Af Kirsten Hassing Nielsen, byrådsmedlem og næstformand i Senior og Socialudvalget for Det Konservative Folkeparti
Kvaliteten i ældreplejen er altid noget, vi skal have fokus på, og det er samtidig væsentligt, at vi forholder os til, hvad det er, borgerne får for pengene. Det bekræftes også af de nyeste tal fra Fagforbundet FOA som viser, at Fredericia Kommune idag bruger færre penge på ældreområdet, men dog stadig bruger flere penge end nabokommuner. Det er væsentligt, at vi både har fokus på det, der kan og skal forbedres og de tiltag og mange aktører, der bidrager til at skabe de bedste forudsætninger for kvalitet.
For Det Konservative Folkeparti er det helt essentielt, at vi har en ældrepleje i Fredericia, hvor borgerne oplever en høj kvalitet, men også hvor medarbejdere og ledere oplever, at de har frihed og et godt arbejdsmiljø til at løse de opgaver, de er ansat til. For os følges tingene ad, og vi har en politisk opgave i at skabe forudsætninger for begge dele.
Når tal viser, at vi bruger færre kroner på ældreplejen, har vi selvfølgelig brug for at vide, hvilke konsekvenser det har for borgerne, og hvad det betyder for hjemmeplejen og hverdagen på plejehjemmene. Og for Det Konservative Folkeparti er det mindst ligeså vigtigt, at vi forholder os til, om de penge vi allerede bruger på ældreplejen bruges godt nok og kommer borgerne til gavn. For at sikre ældre en værdig alderdom med tryghed og nærvær, skal vi have styr på det helt grundlæggende, som handler om god ledelse, god planlægning og prioritering af kerneopgaven, at flaget hejses når der er fødselsdage på plejehjem, at medarbejdere og ledere er synlige og tilgængelige og ikke drukner i overflødige møder og bureaukratiske opgaver.
Men vi skylder også at høre borgerne, hvordan de oplever den hjælp, de modtager. At høre borgerne (og iøvrigt også medarbejderne), er en klar forudsætning for, at vi kan gøre tingene bedre, og at vi kan bygge videre på det, som fungerer godt. Og så skylder vi også at anerkende de mange medarbejdere, der hver dag løfter en kæmpe opgave, og som løber stærkt for at få hverdagen til at hænge sammen, og som tager sig tid til at løse de opgaver, de er ansat til. At have tid skaber også kvalitet.
Spirejobs er et godt eksempel på et tiltag, som Senior og Socialudvalget har iværksat, og som netop betyder, at der er mere tid til at gå en tur, spille spil eller bare have socialt samvær. Der har det seneste år været musik og sang på flere plejehjem, ligesom der gøres en kæmpe indsats for demensområdet i Fredericia. Alt sammen noget, der bidrager til kvalitet.
Men det betyder ikke, at vi kan læne os tilbage. Ældreplejen står stadig over for udfordringer, hvor der er områder, der kan forbedres, og som er nødvendigt vi prioriterer. Derfor arbejder Det Konservative Folkeparti bl.a. fortsat for, at der gennemføres en tilfredshedsundersøgelse i ældreplejen i Fredericia, så vi sammen kan udvikle kvaliteten.
ÆLDRE. Når Fredericia Kommune på blot fem år har sparet over en femtedel af budgettet på ældreområdet, giver det anledning til spørgsmål. Ikke mindst fordi kommunen fortsat befinder sig relativt højt på listen over kommuner, der bruger flest penge pr. ældre borger. Spørgsmålet melder sig derfor hurtigt, om Fredericia tidligere har været for rundhåndet, eller om besparelserne nu er gået for langt.
Kirsten Hassing Nielsen (C), næstformand i Senior- og Socialudvalget, erkender, at tallene vækker opsigt og skaber bekymring. Hun peger dog på, at en del af forklaringen på det dramatiske fald i udgifter skyldes, at Fredericia tidligere har ligget meget højt på listen over kommuner med dyre ældreplejer.
»Vi er jo også gået fra at have en af de dyreste ældreplejer. Så det er jo en del af forklaringen, at besparelsen alt andet lige virker større, for vi har haft en af de dyreste i landet,« siger Kirsten Hassing Nielsen og fortsætter:
»Men der er ingen tvivl om, at det, jeg er optaget af, det er, at vi bevarer kvaliteten. Hvis der skal laves besparelser – og de besparelser, vi har gennemført de seneste år – så er jeg meget optaget af, hvad det er, vi sparer på, og hvordan vi sparer, sådan at det netop ikke går ud over borgerne.«
Når samtalen falder på kommunens langsigtede udfordringer, henviser hun til det voksende antal ældre borgere, der skaber et stort pres på økonomien, ikke bare i Fredericia, men i alle landets kommuner. Og her er en central del af debatten ifølge hende, hvordan kommunen prioriterer midlerne fra staten, som er afsat til netop at følge den demografiske udvikling.
»Det er jo noget, vi hele tiden får nogle tal og prognoser på fra forvaltningen,« siger Kirsten Hassing Nielsen og tilføjer et konkret eksempel på, hvordan sådanne tal og prognoser tidligere har påvirket kommunens beslutninger:
»For nogle år siden havde vi en plan om, at der skulle bygges et nyt plejehjem, fordi der var mange ældre. Det har vi så udskudt, fordi der ikke er den stigning. Det er ét eksempel på det.«
Men prognoser alene er ikke nok, understreger Kirsten Hassing. Hun fremhæver, at en tydelig politisk opfølgning er nødvendig, og at hun vil sikre, at de penge, regeringen har afsat til at følge den demografiske udvikling, bruges rigtigt.
»Det, jeg vil være nysgerrig på, når vi nu genoptager det politiske arbejde efter sommerferien, er netop det her med, at regeringen jo har afsat nogle penge, der skal følge demografien. De midler skal sikre, at vi kan opretholde kvalitet og et godt serviceniveau.«
Hun understreger samtidig, at medarbejdernes trivsel og gode arbejdsvilkår er helt afgørende for kvaliteten af ældreplejen. Det handler ifølge hende ikke mindst om, at personalet rent faktisk får tiden til at løse deres kerneopgaver ude hos borgerne.
»Det handler jo dels om at sikre, at medarbejderne har tid til deres opgaver,« siger hun og henviser til tidligere initiativer fra sit eget parti.
»Det Konservative Folkeparti havde for nogle år siden et forslag om afbureaukratisering, hvor man gik ind og kiggede på, om der var nogle unødige regler eller retningslinjer, som vi ikke behøver at have i Fredericia Kommune. Jo mindre bureaukrati, desto mere tid til borgerne.«
En anden, men lige så vigtig dimension af arbejdsvilkårene handler ifølge hende om arbejdsmiljøet og den ledelsesmæssige indsats. Her har Fredericia Kommune allerede gjort vigtige fremskridt, blandt andet med nedbringelsen af sygefraværet på plejehjemmene. Alligevel erkender hun, at der fortsat ligger udfordringer og venter, især når det handler om medarbejderne i hjemmeplejen.
»Vi er lykkedes rigtig godt med at få sygefraværet ned på plejehjemmene, men inden for hjemmeplejen er vi endnu ikke nået helt så langt. Der håber jeg, at vi kan rykke lidt mere. At få nedbragt sygefravær har været en del af indsatsen for at skabe mere kvalitet. Jo mere genkendelighed, der er, og jo mere det er den samme medarbejder, der kommer hos borgeren, desto højere er kvaliteten.«
Den nye ældrelov ser hun som et vigtigt skridt mod en bedre hverdag for både medarbejdere og ældre borgere. Med lovens større fokus på frihed og fleksibilitet, blandt andet gennem arbejdet med faste teams, kan plejen ifølge hende blive mere værdig og nærværende.
Alligevel erkender hun, at visse områder måske er blevet ramt unødigt hårdt af de seneste års besparelser. Her fremhæver hun især kommunens forebyggende hjemmebesøg som et eksempel på en opgave, der muligvis er blevet overset i processen.
»Forebyggende hjemmebesøg er vigtige for at imødegå ensomhed blandt ældre. Det er et område, jeg vil få fulgt op på, for hvis vi har lavet nogle besparelser, der har haft konsekvenser for borgerne, vil jeg meget gerne vide det,« siger hun og peger samtidig på, at kommunen fortsat bruger alt for mange penge på vikarer.
»Vikarer er næsten dobbelt så dyre som fast personale, og vi har ikke nået langt nok med at få reduceret vikarforbruget. Der har vi stadigvæk en opgave,« siger hun.
Ifølge Hassing er bedre arbejdsmiljø, gode ledere og tydelig politisk retning afgørende for, at kommunen kan skabe stabile, attraktive arbejdspladser, der også kan tiltrække medarbejdere i fremtiden. Hun fremhæver kommunens »spirejob«, hvor unge ansættes på plejehjem, samt musikprojekter som vellykkede eksempler på initiativer, der både styrker kvaliteten i plejen og arbejdsmiljøet.
Hun peger dog samtidig på, at der stadig findes områder, hvor kommunen kan gøre mere for medarbejderne. Et af dem er supervision, som hun gerne så indført som en mere fast del af arbejdet i ældreplejen.
»Medarbejderne i ældreplejen modtager i modsætning til ansatte på andre områder ikke supervision. Det kunne jeg godt tænke mig, at vi fik indført, for det giver kvalitet,« siger hun.
Når udvalget mødes efter sommerferien, vil Kirsten Hassing Nielsen derfor bede forvaltningen nøje redegøre for, hvordan og hvor borgerne eventuelt er blevet ramt hårdt af besparelserne.
»Hvis det viser sig, at vi har sparet for meget, så må vi selvfølgelig reagere på det. Vi skal undgå besparelser, der er tæt på borgerne. Så flest muligt af vores besparelser går på at reducere overflødigt bureaukrati og ting, som ikke direkte berører borgerne,« understreger Kirsten Hassing Nielsen.
Det konservative byrådsmedlem er imens samlet set optimistisk omkring fremtiden:
»Jeg synes, vi er på vej i en god retning, men vi skal holde fast. Vi skal holde momentum i at sikre høj kvalitet og et godt serviceniveau i ældreplejen.«
KRIMI. TV 2’s hovedsæde på Kvægtorvet i Odense er her torsdag formiddag blevet evakueret på grund af en bombetrussel. Det oplyser TV 2 Nyheder.
Truslen blev modtaget via mail omkring klokken 10.00. Politiet blev omgående alarmeret, hvorefter alle medarbejdere blev bedt om straks at forlade bygningerne.
»Omkring klokken 10 indløb der en bombetrussel mod TV 2’s hovedsæde i Odense. Det blev selvfølgelig meldt til politiet, og politiet valgte derefter at evakuere hele Kvægtorvet,« siger TV 2’s journalist Svend-Vilhelm Mikkelsen til TV 2 Nyheder.
Fyns Politi bekræfter hændelsen på det sociale medie X, hvor de skriver følgende:
»I forbindelse med bombetrussel mod TV 2 på Rugårdsvej i Odense har vi afspærret Rugårdsvej. Find alternative ruter.«
Omkring klokken 12.30 oplyser politiet desuden, at man nu har sendt sprængstofhunde ind for at gennemsøge hele bygningen.
»Vi har ikke en tidshorisont, men det kommer til at tage mindst en time. Rugårdsvej vil fortsat være afspærret,« lyder det i en opdatering fra Fyns Politi.
Samtidig forsøger politiet at klarlægge, hvorfra mailen med bombetruslen er blevet sendt.
Ifølge en medarbejder på stedet, som TV 2 har talt med, tog politiet situationen meget alvorligt og bad medarbejderne om at søge langt væk fra Kvægtorvet.
Medarbejderne modtog også et varsel via SMS, hvori der stod:
TV 2 understreger, at de fortsat kan udkomme, da de også har en afdeling i København, som ikke er berørt af evakueringen.
Rugårdsvej er normalt en travlt trafikeret vej i Odense, og politiet opfordrer bilister til at finde alternative ruter, indtil situationen er afklaret.
I forbindelse med bombetrussel mod TV 2 har vi nu sendt vores sprængstofhunde ind for at afsøge hele bygningen. Vi har ikke en tidshorisont, men det kommer til at tage mindst en time. Rugårdsvej vil fortsat være afspærret #politidk
KRIMI. Den 66-årige mand, der natten til onsdag blev anholdt på fersk gerning under et indbrud i et kulturhus på Riberdyb i Kolding, er blevet idømt en straksdom på syv måneders fængsel.
Manden blev onsdag eftermiddag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding, hvor han blev dømt for flere forskellige forhold.
»Den 66-årige mand fik en straksdom på syv måneders fængsel. Han blev dømt for flere forhold vedrørende blandt andet indbrud, tyveri og overtrædelse af færdselsloven,« skriver Sydøstjyllands Politi.
Episoden, der førte til anholdelsen, fandt sted omkring klokken ét natten til onsdag, hvor politiet hurtigt kom frem til kulturhuset på Riberdyb efter en anmeldelse. Her fandt betjentene manden inde i bygningen, hvor han havde knust et køkkenvindue for at skaffe sig adgang.
Udbyttet fra netop dette indbrud var dog begrænset til blot to shotglas, men dommen viser altså, at manden havde flere sager bag sig.
Den 66-årige blev fængslet umiddelbart efter domsafsigelsen, oplyser politiet.
FINANS. I flere timer lørdag aften oplevede tusindvis af danskere, at betalingskortene svigtede i butikker, på festivaler og ved betalingsanlæg som Storebæltsbroen.
Nu melder Nets omsider ud med årsagen til det omfattende nedbrud, der skabte problemer landet over.
Ifølge en pressemeddelelse fra Nets skyldtes nedbruddet en »sjælden komponentfejl« i virksomhedens bagvedliggende infrastruktur, som bliver håndteret af en unavngiven global partner. Fejlen var så alvorlig, at Nets’ backup-system, der normalt skal træde til i tilfælde af nedbrud, heller ikke virkede.
»Vi blev ramt af en komponentfejl af en sjælden karakter, som hverken vi eller vores leverandør har set før, og som gjorde os ude af stand til hurtigt at genetablere normal drift,« siger Allan Bonke, landechef hos Nets, i pressemeddelelsen.
Nets understreger samtidig, at nedbruddet ikke skyldtes et cyberangreb.
Uafsluttede betalinger skabte problemer
Lørdagens nedbrud varede fra cirka klokken 19 til 22 og fik store konsekvenser for både bilister og festivalgæster.
Bilister på Storebæltsbroen strandede i lange køer, fordi betalingssystemerne var ude af drift. Samtidig blev festivaler som Grøn Koncert hårdt ramt, da gæster ikke kunne betale for mad, drikkevarer og andre varer.
Nogle restauranter oplevede endda at måtte lade kunderne gå med ubetalte regninger, fordi kortbetalingerne ikke fungerede, oplyser DR Nyheder.
Nets erkender også i pressemeddelelsen, at flere kunder efterføgende har oplevet fejltrækninger eller reservationer af beløb, som de ikke har brugt. Problemerne er ifølge Nets ved at blive løst i tæt samarbejde med datacentraler og banker.
»Disse hændelser er ved at blive håndteret og løst,« oplyser Nets ifølge DR Nyheder.
Tiltag for at undgå gentagelser
Nets er nu gået i gang med at indføre nye sikkerhedstiltag, som skal forhindre lignende problemer i fremtiden. Ét af tiltagene indebærer en udvidelse af muligheden for offline betaling, der hidtil kun har været tilgængelig med fysiske Dankort.
»Hændelsen i lørdags viste, at denne procedure ikke er forankret blandt en række kunder,« erkender Nets i pressemeddelelsen ifølge Ritzau.
Den nye offline-løsning skal implementeres bredere – særligt i supermarkeder og apoteker, der betragtes som kritiske for forsyningen af basale varer.
Erhvervsministeriet har bedt Finanstilsynet om at få Nets til at redegøre nærmere for hændelsesforløbet, og hvordan selskabets beredskabsplaner ser ud.
Ifølge Ritzau har Nets – der siden 2020 har været ejet af den italienske betalingskoncern Nexi – en markedsandel i Danmark på op mod 80 procent inden for kortbetalinger.
KRIMI. Sydøstjyllands Politi slog onsdag eftermiddag til mod flere adresser i Fredericia efter tip om salg af puffbars og euforiserende stoffer. Aktionen resulterede i fund af både puffbars, narkotika og svensk snus – og flere personer blev sigtet.
Politiet havde i et stykke tid modtaget tips fra borgere, som fortalte, at der muligvis blev solgt puffbars og euforiserende stoffer forskellige steder i byen. Efterforskningen ledte politiet frem til tre adresser, hvor man onsdag valgte at slå til.
Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller, at politiet ved den første adresse på Dalegade fandt 54 pakker svensk snus, som politiet mener var tiltænkt salg.
»Vi har taget snusen med os, men vi har ikke sigtet nogen i sagen endnu. Efterforskningen fortsætter,« forklarer vicepolitiinspektøren.
Politiet fortsatte herefter til en adresse på Høgevej i Fredericia, hvor de havde en ransagningskendelse på grund af mistanken om salg af puffbars. Her blev mistanken hurtigt bekræftet.
»På adressen på Høgevej finder vi 81 styk puffbars fordelt på 13 forskellige smagsvarianter. Derudover finder vi også 8,6 gram amfetamin, 0,26 gram MDMA og 39,80 gram hash,« fortæller Arno Rindahl Petersen.
Ved ransagningen på Høgevej blev en 41-årig mand fra Fredericia sigtet for både besiddelse af euforiserende stoffer og salg af puffbars, som er ulovlige at sælge i Danmark.
Politiets aktion sluttede på en tredje adresse i Gothersgade, hvor betjentene ligeledes havde en ransagningskendelse. Også her fandt politiet ulovlige puffbars.
»I Gothersgade fandt vi 30 puffbars, og vi har her sigtet en 19-årig mand fra Fredericia,« oplyser vicepolitiinspektøren.
Ifølge gældende dansk lovgivning er salg af puffbars forbudt i Danmark, og det er ligeledes ulovligt at sælge svensk snus. Imens vil besiddelse af euforiserende stoffer altid medføre en politimæssig sigtelse. Det er endnu uvist, hvilke konsekvenser sagerne får for de sigtede mænd.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.
KRIMI. Onsdag blev en travl dag for Sydøstjyllands Politi, og blandt sagerne på døgnrapporten befinder sig også en sag om to butikstyve i Kolding. De to gerningsmænd gik målrettet til værks og nøjedes ikke med ét, men hele to tyverier inden for blot få timer.
Det hele begyndte omkring klokken 14 i butikken Normal på Rendebanen i Kolding, hvor de to personer i forening fik fingrene i en testparfume, inden de slap væk fra stedet. Men tyvene var tilsyneladende langt fra tilfredse med dagens udbytte.
Klokken 17.35 satte de to igen kurs mod et nyt mål, denne gang Føtex, hvor de fik fat i flere kartoner cigaretter. Præcis hvor mange kartoner cigaretter, der blev stjålet, står endnu uklart for politiet.
Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller, at betjentene kort efter det sidste tyveri fik kontakt med de to mænd.
»Dem er vi nede at træffe, og i forbindelse med vores håndtering af dem finder vi dem også i besiddelse af en lille smule euforiserende stoffer,« siger Arno Rindahl Petersen.
Den ene af mændene – en 25-årig mand fra Kolding Kommune – blev, ud over butikstyverierne, også sigtet for besiddelse af kokain, fundet på ham i form af to mindre pølsemandsposer.
Den anden gerningsmand, en 21-årig mand ligeledes fra Kolding, blev også sigtet for begge tyverier. På ham fandt betjentene desuden otte små salgsposer indeholdende hash.
Politiet arbejder fortsat på at få klarhed over det præcise omfang af tyveriet i Føtex, herunder hvor mange kartoner cigaretter tyvene slap væk med og dermed den nøjagtige værdi af udbyttet. Efterforskningen fortsætter.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.
KRIMI. Onsdag aften måtte Sydøstjyllands Politi rykke ud til en voldsom episode på Møllebo Allé i Fredericia, hvor flere personer var involveret i tumult på åben gade.
Klokken var 21.23, da meldingen indløb om uroen, og politiet reagerede hurtigt. Fremme på stedet kunne betjentene konstatere, at konflikten havde udviklet sig fysisk med både slag, skub og spytteri blandt de involverede.
Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller, at politiet hurtigt fik styr på situationen, selvom det til at starte med virkede temmelig kaotisk.
»Der er en del personer, som er på gaden og har indledt sig i slagsmål. Der bliver spyttet, skubbet og slået lidt,« forklarer Arno Rindahl Petersen.
I alt fik betjentene kontakt med ti personer foruden de tre, der efterfølgende blev sigtet. De tre blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
»Vi ender med at sigte tre personer for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Der er tale om en mand på 26 år med bopæl i Holland, en 19-årig mand fra Fredericia og en ung mand på 15 år, også fra Fredericia,« oplyser vicepolitiinspektøren.
Den præcise årsag til konfrontationen på Møllebo Allé er endnu ikke klarlagt, men ifølge politiets foreløbige oplysninger bunder episoden formentlig i personlige uoverensstemmelser, der spontant eskalerede.
»Baggrunden for det her kender vi simpelthen ikke. Der er tilsyneladende bare nogle personer, der er blevet personligt uenige om et eller andet,« fortæller Arno Rindahl Petersen.
Vicepolitiinspektøren understreger samtidig, at der ikke er tale om hverken banderelaterede eller organiserede opgør mellem forskellige grupperinger. Politiet vurderer heller ikke, at der lå nogen form for planlægning bag konflikten.
Politiet arbejder nu videre med at få klarlagt alle detaljer i sagen, mens de tre sigtede må forvente et muligt juridisk efterspil for deres rolle i uroen på Møllebo Allé.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.
KRIMI. Onsdag aften måtte Sydøstjyllands Politi igen tage affære mod en bilist, der havde fået lidt for meget indenbords. Klokken var 19.15, da politiet standsede en personbil på Vestre Ringvej i østgående retning.
En rutinemæssig kontrol af bilens fører afslørede hurtigt, at der var grund til bekymring. Bilisten, en 59-årig mand fra Fredericia Kommune, viste sig nemlig at være påvirket af alkohol i en grad, der overskred det lovligt tilladte niveau.
Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller om hændelsen:
»Vi bringer køretøjet til standsning, og her kontrollerer vi føreren, som er påvirket af alkohol over det tilladte. Han bliver derfor sigtet for spirituskørsel.«
Episoden kommer efter et døgn med travlhed for Sydøstjyllands Politi, hvor både slagsmål, ransagninger og narkotikasager har præget døgnrapporten. Politiet har endnu ikke oplyst yderligere om sagen, men en efterfølgende undersøgelse skal nu formentlig fastlægge, hvor høj den 59-åriges promille var, og hvilke konsekvenser det får for hans førerret.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.
KRIMI. Døgnrapporten fra Fyns Politi byder på lidt af hvert fra rundt omkring på øen onsdag den 23. juli. Her er et hurtigt overblik over nogle af de mere bemærkelsesværdige hændelser.
I Assens lykkedes det tirsdag aften en endnu ukendt mand at stjæle ikke færre end 60 pakker cigaretter fra en butik på Nørre Alle. Ifølge anmeldelsen til politiet distraherede gerningsmanden en medarbejder, inden han stak af med tyvekosterne.
Også i Nyborg har ukendte gerningspersoner været på spil. En bilejer fik sig mandag en kedelig overraskelse på Svanedamsgade. Her var venstre bagerste siderude på bilen brudt op, og inde i køretøjet fandt bilejeren en større samling cigaretskodder, pistacienøddeskaller, en tom vodkaflaske og to Faxe Kondi-flasker efterladt.
I Otterup gik det onsdag eftermiddag galt for en 37-årig kvinde fra Nordfyns Kommune, da hun kørte på sin knallert på Hasmark Gade. På grund af sol i øjnene ramte kvinden et vejskilt, og da politiet ankom og testede hende, viste alkometeret en promille over det tilladte. Kvinden blev derfor sigtet for spirituskørsel.
Odense har også sin del af døgnrapporten. Onsdag aften klokken 21.01 standsede politiet en bilist på Grønløkkevej, som viste sig at være i besiddelse af salgsposer med euforiserende stoffer. Den 28-årige mand fra Odense blev sigtet og desuden testet positiv for narkotika.
På Tyrsbjergvej i Odense NV havde ukendte gerningspersoner søndag den 20. juli brudt et vindue op og stjålet smykker fra en bolig.
I Egeparken i Odense NØ blev en 27-årig mand onsdag aften klokken 20.50 ligeledes sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Tidligere på aftenen blev en 23-årig mand fra Nordfyns kommune sigtet for samme forseelse på Slørhatten i Odense SØ.
I Broby måtte en borger på Birkevej konstatere, at to udendørs væglamper var blevet afmonteret og stjålet.
På Langeland oplevede en bilejer tirsdag eftermiddag, at nummerpladen på hans varebil var faldet af på Schnohrsvej i Rudkøbing. Det blev anmeldt til politiet.
I Stenstrup ved Svendborg blev der begået indbrud på Krarupvej, hvor gerningspersonen knuste en rude i en dør. Herfra blev der stjålet forskelligt værktøj og byggematerialer.
Endelig måtte en borger på Brobæklunden i Odense S konstatere, at cyklens fordæk var blevet skåret op af ukendte gerningspersoner.
En orange skilteskov markerer i dag begyndelsen på et af Fredericias større klimaprojekter. Oldenborggade er fra i dag, tirsdag den 7. april, spærret for...