SPORT. Han løb, som om han kendte banen ud og ind. Og måske gjorde han også det. Ikke i fysisk forstand, men i rytme. I læsningen af afstanden mellem forsvarsspillere, i måden en bold bevæger sig hen over kunstgræsset, når man først har fået fart i fødderne og frihed i hovedet. Emilio Simonsen vidste godt, hvad han ville, da han opsnappede bolden på Silkeborgs banehalvdel og satte kurs direkte mod målet.

»Jeg får sådan opsnappet en bold. Og så tænker jeg, at nu kører jeg bare ned mod forsvarsspillerne. Og så håber jeg lidt, at der kommer lidt plads. Kører lidt fra side til side. Så var der en lille åbning, som jeg fik ramt.«

Og det gjorde han. Bolden blev sendt fladt ind i netmaskerne, og Jysk Park blev med ét sat i stå. FC Fredericia førte nu 2-0, og det var ikke bare en tilfældighed. Det var et udtryk for en første halvleg, hvor holdet havde spillet med rygrad og ideer. Og hvor Emilio var en af dem, der turde tage sagen i egen hånd.

»Det er forløsende – jeg er virkelig glad«

Man kunne se det på ham i det øjeblik, bolden lå i nettet. Hænderne i vejret og et meterhøjt hop i jubel.

»Det var forløsende. Jeg var virkelig glad. Generelt virkelig glad lige nu for hele kampen.«

Og der var også god grund til det. Fredericia havde lært af første runde, hvor de tabte knebent til FC Nordsjælland, og hvor der var glimt af noget, men også usikkerhed og åbne døre i defensiven. I Silkeborg var det anderledes. Der var kontrol, vilje og et tydeligt fokus på at minimere fejl.

»Vi lavede dumme fejl i første kamp, og det kommer vi forhåbentlig ikke til at gøre i alt for mange kampe. Det har været et fokuspunkt, at vi ikke skulle give nogen nemme mål væk. Og det lykkedes i dag.«

Første halvleg med styrke – anden halvleg med stædighed

Det var ikke én kamp. Det var to. Første halvleg var Fredericias. Anden blev Silkeborgs. Men resultatet forblev Fredericias.

»Jeg synes, vi spiller en god første halvleg, hvor vi kommer lidt under pres i slutningen. Og så gør 2-0-målet, at der kommer lidt mere ro på. Og vi kan ligesom komme ud og forsvare det lidt i anden halvleg. Og det lykkedes vi med, så det er virkelig dejligt.«

I anden halvleg blev det tungt. Silkeborg pressede på, hjørnesparkene hobede sig op, og frisparkene regnede ned over midtbanen. Og alligevel holdt Fredericia fast. Ikke fordi det var let. Men fordi de gjorde det sammen.

»Der er ingen tvivl om, at vi er et hold. Alle mand i truppen. Vi står sammen, og vi arbejder stenhårdt for hinanden. Det ser man også i dag. Så det er der ingen tvivl om.«

»Vi ved godt, de vil komme«

Pausen blev brugt til at forberede det uundgåelige. For det var klart, at Silkeborg ville komme med tryk. Med tempo. Med indlæg og diagonaler. Og det gjorde de.

»Vi snakkede om, at vi skulle fortsætte. Vi har gjort det godt i første halvleg. Vi skulle ud og se, om vi kunne spille lidt med bolden og undgå at komme under for meget tryk. For vi vidste godt, at de ville komme med lidt mere i anden halvleg.«

Det gjorde de. Og det mærkedes. Men selv når Silkeborg trak spillet op og pressede Fredericia langt ned, var der stadig en plan. Og en modreaktion.

»Selvfølgelig er der noget fysik i det her. Det er måske også et af de steder, vi skal blive bedre til at holde lidt fast i bolden, når vi kommer under pres i anden halvleg. Hvor vi måske smider lidt for mange, og det bliver lidt for nemt at lægge tryk på os. Men det kommer også af flere kampe og mere erfaring i Superligaen.«

Sammen med fansene – og frem mod FCK

Da kampen var slut, gik Emilio og holdkammeraterne ud mod fansene. De havde stået der hele kampen. Syngende. Klappende. Råbende »Allezzz Fredericia«. Og man kunne høre dem. Hele vejen op på pressepladserne. Hele vejen ind på banen.

»Det er dejligt, at de kommer her og bakker os op. Det håber jeg, vi kan forvente til alle de andre udkampe også. Så det er bare dejligt at se dem, og at vi kan fejre det sammen med dem bagefter.«

Men tiden står ikke stille. Forude venter næste opgave. Den største af dem alle. FC København. Danmarksmestrene. Monjasa Park.

»Det bliver spændende, det glæder vi os til. Der er en masse ting, vi kan tage med her fra den her kamp. Og lidt selvtillid og tro på tingene. Så vi kommer til at byde dem op til dans.«

Læs også