Danskerne strømmer ud i naturen som aldrig før, men rundt om i landet halter kommunerne efter, når det gælder faciliteter til de mange fællesskaber, der dyrker motion under åben himmel. En ny kortlægning fra Danmarks Idrætsforbund peger på, at kun 19 ud af 98 kommuner har et egentligt mødested for outdooridrætten, og fire kommuner har faciliteter på vej.
Ifølge de nyeste tal fra Idrættens Analyseinstitut er 58 procent af danskerne over 16 år aktive i naturen. Mountainbike, orienteringsløb, løb og stand up paddle er blandt de aktiviteter, der trækker, og naturen er blevet danskernes foretrukne motionsarena. Men selv om lysten er stor, er rammerne ikke fulgt med.
Thomas Bach, næstformand i DIF, kalder situationen et benspænd for fællesskabet.
»Rigtig mange danskere nyder at bevæge sig i naturen, og corona-perioden har været med til at sætte ekstra skub på den udvikling. Det er godt for både vores fysiske og mentale sundhed. Desværre er rammerne ikke fulgt med den eksplosive vækst, hvilket gør det meget svært at dyrke fællesskabet omkring aktiviteten. Der mangler mødesteder til at dyrke det sociale for både idrætsforeninger og de, der organiserer sig på egen hånd« siger han.
Aalborg Kommune er blandt de få, der er godt med. Her fungerer Vestre Fjordpark allerede som samlingssted for svømmere, kajakudøvere og andre vandsportsaktiviteter. Derudover er en ny friluftspavillon på vej i Kongshøj Skov.
»Med en friluftspavillon skaber vi ikke bare ly for regnen, vi skaber rammer for fællesskab, bevægelse og naturoplevelser på tværs af generationer. Mountainbikere, spejdere og skoleklasser får et naturligt samlingspunkt, der gør det lettere at vælge naturen til – også når vejret driller. Det er præcis den slags initiativer, der gør friluftslivet mere tilgængeligt og inkluderende, og som vi som kommune skal bakke op om. Og vi oplever at det ikke bare understøtter eksisterende aktiviteter, men også skaber synergier mellem foreninger og skaber nye fællesskaber og aktiviteter« siger Jes Lunde, rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.
Kortlægningen er lavet i samarbejde med blandt andre DGI, Lokale og Anlægsfonden, Friluftsrådet og Nordea-fonden. Her fremgår det også, at outdoormødesteder typisk ligger i bynær natur eller større naturområder og fungerer som steder, hvor forskellige idrætsgrene kan mødes.
DIF ønsker outdooridrætten højere op på dagsordenen frem mod kommunalvalget og peger på, at flere mødesteder vil gøre det langt lettere for både foreninger og selvorganiserede motionister at mødes og udvikle fællesskaber i naturen.
De kommuner, der allerede har etableret mødesteder, tæller blandt andre Silkeborg, Haderslev, Vejle, Esbjerg, Kolding og Vejen. Flere kommuner som Roskilde og Holbæk har nye faciliteter på vej.
OPINION. Jeg stiller op til regionsrådet i Syddanmark, fordi jeg mener, at vi har brug for et frisk pust i et råd, der ofte domineres af fagfolk og sundhedspersonale. Dygtige mennesker, men også mennesker, der nogle gange står så tæt på systemet, at de mister borgerens perspektiv.
Og jeg kommer med lidt et andet udgangspunkt. Som kørestolsbruger med muskelsvind og som pårørende til mennesker, der har været gennem utallige sygdomsforløb, har jeg oplevet sundhedsvæsenet fra begge sider. Jeg har mærket, hvordan det føles, når systemet virkelig fungerer – og når det ikke gør.
Jeg tror på, at vi kan skabe en region, der handler mere effektivt, tænker mere moderne og møder patienterne med større respekt og forståelse. Jeg vil arbejde for, at teknologi og kunstig intelligens bruges klogt – som et redskab, der frigør tid til nærvær og omsorg.
Vi må ikke lade patienter blive tabt mellem systemer, fordi digitale løsninger ikke taler sammen, eller fordi administrationen fylder mere end medmenneskeligheden. Sundhedsvæsenet skal føles trygt, og det skal være tæt på borgeren.
Tilgængelighed er for mig en helt grundlæggende forudsætning for frihed. Derfor vil jeg have, at regionens bygninger, tilbud og digitale løsninger systematisk bliver gjort brugbare for alle – også for dem af os, der lever med et handicap.
Kræft har præget mit liv. Begge mine forældre døde af sygdommen, og jeg har selv for nyligt fået fjernet modermærkekræft. Det gør mig beslutsom: vi skal fastholde og udbygge Danmarks position som et af verdens førende lande inden for kræftbehandling og forskning.
Jeg stiller ikke op for at love guld og grønne skove, men for at bringe menneskelighed, sund fornuft og nye øjne ind i et system, der trænger til frisk luft.
Jeg tror på konservative værdier som ansvar, kvalitet og ordentlighed – og på, at moderne løsninger sagtens kan gå hånd i hånd med respekt for mennesket.
Den 18. november håber jeg på din stemme til regionsrådet i Syddanmark.
Venstre i Kolding melder sig klar til at bakke op om ALFABO’s planer for et nyt boligbyggeri ved Riberdyb. Forslaget rummer 70 almene boliger og en samlet anlægssum på 151 millioner kroner, hvoraf kommunen kun skal bidrage med en grundkapital på 12 millioner kroner. Det kalder Venstre en solid investering i udviklingen af midtbyen.
Jakob Ville, borgmesterkandidat for Venstre, har flere gange opfordret de almene boligselskaber til at være med til at trække Kolding centrum i en ny retning. Derfor glæder det ham, at ALFABO nu tager fat i området, som længe har stået og manglet et løft.
»Det er præcis den type initiativ, vi har efterlyst. Riberdyb har alt for længe trængt til et løft, og med ALFABO’s engagement kan vi nu få gang i udviklingen og se byggekranerne rejse sig. Det er en investering i både fællesskab, grønne værdier og fremtidens Kolding« udtaler Jakob Ville.
Ifølge planerne skal byggeriet opføres i fire til fem etager med vægt på bæredygtighed, fællesskab og tilgængelighed. ALFABO er i forvejen kendt for at opføre almene boliger i høj kvalitet, og Venstre mener, at visionen passer godt ind i ambitionerne for Kolding midtby.
Samtidig lægger Venstre vægt på, at området også skal udstyres med ordentlige parkeringsmuligheder samt grønne og rekreative opholdsrum, så området bliver attraktivt for både naboer og besøgende.
Partiet opfordrer også private investorer til at melde sig på banen i forhold til udviklingen af Riberdyb og Holmsminde. Her ser Venstre et behov for, at både offentlige og private kræfter trækker i samme retning for at skabe en mangfoldig og bæredygtig bydel.
Venstre ser frem til byrådsbehandlingen og understreger, at de vil arbejde for at prioritere de nødvendige midler, så arbejdet ved Riberdyb kan komme i gang hurtigst muligt.
På tirsdag vælger vi de 25 mennesker, der skal styre et kommunebudget på over 3 milliarder og sidde i spidsen for en myndighed med indflydelse på væsentlige samfundsforhold. Byrådet – eller skal vi ikke snart til at sige kommunalbestyrelsen? – har tråde ud i alle verdenshjørner, og sidder med afgørende indflydelse på borgernes hverdag og fremtid. Middelfart Kommune er tillige kommunens største arbejdsplads med mange tusinde ansatte.
Vi er gået til valget uden at være i valgforbund for at være helt krystalklare på vores prioriteter; en fortsat grøn omstilling, et markant løft til børn og unge og bedre dialog med borgerne.
I valgkampen trækkes skillelinjerne op, men efter valget har borgerne en berettiget og helt legitim forventning om, at partier og lister finder sammen om fælles løsninger. Råd, lokaludvalg, foreninger, virksomheder og samarbejdspartnere skal kunne regne med, at en udstukket kurs forbliver den udstukne kurs. I Radikale Venstre vægter vi derfor det brede, tværpolitiske samarbejde, stabilitet og et udadvendt byråd i øjenhøjde med borgerne. Det kan fint kombineres med prøvehandlinger og udviklingstiltag. Skulle vi opnå et mandat ved valget på tirsdag, vil vi derfor arbejde for at få skabt et stabilt flertal omkring den næste borgmester, så vi fortsat sikrer ro om de overordnede strategiske beslutninger og en borgmester, der har et tydeligt mandat til at arbejde mellem møderne.
En stemme på Radikale Venstre, Liste B, er en stemme på det brede, tværpolitiske samarbejde, flerårige budgetter og et byråd der er i øjenhøjde med borgerne, og som engagerer sig i både de store og de små dilemmaer sammen med borgerne. Får vi indflydelse på valget af den næste borgmester, vil vi derfor kigge derhen, hvor vi får fortsat fremdrift i den grønne omstilling, et historisk løft til børn og unge i form af nye penge til områderne og en bedre dialog med borgerne. Radikale er det friske pust, der kan forny det politiske arbejde de næste 4 år.
Med ønsket om et godt valg på tirsdag.
på vegne af Liste B
Elisabeth Tejlmand
Spidskandidat for Liste B, Middelfart Radikale Venstre
Transport, miljø og velfærd stod øverst på dagsordenen, da 225 borgere fyldte Brenderup Realskole til valgdebat med stegt flæsk og skarpe pointer. Lokale udfordringer blev til fælles krav om handling – og kandidaterne fik syn for sagen.
Stegt flæsk og en fuld sal satte scenen for en af valgkampens mest konkrete debatter. På Brenderup Realskole stod Middelfarts kandidater skulder ved skulder – og blev mødt af vælgere, der ville have svar på alt fra busdrift og badevand til skoleliv og sagsbehandling. Det blev en aften, hvor hverdagen trumfede politik.
»Jeg synes, der skal være plads til os alle sammen, og det er sikkert, at vi kan finde løsninger, hvis vi arbejder sammen om det,« lød det fra en af de første talere – et udsagn, der satte tonen for en aften præget af uventet høflighed, men også klare skillelinjer.
Busserne blev aftenens brændpunkt
Debatten tog for alvor fart, da en lokal førstegangsvælger rejste spørgsmålet om offentlig transport. For mange i salen var det ikke et teoretisk emne, men et dagligt irritationspunkt – og pludselig var alle kandidater på banen.
Venstres borgmesterkandidat Anders Møllegård (V) foreslog at starte i det små: »Man kan godt prøve at lave en prøvehandling, og så se, hvis man nu sætter natbusser ind og kører nogle bestemte timer i weekenden, når børnene eller de unge gerne vil i byen. Vi skal analysere, hvad der egentlig er behov for.«
Hos Danmarksdemokraterne mente Jonas René Jensen (DD), at tiden for forsøg er forbi: »Vi vil indsætte gratis busser i Middelfart nu. Det er ikke nok at sætte gratis busser ind alene, for der skal også nogle flere afgange til.«
Flere partier pegede på, at løsningen ikke kun handler om penge – men om planlægning og prioritering. »Jeg vil i hvert fald ikke love gratis busser,« sagde Linda Johnsen (SF), »men jeg vil give kollektiv transport ekstra opmærksomhed og inddrage de mennesker, der skal bruge busserne, i beslutningen.«
Andreas Lausen (M) fra Moderaterne forsøgte at bygge bro mellem realisme og ambition: »Hvis vi skal have busser, der kører i faste intervaller, bliver det dyrt. Vi burde have en app, hvor man kan bestille transport efter behov – lidt som Flextrafik.«
Her blev linjerne tydelige: hvor nogle så investering, så andre innovation. Men fælles var erkendelsen af, at mobiliteten på tværs af kommunen er en forudsætning for fællesskab.
Fra transport til tillid
Fra busruter gled debatten naturligt over i et andet spørgsmål om bevægelse – denne gang den, der mangler i byggesagsbehandlingen. En borger rejste spørgsmålet om ligebehandling og tilladelser på havnefronten. Og hvor transportdelen havde samlet partierne, splittede dette emne dem.
»Reglerne skal være ens for alle. Vi kan ikke have et Middelfart, hvor nogen må, fordi de har penge eller forbindelser,« sagde JonasRené Jensen (DD) skarpt.
Borgmester Johannes Lundsfryd (S) svarede kontant: »Der er ikke forskelsbehandling. Vi har dygtige folk, der selvfølgelig overholder loven. Hvis man mener andet, må man bevise det.«
Mens salen delte sig mellem klapsalver og mumlen, forsøgte Andreas Lausen (M) at finde fælles fodslag: »Vi skal forbedre kvaliteten i byggesagsbehandlingen – ikke mistænkeliggøre medarbejderne, men skabe mere åbenhed og struktur.«
Linda Johnsen (SF) supplerede: »Det handler om forventningsafstemning. Borgerne skal vide, hvad de kan forvente – og hvornår.«
På den måde blev byggesagerne et symbol på noget større: forholdet mellem borger og byråd – tillid og transparens.
Badevand og balance
Fra systemkritik til saltvand: næste punkt på aftenens dagsorden blev badevandskvaliteten ved Varbjerg Strand. Her blev tonen skarpere. For mens de fleste var enige om problemet, var der delte meninger om, hvor hurtigt og hvordan der skulle handles.
»Vi skal handle hurtigere,« sagde André Charles Knudsen (Å) fra Alternativet. »Man kan lave en gyldetank, så vi samler regnvandet op og renser det, i stedet for at lade det løbe ud.«
Borgmester Johannes Lundsfryd (S) svarede pragmatisk: »Vi har vedtaget en spildevandsplan, og vi starter næste år med de ældste kloaksystemer. Det er en dyr løsning, men den rigtige.«
Elisabeth Tejlmand (R) fra Radikale Venstre kritiserede dog tempoet: »Vi kom med et forslag om en enkel anordning til 800 kroner, som kunne forhindre overløb – men Spildevand var ikke interesseret.«
Emnet udviklede sig hurtigt til en debat om landbrugets rolle i klimaindsatsen. Anders Møllegård (V) forsvarede erhvervet som »en vigtig del af vores identitet«, mens SF og Socialdemokratiet fastholdt, at miljøhensyn ikke må udvandes i samarbejdets navn.
Skolen – fælles håb og fælles frustration
Efter klimaet kom børnenes hverdag. Og hvis badevand kunne samle salen, så kunne folkeskolen for alvor engagere den.
»Jeg vil have nye penge i området, flere lærere, flere pædagoger og mere tid til nærvær,« sagde Elisabeth Tejlmand (R) og fik nik fra flere rækker.
Linda Johnsen (SF) fulgte op: »Vi skal give lærerne tillid og frihed lokalt til at lave de tilbud, der passer til børnene.«
Men fra højre side lød der bekymring. Louise Mejnert Ferslev (LA) sagde: »Vi bliver nødt til at stoppe med at trække børn ind i en almindelig skole, som ikke kan være der. Det er synd for alle.«
Borgmester Johannes Lundsfryd (S) tog mikrofonen og svarede med en pointe, der trak tråde tilbage til hele aftenens tema om forebyggelse og nærhed: »Hvis vi hjælper Emil allerede i første klasse, undgår han at skulle i specialtilbud senere. Det handler om at investere tidligt.«
Fra flæsk til fællesskab
Da applausen ebbede ud, stod ét indtryk tilbage: Middelfart Kommune vil mere end administration – kommunen vil forandring. Fra buslinjer og badevand til børn og byggesager blev der tegnet et billede af en by, hvor borgerne ikke bare spørger – de kræver svar.
Aftenen viste, at lokaldemokratiet lever, når det bliver konkret. Og at selv en tallerken stegt flæsk kan danne ramme om noget større: en fælles samtale om, hvad Middelfart Kommune skal være de næste fire år – og hvem der har modet til at føre det ud i livet.
Når vælgerne om få uger skal sætte deres kryds til byrådsvalget, er det ikke personlig prestige, der driver Søren Andersen fra Det Konservative Folkeparti og Jan Riisager fra Venstre. Det understreger de begge, da AVISEN møder dem til en længere samtale om økonomi, ledelse og borgernes tillid til byrådet.
»Der er ikke så meget på spil for mig personligt. Det synes jeg faktisk, der kører fint. Jeg synes måske, der er mere på spil i forhold til den enkelte borger i byen,« siger Søren Andersen og peger på, at det kommende byråd står midt i en rejse, hvor retningen langt fra er givet.
Han oplever, at flere borgere er i fare for at »komme til at stå på perronen«, hvis politikken fortsætter som hidtil. Sammen med blandt andre Jan Riisager har han forsøgt at komme med nye forslag og tænke anderledes, som han formulerer det.
Kritik af borgmesterpartiets linje
Særligt kommunens økonomistyring får de to kandidater til at spærre øjnene op. De undrer sig over, at borgmesterpartiet ikke har været med i budgetforligene de seneste år – og at vælgerne stadig ikke har fået en klar plan for hverken økonomien eller politikken.
»Hvis ikke man har en økonomisk plan for, hvordan man skal drive virksomheden, så vil man gå til grunde på et eller andet tidspunkt,« siger Jan Riisager og sammenligner kommunen med en stor virksomhed:
»Selvom man har det mest unikke produkt i hele verden, så går det galt uden styring. Hvis ikke man har lagt frem, hvad man går til valg på, så burde man som borger stille sig selv spørgsmålet: Hvad har de egentlig lyst til?«
Søren Andersen trækker på sine 37 år i bankverdenen.
»Hvis man skal forlænge noget eller stille nye kreditter til rådighed, så skal man jo have indsigt i budgetter, tanker om kunder og konkurrencesituationen. Det virker underligt, at man har en stor økonomi som her – uden at melde åbent ud, hvad det betyder, og hvilke knapper der skal drejes på for at optimere det. Det er symptomatisk, at man bare sætter sig med korslagte arme og ikke bidrager konstruktivt,« siger han.
Deres kritik går både på manglende åbenhed og manglende løbende styring.
»Hvis budgetterne ikke holder, så er der nogen, der svigter på delmålene. Man skal jo ikke først opdage et hul i skolevæsenet kvart i tolv. Det kunne man have fanget langt tidligere, hvis nogen havde overblik,« siger Søren Andersen.
Ledelse er ikke bare en titel
Begge kandidater vender flere gange tilbage til ledelse – eller mangel på samme.
»Når man ikke har en lederuddannelse eller har prøvet at være leder i mange år, så er det svært. At være politisk leder gør ikke i sig selv, at man er god leder. Nogle vil bare gerne være borgmester og glemmer at informere hele organisationen om, hvordan vi gør tingene klogest,« siger Jan Riisager.
Søren Andersen supplerer:
»Når jeg kigger på en virksomhed, ser jeg på, om der er en fornuftig bestyrelse, og om ledelsen er kompetent. På samme måde burde man spørge sig selv i en kommune: Har vi overblik? Spiller vi hinanden gode? Lytter vi til de faglige kompetencer, der allerede er ansat?«
Han oplever i dag et system præget af »lukkethed og små cirkler«, hvor det er svært for både borgere og medarbejdere at se den overordnede retning.
Ønske om mere åbenhed og borgerinddragelse
Et centralt mål for de to er at gøre politikken mere gennemskuelig og borgerne mere inddraget.
»Rigtig mange ting bliver afgjort i de enkelte udvalg. Når der så er byrådsmøde, er det hele næsten afgjort, inden man stemmer. Jeg så gerne, at man i højere grad synliggjorde, hvad der sker før og omkring de enkelte beslutninger,« siger Jan Riisager.
Han drømmer om mere borgerinddragelse – blandt andet ved at lytte langt mere til foreninger og brugergrupper:
»Vi vil gerne sætte byen lidt mere fri. Mere borgerinddragelse, mere lydhørhed. Hvis man lytter mere til for eksempel handicaporganisationer, cyklistforbund og foreningslivet, så føler flere sig hørt – også dem, der i dag måske bare er »to ud af 1300 sager«.«
Søren Andersen oplever, at mange borgere er blevet trætte af »mundhuggeri« og taburet-snakket:
»Der er rigtig mange, uanset alder og baggrund, der er trætte af det evindelige ævl og bævl. De vil hellere have nogle nøgterne mennesker, der vil noget godt for byen, og som lytter. Sådan nogle prøver vi at være,« siger han.
Skepsis over for »verdensklasse«-retorik
De to kandidater lægger ikke skjul på, at de har svært ved at se sig selv i de store armbevægelser om, at folkeskolen eller kommunen er »i verdensklasse«.
»Nogle gange får man en kop kaffe, og så er den simpelthen for tynd. Sådan har jeg det med nogle af de budskaber, der bliver sendt ud,« siger Jan Riisager.
»Vi kan ikke få en skole i verdensklasse. Men vi kan få en skole, der fungerer virkelig godt her i byen, hvor alle bakker op. Vi kan heller ikke få verdens bedste havmiljø, for det bestemmer vi ikke alene. Men vi kan få en god havn, der skaber job og beskæftigelse.«
Søren Andersen peger i stedet på en mere jordnær tilgang:
»Jeg vil hellere fokusere på den enkelte og hjælpe folk videre derfra, hvor de er – i små skridt. I stedet for at tale om stangspring og rekorder, må vi finde ud af, hvad der skal til, for at man kan komme over overliggeren. Det er min filosofi.«
Erhverv, foreningsliv og ansvar
Både Søren Andersen og Jan Riisager har dybe rødder i erhvervslivet og foreningsdanmark. Søren Andersen nævner selv sit mangeårige engagement i håndbold, fodbold og bestyrelsesarbejde, mens Jan Riisager blandt andet har modtaget Fredericia Kommunes CSR-pris.
»Jeg har haft ansvar for rigtig mange mennesker, ikke kun dem, der var ansat, men hele deres familier. Hvis ikke jeg havde arbejde til dem, gik det ud over en hel familie. Den ordentlighed og omhyggelighed tager jeg med ind i politik,« siger Jan Riisager.
Han fortæller om samarbejder med Jobcenter, Business Fredericia og EUC Lillebælt, hvor hans virksomhed har været med til at få kontanthjælpsmodtagere og udsatte i praktik og job.
Også den del vil han gerne bygge videre på i byrådssalen:
»Vi kan få flere veteraner og udsatte i arbejde, så de føler, de har noget at byde ind med hver dag. Det kræver, at vi giver nogle af byens enheder lidt mere frihed, så de ikke er så styret af Christiansborg.«
Ambitioner for erhverv og arbejdspladser
For Søren Andersen er erhvervspolitikken et af de områder, hvor kommunen kan og bør rykke sig markant.
»Vi burde ligge højere på erhvervsvenlighed. Vi har jernbane, vi har vand, vi har motorvej og en stor havn – alt burde være til stede. Business Fredericia gør et stort stykke arbejde, og byen ser helt anderledes ud, end da jeg kom hertil. Men vi kan mere. Jeg kunne godt tænke mig, at vi blev næstbedst i landet på erhvervsfokus. Det er et realistisk, men ambitiøst mål,« siger han.
To kandidater – to begrundelser
Spørgsmålet til sidst er det oplagte: Hvorfor skal vælgerne sætte deres kryds ved netop dem?
»Man skal stemme på mig, fordi jeg er garanti for et samlende individ i et fremtidigt byråd. Jeg kan samarbejde med alle, jeg har respekt for alle, og jeg er god til at lytte,« siger Søren Andersen.
»Jeg er god til at få ting til at ske og finde fællesnævnere, som alle kan tappe ind i, så byrådet kan fremstå dynamisk og enigt – uanset hvilken plads jeg får. Med mit liv inden for ledelse og bestyrelsesarbejde får man én, der har noget at have det i og som kan få to plus to til at blive fem.«
Jan Riisager formulerer sit svar sådan:
»Jeg har en lyst og et gåpåmod til at gøre en forskel – og jeg ved, at jeg kan. Jeg har arbejdet med mennesker, der stod langt fra arbejdsmarkedet, jeg har fået CSR-prisen i 2024, og jeg er vant til at tage ansvar for både ansatte og deres familier. Den ordentlighed og medinddragelse vil jeg tage med ind i byrådet for at skabe en bedre by.«
Og selv om de kommer fra hver sit parti, ser de sig selv som et makkerpar, der kan trække samme retning.
»Hvis man kan nogenlunde tappe ind i mig, så kan jeg godt tage fat i tømmerne,« siger Søren Andersen med et smil.
»Og så kan Jan tage fat i gearstangen. Så skal vi nok få det der fikset.«
Når Per A. Moos Laursen stiller op for SF i Fredericia, er det med en kombination af miljøpolitisk engagement og social bevidsthed. Han vil have handling bag ordene om grøn omstilling, rydde op i kommunens gamle forureninger og skabe en beskæftigelsespolitik, der hjælper mennesker videre – ikke parkerer dem.
»Mit hovedfokus er miljøpolitikken. Vi skal have gjort noget ved forureningen af Lillebælt og have nedbragt udledningen af næringsstoffer fra landbruget. Samtidig skal vi tage støjproblemerne i byen alvorligt – det er et voksende problem for mange,« siger Per A. Moos Laursen.
Han peger desuden på et emne, der ifølge ham er blevet overset: de gamle jordforureninger i Fredericia. »Der er især områder som Randalsvej og Randalshaven, hvor der for mange år siden blev deponeret giftigt affald – blandt andet tromler med skummaterialer fra gamle fjernvarmefabrikker. Det er aldrig blevet ryddet op, og ingen taler om det længere. Det er et overset miljøproblem, vi bliver nødt til at tage fat på,« siger han.
En ny kurs for beskæftigelsespolitikken
Ud over miljøet er Per A. Moos Laursen optaget af de sociale og arbejdsmarkedsmæssige udfordringer. Han mener, at mange borgere på kontanthjælp er blevet tabt i systemet. »Vi har et stigende antal ledige, der hænger fast i kontanthjælpssystemet. Mange af dem har psykiske diagnoser, men venter i årevis på afklaring, fordi psykiatrien halter. Det er helt urimeligt,« siger han.
Han ønsker en markant ændring af beskæftigelsesreformen, som ifølge ham rammer de svageste. »Reformen bør rulles tilbage på centrale punkter. Vi skal genopfinde en ordentlig social- og beskæftigelsespolitik, der handler om revalidering, afklaring og førtidspension – ikke om tvang og kontrol. Mange af de her mennesker har ingen arbejdsevne tilbage, og de skal have ro og værdighed i stedet for at blive sendt rundt i systemet,« siger SF-kandidaten.
Grøn energi og solceller på kommunens tage
Per A. Moos Laursen ønsker, at Fredericia bliver forgangskommune for grøn energi. Han foreslår, at kommunen – i samarbejde med energiselskaber – går forrest med at opsætte solceller på kommunale bygninger. »Vi har enorme tagflader på skoler, plejehjem, rådhuset og i Tavlov-området, hvor der ligger store lagerhaller. Det er oplagte steder at etablere solceller. Kommunen bør tage initiativet og være med til at skabe selskaber, der kan realisere projekterne,« siger han.
Han ser den grønne omstilling som en økonomisk investering, ikke en udgift: »Det handler ikke kun om klima, men også om at skabe arbejdspladser og sikre Fredericia en bæredygtig fremtid. Det er her, vores næste store potentiale ligger.«
Vil spare på eliteidræt
Når det gælder finansiering, mener Per A. Moos Laursen, at kommunen kan frigøre midler ved at skære ned på støtten til eliteidræt. »Jeg synes, det er urimeligt, at Fredericia Kommune betaler huslejen på Monjasa Park for FC Fredericia. Det er trods alt en privat virksomhed, ikke en kommunal opgave. Det samme gælder støtten til håndbolden i Hansen Arena. Vi kan bruge pengene bedre på grøn omstilling og velfærd,« siger han.
Ønsker respekt og samarbejde i byrådet
Per A. Moos Laursen håber på et nyt byråd med en bedre samarbejdskultur. »Det er nødvendigt, at vi lærer at tale til og med hinanden på en respektfuld måde. Den seneste periode har været præget af for mange konflikter og for lidt dialog. Vi skal tilbage til et byråd, hvor man kan samarbejde om løsninger i stedet for at skændes om problemer,« siger han.
En kommune med grøn kurs og socialt ansvar
Hans vision for Fredericia er klar: en kommune, der tager hånd om både miljøet og menneskerne. »Fredericia skal videre med den grønne omstilling. Vi skal have solceller, vindmøller og måske endda genoptage forsøg med bølgekraft – det passer perfekt til vores beliggenhed ved Lillebælt. Samtidig skal vi sikre, at ingen falder gennem systemet, og at velfærd betyder værdighed. Det er den balance, jeg gerne vil arbejde for,« siger Per A. Moos Laursen.
Venstres Kent Mosgård arbejder for, at Middelfart får nærpolitiet tilbage til Middelfart. Som kriminalassistent ved Fyns Politi ved han, hvor presset området er – og kalder det »ikke holdbart«, at der kun er politi i byen et par timer om måneden.
Mens forhandlingerne om et nyt politiforlig er i gang på Christiansborg, har Middelfart Venstre valgt at gøre nærpolitiet til en mærkesag. Bag ønsket står byrådsmedlem Kent Mosgård (V), der til daglig arbejder som kriminalassistent ved Fyns Politi.
»Det er jo både min og egentlig også Venstres mærkesag at prøve at få dem til at tænke i Middelfarts retning i forhold til at få placeret en nærpolitistation herude. Jeg synes, Assens og Nyborg var jo dem, der fik sidst,« siger han.
Middelfart har flere sager end nabobyerne
Ifølge Mosgård er det på tide, at Middelfart får samme prioritet som de øvrige vestfynske kommuner, der allerede har fået nye nærpolitienheder.
»Hvis man sådan lige skal veje op, hvor meget mere der er i Middelfart af politirelevante sager – jeg er jo politimand, så jeg ved jo lidt om det – så er sags-trykket på de fleste områder større i Middelfart,« siger han.
Han peger på en række konkrete forhold, der belaster politiets arbejde i området.
»Vi har to broer, som jo genererer sager. Desværre ulykkelige omstændigheder, at folk kaster sig ud fra dem. Men selvfølgelig også, at det er et knudepunkt i forhold til både tog og biler,« siger han og fortsætter:
»Så har vi motorvej. Det har Nyborg godt nok også, men det har Assens jo i hvert fald ikke. Og du ved jo selv, hvor mange uheld der er derude på den vestfynske motorvej – især på Middelfart-strækningen.«
Et område med tunge sager
Udover trafik og ulykker rummer Middelfart også flere institutioner, som kræver politiets tilstedeværelse.
»Vi har en af Danmarks største retspsykiatrier liggende, og det genererer også sager. Vi har Egeløkke og ungdomsinstitution,« siger Kent Mosgård.
Han fremhæver desuden en nyere kriminalitetstype, der rammer mange ældre borgere: kontaktbedrageri.
»Det nye, det er alle de her kontaktbedragerier, hvor de ældre bliver opsøgt – telefonisk eller på deres bopæl, hvor man så lokker hævekortene ud af dem. Og der er det jo netop, at der skal være noget politi i byen,« siger han.
For Mosgård handler det om reaktionstid.
»Det handler om hurtigst muligt at komme ud og fange dem på bopælen eller nede ved hæveautomaten. Fordi det, de jo skal efterfølgende, det er jo ned til en hæveautomat og så få hævet så mange penge på kortet, inden det bliver spærret,« siger han.
Kun to timer om måneden
I dag er politiets lokale tilstedeværelse i Middelfart begrænset til et par timers åbning på rådhuset – en ordning, Kent Mosgård ikke mener, kan kaldes nærpoliti.
»Det er jo en gang om måneden, at der sidder en politimand oppe på rådhuset i to timer. Og det kan man jo ikke engang kalde nærpoliti,« siger han.
Han har allerede rejst sagen over for Venstres formand Troels Lund Poulsen, som han håber vil tage Middelfart med som et konkret ønske i de igangværende forhandlinger.
»Jeg spurgte, om han ikke kunne tage et ønske med tilbage til ham, der sidder og forhandler politiforlig på Venstres vegne. Fordi det netop er aktuelt lige nu. Og han var åben for at tage det med,« siger Mosgård.
Et fælles ansvar
Kent Mosgård ser sagen som et oplagt område, hvor byrådet bør stå sammen.
»Jeg synes jo, at vi skal bruge de kanaler, vi nu har inde på Christiansborg. Det forhandles lige nu. Jeg har jo også lagt op til resten af byrådet, at de gør det samme – de forskellige partier. Men det ved jeg jo ikke, om de har gjort. Jeg har ikke lavet en spørgerrunde,« siger han.
Han understreger, at behovet for nærpoliti ikke er et partipolitisk spørgsmål, men et lokalt behov for tryghed og synlighed.
»Det er sådan noget, lokalpolitik kan tage sig af. Indbrud – og kende de lokale banditter,« siger han.
Perspektiv: Middelfart i politiets blinde vinkel
Mens både Nyborg og Assens allerede har fået etableret lokale politienheder, står Middelfart stadig uden fast nærpolitistation. Kent Mosgård frygter, at byen bliver en blind plet på Fynskortet, hvis ikke Christiansborg prioriterer anderledes.
For ham er nærpolitiet ikke bare symbolpolitik, men et spørgsmål om borgernes sikkerhed.
»Der skal være noget politi i byen,« siger han.
Han håber, at sagen får bred opbakning i byrådet – og at den kommende politiaftale vil tage Middelfarts virkelighed alvorligt.
Når tonerne fra »Let Me Entertain You« blander sig med julekalendersange og Nissernes Vagtparade, er det ikke kun et koncertprogram – det er et billede på Fredericias kulturelle puls. Søndag den 14. december klokken 15.00 fyldes Eksercerhuset af musik, tradition og nytænkning, når Fredericia Post Orkester afholder sin årlige julekoncert – for 43. gang.
»Julekoncerten, det er jo efterhånden fast tradition. Jeg tror, det er 43 år siden, det startede,« siger formand Betina Lyngsø med et smil, der rummer både stolthed og respekt for historien.
Et års arbejde – én eftermiddag i lys og lyd
Julekoncerten er ikke bare endnu en optræden. Det er kulminationen på et helt års arbejde. »Vi arbejder faktisk med det helt fra januar,« fortæller Lyngsø. »Vi har to store koncerter – dels 5. juli på Landsoldaten og så den her julekoncert. Vi har også nogle små nede ved krydstogtskibene, men det er de store, hvor vi simpelthen bruger nærmest hele året på at forberede os på, at det skal være i orden.«
Efter mange år på Fredericia Teater har orkestret nu fundet ro i de nye rammer. »Vi blev jo rykket fra Fredericia Teater for fem år siden. Men nu er der egentlig faldet fin ro på, og vi er blevet glade for, at det ser ud, som det gør,« siger hun.
Koncerten er både en fejring af julen og af fællesskabet – et fællesskab, der i stigende grad favner generationerne.
Unge stemmer, gamle traditioner
For Fredericia Post Orkester handler julekoncerten i år om at bygge bro mellem byens mange musikalske lag. »Vi prøver at binde aktørerne i Fredericia sammen. På den måde, at vi bruger unge musical-solister – altså nyuddannede musical-solister. De er faktisk vokset op i Fredericia, de her to solister: Cristopher Rørmose og Kathrine Lemmeke Madsen,« fortæller Lyngsø.
Sammen med en lokal fløjtesolist og et særligt indslag med6.juli garden, der repræsenterer den næste generation af musikere, som orkestret gerne vil åbne dørene for.
»Vi vil rigtig gerne sikre en fødekæde, så når gardisterne er blevet for gamle til garden, kan de også have lyst til at spille ved os,« siger hun.
Denne lokale forankring og ambition om at skabe sammenhæng er en del af Fredericia Post Orkesters DNA – et orkester, der både bærer byens historie og dens fremtid i sit repertoire.
Et program, der spænder fra »Lion King« til »Julefeber«
Selve koncertprogrammet er et møde mellem generationer, genrer og stemninger. »I år har vi en del musicals. Vi har Lion King. Så har vi Let Me Entertain You og et nyt skrevet potpourri med julekalendersange fra de seneste fem år – altså med Tinka, Valdes Jul,Julefeber og alle klassikerne,« fortæller Betina Lyngsø.
Men orkestret værner stadig om de gamle traditioner: »Vi har også den nyeste Kongemarch på programmet, og så selvfølgelig Nissernes Vagtparade. Det er altid med, men vi prøver også at forny det lidt.«
Det er denne balance mellem det kendte og det nye, der giver koncerten sin særlige energi – og som ifølge Lyngsø afspejler både byens og orkestrets udvikling.
»Traditionelt har det jo egentlig været sådan, at man tror, det er gammel musik, vi spiller, men det er faktisk tilpasset nutiden. Vi har også nogle yngre i orkestret, som vi lytter til, hvad de gerne vil have, og vi øver det også til, hvad de ældre gerne vil have.«
Et fællesskab i takt med byen
Fredericia Post Orkester er et af de kulturprojekter, der binder byen sammen på tværs af alder, baggrund og ambition. For mange publikummer er julekoncerten blevet et fast holdepunkt i december – en musikalsk ramme om forventningens glæde.
»Det plejer at være, at folk tager rigtig godt imod det,« siger Lyngsø. »Jeg håber, at folk tager julestemning og en lyst til at deltage i næste år med sig. Fordi netop at have den der tradition, at folk de kommer gang på gang – det betyder noget.«
Men der er også praktiske hensyn: økonomien er presset, og orkestret er afhængig af støtte. »Vi vil jo forfærdelig gerne have, at det giver overskud. Lige nu kan vi ikke helt få det til at køre rundt. Men kommunen er så hjælpelig med at give os en underskudsdækning,« siger hun.
Kulturen som kontinuitet
Midt i en tid, hvor mange musikforeninger og amatørorkestre kæmper for at overleve, står Fredericia Post Orkester som et eksempel på, at tradition og fornyelse kan spille sammen i takt. Det handler ikke kun om musik – men om byens evne til at skabe kulturel kontinuitet og engagement på tværs af generationer.
»Kom i godt humør,« siger Betina Lyngsø og smiler. »Det er meget glad musik, og man kan ikke andet end at synes, det er godt. Det synes vi jo.«
Når koncerten rammer sin sidste tone den 14. december, er det ikke kun en afslutning på et års arbejde – men begyndelsen på det næste.
Venstres Pernelle Jensen: »Det er glædeligt, at vi får et sundhedstilbud mere til Fredericia«
Der er næsten et år mellem, at en patient bliver henvist til en høreklinik – og til, at vedkommende rent faktisk får sit høreapparat. Ventetiden i Region Syddanmark er op mod 52 uger, og ifølge Venstres Pernelle Jensen, der stiller op som kandidat til regionsvalget, er problemet akut i Sygehus Lillebælts optageområde.
»Hvis man kigger på landsplan, så er der ca. 300.000, der har brug for et høreapparat. Så kigger man på ventetiden i vores region, og der er den ret lang – særligt her i Sygehus Lillebælts optageområde. Der har vi en ventetid på 52 uger,« siger hun.
Årsagen er ifølge Jensen ikke kun et spørgsmål om kapacitet, men også et udtryk for, at frit sygehusvalg i praksis presser de syddanske klinikker.
»Ventetiden er lang, fordi vi bliver presset af mange patienter fra Region Midtjylland. De har en meget lang ventetid, og så er der jo frit sygehusvalg – så vælger de høreklinikken her i Sygehus Lillebælt. Det skaber en meget lang ventetid for vores egne borgere og vores egne patienter.«
Nye hørebokse og flere hænder
For at komme presset til livs foreslår Venstre – med opbakning i regionsrådet – en række konkrete tiltag. Blandt dem er flere hørebokse, der kan lette ventetiden og bringe behandlingen tættere på borgerne.
»Noget af det, man kan gøre, det er, at man kan sætte nogle flere hørebokse op. En høreboks er jo et sted, man kommer ind og får lavet en høreprøve og får justeret sit høreapparat,« siger Pernelle Jensen.
Der er lagt op til, at regionen kan opsætte 1–3 ekstra hørebokse i sundhedshusene, blandt andet i Kolding og Fredericia Sundhedshus.
»Det er jo glædeligt, at vi får det her tilbud til Fredericia, fordi det vil jo gøre, at patienterne her har ret kort vej til en høreklinik – altså hvis den kommer til at ligge oppe på Sundhedshuset. Og det er jo det forslag, jeg siger, at vi foreslår.«
Derudover ønsker hun at ansætte flere audiologiassistenter, som kan aflaste de specialiserede høreklinikker, og at udvide den såkaldte “samme-dag-service” – et tilbud, hvor man kan blive både udredt og få sit høreapparat samme dag, som allerede fungerer på Odense Universitetshospital.
»Det tilbud, de har på OUH, hvor man kan komme til udredning og få et høreapparat samme dag, det foreslår vi også at brede ud til de andre sygehuse,« siger hun.
Et spørgsmål om lighed – og lyd
For Jensen handler det ikke kun om teknik og kapacitet, men om lighed i sundhed. Når borgere i Fredericia og Kolding må vente et helt år på noget så grundlæggende som at kunne høre, går det ud over både livskvalitet og deltagelse i hverdagen.
»Det er jo glædeligt, at vi får et sundhedstilbud mere til Fredericia, så borgerne her i byen ikke skal til Vejle, men kan tage det på Fredericia Sundhedshus,« siger hun.
Et høreapparat er ikke bare et hjælpemiddel – det er et redskab til at bevare kontakten til verden omkring sig. For mange ældre betyder det forskellen på at kunne følge med i samtaler, deltage i fællesskaber – eller isolere sig i tavshed.
Når ventetiden overstiger et år, risikerer man, at problemerne vokser. Nogle opgiver helt at få hjælp, mens andre ender med forværring af hørelsen og sociale følgevirkninger som ensomhed og depression.
Regionens rolle i et frit valg
Udfordringen peger også på et strukturelt problem, som mange regioner kæmper med: at patienter krydser regionsgrænserne i jagten på hurtigere behandling. For mens frit sygehusvalg på papiret giver mere valgfrihed, skaber det i praksis uens belastning af systemet.
Det er netop det paradoks, Pernelle Jensen ønsker at adressere: at friheden til at vælge ikke må føre til ulighed mellem regionerne.
»Når Region Midtjylland har længere ventetid, søger mange patienter mod os. Og det er forståeligt. Men vi bliver nødt til at sikre, at vores egne borgere ikke ender bagerst i køen,« siger hun.
Forslaget om hørebokse og ekstra personale er derfor ikke kun et spørgsmål om logistik, men om lokal kapacitet og prioritering – at borgerne i Syddanmark ikke skal betale prisen for strukturelle ubalancer.
Perspektivet: Hørelsen som lighedsmål
De kommende måneder skal regionen vurdere, hvordan initiativerne kan gennemføres. Hvis planerne bliver realiseret, kan de nye hørebokse i Fredericia og Kolding stå klar i løbet af 2026.
Dermed bliver Sygehus Lillebælt et pilotområde for en ny model, hvor ventetiden kan reduceres markant – og hvor behandlingen kommer tættere på patienterne.
For Pernelle Jensen er målet klart: at skabe et sundhedsvæsen, der ikke bare måler effektivitet, men mærkes i hverdagen.
»Det er jo glædeligt, at vi får et sundhedstilbud mere til Fredericia, så borgerne her i byen ikke skal til Vejle, men kan tage det på Fredericia Sundhedshus,« gentager hun. »Det er det, lokalpolitik skal handle om – konkrete forbedringer, der gør en forskel i menneskers liv.«
Et nyt borgerforslag rejser en principiel debat om demokrati, tillid og respekt for vælgernes kryds. Forslaget er stillet af Kaj Johansen, tidligere medlem af...
