KULTUR. Der er noget særligt over en by, når den samler sig. Når Madsby Enge vågner til en himmel, der kan være både høj og blå eller tung af skyer, og duften af grillpølser og nybrygget kaffe blander sig med lyden af latter, musik og stemmer, der falder ind og ud af hinanden. Så ved man, at det er tid til Fredericia Heste- og Kræmmermarked.
I år er ingen undtagelse. Fra den 7. til den 10. august forvandles engen igen til et mylder af boder, telte og tivoli. Et sted hvor gamle traditioner og nye tiltag står side om side, og hvor Claus Erdmann – en af hovedkræfterne bag – forsøger at få styr på både detaljer og mennesker, mens vi taler.
»Undskyld, hvis jeg bliver lidt distraheret undervejs« siger han med et lille grin, mens han retter en hånd mod en flok frivillige, der trækker kabler hen over pladsen.
»Det bliver sgu nok ikke rigtig roligt mere i dag, men vi giver det et skud«.
Han har været med, så længe han kan huske. Først som dreng, der delte flyers ud, fordi hans far var primus motor, og siden som en del af det hold, der får det hele til at ske. Men helst vil han ikke have, at historien handler om ham. Det handler om markedet. Om byens fest.
»Vi betragter det jo som den helt store byfest. Der er ikke nogen fine fornemmelser. Det er fællessang og fadøl. Det er damefrokosten og de store koncerter. Og så er det selvfølgelig også alle kræmmerne, hvor folk går på jagt efter en god handel«.
I år er der omkring 1000 meter kræmmerboder. Alt er udsolgt. Heste, der engang var en fast del af programmet, er til gengæld blevet en sjælden gæst. Siden før corona har de ikke været der, og Claus ved ikke, om de vender tilbage.
»Der kommer altid en tre-fire stykker hen i informationen og spørger, hvor hestene er. Men dem har vi måttet skuffe de sidste par år«.
Det betyder dog ikke, at markedet står stille. Tværtimod. Når mørket lægger sig over Madsby Enge lørdag aften, vil lyden være en anden end de seneste mange år. I stedet for den velkendte twang fra et cowboyband vil scenen lyse op til tonerne af Djämes Braun og Bro. Det er musik, der forhåbentlig skal få de unge til at synge med i ét langt kor, og som måske vil få folk, der normalt ikke har fundet vej til lørdagens koncert, til at kigge forbi.
»I stedet for det sædvanlige cowboyband har vi i år Djämes Braun og Bro på scenen. Det er nok et lidt yngre publikum, vi rammer der. Men det er på tide, at vi prøver at lave noget for den målgruppe også«.
At forny sig uden at miste sjælen er en balancegang, der kræver mere end bare et par ændringer i programmet. Det handler om at mærke byens puls, at lytte til de historier og ønsker, der bliver fortalt hen over en nytrukket fadøl eller midt i et kræmmerbodskøb.
»Det er jo ikke noget, vi gør til hverdag. Vi laver kun det her én gang om året, så vi må tænke os om og lytte til folk, der har erfaring. For eksempel Tivoli, som kommer rundt mange steder. Vi prøver at optimere lidt hvert år, men vi passer også på, at vi ikke mister det, folk elsker ved markedet«.
For de mindste er det søndagen, der bliver noget helt særligt. Hvor lørdag aften er bygget til højtalere, lys og dans, er søndag formiddag pakket ind i børnestemmer og farverige figurer. Paw Patrol rykker ind på markedet, klar til at lade børnene danse med, inden de sammen med forældrene kaster sig ud i tivoliets glitrende karusseller og snurrende forlystelser. Det er den slags øjeblikke, hvor generationer mødes, bedsteforældre på bænke med is i hånden, forældre med kameraet klar og børn allerede på vej videre til den næste oplevelse.
Men intet af det kunne ske uden de frivillige. De er rygraden i alt, hvad der sker herude. Mennesker, der uden store ord eller krav stiller op år efter år, fordi de ved, at deres indsats betyder noget. Nogle bruger ugerne op til på at bygge telte, trække strøm og få logistikken til at gå op. Andre tager en enkelt vagt med et smil bag baren eller hjælper til i parkeringen.
»De er fuldstændig uvurderlige. Der er nogen, der løfter rigtig meget, og nogen, der løfter mindre, men der er brug for dem alle sammen. Fra dem, der arbejder to-tre timer, til dem, der lægger flere hundrede timer. Ingen kan undværes,« siger Claus Erdmann med et smil i stemmen, der afslører både taknemmelighed og stolthed.
På pladsen summer det allerede denne torsdag eftermiddag, en time inden det hele går løs. Hammerens slag mod træ blander sig med korte råb mellem frivillige, der får de sidste detaljer på plads. Duften af savsmuld hænger i luften, mens et par børn prøver kræmmerbodens klokke. Fra scenen slipper musikprøver ud, og i kaffeteltet sender maskinen den velkendte duft afsted. Om lidt åbner bankoteltet, og man kan næsten høre kuglerne rasle allerede nu. Hele weekenden står boderne klar, fra antikke møbler med patina til candyfloss, hvis søde duft svæver hen over pladsen.
Og midt i det hele står Claus med et sidste budskab.
»Folk skal bare komme herud og man kan være her kort eller længe. Der er gratis adgang. Det eneste, der koster, er parkeringen, og kommer man på cykel, er det jo helt gratis«.
Og sådan står Madsby Enge klar igen. Med åbne arme og en blanding af velkendte dufte og nye toner i aftenluften.
