Pernelle Jensen under Tv-interview om Psykiatrien i Region Syddanmark
POLITIK. Fredericia AVISEN havde onsdag d. 04. juni 2025 besøg på STATIONEN af Pernelle Jensen fra Venstre (V), hvor hun, som Regionsrådsmedlem og formand for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Syddanmark, blandt andet taler om, hvordan Region Syddanmark styrker psykiatrien med flere ydernumre og specialtiltag. Du kan se og lytte til hele Tv-interviewet ved at klikke på linket sidst i artiklen.
Psykiatrien har længe kæmpet med lange ventetider, men nu sætter Region Syddanmark ind med flere konkrete initiativer for at afhjælpe problemet, og på et nyligt udvalgsmøde besluttede regionen at oprette flere ydernumre inden for psykiatrien, både for voksne og børn.
»Vi diskuterer meget psykiatri for tiden, og der er jo også kommet en 10-årsplan, og regeringen har jo et meget stort fokus på psykiatrien, og det er rigtig godt, de har det, for der er et meget stort behov der for at hjælpe både voksne, men også i særlig grad de unge, som jo har udfordringer,« siger Pernelle Jensen.
Konkrete løsninger mod lange ventetider Ventetiderne i børne- og ungdomspsykiatrien er ifølge Pernelle Jensen steget markant, hvorfor regionen nu reagerer med en konkret løsning:
»Det vi gjorde helt praktisk på vores udvalgsmøde, det var at oprette et ydernummer mere inden for børne- og ungdomspsykiatrien, som kommer til at ligge i Esbjerg eller Haderslev eller nede i den sydlige del af regionen,« siger hun og uddyber, at netop den sydlige og vestlige del af regionen mangler psykiatere til børn og unge.
I alt oprettes tre nye ydernumre: ét ydernummer inden for børne- og ungdomspsykiatrien samt to inden for voksenpsykiatrien, hvoraf ét skal placeres i Nyborg, mens det andet skal ligge i den jyske del af regionen. Pernelle Jensen understreger, at denne prioritering vil aflaste hele regionen:
»Det vil også lette de praktiserende psykiatere i Trekantområdet, hvis der kom kapacitet ned i den del af regionen, der mangler. Så i virkeligheden hjælper det over hele regionen, selvom ydernummeret nu kommer til at ligge lidt mere sydligt fra Trekantområdet.«
Fjerner økonomiske begrænsninger for speciallæger For yderligere at reducere ventetiderne fjerner regionen økonomiske begrænsninger for speciallægerne, så de kan se flere patienter uden at skulle tænke på rammebegrænsninger for hvor meget speciallægerne arbejde. Ligeledes er den såkaldte knækgrænse bortfaldet, som før reducerede speciallægernes indtjening med 40%, når indtjeningen samlet set kom over et vist beløb. Tidligere erfaringer viser allerede positive resultater:
»Der kunne vi se, at der var faktisk set 5.000 flere patienter. Og det var kun på to og en halv måned, så det er ret mange flere patienter,« forklarer Pernelle Jensen. Hun fremhæver især effekten på psykiatriområdet:
»For psykiaterne var der en stigning på 11,9 procent for børne- og ungdomspsykiaterne og 12,5 procent for de voksne. Derfor foreslår vi, at den bliver videreført.«
Særlige ADHD-klinikker skal aflaste yderligere Derudover planlægger regionen at etablere særlige ADHD-klinikker indledningsvis for voksne. Disse klinikker skal bidrage til hurtigere udredning og behandling og dermed aflaste presset på de almindelige psykiatere:
»Hvis man skiller ADHD ud og laver særlige klinikker, kan vi lette presset på de almindelige psykiatere og faktisk udrede hurtigere,« siger Pernelle Jensen.
Pernelle Jensen understreger sidst i TV-interviewet, at alle disse initiativer har ét fælles mål:
»Jeg håber, at det her kommer til at rykke og gøre en stor forskel for alle de mennesker, der sidder derude og har behov for hjælp i psykiatrien og på speciallægepraksis. Og at det forhåbentlig kan gøre, at der er flere, der kan komme til hurtigere. Det er i hvert fald vores mål.«
Du kan se og lytte til hele Tv-interviewet ved at klikke på linket nedenfor:
Tv-interview d. 04. juni 2025 med Pernelle Jensen (V) om Psykiatrien i Region Syddanmark
Tak til John Nyborg for god debat til Grundlovsdag på Kulturkasernen, og for det velskrevne indlæg. Jeg deler mange af Johns betragtninger – især det, at fredericianerne skal inddrages tidligere i processerne, og at folkestyret ikke kun er vigtig på Grundlovsdag, men også i hverdagenog i fællesskaberne. Man kunne med rette undre sig over, hvorfor det siddende byråd ikke allerede har ført nogle af disse liberale idéer ud i livet – for mulighederne er der jo?
Vi politikere – og kandidater – har et særligt ansvar for at holde samtalen med borgerne mere åben og ordentlig, og måske er tiden endda inde til at genoplive initiativer som demokraticontaineren eller give borgerforslag plads i kommunen?
I Danmark er vi ikke meget uenige om retningen – det er vi heller ikke i Fredericia: Vi ønsker alle bedre skoler, færre der dumper, en værdig ældrepleje og at Fredericia skal være en by med et godt ry. Uenigheden ligger i vejen derhen, og den debat skal vi kunne tage – både ærligt og respektfuldt.
Derfor var det også en fornøjelse at deltage i Grundlovsarrangementet, som Lars Olesen og Kirsten Vad Knudsen havde stablet på benene. Det var både hyggeligt og opmuntrende at mærke, hvordan vi – helt praktisk – fik løst opgaverne sammen. Der blev båret borde og bænke, og der blev debatteret med respekt. Kæmpe tak for det.
Men jeg var og er altså uenig med John, da han under debatten kritiserede mediernes rolle – at de kun bringer negative vinkler og misforstår tingene. Jeg mener faktisk, at de gør det, de skal: De undersøger, stiller kritiske spørgsmål og holder politikerne ansvarlige. Når der er blevet givet dyre gyldne håndtryk for over 14 mio. kr., når der er lækket personlige oplysninger om en 15-årig dreng, og når sager som Kobbelgården og Valhalla kommer frem – så skal det dækkes. Og der skal ikke lægges fingre i mellem. Medierne gør det ikke, fordi de ønsker at skade Fredericia, men fordi borgerne har ret til at vide, hvad der foregår i deres kommune og hvordan deres skattekroner bliver brugt.
Selvom mediedækningen kan føles skarp og måske til tider under lavmålet, så er den vigtig. Medierne kaldes jo ikke den fjerde statsmagt for ingenting. De bidrager til, at vælgerne kan træffe oplyste valg – både når det gælder børnehaver, plejehjem og stemmesedlen i november.
Jeg ser frem til mere debat, også med John – om hvordan vi styrker fællesskabet og tilliden, og hvordan vi sikrer gennemsigtighed og ansvarlighed i vores kommune.
VIDEN. En ny rapport fra VIVE viser, at udskiftningen blandt børne- og ungerådgivere i landets kommuner er markant høj. Hele 12 procent af rådgiverne forlod deres job alene i første halvår af 2024. På årsbasis svarer det til, at næsten hver fjerde børne- og ungerådgiver stopper på arbejdspladsen.
»Hver gang en børne- og ungerådgiver skifter job, får et barn eller en ung en ny rådgiver. Hyppige rådgiverskift kan gøre det svært at opbygge den nære relation, som vi ved er afgørende for barnets trivsel og udvikling,« siger chefanalytiker Marianne Schøler Kollin fra VIVE.
Rapporten peger på store kommunale forskelle. I én kommune forlod ingen rådgivere jobbet i årets første halvdel, mens tallet i en anden kommune nåede helt op på 40 procent.
Tre faktorer er afgørende for rådgivernes trivsel og fastholdelse
VIVE fremhæver tre vigtige forhold, som kommunerne skal arbejde med for at fastholde rådgiverne:
Kollegial sammenhængskraft
Faglig tryghed
Reel handlemulighed
»Kollegial sammenhængskraft handler om at have tillidsfulde, anerkendende og omsorgsfulde relationer. Når rådgiverne dagligt møder komplekse og følelsesmæssigt krævende opgaver, er netop dette helt afgørende,« forklarer Marianne Schøler Kollin.
Samtidig er den faglige tryghed essentiel, når rådgiverne skal træffe beslutninger, der kan ændre barnets liv. Her kan faglig ledelse og kollektiv ansvarsdeling være afgørende faktorer.
»Det er vigtigt, at rådgiverne føler sig trygge ved at træffe svære beslutninger. Derfor skal den faglige ledelse være synlig, og der skal være klare strukturer omkring beslutningsprocesserne,« siger Marianne Schøler Kollin.
Endelig skal rådgiverne opleve, at de rent faktisk har handlemuligheder, og at deres vurderinger reelt drøftes med ledelsen, før en beslutning træffes. Dette kan sikre, at rådgiverne føler, at deres arbejde gør en konkret forskel for børnene og familierne.
Opfordring til kommunerne: Brug rapportens eksempler aktivt
Rapporten indeholder flere eksempler fra praksis i kommunerne samt refleksionsspørgsmål, der skal hjælpe kommunernes ledelse til at drøfte og forbedre vilkårene for børne- og ungerådgivere.
»Vi håber, at kommunerne kan bruge rapporten som en anledning til at tage temperaturen på egne arbejdsforhold og sætte målrettet ind der, hvor behovet er størst,« afslutter Marianne Schøler Kollin.
SPORT. Lyden af begejstrede råb, dommerfløjter og hundredevis af trampende fodboldstøvler fyldte luften ved Madsby-anlægget lørdag eftermiddag, hvor årets rekordstore Madsby Pige Cup var i fuld gang. Midt i dette intense virvar bevægede stævnekoordinator Anders Stoffer sig rundt mellem banerne med en overraskende rolig mine. En ro, der næsten virkede paradoksal, når man tænker på det enorme ansvar, han har på skuldrene: Næsten 900 fodboldkampe, 296 hold og 3600 deltagere fordelt over blot to hektiske stævnedage.
Da vi møder Anders Stoffer, indleder han selv med at beskrive den nærmest usædvanligt afslappede stemning bag kulisserne.
»Jeg kan sige, at indtil nu har vi, der står for selve turneringen, altså alle kampene, haft forbavsende ro. Alt kører faktisk. Vi sidder næsten og keder os, og når vi keder os, betyder det, at der ingen problemer er. Så det går forbavsende godt lige nu,« fortæller han med et skævt smil.
Der har været fuld fart på pladsen i dag.
Det lille smil glider dog hurtigt væk, og i stedet overtager en mere eftertænksom grimasse, da samtalen falder på den stemning og glæde, der præger hele anlægget denne weekend. Anders Stoffer bliver tydeligt rørt, når han tænker tilbage på det, der engang var en beskeden idé, men som i dag er vokset til Danmarks største pigefodboldstævne.
»Jeg bliver rørt hvert år, og i år er bestemt ingen undtagelse. Jeg fandt på det her stævne tilbage i 1996, og når jeg nu går rundt og mærker den glæde og energi, stævnet stadig giver nye generationer af piger, ja, så rammer det mig altså hver gang. De piger, jeg trænede dengang, er selv blevet voksne og er nu forældre. Nu er det deres egne børn, der løber rundt på banerne og spiller bold. På den måde går det hele i ring, og for mig personligt er det en fantastisk oplevelse stadig at være en del af noget, som betyder så meget for så mange mennesker,« siger Anders Stoffer med en smule bevægelse i stemmen.
Netop generationsskiftet, der også kan ses på grønsværen og ved sidelinjerne, understreger ifølge Stoffer, hvor vigtigt det er for både klubben og byen at fastholde og udvikle Madsby Pige Cup. Han peger på, at stævnet har en stor betydning, både lokalt og for gæster udefra.
»At så mange både fra Fredericia og andre steder kan samles her, er en blåstempling af det store arbejde, vi gør i Fredericia fF. Flere og flere vil være med, og dem, der deltager, er virkelig glade for at være her. Min opgave lige nu er faktisk mest at gå rundt og finde ud af, hvad vi kan gøre bedre næste år. Det arbejde starter nærmest allerede tirsdag,« siger Stoffer med et grin.
På spørgsmålet om stævnets størrelse og fremtid, tøver Anders Stoffer ikke længe med at pointere, at man har nået et godt niveau. Med næsten 300 hold har Madsby Pige Cup fundet en passende balance mellem størrelse og hygge, mener han.
»Vi er faktisk ikke interesserede i at vokse meget mere. Vi har fundet den helt rigtige størrelse med omkring 300 hold, som gør, at vi stadig kan bevare hyggen og fællesskabet. Sidste år gik vi fra cirka 200 til 300 hold, og der var vi nervøse for, om vi kunne fastholde hyggen. Det lykkedes heldigvis. Men bliver det alt for stort, mister vi måske netop det, der gør os unikke,« forklarer Anders og tilføjer, at konkurrencen fra andre stævner altid lurer lige om hjørnet.
»Vi kan ikke læne os tilbage og tro, at vi bare kan køre på rutinen. Andre klubber kigger på os og tænker, at skal de lave noget lignende, så skal det være lige så godt som Madsby Pige Cup. Så vi må aldrig hvile på laurbærrene,« understreger han.
En afgørende faktor for stævnets fortsatte succes er ifølge Stoffer de mange frivillige hænder, som hvert år gør en enorm forskel og løfter i flok for at sikre, at alt forløber gnidningsfrit. Det frivillige engagement gør ham både stolt og rørt, fordi det understreger, hvor stærkt fællesskabet er omkring Madsby Pige Cup.
»Det er jo flot og rørende, at vi kan løfte et arrangement af denne størrelse. Det viser noget om styrken i det her fællesskab, at vi både har frivillige, der har meldt sig på forhånd, men også folk, der spontant dukker op for at hjælpe. Der kom faktisk flere folk ned og hjalp, selvom de ikke engang havde meldt sig til. De stod hjemme og tænkte, at der sikkert var behov for en hånd mere, og pludselig stod de her og spurgte, hvad de kunne gøre. Det er præcis sådan noget, vi kalder ‘det blå fællesskab’ i Madsby,« fortæller han.
Ifølge Stoffer handler fællesskabet også om at skabe plads og rum til, at nye frivillige hurtigt kan føle sig som en naturlig del af klubben. Han nævner som eksempel klubbens populære maskot, Madsja, som følges tæt af en forholdsvis ny person i klubben, Søren. På trods af kort tid i klubben er Søren blevet en central figur, kendt af både spillere og besøgende, og en person der tydeligt udtrykker den særlige sjæl og humor, som kendetegner fællesskabet omkring Madsby Pige Cup.
»Søren er blevet en af de personer, alle kender, selvom han ikke har været her så længe. Han har en helt særlig evne til at skabe glæde omkring sig. Det viser bare, hvordan nye mennesker hurtigt kan finde sig til rette hos os og gøre en stor forskel. Det er præcis det, vores fællesskab handler om,« forklarer Anders Stoffer.
De mange frivillige kræfter, både nye og erfarne, gør også, at alle kan føle sig inkluderet, forklarer Stoffer. Selv frivillige, som kun deltager en enkelt weekend om året, bliver hurtigt en vigtig del af holdet, og de inviteres naturligvis også med, når der efterfølgende holdes hjælperfest og afslutning.
»Nogle kommer jo kun herned én gang om året og hjælper til. Alligevel bliver de hurtigt en central del af vores fællesskab. De bliver inviteret med til hjælperfester og er en del af vores arrangementer, når vi takker hinanden af. Det synes jeg er både stort og rørende,« understreger han.
Og som en sidste refleksion over udviklingen, kommer Stoffer med en lettere humoristisk bemærkning om et nyt tiltag, der allerede har vist sig at være en stor succes, nemlig salget af Madsby Pige Cup-merchandise.
»Jeg er så ked af, at vi ikke tænkte på at sælge merchandise noget før. Når jeg ser køen henne ved Sport24-boden, så tænker jeg bare, hvorfor pokker tænkte vi ikke på det for 10 år siden? Det er jo fantastisk, at vi nu har levende reklamesøjler, der går rundt med Madsby Pige Cup-tøj over hele Danmark, Tyskland og Sverige,« afslutter Anders Stoffer med et smil, mens han igen kigger ud over det store anlæg, hvor kampene fortsætter under høj sol og stor begejstring.
KRIMI. Lørdag eftermiddag omkring klokken 12.23 blev Sydøstjyllands Politi kaldt ud til en alvorlig soloulykke på Baronessens Kvarter i Fredericia. En kvindelig motorcyklist var forulykket og afgik desværre ved døden.
Det fortalte vagtchef Rune Nielsen ved politiets pressebriefing lørdag klokken 17, hvor han understregede, at sagen indtil videre er sparsom på detaljer, idet politiet stadig arbejder på at få kontakt til de pårørende:
»Vi har endnu ikke fået underrettet de pårørende, og derfor ønsker vi ikke på nuværende tidspunkt at offentliggøre oplysninger om alder eller bopæl. Det eneste, jeg kan sige nu, er, at det drejer sig om en kvindelig fører af motorcyklen, som desværre er afgået ved døden.«
Ifølge Rune Nielsen var der heller ingen vidner til selve ulykken, og derfor står omstændighederne endnu ikke helt klart. Politiets bilinspektør blev hurtigt tilkaldt til stedet for at undersøge de nærmere forhold omkring ulykken.
»Vi har haft en bilinspektør ude på ulykkesstedet, og hans undersøgelser skal hjælpe os med at afklare de nærmere omstændigheder ved ulykken. Der vil blive udarbejdet en rapport om hændelsen, men lige nu kan vi ikke give yderligere detaljer,« siger Rune Nielsen.
Den tragiske ulykke var den eneste større hændelse på politiets døgnrapport, der ellers beskrives som stille og rolig.
»Ud over denne tragiske hændelse har vi haft et meget stille og roligt døgn. Der har ikke været andre sager af betydning,« siger Rune Nielsen.
Politiet fortsætter i de kommende timer med at forsøge at kontakte den afdøde kvindes pårørende, hvorefter yderligere informationer eventuelt kan frigives.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing lørdag eftermiddag klokken 17.00.
POLITIK. Middelfarts borgmester Johannes Lundsfryd Jensen har netop gennemført en bemærkelsesværdig rejse til Ukraine. Formålet var at holde oplæg på en konference om danske kommuners erfaringer med decentrale forsyningssystemer som fjernvarme og vandforsyning. Men rejsen blev også et stærkt vidnesbyrd om krigens realiteter og menneskelige konsekvenser.
Togtur gennem natten
Borgmesteren ankom med tog til Kyiv, hvor han beskriver en rejse, der på overfladen kunne minde om en helt almindelig tur gennem Europa. Toget knirkede og skramlede, månen skinnede over ukrainske landskaber, der ikke adskilte sig væsentligt fra dem i Danmark. Men det var alligevel anderledes. For Ukraine er midt i en krig.
»Ukraine er midt i en uretfærdig, trist og meningsløs krig. Overfaldet af storebror,« skriver han i sin beretning.
Kyiv lignede på afstand en almindelig storby med livlig trafik, majestætiske bygninger og byggepladser, der konkurrerede om pladsen. Men under overfladen gemmer der sig sorg og tab. Byen bærer på historien om en million soldater, der vender hjem fra fronten med ar på sjæl og krop.
Brutalitet og sorg i Bucha
I byen Bucha, der er blevet et symbol på nogle af krigens mest grusomme handlinger, oplevede den danske delegation med borgmester Johannes Lundsfryd Jensen i spidsen krigens brutalitet helt tæt på. De besøgte et mindesmærke, der markerer et af de mørkeste kapitler i den igangværende konflikt: gravstedet for 116 uskyldige civile, hvoraf flere var børn, der mistede livet under russiske soldaters angreb på byen.
Ved mindesmærket blev delegationen konfronteret med barske vidnesbyrd om de begivenheder, som har udspillet sig i byen. Fotografier og dokumentation viser tortur, grusomme henrettelser og ubegribelige lidelser. Borgmesteren beskriver i sin beretning detaljer, som mange helst ville vende sig væk fra: en afrevet hånd placeret grotesk på en mur, en fod, der stikker op af jorden – billeder, der brutalt vidner om den umenneskelighed, krigen fører med sig.
»Billeder viser tortur og brutalitet. En afrevet hånd, der ligger på en mur, en fod, som stikker op af jorden. Det er frygteligt at se, men også vigtigt at se,« skriver Lundsfryd Jensen i sin stærke skildring af besøget.
De voldsomme indtryk gjorde stærkt indtryk på hele delegationen, og flere blev tydeligt berørte. Sammen tændte de lys til ære for de dræbte – en lille, symbolsk handling, der gav plads til sorgen, men også mindede om vigtigheden af ikke at glemme. Lysets flammer blafrede stille i vinden som en skrøbelig påmindelse om liv, der uretfærdigt blev slukket alt for tidligt.
Stemningen var præget af sorg, vrede og fortvivlelse. Borgmesteren reflekterede over nødvendigheden af at mindes, at tage sorgen ind og aldrig lade grusomhederne blive normaliserede eller ignorerede. Han beskriver, hvordan oplevelsen skabte grobund for dybere refleksion over, hvad vold og tab kan gøre ved mennesker og samfund, og hvordan det let kan udløse en uendelig cyklus af hævn og ny vold.
Midt i tragedien bemærkede delegationen også små tegn på håb og modstandskraft. I udkanten af Bucha var der mennesker i gang med hverdagslige gøremål: parkmedarbejdere, der klippede hæk og lugede ukrudt, som en stilfærdig manifestation af, at livet fortsætter trods sorg og tab.
Borgmester Lundsfryd Jensen fremhævede i sin beskrivelse vigtigheden af at bevare disse minder og erfaringer, uanset hvor svære de er at bære. Besøget i Bucha var ikke kun en hyldest til ofrene, men også en stærk påmindelse om, at tavshed ikke er en mulighed, når det handler om at stå op for menneskeværd og retfærdighed.
Ukraines håb og potentialer
Selvom krigen kaster en tung skygge over Ukraine, beretter Johannes Lundsfryd Jensen om mødet med fremtidshåbet og viljen til genopbygning i den krigshærgede nation. I regionen Mykolaiv blev Middelfarts borgmester mødt af en ung og visionær guvernør, hvis optimisme og ambitioner om udvikling gjorde et stort indtryk på delegationen.
Guvernøren delte sine tanker om regionens enorme potentiale, der spænder fra det frugtbare landbrug til turisme og investeringer i grøn energi, såsom vind- og solenergi. Mykolaiv-regionen, beliggende tæt ved Sortehavet, byder på gode muligheder for økonomisk vækst – også med hjælp fra danske virksomheder, fortalte guvernøren. Han efterlyste konkret dansk engagement og investeringer, som kan være med til at genrejse regionen økonomisk efter krigens omfattende ødelæggelser.
»Danmark har påtaget sig et særligt ansvar for genopbygningen af Mykolaiv. Kommet godt i gang og bliver fremhævet som mønster for, hvordan samspil om udvikling skal være,« skriver Lundsfryd Jensen.
Borgmesteren fremhævede også samtalen med den danske ambassadør Ole Egberg Mikkelsen. Under mødet drøftede man vigtigheden af økonomisk bæredygtighed, langsigtede investeringer og mulighederne for at skabe nye forbindelser mellem danske virksomheder og Mykolaiv-regionen. Ambassadøren understregede behovet for, at Ukraine på længere sigt bliver økonomisk selvbærende og mindre afhængig af udenlandsk bistand.
Møde med Zelenskyj
Et særligt stærkt øjeblik på rejsen var mødet med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj. Hans tilstedeværelse og budskab efterlod et dybt indtryk på borgmesteren.
»Lille, rank, stærk, sikker. Stor oplevelse at høre Zelenskyj. Dyb respekt. Jeg tør ikke tænke på, hvad han egentlig ved,« reflekterer Lundsfryd Jensen og peger på det enorme ansvar, præsidenten bærer i en kritisk tid.
Zelenskyjs ord om fred og retfærdighed gik rent ind hos delegationen. Hans enkle, men kraftfulde budskab – »alle mennesker burde kunne leve i fred« – opsummerede tydeligt krigens meningsløshed, men også vigtigheden af internationalt sammenhold og solidaritet.
En rejse præget af kontraster
Efter dage fyldt med møder, oplevelser og refleksioner gik turen hjem igen med tog, nøjagtig som den var begyndt. Men turen hjem var anderledes. De mange indtryk, fra krigens brutalitet i Bucha til møderne med mennesker fyldt af håb og tro på en bedre fremtid i Mykolaiv, har efterladt dybe spor.
Kontrasterne var tydelige: sorg og glæde, brutalitet og medmenneskelighed, død og liv – alt sammen eksisterende side om side i en nation, der kæmper en uretfærdig kamp for overlevelse og selvbestemmelse.
Lundsfryd Jensen slutter sin rejseberetning med en simpel, men stærk konstatering, der minder om vores fælles menneskelighed, uanset hvor i verden vi befinder os:
POLITIK. Poul Rand er en mand, der sjældent tøver med at tage nye udfordringer op. Efter at have brugt flere år på at opbygge Liberal Alliances lokalorganisation i Fredericia er han nu klar til at slippe de organisatoriske tøjler for at koncentrere sig fuldt og helt om det politiske projekt frem mod kommunalvalget i 2025.
Det stod klart, da Liberal Alliance Fredericia for nylig afholdt en ekstraordinær generalforsamling, hvor Rand overlod formandsposten til Brian Meppelink-Schmidt. Ved samme lejlighed trådte den daværende næstformand Helene Lykke også tilbage.
Når Poul Rand beskriver skiftet fra rollen som formand til kandidat, understreger han, at opgaven med organisationen er løst, og at det derfor føles naturligt nu at koncentrere sig fuldt ud om det politiske. Han pointerer, at fundamentet nu er lagt, og at tiden er moden til at tage næste skridt.
»Min opgave med at samle trådene organisatorisk i Fredericia er fuldført. Strukturen er på plads, medlemskredsen er vokset, og vi er politisk klar. Nu kan jeg med hele min energi koncentrere mig 100 procent, eller lad os være ærlige, 500 procent, om den politiske kamp for et friere, stærkere Fredericia,« siger Poul Rand.
At han i dag kan give slip på formandsposten til fordel for Brian Meppelink-Schmidt skyldes ifølge Rand først og fremmest, at den organisatoriske maskine nu er så velsmurt, at den kan køre videre uden hans daglige involvering.
»Jeg har det godt med det, fordi jeg efterlader en voksen, der kan klare sig selv, og så gør det mig ikke noget, at andre kører videre med den og udvikler den på deres måde. Man skal aldrig være bange for at lade andre kræfter og yngre kræfter komme til, hverken i et parti eller en virksomhed. Det er regel nummer et,« pointerer han.
Han erkender dog, at timingen for formandsskiftet kunne have været valgt mere optimalt. Beslutningen om at overlade posten burde være sket ved den ordinære generalforsamling blot en måned tidligere, siger Rand, for derved kunne man have undgået misforståelser og spørgsmål om et eventuelt kup.
»Det eneste, der irriterer mig ved det her, det var, at jeg ikke stillede posten til rådighed på den ordinære generalforsamling en måned før. For så kunne vi have sparet udgifterne til en ekstraordinær generalforsamling,« siger Poul Rand.
Han påpeger samtidig, at formandsskiftet ikke alene er et spørgsmål om en teknikalitet, men også en mulighed for ham til at styrke Liberal Alliances politiske profil. En styrkelse, han mener er nødvendig, hvis partiet skal gøre sig gældende i Fredericia ved det kommende valg.
»Førhen var jeg til møder i København, Esbjerg, Herslev, you name it, på mærkelige tidspunkter af døgnet. Det slipper jeg for nu, og det frigiver kræfter til, at jeg kan slå på det politiske plan. Dem, der troede, at jeg havde meget politisk fokus før, de bliver helt overrasket over, hvad der vil ske nu,« smiler Rand.
Rand, der i 2021 gik til valg nærmest som en enmandshær og måtte kæmpe hårdt for hver eneste stemme, ser nu med tilfredshed tilbage på en tid, hvor medlemstallet er steget fra de dengang 15 medlemmer til 81 medlemmer i dag. Her fremhæver han især den brede fordeling mellem unge medlemmer fra Liberal Alliances Ungdom og de mere erfarne kræfter.
»Vi har fået en fornuftig fordeling mellem unge og modne medlemmer. Det synes jeg er vigtigt. Så både fordelingen og den måde, vi er vokset på, er fornuftig. Det skammer jeg mig på ingen måde over,« understreger han.
Når Rand ser frem mod valget i 2025, lægger han stor vægt på, at Liberal Alliance står med en klar vision og tydelige politiske mål, som ifølge ham er noget, der aktuelt mangler i Fredericia Byråd.
»Hvis du ikke har en retning eller en vision, så skyder du bare med løse skud til højre og venstre. Og det er faktisk det, det nuværende byråd gør. De famler sig frem uden at have en klar politik eller et mål. Liberal Alliance har tre overordnede mærkesager, som alle kandidater står samlet om. Mine egne mærkesager er ældreområdet, byudvikling og bosætning. Vi skal kunne svare på, hvor Fredericia skal være om fem eller ti år, og hvordan vi kommer derhen,« siger Rand,der tilføjer, at han er endnu mere klar til den politiske del nu.
Han anerkender imens, at en ny formand som Brian Meppelink-Schmidt kan tilføre nye idéer og styrke organisationen endnu mere. Poul Rand ønsker ikke at konkretisere, hvad den nye formand præcist kan bidrage med, men ser frem til at se hans indsatser folde sig ud.
»Jeg kan ikke svare på andre menneskers evner og idéer, men nye folk giver nye idéer. Nu får vi måske tid til flere medlemsarrangementer og andre ting, som vi ikke rigtig har haft tid til i min periode,« siger han.
For Poul Rand personligt betyder overdragelsen af formandsposten, at han nu kan tage fat på en ny politisk opgave med ny energi og større overskud. Han lægger heller ikke skjul på, at det personligt føles rigtigt at slippe posten efter en periode, hvor meget er opnået.
»Jeg er stolt over, at vi har opbygget en organisation med mange medlemmer, og at Fredericia er kommet på Liberal Alliances landkort, og er et forbillede omkring. Vi kom fra ingenting, fra slagsmål i pressen og alt muligt andet, til at vi nu har ro på. Og netop det sidste, roen og stabiliteten, er vigtigst,« siger Rand.
Han slutter af med en karakteristisk bemærkning om, at Liberal Alliance går til valg med rene linjer og høj integritet.
»Liberal Alliance er ikke en ludervare. Vi holder det, vi lover,« siger han, mens han gør klar til næste runde i den politiske kamp.
Vi har netop fejret Grundlovsdag. En dag, hvor vi bliver mindet om alt det, vores demokrati hviler på: rettigheder, friheder – og det fællesskab, vi alle er en del af. Jeg havde den store ære at holde årets Grundlovstale på Brenderup Højskole. Og her talte jeg blandt andet om, hvordan demokratiet ikke lever af regler alene, men af den måde, vi taler med – og om – hinanden på.
Og det er desværre mere aktuelt end nogensinde.
For tiden oplever vi en voksende tendens – både i dansk politik og her lokalt – til at gøre det komplekse simpelt og det uenige konfliktfyldt. Hvor politik reduceres til hurtige domme og færdigpakkede sandheder, og hvor uenighed alt for let bliver udlagt som mistillid, magtmisbrug eller mangel på demokratisk forståelse.
Det er ikke nødvendigvis sagerne i sig selv, der bekymrer mig mest. Det er tonen. Den underliggende fortælling. Den insinuation, at dem man er uenig med, handler i ond tro, eller at man “ikke vil lege med de nye” i byrådet, hvis man vælger en anden tilgang. Det efterlader ikke plads til forskellighed – kun til fjendebilleder.
Men et sundt demokrati kan ikke leve af fjendebilleder. Det har brug for forbundethed. Det har brug for den langsomme samtale. Det har brug for mennesker, der tør insistere på, at der sjældent findes én simpel forklaring – men at virkeligheden kræver, at vi bliver i det svære. I det sammensatte.
For når vi gør det hele sort-hvidt, og når vi maler hinanden op i hjørner, så mister vi ikke bare samtalen – vi mister noget dybere. Vi mister tilliden. Og langsomt gør vi det samfund, vi alle skal leve i, mindre åbent og mindre rigt.
Demokrati er ikke kun retten til at tale – det er også evnen til at lytte. Ikke nødvendigvis for at blive enige, men for at forstå. Og det kræver, at vi alle – også os med ansvar i det politiske system – tør sige: “Måske er virkeligheden mere kompleks, end den umiddelbart ser ud.”
Hvis vi ikke gør det, hvis vi opgiver nuancerne for at få ret i overskrifterne, så bliver samfundet ganske vist lettere at forstå – men det bliver også fattigere at være en del af.
Vi har fået friheden med Grundloven. Det er vores opgave at forvalte den med respekt – både for hinanden og for det fællesskab, vi alle er en del af.
GASTRONOMI. Det var nok majregnens ankomst, der gjorde formiddagen til noget særligt. Indtil da havde solen ellers strålet selvsikkert fra en skyfri himmel, men denne dag lader vejrguderne drypvis deres milde dråber falde over Fredericia – en by, der af fremmede mest opfattes som et trafikalt knudepunkt, en slags mellemstation, man oftest blot haster igennem på vej mod mere tillokkende destinationer. Sådan så byen også ud, dengang en af vores hovedpersoner som ung reservetjener kun passerede de få meter fra banegården og ned mod restauranten, uden endnu at kende det sted, hun en dag ville kalde sit hjem.
Denne formiddag handler det dog hverken om motorvejsnettet eller transittrafikken, men om gastronomi. Lillebælts afdæmpede skvulpen mod kajkanten bliver en diskret underlægning til dagens fortælling. For her ved havnefronten, med udsigten serveret gennem restaurantens brede panoramavinduer, ligger Ti Trin Ned, et spisested med et ry, der rækker langt ud over lokalområdet.
Den tunge, sorte dør åbnes op ind til restauranten. Her hersker en rolig, næsten andægtig stemning, hvor elegante borde står klar til gæster, der forventer noget ekstraordinært. Fra min plads ved et stort rundt bord kan jeg svagt fornemme kokkenes tilstedeværelse, skjult bag de mørke flader i restaurantens bagerste regioner. Her, hvor gastronomiens alkymi finder sted uden publikums blik, er der en afdæmpet aktivitet, nok præcis som det forventes på et sted af denne kaliber.
Vi sidder over for restaurantens nye ejere, Michael Nørtoft og Lærke Krudt. Et ambitiøst par med klare visioner om at videreføre det, der tidligere var skabt her, men samtidig markere et skifte – både for Ti Trin Ned og for Fredericia som gastronomisk destination.
Her handler det ikke kun om at drive en allerede etableret Michelin-restaurant videre, men om at tilføje et nyt kapitel. Et kapitel, der balancerer mellem lokalt forankret gastronomi og internationale ambitioner, og som i høj grad skal skrives af de to mennesker, jeg nu sidder over for.
Når Michelin møder muldjord
Michael er – sin unge alder til trods – allerede nået op på gastronomiens tinde, et sted, hvor kollegerne mest nøjes med at kigge længselsfuldt op mod. Han har haft sin gang bag kødgryderne hos hæderkronede steder som Lieffroy, Formel B og senest den trestjernede københavnske gourmetmastodont Geranium, hvor han fungerede som souschef. Desuden har han siden 2023 været kaptajn for det danske kokkelandshold, og på kaminhylden står senest trofæet fra Nordic Chef of the Year og glimter.
Men under Michaels stjerneskær er en anden længsel vokset frem, nemlig en længsel efter den jyske muld, der nok ikke glimter, men som til gengæld føles mere som hjem.
»Jeg er lige flyttet tilbage fra København, hvor vi har boet de sidste fem år. Vi rykkede til Fredericia i oktober, efter at vi tidligere på året fik muligheden for at købe Ti Trin Ned,« fortæller Michael med en naturlighed, der næsten antyder, at enhver med sund fornuft naturligvis ville vælge Fredericia frem for Frederiksberg. Beslutningen om at vende tilbage til Jylland var derfor heller ikke sværere, end at cirklen sluttede sig selv.
For Lærke var vejen til det fælles projekt knap så lige og mere fyldt med omveje og rundkørsler. Med en cand.merc. og nogle år bag skrivebordet i HR-verdenen syntes hendes karriere ellers ganske komfortabel og allerede udstukket på forhånd. Men trygheden var, viser det sig, en ganske lumsk størrelse.
»Jeg døde lidt i det. Jeg var heller ikke helt klar til bare at sidde bag et skrivebord,« fortæller Lærke med en selvironisk alvor, som enhver kontoransat med Excel-allergi kan genkende.
Restaurationslivet var dog ikke en fremmed planet for hende. Under studietiden kombinerede hun bøgerne med serveringstimer på netop Ti Trin Ned. Dengang kendte hun kun Fredericia som strækningen mellem togstationen og restauranten, endnu ikke som stedet, hvor hun en dag skulle slå rod.
»Muligheden for at overtage Ti Trin Ned havde været på tegnebrættet længe, og det føltes meget naturligt for os at prøve af. Vi trives virkelig godt i de forskellige roller, vi hver især har her,« forklarer hun.
At bytte det trygge kontorliv ud med restaurationsbranchens hektiske puls handlede ikke alene om valget mellem skærme og serveringsbakker. Det drejede sig snarere om at finde tilbage til et sted, hvor deres indsats rækker langt ud over tallerkenens kant. Et sted, hvor Michelin-stjerner ikke kun er abstrakte størrelser fra guidebøger og fine menukort, men også mærkes helt konkret og helt nede i køen ved den lokale grønthandler.
Derfor er den lokale forankring langt fra at være en smart branding-øvelse, men et helt afgørende element i det kapitel, som parret vil skrive med Ti Trin Ned.
»Vi kommer begge fra relativt små byer. Jeg er oprindeligt fra Give, og Michael er fra noget, der knap nok har et byskilt. Det er naturligt for os at bakke op lokalt. Hvis man ikke støtter det lokale, ender man jo med slet ikke at have noget lokalt tilbage,« forklarer Lærke med en simpel logik, som enhver med bopæl vest for Storebælt kan nikke genkendende til.
»Vi har boet i større byer som Odense og København, men det har altid været rart at vende hjem igen. Hjem til Jylland og mindre samfund, hvor man hilser på dem, man møder på gaden, og hvor man faktisk ved, hvem folk er. Det giver en naturlig stolthed over at være en del af det sted, hvor vi bor,« fortsætter hun og understreger, at flytningen til Fredericia også har gjort det væsentligt lettere at forstå, hvad der rører sig i byen.
Parret fortæller, hvordan de efter flytningen mærker en særlig stolthed og en vilje i Fredericia, som de håber, de kan være med til at forstærke yderligere.
Michael nævner specifikt Kanalbyen, det nyere havnemiljø, som man i disse år forsøger at skabe mere liv i. Han håber, at restauranten med sin placering kan bidrage til at løfte området endnu mere.
»Ti Trin Ned er jo en del af Fredericias historie, især når man ser på den gamle del af restauranten. Men nu, hvor vi har skabt det her skifte, vil vi gerne være med til at pege fremad. Der sker måske ikke så meget endnu her i Kanalbyen, men man kan mærke, at folk så småt begynder at søge herned,« siger Michael og fortsætter:
»Vi vil gerne være med til at præge det nye kapitel, byen skriver. Vi vil vise, hvad vi kan, og hjælpe med at vise, hvad Fredericia også kan blive til.«
Michael og Lærke vil sætte ny kurs mod Lillebælt
I 25 år var det Mette og Reiner Gassner, der stod ved roret på Ti Trin Ned og gjorde restauranten til en gastronomisk højborg med Michelins opmærksomhed. Da Michael og Lærke overtog i januar, var det med dyb respekt for forgængernes indsats, men også med en klar ambition om at lade nye vinde blæse ind over kajen. Restaurantens gastronomiske kompas peger nu konsekvent mod Lillebælt, hvis bølger som nævnt næsten slikker sig op ad panoramavinduernes kant.
»Vi er gået over til at være en rent pescetarisk restaurant, hvor vi kun serverer fisk og grønt. Når man sidder og kigger ud på havet her, virker det næsten fjollet ikke at vise, hvad dansk og skandinavisk farvand har at tilbyde. Man kan jo sagtens få samme oplevelse med fisk, som man kan med kød,« forklarer Michael.
At satse rendyrket pescetarisk er dermed hverken et udtryk for gastronomisk selvpineri eller for at hoppe med på tidens højtravende madtrends importeret fra hovedstadens brokvarterer. Tværtimod er der en rationel enkelhed i valget, og en respekt for logikken i at lade råvarerne fortælle deres egen historie om det farvand, de kommer fra.
Ifølge Michael og Lærke bør den lokale forankring ikke kun smages i maden, men også opleves i selve måltidets rammer. Derfor er et af deres første konkrete initiativer at åbne for frokostserveringer i sommermånederne. Målet er ikke alene at få flere gæster gennem dørene, men også at gøre oplevelsen mere afslappet, fleksibel og lettilgængelig.
»Vi har åbnet for frokost fredag og lørdag fra maj til slutningen af august. Vi vil give lokale gæster mulighed for at spise en lidt kortere menu,« siger Michael og uddyber, at mens aftenens serveringer kan brede sig ud over flere timer, passer frokosten nemmere ind i hverdagen.
»Det giver mulighed for en lidt mere uhøjtidelig oplevelse, måske hvis man har noget at fejre en fredag eftermiddag, eller bare vil starte weekenden på en særlig måde.«
»Det handler også om at nyde udsigten,« supplerer Lærke. »Der har været mange måneder, hvor gæsterne er ankommet til mørke. Nu kan man midt på dagen tage sig tid til at stoppe op, nyde maden og roen og faktisk se, hvor fantastisk udsigten ud over Lillebælt egentlig er.«
Fortællingen om et skifte er ikke altid lige ud ad landevejen
Et af de mere lavpraktiske benspænd, som det nye restauratørpar fortsat slås med, er stadig at forklare offentligheden, at Ti Trin Ned faktisk har fået nye ejere, ny sjæl og ikke mindst ny geografisk placering. At man så at sige er rykket ud af kælderen og ned til vandet. Det lyder måske enkelt, men virkeligheden er som bekendt altid mere genstridig end teorien.
»For os handler det også om nu at gøre det helt klart, at der er sket et skifte. Mange har heldigvis forstået, at vi har overtaget stedet, men der er stadig nogle, som enten ikke har hørt det, eller tror, vi bare er her midlertidigt som forpagtere. Det er slet ikke tilfældet. Vi har købt restauranten, og vi har store ambitioner både for stedet og oplevelsen her. Derfor håber vi, at gæsterne ikke alene går herfra med en god oplevelse, men også med en klar fortælling om, at der faktisk er tale om noget nyt,« siger Lærke.
Michael supplerer med en detalje, der er lige så praktisk-humoristisk, som den er symbolsk ladet:
»Det er vigtigt for os, at folk har lyst til at tale om deres oplevelse her. Vi har tidligere oplevet, at nogle gæster troede, restauranten stadig lå i en kælder, fordi det simpelthen ikke var blevet kommunikeret tydeligt nok, at Ti Trin Ned for længst var rykket ned til havnen. […] Ti Trin Ned betyder nu, at hvis man går ti trin ned her, så står man faktisk i vandet. Det er også derfor, det giver mening for os at være pescetariske. Navnet har vi beholdt, fordi vi sagtens kan videreføre det, bare med en lidt anden fortælling.«
Ambitionerne for Ti Trin Ned stopper dog ikke ved at understrege, at restauranten for længst er flyttet op fra den kælderbeværtning, navnet stadig hos nogle kan fremkalde minder om. Michael og Lærke sætter barren højere end det, ikke bare over kajkanten udenfor panoramavinduerne, men også højere end den ene Michelin-stjerne, der allerede skinner over Fredericia.
»Vi ved godt, det ikke er noget, der bare sker hen over en sommer. Men vi håber, at de erfaringer, vi har gjort os, på et tidspunkt kan udvikle sig til muligheden for at få to stjerner til Fredericia,« siger Michael målrettet, uden at blinke.
Stjerner er dog langt fra det eneste, der får hjulene til at dreje rundt på Ti Trin Ned. Når alt kommer til alt, er det gæsternes umiddelbare og ærlige reaktion, der betyder mest.
»Det er den glæde, man mærker, når folk går herfra og næsten takker os. Når de siger, at det har været en vanvittig og enestående oplevelse. Det er den glæde, der retfærdiggør alt det hårde arbejde, vi har lagt i det,« smiler de begge to.
Da vi rejser os fra bordet og bevæger os mod den tunge, sorte dør, glider blikket uvægerligt hen på en buket af en sådan overdådighed, at man føler sig forpligtet til at standse op et kort øjeblik. Strategisk placeret ved et vinskab, hvis indhold nok emmer af vinøs kompetence.
Udenfor er regnen taget til, og Lillebælt ligger hen i en dis, som nogle måske vil se som et passende bagtæppe. Andre vil måske i stedet notere sig, at beliggenheden ved vandet spiller en væsentlig rolle i fortællingen om restauranten, den fortælling, som handler om mere end at tilfredsstille gourmandernes smagsløg og guide-inspektørernes notorisk kritiske notesblokke. Michael og Lærke er nemlig i disse dage godt i gang med at sætte deres aftryk på både stedet og dermed Fredericia.
KRIMI. Natten til lørdag måtte Sydøstjyllands Politi flere gange sætte de blå blink i sving, efter at én spritbilist efter den anden blev stoppet rundt om i Kolding, Vejle og Fredericia. I alt blev seks bilister sigtet for at have kørt under påvirkning af alkohol eller euforiserende stoffer – en nat, hvor ordensmagten flere gange måtte træde til for at få bilister med promiller eller stoffer i blodet væk fra vejene.
Vagtchef Jesper Knudsen fra Sydøstjyllands Politi fortæller, at selvom natten overordnet set ikke var usædvanlig, så skiller antallet af sprit- og narkopåvirkede bilister sig alligevel ud:
»Alt i alt har det været en forholdsvis rolig nat, men vi har haft en del episoder med kørsel under påvirkning af alkohol eller euforiserende stoffer,« siger Jesper Knudsen til avisen.
Det hele startede allerede fredag klokken 17.43 på Schultzvej i Bjert ved Kolding, hvor en 51-årig lokal mand blev stoppet på en lille knallert. En alkometer-test afslørede, at manden var påvirket af alkohol, og han blev sigtet.
Et par timer senere, klokken 19.24, var den gal igen. Denne gang på Jens Holms Vej i Kolding, hvor en ung mand på blot 19 år blev stoppet i en personbil, tydeligt påvirket af euforiserende stoffer. Også han blev sigtet på stedet.
Senere på aftenen rykkede betjentene så videre til Østjyske Motorvej ved Vejle, hvor endnu en narkopåvirket bilist blev standset, her klokken 22.10. Denne gang drejede det sig om en 37-årig mand fra Fyn.
»Kun to minutter efter måtte vi afsted igen, denne gang til Borgvold i Vejle, hvor en 50-årig lokal kvinde kørte rundt i en bil med for meget alkohol i blodet,« fortæller Jesper Knudsen.
Men aftenens nok mest alvorlige hændelse fandt sted klokken 23.35 på Østjyske Motorvej, lidt syd for Skærup rasteplads. Her mistede en 21-årig mand fra Sjælland herredømmet over bilen og havnede i et færdselsuheld. Politiet var hurtigt på stedet og kunne konstatere, at manden kørte påvirket af stoffer. Ifølge vagtchefen betegner politiet hændelsen som et færdselsuheld uden alvorlig personskade, men han kan på nuværende tidspunkt ikke komme nærmere ind på detaljerne, forklarer han.
Natten sluttede dog ikke der. Klokken 02.40, da de fleste nok var gået til ro, blev en 27-årig lokal mand standset på Kolding Landevej ved Taulov i Fredericia. Også han måtte en tur med på stationen for at få udtaget en blodprøve, da han blev mistænkt for spritkørsel.
Ifølge Jesper Knudsen var der en del sager på kort tid, men samlet set karakteriserer han altså natten som rolig:
»Det falder i øjnene, at hændelserne ligger ret tæt på hinanden tidsmæssigt, men det er forskellige steder i kredsen,« fortæller Jesper Knudsen.
Alle de sigtede trafikanter kan nu se frem til en videre behandling af deres sager.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing lørdag formiddag klokken 10.00.
