanset hvad vi gjorde. Derfor fik vi i stedet afsat midler til en analyse af, hvad bygningen kunne bruges til, hvis bostedet blev lukket. Det blev en del af budgetforliget, som vi fik igennem sammen med de øvrige forligspartier. Jeg mener, at der i visse partier længe har været en erkendelse af, at udviklingen gik i retning af en lukning, og at det bedste for beboerne ville være at finde andre rammer, siger Cecilie Roed Schultz.

Beboersammensætningen skal ændres og enhederne skal være mindre. Det er eneste mulighed nu, mener Cecilie Roed Schultz.

– Der er ingen tvivl om, at en af de største udfordringer er, at beboergruppen er alt for bred, samtidig med at rammerne ikke er egnede til det. Det er ærgerligt, når man har bygget noget, der skulle være creme de la creme, og dengang blev besluttet som en virkelig god løsning af politikerne. Men det har det bare ikke været – og det har det ikke været fra starten, siger Cecilie Roed Schultz og fortsætter:

– Stedet er for stort til en så bred beboergruppe, og det gør det også svært at tiltrække medarbejdere med de rette kompetencer. Mange fagpersoner er specialiserede og har erfaring med bestemte beboergrupper, men det er vanskeligt at være ekspert i alle de typer beboere, der bor samme sted, når sammensætningen er så bred. Det begrænser muligheden for at opretholde en høj kvalitet, fordi medarbejdere med særlig viden om bestemte grupper har haft meget få at sparre med. Det har også været en stor udfordring at have for eksempel en infantil autist, der ikke har noget sprog og er meget lydsensitiv, boende sammen med en beboer med Downs syndrom, der elsker at spille høj børnemusik hele tiden. Det er nogle grupper, der simpelthen ikke fungerer godt sammen. For mig ville den bedste løsning være at etablere mindre enheder forskellige steder, opdelt efter diagnoser og behov – måske også efter alder.

– Flere pårørende har påpeget, at der kunne skabes en mere plejehjemslignende struktur, fordi flere af beboerne heldigvis lever længere end tidligere. Nogle kommer til at bo sådan et sted hele livet, og det kunne derfor give mening at tilpasse rammerne derefter. Jeg tror, at en opdeling af beboergruppen kunne være en vej til at højne kvaliteten markant. Det er netop dét, jeg gerne vil arbejde på hurtigst muligt. Jeg synes, det er ærgerligt, at vi først skal tage fat på det, fordi vi bliver tvunget til at lukke stedet – et scenarie, der er ret sandsynligt. Jeg ville langt hellere have taget fat på denne opgave, fordi vi fagligt og politisk havde besluttet, at det var det bedste for beboerne, siger hun og slutter:

– Men nu er det på denne baggrund, det sker, og derfor mener jeg, at vi bør handle hurtigt. Det kan virke som en hurtig beslutning, men jeg foretrækker at rive plastret af og komme videre med en løsning, vi ved er bedre for beboerne, frem for at kæmpe med lappeløsninger på noget, der aldrig – tror jeg – bliver rigtig godt.

Læs også