Ældre snydt for 12.000 kroner: Svindlere huserer i Vejle og omegn

0
Ældre snydt for 12.000 kroner: Svindlere huserer i Vejle og omegn

KRIMI. Et falsk bankbud dukkede fredag op på Fjordmarken i Vejle og fik en 89-årig kvinde til at udlevere både kreditkort og kontanter. Gerningsmanden hævede efterfølgende 6.000 kroner på kortet – og fik yderligere 6.000 kroner i kontanter med sig.

Kvinden har ikke været i stand til at give noget signalement, oplyser Sydøstjyllands Politi. Men Fjordmarken var langt fra det eneste sted, hvor falske bankbud slog til fredag, og politiet har modtaget flere forskellige signalementer i sagerne.

I løbet af fredagen modtog politiet nemlig flere anmeldelser fra både Vejle, Horsens og Gedved – og i flere tilfælde lykkedes det gerningsmændene at narre ældre til at udlevere deres kort. Ifølge vagtchef Steffen Wolf undersøger politiet nu, om der kan være en forbindelse mellem sagerne, men det er endnu uklart, om det er den samme gerningsmand eller flere, der står bag.

– Det er ikke til at vide, om det er den samme person, men det er noget, vi kigger nærmere på, oplyser vagtchefen lørdag formiddag.

Flere forskellige signalementer

Sydøstjyllands Politi har i forbindelse med sagerne modtaget flere signalementer af de mistænkte gerningsmænd, som dog varierer en del fra hinanden.

På Lyngbakken i Vejle blev en mand beskrevet som 18-24 år, almindelig af bygning med mørkt hår. Han var iført en farvet skjorte og hvide sko.

På Helgesvej i Vejle klokken 15.20 blev gerningsmanden beskrevet som en yngre mand omkring 20 år, mørkhåret og iført mørkt tøj.

I Gedved blev gerningsmanden beskrevet som omkring 35 år gammel, cirka 180 cm høj, kraftigt bygget og uden skæg. Han bar en mørkebrun eller sort t-shirt, en kasket og havde en karakteristisk tatovering med tern på halsen. I Horsens, hvor anmeldelsen kom ind klokken 13.44, lød signalementet på en mand omkring 30 år, cirka 180 cm høj og slank af bygning. Han havde lyst, kort hår og var iført blå skjorte og mørke bukser.

Politiet oplyser, at det i nogle tilfælde lykkedes gerningsmændene at hæve penge fra de stjålne kort, men at det ikke er oplyst, hvor meget der er hævet i alle sagerne.

Klassisk svindelnummer

Fremgangsmåden er velkendt: En person ringer og udgiver sig for at være fra banken. Vedkommende fortæller, at der er mistænkelige transaktioner på kontoen, og at banken vil sende en medarbejder ud for at afhente kort og kode. Kort efter dukker en mand op og får kortet udleveret.

– Det er den klassiske historie med, at nogen ringer og påstår, at der er ved at blive overført penge fra kontoen. Derefter dukker en person op for at hente kortet. I nogle tilfælde bliver det også nævnt, at vedkommende er sendt fra banken, fortæller vagtchefen.

Politiet advarer

Sydøstjyllands Politi opfordrer på det kraftigste til, at man aldrig udleverer sit kort eller personlige oplysninger til nogen, der ringer uopfordret – heller ikke hvis de siger, de er fra banken eller politiet.

Hvis man modtager et opkald med sådan en påstand, bør man afbryde samtalen og i stedet kontakte banken direkte. Er man i tvivl, anbefales det altid at tage kontakt til politiet.

Har man set noget mistænkeligt i områderne i går fredag, opfordres man til at kontakte Sydøstjyllands Politi.

Middelfart Boldklub klar til Frem med nye siddepladser

0
Middelfart Boldklub klar til Frem med nye siddepladser

SPORT. Når Middelfart Boldklub i dag klokken 14.00 møder Frem BK hjemme på Middelfart Stadion, er det med frisk selvtillid efter sidste rundes flotte 3-1-sejr ude mod Nykøbing FC og nye siddepladser.

Middelfart ligger aktuelt på en stærk fjerdeplads med 31 point, kun ét point efter Næstved på tredjepladsen – og endda med en kamp i hånden. Modstanderne fra Frem indtager ottendepladsen med 27 point.

»Vi glæder os til atter at kunne byde jer velkommen på Middelfart Stadion – nu med siddepladser til de første 594 tilskuere,« melder klubben.

Solens halvmåne-smil kan ses fra Jylland og Fyn

0
Solens halvmåne-smil kan ses fra Jylland og Fyn

NATUR. I dag kan danskerne opleve en særlig himmelsk begivenhed, når en delvis solformørkelse kan ses omkring middagstid. Det sker, når månen passerer ind foran solen og dækker en del af dens overflade.

Den delvise solformørkelse begyret omkring klokken 11.27 og vil være tydeligst cirka klokken 12.20, hvor op til 28 procent af solens overflade vil være dækket af månen – set fra Jyllands vestlige kyster. På Fyn vil cirka en fjerdedel af solen være dækket, mens procenten falder lidt, jo længere mod øst man befinder sig.

Det betyder dog ikke, at himlen bliver mørk, da der stadig vil være rigeligt med sollys. Det anbefales derfor kraftigt at bruge specielle solformørkelsesbriller eller solfiltre, da det er skadeligt at se direkte på solen med det blotte øje.

Jylland og Vestfyn har gode chancer

Vejret ser ifølge prognoserne lovende ud for det meste af Syd- og Vestdanmark, især i Jylland og på Vestfyn, hvor en opklaring fra vest ventes at give gode chancer for klart udsyn.

På Østfyn og Sjælland er chancerne lidt dårligere, idet skyerne kan hænge længere tid over landsdelen og dermed dække for oplevelsen.

Solformørkelse ses med års mellemrum

Den seneste delvise solformørkelse synlig i Danmark var i oktober 2022. Dengang dækkede månen 38 procent af solens overflade. Dagens formørkelse er altså lidt mindre udtalt, men stadig en sjælden mulighed for at opleve, hvordan solen langsomt forvandles til en halvmåneform.

Den næste større solformørkelse, der vil kunne opleves fra Danmark, sker i august 2026, hvor 85 procent af solskiven vil være dækket.

Husk solbrillerne – men de rigtige af slagsen

Hvis du vil nyde synet, skal du sikre dig at have det rigtige udstyr. Almindelige solbriller er ikke nok. I stedet bør du anvende specielle solformørkelsesbriller eller solfiltre, som beskytter øjnene mod solens skarpe lys.

Der er flere arrangementer rundt omkring i regionen, hvor man kan få hjælp til at observere fænomenet sikkert.

Så kig op – men med forsigtighed – når månen i dag tager en bid af solen over Danmark.

Knastørt forår: Naturbrande eksploderer landet over

0
Knastørt forår: Naturbrande eksploderer landet over

KRIMI. Naturen er knastør, og de danske beredskaber har usædvanligt travlt med at rykke ud til naturbrande over hele landet. Derfor opfordrer Danske Beredskaber nu danskerne til ekstra forsigtighed med åben ild i naturen.

178 gange alene i marts måned har brandfolkene måttet rykke ud til brande i naturen, og dét er langt over normalen på denne årstid. I gennemsnit de sidste fem år har antallet af naturbrande i marts ligget på 124, og tallet for marts 2025 er næsten en firedobling i forhold til sidste år.

– Vegetationen er ikke for alvor i fuldt flor endnu, og derfor er græs, buske og træer ikke begyndt at suge vand op fra jorden. Selvom vi mange steder har fået lidt regn på overfladen for nylig, er det slet ikke nok til at reducere brandfaren efter en lang periode uden regn. Vegetationen er stadig tør indeni. Når vi samtidig har haft pæne temperaturer, sol og vind, kan naturen let gå i brand, forklarer Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber.

Særligt de seneste par uger har været hektiske, fortæller han, og understreger derfor vigtigheden af at vise stor forsigtighed med brugen af ild.

– Hvis man har planer om snobrød over bål i skoven eller at varme sin kaffe over gasblus i plantagen, så gør det kun på de dertil indrettede steder. Sørg for, at alle gløder er slukket helt, inden man forlader området. Er man typen, der ryger i naturen, så undgå at tabe gløder og tag cigaretskoddet med hjem, lyder opfordringen fra Bjarne Nigaard.

Stor risiko – tjek selv brandfaren

For at få et bedre overblik over brandfaren i netop dit område har Danske Beredskaber i samarbejde med Beredskabsstyrelsen og KL oprettet hjemmesiden Brandfare.dk. Her kan man følge med i risikoen lokalt, og få konkrete råd om, hvordan man undgår naturbrande.

På hjemmesiden findes også et kommunekort, hvor man tydeligt kan se, om der er indført afbrændingsforbud lokalt.

Sådan undgår du at starte en naturbrand – råd fra Danske Beredskaber:

• Brug kun dertil indrettede bål- og grillpladser i naturen.

• Hold altid afstand til tør vegetation.

• Sørg for, at bål og grill er helt slukket, inden du går.

• Hav altid vand i nærheden, når du bruger åben ild.

• Lad ikke cigaretskod, flasker eller glas ligge i solen i tør vegetation.

• Parker aldrig bilen i høj, tør bevoksning.

• Brug maskiner og elektrisk værktøj med omtanke – selv små gnister kan starte en brand.

Er uheldet ude, så ring omgående 1-1-2.

FC Fredericia klar til lokalbrag

0
FC Fredericia klar til lokalbrag

SPORT. I dag klokken 13.00 lyder startfløjtet for FC Fredericias første kamp i det intense oprykningsslutspil, hvor holdet gæster lokalrivalerne fra Kolding IF.

FC Fredericia går ind i slutspillet med store ambitioner om at sikre sig en plads i landets bedste fodboldrække. Klubben har netop offentliggjort resten af slutspillets kampprogram, hvor flere store og afgørende opgør venter på hjemmebanen, Monjasa Park.

Efter dagens kamp mod Kolding IF venter fem intense hjemmekampe, hvor FC Fredericia skal forsøge at hente de afgørende point foran egne fans.

Kampprogrammet for hjemmekampene er som følger:

Lørdag d. 5. april kl. 13.00: FC Fredericia – OB

Torsdag d. 10. april kl. 18.30: FC Fredericia – AC Horsens

Søndag d. 27. april kl. 15.00: FC Fredericia – Esbjerg fB

Fredag d. 9. maj kl. 18.30: FC Fredericia – Hvidovre IF

Fredag d. 23. maj kl. 19.00: FC Fredericia – Kolding IF

Endnu en vigtig kamp på udebane mod AC Horsens i runde 31 mangler dog at få fastsat en endelig dato og tidspunkt.

Du kan følge kampen i AVISENs live fra 12.55. Kampen præsenteres af ADP A/S.

152 lærere satte retning for Fredericias folkeskoler

0
152 lærere satte retning for Fredericias folkeskoler

SAMFUND. Fredericia Idrætscenter dannede fredag ramme om Fredericia Lærerkreds’ generalforsamling. Med en høj tilslutning – hele 152 lærere, svarende til 25 procent af medlemmerne – fik lærerne sat fokus på egne arbejdsvilkår, undervisningens kvalitet og udfordringerne i kommunens folkeskoler.

Per Brecklings beretning tog først og fremmest fat i sidste års overenskomstforhandlinger (OK24), som gav lærerne en økonomisk ramme på 8,8 procent.

Per Breckling holder beretning.

»Selvom vi ikke fik alt det tabte tilbage, har vi sikret en reallønsfremgang i den kommende periode. Og det var nødvendigt,« sagde han og fremhævede især de forbedringer, der træder i kraft fra april 2025.

Her kunne han blandt andet fortælle, at lærerne får nye løntillæg, bedre muligheder for efter- og videreuddannelse og muligheden for at opspare op til tre ugers ekstra ferie – uden ekstra aftale med arbejdsgiveren.

»Særligt kompetenceudviklingen markerer en helt ny retning,« understregede Per Breckling og fortalte, at kredsen allerede var i tæt samarbejde med kommunen om at gøre ordningen klar.

»Alt for høje følelsesmæssige krav«

Arbejdsmiljøet var også et af de helt store temaer. Her fortalte Per Breckling, at kredsen har gjort meget for at styrke arbejdsmiljøet det seneste år – blandt andet ved at samle arbejdsmiljørepræsentanterne i netværk.

»Men lærerne oplever stadig alt for høje og urimelige følelsesmæssige krav. Det pres går ud over lærernes trivsel og opgaveløsning,« sagde han og lovede, at kredsen vil fortsætte med at prioritere arbejdsmiljøindsatsen.

Per Breckling fremlagde også resultaterne fra en ny undersøgelse om inklusion blandt Fredericias lærere. Undersøgelsen viste, at hele 83 procent oplever, at elever med behov for særlig støtte ikke får den nødvendige hjælp.

»Det er et uhyggeligt højt tal, og konsekvenserne er alvorlige: Støj, uro og mindre tid til hver enkelt elev. Det påvirker både elevernes og lærernes trivsel negativt,« fortalte han bekymret.

Lærerne pegede i undersøgelsen på, at flere timer med to lærere kunne løse nogle af problemerne. Tallene vil blive præsenteret direkte for Fredericias politikere, lovede Breckling.

»Vi vil holde dem op på dette, især nu hvor der snart er kommunalvalg,« understregede han.

Kritik af kommunen: »Vi vil selv vælge vores undervisningsmaterialer«

Et af aftenens emner var lærernes frustration over kommunens centraliserede indkøb af digitale læremidler – især kommunens aftale med læringsportalen Alinea.

»Kommunen har uden reel inddragelse valgt portaler, der begrænser lærernes faglige frihed. Den frihed vil vi have tilbage,« sagde Per Breckling skarpt og fortsatte:

»Det handler om lærernes mulighed for at gøre deres arbejde ordentligt, og elevernes ret til varieret undervisning.«

Stop udlicitering til ungdomsskolen

Generalforsamlingen kritiserede også Fredericia Kommunes stigende brug af ungdomsskolen til at løse folkeskolens opgaver.

»At udskrive elever fra folkeskolen for at finansiere ungdomsskoletilbud er decideret kontraproduktivt. Eleverne mister tilknytningen til skolen og deres kammerater,« advarede Per Breckling fra talerstolen.

Resolutionen krævede, at kommunen fremover løser opgaverne indenfor folkeskolens rammer, så eleverne kan fastholde deres relationer.

Klasseloft godt – men det skal gå hurtigere

Kommunens budgetforlig for 2025-2026 fik både ros og kritik. Især var lærerne tilfredse med beslutningen om et klasseloft på 24 elever fra børnehaveklassen og opefter.

»Men at vente ti år på fuld implementering er ikke ambitiøst nok. Det bør indføres langt hurtigere, også i de ældre klasser, hvor problemerne med trivsel er store,« sagde Per Breckling og fik stor opbakning fra salen.

Han kritiserede også kommunen for ikke at investere yderligere i faglokaler til øget praksisfaglighed, som kræves i det nye kvalitetsprogram for folkeskolen:

»Man har lavet en budgetmæssig finte ved at lade allerede planlagte skolebyggerier finansiere nye faglokaler. Men hvordan skal vi reelt leve op til kravene uden ekstra investeringer?« spurgte han retorisk.

Fremtiden for 10. klasse vækker bekymring

Regeringens beslutning om at nedlægge den kommunale 10. klasse til fordel for den nye ungdomsuddannelse EPX mødte stor bekymring.

»Det er som at se en katastrofe i slowmotion. Mange unge er slet ikke klar til at starte på en ungdomsuddannelse efter 9. klasse. Og det rammer socialt skævt,« sagde Per Breckling, der tidligere selv har undervist i 10. klasse.

Fællesskabet skal styrkes yderligere

Per Breckling afsluttede sin beretning med at opfordre lærerne til at styrke fællesskabet yderligere – blandt andet ved at få flere medlemmer med i kredsen:

»Et stærkt fællesskab handler om, at vi hjælper hinanden. Vores opgave som fagforening er både at sikre gode vilkår og at være der, når medlemmerne har brug for det.«

Afslutningsvis takkede han lærerne varmt:

»Vores fagforening står stærkt, netop fordi I engagerer jer så aktivt. Det mærker vi hver eneste dag, og det er værd at holde fast i.«

Generalforsamlingen sluttede med intense gruppedrøftelser, hvor lærerne gennem deres vedtagne resolutioner markerede en tydelig retning for Fredericias folkeskoler fremover.

Se også

EUC Lillebælt blandt landets bedste erhvervsskoler

0
EUC Lillebælt blandt landets bedste erhvervsskoler

UDDANNELSE. Virksomhederne har talt, og EUC Lillebælt i Fredericia kan bryste sig af en flot placering blandt landets erhvervsskoler. En ny stor analyse fra SMVdanmark, som bygger på svar fra over 9.000 virksomheder, placerer EUC Lillebælt på en solid plads med en score på 8,16 ud af 10 mulige.

I toppen af listen ligger Køge Handelsskole med 8,78, mens skolerne i bunden ligger på omkring 7,15. 

Samarbejdet med virksomhederne er afgørende

SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder, understreger, hvor afgørende samarbejdet mellem skoler og virksomheder er for kvaliteten af uddannelserne:

– Det særlige ved erhvervsuddannelserne er, at langt størstedelen af uddannelsen foregår ude hos virksomhederne. Det kræver, at samarbejdet mellem skole og virksomhed bliver prioriteret, hvis kvaliteten af uddannelsen skal være i top, siger Kasper Munk Rasmussen, uddannelseschef i SMVdanmark.

Han påpeger også, at især de mindre virksomheder oplever udfordringer med samarbejdet, da de typisk er mere afhængige af god service fra skolerne.

– Det er ærgerligt, at de små virksomheder oplever størst problemer med samarbejdet, for det er dem, der tager flest lærlinge, og det er dem, som bliver ramt hårdest, når samarbejdet går skævt, siger han.

EUC Lillebælt viser vejen lokalt

Med sin placering midt på listen og en høj vurdering på 8,16 ud af 10 viser EUC Lillebælt, at skolen har fat i den lange ende, når det kommer til at skabe gode rammer for elevernes læring og virksomhedernes oplevelse af samarbejdet.

Fra SMVdanmarks side lyder opfordringen klart, at virksomhederne skal være opmærksomme på, hvor godt skolerne klarer sig:

– Virksomhederne skal være bevidste om, at der kan være forskel på erhvervsskolerne. Hvis en skole ikke lever op til forventningerne, kan det i yderste konsekvens være en løsning at skifte samarbejdspartner, også selvom den bedste skole ligger i den anden ende af landet, siger Kasper Munk Rasmussen.

Behov for ændringer på landsplan

SMVdanmark håber også på politiske ændringer, der skal sikre, at elever med særlige udfordringer som fx psykiske diagnoser automatisk får den nødvendige støtte, når de er i lære. Ifølge Kasper Munk Rasmussen kan det nemlig løfte både elevernes trivsel og virksomhedernes samarbejde med skolerne betragteligt:

– I dag er det noget, som eleven specifikt skal bede om, men sådan bør det ikke være. Det vil gøre en kæmpe forskel for eleverne og i forhold til virksomhedernes samarbejde med erhvervsskolerne, hvis støtten følger automatisk med, så det skal vi have ændret, siger han.

Den samlede rangliste fra undersøgelsen kan ses på SMVdanmarks hjemmeside. EUC Lillebælts placering betyder, at virksomheder og lærlinge i Fredericia og Middelfart kan være tilfredse med samarbejdet.

Vi behøver ingen ekstra motorvejsbro.

0
Vi behøver ingen ekstra motorvejsbro.

Den kommuneplan der i øjeblikket er i høring, rummer mange interessante perspektiver.

Et af de områder der har været meget blæst om, er kommunens ønske om en ny 3. Lillebæltsbro. Her er der i planen skitseret en mulighed for at bygge en ny bro parallelt med den eksisterende motorvejsbro.

Også andre steder i landet er der ønsker om at bygge en ny Lillebæltsforbindelse – både nordover og sydpå via Als. Desuden kan der udover at bygge ny bro i Fredericia, være muligheder for forbindelser tættere på Vejle fjord eller tættere på Kolding fjord. Altså 4 andre muligheder, der alle synes at være bedre løsninger for trafikken omkring Fredericia.

Hvis man bygger en ny parallel bro, vil trafikbelastningen på begge sider nemlig med garanti stige endnu mere.

Det vil derfor nedsætte fremkommeligheden for både lokale virksomheder og borgere yderligere.

Det vil i stedet være en stor fordel for området, hvis trafik der alligevel ikke har noget ærinde her i kommunen, kunne ledes udenom.  Det ville øge fremkommeligheden for den trafik der faktisk skal hertil, ligesom det vil nedbringe såvel støj- som luftforurening. Det virker som om kommunen er bange for at andre skal få en fordel, og man dermed overser fordelene byens virksomheder og borgere selv får ved at noget af den uvedkommende trafik forsvinder.

De eksisterende veje skal jo ikke nedlægges, så vi mister ikke noget ved at afvise en lokal 3. forbindelse og i stedet fx støtte en forbindelse over Als som er et stort ønske sydpå, og som vil lette trafikpresset lokalt.

Mathias Gidsel igen kåret som verdens bedste

0
Mathias Gidsel igen kåret som verdens bedste

SPORT. Det er andet år i træk, at den danske landsholdsstjerne vinder den prestigefyldte pris fra Det Internationale Håndboldforbund.

Af 8.000.000.000 mennesker på kloden er Mathias Gidsel fortsat den allerbedste herrehåndboldspiller.

Kåringen som IHF World Player of the Year 2024 er netop offentliggjort og kommer på bagkant af endnu et år med betagende præstationer på stribe fra den danske højre back. Ved EM i Tyskland blev han delt topscorer og kåret som turneringens bedste på positionen, og til OL satte han ny scoringsrekord og blev udpeget som MVP.

Det er andet år i træk, at Mathias Gidsel kåres som verdens bedste mandlige håndboldspiller, og det er faktisk aldrig sket før. Niklas Landin vandt ganske vist prisen to gange i træk i 2019 og 2021, men den blev ikke uddelt i 2020.

Og Mathias Gidsel er en fuldt fortjent vinder, mener DanskHåndbolds sportschef, Morten Henriksen.

– Det er først og fremmest et kæmpe skulderklap til Mathias for det store arbejde, han har ydet gennem sin karriere. Men også til hele DanskHåndbold og de mange folk, der har hjulpet Mathias frem, og som hver dag beriger vores foreningsliv og er med til at skabe fremtidens stjerner.

– I forhold til vores talentstrategi har det også været en fornøjelse at følge Mathias’ vej gennem systemet, hvor han fysisk udviklede sig forholdsvis sent, men alligevel er endt med så unik en præstation som at blive kåret som verdens bedste to gange, siger Morten Henriksen.

Foruden Gidsel og Landin er også Mikkel Hansen blevet kåret som verdens bedste tre gange, mens Anja Andersen og Sandra Toft er de to danske kvinder, der har modtaget hæderen.

Husker Gidsels høje ambitionsniveau

For Mathias Gidsels barndomstræner, Bo Møller, har det været fantastisk at opleve den tiårige purk, der fes rundt i Hal 1 i Skjern, udvikle sig til verdens bedste håndboldspiller.

– Det er da stort at have været med til at træne ham som barn. Han var meget ihærdig og ville bare træne og træne og træne. Han var jo ikke så stor dengang, så vi brugte ham som fløjspiller, for han kunne løbe ligesom i dag. Sidenhen har han så også fået bygget fysikken på og er blevet en komplet håndboldspiller.

– Allerede dengang kunne man se, at Mathias var meget ambitiøs. Han levede i hallen, og hvis der ikke var andre at spille med, skød han bare selv på mål. Det fighterhjerte han besidder i dag, havde han også dengang. Allerede i en tidlig alder var Mathias god til at gå forrest, husker Bo Møller, der fortsat er aktiv som træner for ungerne i Skjern Håndbold.

Mathias Gidsel modtager prisen på baggrund af afstemning blandt både de landstrænere der var med til OL, IHF’s egen Commission of Coaching and Methods samt fans fra hele verden.

Hos kvinderne blev norske Henny Reitstad, der til daglig spiller for Team Esbjerg, kåret som verdens bedste.

Flagene er hejst på EUC Lillebælt: Elever bliver byens første lokale tømrersvende

0
Flagene er hejst på EUC Lillebælt: Elever bliver byens første lokale tømrersvende

UDDANNELSE. Forårssolen har kastet sit klare lys ned over Fredericia denne fredag eftermiddag, hvor flagene blafrer i vinden foran EUC Lillebælt. I dag er en særlig dag, for de første lokale tømrersvende nogensinde fra Fredericia og Middelfart er klar til at modtage deres svendebreve – og de har selv været med til at præge udviklingen af den uddannelse, som nu er fuldt etableret lokalt.

I skolens store samlingslokale summer forventningen. Familie, venner og lærere sidder samlet. Midt i rummet sidder Ebbe og Magnus – unge mænd med smil, der afslører både stolthed og lettelse. De har ventet længe på denne dag.

At være de første

Ebbe på 20 år er vokset op med håndværk i hænderne. Han har taget hele sin tømreruddannelse lokalt, og han er blandt de første til at modtage svendebrevet. At være en del af det allerførste hold har været både specielt og lærerigt, fortæller han.

– Det har faktisk været lidt sjovt også at prøve at være en slags forsøgskanin. Vi har fået testet tingene af, og det synes jeg egentlig er gået meget godt. Vi har fået det hele med, og lærerne har været gode til at få os igennem og forklare selv de små ting, fortæller Ebbe, mens han smiler afslappet, selvom han indrømmer, at ugerne op til eksamen har været intense.

Magnus, der netop er blevet udlært fra det lokale firma Lynggaard & Bødker, nikker genkendende til oplevelsen. Han synes også, at det har været lidt sjovt at tænke på, hvordan de har været med til at skabe uddannelsen:

– Vi har været testkaniner, og efter hvert hovedforløb har vi givet feedback og sagt, hvad der var godt og dårligt. Det er meget fedt at have sat sit aftryk på den måde.

Magnus er én af de første lokale tømrersvende, der er blevet uddannet på EUC Lillebælt. Han er netop udlært fra Lynggaard & Bødker og glæder sig til at tage næste skridt i faget.

Begge har mærket det ansvar, der fulgte med rollen som de første lokale elever. Men også glæden ved at skabe noget nyt.

En uddannelse med blik for fremtiden

De nye tømrersvende er ikke alene blevet uddannet i de klassiske håndværksdiscipliner, men har også fået et skarpt øje for fremtidens behov. Ebbe fortæller med begejstring om en uddannelse, der ikke blot handler om søm og sav, men også om bæredygtighed, økonomi og det at drive en virksomhed. Skolen har haft særligt fokus på at klæde eleverne på til en verden, der stiller nye og større krav til håndværkere.

Et eksempel, Ebbe tydeligt husker, er da eleverne skulle designe og bygge et tiny house – en mindre, mobil bolig, som skulle konstrueres ud fra bæredygtige principper og materialer. Projektet lærte ham, hvor vigtigt det er at tænke bæredygtigt fra begyndelsen, og han ser det som et klart signal om, hvilken retning faget bevæger sig i.

– Der lærte vi at tænke bæredygtighed ind fra start, og det er jo fremtiden, fortæller Ebbe og understreger, at netop bæredygtighed bliver stadig vigtigere i faget, fortæller Ebbe og understreger, at netop bæredygtighed bliver stadig vigtigere i faget.

Familie, venner og tømrermestre var mødt talstærkt op for at fejre de nyudlærte svende, og der blev både givet blomster, gaver og store smil med på vejen.

Han fremhæver samtidig, at skolen også har sørget for, at de kommende svende får konkrete redskaber til at drive virksomhed:

– Vi har haft undervisning i økonomi og ESG sammen med Sparekassen Kronjylland, og det har givet os en større forståelse for, hvad det kræver at starte op som selvstændige. Det gør os mere parate til virkeligheden, siger han.

Magnus sætter også ord på, hvor stor betydning skolens undervisere har haft for elevernes udvikling. Han beskriver dem som engagerede og erfarne, hvilket har skabt trygge rammer for læring og udvikling.

– Det har været stille og roligt, en god oplevelse. Lærerne har været engagerede og gode til at sætte tingene ind i et praktisk perspektiv. Det har gjort det lettere at falde til og virkelig tage uddannelsen til sig, fortæller Magnus.

Denne kombination af klassisk håndværk, bæredygtighed og virksomhedsforståelse gør ifølge uddannelsesleder John Bruun Lyng eleverne godt rustet til den virkelighed, der venter dem. Samtidig åbner det dørene for, at de en dag selv kan træde frem som fremtidens tømremestre og dermed være med til at sætte retningen for branchen.

Nu begynder det for alvor

Da John Lyng selv træder frem for at tale til de unge, breder stilheden sig. Han ser på eleverne med et blik, der afslører både stolthed og et glimt af vemod over at sende dem videre:

– I har taget et stort skridt. Nu begynder I for alvor at bruge det, I har lært. Vi har ikke kun brug for tømrersvende – vi har brug for dygtige tømrersvende, som tager ansvar og bruger deres faglighed. Pas godt på jer selv og vis jeres styrke i alt det, I nu har fået med jer, siger han med varme i stemmen.

Uddannelsesleder John Bruun Lyng holdt en stolt og varm tale til eleverne, hvor han mindede dem om fagets ansvar, fællesskab og vigtigheden af at lære fra de erfarne tømrere, de nu skal stå side om side med.

Ebbe og Magnus lytter opmærksomt. De nikker let, måske fordi alvoren begynder at gå op for dem, at de ikke længere er lærlinge, men fagfolk klar til at tage ansvar.

– Det er helt fantastisk at være færdig. Man er virkelig lettet, siger Ebbe med et stort smil. Han glæder sig allerede til næste kapitel, hvor han sammen med en kammerat vil ud og arbejde på akkord, klar til at mærke håndværkets frihed for alvor.

Magnus glæder sig især til at lægge lærlingelønnen bag sig:

– Det bliver nu rart at komme væk fra lærlingelønnen, siger han med et grin.

En fest, der varer hele ugen

Svendebrevet er i hus, eksamenspresset sluppet, og nu skal det fejres. Ebbe ser allerede frem mod aftenens fejring:

– Selvfølgelig skal vi i byen her i Fredericia og fejre det ordentligt. Og så er der også svendegilder resten af weekenden og i næste uge. Det bliver godt, griner han.

Magnus smiler og nikker:

– Vi skal da ned i byen og have nogle øl.

Fejringen er dog ikke blot en fest, men også en markering af, at de nu træder ind i en lang og stolt tradition – den gamle tømrerkultur, som John Bruun Lyng i sin tale har mindet dem om. De unge mænd er klar til at tage det videre, og næste generation af lokale tømrere står allerede klar i kulissen.

En særlig dag kræver særlige markeringer. Flaget blafrede over EUC Lillebælt, mens svendebrevene blev uddelt.

For Fredericia og Middelfart betyder dagen ikke kun, at Ebbe, Magnus og deres kammerater kan kalde sig tømrersvende. Den betyder også, at lokalområdet nu har fået en komplet tømreruddannelse, som gør det muligt for flere unge at uddanne sig tæt på hjemmet, og det gavner både eleverne og virksomhederne i området.

Da eleverne rejser sig, breder klapsalverne sig ud over lokalet, og foråret føles pludselig lidt varmere. En dag fyldt med solskin, stolthed og store fremtidsdrømme – en dag, som ingen af dem glemmer foreløbigt.

Læs også: