Privat børnehave i Fredericia lukker

0
Privat børnehave i Fredericia lukker

BØRN. Børnehaven Eventyrlunden på Skansevej i Fredericia lukker med udgangen af august 2025. Lukningen sker som følge af en forsinket udvidelse af bygningen, hvilket betyder, at institutionen ikke længere kan drives under de eksisterende rammer.

Lukningen påvirker udelukkende Eventyrlunden, mens søsterinstitutionen Eventyrhuset på Prangervej fortsætter uændret.

Bestyrelsen for Eventyrlunden og Eventyrhuset meddeler i et brev til forældrene, at beslutningen har været vanskelig, men nødvendig.

»Vi må erkende, at Eventyrlunden ikke kan fortsætte under de eksisterende rammer,« skriver bestyrelsen i brevet til forældrene, der blev sendt den 7. maj.

Eventyrlunden har ellers haft et stort fokus på trivsel, leg og læring i trygge omgivelser. Institutionen har arbejdet med et værdigrundlag, hvor børnene skulle være i centrum, og der har været et stærkt fokus på efteruddannelse og kompetenceudvikling af medarbejderne.

Institutionen blev indrettet med plads til to børnehavegrupper med hver 24 børn samt en vuggestuegruppe med 16 børn. Personalet har været ansat ud fra minimumsnormeringer med tre pædagoger, en medhjælper og en studerende pr. stue.

Kommunen er orienteret – vil hjælpe familierne

Formanden for Børne- og Skoleudvalget i Fredericia Kommune, Ole Steen Hansen, er orienteret om lukningen af den private børnehave, der sker kort tid efter, at den kommunale børnehave Valhalla blev lukket af Fredericia Kommune efter et tilsyn.

»Vi hjælper naturligvis alt, hvad vi kan,« slår Ole Steen Hansen fast onsdag aften over for Fredericia AVISEN.

Eventyrlunden arbejder tæt sammen med Fredericia Kommune.

Bestyrelsen for Eventyrlunden vil i den kommende tid samarbejde tæt med Fredericia Kommune for at sikre, at familierne får det bedst mulige tilbud, når Eventyrlunden lukker. De vil løbende udsende informationer, være til stede i Eventyrlunden for at svare på spørgsmål og være tilgængelige ved akutte eller konkrete problemstillinger, oplyser bestyrelsen.

Institutionen lukker officielt den 31. august 2025.

Vejle og Børkop vil styrke beredskabet med flere brandfolk og ny brandstation

0

BEREDSKAB. Vejle Brandvæsens nuværende faciliteter og bemanding i Vejle og Børkop er ikke længere tidssvarende. Derfor foreslår brandvæsenet nu en større opgradering af begge stationer i forbindelse med Vejle Kommunes kommende budgetlægning for 2026-2029.

Konkret ønsker Vejle Brandvæsen at ansætte ti ekstra brandfolk i Vejle, så hvert døgnvagtshold fremover vil have to ekstra mand til rådighed, inklusiv dækning ved sygdom og ferie. Dermed øges beredskabet i Vejle by fra fire til seks brandfolk i 1-minutsberedskab. I dag bemandes stationens tankvogn eller drejestige med deltidsbrandfolk, hvilket kan forsinke udrykningen. En mindre ombygning af brandstationen vil samtidig blive nødvendig for at få plads til ekstra soverum, toiletter og baderum.

I Børkop ønsker brandvæsenet en opgradering fra den nuværende hjælpebrandstation til en selvstændig brandstation med en autosprøjte, en ny tankvogn og et vagthold på seks brandfolk. Dette ønske er begrundet i en markant stigning i byens indbyggertal og dermed også en øget mængde udrykninger. I dag har stationen kun en autosprøjte, hvilket betyder, at der i gennemsnit går 18 minutter, før tankvognsassistance ankommer fra enten Vejle eller Fredericia.

For at gennemføre styrkelsen i Børkop skal der ansættes seks ekstra deltidsbrandfolk, og brandstationen skal flytte til nye lokaler.

Samlet set vil udgifterne for styrkelsen af brandstationerne beløbe sig til 6 mio. kroner årligt for Vejle, og 0,6 mio. kroner årligt for Børkop. Derudover vil der være engangsudgifter på 0,8 mio. kroner til ombygning af stationen i Vejle og 0,4 mio. kroner til etablering af nye faciliteter i Børkop.

Forslaget er netop nu under behandling i forbindelse med kommunens budgetproces.

Panorama viser historien om Den Gamle Lillebæltsbro på det store lærred

Panorama viser historien om Den Gamle Lillebæltsbro på det store lærred

FILM. Den Gamle Lillebæltsbro fylder 90 år, og i Panorama Biograferne ved Lillebælt markeres jubilæet med en helt særlig filmvisning. Biografen viser nemlig dokumentaren »Broens bygning«, som fortæller den imponerende historie om, hvordan broen blev opført – nærmest med håndkraft.

I samarbejde med Bridgewalking Lillebælt og Middelfart Lokal TV har Panorama arrangeret en række visninger af dokumentaren, hvor gamle stumfilmsklip fra 1930’erne er blevet digitalt restaureret og suppleret med fortællestemme. Filmen tager publikum helt tæt på processen – fra produktionen af sænkekasserne og nedboringen i Lillebælt til opførelsen af broens karakteristiske ståloverbygning.

Helle Broen fra Panorama Biograferne opfordrer varmt både middelfartere og fredericianere til at opleve filmen og mærke historiens vingesus.

»Det er en helt vildt fascinerende fortælling, fordi man simpelthen ser, hvordan folk har stået med en god gammel skovl og skovlet jord op fra bunden, simpelthen med håndkraft har bygget den her bro. Det er så imponerende,« siger Helle Broen og fortsætter:

»Så det er virkelig sådan et historisk vingesus, som jeg synes, at alle burde gå ind og se.«

Den Gamle Lillebæltsbro blev indviet den 14. maj 1935 med festligheder, hvor også de kongelige deltog sammen med borgere fra både Middelfart og Fredericia.

Panorama Biograferne håber samtidig, at fremtiden også byder på en dokumentar om Den Nye Lillebæltsbro, som publikum kan se direkte fra biografens foyer.

»Her fra vores lille udsigtsspot i Panorama kan man jo kigge direkte over på Den Nye Lillebæltsbro, og vi håber da også, at vi en dag kan vise en film om, hvordan den blev til,« siger Helle Broen med et smil.

Filmen vises i Panorama Biograferne flere gange i maj måned.

Se videoen nederst i artiklen, hvor Helle Broen selv fortæller mere om filmen og dens fascinerende historiske billeder fra broens opførelse:

Politiet mistænker påsat brand i Gothersgade – søger vidner

0
Politiet mistænker påsat brand i Gothersgade – søger vidner

KRIMI. Sydøstjyllands Politi efterforsker i øjeblikket en brand i et møntvaskeri i Gothersgade i Fredericia, der brød ud natten til mandag den 5. maj. Politiet har mistanke om, at branden kan være påsat og beder nu offentligheden om hjælp.

Anmeldelsen om branden indløb til politiet omkring klokken 02.30, og brandvæsnet rykkede hurtigt ud til stedet. Branden blev hurtigt bragt under kontrol, men der skete skader på bygningen og inventaret. På baggrund af den indledende efterforskning vurderer politiet, at branden kan være påsat. Sagen efterforskes derfor som en mulig overtrædelse af straffelovens §181, der omhandler forsætlig brandstiftelse.

»Vi vil meget gerne høre fra borgere, der har set noget mistænkeligt omkring møntvaskeriet i tidsrummet mellem klokken 02.00 og 03.00 natten til mandag,« lyder det fra Sydøstjyllands Politi.

Politiet opfordrer derfor alle, der måtte have oplysninger eller har været i området i det pågældende tidsrum, til at kontakte dem via telefon 1-1-4. Efterforskningen fortsætter, og politiet arbejder på at klarlægge brandens årsag og eventuelle gerningsmænd.

Ankestyrelsen afslutter sag – men uenigheden i Middelfart Byråd består

0
Ankestyrelsen afslutter sag – men uenigheden i Middelfart Byråd består

POLITIK. Ankestyrelsen har nu afsluttet sagen om borgmester Johannes Lundsfryd Jensens rolle som afsender af svar til byrådsmedlemmer i Middelfart Kommune. Den juridiske konklusion lyder, at kommunen har handlet inden for rammerne af styrelsesloven, og Ankestyrelsen vil derfor ikke rejse en tilsynssag.

Men blandt byrådsmedlemmerne er sagen langt fra afsluttet. På den ene side ser borgmesterens støtter afgørelsen som et klart punktum og en bekræftelse på, at kritikken har været urimelig. På den anden side bliver afgørelsen af kritikerne fremstillet som en sejr – ikke mindst med henvisning til, at forvaltningen undervejs måtte erkende en kommunikationsfejl, hvilket efter deres opfattelse bekræfter, at kritikken havde substans.

Forvaltningsfejl – eller politisk storm i et glas vand?

Ankestyrelsen skriver i sin afgørelse af 31. marts, at den »ikke finder anledning til at foretage yderligere«, da det på baggrund af kommunens forklaring vurderes, at der alene er tale om en ændring i den »praktiske håndtering« af byrådshenvendelser. Det vil sige, at borgmesteren står som formel afsender af svarene, men at alle byrådsmedlemmer fortsat har ret til at stille spørgsmål og modtage svar fra forvaltningen, som hidtil.

Den vurdering hviler i høj grad på kommunens egen redegørelse, hvor det fremgår, at der ikke er sket nogen begrænsning i den reelle adgang til forvaltningens bistand. Kommunen slår i sin skrivelse fast, at »alle byrådsmedlemmer stadig har lige mulighed for at få bistand«, og at det alene handler om, at svarene nu sendes via borgmesteren – ikke om indholdet eller adgangen til svar.

Men Jonas René Jensen (Æ), som rejste sagen, er dog ikke enig i den vurdering. Han mener, at forvaltningens erkendelse af en intern fejl i sagen er afgørende og ændrer billedet.

»Hvis du læser den, så skriver kommunen, at det, de har gjort, var forkert. De lægger sig jo fladt ned og skriver, at de har begået en fejl. Og fordi de erkender det, laver Ankestyrelsen ikke en tilsynssag,« siger han og henviser til en passage i kommunens svar til Ankestyrelsen, hvor Ledelsessekretariatet beklager en intern mail, hvori det fejlagtigt blev skrevet, at Økonomiudvalget havde truffet beslutning om praksisændringen. Det var ifølge kommunen ikke korrekt.

»Det hele beroede jo på, at hvis man laver en ændring i noget, så skal der tages en beslutning, og det har der aldrig været taget. Det var ikke Økonomiudvalget, der havde besluttet det, og det indrømmer forvaltningen også nu. Det er derfor, sagen ikke går videre,« bemærker Jensen.

For Danmarksdemokraten viser det, at proceduren ikke blev håndteret korrekt fra starten, og han fremhæver, at han nu igen får direkte svar fra direktionen, hvilket ikke var tilfældet i perioden op til Ankestyrelsens behandling.

»Før skulle jeg rykke flere gange for at få svar. Nu får jeg svar direkte fra Steen Vinderslev og de øvrige direktører i forvaltningen. Det er jo det, jeg ville have. Vi får svar igen, det er den reelle sejr,« siger han.

Han retter desuden kritik mod, at borgmesteren tidligere har sendt svar direkte til byrådsmedlemmer uden tydeligt at angive, om svarene kom fra forvaltningen eller var borgmesterens egne formuleringer. Ifølge Jensen skaber det uklarhed om afsenderen og svækker gennemsigtigheden – og dermed tilliden. Den bekymring gav han allerede udtryk for i december, hvor han i en henvendelse til Ankestyrelsen skrev, at der var tale om »en borgmester, der udvælger, hvad han ønsker at svare på«.

Samtidig pointerer han, at sagen efter hans opfattelse også rejser spørgsmål om arbejdsmiljøet i byrådet – særligt fordi hele forløbet, ifølge ham, udsprang af en tidligere beskyldning om, at han skulle have medvirket til et dårligt arbejdsmiljø. Det er forhold, Ankestyrelsen ikke har taget stilling til, da arbejdsmiljø og retssikkerhed ligger uden for tilsynets kompetence i sager, der alene behandles efter styrelsesloven.

»Jeg render stadig rundt med en beskyldning om, at jeg skulle være skyld i dårligt arbejdsmiljø, og det har ingen taget stilling til. Det er det, der tynger mig mest. At blive beskyldt for noget, jeg ikke har gjort, og så stå med den mistanke hængende, uden nogen tager ansvar for den,« siger han.

Schmücker: “Forvaltningen har indrømmet en fejl”

Lasse Schmücker (Ø) har støttet Jonas René Jensen siden sagens begyndelse og indsendte selv en henvendelse til Ankestyrelsen i marts. Han tolker ligeledes afslutningen som en indirekte bekræftelse af, at der i kommunens håndtering er sket fejl, der ikke burde være fundet sted. Særligt hæfter han sig ved den indrømmelse, som kommunen har sendt til Ankestyrelsen, altså den samme formulering, som også Jonas Jensen tidligere har fremhævet som central.

»Forvaltningen har jo lagt sig fladt ned og beklaget, at de har lavet en fejl i forhold til at skrive, at Økonomiudvalget havde truffet beslutning. Det viser sig jo så, at det havde de ikke,« siger han.

Ifølge Schmücker er det netop denne indrømmelse, der har været afgørende for, at kommunen ikke mødes med kritik fra Ankestyrelsen – fordi de, som han ser det, nåede at rette ind, inden en eventuel tilsynssag blev iværksat.

Han oplever, at sagen har haft konkret betydning for den daglige kommunikation mellem forvaltning og byråd. Hvor der tidligere, ifølge ham, var lange svartider og manglende svar fra embedsværket, er tonen og reaktionen nu markant anderledes.

»Vi får den bedste service, vi nogensinde har fået. Før kunne jeg ikke engang få svar fra kommunaldirektøren. Nu svarer direktørerne med det samme,« siger Schmücker og understreger, at han oplever det som et klart fremskridt for det politiske arbejde.

Men han retter også en kritik mod resten af byrådet, som han mener har forholdt sig passivt i processen.

»Jeg er ked af, at man har brugt mere energi på at holde hånden over borgmesteren end på at finde ud af, hvad der faktisk er foregået,« bemærker han.

Selvom Schmücker erklærer sagen afsluttet for nu, understreger han, at ændres proceduren tilbage til, at borgmesteren alene svarer på vegne af forvaltningen, vil han tage sagen op igen, og denne gang forvente, at Ankestyrelsen reagerer mere håndfast.

Kaj Johansen: En klokkeklar afgørelse – og et skræmmende forløb

Hos Socialdemokratiet tolkes sagen med helt andre briller. Gruppeformand Kaj Johansen ser Ankestyrelsens afgørelse som ikke bare en afslutning, men en tydelig blåstempling af kommunens håndtering. Han fremhæver, at der ikke har været juridisk tvivl om, hvorvidt borgmesteren måtte være afsender på svarene til byrådsmedlemmerne.

»Jeg læser den som meget klar. Det er lige før, de siger, det er så oplagt, at kommunen har handlet inden for lovens rammer, at de ikke engang vil behandle sagen,« påpeger han og henviser til Ankestyrelsens vurdering om, at sagen ikke gav anledning til yderligere undersøgelse.

Samtidig udtrykker Johansen stor frustration over den måde, sagen er blevet behandlet politisk – især den kritik, der har været rettet mod borgmester Johannes Lundsfryd Jensen.

»Jeg har været rigtig træt af og irriteret over, at der i byrådssalen er blevet talt om magtmisbrug og mørklægning. Især overfor Johannes. Jeg synes, det er skræmmende, hvis det her er niveauet for lokalpolitik,« fastslår socialdemokraten og lægger ikke skjul på, at han oplever kritikken som uforholdsmæssig hård og til tider urimelig.

Men selvom han fastholder, at kommunen har handlet korrekt, anerkender han, at forløbet har haft konsekvenser for samarbejdet mellem politikere og embedsværk. Det ærgrer ham:

»Jeg synes, det er ærgerligt, at vi er nødt til at gå over til, at det skal foregå på den her måde, men det er desværre nødvendigt, fordi nogle ikke kan finde ud af at agere ordentligt. Tidligere havde vi et mere uformelt forhold til direktionen, især når vi havde spørgsmål. Jeg oplever det dog ikke som et større problem, for vi får stadig de svar, vi har brug for. Men det er trist, at man er nødt til at indføre sådan nogle foranstaltninger.«

For Kaj Johansen handler borgmesterens beslutning om at samle kommunikationen under én afsender – Johannes Lundsfryd selv – i høj grad om at beskytte forvaltningens medarbejdere mod personlige angreb og mistænkeliggørelse.

Han fremhæver, at forvaltningen har brugt mange ressourcer på at besvare aktindsigter, sagsindsigter og gentagne spørgsmål, og at borgmesterens beslutning blev truffet med henblik på at sikre ro og arbejdsmiljø, inden det udviklede sig til reelle personalesager.

»Jeg synes sådan set, at Johannes har taklet det her rigtig fint. Samtidig er det meget ærgerligt for arbejdsmiljøet og for den måde, vi plejer at være sammen på i byrådet. Jeg har været med i mange år, og vi har altid kunnet håndtere uenigheder på en måde, hvor vi fandt gode løsninger, gik på kompromis, og stadig kunne grine og have det sjovt sammen,« siger han og henviser til et tidligere byrådsmøde, hvor Anna Poulsen Broen fra SF også udtrykte bekymring for tonen og det politiske klima.

Han lægger ikke skjul på, at han frygter flere konfrontationer frem mod kommunalvalget i 2025 – og håber, at der snart bliver plads til at diskutere politik frem for procedurer.

Juridisk afsluttet – men politisk ulmende

Formelt set er sagen afsluttet. Juridisk er der ikke grundlag for kritik af Middelfart Kommune, og Ankestyrelsen har valgt ikke at gå videre med sagen. Men selvom styrelsesloven er overholdt, er det tydeligt, at det politiske efterspil fortsætter – ikke mindst i relationerne mellem byrådsmedlemmerne.

Selvom sagen ikke var et egentligt punkt på mandagens byrådsmøde, blev dens ekko alligevel mærkbart i salen. Undervejs måtte borgmester Johannes Lundsfryd Jensen endnu en gang gribe ind og minde om både juridiske og etiske rammer for debatten, efter at Jonas René Jensen flere gange – ifølge borgmesteren – gik efter hans person og brugte vendinger, som han fandt insinuerende.

Flere udtrykker nu et ønske om, at fokus i byrådssalen kan vende tilbage til politik og samarbejde.

Anna Poulsen Broen var blandt dem, der under byrådsmødet kom med en forsonende opfordring. Hun gentog sit tidligere budskab om at genoprette den politiske samtale og finde tilbage til en tone, hvor det er uenighederne om politik – ikke om personer – der fylder dagsordenen.

Politiet efterlyser svindlere efter flere kontaktbedragerier mod ældre

0

KRIMI. Vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi oplyste her til morgen om flere sager om kontaktbedrageri, der i går ramte ældre borgere i området.

En ældre mand på 68 år fra Lindegade i Christiansfeld blev kontaktet af en gerningsmand, der udgav sig for at være bankmedarbejder. Gerningsmanden hævdede, at der var blevet hævet 17.000 kroner på mandens konto i Spanien, hvorefter han afhentede offerets kort og pinkode på adressen. Gerningsmanden beskrives som værende dansk af udseende, slank, ca. 185-190 cm høj, med mørkt, langt hår og iført sort tøj. Politiet har endnu ikke anholdt en mistænkt i denne sag.

I en lignende hændelse fra tirsdag i Mølleparken blev en 62-årig mand også kontaktet under falske forudsætninger. Her påstod gerningsmanden, der præsenterede sig som medarbejder fra »Security«, at han skulle sikre mandens bankkort og pinkode. Kort tid efter lykkedes det politiet at anholde en mistænkt gerningsmand – en 17-årig ung mand fra Pjensten-området, som blev pågrebet ved en hæveautomat, mens han forsøgte at hæve penge med det stjålne kort. Han blev efterfølgende sigtet og afhørt med social bagvagt til stede, men grundlaget for en fremstilling i grundlovsforhør var ikke tilstrækkeligt, hvorfor han blev løsladt igen samme aften.

En tredje hændelse fandt sted på Skovvinget, hvor en 59-årig mand blev franarret 10.000 kroner. Her udgav gerningsmanden sig som postbud, og han beskrives ligeledes som dansk af udseende, ca. 185-190 cm høj, med mørkt hår og mørkt fuldskæg, iført mørkeblå skjorte og sorte bukser.

Sydøstjyllands Politi kobler disse sager sammen med en række lignende hændelser rundt om i Jylland. Politiet udsendte derfor i eftermiddag en pressemeddelelse, hvori offentligheden opfordres til at hjælpe med at identificere gerningsmændene.

»Endnu en gang ser vi kyniske personer udnytte ældre menneskers tillid og sårbarhed. Det er både usselt og krænkende for ofrene. Vi håber, at offentligheden kan hjælpe os med at identificere personerne, så vi kan få sat en stopper for deres handlinger,« siger vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi.

Politiet understreger, at hverken banker eller myndigheder nogensinde henvender sig til borgere på denne måde, og opfordrer pårørende til at tale med deres ældre familiemedlemmer om at være særligt opmærksomme.

Har du oplysninger i sagen, kan Sydøstjyllands Politi kontaktes på telefon 114.


Gerningsmand A:

Mistænkes for bedrageri af ældre mennesker i Vejle og Skanderborg.

A1 efterlysning 070525
A2 efterlysning 070525

Gerningsmand B:

Mistænkes for bedrageri af ældre mennesker i Skanderborg og Tranbjerg.

B1 - 070525
B2 - 070525

Gerningsmand C:

Mistænkes for bedrageri af ældre mennesker i Vestjylland og bl.a. i Horsens-området i Sydøstjylland.

C1 - 070525
C2 - 070525
C3 - 070525

Den unge bluegrass-komet Jake Vaadeland vender tilbage til Danmark

0
Den unge bluegrass-komet Jake Vaadeland vender tilbage til Danmark

MUSIK. Den canadiske sanger og sangskriver Jake Vaadeland har med lynets hast markeret sig som en af de mest lovende og markante stemmer på den internationale bluegrass-scene. Sammen med sit band The Sturgeon River Boys har han på rekordtid opbygget en dedikeret fanskare – og nu vender han tilbage til Danmark.

Jake Vaadeland er blot 21 år, men hans talent, karisma og retro-inspirerede tilgang til musikken har allerede gjort ham til et fænomen i hjemlandet Canada, i USA og senest også i Europa. Med en unik blanding af klassisk bluegrass, rockabilly og oldschool rock’n’roll leverer han og bandet koncerter, der vækker begejstring, danselyst og anmelderroser.

På sidste års Tønder Festival leverede Jake Vaadeland & The Sturgeon River Boys en af de mest omtalte koncerter. Deres optræden i det store Telt 2 blev et musikalsk overrumplende festfyrværkeri, der sendte bølger af energi gennem hele teltet – og næsten løftede teltdugen. Publikum blev mødt af et band med både teknisk overskud og spilleglæde, og Vaadeland selv charmerede alt og alle med sin sceneoptræden og dybe respekt for genrens rødder.

Festivalen kvitterer i år med en ny invitation, og Jake Vaadeland & The Sturgeon River Boys spiller igen på Tønder Festival 2025. Derudover kan publikum også opleve dem på Tønder Festivalens scene i København i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival i juli.

Med sit særlige udtryk, talent og tidløse musikalske univers er Jake Vaadeland godt på vej til at skrive sig ind i moderne bluegrass-historie – og danske koncertgæster får nu endnu en mulighed for at opleve det helt tæt på.

Genbrugsplads på Nordre Kobbelvej midlertidigt lukket – flere borgere kørt forgæves

0
Genbrugsplads på Nordre Kobbelvej midlertidigt lukket – flere borgere kørt forgæves

GENBRUG. Flere borgere har i løbet af dagen kontaktet Fredericia AVISEN, efter de forgæves er kørt til genbrugspladsen på Nordre Kobbelvej. Det skyldes, at pladsens indre område er midlertidigt lukket den 6. og 7. maj på grund af omrokering.

Fredericia Kommune har allerede den 22. april informeret om lukningen på sin Facebookside, og der er også skiltet fysisk på pladsen. Lukningen sker for at sikre arbejdsro og trygge forhold, mens maskiner og personale arbejder i området.

»Grundet omrokering lukker vi indre plads på Nordre Kobbelvej et par dage den 6. og 7. maj, så vi sikkert kan have maskiner kørende og arbejdsfolk gående på området,« skrev Affald & Genbrug i Fredericia i opslaget.

Borgere, der skal aflevere affald disse dage, henvises til at komme en anden dag eller benytte den alternative genbrugsplads på Bundgårdsvej 2, hvis det ikke kan vente.

Kommunen opfordrer til, at budskabet deles bredt, så færre borgere kører forgæves.

Fredericia AVISEN bringer denne information som en service.

Ung mand landede forkert – livreddere handlede hurtigt

0
Ung mand landede forkert – livreddere handlede hurtigt

KRIMI. En ung mand kom tirsdag aften galt afsted i Fredericia Svømmehal & Badeland, da et spring fra fem-meter-vippen endte i en uheldig landing. Ulykken skete omkring klokken 19.15.

Flere læsere skrev tirsdag aften til AVISENs Facebookside med, at der var en ambulance ved Fredericia Idrætscenter. Nu kan vi fortælle, hvad der skete. Jakob Falkenby, leder af Madsbyparken, der har ansvaret for svømmehallen og badelandet, blev hurtigt orienteret om ulykken.

»Jeg bliver ringet op, at der har været en ulykke derude, og så kommer jeg derud, mens ambulancen også er der. Da jeg ankommer, har vores livreddere fuldstændig styr på situationen. Allerede dér er det ret klart, at det er et uheld,« siger Jakob Falkenby.

Han understreger, at ulykken ikke skyldes manglende sikkerhedsforanstaltninger, men at den unge mand simpelthen landede forkert i vandet.

»Han lander, så vidt vi har forstået, på siden, og det betyder, at han får slået luften ud af sig selv. Han lander nøjagtigt, hvor han skal – i vandet, langt væk fra kanter og alting. Det er simpelthen bare, at han lander forkert,« forklarer Jakob Falkenby.

Ros til livreddere og pårørende

Livredderne reagerede øjeblikkeligt, da de bemærkede, at springet gik galt. Tre livreddere var på vagt, da hændelsen fandt sted.

»De ser det med det samme, at han kommer lidt mærkeligt op ad vandet efter springet, og løber selvfølgelig derover. Hans kammerat hopper også i vandet og er med til at hjælpe ham hen til kanten,« siger Jakob Falkenby.

Da den unge mand blev bragt op på bassinkanten, var han ifølge livreddernes oplysninger til Jakob Falkenby ved bevidsthed, men tydeligt påvirket af den hårde landing.

»Stor ros til hans ven, som også var en rigtig god hjælp og støttende overfor ham. Og så kom der også familie til stede, som vennen ringede efter. De var også rigtig gode til at håndtere situationen. Hele proceduren omkring, hvad vi gør, blev fulgt helt perfekt,« siger Jakob Falkenby.

Den unge mand blev efterfølgende kørt til Kolding Sygehus, hvor undersøgelser viste, at der heldigvis hverken var tale om brud eller skader på organer. Han kunne derfor vende hjem igen kort efter.

Ikke samme type ulykke som sidst

Ulykken vækker naturligt nok minder om den tragiske dødsulykke i slutningen af september sidste år, hvor en person mistede livet efter et spring fra samme fem-meter-tårn. Jakob Falkenby afviser dog enhver sammenhæng mellem de to episoder.

»Det har ikke noget som helst til fælles. Der er ikke nogen, der kunne gøre noget ved det her, og der er ikke noget i vores sikkerhedsprocedurer, der giver anledning til at ændre noget. Det kunne lige såvel være sket fra tre-meter-vippen. Det havde med garanti haft samme effekt,« fastslår Jakob Falkenby.

Efter den tidligere ulykke blev sikkerhedsprocedurerne gennemgået, men ifølge Falkenby var det kun forbedringer, man under alle omstændigheder ville have indført. Denne ulykke har derfor intet med ændringerne at gøre, understreger han.

Sikkerheden er i orden – men pas også på dig selv

Trods ulykken fastslår Jakob Falkenby, at sikkerheden i Fredericia Svømmehal & Badeland fortsat er i top.

»Det kan jeg garantere. Man kan helt sikkert tage sikkert og trygt i badelandet. Vi har styr på sikkerheden derude,« siger han og minder samtidig om, at gæster også selv skal tage ansvar:

»Når du har vand involveret, så er risikoen større, end hvis du ikke har vand. Man skal tænke sig godt om og passe på sig selv. Du må ikke overlade ansvaret fuldstændigt til andre.«

Han understreger, at gæsten denne gang har gjort alt korrekt:

»I det her tilfælde har han tænkt sig om. Der er intet at klandre ham for. Han lander uheldigt, og det giver ham en mavepuster. Det er sådan set det.«

»Kom til os, hvis I har brug for støtte«

Jakob Falkenby fremhæver, at personalet i Fredericia Svømmehal altid står klar til at hjælpe gæster, der måtte have oplevet noget ubehageligt i forbindelse med ulykken. Det gælder både vidner og andre gæster, som måtte føle sig påvirket af hændelsen:

»Har man set en ulykke og har brug for hjælp, så er man altid velkommen til at henvende sig. Vi har et beredskab, som vi meget gerne vil hjælpe med.«

Han fortæller desuden, at der i forbindelse med en tidligere hændelse i svømmehallen har været gæster, som henvendte sig efterfølgende, fordi de havde behov for samtaler eller støtte. Dengang håndterede svømmehallens personale også situationen med professionel hjælp til de berørte.

Afsluttende sender Jakob Falkenby stor ros til både livredderne og ambulancemandskabet for deres professionelle håndtering af tirsdagens ulykke:

»Vi er mega stolte over den måde, vores livreddere reagerede på. Det er jo også svært for dem, for de er også mennesker, der oplever en svær situation. Men hele forløbet med både livreddere, ambulancemandskab og pårørende fungerede bare præcis, som det skulle.«

Svømmehallen åbnede som normalt igen onsdag morgen.

Dødsfald Middelfart uge 18

0

Steen Abrahamsen
1951 – 2025

Troels Madsen
1952 – 2025