Butikstyveri kostede frihed og adgang til Danmark

0
Butikstyveri kostede frihed og adgang til Danmark

KRIMI. To rumænske mænd på henholdsvis 29 og 37 år er tirsdag blevet idømt 60 dages ubetinget fængsel samt udvisning af Danmark med et indrejseforbud på seks år.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi på det sociale medie X.

Dommen falder kort efter, at de to blev anholdt og sigtet for butikstyveri i elektronikforretningen POWER på Vejlevej i Kolding mandag eftermiddag. Her blev de taget på fersk gerning, da de forsøgte at forlade butikken med elektronikvarer til en samlet værdi af 13.476 kroner gemt under tøjet.

Butikkens personale tilbageholdt den ene gerningsmand, mens den anden flygtede til fods. Ifølge politikommissær Kenneth Skytte Nielsen fra Patruljecenter Syd var den tilbageholdte mand “meget sur” over situationen.

Imens var det en mobiltelefon, der kom til at afsløre det hele. Politiet undersøgte nemlig den anholdtes mobiltelefon og fandt spor, der førte dem til et bed and breakfast i Tønder Kommune. Her fandt betjente fra Syd- og Sønderjyllands Politi både den anden gerningsmand og flere af de stjålne varer.

Begge mænd blev herefter anholdt og fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Kolding klokken 12.00 tirsdag, hvor de altså straks blev dømt og skal afsone deres straf, inden de udvises fra landet.

Sydøstjyllands Politi skriver på X:

»De to rumænske statsborgere modtog begge en straksdom på 60 dages ubetinget fængsel og efterfølgende udvisning af Danmark, med indrejseforbud i 6 år.«

Læs om hele episoden her:

Trafikken på Tøndervej bliver kraftigt påvirket

0

TRAFIK. Fra torsdag den 24. april og frem til starten af juni vil bilister og beboere i Kolding midtby skulle indstille sig på markante ændringer i trafikken.

Det skyldes, at TREFOR El-net igangsætter den afsluttende etape af et større forsyningsprojekt, hvor en ny højspændingsledning skal lægges i jorden langs Tøndervej.

»Det er i den afsluttende fase, at trafikken bliver påvirket allermest, men vi vil naturligvis forsøge at mindske generne så meget som overhovedet muligt. Den grønne omstilling betyder en øget efterspørgsel efter elektricitet, og hvis vi skal sikre en stabil forsyning af strøm, er der behov for en løbende udbygning af vores elnet,« udtaler senior projektleder Nikolaj Roskær Madsen fra TREFOR El-net.

Det betyder konkret, at den nordlige kørebane på Tøndervej – i retning ud af byen – bliver spærret for biltrafik mellem Bredgade og Warmingsgade. Der etableres omkørsel for biler via Bredgade, Rendebanen, Ålegården og Vestre Ringgade. For høje lastbiler henvises til en alternativ rute ad Sydbanegade og videre ad Fredericiagade og Slotssøvejen.

Trafikken i det store kryds mellem Tøndervej, Haderslevvej, Sydbanegade og Bredgade vil desuden blive påvirket. Her anvender TREFOR avanceret boreudstyr til at føre ledningen under vejen, men trafikken vil stadig blive forsinket.

»Vi kan ikke undgå, at det bliver sværere og kommer til at tage længere tid end i dag at komme gennem krydset. Det midlertidige signalprogram er tidsstyret. Det betyder, at hver retning får sin egen fastlagte periode med grønt lys. Programmet er tilpasset myldretiden for at sikre den bedst mulige afvikling af trafikken for flest mulige,« forklarer Henrik Sandager Nissen, afdelingsleder i Kolding Kommune.

Beboere på Grønnegade og Østergårdsvej vil i perioden ikke kunne komme ud på Tøndervej, mens Rosengade forbliver åben i retning mod byen. Ind- og udkørsel vil i stedet foregå via Warmingsgade og Vejrupsgade, hvor der indføres midlertidigt parkeringsforbud for at skabe tilstrækkelig plads til trafikken.

TREFOR oplyser, at alle berørte beboere er blevet informeret om projektet via entreprenøren Vestfyns El-Anlæg, og opfordrer samtidig til, at man kontakter dem direkte, hvis der opstår spørgsmål i forløbet.

Nappede kage fra første klasse – men blev ikke behandlet som VIP

0
Nappede kage fra første klasse – men blev ikke behandlet som VIP

KRIMI. Der var søde sager og kolde drikke på menuen, da en 23-årig mand mandag eftermiddag fik fingrene lidt for langt fremme i godtevognen hos DSB’s første klasse på Fredericia Banegård.

Klokken 14.28 måtte Sydøstjyllands Politi rykke ud til banegården på Jernbanegade, hvor en sulten passager ifølge anmeldelsen havde snuppet kage og vand, som ellers var tiltænkt passagererne på togets luksusklasse.

Det fortæller politikommissær Kenneth Skytte Nielsen fra Patruljecenter Syd:

»På Fredericia Banegård har vi en passager, der har været ude at køre med tog, og i den forbindelse har han stjålet kage og vand fra togvognen, som var til passagererne på første klasse. Vi sender en patrulje derud, og de træffer en mand på 23 år.«

Politiet fik hurtigt fat i den 23-årige slikmund, som ikke har en fast bopæl. Den unge mand blev på stedet sigtet for tyveriet, men han nægtede dog pure at have noget med kage-kup’et at gøre.

Efter at have fået en klar besked om at holde fingrene fra luksusgodterne, blev den kagesultne passager bortvist fra stedet af politiet.

Politiet oplyser ikke nærmere, hvilken slags kage eller vand der var tale om – men én ting er sikkert: Fremover skal kageglade passagerer holde sig langt fra serveringsvognen, hvis de ikke selv har betalt for billetten på første klasse.

Fredericia vil bryde Hvidovre-forbandelse: »Vi er i et bedre sted nu«

0

SPORT. Onsdag aften klokken 18.30 gælder det endnu et vigtigt opgør i oprykningsspillet, når FC Fredericia gæster Hvidovre på Pro Ventilation Arena.

De to tidligere møder i sæsonen er begge endt med snævre 1-0-sejre til Hvidovre, og direktør Stig Pedersen forventer endnu en tæt kamp.

»Jeg synes egentlig, at de sidste to kampe, vi har spillet mod dem i den her sæson, har været fuldstændig tætte. De har bare vundet 1-0. Og det er jo sådan kampene er på det her niveau – små marginaler. Det bliver det også i morgen,« siger han.

Hvidovre, der i seneste runde vandt 3-1 over Kolding, kommer med en rutineret trup og stor erfaring fra 1. division – noget, som ifølge Stig Pedersen adskiller dem fra Fredericia.

»Vi har det yngste hold, og de har måske det ældste. Det bliver ung mod gammel. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det bliver lettere eller sværere. Det er et rutineret hold, med dygtige spillere som Makienok og Spelmann. Deres normale omdrejningspunkt, Anders Stenov, har karantæne, og det kan måske få betydning,« vurderer han.

Fredericia befinder sig aktuelt på andenpladsen, seks point foran AC Horsens. Stig Pedersen understreger, at holdet har fokus på én kamp ad gangen.

»Lige nu fokuserer vi 100% på den næste kamp. Det store billede kan ændre sig hurtigt. Vi kan være langt foran Horsens efter påsken – eller vi kan være helt tæt. Men vi er i et væsentligt bedre sted nu, end vi var for fire uger siden.«

Han peger blandt andet på, at holdet har fået flere spillere tilbage fra skader.

»Vi havde ikke nogen særlig god opstart. Vi var lidt ramt – Bøndergaard blev skadet, og Emilio og Egelund var ikke med i opstarten. Men nu er de tilbage, og det gør en stor forskel. På den måde er der ikke så mange undskyldninger for ikke at levere.«

At der begynder at blive talt om Superliga i og omkring Fredericia – blandt andet i en klumme af Morten Bruun hos TV 2 – tager Stig Pedersen med ro:

»Vi kan da også drømme om det, og det skal vi have lov til. Vi har selv bragt os i den her situation, og vi har ligget på andenpladsen i rigtig lang tid. Selvfølgelig fylder det noget – men vi ved også, hvor hurtigt sport kan vende. Så vi tager én kamp ad gangen og ser, hvor langt det rækker.«

FC Fredericia går ind til opgøret med en stærk stime og masser af selvtillid efter seneste 5-1-sejr over Horsens. Kampen mod Hvidovre fløjtes i gang onsdag kl. 18.30, og AVISEN liveopdaterer fra opgøret.

Sur butikstyv afslørede makkeren: Nu skal de begge for retten

0
Sur butikstyv afslørede makkeren: Nu skal de begge for retten

KRIMI. To mænd på 29 og 37 år blev mandag eftermiddag taget på fersk gerning i elektronikforretningen POWER på Vejlevej i Kolding, da de forsøgte at stjæle varer for flere tusinde kroner. Det oplyser politikommissær Kenneth Skytte Nielsen fra Patruljecenter Syd ved Sydøstjyllands Politi.

Politiet fik anmeldelsen klokken 14.41, efter at de to mænd havde gemt varer for 13.476 kroner under tøjet og forsøgt at forlade butikken. Personalet reagerede hurtigt og fik tilbageholdt én af de to tyve, mens den anden slap væk til fods.

Den tilbageholdte mand var ifølge politiet stærkt utilfreds med situationen.

»En af gerningspersonerne er flygtet fra stedet til fods, og man har tilbageholdt den tilbageværende butikstyv, som er meget sur over det her,« fortæller Kenneth Skytte Nielsen.

Telefon afslørede gerningssted i Tønder

Ved anholdelsen undersøgte politiet den tilbageholdtes mobiltelefon, og her fandt man en vigtig ledetråd: en adresse på et bed and breakfast i Tønder Kommune.

»Vi kan se, at der har været korrespondance og en lokation på noget bed and breakfast i Tønder Kommune. Derfor kontakter vi vores kolleger hos Syd- og Sønderjyllands Politi, som kører ud på stedet,« siger Kenneth Skytte Nielsen.

På adressen i Tønder blev den anden gerningsmand hurtigt opsporet, og politiet fandt samtidig flere af de stjålne varer.

Rumænske statsborgere anholdt

Ifølge Kenneth Skytte Nielsen er begge mænd rumænske statsborgere på henholdsvis 29 og 37 år. De blev begge anholdt og er sigtet for butikstyveri.

»Vi har anholdt begge gerningsmænd, og de skal fremstilles i grundlovsforhør i løbet af i dag,« siger politikommissæren.

Sydøstjyllands Politi bekræfter på det sociale medie X, at de to mænd fremstilles i Retten i Kolding klokken 12.00.

Politiet arbejder fortsat på at opklare de nærmere detaljer omkring sagen. Imens kunne politikommissær Kenneth Skytte Nielsen endnu ikke oplyse præcist, hvilke varer mændene havde forsøgt at stjæle.

Hvad skal tyven med 300 Panodiler? Politiet står uden svar efter nyt tricktyveri

0
Hvad skal tyven med 300 Panodiler? Politiet står uden svar efter nyt tricktyveri

KRIMI. Et ældre ægtepar på henholdsvis 90 og 97 år blev mandag eftermiddag udsat for et tricktyveri på Frederiksberggade i Lunderskov. En kvinde, som parret beskriver som en ”pæn dame”, udgav sig for at komme fra apoteket og fik på den måde adgang til parrets bolig.

Det fortæller politikommissær Kenneth Skytte Nielsen fra Patruljecenter Syd ved Sydøstjyllands Politi tirsdag morgen.

Ifølge anmeldelsen, der kom fra ægteparrets datter klokken 20.40 mandag aften, forklarede den fremmede kvinde, at hun skulle kontrollere opbevaringen af medicin i parrets hjem. Efter kvindens besøg opdagede parret, at et glas med cirka 300 panodiler var forsvundet fra medicinskabet.

»Vi har ikke fået melding om, at der mangler bankkort eller andre værdier. Det ser ud til, at det udelukkende er de cirka 300 panodiler, som er blevet stjålet. Men det er selvfølgelig bekymrende, at man bruger den her fremgangsmåde til at skaffe sig adgang til andres boliger,« siger Kenneth Skytte Nielsen.

Lokale hjemmepleje orienteret

Politiet har orienteret den lokale hjemmepleje i Kolding Kommune om hændelsen, og myndighederne undersøger nu, om der er flere lignende episoder i området.

»Vi kigger ind i sagen, og håber selvfølgelig, at nogen har set noget i tidsrummet omkring klokken 14, hvor tyveriet skulle være sket,« lyder det fra politikommissæren.

Usædvanligt tyveri

Politiet udtrykker bekymring over fremgangsmåden, der er blevet brugt til at skaffe adgang til huset. Samtidig påpeger politiet, at Panodiler er håndkøbsmedicin, som almindelige borgere normalt har let adgang til i mindre mængder.

Kenneth Skytte Nielsen kalder det derfor ”usædvanligt”, at nogen skaffer sig adgang til andres hjem alene for at stjæle noget, der er relativt let tilgængeligt:

»Det er usædvanligt, at man skaffer sig adgang til et hus og stjæler noget, som du og jeg også kan købe. Selvfølgelig kan du og jeg ikke købe cirka 300 panodiler nede på det lokale apotek, medmindre vi har en recept. Men panodiler er jo noget, de fleste mennesker kan købe,« bemærker politikommisæren.

Han afviser dog at spekulere i, hvad tyven eventuelt skulle bruge den store mængde panodiler til:

»Det vil være skud i tågen,« siger han.

Politiet undersøger fortsat sagen, og opfordrer vidner, der har set noget mistænkeligt i området omkring Frederiksberggade i Lunderskov mandag eftermiddag, til at henvende sig.

Peter Kofod går efter regionen

0
Peter Kofod går efter regionen

POLITIK. Når vælgerne til november skal sammensætte det nye regionsråd i Region Syddanmark, vil et velkendt navn stå øverst på Dansk Folkepartis liste.

Peter Kofod er nemlig blevet valgt som spidskandidat, og det er en opgave, han går til med både stolthed og alvor.

»Det var en fantastisk oplevelse at mærke den opbakning, vi har i Dansk Folkeparti til den her opgave. Det gør mig både taknemmelig og ydmyg. Det rører mig hver gang, nogen har tillid nok til én til at opstille – det betyder noget,« siger Peter Kofod.

En af Kofods store mærkesager er kampen mod unødvendigt bureaukrati – særligt i sundhedsvæsenet. Han frygter, at den nye sundhedsreform kan fjerne fokus fra kerneopgaven og skabe et system, som fjerner sig fra borgerne.

»Bureaukratiet er vokset voldsomt i de senere år, og det er gået ud over ressourcerne til den egentlige opgave – sundhed. Jeg er bange for, at den nye sundhedsreform bliver en bureaukratireform, og det vil jeg gerne være med til at forhindre. En af de bedste måder at gøre det på er at gå ind i arbejdet selv. Vi står uden for reformaftalen, og det betyder, vi kan sige tingene klart og ærligt,« forklarer han.

Peter Kofod erkender, at regionspolitik kan være et emne, som mange vælgere ikke har tæt inde på livet i hverdagen – men netop derfor mener han, det er vigtigt at tale det op.

»Det er ikke det, TV Avisen handler om til daglig, og derfor er der en særlig opgave i at forklare folk, hvad regionerne egentlig laver. Det handler om sundhed, nærhed og velfærd, og vi har en stærk kandidatliste, som nu skal lægge en god plan frem mod valget.«

Selvom der fra visse politiske sider tidligere har været diskussion om regionernes fremtid, ser Peter Kofod ingen tegn på, at de bliver nedlagt foreløbigt.

»Der er ikke noget, der tyder på, at regionerne er på vej væk. Et stort flertal ønsker noget andet, så vi tager udfordringen op derfra.«

Han understreger, at Dansk Folkeparti ønsker at være en klar stemme for borgerne i debatten om fremtidens sundhedsvæsen.

»Vi skal sikre, at sundhedsvæsenet ikke rykker længere væk fra danskerne, og vi skal undgå beslutninger, der ikke giver mening i virkeligheden. Jeg frygter, at vi ser en bureaukratisk knopskydning ude i regionerne, og hvis det sker, kommer vi til at råbe op.«

Peter Kofod beskriver sig selv som nationalkonservativ og hælder mod en borgerlig konstituering, men han understreger, at valget af samarbejdspartnere ikke er besluttet endnu.

»Vi peger på et borgerligt parti, men det er ikke noget, vi har talt meget om endnu. Det er også noget, kandidaterne skal have indflydelse på. Men ja, jeg betragter mig selv som nationalkonservativ, så vi hælder klart i den retning.«

Middelfart Marina får nyt vartegn – og du kan være med til at navngive det

0

KULTUR. Ved årets udgang står projektet “Marina For Alle” færdigt i Middelfart, og i den forbindelse får marinaen et nyt vartegn for enden af molen. Det nye element bliver både et arkitektonisk blikfang og et samlingspunkt, og nu inviteres borgere og besøgende til at komme med forslag til, hvad det skal hedde.

Det kommende vartegn bliver ikke blot en konstruktion til pynt. Det får flere funktioner, som skal gøre det til et naturligt stop på en tur langs marinaen. Her kan man tage en pause, nyde udsigten over Fænøsund eller blive klogere på lokalhistorien og naturen i området. Nederst på vartegnet vil der blive indarbejdet information, og det bliver også muligt at komme op i højden og få et vue ud over vandet og marinaens broer.

Middelfart Kommune opfordrer alle interesserede til at sende deres navneforslag på e-mail til marinaforalle@middelfart.dk senest mandag den 28. april 2025. Kommunen forbeholder sig retten til at vælge frit blandt de indsendte forslag, og det endelige navn vil blive godkendt af Teknisk Udvalg.

For den person, hvis forslag bliver valgt, venter der et gavekort til Middelfart Handel som præmie. Vinderen får direkte besked, når afgørelsen er truffet.

EventC står bag Mikkel Hansens foredragsturné: »Vi er stolte over at være med«

0

EVENTS. Det fredericianske eventbureau EventC har tidligere stået bag populære foredrag med blandt andre Nikolaj Jacobsen. Nu tager de næste skridt – og det er et stort ét. Sammen med Time Out Management sender EventC Mikkel Hansen på turné med foredraget “Mikkel”, der i efteråret 2025 besøger 13 byer i hele landet. For direktør Ulrich Nicolaisen er det ikke bare en ære – men også et bevidst valg om at udvide bureauets profil.

»Det startede med, at vi har lavet mange foredrag med Nikolaj Jacobsen, og via det samarbejde opstod dialogen med Mikkel. Han ønskede selv at lave foredrag efter at have været ude med Niklas Landin,« fortæller Ulrich Nicolaisen og fortsætter:

»Nu er vi klar med 13 foredrag, og det er noget, vi er utrolig stolte over at være en del af.«

EventC har fra begyndelsen været involveret i planlægningen, og turnéplanen er sammensat med både storbyer og byer med stærkt foreningsliv – som Grindsted, Mors, Fredericia og Svendborg.

»Mikkel ønsker at komme ud i hele landet – ikke kun til de store arenaer, men også der, hvor håndboldforeningerne lever og ånder. Det handler for ham om at give noget tilbage til sporten. Det er vi glade for at kunne understøtte.«

Foredraget “Mikkel” kommer til at give et personligt indblik i stjernens liv – både på og udenfor banen. Det bliver første gang, han i egne ord fortæller om bagsiden af medaljen, presset som nationalikon og tiden med skader i PSG og Aalborg.

For EventC er samarbejdet med Mikkel Hansen også en del af en strategisk udvikling.

»Det giver os muligheden for at lave noget nyt og mere målrettet mod erhvervslivet og de større byer. Det er både spændende og vigtigt for os som virksomhed,« siger Ulrich Nicolaisen og tilføjer, at aftalen også åbner døre for nye formater og målgrupper.

Turnéen besøger blandt andet Odense, Aarhus, Fredericia, Herning og Helsingør. I Fredericia afholdes foredraget i Fredericia Musicalteater til november.

Billetsalget til alle 13 foredrag er åbnet via www.MikkelHansenTour.dk.

Fredericia Spildevand nægter at svare på centrale spørgsmål om husskader på Nørrebrogade

0
Fredericia Spildevand nægter at svare på centrale spørgsmål om husskader på Nørrebrogade

BOLIG. Fredericia Spildevand ønsker ikke at besvare en række centrale spørgsmål fra AVISEN om gravearbejdet på Nørrebrogade, hvor flere boligejere oplever betydelige skader på deres ejendomme. Et stort graveprojekt, der har strakt sig over tre år, har ført til frustration hos husejerne, som oplever at blive kastet rundt mellem Fredericia Kommune, Fredericia Spildevand og entreprenøren TC Anlæg – alle med lang svartid, manglende svar og uklart ansvar.

AVISEN har gennemgået en detaljeret geoteknisk rapport fra Franck Miljø- & Geoteknik, der tydeligt anbefalede en række konkrete sikkerhedstiltag og forsikringer, inden arbejdet blev påbegyndt. Derfor stillede AVISEN Fredericia Spildevands administrerende direktør, Peter Daugbjerg Jensen, følgende konkrete spørgsmål, som han har valgt ikke at svare på:

  • Hvad menes der med »acceptabelt niveau« for vibrationspåvirkning af husene, og hvem har fastsat grænseværdierne?
  • Hvorfor blev der valgt spuns frem for gravekasser, selvom gravekasser specifikt nævnes i rapporten?
  • Hvilke problemer opstod ud for nummer 48, som gjorde, at spunsarbejdet måtte udføres flere gange, og hvordan blev disse håndteret?
  • Hvorfor blev vibrationsmåleren opsat på nummer 55, selvom nummer 48 var få meter fra gravearbejdet?
  • Hvorfor blev boligejeres ønske om at få måleren opsat på nummer 48 ikke imødekommet?
  • Den geotekniske rapport anbefaler flere gange specifik forsikring mod vibrationsskader. Har Fredericia Spildevand undersøgt muligheden for denne specifikke forsikring, eller valgte man kun en almindelig entrepriseforsikring?
  • Hvem vurderede, hvilke bygninger der skulle betragtes som »særligt følsomme«, sådan som rapporten anbefalede?
  • Blev den anbefalede risikovurdering af nabobygningers funderingsforhold udført? Hvis ja, hvad viste den? Hvis nej, hvorfor ikke?

Svaret fra Fredericia Spildevands direktør Peter Daugbjerg Jensen lød kortfattet:

»Vi har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.«

Rapport advarede mod manglende undersøgelser

Rapporten fra Franck Miljø- & Geoteknik indeholder klare anbefalinger, som Fredericia Spildevand ifølge egne oplysninger til AVISEN ikke har fulgt helt op på.

Eksempelvis står der på side 9 i rapporten:

»Der er ikke foretaget undersøgelse af eksisterende nabobygningers funderingsforhold, og det bør nøje overvejes, om det påtænkte gravearbejde kan have indflydelse på disse. Det anbefales derfor, at der udføres en risikovurdering.«

I rapporten står yderligere:

»Endvidere bør vurderes, om der findes særligt følsomme bygninger, der kræver kontrol.«

Selvom Fredericia Spildevand har oplyst AVISEN, at der er gennemført fotoregistrering og vibrationsmålinger, er det fortsat uklart, hvorfor en egentlig risikovurdering af bygningernes fundering ikke blev foretaget – især i betragtning af anbefalingerne i rapporten.

Boligejere: »Vi bliver sendt rundt mellem aktører«

Sagen har stor betydning for husejerne på Nørrebrogade, som oplever alvorlige skader på ejendomme – revner i murværk, sætningsskader og usikkerhed omkring husenes fremtidige værdi.

Boligejerne føler sig overladt til sig selv og sendt rundt mellem Fredericia Kommune, Fredericia Spildevand og entreprenøren TC Anlæg, der alle giver lange svartider eller uklare svar omkring ansvaret.

Rikke Lundsgaard Breckling, en af de berørte husejere, beskrev over for AVISEN den nuværende situation således:

»Vi bliver sendt rundt mellem aktørerne og skal selv kæmpe for alt her. Der er ingen hjælp. Vi møder enten tavshed eller tom snak.«

Snart borgermøde om sagen

Den 28. april kl. 18.30-20.30 afholdes der et offentligt borgermøde, hvor de frustrerede beboere på Nørrebrogade og i området omkring får mulighed for at få svar på deres spørgsmål – og måske et tydeligere billede af, hvem der bærer ansvaret for skaderne.

AVISEN følger sagen tæt og fortsætter arbejdet med at få svar på de mange spørgsmål, Fredericia Spildevand hidtil har valgt at lade stå ubesvarede.

Unge bygger 1872-jagt i miniature: Kan ses til Royal Run i Middelfart

Unge bygger 1872-jagt i miniature: Kan ses til Royal Run i...

0
LOKALT. På et værksted i Middelfart står unge mellem 13 og 18 år og skærer, limer og sliber på en model, der langsomt tager...