Hemmeligt opkald udløste tårer og ministerros: Fredericias Demensfællesskab modtager national pris

0
Hemmeligt opkald udløste tårer og ministerros: Fredericias Demensfællesskab modtager national pris

LOKALT. Det skulle have været en helt almindelig onsdag formiddag i Sundhedshusets foyer i Fredericia. En gruppe frivillige fra Demensfællesskabet Lillebælt stod samlet, småsnakkende og klar til at sætte fokus på demensugen og det nationale demenssymbol. Men denne onsdag skulle vise sig at blive alt andet end almindelig.

Klokken lidt over elleve blev der helt stille. Noget uventet var under opsejling. Demenskonsulent Pia Heesch Andersen rakte pludselig telefonen frem mod Else – Demensfællesskabets ældste frivillige. Med forundring og let tøvende greb Else telefonen, intetanende om, hvad der ventede hende i røret.

Det var ældreminister Mette Kierkgaard i den anden ende. Hun kunne fortælle Else, at Demensfællesskabet Lillebælt netop havde vundet Ældreministeriets prestigefyldte Pårørendepris 2025.

Else stod helt stille, næsten fastfrosset i øjeblikket, og blev synligt overvældet af situationen.

»Jeg bliver fuldstændig paf. Og jeg er slet ikke til sådan noget med at stå frem og sige noget. Men hun var bare så sød,« fortæller Else senere, stadig med et stort smil og lidt våde øjne.

Mens Else stod med telefonen, opstod et øjebliks forvirring. Kameraer pegede mod hende fra flere vinkler, og Else, der helst ville undgå opmærksomhed, begyndte forsigtigt at trække sig væk, mens hun sagde til ministeren: »Jeg står altså lige og bliver fotograferet.«

Latteren bredte sig hurtigt i foyeren, og Else måtte blive stående, for det var jo netop hende og fællesskabet, kameraerne var kommet for at fange.

De frivillige blev fuldstændig overvældede, da nyheden blev afsløret.

Ved siden af Else stod hendes frivillig-kollega Hans-Jørgen. Han kendte allerede til hemmeligheden, men øjeblikket blev alligevel for meget for ham, og tårerne begyndte stille at løbe.

»Nu havde jeg jo vidst det siden i torsdags, da Pia fik beskeden. Men det blev virkelig stort, da vi stod der sammen. Det er jo ikke bare de 10.000 kroner. Det er anerkendelsen. Det betyder så meget,« siger Hans-Jørgen, stadig tydeligt rørt.

Når frivilligheden betyder alt

Demensfællesskabet Lillebælt er drevet af frivillige kræfter. Det er mennesker som Else og Hans-Jørgen, der uge efter uge sørger for, at hverdagen bliver lysere og lettere for både demensramte borgere og deres pårørende.

For Else har frivilligheden altid været en helt naturlig del af livet. Hun er typen, der ikke kan lade være med at give en hånd med, hvor det er nødvendigt, og hendes engagement strækker sig langt ud over Demensfællesskabet Lillebælt. Ud over timerne med demensfællesskabet er hun også fast frivillig i frivilligcentret, hvor hun hver uge bruger tid på at hjælpe og gøre en forskel for andre mennesker. Hendes forklaring på engagementet er både enkel og rørende.

»Jeg har altid været frivillig. Jeg er også frivillig inde i frivilligcentret en gang om ugen. Man får jo så meget igen, og man glæder sig til at komme afsted. Når man går derfra, er det altid med en følelse af, at vi har gjort noget godt,« fortæller Else.

Hans-Jørgen kender alt til, hvordan selv de små ting kan vende en dårlig dag til en god dag. Når borgerne kommer ind ad døren i Demensfællesskabet, er det ikke altid med store smil og overskud, men de frivilliges nærvær gør en stor forskel, understreger han. Han fortsætter lidt, og beskriver levende, hvordan aktiviteterne og samværet med ligesindede løfter stemningen betydeligt hos de mennesker, der deltager i fællesskabet.

»Når folk kommer til os, kan de måske godt være lidt nedtrykte, men når de tager herfra efter en aktivitet, så går de altid med et stort smil. De siger selv, at det er befriende at komme hos os, fordi vi er ligesindede,« pointerer han og peger på at man altid kan være åben omkring sine tanker.

Og den betydning, Demensfællesskabet har fået, kan ifølge demenskonsulenten Pia Heesch Andersen næsten ikke overvurderes. Hun er en af de bærende kræfter bag fællesskabet, hun har fulgt udviklingen tæt og hun er overbevist om, at hvis ikke Demensfællesskabet Lillebælt var blevet grundlagt, ville mange borgere med demens have stået uden det tilbud, der nu gør hverdagen værdifuld, fyldt med livskvalitet og social kontakt.

»Hvis ikke Demensfællesskabet Lillebælt var blevet til, så havde der ikke været et tilbud til disse mennesker, før de var langt henne i deres demensforløb. Det er et tilbud, hvor du kan komme direkte fra gaden og være med. Det er blevet et fællesskab, som ikke eksisterede før, og som øger livskvaliteten for rigtig mange,« siger hun med stolthed i stemmen.

Det var en svær beslutning for Pia at vælge kun to frivillige, der skulle modtage prisen, for i hendes øjne gør alle de frivillige en lige stor forskel.

Drømmen gik i opfyldelse

For Pia var onsdagens overraskelse kulminationen på flere års drøm om at få sat Fredericia og Demensfællesskabet Lillebælt på landkortet. Hun har længe haft en vision om, at det store arbejde, fællesskabet udfører hver dag, skulle anerkendes bredt.

I dagene op til afsløringen har hun derfor også været både spændt og nervøs. Hun modtog allerede beskeden torsdag og har siden da båret rundt på den store hemmelighed næsten helt alene – kun Hans-Jørgen, der stod ved hendes side, da nyheden blev overbragt, har kendt til det. At holde på en så stor hemmelighed beskrev hun med et stort smil som næsten ulideligt. Den store spænding lå ikke mindst i at se, hvordan de frivillige ville tage imod nyheden, og om den anerkendelse, hun selv mente, de fortjente så inderligt, også ville blive mødt med glæde af dem.

»Jeg har næsten ikke kunnet sove, siden jeg fik beskeden i torsdags. Jeg har været så spændt på at se, hvordan de ville tage imod nyheden. Det her er virkelig en drøm, der går i opfyldelse. En offentlig anerkendelse af det arbejde, vi gør,« fortæller Pia.

Pia er beskeden omkring sin egen rolle, men spørger man i Demensfællesskabet Lillebælt, går der sjældent længe, før nogen fremhæver hendes store betydning for fællesskabet.

Selvom situationen var lidt overvældende, da Else fik telefonen stukket i hånden og hørte, at fællesskabet havde vundet prisen, var hun heller ikke i tvivl om, hvor meget anerkendelsen betyder. Hun peger især på, hvor stort det er, at prisen kommer hjem til Fredericia:

»Det betyder, at man har lyst til at blive ved. Det giver glæde og energi at få sådan en anerkendelse. Og så er det fantastisk, at lille Fredericia lige pludselig får en landsdækkende pris. Det synes jeg da er flot.«

Men udover anerkendelsen følger der også en pengepræmie på 10.000 kroner med prisen. Hans-Jørgen er allerede klar med et godt bud på, hvad pengene skal bruges til.

»Vi skal i hvert fald holde en ordentlig fest,« griner han.

En landsdækkende pris kræver selvfølgelig bobler, og naturligvis alkoholfri, så alle kunne være med i fejringen.

Og en fest bliver der ganske bestemt. Pia Heesch Andersen har allerede planlagt, at alle de frivillige skal samles sidst i maj for at beslutte, hvordan de præcist skal fejre den flotte pris. Den endelige beslutning om festlighederne overlader hun helt og holdent til de frivillige selv, så fejringen bliver lige præcis det, de ønsker sig allermest.

»Skal vi tage på studietur, ud at spise eller måske en tur i biografen? Det er helt op til dem,« fortæller hun.

Mod København med Else og Hans-Jørgen

Onsdag venter en særlig oplevelsesrig tur for Else og Hans-Jørgen. De skal nemlig sammen med Pia Heesch Andersen tage turen over Storebælt og hele vejen til Tivoli Hotel & Congress Center i København for at modtage Pårørendeprisen personligt.

»Det bliver stort,« siger Else med en blanding af glæde og en smule ængstelse i blikket.

»Ja, og voldsomt. Jeg er slet ikke til sådan noget med at stå foran alle de mennesker,« fortsatte hun. For selvom hun er vant til at være en uundværlig frivillig, så er tanken om at stå på en scene foran et stort publikum alligevel noget, der giver lidt sommerfugle i maven.

Hans-Jørgen kiggede kort på Else, som for at forsikre hende om, at de nok skal klare det hele sammen. Med et lille smil og en rolig stemme konstaterede han så:

»Men vi skal nok klare det.«

Tilbage i Fredericia blev champagneflaskerne åbnet, chokoladen delt rundt, og glæden mærket helt ud i fingerspidserne. For uanset hvor voldsomt det bliver at stå på scenen i København, er det intet imod den forskel, de frivillige hver eneste dag gør for mennesker, der lever med demens tæt inde på livet.

Se videoen herunder, hvor Else modtager det overraskende opkald fra ældreministeren, og oplev reaktionen, da det går op for hende, at Demensfællesskabet Lillebælt har vundet prisen:

Terapi gav Ditte livet tilbage: »Jeg ser helt anderledes lyst på tingene nu«

0
Terapi gav Ditte livet tilbage: »Jeg ser helt anderledes lyst på tingene nu«

SOCIALT. Angst, depression og en hverdag præget af sygemeldinger. Det var virkeligheden for 33-årige Ditte Elbæk gennem mange år. En virkelighed, hun deler med tusindvis af andre unge, der er vokset op i hjem præget af alkohol- eller stofmisbrug. Men det behøver ikke at være sådan resten af livet.

Det viser nye tal fra organisationen TUBA, der tilbyder specialiseret terapi til unge mellem 14 og 35 år, som er vokset op i familier med misbrug. I 2024 var 2.556 unge i terapiforløb hos TUBA, og hele 84 procent fortæller efterfølgende, at de har fået et lysere syn på fremtiden.

Det gælder også Ditte Elbæk. For hende begyndte livet at vende, da hun for godt et år siden startede i et specialiseret terapiforløb.

»Jeg ser helt anderledes lyst på tingene nu. Der skal mere til at slå mig ud af kurs end tidligere. Jeg er blomstret op og har fået mere overskud til at leve det liv, jeg altid har drømt om, men som der ikke var plads til før,« fortæller Ditte.

Hun er langt fra alene med oplevelsen af, at terapi kan vende en svær opvækst til en lysere fremtid. Ifølge en undersøgelse foretaget af TUBA fortæller størstedelen af de unge efter endt forløb, at de er blevet bedre til at håndtere deres problemer, har fået et bedre forhold til sig selv og har styrket deres sociale relationer.

»De unge, vi møder, er virkelig seje«

Ifølge Sundhedsstyrelsen vokser hvert tiende barn i Danmark op med en forælder, der har et alkoholmisbrug, og mange flere er berørt af stofmisbrug i familien. Konsekvenserne kan være alvorlige og spænde fra psykiske vanskeligheder som angst og depression til sociale problemer og vanskeligheder med at opretholde relationer.

Men sådan behøver det ikke at gå, understreger landsleder i TUBA, Kåre Skarsholm.

»De unge, vi møder i TUBA, er virkelig seje. De har udholdt en barndom, der bestemt ikke er for børn. Alligevel tager de kampen op og kæmper for et bedre liv. De tør kigge ind i og håndtere de ting, der gør ondt. Det er fantastiske unge mennesker, som står et svært sted i livet, og som har brug for nogen, der forstår, hvad de har gået igennem, og som kan hjælpe dem til et bedre liv,« siger Kåre Skarsholm.

For Ditte Elbæk har terapien skabt et tydeligt »før« og »efter«. Selvom alkoholmisbruget stadig præger familien, står hun i dag stærkere i sig selv og med større tro på fremtiden.

»Det har været livsændrende for mig. Jeg har virkelig fået noget at arbejde videre med, og jeg føler kun lige, min rejse er begyndt. For det er først nu, jeg skal til at leve,« slutter hun.

Flere forbud mod bundtrawl, en nødvendighed for et sundt havmiljø

0
Flere forbud mod bundtrawl, en nødvendighed for et sundt havmiljø

Som liberaler tror Jeg på frihed og bæredygtighed. Når det kommer til vores havmiljø, er det tydeligt, at den udbredte brug af bundtrawl er en alvorlig trussel, der kræver handling. Frihed for nogle må ikke betyde ødelæggelse for de kommende generationer.

Forestil dig en bulldozer i en skov. Den raserer alt, svampe, fuglereder, rådyr og stier, for at fange en enkelt hare. Det er den virkelighed, vores havbund lever med, hver gang et bundtrawl ruller hen over den.

Det ødelægger vitale levesteder som stenrev og ålegræsbede, der fungerer som børnehaver og spisekamre for et utal af marine arter. Resultatet er en udpint havbund med reduceret biodiversitet og forstyrrede fødekæder. Bundtrawl fjerner over 1 million tons bundfauna hvert år i Kattegat alene, ifølge Aarhus Universitet. DTU Aqua dokumenterer, hvordan artsrigdommen på havbunden er dramatisk faldet i områder med intensivt bundtrawlfiskeri. Det svarer til, vi bevidst fjerner hele fundamentet for det marine fødenet og bagefter undrer os over, at fiskene forsvinder.

I Naturpark Lillebælt er der taget vigtige skridt med lokale forbud, er det nok? Vi har en national forpligtelse til at beskytte vores værdifulde havmiljø. Derfor er det på tide at udvide forbudszonerne markant.

Jeg fisker selv fra jolle og ser det med egne øjne, hvor der før var liv og vrimmel, er der nu stille. Ingen rejer, ingen småfisk, ingen fugle. Det er en realitet og det er ikke klimaet alene, der bærer skylden. Det er også måden, vi fisker på.

For mig handler det ikke om at forbyde fiskeri. Tværtimod ønskes et bæredygtigt fiskeri, der sikrer arbejdspladser og økonomisk vækst på lang sigt, uden at ofre vores natur. Moderne fiskerimetoder som snurrevod og passive redskaber viser, at det er muligt at fange fisk effektivt med langt mindre skade på havbunden.

Liberal politik handler ikke om at give carte blanche til rovdrift. Det handler om at sikre balance mellem erhverv og natur, mellem vækst og ansvar. Hvis vi ikke sætter grænser, mister vi både naturen og det bæredygtige erhverv, vi gerne vil bevare. 

Vi skal turde træffe de nødvendige beslutninger for at sikre et sundt og levende havmiljø. Det er ikke blot et spørgsmål om naturbevarelse, men om at sikre en bæredygtig fremtid for vores fiskerierhverv og for de mange, der nyder vores kyster og have. Et rent og rigt hav er en af mine liberale mærkesag.

FHK’s DM-konkurrent inviteret til prestigefyldt håndboldshow i USA

0
FHK’s DM-konkurrent inviteret til prestigefyldt håndboldshow i USA

SPORT. Mens Fredericia Håndboldklub kæmper videre i slutspillet om DM-semifinalerne, har én af deres skarpeste danske rivaler, Aalborg Håndbold, netop modtaget en invitation til det prestigefyldte håndbold-event, Pro Handball USA, som afholdes for første gang nogensinde i sommeren 2026.

Eventet samler nogle af verdens absolut stærkeste klubhold, og arrangørerne bag har netop offentliggjort, at Aalborg Håndbold er blandt de foreløbigt tre udvalgte herrehold.

Ud over Aalborg er også tyske Füchse Berlin og franske HBC Nantes udvalgt til det store show, der afvikles over ti dage i USA, og som samler håndboldstjerner fra den absolut øverste hylde.

Füchse Berlin, der lige nu topper Bundesligaen, stiller op med stjernen Mathias Gidsel i front, mens HBC Nantes – som også er klar til Champions League Final4 i Köln – møder op med profiler som Nicolas Tournat, Aymeric Minne og Ivan Pesic.

Aalborg med imponerende stjernehold

Aalborg Håndbold, der gennem flere år har været Fredericia Håndboldklubs faste rival i kampen om de danske medaljer, er blevet inviteret på baggrund af deres imponerende sportslige resultater og deres stærke hold med internationale stjerner.

Med profiler som Niklas Landin, Sander Sagosen og kommende supertalenter som Thomas Arnoldsen og Mads Hoxer, er det nordjyske hold allerede stærkt besat. Fra 2026 får Aalborg yderligere stjerneforstærkninger i form af den tyske superstjerne Juri Knorr samt de to norske profiler Patrick Andersson og Alexander Blonz.

»Vi har store forventninger til dette mega-event, og vi er stolte af at kunne præsentere så stærke hold, som hver især repræsenterer toppen af international håndbold lige nu,« lyder det fra arrangørerne bag Pro Handball USA.

Sidste plads stadig åben

Det nye event mangler stadig at offentliggøre det fjerde og sidste herrehold. Der er flere prominente kandidater i spil, og arrangørerne forventer at annoncere det endelige hold snart.

På kvindesiden er allerede fire hold klar: Györi Audi ETO KC, Odense Håndbold, Brest Bretagne Handball og HB Ludwigsburg – alle hold med topplaceringer fra årets Champions League.

Eventet bliver afviklet på én samlet location, som snart bliver offentliggjort, ligesom datoerne for det store internationale håndboldbrag endnu ikke er meldt ud.

Mens FHK fortsat fokuserer på den afgørende kamp mod TTH Holstebro, kan Aalborg Håndbold se frem mod et historisk håndboldarrangement på amerikansk grund, der med sikkerhed vil trække stor international opmærksomhed.

Historisk lokal opbakning gav FC Fredericia ny tilskuerrekord

0
Historisk lokal opbakning gav FC Fredericia ny tilskuerrekord

SPORT. Fredag aften satte FC Fredericia en ny, markant tilskuerrekord på Monjasa Park, da hele 3.812 tilskuere overværede kampen mod Hvidovre. Men det var ikke blot antallet af fans, der imponerede – det var, hvem de var.

Den tidligere rekord på 3.758 tilskuere blev sat mod OB tilbage i 2019, hvor omkring 1.500 af fansene kom fra Odense. Fredagens rekord blev derimod båret næsten udelukkende af lokale fans fra Fredericia selv, hvilket ifølge direktør Stig Pedersen gør rekorden endnu mere særlig.

»Det her var noget helt særligt. Det var ikke en bølge af udebane-fans, der skubbede os over grænsen. Det var vores egne. Det var byen, der bar holdet,« siger Stig Pedersen til klubbens hjemmeside.

På stadion kunne man se alt fra børnefamilier og ungdomsspillere til mangeårige, trofaste fans. Tribunerne var klædt i rødt og sort, og stemningen var elektrisk.

En by, der samler sig om fodbolden

Den nye rekord er ikke tilfældig. FC Fredericia har gennem længere tid arbejdet målrettet på at styrke forbindelsen mellem klubben og byen, og denne indsats bærer nu for alvor frugt.

»At vi slår rekord med lokale fans i ryggen gør det her til noget helt unikt. Det viser, at vi sammen har fat i noget rigtigt – og det giver både spillerne og klubben en enorm energi,« fortæller Stig Pedersen videre.

Han understreger, at rekorden viser potentialet i Fredericia som fodboldby, og at det ikke længere kræver besøg af store klubber udefra for at fylde Monjasa Park.

»Det var en stor aften, hvor der ikke var behov for besøg af en storklub – men stadig satte vi rekord. Det vidner om en klub med potentiale og en by, der bakker op som aldrig før.«

Godt nyt frem mod Superligaen

Den historiske opbakning lover godt for klubbens fremtid. FC Fredericia ser ud til at have fået skabt et samlingspunkt, der både kan tiltrække nye fans og fastholde dem, der allerede støtter op.

Samtidig kigger klubben nu ind i en spændende tid, hvor opbakningen vil være helt afgindende, når FC Fredericia tager springet til 3F Superligaen. Og her er der allerede mulighed for at sikre sig plads på tribunen – klubben har nemlig åbnet for salget af sæsonkort.

Se mere på https://fcfredericia.dk

KIF Kolding sikrer sig profil frem til 2028 – og siger farvel til playmaker

0
KIF Kolding sikrer sig profil frem til 2028 – og siger farvel til playmaker

SPORT. KIF Kolding har netop forlænget kontrakten med en af klubbens vigtigste profiler, Benjamin Pedersen, der dermed bliver i klubben frem til sommeren 2028. Samtidig står det klart, at klubben efter sæsonen siger farvel til playmaker Magnus Kronborg.

Benjamin Pedersen har været en stærk profil for KIF, siden han kom til klubben i sommeren 2019. Han har udviklet sig til en central figur med 178 kampe og 495 mål, og direktør Julie Loop understreger hans store betydning:

»Vi er rigtig glade for, at Benjamin har forlænget sin kontrakt med klubben. Benjamin er en nøglespiller og har udvist stor loyalitet og professionalisme gennem sin tid her. Hans engagement på og uden for banen skaber kontinuitet og styrke i truppen,« siger Julie Loop.

Benjamin Pedersen selv ser også frem til fortsættelsen i KIF:

»Jeg er rigtig glad for forlængelsen hos KIF Kolding, da jeg føler, at det er her, jeg hører hjemme. Jeg glæder mig utroligt meget til at være med på den rejse, som skal føre os tilbage i ligaen,« siger han.

Farvel til Magnus Kronborg

Samtidig tager KIF Kolding afsked med playmaker Magnus Kronborg, som kom til klubben fra Rækker Mølle Håndbold i efteråret 2024. Magnus har spillet 20 kampe og scoret 46 mål, og hans bidrag til offensiven har været markant i en sæson med mange udfordringer.

Magnus Kronborg ser tilbage på sin tid i KIF med glæde:

»Jeg har været glad for min tid i Kolding – især drengene på holdet, som jeg naturligvis kommer til at savne. Jeg har også været glad for den rolle og det ansvar, jeg fik, og vil se tilbage på tiden i KIF som en god tid. Jeg ønsker klubben alt det bedste fremadrettet,« siger Magnus Kronborg.

KIF Kolding takker Magnus Kronborg for indsatsen og ønsker ham held og lykke i fremtiden, mens klubben glæder sig over at have sikret kontinuitet og stabilitet med forlængelsen af Benjamin Pedersen.

Middelfart-borgmester i spidsen for tredje Lillebæltsforbindelse

0
Middelfart-borgmester i spidsen for tredje Lillebæltsforbindelse

INFRASTRUKTUR. Lillebæltskomitéen, der arbejder for etableringen af en tredje forbindelse over Lillebælt, har nu fundet sin nye leder. Det bliver Middelfart Kommunes borgmester, Johannes Lundsfryd Jensen (S), der fremover skal stå i spidsen for arbejdet med at få den såkaldte Parallelforbindelse sat på den nationale dagsorden.

Johannes Lundsfryd Jensen er til daglig næstformand i Trekantområdet Danmark, som samler kommunerne Vejle, Fredericia, Kolding, Middelfart, Haderslev, Vejen og Billund i et strategisk samarbejde. Samtidig er han formand for samarbejdet mellem de 22 syddanske kommuner og formand for Klima- og Miljøudvalget i Kommunernes Landsforening.

Det var derfor en tilfreds bestyrelsesformand for Trekantområdet Danmark og borgmester i Vejle, Jens Ejner Christensen (V), der tirsdag kunne offentliggøre, at Johannes Lundsfryd Jensen har takket ja til posten.

»Johannes Lundsfryd Jensen har et stærkt netværk både på og uden for Christiansborg. Han har stærke kommunale relationer og masser af ledelseserfaring. Derfor er jeg meget glad for, at han i en meget travl hverdag alligevel har takket ja til også at varetage opgaven som komitéleder for Lillebæltskomitéen,« siger Jens Ejner Christensen i forbindelse med offentliggørelsen.

Johannes Lundsfryd ser frem til opgaven, som han betegner som særdeles vigtig for infrastrukturen mellem Øst- og Vestdanmark.

»Forsyningssikkerheden er noget af det, der er behov for at kigge nærmere på, ikke mindst set i lyset af den geopolitiske virkelighed, vi befinder os i. Samtidig vil der i en ikke alt for fjern fremtid opstå problemer med trafiktrængsel hen over Lillebælt, så det handler både om sikkerhed og om rettidig omhu, og den dagsorden vil jeg gerne være med til at fremme,« siger Lundsfryd.

Erhvervslivet bakker op

Lillebæltskomitéen tæller både offentlige og private medlemmer, herunder kommuner, erhvervsvirksomheder og organisationer i hele Trekantområdet. Komitéens opgave er at skabe opbakning og sikre, at behovet for en Parallelforbindelse over Lillebælt bliver taget alvorligt på Christiansborg.

En af de virksomheder, der er med i Lillebæltskomitéen, er distributionsfirmaet DAO. Herfra peger logistik- og distributionschef Christian Roland Larsen på behovet for at styrke infrastrukturen i området.

»Vi har valgt at støtte op om Lillebæltskomitéen, fordi der er brug for at få sat en ny Lillebæltsforbindelse på den nationale agenda. Trekantområdets erhvervsliv har brug for en stærk infrastruktur hen over Lillebælt. Derfor er der brug for at fremtidssikre forbindelsen, og det tror vi på, at en Lillebæltskomité kan bidrage til,« siger Christian Roland Larsen.

Opfordring til flere samarbejdspartnere

Selvom Lillebæltskomitéen allerede tæller en lang række betydningsfulde aktører, håber Johannes Lundsfryd, at endnu flere vil melde sig under fanerne.

»Jo flere vi er, des stærkere står vi. Derfor håber jeg, at vi kan få endnu flere til at bakke op om Lillebæltskomitéens arbejde – vi står stærkt, men vi skal blive endnu stærkere,« siger den nye komitéleder.

Lillebæltskomitéen planlægger en række aktiviteter for at skabe viden om konsekvenserne af trafiktrængsel ved Lillebælt og fordelene ved at etablere den tredje forbindelse, som placeres parallelt med Den Ny Lillebæltsbro.

Den endelige beslutning om en tredje Lillebæltsforbindelse skal dog træffes af Folketinget.

FHK jagter vigtig semifinalesejr i Holstebro: »Vi skal levere, når det gælder«

0
FHK jagter vigtig semifinalesejr i Holstebro: »Vi skal levere, når det gælder«

SPORT. I aften spiller Fredericia Håndboldklub en vigtig kamp i slutspillet, når de på udebane møder TTH Holstebro i Gråkjær Arena. Kampen er afgørende for begge hold i jagten på semifinalepladserne, hvor der er meget på spil med kun tre spillerunder tilbage.

FHK ligger inden kampen på tredjepladsen i gruppen med tre point, mens TTH Holstebro har fire point og dermed en lille fordel. Sidst holdene mødtes, den 27. april, tabte FHK hjemme med 28-32, og derfor er der nu en klar mulighed for revanche og to afgørende point i jagten på semifinalen.

»Det bliver en fed og intens kamp med tryk på i alle 60 minutter imod TTH Holstebro. Kampen betyder rigtig meget for begge hold, da en sejr og to point vil bringe os i en stærk position i forhold til en semifinaleplads. Derfor har opgøret stor betydning – både for os og for TTH Holstebro,« siger Kasper Palmar på FHK.dk.

Han vurderer samtidig, at det bliver en fysisk udfordring at stå imod modstanderen:

»TTH Holstebro har spillet godt og med masser af selvtillid. De spiller med både fart og power i deres angrebsspil, så det bliver vigtigt, at vi står imod fysisk gennem hele kampen og hjælper hinanden. For os handler det om at levere, når det gælder!,« siger Kasper Palmar på FHK.dk.

Kampen i Gråkjær Arena spilles onsdag klokken 18.30.

Flere ladestandere rippet for kabler i Fredericia

0
Flere ladestandere rippet for kabler i Fredericia

KRIMI. Natten til tirsdag var ukendte gerningsmænd på kabelrov flere steder i Fredericia. Ladekabler blev målrettet klippet af offentlige ladestandere, inden tyvene forsvandt ud i mørket.

Det oplyser politikommissær Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi, som tirsdag morgen modtog to anmeldelser om tyveri af ladekabler fra flere forskellige adresser i byen.

Den første anmeldelse kom fra Bødkervej, hvor tyvene havde udset sig en OK-ladestander:

»Der er tale om, at ladekablerne til en OK-ladestander på Bødkervej er blevet afmonteret og klippet af,« forklarer Hans Hoffensetz.

Men tyvene havde mere på programmet end blot ladestanderen på Bødkervej. På omtrent samme tidspunkt – omkring klokken 03.00 – rykkede de nemlig videre til Strevelinsvej. Her gik det hårdt ud over flere offentlige ladestandere, hvor der blev stjålet adskillige kabler.

»På Strevelinsvej er der blevet stjålet et sted mellem 12 og 16 ladekabler fra tre forskellige adresser, og det er alle offentlige steder, hvor folk normalt kan lade deres biler op,« oplyser politikommissæren.

Dermed ender nattens samlede udbytte på op mod 16 ladekabler, som nu er i hænderne på gerningspersonerne.

Tyveri af ladekabler er ikke ukendt hos politiet, især fordi kablernes kobberindhold gør dem attraktive, når kobberpriserne generelt stiger. Politiet har dog tidligere vurderet, at udbyttet fra ladekabler typisk er så begrænset, at det egentlig ikke burde friste tyvene særligt meget.

Tyverierne betyder samtidig, at ejerne af ladestanderne må punge ud for nye kabler, og det er noget der hurtigt kan løbe op i store beløb.

Hos Sydøstjyllands Politi er efterforskningen allerede i fuld gang, men indtil videre har politiet ikke mange konkrete spor at gå efter, fortæller Hans Hoffensetz.

»Sagerne er selvfølgelig blevet optaget, og vi forsøger at se, om vi kan efterforske os frem til noget, men vi har endnu ikke nogle konkrete spor,« afslutter politkommisæren.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing onsdag morgen klokken 09.00.

Politiet undersøger sammenstyrtning, der kostede en 51-årig mand livet i Fredericia

0

KRIMI. En 51-årig mand omkom tirsdag, da et skur styrtede sammen på Nordre Kobbelvej i Fredericia.

Sydøstjyllands Politi modtog tirsdag klokken 12.50 en anmeldelse om en mulig sammenstyrtning af en bygning i Fredericia. Det viste sig, at et skur, som var ved at blive fjernet på Nordre Kobbelvej, var styrtet sammen og faldet ned over to personer, der befandt sig i skuret.

Den ene af de to personer afgik ved døden som følge af sammenstyrtningen. Der er tale om en 51-årig mand fra Fredericia.

Den anden person – en 36-årig mand, også fra Fredericia – kom ligeledes til skade ved hændelsen, men ikke alvorligt.

Sydøstjyllands Politi, TrekantBrand, redningsmandskab og Arbejdstilsynet var til stede i timerne efter ulykken.

»Der er tale om en trist hændelse, som desværre kostede en person livet. Vi fortsætter vores efterforskning for at klarlægge, hvordan ulykken skete. Der skal blandt andet foretages yderligere afhøringer. Det sker sideløbende med, at Arbejdstilsynet også undersøger hændelsen,« siger politikommissær Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi.

På nuværende tidspunkt er ingen sigtet i forbindelse med hændelsen. Af hensyn til det igangværende arbejde har politiet ikke yderligere oplysninger.

Dødsfald Vejle uge 16

Dødsfald Vejle uge 16

0
Carsten Schmidt1940 - 2026 Karen Lysdal Pedersen1952 - 2026 Hardy Toft1961 - 2026 Michael Mikkelsen1949 - 2026 Johan Geismar Christoffersen1938 - 2026 Hans Jørgen Skovmose Larsen1941 - 2026
Dødsfald Vejle uge 16

Dødsfald Kolding uge 16