Middelfart Sparekasse giver ekstra rygvind til byens fodboldstolthed

0

SPORT. Når Middelfart Boldklub i fremtiden træder på banen, bliver det med ekstra stærk lokal opbakning. Byens stadion får nemlig nyt navn, Middelfart Sparekasse Stadion, og dermed intensiverer sparekassen sin støtte til den lokale klub.

I disse uger kæmper Middelfart Boldklub om at sikre sig en plads i landets næstbedste fodboldrække, og nu får klubben en ekstra håndsrækning fra Middelfart Sparekasse. Det idylliske stadion, som uge efter uge danner ramme om fodboldglæde og fællesskab, skifter navn til Middelfart Sparekasse Stadion. Det glæder især sparekassens administrerende direktør, Martin Baltser.

»Det er en væsentlig del af vores identitet at støtte op lokalt. Vi har igennem mange år bakket op om Middelfart Boldklub, men nu løfter vi lige støtten endnu et hak opad,« siger Martin Baltser, der samtidig roser det store arbejde, klubben udfører – både ledelse og frivillige kræfter.

»Det er virkelig imponerende, hvad Per Jørgensen og resten af holdet omkring klubben har præsteret. Det er ikke bare i år – det er et kontinuerligt og solidt arbejde, som sikrer klubbens fortsatte udvikling. Derfor bidrager vi også gerne til, at endnu flere kan få glæde af de oplevelser, fodbolden giver.«

Martin Baltser understreger, at Middelfart Boldklub har nået langt med relativt beskedne midler, hvilket gør indsatsen endnu mere bemærkelsesværdig:

»Klubben har ikke store, pompøse budgetter i ryggen. Alligevel er Middelfart tæt på at etablere sig blandt de 24 bedste hold i Danmark. Det fortjener virkelig respekt.«

For Middelfart Sparekasse er det naturligt at involvere sig endnu mere aktivt i boldklubben, fortæller direktøren.

»Der findes et unikt fællesskab omkring klubben, hvor rigtig mange lokale er engagerede og involverede. For os giver det rigtig god mening at være en del af dét fællesskab.«

Det nye navn bliver officielt markeret den 24. maj, når Middelfart tager imod Næstved hjemme på det nye Middelfart Sparekasse Stadion.

»Klubben har allerede skabt mange fantastiske oplevelser for lokalsamfundet, og vi ser frem til endnu flere gode øjeblikke på Middelfart Sparekasse Stadion,« siger Martin Baltser.

Det klinger hult at takke sponsorerne, når vi fravælger dem lokalt

0
Det klinger hult at takke sponsorerne, når vi fravælger dem lokalt

POLITIK. Karsten Byrgesen fra Borgernes Liste anerkender betydningen af FC Fredericias oprykning til Superligaen og understreger vigtigheden af byens sponsorer. Men han rejser samtidig en skarp kritik af Fredericia Kommunes udbudspolitik, der ifølge ham konsekvent fravælger lokale erhvervsdrivende.

Borgernes Listes Karsten Byrgesen er glad for FC Fredericias historiske oprykning til Superligaen og roser byens mange sponsorer for deres store indsats. Men bag glæden gemmer der sig en frustration hos Byrgesen. Han undrer sig nemlig over, at kommunen på én gang kan fremhæve og hylde de lokale sponsorer og samtidig sende store millionopgaver til virksomheder udenbys.

»Det er fair og forventeligt, at vi som kommune skal anerkende og støtte de sponsorer, der til byens bedste betaler store summer til drift og anlæg af stadion, der jo er kommunalt ejet,« siger Karsten Byrgesen.

Han trækker dog samtidig en klar linje i sandet og påpeger, at Fredericia Kommune ifølge ham ikke lever op til sine egne flotte ord, når store anlægsprojekter skal placeres. Her ender opgaverne nemlig ofte uden for byens grænser, hvilket Byrgesen ser som en direkte modsigelse af kommunens udmeldinger om at støtte det lokale erhvervsliv.

»Men det er unfair, at vi for skatteydernes penge med støtte fra det lokale erhvervsliv vælger at sende store anlægsopgaver ud af byen og direkte i lommerne på fremmede leverandører,« lyder kritikken fra Byrgesen, som er stærkt utilfreds med kommunens udbudspolitik.

Han fremhæver, at kommunen aktivt burde tænke mere i lokale løsninger, hvor der kunne være en åbenlys gevinst for hele Fredericia, hvis man prioriterede byens egne virksomheder:

»Hvorfor er det ikke overvejet at lave en indbudt budrunde?« spørger han retorisk og fortsætter:

»Vil en lokal leverandør være tilbøjelig til – hvis han ikke allerede er det i forvejen – at yde sponsorstøtte? Det tænker jeg, og det er det, vi ser, når vi kigger på den store og loyale gruppe af sponsorer.«

Ifølge Byrgesen er denne gruppe netop en stærk drivkraft i Fredericia. Lokale virksomheder, der gang på gang støtter byens idrætsliv, kultur og aktiviteter økonomisk. Men denne loyalitet ser han ikke genspejlet i kommunens handlinger. Han understreger samtidig, at han flere gange har forsøgt at få ændret på kommunens udbudspraksis – uden held:

»Fredericia Kommune vælger at overhøre mine politiske ønsker om, at udbud skal sættes op, så det fremmer lokale erhvervsdrivende.«

Byrgesen lægger ikke skjul på, at han finder kommunens politik dobbeltmoralsk, når man roser sponsorerne for at stå sammen med byen i glædens stund, men ikke viser samme sammenhold i de praktiske beslutninger:

»Det klinger hult, når vi takker det lokale erhvervsliv og sponsorerne for deres aktive del i oprykningen til Superligaen – og samtidig fravælger dem, når det går den anden vej.«

Byrgesens kritik stopper dog ikke ved stadionprojektet. Han mener nemlig, at problemet er langt mere omfattende, end det enkelte anlægsprojekt kan illustrere. Ifølge ham er der også en lignende skævhed, når kommunen køber ind:

»Samme skævhed ser vi, når det drejer sig om indkøb af varer. Heller ikke her er det lokale og loyale handelsliv velkomment,« afslutter Karsten Byrgesen.

Slut med reklamer for chips og sodavand

0
Slut med reklamer for chips og sodavand

POLITIK. Regeringen tager nu kampen op mod usunde reklamer rettet mod børn. Fremover skal det være slut med, at virksomheder målretter reklamer for chips, sodavand og fastfood til børn under 15 år – især på sociale medier, hvor populære influencere hidtil har haft frit spil.

Tiltaget er en del af regeringens nye Kræftplan V, og det sker som følge af en erkendelse af, at branchens egne løfter om at begrænse reklamer rettet mod børn ikke har været tilstrækkelige.

Ifølge erhvervsminister Morten Bødskov har fødevarebranchen ganske enkelt ikke formået at overholde deres eget kodeks:

»Vi skal beskytte vores børn mod sundhedsskadelige reklamer. Det er ikke i orden, når virksomheder målretter reklamer for usunde fødevarer til børn, og bruger influencere, som børn ser op til og lytter til som markedsføringskanal. Der er alt for mange eksempler på, at det sker i strid med deres eget branchekodeks om god skik for markedsføring til aldersgruppen. De er ikke i stand til at overholde egne regler, og derfor er vi nødt til at stramme lovgivningen. Vi ved, at reklamerne påvirker børn til at købe usunde fødevarer, og at det kan have negative konsekvenser for deres helbred. Med et forbud sikrer vi en bedre beskyttelse af vores børn,« siger erhvervsministeren i en pressemeddelelse.

Det er især influencer-marketing, spil og konkurrencer på digitale platforme, der ifølge regeringen har været med til at presse børn til at træffe usunde valg i hverdagen.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde uddyber regeringens bekymring:

»Børn bliver bombarderet med reklamer for usunde mad- og drikkevarer, og det er med til at skubbe på en uheldig udvikling, hvor det bliver sværere at træffe de sunde valg i hverdagen. Det er især på de digitale platforme, at børn mange gange dagligt blandt andet gennem influencere, spil og konkurrencer bliver eksponeret for reklamer for eksempelvis chips, sodavand og fastfood. Den slags markedsføring skal vi have lukket ned for, så vi kan give børnene sundere madvaner og dermed også forebygge overvægt og tilhørende følgesygdomme.«

WHO advarer mod reklamerne

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er der stærke tegn på, at markedsføring af usunde fødevarer har stor betydning for børns præferencer og valg af madvarer. Samtidig viser undersøgelser, at overvægt hos børn øger risikoen markant for, at overvægten følger med ind i voksenlivet, hvor risikoen for alvorlige sygdomme som kræft stiger.

Fakta fra Erhvervsministeriet peger på, at flere danskere bliver overvægtige, og hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil to ud af tre voksne danskere have overvægt i 2045. Hver tredje vil lide af svær overvægt, som igen øger risikoen for mindst 13 forskellige former for kræft, herunder brystkræft og tyktarmskræft.

Lovændringen, der skal sætte en stopper for reklamer for usunde fødevarer rettet mod børn, forventes at træde i kraft som led i Kræftplan V.

Fyringer og spareplaner efter svært år hos Crossbridge Energy

0
Fyringer og spareplaner efter svært år hos Crossbridge Energy

BUSINESS. 2024 blev et udfordrende år for Crossbridge Energy A/S, der måtte notere sig et underskud på 274,1 millioner kroner. Alligevel fastholder raffinaderiet i Fredericia sit langsigtede fokus på at levere konkurrencedygtig, sikker og stabil drift, der sikrer forsyningssikkerheden i Danmark.

»Det har været et år med særdeles lave marginer og øget konkurrence. Den globale markedssituation har haft stor betydning, og vi har været nødt til at tilpasse virksomheden,« fortæller administrerende direktør Finn Schousboe.

Tilpasningen har haft konsekvenser i form af en reduktion på i alt 30 medarbejdere. Derudover er flere omkostningsbesparende tiltag iværksat for at sikre, at virksomheden står stærkere i fremtiden.

En af de største udfordringer for Crossbridge Energy har været de skærpede nationale afgifter, der efter virksomhedens vurdering svækker konkurrenceevnen.

»Vi ser ind i en fremtid med lavere marginer, og vi skal være rustet til at møde den internationale konkurrence. Det aktuelle nationale afgiftstryk gør os desværre mindre konkurrencedygtige, fordi produkter kan importeres uden om disse afgifter. Det svarer til at løbe maraton mod verdenseliten iført blyvest,« siger Finn Schousboe.

Året blev også præget af raffinaderiets hidtil største vedligeholdelsesstop. I seks uger stod mere end 600 eksterne medarbejdere for omfattende vedligeholdelses- og rensearbejde. Desværre opstod der en brand under nedkørslen af anlægget, som blev håndteret under stoppet, men hændelsen satte spor på årets samlede produktion.

Produktionen af råolie landede således på 2,7 millioner tons i 2024, et fald fra 3 millioner tons i 2023.

Trods årets vanskeligheder fortsatte Crossbridge Energy investeringerne i raffinaderianlægget. I alt blev der investeret 492,1 millioner kroner i anlæg og vedligeholdelse, hvilket understreger virksomhedens vedvarende fokus på sikkerhed, stabilitet og fremtidssikring af produktionen.

Crossbridge Energy ligger i den absolutte verdenselite inden for energieffektive raffinaderier, og netop energieffektivitet er fortsat et afgørende omdrejningspunkt for virksomheden. Når pumper eller kompressorer udskiftes, vælges løsninger, som både reducerer energiforbruget og minimerer støjbelastningen.

Samtidig fortsætter Crossbridge Energy sit arbejde med ESG-rapportering (Corporate Sustainability Reporting Directive – CSRD), selvom EU-reglerne blev ændret undervejs.

»Som stor virksomhed har vi en forpligtelse til at tage ansvar på det marked, vi opererer på. Det handler om at sikre forsyningssikkerhed, bidrage aktivt til energiomstillingen og være en god nabo i lokalområdet. Derfor holder vi fast i CSRD-arbejdet,« understreger Finn Schousboe.

Fakta om Crossbridge Energy A/S

  • Producerer mere end 35 % af det danske forbrug af flydende brændstoffer.
  • Leverer omkring 10.000 tons brændstof i døgnet.
  • Er Danmarks eneste producent af jetbrændstof.
  • Danmarks største leverandør af overskudsvarme til fjernvarme – svarende til 23.000 husstandes årlige forbrug.
  • Investerede 492,1 millioner kroner i anlæg og vedligeholdelse i 2024.
  • Raffinaderiet blev indviet i 1966, og virksomheden driver også en havneterminal i Fredericia, hvor 20-30 skibe månedligt lægger til kaj.
  • Beskæftigede 291 fuldtidsansatte pr. 31. december 2024.
  • Har et erklæret mål om aktivt at bidrage til energiomstillingen.

Nu afsløres OB’s stadionplan til 210 millioner

0
Nu afsløres OB’s stadionplan til 210 millioner

SPORT. Når sommeren 2028 rammer Odense, bliver det med et stadion, der ikke blot er en kosmetisk opgradering, men en totalforandring af rammerne for fodbolden i den fynske hovedstad. Odense Kommune og Odense Sport & Event præsenterede onsdag en storstilet plan, som skal gøre Nature Energy Park klar til fremtidens krav i Superligaen – og ikke mindst klar til at levere endnu mere intense og stemningsfulde oplevelser for fans og spillere.

Projektet er ikke småt i slaget. Kapaciteten øges fra nuværende 15.300 til omkring 16.800, og forandringen bliver til at mærke allerede fra indgangen til stadion. Der bliver lukkede hjørner og overdækning på samtlige pladser. Dermed kommer stadion ikke blot til at leve op til de skærpede krav fra Divisionsforeningen, men også i stigende grad til at gøre sig gældende i kampen om at tiltrække landskampe, pokalfinaler og andre store begivenheder til Odense.

Det er netop med stolthed, Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel præsenterede aftalen. Han understreger, at det nye Nature Energy Park ikke kun handler om fodbold.

»Jeg er glad og stolt over, at vi nu har en stærk og gennemarbejdet plan, der sikrer, at Odense Stadion moderniseres og fremtidssikres, så det også efter 2028 opfylder kravene til et moderne Superliga-stadion. Samtidig er moderniseringen tæt koblet til omfattende byudvikling i det omkringliggende Bolbro, hvor vi har alle muligheder for at skabe en unik idrætsbydel, der bygger ovenpå alle de gode aktører, der er til stede i området,« siger Peter Rahbæk Juel.

Niels Thorborg, bestyrelsesformand for Odense Sport & Event, deler borgmesterens begejstring og lægger vægt på, at forandringen er såvel æstetisk som bæredygtig.

»Det er en stor dag for Odense, og det er stor dag for OB. Odense kan se frem til et fantastisk stadion – et rigtigt fodboldstadion, hvor hjørnerne bliver lukket og alle pladser bliver overdækket. Desuden har det et stort fokus, at der er tale om en miljømæssig, bæredygtig renovering, hvor vi genbruger stort set alle fundamenter, ligesom alle de sæder, som tillader det, bliver bevaret,« siger Niels Thorborg.

Det økonomiske aspekt er også til at tage og føle på. Projektet har et budget på hele 210 millioner kroner. Odense Sport & Event kommer selv til at finansiere langt størstedelen af beløbet, blandt andet via en forhøjet husleje, der samlet set løber op i 120 millioner kroner over 30 år, ligesom der investeres 60 millioner kroner i forbedring af VIP-faciliteterne. Odense Kommune bidrager med 30 millioner kroner, der især går til at opgradere forholdene for kvinder og personer med handicap.

Enrico Augustinus, administrerende direktør i Odense Sport & Event, lægger ikke skjul på, at det er en stor økonomisk opgave, klubben har påtaget sig.

»Det er en god dag, men det er også en dyr dag for Odense Sport & Event, men vi tror på, at det nye stadion og mulighederne for at skabe en markant bedre stadionoplevelse både vil øge tilskuertallet og indtægterne i øvrigt,« siger han.

Moderniseringen sker heldigvis uden, at klubben skal spille på et andet stadion i byggeperioden. Arbejdet bliver opdelt i flere faser, og OB’s kommercielle direktør, Jack Jørgensen, lover, at fansene får indflydelse på den fremtidige fanzone, som bliver en central del af oplevelsen omkring kampdagene.

»Jeg er glad for, at vi bevarer stadion i Bolbro, fordi det skaber sammenhængskraft til byen. Ved at renovere og modernisere det nuværende stadion bevarer vi både sjælen, nærheden og den særlige atmosfære, der gør kampene i Bolbro til noget helt specielt. Tilskuerne forbliver tæt på banen, og med lukningen af hjørnerne og overdækning af alle siddepladser vil stemningen fra tribunerne blive endnu mere intens i fremtiden. Udviklingen af det ’nye’ Nature Energy Park tager udgangspunkt i fanoplevelsen, og nu ser vi frem til at skabe den nye ramme om fodboldfælleskabet i Odense – i tæt dialog med vores fans,« siger Jack Jørgensen.

Med Nature Energy Parks nye faciliteter – dobbelt så mange toiletter, tre gange flere boder og en fordobling af VIP-arealerne – vil Odense sætte nye standarder for stadionoplevelsen på Fyn. Og den samlede infrastruktur omkring stadion, herunder den nære placering til letbane og øvrige idrætsfaciliteter, betyder, at den fynske traditionsklub ikke kun ser frem til bedre forhold, men også til at samle byen yderligere omkring holdet.

Enrico Augustinus glæder sig over, at moderniseringen giver både klub og fans en ny fælles fremtid at samles om, men på et stadion, der respekterer historien og bygger videre på fundamentet fra 1941 og den seneste store renovering fra 1997.

»Jeg er glad for, at vores hjemmebane forbliver en del af idrætsbydelen og tæt på områdets øvrige idrætsfaciliteter. Det er en unik placering med god infrastruktur og letbane, som gør det let tilgængeligt for alle, og med moderniseringen sker der også en betydelig opgradering af faciliteterne på stadion,« siger han.

Det nye stadion skal efter planen stå færdigt i sommeren 2028.

Nu er det fulde program klar: Sådan fejrer Fredericia FC’s oprykning til Superligaen torsdag

0
Nu er det fulde program klar: Sådan fejrer Fredericia FC’s oprykning til Superligaen torsdag

SPORT. Efter 24 års tålmodig venten er Fredericia klar til den helt store fodboldfest. Byens nye Superliga-mandskab fra FC Fredericia skal hyldes på Rådhuspladsen, og nu er programmet endelig på plads.

Festlighederne starter klokken 14.30, hvor pladsen åbner med aktiviteter for både store og små. De mindste kan glæde sig til både hoppeborg, ballonkunstner og fodboldmål, hvor man kan teste sine egne evner med bolden. De voksne kan nyde kolde øl, lækkerier fra pølsevognen samt fra Den Gyldne Ovn, mens en DJ sørger for den helt rette fodboldstemning.

Klokken 15.00 kan de hurtigste børn desuden sikre sig en gratis slushice – der er 100 styk på højkant.

Men festens højdepunkt indtræffer først lidt senere. Klokken 15.30 ankommer spillerne fra FC Fredericia til rådhuset, hvor de vil blive modtaget af alle de fremmødte. Herefter følger en lokal tradition, når spillerne bydes på de berømte rådhuspandekager i kantinen.

Klokken 16.00 træder spillerne ud på scenen på Rådhuspladsen, hvor de vil modtage byens hyldest. Borgmester Christian Bro (S), formand for Kultur- og Idrætsudvalget Peder Tind (V) samt FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, holder korte taler for at markere den historiske oprykning.

Netop Peder Tind har tidligere beskrevet oprykningen som en begivenhed, der har skabt en helt særlig stemning i byen:

»Jeg har sjældent oplevet noget lignende. Hvor end jeg kommer, møder jeg folk, som lykønsker hinanden og fortæller, hvor fantastisk og fortjent det her er. Stoltheden kan mærkes overalt. Og det er ikke kun her i Fredericia, det tales om – hele landet har bemærket det, og det kan vi være hammerende stolte af.«

Fra klokken 16.15 til 16.40 er der mulighed for, at fans og fredericianere kan komme helt tæt på spillerne og få både selfies og autografer med hjem som minder.

Fejringen rundes af klokken 16.40, hvor borgmesteren afslutter arrangementet med et par ord om den kommende sæson i landets bedste fodboldrække.

Arrangørerne, Fredericia Kommune, FC Fredericia og Fredericia Shopping, håber på stor opbakning og opfordrer alle til at møde op og gøre dagen til en fest, der matcher præstationen på banen.

Programmet i korte træk:

  • 14.30: Festlighederne begynder med aktiviteter for børn og voksne.
  • 15.00: Gratis slushice til de første 100 børn.
  • 15.00-17.00: Ballonkunstner og fodboldaktiviteter.
  • 15.30: Spillerne ankommer til rådhuset og får pandekager.
  • 16.00: Spillerne går på scenen, taler ved borgmester Christian Bro, udvalgsformand Peder Tind og direktør Stig Pedersen.
  • 16.15-16.40: Selfies og autografer med spillerne.
  • 16.40: Officiel afslutning ved borgmesteren.

Antallet af indbyggere i Kolding Kommune stiger

Antallet af indbyggere i Kolding Kommune stiger

Oven på den seneste omtale af befolkningsvæksten i Jydske Vestkysten 14. maj, vil vi gerne sætte nogle ting på plads.

JV påstår, at det går baglæns med befolkningsudviklingen i Kolding. Avisens argument er, at Horsens har overhalet Kolding på listen over de største byer i Danmark. Ifølge avisen er der 64.418 indbyggere i Horsens, mens Kolding har 63.645 indbyggere.

Hvordan man kan konkludere, at det går baglæns med befolkningsudviklingen på den baggrund, er os en gåde. Både Horsens og Kolding har haft fremgang i indbyggertallet de seneste mange år. Det skal der ikke meget research til at finde ud af. Horsens har bare haft mere fremgang end Kolding har. Men det har ikke hold i virkeligheden at konkludere, at en lavere placering på listen over landets største byer er det samme, som at Kolding går baglæns.

Tvært imod er antallet af indbyggere i Kolding Kommune steget stødt de seneste år.

Sidste år voksede indbyggertallet med over 1.000 borgere. Det tal opgøres på baggrund af tre forskellige balancer: Den mellemkommunale flyttebalance, balancen mellem ind- og udrejste og fødselsbalancen.

I Kolding har vi haft en negativ mellemkommunal flyttebalance i en del af de seneste år. Flest flyttede ud i Corona-året 2020, hvor det særligt var de unge der flyttede fra kommunen. Den negative balance skal ses i forhold til, at det handler om meget store absolutte tal. Sidste år flyttede 4.595 personer til Kolding Kommune fra andre kommuner, hvorimod 4.621 personer flyttede fra Kolding Kommune til andre kommuner. Det gav en negativ mellemkommunal flyttebalance i 2024 på 26 personer.

De 18-24-årige trækker gevaldigt ned i den mellemkommunale flyttebalance. Det er typisk den alder, man flytter hjemmefra for at tage en uddannelse. Det er også noget af forklaringen på, at der er mange, der flytter fra Kolding til Aarhus og København. Men i flytninger mellem kommuner vinder Kolding Kommune på børnefamilier og på personer i den arbejdsdygtige alder.

Til gengæld har vi en meget positiv balance på indrejste fra udlandet. Den var sidste år på over 1.000 personer.

Mellem linjerne i avisen kan vi læse, at det næsten er odiøst, at befolkningsvæksten i Kolding drives af internationale studerende og international arbejdskraft. Men vi vil vende det om og sige, at vi godt nok var ilde stedt, hvis ikke vi fik alle de nye borgere udefra. I parentes skal det også lige bemærkes, at ca. 14% af de indrejste er danske statsborgere, der er rejst tilbage til Danmark.

Men alligevel er det vigtigt, at vi får nye internationale borgere. De kommer til Kolding for at studere på vores videregående uddannelser og for at arbejde i vores virksomheder. Befolkningsvæksten på landsplan sker næsten udelukkende via indrejste.

Og måske kan andre kommuner se lidt misundeligt på os og de mange nytilkomne internationale borgere, da fødselstallet på landsplan er faldet drastisk. Derfor er det i udlandet vi kan finde den arbejdskraft, der er nødvendigt, for at vi kan holde gang i vores erhvervsliv. Og hvis de kommer, allerede mens de er studerende, er der en større sandsynlighed for, at de også bliver her og tager et job.

De indrejste er langt overvejende i den arbejdsdygtige alder, når de kommer til Kolding. Det kan også ses i væksten i beskæftigelsen på landsplan. Den udgøres næsten udelukkende international arbejdskraft. På landsplan udgør de internationale ifølge Dansk Erhverv 15% af alle fuldtidsansatte, og de bidrog i 2024 med 361 mia. kr. svarende til 12% af BNP.

Men selv om fødselstallet falder på landsplan, så havde Kolding Kommune sidste år en positiv fødselsbalance. Det vil sige, at der blev født 32 babyer flere, end der afgik personer ved døden. Det er under en tredjedel af kommunerne i Danmark, der har en positiv fødselsbalance, så det kan vi bestemt også være glade for. Det kan hænge sammen med, at de tilflyttere, der slår sig ned i Kolding, i høj grad er i den arbejdsdygtige alder, og at mange børnefamilier vælger Kolding til.

Så alt i alt er der grund til at glæde sig over befolkningsudviklingen i Kolding. Og vi sender gerne en pressemeddelelse ud næste gang, vi har en positiv nyhed at dele med alle de 96.050 indbyggere, som der pr. 1. maj i år boede i kommunen.

Fredericia vil udnytte Superliga-eventyret til vækst, branding og bosætning

0
Fredericia vil udnytte Superliga-eventyret til vækst, branding og bosætning

POLITIK. Fredericia har taget skridtet op i Superligaen, og det betyder ikke kun jubel på fodboldbanen, men også nye muligheder for vækst, turisme og bosætning. Bosætning- og Turismeudvalget er allerede i gang med arbejdet, og ifølge formand Susanne Eilersen (O) og udvalgsmedlem Niels Martin Vind (V) skal Fredericia høste de økonomiske og brandmæssige frugter af fodboldsuccesen.

»Jeg var lige ude på stadion forleden, og allerede dér talte jeg med forvaltningen om, hvordan vi sikrer, at vi får mest muligt ud af denne mulighed,« siger Niels Martin Vind og fortsætter:

»Vi skal have nogle af de penge tilbage, ikke i kommunekassen, men ud i lommerne på alle de hårdtarbejdende folk, vi har rundt i byen. De skal kunne nyde godt af den investering.«

Susanne Eilersen supplerer:

»Vi har allerede noteret, at vi skal have sat møder op med Business Fredericia og shopping-foreningen. Vores medarbejdere på rådhuset skal også være klar, for der kommer mange mennesker til byen, og så skal tingene spille i forhold til infrastruktur, afspærringer og sikkerhed. Ellers skal vi understøtte erhvervslivet bedst muligt, så fansene ikke kun er endagsturister, men også har lyst til at vende tilbage.«

Niels Martin Vind understreger, at Superligaen ikke blot er en økonomisk gevinst, men også en oplagt chance for branding:

»Vi har en imagegruppe med tre fra forvaltningen og tre fra Business Fredericia, og de arbejder allerede med branding-mulighederne i forbindelse med oprykningen. De har lovet at tage noget konkret med, når vi næste gang mødes.«

Eilersen pointerer, at strategien skal være hurtigt klar:

»Ligesom med stadionbyggeriet kan vi ikke sidde på hænderne. Lige om lidt er det august, og så starter Superligaen. Vi skal have en klar strategi, så vi ikke render rundt med hovedet under armen, og så er bussen kørt. Det er once in a lifetime. Vi håber selvfølgelig på mange år i Superligaen, men vi er også realister. Derfor er det vigtigt at komme godt fra start.«

Udvalget ønsker også at bruge succesen aktivt til at styrke bosætningen i kommunen, siger Eilersen:

»Jeg tror på, at Superligaen afleder positivt på hele kommunen. Unge mennesker i Taulov, Bredstrup-Pjedsted og Erritsø får idoler at se op til og skaber sunde fællesskaber, hvilket gør, at børnefamilier også vil bosætte sig her. Man får lyst til at bo tæt på alt det, byen kan tilbyde.«

Niels Martin Vind understreger også betydningen af den stolthed og selvfølelse, der følger med fodbold- og håndboldsuccessen:

»Vi er en dynamisk by med succes både i håndbold og fodbold. Det giver en selvfølelse og stolthed, der gør fredericianerne til endnu bedre ambassadører for kommunen, også når det handler om at få venner, bekendte og familier til at flytte hertil.«

Udvalget ser også klare muligheder i den model, der tidligere har været brugt med Experience Fredericia, hvor besøgende bliver guidet og ’nudget’ rundt i byen:

»Experience Fredericia har været en stor succes, og hvorfor ikke bruge den model igen? Vi skal lave målrettede analyser og pop-up-events. Museet kunne for eksempel lave små pop-up udstillinger i forbindelse med kampdage, ligesom teatret kunne præsentere sig selv. Vi skal ikke bare have folk ind at se en kamp og ud igen – vi skal bruge anledningen til at fortælle Fredericias historie,« siger Susanne Eilersen.

Niels Martin Vind tilføjer afslutningsvist:

»Det er det her mersalg, vi skal være skarpe på. Fredericia er meget mere end en Superliga-kommune. Den eksponering, vi nu får, skal vi bruge til at vise alt det andet, vi også har at byde på.«

Begge politikere er enige om, at potentialet er gigantisk, og at de politisk er klar til at gribe chancen:

»Helt sikkert,« lyder det samstemmende fra Niels Martin Vind og Susanne Eilersen.

Trinity i Snoghøj bygger stort: Bliver områdets største hotel- og konferencecenter

0
Trinity i Snoghøj bygger stort: Bliver områdets største hotel- og konferencecenter

BUSINESS. Trinity Hotel & Konference Center i Snoghøj ved Fredericia udvider nu betydeligt. Hotellet har netop offentliggjort planerne for et byggeri på i alt 3.600 nye kvadratmeter, som skal stå klar i december 2026. Dermed bliver Trinity det største hotel med konference- og eventfaciliteter i hele Trekantområdet.

Når byggeriet står færdigt, kan Trinity tilbyde en helt ny multisal på 600 kvadratmeter med plads til op mod 700 siddende gæster og omkring 1.000 stående, for eksempel ved koncerter og events. Salen bliver fleksibel og får direkte adgang til en stor foyer med plads til registrering, loungeområder og netværkspauser. Der bliver desuden mulighed for at køre biler og større genstande direkte ind i salen, hvilket åbner op for messer og udstillinger.

Trinity tilføjer også 44 nye dobbeltværelser, så hotellet fremover kan tilbyde i alt 195 værelser. Desuden etableres nye parkeringspladser, så hotellet samlet set får op til 500 pladser, hvilket gør det muligt at holde store arrangementer samlet ét sted.

Hoteldirektør Camilla Tallerup glæder sig over de kommende faciliteter, og ser store muligheder for både Trinity og Fredericia som konferenceby.

»Vi ligger kun fem minutters kørsel fra motorvejen – og samtidig i naturskønne omgivelser tæt på Lillebælt. Det vil styrke Fredericias brand som attraktiv konferenceby, og med vores nye kapacitet forventer vi ikke blot at øge omsætningen – men også skabe flere arbejdspladser og tiltrække endnu flere dygtige kollegaer,« siger hun i forbindelse med offentliggørelsen af planerne.

Bygger for gæsterne og området

Trinity fortæller desuden, at arkitekturen på den nye bygning skal være en hyldest til lokalområdet. Den er inspireret af Den Gamle Lillebæltsbro – præcis som hotellets logo – hvilket skal understøtte, at byggeriet bliver en arkitektonisk forening af natur, historie og respekt for omgivelserne.

Hotellet oplyser, at man snart begynder at anlægge de nye parkeringspladser mod syd. Det sker fra juni 2025, mens selve hotelbyggeriet forventes at starte i september 2025. Hele projektet strækker sig over cirka 18 måneder og forventes afsluttet i december 2026.

Hotellet understreger også, at byggeriet ikke alene handler om at udvide for Trinitys skyld, men netop for at skabe bedre faciliteter for de mange gæster, virksomheder og lokale, der bruger stedet til events, konferencer og netværk.

»Hos Trinity bygger vi ikke bare til os selv – vi bygger til alle jer, der mødes for at skabe forretning, netværk og oplevelser. Vores nye bygning og de eksisterende faciliteter bliver centrum for fremtidens events, summits og udstillinger – med endnu bedre logistik, komfort og muligheder,« skriver hotellet i forbindelse med offentliggørelsen af projektet.

Det er en demokratisk ret og pligt

0
Det er en demokratisk ret og pligt

Et manglende svar på mail fører til, at Christian Bro (S) vil overveje, om han skal indføre autosvar, når man sender ham en mail. 

Disse ord er indledningen til en artikel i Fredericia dagblad fra den 14 maj, hvor en borger i sin afmagt har henvendt sig til b.la borgmesteren for at få hjælp i sin sag.

Borgmesteren udtaler at der ikke er en genvej til en løsning i en sag ved at skrive til ham, nej men det må være en demokratisk ret og pligt, at borgeren der henvender også får en reaktion.

Denne her sag er ikke et enkelt stående tilfælde, rigtigt mange oplever at der fuldstændigt tavshed i den anden ende når de henvender sig, der er dog byrådsmedlemmer og dermed udvalgsmedlemmerder fortjener ros, de henvender sig til borgerne og foreningerne der skriver, med en interesse for at få mere viden, men lige meget hvor meget byrådsmedlemmerne ytre at de altid står til rådighed og altid svare på henvendelserne, så halter det og flere oplever at deres henvendelser ikke bliver besvaret.

Udfaldet af de manglende svar, gør at borgerne føler sig overset og forvaltningen står med en sag hvor de er bag ud på point og må undskylde over for borgerne, hvad borgerne kunne have været foruden, hvis blot de havde fået en reaktion på deres henvendelser fra de politikere de har skrevet til.

Politikerne skal huske på, at mange borgere henvender sig til dem som den sidste udvej i en måske fastlåst sag, ikke alle borgere har evnerne, mulighederne eller støtten til at finde den rigtige afdeling og person i forvaltningen, så måske der skulle bruges nogle politiske kræfter på at løse dette her problem.

Det må være muligt at give borgerne en bekræftelse eller et svar også i en travl kalender, det må være muligt finde en it medarbejder i forvaltningen der kan vise hvordan man sætter et autosvar op, således at borgerne kan se deres mail er blevet set og læst eller sågar sendt videre til en medarbejder i forvaltningen.

For at vende tilbage til borgmesterens ord, så er det ikke lig en genvej at skrive til ham, nej men det må være en demokratisk ret for borgerne og pligt for politikerne at der sendes et svar i en eller anden form og ikke kun noget der handles på når der laves en artikel i et af byens lokale medier.

Politikerne skal huske på, at der over for borgerne er nogle ret rigide regler hvis de måtte have en sag i kommunen, her forventes det ikke at borgerne svarer, nej det er et krav og indfries dette krav ikke er der en straf i en eller anden grad, så de manglede svar fra politikerne til borgerne sender et meget trist og modsigende signal, der er med til at skabe megen utilfredshed hos borgerne.

Vi må som by kunne gøre dette her meget bedre således vi fremstår som byen for alle.

Vejle gjorde det igen: Point reddet i overtiden

0
Vejle Boldklub nægtede at give slip på håbet i bunden af 3F Superligaen og sikrede sig mandag eftermiddag endnu et sent point hjemme mod...