LOKALT. Det skulle have været en helt almindelig onsdag formiddag i Sundhedshusets foyer i Fredericia. En gruppe frivillige fra Demensfællesskabet Lillebælt stod samlet, småsnakkende og klar til at sætte fokus på demensugen og det nationale demenssymbol. Men denne onsdag skulle vise sig at blive alt andet end almindelig.

Klokken lidt over elleve blev der helt stille. Noget uventet var under opsejling. Demenskonsulent Pia Heesch Andersen rakte pludselig telefonen frem mod Else – Demensfællesskabets ældste frivillige. Med forundring og let tøvende greb Else telefonen, intetanende om, hvad der ventede hende i røret.

Det var ældreminister Mette Kierkgaard i den anden ende. Hun kunne fortælle Else, at Demensfællesskabet Lillebælt netop havde vundet Ældreministeriets prestigefyldte Pårørendepris 2025.

Else stod helt stille, næsten fastfrosset i øjeblikket, og blev synligt overvældet af situationen.

»Jeg bliver fuldstændig paf. Og jeg er slet ikke til sådan noget med at stå frem og sige noget. Men hun var bare så sød,« fortæller Else senere, stadig med et stort smil og lidt våde øjne.

Mens Else stod med telefonen, opstod et øjebliks forvirring. Kameraer pegede mod hende fra flere vinkler, og Else, der helst ville undgå opmærksomhed, begyndte forsigtigt at trække sig væk, mens hun sagde til ministeren: »Jeg står altså lige og bliver fotograferet.«

Latteren bredte sig hurtigt i foyeren, og Else måtte blive stående, for det var jo netop hende og fællesskabet, kameraerne var kommet for at fange.

Ved siden af Else stod hendes frivillig-kollega Hans-Jørgen. Han kendte allerede til hemmeligheden, men øjeblikket blev alligevel for meget for ham, og tårerne begyndte stille at løbe.

»Nu havde jeg jo vidst det siden i torsdags, da Pia fik beskeden. Men det blev virkelig stort, da vi stod der sammen. Det er jo ikke bare de 10.000 kroner. Det er anerkendelsen. Det betyder så meget,« siger Hans-Jørgen, stadig tydeligt rørt.

Når frivilligheden betyder alt

Demensfællesskabet Lillebælt er drevet af frivillige kræfter. Det er mennesker som Else og Hans-Jørgen, der uge efter uge sørger for, at hverdagen bliver lysere og lettere for både demensramte borgere og deres pårørende.

For Else har frivilligheden altid været en helt naturlig del af livet. Hun er typen, der ikke kan lade være med at give en hånd med, hvor det er nødvendigt, og hendes engagement strækker sig langt ud over Demensfællesskabet Lillebælt. Ud over timerne med demensfællesskabet er hun også fast frivillig i frivilligcentret, hvor hun hver uge bruger tid på at hjælpe og gøre en forskel for andre mennesker. Hendes forklaring på engagementet er både enkel og rørende.

»Jeg har altid været frivillig. Jeg er også frivillig inde i frivilligcentret en gang om ugen. Man får jo så meget igen, og man glæder sig til at komme afsted. Når man går derfra, er det altid med en følelse af, at vi har gjort noget godt,« fortæller Else.

Hans-Jørgen kender alt til, hvordan selv de små ting kan vende en dårlig dag til en god dag. Når borgerne kommer ind ad døren i Demensfællesskabet, er det ikke altid med store smil og overskud, men de frivilliges nærvær gør en stor forskel, understreger han. Han fortsætter lidt, og beskriver levende, hvordan aktiviteterne og samværet med ligesindede løfter stemningen betydeligt hos de mennesker, der deltager i fællesskabet.

»Når folk kommer til os, kan de måske godt være lidt nedtrykte, men når de tager herfra efter en aktivitet, så går de altid med et stort smil. De siger selv, at det er befriende at komme hos os, fordi vi er ligesindede,« pointerer han og peger på at man altid kan være åben omkring sine tanker.

Og den betydning, Demensfællesskabet har fået, kan ifølge demenskonsulenten Pia Heesch Andersen næsten ikke overvurderes. Hun er en af de bærende kræfter bag fællesskabet, hun har fulgt udviklingen tæt og hun er overbevist om, at hvis ikke Demensfællesskabet Lillebælt var blevet grundlagt, ville mange borgere med demens have stået uden det tilbud, der nu gør hverdagen værdifuld, fyldt med livskvalitet og social kontakt.

»Hvis ikke Demensfællesskabet Lillebælt var blevet til, så havde der ikke været et tilbud til disse mennesker, før de var langt henne i deres demensforløb. Det er et tilbud, hvor du kan komme direkte fra gaden og være med. Det er blevet et fællesskab, som ikke eksisterede før, og som øger livskvaliteten for rigtig mange,« siger hun med stolthed i stemmen.

Drømmen gik i opfyldelse

For Pia var onsdagens overraskelse kulminationen på flere års drøm om at få sat Fredericia og Demensfællesskabet Lillebælt på landkortet. Hun har længe haft en vision om, at det store arbejde, fællesskabet udfører hver dag, skulle anerkendes bredt.

I dagene op til afsløringen har hun derfor også været både spændt og nervøs. Hun modtog allerede beskeden torsdag og har siden da båret rundt på den store hemmelighed næsten helt alene – kun Hans-Jørgen, der stod ved hendes side, da nyheden blev overbragt, har kendt til det. At holde på en så stor hemmelighed beskrev hun med et stort smil som næsten ulideligt. Den store spænding lå ikke mindst i at se, hvordan de frivillige ville tage imod nyheden, og om den anerkendelse, hun selv mente, de fortjente så inderligt, også ville blive mødt med glæde af dem.

»Jeg har næsten ikke kunnet sove, siden jeg fik beskeden i torsdags. Jeg har været så spændt på at se, hvordan de ville tage imod nyheden. Det her er virkelig en drøm, der går i opfyldelse. En offentlig anerkendelse af det arbejde, vi gør,« fortæller Pia.

Selvom situationen var lidt overvældende, da Else fik telefonen stukket i hånden og hørte, at fællesskabet havde vundet prisen, var hun heller ikke i tvivl om, hvor meget anerkendelsen betyder. Hun peger især på, hvor stort det er, at prisen kommer hjem til Fredericia:

»Det betyder, at man har lyst til at blive ved. Det giver glæde og energi at få sådan en anerkendelse. Og så er det fantastisk, at lille Fredericia lige pludselig får en landsdækkende pris. Det synes jeg da er flot.«

Men udover anerkendelsen følger der også en pengepræmie på 10.000 kroner med prisen. Hans-Jørgen er allerede klar med et godt bud på, hvad pengene skal bruges til.

»Vi skal i hvert fald holde en ordentlig fest,« griner han.

Og en fest bliver der ganske bestemt. Pia Heesch Andersen har allerede planlagt, at alle de frivillige skal samles sidst i maj for at beslutte, hvordan de præcist skal fejre den flotte pris. Den endelige beslutning om festlighederne overlader hun helt og holdent til de frivillige selv, så fejringen bliver lige præcis det, de ønsker sig allermest.

»Skal vi tage på studietur, ud at spise eller måske en tur i biografen? Det er helt op til dem,« fortæller hun.

Mod København med Else og Hans-Jørgen

Onsdag venter en særlig oplevelsesrig tur for Else og Hans-Jørgen. De skal nemlig sammen med Pia Heesch Andersen tage turen over Storebælt og hele vejen til Tivoli Hotel & Congress Center i København for at modtage Pårørendeprisen personligt.

»Det bliver stort,« siger Else med en blanding af glæde og en smule ængstelse i blikket.

»Ja, og voldsomt. Jeg er slet ikke til sådan noget med at stå foran alle de mennesker,« fortsatte hun. For selvom hun er vant til at være en uundværlig frivillig, så er tanken om at stå på en scene foran et stort publikum alligevel noget, der giver lidt sommerfugle i maven.

Hans-Jørgen kiggede kort på Else, som for at forsikre hende om, at de nok skal klare det hele sammen. Med et lille smil og en rolig stemme konstaterede han så:

»Men vi skal nok klare det.«

Tilbage i Fredericia blev champagneflaskerne åbnet, chokoladen delt rundt, og glæden mærket helt ud i fingerspidserne. For uanset hvor voldsomt det bliver at stå på scenen i København, er det intet imod den forskel, de frivillige hver eneste dag gør for mennesker, der lever med demens tæt inde på livet.

Se videoen herunder, hvor Else modtager det overraskende opkald fra ældreministeren, og oplev reaktionen, da det går op for hende, at Demensfællesskabet Lillebælt har vundet prisen: