Det er et stærkt ønske fra regeringens side, at anerkende et tidssvarende børnesyn, hvor børn og unge skal ses som selvstændige individer med egne holdninger, ønsker og perspektiver på deres liv og forhold. Det gælder uanset barnets eller den unges alder, modenhed og eventuelle funktionsnedsættelse.
Der ligger således mange gode intentioner bag Barnets Lov – uden tvivl. For, hvem kan ikke bifalde, at myndigheder skal lytte til, hvad børn og unge mener, og ønsker for deres liv og forhold omkring dem? Men desværre oplever jeg, i de børnesager jeg har kendskab til i Fredericia Kommune, at myndighedspersoner, i flertal, arbejder ud fra en meget tynd fortolkning af Barnets Lov.
Socialrådgivere skal have fokus på, at barnet og den unge skal have mulighed for aktivt, at deltageog gøre brug af deres ret til, at blive inddraget løbende i deres sag. Det betyder, at børn og unge bl.a. har mulighed for at anmode om aktindsigt og har mulighed for at klage over afgørelser. Barnets Lov skal sikre børnene og de unge flere rettigheder – både i lovgivning og i praksis.
Men hvad nytter de gode intentioner om et tidssvarende børnesyn og at børn og unge med loven fåren grundlæggende ret til at blive inddraget, og ikke mindst, får indflydelse på de forhold, der vedrører dem, når deres holdninger, ønsker og perspektiver kun bliver noteret som en bureaukratiskmarkering uden pondus.
Mit ønske med dette indlæg, er derfor at støtte og hjælpe Fredericias Skyggebørn, med at give dem en stemme herigennem; give dem ordet til at fortælle deres historie, og ikke mindst, fortælle, hvad de drømmer om for deres liv.
Freja Meyer, 13 år;
Der er gået alt for lang tid – det er på tide, at vi (Skyggebørn, red.) bliver hørt. For vi er ikke blevet hørt, så hvis jeg ikke snart kommer hjem til mine forældre igen, hopper jeg på nakken af kommunen.
Inden anbringelsen havde jeg det svært på den skole, jeg gik på. Jeg havde en rigtig god ven, en dreng, men pludselig var vi ikke så gode venner mere. Så jeg var ked af at gå i skole. Og jeg havde det også svært med fagene og lære noget. Men lærerne hjalp ikke rigtigt. Til sidst kom jeg ikke så meget i skole, og fik meget fravær i skolen.
Min mor har separations angst og havde derfor svær ved at sende mig i skole, når jeg var ked af det og ikke havde lyst til det. De dage, hvor jeg ikke kom i skole, var vi bare hjemme og hygge sammen; min mor og jeg. Det var stille og roligt; vi så nogle gange en film sammen eller sad bare og hyggede sammen. I skolen var der altid så meget larm og uro, det kunne jeg ikke have. Jeg havde også en hamster, Rosa, hos min mor, som vi legede med. I dag ved jeg, det ikke er godt, ikke at gå i skole. Men jeg var lille dengang og havde det svært i skolen.
Mine forældre har altid været perfekte; de er søde og kærlige. De elsker mig højt, jeg elsker også dem. Vi er sådan en familie der stoler på hinanden, taler sammen og hygger sammen. Vi gør hinanden glade. Som da jeg fik min hund, Tulle. Jeg har nemlig altid ønsket mig en hund, og mine forældre var så søde at give mig en hund.
Min mor og jeg har det godt sammen – vi kan tale sammen om alt. Jeg forstår slet ikke, hvorfor kommunen mener, mine forældre ikke er gode forældre. De er de bedste forældre, man kan ønske sig. Hvis jeg havde magiske kræfter, vil jeg trylle mig hjem til min mor og far for evigt og altid.
På et tidspunkt, mens jeg boede hjemme hos mine forældre, det var i 4.klasse, kom jeg rimelig meget i skole. Min mor var god til at sende mig i skole; enten sendte min mor mig afsted eller så kørte min far mig i skole. Eller så kom der en taxa fra kommunen på et tidspunkt. Det syntes jeg fungerede rigtig godt. Det forstår jeg ikke, hvorfor det ikke bare kunne fortsætte, i stedet for at sende mig i en plejefamilie.
På et tidspunkt sendte Kommunen mig i børnegruppe efter skolen, og i fritidsfamilie. Kommunen sagde, min mor skulle aflastes, men hun ville slet ikke have den fritidsfamilie. Så jeg var afsted i mere end 10 timer om dagen, og fik slet ikke tid sammen med min mor om aftenen, når jeg kom hjem. For når jeg kom hjem var jeg så træt, at jeg gik direkte lige ind i min seng. Jeg nåede slet ikke at være sammen med min mor og far. Det kunne jeg ikke holde til – jeg fik nok. Jeg kunne ikke mere – det var alt for meget uro. Og kan ikke være sammen med så mange mennesker hele tiden. Det kan jeg bare ikke.
Det samme er hos min plejefamilie. De har også en dreng, der er i pleje. Han går til fodbold og jeg går til spejder. Han respekterer mig ikke og ignorer mig altid. I denne weekend har han besøg af sin egen lillebror, som er i en anden plejefamilie. Og ikke engang hans egen lillebror, gider han, at tale eller lege med.
Jeg har svært ved at bo med så mange, og jeg føler mig slet ikke hjemme hos plejefamilien. De er søde nok. Men det er meget, meget bedre at være hjemme hos mine egne forældre.
Jeg græder hver dag over, at jeg er i en plejefamilie og ikke bor hjemme hos min mor og far. Jeg græder i skolen, hos veninder og om aftenen på mit værelse. Jeg har svært ved at sove, og når jeg endelig falder i søvn, vågner jeg altid ved 3-4`tiden om natten, og begynder at græde igen. Jeg er bare så ked af det.
Sidste år stak jeg af fra plejefamilien og løb ned til motorvejen, fordi jeg bare vil væk og hjem til Fredericia. Motorvejen ligger lige omme bag de huse, hvor plejefamilie bor. Og så kom Tobias (konsulent v/VRC Rådgivningscenter, red.) i sin bil for at samle mig op. Han var vred, og truede mig til at stige ind i bilen, ellers ville han ringe til politiet og så ville jeg ende på institution.
Kommunen og den der Ankestyrelse tænker slet ikke på børnene. De siger, de vil høre, hvad jeg gerne vil og, hvor jeg vil bo. Men de lytter ikke, de tager beslutninger for mig, som jeg slet ikke vil. Som i det sidste møde, hvor der sider nogle fra kommunen, en dommer og 2 andre; tror de er psykologer. Jeg kommer ind og fortæller dem, hvad jeg gerne vil, og det gør min advokat også. Alligevel besluttede de, at jeg fortsat skulle være i familiepleje. Og så siger de, at mine forældre ikke er gode forældre. Det er slet ikke rigtig. Jeg skreg højt da de fortalte os deres beslutning. Altså kommunen er syg i hovedet, for det er jo slet ingen hjælp for mig at bo væk fra min egen familie. Tværtimod er mit liv ødelagt – de straffer mig. Hvis ikke der snart sker noget, at jeg snart kommer hjem, så stikker jeg af og gemmer mig. Det er ikke godt for mig at bo her ved min plejefamilie. Mit værelse er ikke hyggeligt, som mit eget værelse, hjemme hos mor.
Jeg har ikke tillid til nogen som helst fra kommunen. Og nu har jeg en mand som sagsbehandler, og jeg er ikke glad for at kan ikke lide at tale med mænd – kun min far. Der er ingen i kommunen eller i retten (B&U udvalg og Ankestyrelsen, red.) som jeg stoler på. De beslutter bare selv, hvad de synes, så det er lige meget, hvad jeg siger alligevel.
Kommunen skulle have hjulpet min mor med separationsangsten og hjulpet mig i skolen. Der var kun min far der forstod os og hjalp os. I dag ses vi næsten ikke, vi er alt for lidt sammen. Jeg må slet ikke komme på besøg hjemme i Fredericia. Vi har noget der hedder overvåget samvær i Århus. Så jeg har ikke været hjemme på mit eget værelse i over 10 måneder. De gør det for at straffe os. De gør det i hvert fald ikke for at hjælpe. Men hvis jeg ikke snart kommer hjem, så kommer kommune til at fortryde det. Så gør jeg noget voldsomt!
Håber der er nogen, der læser det her, og som vil hjælpe mig, med at komme hjem til min mor og far igen.
Hilsen Freja
En anden af Skyggebørnene, er en dreng på 11 år – han vil heri indlægget gerne kaldes Lasse. Og han har ønsket at sætte dette foto af sig selv ind i sin tekst – med ordene:
Lasse, 11 år:
Det er et billede af mig, fra dengang jeg var lille, og dengang mit liv hjemme ved min mor og farvar godt. For mit liv er ødelagt nu. Fordi jeg skal bo hos en plejefamilie, og ikke hos min mor og far. Jeg savner dem hver dag.
Tror det hele rigtig startede i december, det år jeg blev 9 år. Der kom der alle mulige mennesker hjemme hos os. Hver dag. Det var hende fra kommunen, der sagde, det var for at hjælpe mine forældre med at få mig i skole. Men de sad bare der i sofaen med deres computer. Derfor havde jeg ikke lyst til at gå nedenunder i stuen, så jeg blev bare på mit værelse indtil de gik hjem. Jeg kunne ikke lide at der kom nogen hver dag. Der var ingen ro. Jeg kunne mærke, at min mor og far heller ikke kunne li`det. Den eneste jeg kunne li` var Adnan. Han spillede med mig, og vi gik tur på boldbanen. Det var sjovt.
Det var først, da jeg startede på en ny skole i Fredericia, Skolesvinget, at jeg kom i skole igen, hver dag. Jeg var glad for ikke at skulle tilbage til Krogsager, altså den gamle skole; en stor skole, med rigtig mange børn. Den kunne jeg slet ikke li`. I timerne larmede klassekammerater meget, og det hele var rundforvirret, så jeg vidst aldrig, hvad vi skulle lave i timerne.
Men i min nye skole var der ikke så mange børn i klassen, og der var altid 2 lærer i klasse. Klasse-kammeraterne larmede ikke så meget. Hvis de larmede, fik jeg, og nogle andre i klassen, bare hørebøffer på. Det var rart. Og hvis jeg blev ked af det, fik jeg lov til at gå ned i sammenhold. Der var et sted, hvor kun 2-3 andre børn var, som også var ked af det, eller havde brug for ro, så lavede vi noget hyggeligt sammen, stille og roligt. Det kunne jeg rigtig godt li`.
Men lige inden sommerferie skete der pludselig meget, og så kom hende fra kommunen ud på min nye skole, for at fortælle, at hun vil sende mig til en plejefamilie. Fordi min mor og far ikke var gode forældre. Og der kom en advokat hjem, for at snakke med mig. Så var mine forældre til et møde, hvor kommunen besluttede at jeg skulle i plejefamilie. Det ville jeg ikke. Jeg ville blive hos mine forældre.
Men så kom to fra kommunen og så kørte vi alle ned til nogle fremmed mennesker. De sagde, nu skulle jeg bo der. Så der bor jeg nu. Men jeg vil hellere bo hjemme hos min mor og far. Det har jeg også sagt til hende fra kommunen. Men hun siger bare, at det er bedst for mig, at bo her ved plejefamilien. Det forstår jeg ikke, for mine forældre er meget bedre. Min mor og far forstår mig.
Min plejemor er sød. Men det er min plejefar ikke. I starten tvang han mig til at gå mangekilometer, hver dag – det var jeg rigtig ked af. Men nu er jeg blevet tynd, så nu går vi ikke så tit mere. Og plejefar råber også nogle gange af os (plejebørn og plejemor, red.). Jeg føler, der altid er uro og larm hos plejefamilien. For der er jo også andre plejebørn. Men hjemme hos mor og far er jeg jo det eneste barn; det er dejlig, stille og roligt. Der kan jeg slappe af.
Jeg gider ikke at tale med nogen om det her mere, for der er alligevel ikke nogen der lytter til, hvad jeg gerne vil. Jeg vil bare have mit liv tilbage; og bo hjemme hos min mor og far igen.
Hilsen Lasse
