Byggesagsbehandlingstiden i Fredericia falder markant – fra 124 til 22 dage

0
Byggesagsbehandlingstiden i Fredericia falder markant – fra 124 til 22 dage

Nogle steder i landet må bygherrer vente i månedsvis på en byggetilladelse, men i Fredericia er virkeligheden en anden. Ifølge nye tal fra DI Byggeri er kommunens gennemsnitlige byggesagsbehandlingstid faldet fra 124 dage i 2023 til blot 22 dage i 2024. En reduktion på mere end 100 dage på et enkelt år.

Mens landsgennemsnittet stadig ligger på 58 dage, er Fredericia nu blandt landets hurtigste kommuner. Og det står i skærende kontrast til de kommuner, hvor sagerne trækker ud. I Slagelse tager det i gennemsnit 250 dage at få en byggetilladelse, mens Vallensbæk, der ligger i den anden ende af skalaen, klarer det på tre dage.

Fredericia rykker på byggesager

Byggesagsbehandlingstider har længe været et ømt punkt i den kommunale forvaltning. For erhvervslivet kan lange ventetider betyde forsinkelser, ekstra omkostninger og i værste fald tabte investeringer. For private boligejere, der venter på godkendelse til en tilbygning eller et nyt hus, kan månedlange sagsbehandlingstider sætte drømme på pause.

Fredericia Kommune har det seneste år skilt sig ud med en markant reduktion i byggesagsbehandlingstiden. For mens mange kommuner stadig kæmper med lange ventetider, har Fredericia formået at effektivisere sagsgangen og nå hurtigere afgørelser.

En del af forklaringen kan være, at antallet af byggesager generelt har været lavere de seneste år. Stigende renter og dalende byggeaktivitet har betydet færre ansøgninger på landsplan, hvilket kan have givet sagsbehandlerne mere luft i kalenderen.

Men de længste ventetider skyldes ikke nødvendigvis, at der er flere ansøgninger. Tallene tyder snarere på, at forskelle i arbejdsgange og prioriteringer har stor betydning for, hvor hurtigt sager bliver behandlet.

Syd- og Østjylland blandt de hurtigste

Fredericia placerer sig i en landsdel, hvor byggesagsbehandlingstiden generelt er blandt de korteste. I både Sydjylland og Østjylland kan ansøgere forvente en ventetid på omkring en måned, hvilket gør områderne til landets hurtigste.

I den anden ende af skalaen ligger Bornholm og store dele af Sjælland, hvor gennemsnitlige ventetider strækker sig over henholdsvis syv og to måneder.

Fantastisk med liv i historisk bygning

0

Tøjeksperten åbner snart en ny butik i Fredericia, og Business Fredericias detail- og eventkoordinator, Lotte Fenneberg, ser den kommende åbning som en stor gevinst for byens handelsliv, hvor også Ole Mortensen fortsætter med et nyt stærkt brand under navnet S.M. Andersen | MIAMI.

Nu kommer der liv i den historiske Danske Bank-bygning, og det glæder Lotte Fenneberg. Liv i midtbyen er nem win-win for alle butikker, restauranter og cafeér.

– Jeg synes, det er fantastisk, at vi får endnu en tøjbutik i byen. Samtidig er det en god udnyttelse af de gamle lokaler fra Danske Bank, som har en central beliggenhed og bidrager til byens handelsliv, siger Lotte Fenneberg, og fremhæver, at Tøjekspertens flytning er med til at styrke byens handelsområde yderligere.

Lotte Fenneberg roser også Ole Mortensen, der driver S.M. Andersen | MIAMI, som fortsætter i de nuværende lokaler. Hidtil har butikken heddet MIAMI TØJeksperten.

– Det er imponerende, at Ole Mortensen driver butikken videre, og så endda lancerer et nyt navn, der også har historiske rødder. MIAMI har eksisteret i mange år, og han ejer stadig den kendte butik. Det er en del af Fredericias handelsstolthed, at man kan eje sin egen butik. Og kunderne skal nok strømme til, siger Lotte Fenneberg og understreger vigtigheden af at bakke begge butikker op.

Hun påpeger, at de to butikker henvender sig til forskellige segmenter af kunder, hvilket gør det muligt for dem at eksistere side om side og skabe en bredere kundestrøm til området.

– Vi skal også huske at bakke begge butikker op, for der er plads til dem. De henvender sig ikke helt til samme segment, som jeg ser det. Det er ligesom med Netto og Rema – butikker placerer sig ofte tæt på hinanden, fordi det skaber mere kundestrøm. Og det er jo sjældent de samme kunder, der går ind i dem. Det er også positivt for byens øvrige butikker. Det skaber liv, siger Lotte Fenneberg.

Fenneberg ser både Tøjeksperten og MIAMI som en del af en større tendens i detailhandlen, hvor kunderne ikke kun handler, men også søger en oplevelse.

– Begge butikker følger jo en trend, hvor folk ikke bare vil købe tøj, men også have en oplevelse. Ole har jo også nævnt, at han ønsker større lokaler for at give kunderne netop det. Så de er begge en del af den nye kunderejse, hvor shopping handler om mere end bare at handle, fortæller hun.

Lotte Fenneberg ser derfor den kommende udvikling som en stor gevinst for Fredericia, da den både styrker byens handelsliv og bidrager til at skabe en mere dynamisk og mangfoldig detailhandel.

– Det er en kæmpe gevinst for begge butikker. Jeg synes, det er konge. Og det er fantastisk for byen, at vi kan trække så meget handel til, at en ny butik kan åbne. Især i en tid, hvor man ofte hører om butikker, der lukker. Det er positivt at se, at der stadig er vækst i handelslivet, afslutter Lotte Fenneberg.

“Støj” eller “sundhed og troværdighed”?

0
“Støj” eller “sundhed og troværdighed”?

Vi er en samlet gruppe af borgere, bosiddende i nabolagene rundt om havnen i Fredericia. Vi dækker kvartererne hele vejen inde fra Kanalbyen, over Prangervej-området og videre ud til Sandal. Vi er dybt bekymrede over udsigten til den øgede støjforurening, som en mulig miljøgodkendelse til skrotvirksomhed på havnen vil medføre – med skibsanløb på op til 220 dage årligt!

Vilkårene i miljøgodkendelsen strider imod Fredericia Kommunes egne planer for støjreduktion, bæredygtighed og borgernes trivsel. Kommunen og medlemmerne af Fredericia Byråd har bl.a. arbejdet med:
• “Fredericia Kommunes Støjhandlingsplan” (godkendt af Fredericia Byråd – Januar 2023),
• “Forslag til Kommuneplan 2025-2037”,
• “Fredericia Kommune – Strategi for bæredygtig udvikling 2024” (underskrevet af Steen Wrist, Tommy Rachlitz Nielsen og Fredericia Byråd – December 2023),
• “Vision 2033”, hvor Fredericia profileres som “Grøn i Verdensklasse” og “Børnefamiliers førstevalg”.

En miljøgodkendelse, der langt overskrider de anbefalede støjgrænser, er en klar modsætning til dette.

Det er måske ikke nemt for den almindelige borger at fornemme, hvordan en øget støjpåvirkning vil opleves, men der findes adskillige veldokumenterede helbredsrisici ved støjpåvirkninger, herunder:
• Forhøjet blodtryk og øget risiko for hjertekarsygdomme,
• Søvnforstyrrelser, stress og forringet livskvalitet,
• Nedsat indlæringsevne hos børn.

På trods af disse faktorer agter byrådet i Fredericia at meddele godkendelse til at øge grænseværdierne til niveauer langt over det, der af Styrelsen for Patientsikkerhed anses som værende helbredsmæssigt forsvarlige.

Skibenes hjælpemotorer bidrager ydermere til NOx-udledning, der udover at være miljøbelastende, også er dokumenteret sundhedsskadelig. NOx fremkalder syreregn, jordnær ozon og er kræftfremkaldende. Landstrøm ville kunne mindske dette, men det er ikke påkrævet for den aktuelle type skibe, og ADP har ingen planer om at etablere dette – i modsætning til andre danske havne, der prioriterer grønne løsninger.

Opfordring til handling:
Fredericias attraktivitet skal bevares. Vi skal være en by, vi kan være stolte af, og som folk vælger til – en by, hvor sundhed og livskvalitet prioriteres.
Fredericia Byråd – tag den rigtige beslutning – for borgerne, for byen og for fremtiden.

Sluttelig kommentar fra gruppen:
Lad det være slået fast, at vores mål med dette læserbrev på ingen måde er at lukke havnen! Havnen er grundlæggende en god – ja, man kan vel nærmest kalde den en ”institution” for byen. Her bidrages til samfundet med gode arbejdspladser og velfungerende virksomheder. Vi ønsker blot, at havnen udvikles i takt med planerne for byen og i respekt for de familier og flere hundrede beboere, der er naboer hertil.

Det kostede “Kongeby”

0
Det kostede “Kongeby”

Fredericia Kommune har brugt 250.824 kroner eksklusiv moms på eksterne leverandører i forbindelse med bosætningsstrategien “En kongeby”. Det fremgår af aktindsigt, som Fredericia AVISEN har modtaget fra kommunen.

Strategien blev første gang præsenteret på et pressemøde i december, hvor kommunen sammen med Business Fredericia løftede sløret for en omfattende indsats, der skal gøre Fredericia mere attraktiv for nye borgere. Ved præsentationen blev det fremhævet, at bosætningsstrategien ikke kun handler om at trække flere tilflyttere til byen, men også om at fastholde eksisterende borgere ved at styrke de lokale fællesskaber og forbedre livskvaliteten. Strategien løber frem til 2033 og har et mål om at øge Fredericias indbyggertal til 55.000.

Beløbet, der er brugt på strategien, dækker blandt andet udgifter til fotografering, video, ny hjemmeside, webtilgængelighed, tilflytterportrætter, grafisk arbejde, konsulenttimer, trykt materiale og annoncering.

Dertil kommer et internt tidsforbrug, som kommunen dog ikke har opgjort. Ifølge svaret fra Fredericia Kommune er en række opgaver løst internt, men da de berørte afdelinger ikke registrerer tidsforbrug på enkeltprojekter, kan den samlede ressourceindsats ikke opgøres.

Fredericia Kommune har i den forbindelse lanceret en ny hjemmeside, brandingmaterialer og en række konkrete initiativer, der skal understøtte strategien. Blandt de første tiltag er velkomstarrangementer for nye borgere i udvalgte bydele, ligesom erhvervslivet inddrages aktivt i arbejdet med at skabe en samlet fortælling om Fredericia som en attraktiv by at bo og arbejde i.

Samarbejdet mellem kommunen og Business Fredericia har ifølge strategiens ophavsmænd været en central del af processen. Ambitionen er at udnytte Fredericias historiske og geografiske fordele og samtidig skabe en stærkere identitet for byen. Kommunens formand for Bosætnings- og Turismeudvalget, Susanne Eilersen (O) har understreget vigtigheden af at investere i bosætning for at sikre vækst og udvikling i kommunen.

Strategien har dog også skabt debat, særligt omkring de økonomiske prioriteringer, men også navnet hvor konkurrencen er stor, når man digitalt undersøger ordet og ideen om “Kongeby”.

Læs også

USA s tidligere præsident Joe Biden kan med rette roses for meget

0
USA s tidligere præsident Joe Biden kan med rette roses for meget

USA ˋs tidligere præsident Joe Biden kan med rette roses for meget. Transatlantisk solidaritet til NATO, økonomisk fremgang i USA og høj beskæftigelse.

Men, men. Han valgte at fjerne Winston Churchills buste fra kaminhylden i Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus. En sjælden grad af historieløshed over for den mand, der valgte at stå op imod Nazityskland og Hitler, og som den 5 marts 1946 holdt “Jerntæppetalen” i Fulton Missouri som et billede på forskellen imellem de vestlige demokratier og de russisk dominerede diktaturer i Østeuropa.

En om muligt endnu større grad af historieløshed var, da Donald Trump “pudsede sine fjer” ved efter at være tilbage i Det Hvide Hus at støve Winston Churchills buste af og lod den vende tilbage til kaminhylden.
En større modsætning til Winston Churchill end Donald Trump findes ikke. Donald Trump står for alt det, Winston Churchill ikke stod for, nemlig for snæver national egoisme, kræmmermentalitet, storhedsvanvid og en fedten for despoter som Vladimir Putin og Kim Jong Un.

Ingen tvivl om, at hvis Winston Churchill fra sin grav på St. Martins Church kirkegård i Bladon i Oxfordshire kunne bestemme, så ville han på kaminhylden vender ryggen til den Donald Trump og alt det, den 47 præsident i USA står for.

Enhedslisten: Tråden mangler gennemsigtighed

0
Enhedslisten: Tråden mangler gennemsigtighed

Enhedslistens byrådsmedlem i Middelfart, Lasse Schmücker, udtrykker alvorlig bekymring over Tråden-projektets økonomi og den manglende gennemsigtighed omkring beslutningsprocessen.

Tråden er et nyt samlingspunkt i Middelfart, der består af tre ombyggede haller, der skal indeholde et ungemiljø, en eventhal og et område med street food og bryggeri. Projektet er planlagt som et treårigt prøveprojekt med en økonomisk bevilling på 13 millioner kroner. Men Schmücker er kritisk overfor, hvordan projektet er blevet præsenteret for byrådet og borgerne.

Siden økonomien bevilliget har Middelfart AVISEN fået flere henvendelser fra borgere, som stiller spørgsmålstegn ved

– Det er tit svært at gennemskue, hvad vi siger ja til, når beslutninger bliver truffet bag lukkede døre. Jeg har ikke haft indsigt i grundlaget for Tråden, og det har været en kæmpe udfordring, siger Schmücker.

Han kritiserer, at han først blev informeret om projektet på et udvalgsmøde, hvor han og andre byrådsmedlemmer blev præsenteret for det af kommunaldirektøren og Per Jørgensen uden at have haft mulighed for at vurdere det ordentligt på forhånd.

– Jeg er enig med borgerne, der kritiserer økonomien i det. De har helt ret, og jeg mener ikke, der er gennemsigtighed i projektet, tilføjer Schmücker og understreger, at manglende åbenhed har gjort det svært for ham at forstå de konkrete rammer og beslutninger bag Tråden.

Schmücker stiller også spørgsmålstegn ved de økonomiske forventninger til Tråden, især målet om at skabe 700 arbejdspladser i området.

– Jeg forstår udmærket, at man vil lave aktiviteter dernede, men jeg synes, 700 arbejdspladser virker urealistisk. Jeg tvivler på, at vi når i mål med det, men jeg håber selvfølgelig, at aktiviteterne holder vand, siger Schmücker.

Han erkender, at Tråden kan bidrage til at skabe liv i området, men han er bekymret for, om de store investeringer i området vil give det ønskede afkast.

– Der bliver store investeringer i området, og jeg håber, at aktiviteterne virkelig kan tiltrække nok mennesker til at gøre Tråden bæredygtigt på længere sigt, slutter han.

Skuffelsen skal vendes: FC Fredericia kæmper for at finde formen

0
Skuffelsen skal vendes: FC Fredericia kæmper for at finde formen

Det er to pressede mandskaber mødes i den sidste grundspilskamp, når FC Fredericia gæster Vendsyssel fredag aften.

FC Fredericia har ikke haft den start på foråret, som de havde håbet på. Efter at have overnattet på en komfortabel andenplads med et solidt forspring på seks point til tredjepladsen, er dette forspring nu forsvundet. Efter nederlag til HB Køge, Hvidovre og Hillerød er FC Fredericia nu á point med deres forfølgere. Det har været et forsømte forår for klubben, og derfor er der nu lagt op til en altafgørende kamp i den sidste grundspilsmatch.

Modstanderen er Vendsyssel, som også har haft en svært start på 2025. Ligesom FC Fredericia har de ikke fået point på kontoen i foråret, og med tre nederlag i lige så mange kampe står de nu i en desperat situation. Vendsyssel er kun ét point foran HB Køge på næstsidstepladsen og risikerer nedrykning, hvilket gør opgøret endnu vigtigere for begge hold.

For FC Fredericia handler det om at finde skarpheden frem igen. Det, der var effektivt i efteråret, har været forsvundet i foråret, og især offensiven har været en stor udfordring. Selvom topscorer Asbjørn Bøndergaard har været ude med skade, er det ikke kun hans fravær, der har skabt problemer. Chancerne har ikke været der i samme omfang, og når de har været der, har kvaliteten i afslutningerne manglet.

Senest mod Hillerød var det fejl i opspillet, der kostede dyrt. Felix Winther lavede to opspilsfejl, som direkte førte til to mål, og dermed mistede FC Fredericia minimum et point mod et stærkt Hillerød-hold. En sejr mod Vendsyssel er derfor vigtig, ikke kun for at holde deres position i ligaen, men også for at få moral og selvtillid tilbage i truppen.

Vendsyssel, der på papiret har haft svært ved at finde formen, kan ikke tillade sig at tage let på kampen. For dem er situationen lige så presset, og de har brug for alle de point, de kan få for at sikre sig en chance for at undgå nedrykning. På hjemmebane vil Vendsyssel være ekstra motiveret for at sikre sig et resultat, og de vil være parate til at udnytte de svagheder, FC Fredericia har vist i foråret.

Der er med andre ord lagt op til en spændende og intens afslutning på grundspillet i NordicBet Ligaen. For begge hold er dette en skæbnesvangert kamp, der kan afgøre deres videre skæbne i ligaen. FC Fredericia skal finde tilbage til den form, de viste i efteråret, mens Vendsyssel vil kæmpe for overlevelse.

Kampen spilles fredag klokken 19:00 på Vendsyssels hjemmebane. Det samme gælder for de øvrige kampe i rundens spil i NordicBet Ligaen, som bliver afgørende for, hvem der skal kæmpe om oprykning, og hvem der skal spille nedrykningsspil.

Bent Jensen: Vi har løftet Fredericia sammen

0

Ved Business Fredericias generalforsamling i MesseC benyttede formand Bent Jensen lejligheden til at reflektere over organisationens 10-årige rejse og den udvikling, Fredericia har gennemgået. Han lagde vægt på, at byen i dag står stærkere end nogensinde som en attraktiv erhvervsby med et solidt samarbejde mellem erhvervslivet, Business Fredericia og kommunen.

I den store konferencesal i MesseC summede det torsdag aften af liv. Det var tid til den årlige generalforsamling i Business Fredericia, et populært foretagende, hvor erhvervslivet samles på kryds og tværs. Aftenen bød på en kombination af formelle beretninger og strategiske drøftelser, men også på netværk, gode samtaler og en stemning præget af fælles ambitioner for byens erhvervsliv.

– Vi er her i dag samlet til både vores generalforsamling og til markeringen af vores 10-års jubilæum. Det er en begivenhed, der på mange måder symboliserer tiden, der er gået. Jeg er utrolig glad for at se det, der er opnået – både i filmen her og i virkeligheden. Det, vi har skabt, har vi skabt sammen, og det er særligt betydningsfuldt, at mange af dem, der var med fra starten, stadig er en del af det i dag, sagde Bent Jensen i sin tale.

Fra industriby til erhvervsmetropol

Bent Jensen beskrev, hvordan Fredericia over de sidste ti år har gennemgået en transformation fra en traditionel industriby til en moderne og dynamisk erhvervsby.

– De sidste 10 år har været en rejse. Vi har sat ambitionerne højt og ikke blot fulgt udviklingen – vi har drevet den fremad. Vi har stået sammen om Fredericia og haft et fælles mål om at tale byen op og værne om dens image. Vi har udviklet Fredericia fra en traditionel industriby med sorte skorstene til en moderne, dynamisk og integrativ by. Det er store ord, men filmen viser, hvor meget der reelt er sket. Man kan sige, at vi er gået fra at være en erhvervsby til en erhvervsmetropol, sagde han.

Han trak historiske paralleller til Fredericias grundlæggelse og pegede på, at byen aldrig har stået stille.

– Fredericia blev grundlagt som en fæstning i 1650’erne med det formål at beskytte nationen. Men den blev hurtigt mere end det – en handelsby, en industriby, et trafikalt knudepunkt. Mennesker fra hele Europa slog sig ned her, skabte virksomheder og dannede en stærk, kvalificeret arbejdsstyrke. Fredericia voksede med industrien – fra teglværker til olieraffinaderier, fra havneaktiviteter til jernbaneknudepunkt, sagde Bent Jensen og understregede, at den transformation, byen har gennemgået, er en del af dens DNA.

En stærk erhvervsorganisation og samarbejde med kommunen

Formanden lagde stor vægt på, at en af de største milepæle i de sidste ti år har været oprettelsen af Business Fredericia – en samlet erhvervsorganisation, der har styrket samarbejdet mellem virksomheder og kommune.

– For 10 år siden stod vi med en udfordring. Der manglede en samlet erhvervsorganisation, der kunne forene kræfterne og være et fælles talerør. En organisation, der kunne styrke samarbejdet mellem virksomheder og kommune og skabe de nødvendige rammer for udvikling. Det var visionen bag Business Fredericia. I dag, 10 år senere, kan vi sige: Vi lykkedes. Vi har skabt en organisation, hvor virksomheder ved, hvor de skal henvende sig, og hvor kommunen ved, hvem de skal tale med. Der er skabt en fælles forståelse fra politikere til embedsmænd om, at vi vil det samme, sagde han.

Som et konkret eksempel på, hvordan Business Fredericia har arbejdet målrettet for at forbedre erhvervslivets vilkår, fremhævede han afskaffelsen af dækningsafgiften.

– Vi har samlet erhvervslivet, skabt netværk på tværs af brancher og arbejdet målrettet for bedre vilkår. Et konkret eksempel er afskaffelsen af dækningsafgiften. Det var ikke en kamp, vi stod alene med, men noget, vi opnåede i samarbejde med et handlekraftigt byråd og modige politikere. Det var en barriere for vækst, en ekstra skat på erhvervslivet – og nu er den væk. Det har skabt bedre betingelser for investeringer og virksomheder, der tør satse på Fredericia, sagde han.

Handelsliv, logistik og grøn omstilling

Bent Jensen pegede også på, at Fredericia ikke kun er en industriby med stærke rødder i transport og logistik, men i høj grad også en handelsby i rivende udvikling, hvor der investeres i bymidten, skabes nye oplevelser, og hvor erhvervslivet arbejder tæt sammen for at tilpasse sig de forandringer, som detailhandlen gennemgår.

– Handelslivet har forandret sig markant de sidste 10 år, og vi har arbejdet for at skabe attraktive rammer. Vi har investeret i bymidten, udviklet oplevelser og revitaliseret handelsmiljøet. Politikere har vist handlekraft – de har ikke blot talt om mulighederne, men også taget de nødvendige beslutninger. Det kræver mod at eksperimentere med byrum og initiativer som Danmarksgade og midlertidige prøvehandlinger, sagde han.

Han fremhævede også Fredericias position som et centralt logistikcentrum, hvor byens strategiske placering har gjort den til et naturligt knudepunkt for transport og distribution i både Danmark og Europa, samt vigtigheden af den grønne omstilling, hvor Fredericia har formået at tiltrække virksomheder, der arbejder med bæredygtige løsninger og fremtidens energiteknologier.

– Fredericia er også et logistikcentrum i verdensklasse. Med Taulov Dryport har ADP cementeret Fredericias position som en central aktør inden for transport og logistik. Når virksomheder i Europa kigger efter nye lager- og distributionscentre, er Fredericia et naturligt valg. Det stopper ikke her – vi er kun lige begyndt, sagde han og fortsatte:

– Vi har samtidig sat os for at være en frontløber i den grønne omstilling. Vi har tiltrukket virksomheder, der arbejder med bæredygtighed, og skabt rammerne for, at de kan udvikle sig her. Fredericia skal være et sted, hvor grøn energi, bæredygtige løsninger og innovative teknologier er i centrum, sagde han.

Fremtiden: Sammen om Fredericia

Bent Jensen afsluttede sin tale med en opfordring til, at erhvervslivet, kommunen og Business Fredericia fortsat arbejder sammen for at sikre vækst og udvikling i de kommende år.

– Men det vigtigste er, at vi står sammen om byen. Vi skal værne om det sted, hvor vi driver vores virksomheder, og bruge vores stærke samarbejde til at gøre en forskel. Vi har en direkte linje til byrådet, til borgmester Christian Bro og til kommunens ledelse, så vi kan handle, når der er behov for det, sagde han.

Han takkede også alle, der har bidraget til Business Fredericias succes gennem de seneste ti år, fra virksomheder og samarbejdspartnere til politikere og medarbejdere, og pegede samtidig på, at arbejdet langt fra er færdigt, da der stadig er store ambitioner og et stærkt fokus på at udvikle Fredericia som en endnu mere attraktiv by for erhvervslivet i fremtiden.

– Til sidst vil jeg gerne sige en stor tak til alle mine kollegaer i Business Fredericia – og en særlig tak til Business Fredericias mange dygtige medarbejdere. Tak til Kristian for at være en stærk indpisker og leder. Tak til Fredericia Byråd og de politikere, der har haft modet til at tænke nyt og skabe udvikling. Fredericia er en by i forandring. Vi har skabt resultater sammen. Nu skal vi bygge videre på dem. Lad os tage de næste 10 år sammen og gøre Fredericia endnu stærkere, sagde Bent Jensen.

Byens Rens kåret som årets iværksætter ved stor erhvervsfest

0
Byens Rens kåret som årets iværksætter ved stor erhvervsfest

Byens Rens blev torsdag aften hædret som vinder af årets iværksætterpris 2024 ved Business Fredericias velbesøgte generalforsamling i MesseC. Prisen blev uddelt som en anerkendelse af virksomhedens bemærkelsesværdige genopbygning efter konkurs i starten af 2023 og dens nuværende succes.

Byens Rens har ikke blot rejst sig efter en turbulent periode, men kører nu på fulde omdrejninger. Det er blevet bemærket af Business Fredericia, som med denne pris skriver virksomheden ind i rækken af tidligere vindere som Michella Meyer (Respirationsvagten ApS og SoSu Vikaren ApS), Areewan Erlandsen (Restaurant Ene) og Brugteski ApS.

Iværksætterprisen blev overrakt af Business Fredericias iværksætterkonsulent, Stephen Bihl, der roste årets vinder for vedholdenhed og evnen til at navigere gennem både op- og nedture.

– Vi har fundet en vinder, som er utrolig vedholdende. Han har oplevet både udfordringer og succes, men i stedet for at give op, fik han på blot fem dage sat en rekonstruktion i gang. I dag har han kunder i hele Danmark, beskæftiger 64 medarbejdere – herunder mange unge og personer, der står på kanten af arbejdsmarkedet – og har haft et overskud på 1,1 million kroner før skat, sagde Stephen Bihl ved overrækkelsen.

Ricky Kenbjerg, der er indehaver af Byens Rens, var tydeligt rørt over anerkendelsen.

– Tak for denne pris. Jeg er utrolig stolt og meget, meget glad. Det er vildt. Vejen til iværksætteri har ikke altid været nem, så det her føles som et stort skulderklap. Men jeg står ikke alene – vi er 67 medarbejdere, og jeg ser mig selv som dirigenten for et fantastisk orkester. 65 af mine medarbejdere stod uden for arbejdsmarkedet, inden de fik job hos os. Vi repræsenterer 11 nationaliteter, har 25 unge medarbejdere og en utrolig stærk kultur. I denne organisation kan vi løfte hvad som helst, sagde han og fortsatte:

– Jeg glæder mig til at komme hjem og fortælle dem det – jeg ved, de vil være lige så stolte, som jeg er.

Bent Jensen: Ti år med vækst og udvikling

Formand for Business Fredericia, Bent Jensen, brugte generalforsamlingen til at reflektere over de seneste ti år og den udvikling, Fredericia har gennemgået. Han fremhævede, hvordan byen er gået fra at være en traditionel industriby til en moderne erhvervsmetropole med stærke netværk og en fælles forståelse mellem erhvervsliv og kommune.

– Vi har ikke blot fulgt udviklingen – vi har drevet den. Fredericia har bevæget sig fra en industriby med sorte skorstene til en dynamisk by, hvor virksomheder etablerer sig, og mennesker ønsker at bo. Det er et resultat af et stærkt samarbejde mellem virksomheder, kommune og Business Fredericia, sagde han.

Han fremhævede særligt afskaffelsen af dækningsafgiften som et konkret eksempel på, hvordan Business Fredericia har arbejdet målrettet for at skabe bedre vilkår for erhvervslivet.

– Det var en barriere for vækst og en ekstra skat på virksomhederne – men nu er den væk. Det giver bedre betingelser for investeringer og skaber en by, hvor erhvervslivet tør satse, sagde han.

Bent Jensen afsluttede med at se fremad og understregede, at arbejdet langt fra er færdigt.

– De næste ti år bliver mindst lige så vigtige som de forgangne. Vi har skabt en stærk platform – nu handler det om at bygge videre og sikre, at Fredericia fortsætter med at være en attraktiv erhvervsby, sagde han.

Kristian Bendix Drejer: Fredericia skal fortsætte fremdriften

Erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer præsenterede ved generalforsamlingen en status på Business Fredericias arbejde og en retning for fremtiden. Han lagde vægt på, at organisationen nu står over for det sidste år af den nuværende strategi, og at der til næste års generalforsamling vil blive præsenteret et nyt oplæg for, hvad der skal ske fra 2026 og frem.

– Vi er i gang med 2025, hvilket betyder, at vi er inde i det sidste år af den nuværende strategi. Til næste års generalforsamling vil der ligge et nyt oplæg til, hvad der skal ske fra 2026 og frem. Det arbejde vil vi tage fat på i slutningen af året eller i starten af det nye år, så det er klar til generalforsamlingen, sagde han.

Han fremhævede også det store arbejde, som Business Fredericias medarbejdere lægger i organisationen.

– Før jeg starter, vil jeg gerne sige, at det i høj grad er mine medarbejdere, der udfører og lægger krop på de her indsatser. Derfor synes jeg, de fortjener at komme på skærmen, for det er dem, der i det daglige gør det muligt for mig at stå her og præsentere tal og data om, hvor langt vi er nået. Så en stor tak til mine medarbejdere for det arbejde, de laver, sagde han.

Bosætning er blevet et nyt indsatsområde, hvor Business Fredericia har fået en øget rolle i samarbejde med kommunen.

– I midten af vores arbejde kommer nu et nyt spændende område – bosætning. Det har vi nu trukket ind i vores strategi. Kommunen har vist stor tillid til os og troet på, at vi kan løfte det i samarbejde med dem. Derfor har vi ansat en ny medarbejder på området, og vi har store forventninger til, hvordan det kan spille sammen med vores øvrige indsatsområder, forklarede Kristian Bendix Drejer.

Afslutningsvis pegede han på, at Business Fredericia fortsat vil arbejde for at sikre gode vilkår for virksomhederne, blandt andet gennem bedre infrastruktur og en stærkere erhvervsservice.

– Vi har bevist, at vi kan skabe resultater, når vi arbejder sammen. Nu handler det om at fastholde momentum og tage de næste skridt mod en endnu stærkere by, sagde Kristian Bendix Drejer.

Christian Bro: En stærk erhvervsorganisation har gjort en forskel

Borgmester Christian Bro (A) brugte sin tale ved Business Fredericias generalforsamling til at anerkende organisationens betydning for erhvervslivet i Fredericia. Han fremhævede, at de beslutninger, der blev truffet for ti år siden, har rykket byen markant.

– Det her var ikke lykkedes uden en stærk erhvervsorganisation. Business Fredericia har samlet erhvervslivet, skabt netværk og styrket samarbejdet mellem virksomheder og kommune. Vi står i dag med en organisation, hvor virksomhederne ved, hvor de skal henvende sig, og hvor kommunen ved, hvem de skal tale med,” sagde han.

Han nævnte også, at Business Fredericia har spillet en central rolle i udviklingen af Fredericia som erhvervsby og pegede på ADP’s vækst som en del af denne strategi.

– Vi etablerede ikke kun en erhvervsorganisation som Business Fredericia – vi slap også ADP løs. ADP blev sat i spidsen som lokomotivet, der har drevet hele udviklingen i Danmark C-området. Samtidig ændrede vi de planer, som det tidligere byråd havde lagt. Planer, der oprindeligt havde fokus på vidensarbejdspladser, men som vi justerede for at udnytte Fredericias DNA – transport og logistik, sagde han.

Selvom der blev valgt en anden vej, har det ikke betydet et fravalg af vidensarbejdspladser, tværtimod.

– Det betyder dog ikke, at vi ikke har tiltrukket vidensarbejdspladser. Tværtimod. Vi har skabt et kloster af ingeniører og specialister, blandt andet i Energinet og DEMA International, og jeg har besøgt rigtig mange andre virksomheder med lignende profiler,” sagde han.

Han afsluttede sin tale med en opfordring til, at erhvervslivet deltager aktivt i Dansk Industris erhvervsklimaundersøgelse, så Fredericia kan få en mere retvisende placering i analysen.

– I DI’s erhvervsklimaundersøgelse har vi på den gode side af 500 virksomheder, der kan deltage. Sidste år var der 79, der valgte at gøre det. Og nu ved jeg jo, at flere virksomheder har mere end ét CVR-nummer. Jeg ved i hvert fald om én virksomhed, der har udfyldt fem af besvarelserne. Så de 79 virksomheder er måske i virkeligheden endnu færre, sagde han og fortsatte:

– Derfor kommer der nu en hjemmeopgave. Skulle vi ikke blive enige om, at vi ikke bare vil hæve Fredericias placering i erhvervsklimaundersøgelsen – men også blive den kommune i Danmark, der har den største svarprocent?

Overskud og valg af bestyrelse

På generalforsamlingen blev Business Fredericias regnskab gennemgået. Det blev fremlagt af Carsten Pedersen fra RSM Danmark og viste et overskud på 39.589 kroner.

Bestyrelsen består efter generalforsamlingen af:

  • Bent Jensen, formand, direktør i T. Hansen Gruppen A/S
  • Grete Højgaard, næstformand, adm. direktør i MESSE C og formand for Experience Fredericia
  • Dennis Grønnebech, Føtex, Prinsessegade næstformand for Fredericia Shopping
  • Michael Sønderskov, advokat i Advokatgruppen Fredericia
  • Jesper Bjerrisgaard, Tefax ApS og formand for Fredericia Håndværkerforening
  • Reimund Steffensenb, formand for Fredericia Transport & Logistik
  • Carsten Hänel, CEO i Orkla Foods Danmark A/S
  • Finn Muus, direktør i Boligkontoret Fredericia
  • Rune D. Rasmussen, CEO i ADP A/S
  • Finn Bjørn Schousboe, administrerende direktør for Crossbridge Energy
  • Jens Gamauf Madsen, direktør for IBC

Fredericia Kommune er repræsenteret i bestyrelsen ved:

  • Christian Bro (S), borgmester
  • Niels Martin Vind (V)

Ligatopscorer skifter til Bundesligaen

0
Ligatopscorer skifter til Bundesligaen

Nicolaj Jørgensen, der i øjeblikket er topscorer i den danske herreliga, har besluttet sig for at forlade Sønderjyske efter denne sæson. Den danske bagspiller skifter til den tyske Bundesliga-klub Handball Sport Verein Hamburg, hvor han ser frem til en ny udfordring i den øverste tyske række.

Jørgensen, der kan spille både som venstre back og playmaker, betegner beslutningen som en nem en af slagsen og fremhæver, at det er det perfekte skridt for ham på det professionelle plan.

– Jeg vil virkelig gerne til Hamborg, fordi min rolle på holdet er præcis, som jeg ønsker. Jeg vil gerne have oplevelsen af at spille i Bundesligaen mod de bedste spillere i verden. Det er tid til at tage det næste skridt. Jeg føler mig klar til Bundesligaen og er meget stolt over at spille i Hamburg fra sommer, siger Jørgensen til klubbens hjemmeside.

Hamburg, der i øjeblikket er placeret på 11.-pladsen i Bundesligaen, har været meget imponerede over Jørgensens præstationer i den danske liga. Sportsdirektøren for Hamburg, Johannes Bitter, har rost den 24-årige spiller for hans alsidighed og for hans evne til at spille i flere positioner.

– Vi er meget begejstrede for Nicolaj. Vi har holdt øje med ham i et stykke tid nu, og vi har altid været imponerede over hans præstationer. Som spiller passer han perfekt til vores filosofi. Mange klubber var interesserede i ham, men han gav os tid, og i sidste ende er vi meget glade for, at vi fandt hinanden, udtaler Bitter.

Jørgensen, som lige nu troner øverst på topscorerlisten i den danske herreliga med 191 mål, har haft en imponerende sæson. 58 af disse mål er kommet på straffekast, hvilket også er flest af alle spillere i ligaen.