Valgplakaterne bliver snart leveret, og mærkesagerne er efterhånden finpudset, men burde jeg egentlig gå til valg på noget andet end at pengene skal følge barnet, at vi skal styrke tilbud som ”Din Indgang” og Videnparken Light? Burde jeg gå til valg på én ting? På at Fredericia kommuneskal overholde den danske lovgivning?
Det virker næsten for simpelt, for åbenlyst, for let. For selvfølgelig skal en kommune overholde lovene ligesom alle andre virksomheder og borgerne. Men virkeligheden er desværre noget andet.Alle os kandidater helt fra Enhedslisten til Liberal Alliance, kan komme med nok så mange visioner, mål og drømme til næsten ingen verdens nytte, hvis helt basal lovgivning ikke bliver overholdt. Det burde slet ikke være i overvejelserne, om dette kunne være en mærkesag, men ikke des tro mindre er det den tanke, der fylder mit hoved nu.
De sidste 14 dage har jeg ligget begravet i Barnets Lov, Databeskyttelsesloven og nogle konkrete sager fra familieafdelingen, og flere gange siddet for mig selv med kæben tabt helt ned på gulvet og en tåre i øjenkrogen, ikke på grund af afgørelserne, for dem forholder jeg mig ikke til, men pågrund af usaglig sagsbehandling med direkte lovbrud og flere gråzoner, som bestemt også kan hælde til det. Det er skræmmende læsning, som jeg ønsker alle fredericianere har in mente, når krydset skal sættes til november – for vores skønne bys skyld, og for de borgere som rammes af sygdom og ulykke, og skal kæmpe sig igennem en kæmpe ugennemsigtig regeljungle med lovbrud sået som tjørnebuske.
For det første må børnesamtaler ikke være ledende eller tendere til ”afhøring”. Det slog lektor fra Aarhus Universitet, Caroline Adolphsen, fast i Fredericia Dagblad i december 2023. Hensigten med børnesamtaler er at finde ud af, om barnet har behov for støtte, ikke afgøre om der er tale om strafferetligt skyldsspørgsmål – det er politiets job. Ydermere kommer man heller ikke frem til et retvisende billede af situationen, hvis man stiller nogle snævre rammer op, som barnet skal svare indenfor, som Adolphsen også nævner. Med andre ord ønsker børn at ”svare rigtigt”, og hvis man som voksen leder samtalen i en retning, så får man svar derefter. Denne sag ligger mere end to år tilbage, så derfor vil jeg lade gråzoner og tvivlen komme kommunen til gode, og ikke gå mere i dybden med den i dette debatindlæg.
En anden sag, som er aktuel netop nu, viser en meget lemfældig tilgang til samtykke og GDPR -faktisk så grelt at der er tale om brud på databeskyttelsesloven. Når man som forældre giver samtykke til indhentning af oplysninger til fx en børnefagligundersøgelse og tabt arbejdsfortjeneste, så må sagsbehandleren ikke bare gå ombord i personoplysningsbuffeten, og indhente efter forgodtbefindende. Der må helt konkret kun indhentes, hvad der er givet samtykke til, hvilket skal være meget specifikt og skrevet/sagt i et klart og let forståeligt sprog jf. artikel 7.2 i databeskyttelsesloven, og kommunen skal som dataansvarlig kunne påvise, at den registrerede(borgeren) har givet samtykke til behandling af sine personoplysninger jf. artikel 7.1 i databeskyttelsesloven.
Ydermere er principperne for behandling af personoplysninger at de ”indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og må ikke viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål” jf artikel 5.b i databeskyttelsesloven. Det vil altså sige, at sagsbehandleren ikke må sende et barns CPR. Nr. til fx mors private psykolog, når denne intet har med hverken kommune eller barn at gøre.
Dertil kommer, at kommunen ikke har helt styr på sin argumentation fx i afslaget på tabt arbejdsfortjeneste. I en afgørelse fremføres det, at der ikke foreligger et lægefagligt eller pædagogisk grundlag for, at hjemmepasning skulle være nødvendig. Alligevel fremgår det under afsnittet “sagens dokumenter”, altså de materialer, som kommunen selv har inddraget i vurderingen,at der både er to lægeattester og mindst én statusskrivelse fra familiekonsulenter. I disse fremgår det, at barnet kun kan rumme et meget begrænset timetal og har behov for flere ugentlige fridage. Familiekonsulenterne skriver endda ordret, at den bedste løsning for barnet er en kombination af dagtilbud og hjemmepasning. Men hvis hverken lægeattester eller faglige vurderinger fra familiekonsulenter anerkendes som et lægefagligt eller pædagogisk grundlag – dokumenter som kommunen vel og mærke selv har indhentet og senere vedlagt som grundlag for afgørelsen, så er det svært at se, hvad der overhovedet ville kunne opfylde det kriterie.
Desværre bekræftes de to familietragedier, jeg har gennemgået, som værende en bredere tendens. Dels ses det i den meget høje omgørelsesprocent på 48,6 % i sager, der tager udgangspunkt i Barnets Lov – hvilket vidner om, at næsten halvdelen af de trufne afgørelser som påklages vurderes at være mangelfulde eller forkerte. Dels understøttes billedet af borgerrådgiverens årsberetning, hvor man ser langt flest borgerhenvendelser vedr. familieafdelingen – næsten dobbelt så mange som det næststørste område. Årsberetningen peger tydeligt på systematiske problemer som manglende gennemsigtighed, overskridelser af sagsfrister, utilstrækkeligt grundlag for afgørelser samt store vanskeligheder for borgerne med at komme i kontakt med deres sagsbehandlere.
Sammenlagt tegner der sig et tydeligt billede af en familieafdeling, der ikke længere løfter den opgave, den er sat i verden for – nemlig at hjælpe børn og familier i de mest sårbare øjeblikke. I stedet ser vi en forvaltning, hvor lovgivning ikke konsekvent efterleves, afgørelser træffes på mangelfulde og/eller tvivlsomme grundlag, og borgerne føler sig overladt til et system, de ikke kan gennemskue. Det er ikke blot uacceptabelt – det er direkte skadeligt, og meget dyrere i længden.
Jeg tror ikke, at problemet skyldes manglende vilje blandt medarbejderne i familieafdelingen. Snarere er der tale om en ond cirkel, hvor medarbejderne ikke har de nødvendige rammer til at bruge deres faglighed og hjælpe de mennesker, som de har taget en uddannelse for at støtte. Det fører til afmagt, dalende motivation – og i sidste ende konsekvenser som strakspåbud, højt sygefravær og grædende medarbejdere, som så igen fører til dårligere sagsbehandling – og sådan forsætter det, hvis vi ikke gør noget andet. Derfor bør pilen ikke pege på den enkelte sagsbehandler, men på ledelsen og det system, der svigter både medarbejderne og de borgere, de er sat til at hjælpe.
Derfor vil jeg kæmpe for, at Fredericia kommune overholder den danske lovgivning, for det er nu engang forudsætningen for, at vi kan komme i mål med alle andre mærkesager – uanset om de så kommer fra venstrefløjen eller højrefløjen. Det burde ikke være en mærkesag. Det burde være en selvfølge at kommunen overholder dansk lovgivning. Men det er det desværre ikke. Endnu. Husk det, når krydset skal sættes til november.
