Regeringen tænker stort for de rigeste – og småt for de mindste

0
Regeringen tænker stort for de rigeste – og småt for de mindste

Det gør ondt at læse den nye rapport om kvaliteten i vores børnehaver. For det, mange forældre og pædagoger i Sydjylland og resten af landet har råbt op om længe, bliver nu bekræftet sort på hvidt: Alt for mange børn møder ikke ind til tryghed, leg og nærvær. Og alt for mange ansatte i vores institutioner kæmper hver dag for børnene med alt for lidt tid og alt for få kolleger.

Kun hver tiende børnehave vurderes som ‘god’. Det er både foruroligende og uacceptabelt.

Vi ved, hvad der virker. Når de voksne har tid til at trøste, grine, støtte og vise vores børn vej i deres hverdag, så vokser børnene og trives. Det er ikke så svært. Flere voksne giver selvfølgelig mere overskud til det enkelte barn og det øger trivslen.

I SF har vi sikret en lov om minimumsnormeringer og milliarder til børneområdet. Det har hjulpet – men det rækker ikke. For minimum er netop kun et minimum.

Men mens kommunerne må vende hver en krone og tvinges ud i spareøvelser på vores børns trivsel, så bruger regeringen milliarder på skattelettelser til dem, der har mest.

SF vil prioriterer børnene. Vi vil have en akutplan for institutioner med lav kvalitet, en reel rekrutteringsplan med flere uddannede pædagoger og bedre vilkår for kommunerne til at opkvalificere deres ansatte. Og normeringerne skal igen kunne ses på institutionsniveau.

Ældreloven kræver handling, ikke flere hensigtserklæringer

0
Ældreloven kræver handling, ikke flere hensigtserklæringer

Ældreloven skal mærkes, ikke bare læses højt ved festlige lejligheder. Flotte ord er ikke nok. 

Når der endelig kommer der lidt lyd fra Social- og Sundhedsudvalget i Fredericia om den nye ældrelov er det kun generelle vendinger og varm luft. Hvor er det konkrete? Det klinger hult, når der ikke følger handling eller tydelige initiativer med ordene.

Ældreloven skal mærkes i hverdagen, ikke bare nævnes i overskrifter og politiske nyhedsbreve.

Fra start har jeg taget loven alvorligt. Jeg har brugt både Seniorrådet og pressen til at sætte fokus på de steder, hvor det halter og der er rigeligt at tage fat på.

Her er, hvad vi savner:

• Gennemsigtighed: Hvordan har kommunen egentlig tænkt sig at implementere ældreloven? Vi mangler konkrete handleplaner ikke bare luftige visioner og PowerPoint-bobler.

• Helhedspleje med indhold: Det nytter ikke, hvis det hele ender som et skrivebordsprojekt. Borgeren skal være i centrum, ikke Excelarket.

• Reel valgfrihed for borgerne: Det skal være muligt selv at vælge leverandører og ydelser. Frihed virker også i ældreplejen. Ældrelovens frihedsintentioner må ikke drukne i SF lignende driftstænkning.

• Mindre skema, mere faglighed: Giv medarbejderne frihed til at bruge deres faglighed og sunde fornuft. Det skaber bedre hverdage for både dem og borgerne.

• Resultater, der kan mærkes: Vi skal se forbedringer i ældres livskvalitet, ikke bare i skåltaler og målsætninger.

• Involvering i praksis: Borgerpaneler og ægte dialog, ikke flere dokumenter, der samler støv i en skuffe.

• En ny kultur, ikke en ny syltekrukke: Vi har chancen for at gentænke ældreplejen. Den chance må vi ikke forpasse.

Vi skal ikke vente i årvis på at mærke en forskel. Ændringerne skal mærkes i hverdagen for bruger og medarbejdere, ikke kun i kommunens strategi-pdf’er eller i valgkampmaterialet.

Ældrepleje handler ikke om systemer, men om mennesker. Om liv, værdighed og handlekraft. Og det er nu, der skal leveres.

Hvornår kan du gå på pension? 

0
Hvornår kan du gå på pension? 

Min folkepensionsalder er nu 71,5 år. Det kan som 45-årrig virke helt uoverskueligt. Men når jeg så ser på nogle af mine jævnaldrende, der har mere fysisk krævende jobs som fx social- og sundhedsassistent, murer, butiksassistent eller gartner så bliver jeg endnu mere bekymret.  

Jeg bliver bekymret for om de fysisk og i nogle tilfælde psykisk kan holde til så mange år på arbejdsmarkedet. For som jeg også påpegede i min 1. maj-tale, så tror vi i SF faktisk på et liv før døden. 

Det er klart at for mange, er deres arbejde en del af deres identitet og de fleste af os glæder os hver dag til at møde vores kollegaer, og yde en indsats for den arbejdsplads vi er en del af. Jeg mener faktisk det er sundt at arbejde. Men når udsigterne til pension er så lange, giver det en skævvridning i samfundet. 

For dem, der har råd til at spare op til pension, vil deres økonomiske frihed give dem nogle væsentligt bedre kort på hånden, end de mange som ikke har denne mulighed. Det giver et opdelt samfund – et A og B-hold. Det har jeg som SF’er det svært med. 

Der har været massiv kritik af beslutningen omkring en forøgelse af pensionsalderen. Fagbevægelsen har udtrykt stor kritik, men desværre har regeringen ignoreret kritikken. Ligesom med Store Bededag har Socialdemokraterne vendt det døve øre til. Det synes jeg er skammeligt, da fagbevægelsen – om nogen – ved hvad konsekvenserne af en øget pensionsalder er.  

Jeg vil dog rose Fredericias borgmester, da han er en af de socialdemokratiske borgmestre, der har kritiseret beslutningen og har forsøgt at komme til orde ved den socialdemokratiske top. Desværre virker det til, at den socialdemokratiske top har trykket på mute-knappen, når baglandet udtrykker kritik. 

Når nu det er besluttet, at pensionsalderen blot skal stige år for år, så er det centralt at vi som kommune gør alt det vi kan, for at skabe en arbejdsplads, som kan imødegå de udfordringer en øget pensionsalder giver. Her tænker jeg især på de medarbejdere, der har fysisk og/eller psykisk hårde jobs.  

Malerfaget i nye farver: Malergården satser på medarbejderdemokrati

0
Malerfaget i nye farver: Malergården satser på medarbejderdemokrati

BUSINESS. I tredje afsnit af vores serie »Byens Håndværkere« møder vi Flemming Skydsgaard fra Malergården i Fredericia. Flemming står i spidsen for en virksomhed, der ikke blot er dybt lokalt forankret, men også unik ved at være medarbejderejet. Her er det medarbejderne selv, der træffer beslutningerne, investerer overskuddet i virksomheden og sikrer, at kvaliteten altid er i top. Gennem en snak om håndværk, lokal identitet og fremtidens malerfag tegner Flemming et billede af en virksomhed, hvor medarbejderne føler ejerskab, ansvar og stolthed over deres arbejde.

De bygger vores fremtid – én mursten, én skrue, ét penselstrøg ad gangen. De graver, rydder op, bager lækkerier, designer, tænker, udvikler og skaber. De står klar i morgentågen, før byen vågner, og afslutter dagen med støv på tøjet og et færdigt værk, der vidner om deres håndværk og dedikation. Håndværkerne er hjertet i vores lokalsamfund. De er dem, vi ringer til, når taget lækker, når drømmekøkkenet skal bygges, eller når nye projekter skal blive til virkelighed. Og nu er det blevet tid til at hylde dem.

Velkommen til serien “Byens Håndværkere”, hvor vi sætter spot på byens mange dygtige håndværkere og deres historier. Vi besøger værkstederne, byggepladserne og møder menneskerne bag virksomhederne. Gennem portrætter og fortællinger vil vi præsentere tømreren, der lærte faget fra sin far, elektrikeren, der drømmer om grøn omstilling, maleren, der giver byens vægge nyt liv – og alle de andre håndværkere, der gør en forskel i hverdagen. Serien handler ikke kun om faglighed, men også om de historier, der lever på arbejdspladsen, og om de mennesker, der med passion og hårdt arbejde holder byen i gang.

Vi afslutter serien med kåringen af Årets Mesterhåndværker 2025 – en fejring af en særlig håndværker, der ikke blot leverer en ekstraordinær indsats fagligt, men som også gør en positiv forskel for Fredericia. Velkommen til serien “Byens Håndværkere” – følg med, og kom tættere på byens fagfolk og deres historier. Den tredje artikel i serien er med Malergården i Fredericia ApS.

Malergården – et håndværk i fællesskabets tegn

Malergården i Fredericia er ikke en hvilken som helst malervirksomhed. Virksomheden er medarbejderejet, og det betyder, at alle medarbejdere – lige fra lærlingen til kontorpersonalet – har en direkte indflydelse på virksomhedens drift og beslutninger. Flemming Skydsgaard, der står i spidsen for Malergården, fortæller med stolthed om virksomhedens særlige struktur:

»Det er en medarbejderejet virksomhed, hvor medarbejderne har stor indflydelse på de beslutninger, vi tager – både overordnet og på daglig basis. Der er ingen aktionærer, som forventer udbytte. Pengene bliver i virksomheden og bruges til at udvikle den og skabe goder for medarbejderne.«

Det er tydeligt, at fællesskab og medarbejderindflydelse er bærende værdier hos Malergården, og Flemming Skydsgaard understreger:

»Det gælder alle svende, lærlinge og medarbejdere på kontoret. Det er dét, der gør os unikke. De føler selv, at de er en del af det hele, og de tager stort ansvar for det arbejde, de laver.«

En lokal virksomhed med et bredt fokus

Flemming Skydsgaard er ikke selv født og opvokset i Fredericia, men Malergården er i dag en virksomhed med stærk lokal forankring:

»Vi har heldigvis gode samarbejdspartnere lokalt – både tømrervirksomheder, entreprenører og mange private. Jeg fornemmer, at vi er et kendt navn i byen. Det kræver, at man opfører sig ordentligt, for man kan ikke gå og gemme sig.«

Malergården har gennem tiden arbejdet bredt indenfor malerfaget. Tidligere var der fokus på nybyggeri og renovering, men i dag er det især renovering og serviceopgaver, der fylder i ordrebogen.

»Vi har et sprøjteværksted, hvor vi renoverer køkkener, skabslåger og møbler. Flere og flere kunder foretrækker at bevare deres gode møbler og give dem nyt liv, i stedet for at købe nyt. Det er både bæredygtigt og et skønt håndværk,« fortæller Flemming Skydsgaard med begejstring.

I Malergården er der altid omkring fire lærlinge ansat, og ifølge Flemming er virksomheden stolt af den måde, de uddanner deres kommende medarbejdere på:

»Vi udlærer faktisk nogle ret dygtige malere, og det er især svendenes fortjeneste, fordi de tager et stort ansvar for lærlingene. De fleste lærlinge bliver hængende hos os efter uddannelsen, og det sker endda, at nogle forlader os for en kort periode, men vender tilbage igen. Det tager vi som et tegn på, at Malergården er et godt sted at være.«

Et fag med mange muligheder

Flemming Skydsgaard ønsker især at understrege, at unge ikke skal være bange for at tage en håndværksmæssig uddannelse, da der altid vil være mulighed for at udvikle sig videre:

»Man bliver ikke låst fast til ét job resten af livet, bare fordi man vælger en håndværksuddannelse. Der er masser af muligheder for at gå videre – enten teknisk, merkantilt eller i en helt anden retning inden for faget. Vi har selv eksempler på medarbejdere, der har startet som malerlærlinge og nu arbejder på kontoret som servicekoordinatorer.«

Ifølge Flemming er det netop fleksibiliteten og mulighederne, der gør malerfaget så attraktivt:

»Der er masser af udviklingsmuligheder, og jeg tror, det er vigtigt, at vi fortæller de unge, at håndværksfaget ikke begrænser dem – tværtimod åbner det mange døre.«

Hos Malergården i Fredericia handler det om fællesskab, kvalitet og kontinuerlig udvikling. Flemming Skydsgaard og hans team er et eksempel på, hvordan lokalt håndværk og medarbejderindflydelse kan skabe en unik virksomhed med et godt ry og en positiv fremtid.

Følg med i næste afsnit af ”Byens Håndværkere”, hvor vi besøger endnu en af Fredericias mange dygtige håndværkere.

6. Juli-Dagene: Historien og traditionerne lever

0
6. Juli-Dagene: Historien og traditionerne lever

EVENT. Fredericia står endnu engang klar til at markere Slaget ved Fredericia, der fandt sted den 5. og 6. juli 1849. Årets program er nu offentliggjort, og fredericianere kan se frem til seks dage spækket med historiske oplevelser, traditionsrige begivenheder og populære aktiviteter for hele familien.

Traditionerne omkring markeringen er stærke, og i år er ingen undtagelse. Allerede fra den 5. juli kan byens borgere deltage i det stemningsfulde fakkeltog om aftenen. Dagen efter vækkes byen som vanligt af den imponerende kanonsalut, efterfulgt af processionen gennem Fredericias historiske gader.

Derudover byder dagene på en række arrangementer, der især er målrettet børnefamilier. Der er børnejazz ved Tøjhuset, børneteater på Rådhuspladsen, spændende workshops på Fredericia Bibliotek og aktiviteter fra Museumsgården Kringsminde, som viser, hvordan børnelivet var i 1849. Også lejrlivet med De Danske Landsoldater på volden giver et unikt indblik i historien.

Populære gengangere

Nogle af de største succeser fra tidligere år vender også tilbage. Sigurd Barrett er igen klar til at underholde og formidle Fredericias historie for både store og små, når han gæster Rådhuspladsen. Ligeledes kan man glæde sig til gensynet med Gardehusarregimentets Hesteskadron, som vil ride gennem byens gader og byde indenfor til Åben Stald i Kanalbyen.

»Fredericia er en by formet af historien. Derfor er det fantastisk at se, hvordan fredericianerne hvert år bakker op om markeringen af Slaget ved Fredericia 1849. Særligt glædeligt er det at opleve, hvordan familierne samles på tværs af generationer og deltager i de mange historiske og kulturelle arrangementer,« siger borgmester Christian Bro.

En stærk fælles indsats

Markeringen af 6. Juli-Dagene er resultatet af et tæt samarbejde mellem Fredericia Kommune, 6. Juli Komiteen og Garnisonen, samt Museum Fredericia, Fredericia Shopping og en lang række lokale frivillige kræfter.

»Fællesskabet og det stærke samarbejde er fundamentet for markeringen af 6. Juli-Dagene. Vi sætter stor pris på, at så mange lokale frivillige, foreninger og musikkorps støtter op og er med til at holde traditionen levende år efter år,« udtaler Hans Henrik Hansen, formand for 6. Juli Komiteen.

Også garnisonskommandant Henrik Graven Nielsen understreger betydningen af traditionerne:

»Garnisonen spiller en vigtig rolle i markeringen, fordi vi gennem disse traditioner mindes og æres de danske soldater. Det gælder både dem, der kæmpede dengang, og dem, der fortsat tjener landet.«

Årets talere på plads

En central del af markeringen er traditionen med taler ved Krigergraven, på Landsoldatpladsen og fra balkonen på Meldahls Rådhus.

Årets talere er:

  • Byens æresgæst: Flemming Nielsen, direktør for Den Danske Naturfond og søn af Fredericias tidligere borgmester J.B. Nielsen (taler fra balkonen den 5. juli efter fakkeltoget).
  • Anne Sofie Orheim, sognepræst ved Trinitatis Kirke (taler ved Krigergraven den 6. juli).
  • Mona Juul, partiformand for Det Konservative Folkeparti og folketingsmedlem (taler på Landsoldatpladsen den 6. juli).
  • Oberst Henrik Graven Nielsen, garnisonskommandant (taler for General Bülow fra balkonen).
  • Christian Bro, borgmester (taler for Hans Majestæt Kongen fra balkonen).

66-årig gik amok ved borgerservice

0
66-årig gik amok ved borgerservice

KRIMI. Der opstod tumult fredag formiddag ved Borgerservice på Nytorv i Kolding, da en 66-årig mand udviste aggressiv og truende adfærd mod personalet. Situationen eskalerede hurtigt og endte med vold mod en vagt, der forsøgte at få styr på den opfarende borger.

Sydøstjyllands Politi modtog anmeldelsen omkring klokken 11.45 og rykkede hurtigt ud til stedet. Her fandt de ud af, at en mandlig vagt var blevet udsat for slag og spark fra den vrede mand.

Politikommissær Michael Schuh fortæller, hvad der mødte betjentene ved ankomsten:

»Vi har en borger, som udviser en truende adfærd, og som ender med at tildele en ansat vagt ved Borgerservice slag og spark,« siger han først og tilføjer:

»Det må man ikke. Så derfor kommer vi ned, får fat i parterne og finder ud af, hvad der er sket. Det har medført en sigtelse for vold mod ham her den ansatte vagt,« forklarer Michael Schuh.

Politiet har endnu ikke fået klarlagt det præcise motiv bag optrinnet, og der foreligger endnu ingen detaljer om, hvad mandens vrede skyldtes. Det eneste, politiet med sikkerhed kan sige, er, at manden i forvejen optrådte ubehageligt og aggressivt.

»Det eneste, der står om optakten er, at han har haft en opfarende og truende adfærd, og at man egentlig ønskede ham bortvist. Men hvad det præcist handler om, det fremgår ikke endnu,« siger politikommissæren.

Der er på nuværende tidspunkt ingen oplysninger om, hvorvidt vagten kom alvorligt til skade ved episoden. Den 66-årige mand er dog nu sigtet for vold efter hændelsen.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.

Flytning blev til sprængfarlig overraskelse: Forsvaret måtte tilkaldes

0
Flytning blev til sprængfarlig overraskelse: Forsvaret måtte tilkaldes

KRIMI. Det var alt andet end hverdag, da en 70-årig mand fredag eftermiddag hjalp en veninde med at flytte i Kolding. Midt mellem flyttekasser og gamle minder dukkede et usædvanligt og potentielt farligt objekt op, nemlig en ægte håndgranat.

Klokken havde netop passeret 14.15, da manden gjorde det opsigtsvækkende fund på adressen Rytterknægten i Kolding. Den 70-årige tøvede ikke længe, før han ringede til Sydøstjyllands Politi med en forsigtig forespørgsel om, hvad man mon skulle stille op med den slags fund.

Politikommissær Michael Schuh fra Sydøstjyllands Politi fortæller om opkaldet:

»Man hjælper en veninde med at flytte, og så finder man den her håndgranat og synes, at det er lige frisk nok at flytte rundt på den. Så man ringer heldigvis til politiet og spørger, hvad man skal gøre.«

Politiet tog med det samme situationen alvorligt og fik tilsendt billeder af granaten, som hurtigt blev sendt videre til eksperterne hos Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste. Herfra kom den klare melding tilbage, om at håndgranaten skulle afhentes og destrueres forsvarligt.

»Vi får billedet af granaten, sender den til Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste, og de siger, at den ser ikke god ud, den kommer vi og henter,« forklarer Michael Schuh og uddyber:

»Efter de har hentet den, siger de, at den var ægte.«

Hvordan granaten præcist er havnet blandt flyttegodset, og hvem den oprindelige ejer måtte være, er endnu ikke afklaret. Ifølge politikommissæren har politiet heller ikke detaljer om granatens historie eller præcise opbevaring.

»Om den har ligget i et loftrum, en kasse eller et andet sted, det ved vi ikke. Men den var altså ægte,« bemærker politikommisæren, og tilføjer at politiet er glade for mandens håndtering af situationen.

»Det var godt, at man ringede til politiet med det.«

Granaten blev hentet af Forsvaret, som nu opbevarer den under sikre forhold, indtil den kan blive destrueret. Ifølge politiet er der på intet tidspunkt opstået fare for offentligheden.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.

Tyve skar sig vej gennem taget til værksted

0
Tyve skar sig vej gennem taget til værksted

KRIMI. Der har været travlhed hos Sydøstjyllands Politi, der lige nu efterforsker et usædvanligt indbrud i en virksomhed på Fuglsang Allé. Tyvene har nemlig valgt en noget utraditionel adgangsvej til gerningsstedet.

Indbruddet fandt sted natten mellem torsdag og fredag, og blev opdaget fredag morgen klokken 6.45. Politiets undersøgelser viser, at tyvene har brugt værktøj, formentlig en vinkelsliber, til at skære hul i virksomhedens tag, hvorefter de er kommet ind i bygningen.

Politikommissær Michael Schuh fra Sydøstjyllands Politi fortæller, at tyvenes metode er speciel:

»Adgangsvejen er en smule unormal. De har skåret hul i taget, sandsynligvis med en vinkelsliber, og på den måde skaffet sig adgang til virksomheden,« fortæller han.

Fra virksomheden er der blevet stjålet en større mængde elværktøj, men hvor meget og præcist hvad, kan politiet endnu ikke offentliggøre.

»Vi ved, at der er stjålet en del elværktøj, men vi har ikke yderligere detaljer på nuværende tidspunkt,« siger Michael Schuh.

Politiet formoder, at tyvene er sluppet væk samme vej, som de kom ind, altså gennem hullet i taget. Og selvom adgangsvejen kan lyde besværlig, er det politiets vurdering, at det er muligt at få store mængder værktøj ud den vej.

»Der er nok en grænse for, hvor meget elværktøj man kan få ud gennem taget. Men vi har ikke yderligere oplysninger omkring, hvor meget de har fået med,« lyder det fra politikommissæren.

Politiet er allerede i gang med efterforskningen, hvor blandt andet DNA-spor er sikret på stedet. Derudover efterlyser politiet nu vidner, der måtte have set mistænkelig adfærd i området natten til fredag.

»Hvis der er nogen, der har bemærket aktivitet omkring Fuglsang Allé natten mellem torsdag og fredag, eller har set mistænkelige personer, biler eller andet, så vil vi meget gerne høre fra dem,« opfordrer Michael Schuh.

Har du oplysninger i sagen, kan Sydøstjyllands Politi kontaktes på telefon 114.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.

55-årig slået i hovedet: Politiet ved, hvem de leder efter

0
55-årig slået i hovedet: Politiet ved, hvem de leder efter

KRIMI. Der var tale om en uoverensstemmelse mellem to bekendte, da en 55-årig mand fra Fredericia fredag aften blev slået på højre side af hovedet på Havepladsvej i Fredericia. Det oplyser politikommissær Michael Schuh fra Sydøstjyllands Politi.

Anmeldelsen tikkede ind hos politiet klokken 18.20, hvorefter en patrulje kørte ud til stedet og talte med den forurettede mand, der fortalte om hændelsesforløbet.

»Vi får en anmeldelse om vold på Havepladsvej, hvor en person har slået en anden i højre side af hovedet. Vi har været ude og tale med den forurettede, som har forklaret sin version af sagen,« fortæller Michael Schuh og tilføjer:

»Vi har en god idé om, hvem gerningsmanden er.«

Ifølge politiet skyldtes voldsepisoden en konflikt, der på et tidspunkt eskalerede, hvorefter den 55-årige blev udsat for vold.

Politiet understreger dog, at der ikke er tale om grov vold.

»Det er i den lette ende af voldsskalaen, altså det vi kalder en paragraf 244, som er en almindelig voldsparagraf. Så det er tilsyneladende et enkelt slag,« forklarer politikommissæren.

Den 55-årige kom ikke alvorligt til skade, men politiet efterforsker fortsat episoden for at få de nærmere omstændigheder klarlagt. Der er endnu ingen anholdelser i sagen.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.

Politiet jagter tricktyve efter groft smykketyveri

0
Politiet jagter tricktyve efter groft smykketyveri

KRIMI. En 63-årig kvinde fra Fredericia blev fredag aften offer for et tricktyveri, da hun opholdt sig på Tingvejen nær Elbohallen. Kvinden, der bor på et af byens plejehjem, blev omkring klokken 18.45 kontaktet på gaden af en kvindelig gerningsperson, som ved hjælp af en snedig afledningsmanøvre byttede kvindens ægte guldsmykker ud med værdiløse kopier.

Ifølge Sydøstjyllands Politi beskrives den formodede gerningskvinde som værende mellem 25 og 28 år, med mørkt hår samlet i en fletning. Hun var desuden iført et hvidt tørklæde og talte gebrokkent dansk.

Politikommissær Michael Schuh fra Sydøstjyllands Politi forklarer episoden således:

»Den forurettede er en plejehjemsbeboer, som på gaden møder nogle personer. Disse personer fratager hende nogle smykker og giver hende falske smykker i bytte.«

Han tilføjer, at sagen netop derfor efterforskes som tricktyveri:

»Derfor bliver det altså til et tricktyveri, fordi hun simpelthen bliver snydt.«

Politiet har endnu ikke klarlagt, præcist hvordan gerningspersonerne fik byttet smykkerne ud, men resultatet var, at kvinden efterfølgende stod tilbage med falske smykker, mens gerningspersonerne slap væk med hendes ægte guldsmykker.

Politiet søger vidner

Politiet har i øjeblikket kun et detaljeret signalement af den kvindelige gerningsperson, men man formoder, at hun ikke handlede alene. I nærheden af gerningsstedet holdt en koksgrå Mazda 2 parkeret. I bilen sad en mand, som politiet dog ikke har yderligere beskrivelse af.

»I tilknytning til episoden sidder der en mand i en bil. Vi har ikke noget signalement af ham, men bilen beskrives som en koksgrå Mazda 2. Vi har desværre heller ikke noget registreringsnummer,« siger Michael Schuh.

Derfor opfordrer politiet vidner eller personer, som måtte have set noget mistænkeligt, til at henvende sig:

»Hvis nogen har bemærket episoden, kan genkende personerne, eller har yderligere oplysninger om bilen, så hører vi meget gerne fra dem.«

Der er endnu ikke foretaget nogen anholdelser i sagen, og efterforskningen fortsætter nu på baggrund af vidneforklaringer og eventuelt overvågningsmateriale.

Har man oplysninger i sagen, kan Sydøstjyllands Politi kontaktes på telefon 114.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.

Valgaftenen på Christiansborg 2026 – 3. akt – Eftertanken

Valgaftenen på Christiansborg 2026 – 3. akt – Eftertanken

0
POLITIK: Valgaftenen den 24. marts 2026 er for længst forbi. Talerne er holdt. Kameraerne er pakket sammen. De sidste klapsalver og tilråb er døet...