Politiets tur ved Skuret gav pote – tre personer sigtet

0
Politiets tur ved Skuret gav pote – tre personer sigtet

KRIMI. Sydøstjyllands Politi måtte onsdag en tur forbi hellestedet Skuret på Vester Voldgade i Fredericia, hvor tre personer blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Det oplyser vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Første gang betjentene måtte hive bødeblokken frem var omkring klokken 19.00, hvor en 52-årig mand fra Fredericia måtte se aftenen tage en uventet drejning. En visitation viste, at manden havde 6,65 gram amfetamin i lommerne, og han blev sigtet på stedet.

Men det blev langt fra dagens sidste visit ved Skuret. Allerede en halv time senere fangede en 64-årig mand fra byen betjentenes opmærksomhed. Denne gang lød fundet på knap 14 gram hash, en digital vægt og lidt kontanter. Det var nok til at få alarmklokkerne til at ringe hos ordensmagten.

»Han bliver sigtet for salg af euforiserende stoffer. Det er ikke en voldsom stor mængde, men det er dog lidt mere end til eget forbrug, og kombinationen med digitalvægten og kontanterne tyder på, at der kan være tale om salg,« forklarer Arno Rindahl Petersen.

Og politiets aften sluttede stadig ikke der. Mens betjentene stadig var i færd med at dokumentere sagen, dukkede en 47-årig kvinde op ved Skuret. Politiet vurderede hende som tydeligt påvirket, og en hurtig visitation afslørede, at hun havde 0,74 gram amfetamin på sig. Dermed sikrede hun sig en plads i politiets voksende protokol.

Ifølge vicepolitiinspektøren blev alle tre personer sigtet på stedet.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.

Nyt tyveri rammer kirke – kun to uger efter omfattende politiaktion

0
Nyt tyveri rammer kirke – kun to uger efter omfattende politiaktion

KRIMI. Sydøstjyllands Politi har igen modtaget anmeldelse om et tyveri fra en kirke. Denne gang gik det ud over kirken på Kirkely i Bramdrupdam i Kolding, hvor en midlertidig pladeafdækning er blevet brudt op, og hvorfra tyvene slap væk med kabler og håndværktøj.

Indbruddet blev anmeldt onsdag morgen klokken 07.00, og ifølge vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd, tyder meget på, at tyveriet har fundet sted, mens kirken er under renovering.

»Der er en midlertidig pladeafdækning ude på stedet, og den er blevet brudt op. Inde fra stedet er der stjålet kabler og håndværktøj,« forklarer Arno Rindahl Petersen.

Det præcise omfang af det stjålne er dog stadig uklart. Vicepolitiinspektøren har på nuværende tidspunkt hverken oplysninger om værdien af det stjålne eller den præcise mængde.

»Der står bare kabler og håndværktøj. Så jeg ved ikke, om det er ti stykker håndværktøj eller blot ét stykke. Det har vi ikke en nærmere angivelse af endnu,« fortæller han.

Efter tyveriet har flere håndværkere og medarbejdere arbejdet på stedet, hvilket har gjort det ekstra vanskeligt for politiet at foretage de nødvendige tekniske undersøgelser. Men politiet er allerede i fuld gang med efterforskningen, og håber blandt andet at kunne finde frem til de stjålne kabler.

»Det kunne være, at vi kunne være heldige at finde frem til kablerne. Nogle gange bliver de afsat hos skrothandlere, så det er vi i gang med at efterforske,« lyder det fra Arno Rindahl Petersen.

Det nye kirketyveri kommer blot to uger efter, at politiet senest anholdt og fremstillede flere personer i grundlovsforhør i forbindelse med en række omfattende kirketyverier rundt om i Jylland og på Fyn. Dengang foretog politiet blandt andet ransagninger og anholdelser på adresser i Fredericia og Kolding.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.

Indbrudsbølge rammer Middelfart og Assens

0
Indbrudsbølge rammer Middelfart og Assens

KRIMI. I Middelfart Kommune blev der onsdag anmeldt et indbrud på Tennisvej i Nørre Aaby. Tyven slap afsted med smykker, ure og kontanter. Hvordan gerningspersonen fik adgang til stedet, er ikke oplyst.

Også i Assens Kommune blev der onsdag registreret et indbrud på Kildensmindevej i Assens by. Her kom gerningspersonen ind ved at bryde en dør op og stjal en Playstation samt to foldeknive.

På Ebberupvej i Ebberup, også i Assens Kommune, skete der onsdag eftermiddag et færdselsuheld, hvor en 42-årig kvinde fra udlandet overså en anden trafikant, da hun svingede til venstre. Ingen kom alvorligt til skade, men kvinden fik tildelt en straksbøde.

I Kerteminde blev der på Langegade stjålet en mobiltelefon fra et arbejdsbord. Tyven forvirrede anmelderen og forsvandt med telefonen, som indeholdt flere kort i coveret. Tyven beskrives som sydeuropæisk af udseende, mand, 30-35 år, spinkel kropsbygning, brun hud, kort sort hår og sort overskæg. Han var iført mørkeblå striktrøje og bukser, talte et fremmedsprog og medbragte et blad eller magasin.

I Odense Kommune blev der onsdag anmeldt flere episoder:

På Amfipladsen i Odense C fik en person stjålet sin pung, som vedkommende havde glemt på en café.

På Buchwaldsgade i Odense C blev en 24-årig mand fra Odense sigtet for at køre bil påvirket af euforiserende stoffer og for besiddelse af narkotika. En lignende episode fandt sted på Hjallesegade i Odense S, hvor en 33-årig mand fra Nordfyn blev stoppet i en varebil, ligeledes påvirket af stoffer.

På Fioniavej i Odense M blev der meldt om hærværk på en bålplads. Ukendte gerningsmænd havde sat ild til et bord-bænkesæt og diverse brændestykker samt ødelagt pileflet.

På Slettensvej i Odense N blev en metalpostkasse sprængt i stykker, formentlig med fyrværkeri.

Endelig blev en 24-årig mand fra Nordfyn onsdag aften på Bogensevej i Odense N standset af politiet. En alkometertest viste, at han kørte med en promille over det tilladte.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Fyns Politis døgnrapport.

Odense Byråd vedtager bydelsudviklingsplan for indre havn

0
Odense Byråd vedtager bydelsudviklingsplan for indre havn

POLITIK. Odense Byråd har onsdag aften endeligt vedtaget bydelsudviklingsplanen for Odense indre havn. Planen sætter rammerne for udviklingen af området og skal skabe en levende, grøn og sammenhængende bydel, som tager afsæt i havnens historiske kulturmiljø.

Visionen for havnen omfatter byggerier af høj arkitektonisk kvalitet, en kreativ stemning og et aktivt byliv. Bydelsudviklingsplanen bygger på en bred borgerinddragelse, der har vist stor interesse og engagement blandt byens borgere.

Borgmester Peter Rahbæk Juel ser vedtagelsen som et vigtigt skridt:

»Ambitionen er klar: Vi vil skabe en bydel, der skiller sig ud – og som sætter et markant positivt aftryk, ikke bare på byen, men også på alle, der besøger den. Derfor glæder jeg mig også over den grundige borgerinddragelse. Det har været tydeligt at mærke, at havnen betyder noget særligt for odenseanerne.«

Planen var i offentlig høring fra den 27. marts til den 7. maj 2025, hvor kommunen modtog 45 høringssvar. Disse har ikke medført ændringer i selve planen, men er taget med som opmærksomhedspunkter til det videre arbejde.

By- og kulturrådmand Søren Windell understreger betydningen af den kommende proces:

»Nu er den strategiske plan for udviklingen af Odense indre havn besluttet, og det er et vigtigt skridt mod en grøn og vibrerende bydel, som på sigt også bliver en mere tydelig forlængelse af bymidten. Men vi skal beholde arbejdstøjet på, for det er helt afgørende, at vi i de enkelte lokalplaner sikrer fokus på høj arkitektonisk kvalitet, adgangen til vandet, mere grønt og ikke mindst respekten for havnens historie.«

Næste fase består i at udarbejde kvarterplaner og lokalplaner for de forskellige områder i bydelen. Disse lokalplaner vil ligeledes blive sendt i offentlig høring.

Samtidig vil Odense Kommune, A. Enggaard A/S og Odense Havn i fællesskab udarbejde en realiseringsplan og en økonomisk plan, der skal sikre, at visionerne i bydelsudviklingsplanen realiseres med respekt for helheden.

Projektudviklingschef hos A. Enggaard, Jonas Kirkeby Nielsen, glæder sig til næste fase:

»Vi er meget glade for, at vi efter et langt og grundigt forarbejde nu står med denne meget ambitiøse bydelsudviklingsplan. Nu ser vi frem til at tage hul på næste fase, hvor vi sammen skal arbejde mere konkret med de enkelte delområder – hele tiden med blik for helheden.«

En børnehave på hjul skal åbne friskolens verden: »Børnene skal ud, mærke vinden og udvikle sig«

0
En børnehave på hjul skal åbne friskolens verden: »Børnene skal ud, mærke vinden og udvikle sig«

BØRN. For fem år siden begyndte idéen at tage form hos Fredericia Friskole. En idé, der både dengang og i lang tid fremover forblev en drøm, pakket væk som en rar tanke, fordi bygningerne bare ikke ville dukke op, og mulighederne udeblev. Gang på gang måtte skolen erkende, at virkeligheden sjældent harmonerer med drømmene, når man søger den perfekte ramme om en børnehave med højt til loftet og plads til fantasien.

Men pludselig en dag var den der. En mulighed så usædvanlig og alligevel så oplagt, at skoleleder Carsten Jensen nærmest måtte knibe sig selv i armen. Han modtog nemlig billeder fra Nordfyn af en ganske særlig bus, der tidligere havde fungeret som naturbørnehave i Lyngby-Taarbæk Kommune gennem flere år. Da Carsten Jensen første gang fik øje på billederne, lød reaktionen præcist så ærlig og umiddelbar, som kun en begejstret skoleleder kan udtrykke det.

»Jeg tænkte, undskyld mit dansk, men det var satans. Det måtte vi da høre noget mere om,« fortæller han med et stort smil.

Skoleleder Carsten Jensen fra Fredericia Friskole præsenterede stolt den nye, mobile naturbørnehave, som skal give børnene kreative og naturrige rammer.

Bussen, der allerede diskret har sneget sig ind i bybilledet og er blevet spottet af flere omkring Treldevej, er grøn med illustrationer af dyr og krybdyr – og den er bestemt ikke en helt almindelig bus. Faktisk er den ombygget til en komplet børnehave, fuldt udstyret med garderobeplads, pusleområde, hyggelige legekroge og plads til hvile.

Dette område i bussen kan eksempelvis både fungere som legeområde, spiseplads og soveplads – alt efter hvad situationen kalder på.

Da vi besøgte Fredericia Friskole for at høre nærmere om den nye, mobile naturbørnehave, blev vi budt velkommen af en blåmejse og små krybdyr, der kravlede rundt på præsentationsskærmen. Naturbørnehaven Skovtrolden stod skrevet med store, grønne bogstaver. Her skal børnene ikke sidde stille dagen lang, men ud at opleve, lære og vokse i naturens store rum.

»Vi er en friskole, og det vil sige, at vi gør tingene anderledes, end de andre, og det vil vi gerne blive ved med. Derfor har vi forsøgt at lave en børnehave, der kan slå an på kreativitet, komme ud i naturen og alle de her ting,« forklarer Carsten Jensen.

Men hvorfor er det så vigtigt at tage børnene med ud under åben himmel i stedet for at holde dem inde bag fire vægge? Svaret er enkelt, hvis man spørger skolelederen. Han mener nemlig, at børnene tidligt nok bliver fanget i traditionelle og ofte lidt snævre rammer, hvor uddannelsessystemet hurtigt viser sin mere firkantede side.

»I en verden, hvor vi hele tiden snakker om, at børnene sidder for meget indenfor, så synes jeg, at vi kommer med et bud, hvor vi siger, at de skal ud i naturen. De skal ud og være kreative, mærke vinden, opleve årstidernes skiften. De står foran et langt uddannelsesliv, der nok skal blive firkantet nok. Lad dem komme ud og udvikle sig i naturen,« påpeger han.

Bussen kommer til at køre mange forskellige steder inden for kommunegrænsen – eksempelvis Trelde Næs. Andre gange er naturen så tæt på, at køreturen næsten er overflødig. Ifølge pædagogen Line bliver børnene typisk på samme sted i en periode, så de når at blive trygge og fortrolige med omgivelserne.

Imens er naturbørnehaven er ikke kun et isoleret projekt. Den er en del af et større puslespil, som Fredericia Friskole længe har drømt om at samle – en vision om, at friskolens værdier skal kunne mærkes allerede fra den første dag, børnene træder ind ad døren. Det handler om sammenhæng, om at plante små frø af forståelse for skolens værdigrundlag tidligt, og om at lade dem vokse, efterhånden som børnene bevæger sig op gennem skoleårene.

Derfor ser skolelederen det som et vigtigt skridt i friskolens udvikling, at forældrene og børnene allerede tidligt mærker, hvad friskolen står for. For ham handler det om at blive valgt til – jo tidligere, desto bedre. Når forældre vælger friskolen og den nye naturbørnehave, vælger de også helt bevidst det værdisæt, som stedet bygger på.

»Vi elsker jo at blive valgt til. Jo yngre vi kan blive valgt til, jo bedre. Det betyder, at forældrene har forholdt sig til, hvad vi gerne vil med skolen,« siger han og understreger, hvordan børnehaven skal skabe stærkere relationer på tværs af generationer og skoletrin.

For lærerne og pædagogerne giver naturbørnehavens etablering også helt særlige pædagogiske muligheder. Allerede tidligt kan børnene møde skolens personale, så de senere føler sig hjemme og velkomne, når de begynder i skolen. Den tryghed er ifølge skolelederen guld værd – både for børnene og de voksne omkring dem.

»Her kunne jeg forestille mig en hverdag, hvor vores indskolingsbørn, der lige har lært at læse, sidder og læser højt for børnehavebørnene de dage, hvor bussen ikke kører. For mig at se, giver det en klokkeklar samlingskraft. Når vi kommer hen mod det sidste år i børnehaven, hvor børnene snart skal starte i skole, bliver de hurtigt trygge. Vores lærere fra skolen kommer herover og hilser på, og børnene fra 0. og 1. klasse, der nu er blevet de store, er selvfølgelig også med i processen. Jeg er helt sikker på, at det vil styrke sammenholdet enormt meget. Og læringsmæssigt giver det også rigtig god mening, at børnene fra skolen får lov at fortælle historier – det fungerer bare virkelig godt,« lyder visionen fra Carsten Jensen. 

For ham er det et billede på den pædagogiske filosofi, som friskolen forsøger at leve efter hver eneste dag.

Ja, der skal selvfølgelig også vaskes hænder og bruges vand, når børnene er ude i naturen. Det har bussen en smart løsning på.

Men han bemærker også, at det kræver mod at realisere sådan en vision. Ikke alene mod hos friskolens personale, men også hos de forældre, der vælger at kaste sig ud i et anderledes koncept som en mobil naturbørnehave nu er. Den modige nysgerrighed kunne han alligevel tydeligt mærke hos de mange forældre, der besøgte bussen for at se, hvad det hele gik ud på.

»Jeg bemærkede mange smil. Mange gode spørgsmål og mange nik. Jeg tror, der er nogle forældre, der tager herfra og er helt trygge ved at kaste sig ud i et nyt koncept. Det kræver mod, men også tro,« siger skolelederen, der allerede nu mærker en god opbakning.

Det handler dog ikke bare om at fylde bussen op. Succeskriteriet er først og fremmest at skabe en børnehave med en hverdag, der fungerer og lever op til friskolens idealer. Når først det lykkes, vil resten komme af sig selv, mener skolelederen.

»På den lange bane handler det også om at skabe et fundament for friskolen.«

Til at føre naturbørnehaven ud i virkeligheden har friskolen for nu ansat pædagogen Line, der med stor entusiasme beskriver, hvordan dagligdagen kommer til at se ud. For hende er naturen ikke bare en kulisse, men selve det sted, børnene skal være og lære. Aktiviteterne følger børnenes egne interesser, og hvis børnene for eksempel har lyst til at lege pirater, vil personalet hurtigt gribe idéen og arrangere lege, der passer ind i dagens tema som krop og bevægelse. Børnene skal kravle, klatre, balancere og opleve naturen helt tæt på. Line understreger, at legen netop er dér, hvor børn udvikler sig allerbedst.

Og med bussen fyldt med nysgerrighed ruller Fredericia Friskole nu ud på en ny rejse den 11. august, der skal give børnene plads til at vokse under åben himmel. 

Lokal profil vender hjem: Mathias Foged ny fysisk træner i FC Fredericia

0
Lokal profil vender hjem: Mathias Foged ny fysisk træner i FC Fredericia

SPORT. FC Fredericia har ansat den 29-årige Mathias Foged som ny fysisk træner. Han er en velkendt lokal profil, der nu vender hjem for at være med i klubbens ambitiøse projekt i Superligaen.

Mathias Foged kender FC Fredericia indefra, efter selv at have spillet i klubbens ungdomsafdeling. Han har altid haft en særlig tilknytning til klubben, og da muligheden bød sig, var han ikke i tvivl om at gribe chancen.

»Jeg er jo oprindeligt fra Fredericia og har altid haft en tilknytning til klubben. Derfor var det meget tiltalende for mig at blive en del af projektet, da muligheden opstod. Det føles helt rigtigt at vende hjem og bidrage,« fortæller Mathias Foged.

Foged bliver en central del af trænerstaben med ansvar for, at spillerne er fysisk rustede til Superligaens udfordringer. For ham handler det først og fremmest om at arbejde tæt med spillerne.

»Jeg glæder mig mest til at komme i gang med spillerne. Det er det, jeg brænder for – at hjælpe dem i bedst mulig forfatning. Samspillet med trænerteamet bliver også afgørende for, at vi lykkes som hold,« siger han.

Det er samtidig en helt speciel oplevelse for Foged at være tilbage i barndomsklubben og få muligheden for at deltage i Superligaen.

»Som ung drømte man jo om at spille i Superligaen, dengang hed det 1. division. At være med fra trænersiden nu, det er stort. Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang,« lyder det fra den nye fysiske træner.

Mathias Foged har sin første arbejdsdag tirsdag den 19. juni, når spillertruppen vender tilbage fra sommerferien.

Fyn får ny tandlæge- og tandplejeruddannelse

0

POLITIK. Et bredt politisk flertal bestående af regeringen, SF, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti har besluttet at etablere nye tandlæge- og tandplejeruddannelser på Syddansk Universitet i Odense. Initiativet sker som led i en omfordeling af midler fra tidligere ikke-realiserede uddannelsesprojekter i aftalen »Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark« fra 2021.

Partierne er enige om at afsætte 125 millioner kroner til etableringen af de to uddannelser, mens der samtidig afsættes 8,8 millioner kroner årligt til drift. Målet er at optage 40 studerende på tandlægeuddannelsen og 50 studerende på tandplejeruddannelsen, med forventet opstart i 2027. Formålet er at styrke rekrutteringen og afhjælpe den nuværende mangel på tandlæger og tandplejere, især i Region Syddanmark.

Udover tanduddannelserne er partierne enige om at støtte en regional forankring af medicinuddannelsen i Nordjylland, hvor Aalborg Universitet tildeles 11,2 millioner kroner til initiativer på Regionshospital Nordjylland i Hjørring. Samtidig afsættes 7,9 millioner kroner til etablering af en kandidatuddannelse i medicin i samarbejde med regionshospitalet i Gødstrup, hvor 30 pladser flyttes fra Aarhus Universitet.

Det Jyske Musikkonservatorium i Holstebro modtager 7,5 millioner kroner, og Professionshøjskolen VIA’s Center for Animation, Visualisering og Grafisk fortælling i Viborg tildeles 10,6 millioner kroner.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund udtrykker tilfredshed med de nye initiativer og fremhæver, at aftalen siden 2021 har medført en væsentlig stigning i antallet af uddannelsesmulheder uden for de største byer.

Socialdemokratiets uddannelsesordfører, Trine Bramsen, betoner betydningen af en geografisk balanceret adgang til uddannelse, mens Venstres Heidi Bank fremhæver den forbedrede geografiske balance med aftalens initiativer.

SF’s Sofie Lippert glæder sig over en mere meningsfuld fordeling af uddannelsesmidler, og Moderaternes Rasmus Lund-Nielsen kalder aftalen en langsigtet investering i fremtidens Danmark. Det Konservative Folkepartis Lise Bertelsen fremhæver den geografiske spredning af uddannelser, og Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen understreger særligt glæden ved de nye tanduddannelser i Odense.

Samlet set bliver omkring 151 millioner kroner i engangsmidler og 8,8 millioner kroner i varige midler omfordelt, og siden aftalens indgåelse i 2021 er der oprettet eller godkendt mere end dobbelt så mange nye uddannelsestilbud uden for de største byer som i byområderne.

IT-nedbrud rammer patienttransporten i Region Syddanmark

0

REGION. Onsdag morgen blev Region Syddanmark ramt af et større IT-nedbrud hos FlexTrafik. Nedbruddet påvirker patienttransporten for patienter, der skal transporteres til og fra regionens sygehuse med FynBus og SydTrafik.

Klokken 07.15 gik både trafikselskabernes planlægningssystem og tilhørende hjælpesystemer ned, hvilket medførte en situation med manglende overblik over, hvor patienterne befandt sig, hvor de skulle transporteres hen, og hvor køretøjerne var placeret.

Trafikselskaberne arbejder lige nu intensivt på at løse problemet og forventer, at systemerne er fuldt genoprettet inden dagens udgang. Der bliver sendt ekstra ledige biler ud til sygehusene for at sikre hjemtransport for de patienter, der har størst behov.

Regionen understreger, at nedbruddet vil medføre ekstra ventetid, før transporten kan køre normalt igen. Patienter, som ikke er blevet afhentet til deres planlagte undersøgelse eller behandling, opfordres til at kontakte den relevante sygehusafdeling for at få en ny tid.

FHK’s kampprogram er klar: Store TV-brag og klassikere venter

0
FHK’s kampprogram er klar: Store TV-brag og klassikere venter

SPORT. Fredericia Håndboldklub har nu offentliggjort sit kampprogram for den kommende sæson i Bambuni Herreligaen. Klubben starter sæsonen fredag den 29. august kl. 20.00 hjemme mod Bjerringbro-Silkeborg, og kampen bliver vist på TV2 Sport.

Der er yderligere to store hjemmekampe fastlagt til direkte tv-transmission: Den 27. september kl. 16.00 tager FHK imod de forsvarende pokalmestre fra GOG – en kamp, der sendes direkte på hovedkanalen TV2. Senere, den 7. oktober kl. 20.00, venter et spændende møde med Holstebro Håndbold, som ligeledes vises på TV2 Sport.

Fredericia Håndboldklubs direktør, Thomas Renneberg-Larsen, fortæller, at de tre tv-transmitterede kampe ligger helt fast, mens de øvrige kampe i programmet kan blive flyttet, indtil den endelige plan er på plads den 31. juli.

Med stærke modstandere som BSH, GOG og Holstebro på hjemmebane, kan klubbens fans se frem til en række håndboldbrag i Middelfart Sparekasse ARENA i Fredericia.

Bred politisk aftale: Rockere og bandemedlemmer mister førtidspension ved grov kriminalitet

0
Foto: AVISEN

POLITIK. Et bredt flertal i Folketinget bestående af regeringspartierne Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne samt Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti har indgået en aftale, der betyder, at rockere, bandemedlemmer, fremmedkrigere og andre personer, som dømmes for grov kriminalitet, fremover vil miste retten til førtidspension, seniorpension eller tidlig pension i fem år. Herefter kan de igen ansøge om ydelserne, hvis de opfylder de gældende krav.

Derudover skærpes den nuværende karantæneordning, så personer dømt for grov kriminalitet også bliver udelukket fra andre offentlige ydelser i fem år mod tidligere tre år.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen udtaler, at aftalen skal gøre op med, at kriminelle udnytter velfærdssystemet:

»Med dagens aftale siger vi klart nej til, at rockere og bandemedlemmer, som er i stand til at bedrive kriminel virksomhed, samtidig kan hæve den højeste forsørgelsesydelse, vi har. I ’Den sorte svane’ så vi en meget mørk side af det danske samfund, hvor dybt kriminelle helt uden skrupler udnytter det velfærdssamfund, vi alle sammen betaler til.«

Venstres beskæftigelsesordfører Kim Valentin peger på behovet for at beskytte velfærdssystemet mod misbrug:

»Hvis man begår alvorlig og organiseret kriminalitet, skal man naturligvis ikke modtage førtidspension. Det undergraver tilliden til vores velfærdssamfund, og det skal derfor mødes med hårde konsekvenser.«

Nanna W. Gotfredsen, beskæftigelsesordfører hos Moderaterne, mener, at førtidspension udelukkende skal gå til borgere med betydeligt reduceret funktionsevne:

»Den skal på ingen måde udgøre fast grundlag for dækning af husleje og andre faste udgifter, mens man – ofte på mere end fuld tid og typisk i berigelsesøjemed – begår omfattende, grov kriminalitet.«

Charlotte Munch, beskæftigelsesordfører for Danmarksdemokraterne, understreger aftalens nødvendighed med henvisning til konkrete eksempler fra dokumentarserien »Den sorte svane«:

»Hvis man kan begå bandekriminalitet, så er man også rask nok til at arbejde. Derfor er vi tilfredse med, at reglerne nu strammes.«

Carl Andersen, bolig-, indenrigs- og kirkeordfører for Liberal Alliance, kalder aftalen et »skridt i den rigtige retning«, men understreger, at partiet ønsker endnu strengere regler mod misbrug af velfærdsydelser.

Det Konservative Folkepartis beskæftigelsesordfører Dina Raabjerg fremhæver også betydningen af bedre samarbejde mellem kommuner og politi, så sager om sociale ydelser til mistænkte bandemedlemmer kan undersøges grundigt:

»Det går ikke, at man kan have en Mercedes i carporten ved villaen og en overførselsindkomst på kontoen til hver den første.«

Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører Nick Zimmermann ville gerne have set en endnu strammere aftale, der også omfattede terrorrelaterede forbrydelser og permanent fratagelse af førtidspension, men støtter den aktuelle aftale som et skridt fremad:

»Vi er glade for, at der endelig tages et skridt i den rigtige retning for at sætte ind over for de mange kriminelle udlændinge, der i dag er på førtidspension.«

Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Jens Joel understreger, at aftalen handler om retfærdighed og respekt for hårdtarbejdende lønmodtagere:

»Ingen skal komme her og påstå, de er ude af stand til at arbejde, hvis de har kræfter og evner til at udøve ødelæggende alvorlig kriminalitet. Samtidig er det en hån mod de hårdtarbejdende lønmodtagere, der har kæmpet hårdt for at få en førtidspension, da de blev ramt af sygdom eller en arbejdsskade.«

1.682 cykelture på ét år: Middelfart er Danmarks flittigste cykelkommune for ældre

1.682 cykelture på ét år: Middelfart er Danmarks flittigste cykelkommune for...

0
ÆLDRE. Middelfart Kommune er den kommune i Danmark, hvor Cykling uden alder gennemførte flest cykelture i 2025. Det oplyser kommunen, der torsdag delte nyheden....