Nye racercykler skal få flere unge ind i triatlon

0
Nye racercykler skal få flere unge ind i triatlon

SPORT. Det bliver nu lettere at prøve kræfter med triatlon i Fredericia – også for dem, der ikke selv har en dyr racercykel stående derhjemme.

Fredericia Triathlon Team har med støtte fra DIF og DGI’s foreningspulje købt tre nye racercykler, som klubbens medlemmer kan låne gratis.

Formålet er at gøre sporten mere tilgængelig, især for børn og unge.

»For mange familier er det en stor udgift at investere 8-10.000 kroner i en cykel – især hvis man blot ønsker at afprøve sporten. Med de nye lånecykler kan vores medlemmer, primært ungdom, prøve triatlon på lige fod med de andre, inden de beslutter, om de vil investere i deres egen cykel,« fortæller klubbens formand Carsten Olesen.

Fredericia Triathlon Team håber, at initiativet vil åbne døren for flere nye medlemmer. Allerede den 18. august starter et introduktionsforløb for børn og unge, mens voksne kan prøve kræfter med et tre ugers introforløb fra den 22. september.

Regeringen vil rydde op i bøvl og papirnusseri for landets foreninger

0
Regeringen vil rydde op i bøvl og papirnusseri for landets foreninger

FRITID. Frivillige ildsjæle skal bruge mere tid på fodboldkampe, spejdermøder og banko – og mindre tid på papirarbejde. Det er udgangspunktet i regeringens nye udspil, der består af 30 initiativer, som skal gøre livet lettere for landets foreninger.

Regeringen lægger op til at forenkle regler, samle oplysninger ét sted og hæve grænserne for skattefri godtgørelse til frivillige. Tiltagene skal ifølge ministrene fjerne unødvendige snubletråde, der i årevis har frustreret foreningslivet.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

»I alt for mange år har papirnusseri og skrankepaveri gjort livet surt for de frivillige ildsjæle, der udgør fundamentet i landets mange foreninger. Derfor er vi nu klar med en damptromle af stærke initiativer, der skal kværne det unødvendige og meningsløse bureaukrati, som frivillige i foreningerne har revet sig i håret over.«

Et af initiativerne er, at foreninger i fremtiden kun skal forholde sig til ét regelsæt på byggeområdet, når de for eksempel vil arrangere kræmmermarkeder eller idrætsstævner. Et andet er, at oplysninger til banker og kommuner kan afleveres ét sted i stedet for flere.

Erhvervsminister Morten Bødskov fremhæver, at regeringen har lyttet til foreningernes ønsker.

»Danmarks stærke foreningsliv må ikke sande til i bøvlet papirnusseri. Vores foreninger binder børn, voksne og ældre sammen. Det skal vi værne om. Vi gør nu op med bureaukratiske snubletråde, når foreningerne i fremtiden vil kunne samle oplysninger til bankerne ét sted. Det er et stort skridt mod at skabe mere tid til banko og badminton end besværligt papirarbejde,« siger han.

Også minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde, Morten Dahlin, understreger betydningen.

»Et stærkt civilsamfund er fundamentet for livet i landdistrikterne, så at tage ansvar som frivillig i en forening må ikke være en byrde af bureaukrati. Nu rydder vi op i en bunke af bureaukrati og regler, så det bliver både nemmere og sjovere at være frivillig i en forening i Danmark,« siger han.

Udspillet bygger på et partnerskab med en lang række organisationer – fra DGI og Danmarks Idrætsforbund til Ældresagen, Frivilligrådet og Dansk Ungdoms Fællesråd – som har peget på over 40 mulige ændringer. To tredjedele af anbefalingerne bliver helt eller delvist gennemført.

Regeringen understreger, at partnerskabet fortsætter sit arbejde som værn mod nye regler, der kan skabe unødvendigt bureaukrati.

Foreningslivet favner en stor del af danskerne. Alene idrættens organisationer har 2,8 millioner medlemmer, dertil kommer spejdere, rollespillere, aftenskoler og mange andre. Med udspillet håber regeringen at lette hverdagen for de frivillige, så de kan bruge tiden på fællesskabet frem for papirbunkerne.

Robotstøvsugeren kan mere end 21 politikere

0
Robotstøvsugeren kan mere end 21 politikere

Jeg vil gøre mere rent i Fredericia Kommune i én valgperiode, end byrådet har formået på ti år. Jeg kører på “Bureaukrati-filter deluxe” – ikke varm luft. Satiren er i dettet skriv er til at få øje på – men alvoren er endnu tydeligere: Fredericia Kommune trænger til oprydning. Ikke kun i papirer og processer, men i politisk kultur og i forvaltningens håndtering af borgernes sager.

Robotstøvsugeren de kloge anbefaler, de ældre selv skal betale og installere i deres hjem – og selv dække vedligeholdelsen på – kan med fordel indsættes som mødeleder ved byrådsmøderne. Ikke kun som hjælp til rengøring, men som oprydning blandt både byrådets medlemmer og i den kommunale forvaltning.

En støvsuger kan nemlig rydde mere op end 21 politikere, fordi den som mødeleder sikrer AT:

• Mødet starter præcis kl. 17:00.

• Mikrofonen automatisk slukkes for dem, der taler i cirkler.

• Møderne bliver kortere når taletiden overholdes til punkt og prikke.

• Der ved punktet “økonomi” lyder et bip: “Advarsel – for meget rod registreret. Tøm posen straks!”

• Alle gamle “strateginotater” bliver suget op, så der bliver plads til reel handling.

En robotstøvsuger gør rent uden at diskutere først. Den har ikke partifarve – kun en støvpose, og det er nok. Den kan ikke skjule rod under gulvtæppet – for den løfter gulvtæppet af sig selv.

I forvaltningen er fordelene endnu større:

• Ingen flere sager under gulvtæppet – de ryger direkte i posen.

• Ingen flere uendelige rapporter – de bliver automatisk bortskaffet.

• Ingen flere undskyldninger – for sandhedsfilteret er installeret.

Hvis forvaltningen ikke kan levere klare svar, bipper maskinen højere end økonomiudvalget på overarbejde.

Robotstøvsugeren gennemgår budgetterne og melder selv:“Jeg har fundet en stor mængde smuds i budgettet. Flere poster er blevet justeret med en forkert indstilling. Jeg kan ikke selv gøre det rent, men jeg har sendt en opdateret version til revisoren, der kan gøre det ordentligt rent.”

Jeg har fundet en bunke af de sager, der skulle have været behandlet for tre år siden. De er blevet fejet ind under reolen for at gøre plads til nye.”

Robotstøvsugeren gør det med et smil på posen – men sandheden er, at borgerne fortjener en kommune, hvor effektivitet, ansvarlighed og gennemsigtighed ikke er science fiction.

Fredericia fortjener handlekraft og visioner

0
Fredericia fortjener handlekraft og visioner

Fremtiden tilhører dem, der kan tilpasse sig og kan navigere i forandring. Vi har brug for politikere, der tør give slip på illusionen om, at nogen har styr på det hele. Fredericia er en by med enorme muligheder – fra vores unikke placering ved Lillebælt til vores stærke erhvervstraditioner og rige kulturarv. Med et mere erhvervsvenligt, frit og visionært byråd kan vi skabe en fremtid, hvor både mennesker og virksomheder trives.

I dag sidder mange politikere fast i en reminiscens fra gamle kulturer uden at være åben for nye mekanismer i real time, så der løbende tilpasses. De holder fast i systemer, der ikke længere virker. Perfekt bygget til en anden tid, men virkningsløse den virkelighed, vi står i nu. 

Jeg stiller op til byrådet, fordi det er vigtigt vi kommer flere skridt videre med synlige fremskridt og målbare resultater der retfærdigør en handling og indsats med mål og delmål (KPI indikatorer).

Fredericia skal være en kommune, hvor vi tør tænke nyt og handle hurtigt. Hvor erhvervslivet mødes med åbne døre og ikke en mur af papirarbejde. Hvor lokale initiativer får frihed i stedet for kontrol ovenfra. Hvor vi skaber muligheder – ikke begrænsninger. Kort sagt: Ingen VIP-køer på rådhuset (heller ikke for borgmestre 😉).

Jeg arbejder for:

Det gode hverdagsliv

Hverdagen skal hænge sammen – for alle. Det betyder trygge rammer, stærke fællesskaber og nærværende service. Men det betyder også, at kommunen skal holde sig fra at blande sig i alt mellem himmel og jord. Vi vil have et system, hvor borgerne ikke skal vente i kø, men kan bruge tiden på familie, arbejde og fritid. Det er ikke rådhusets opgave at skabe problemer, men at fjerne friktion, så livet kan leves.

Retfærdighed skaber tillid

Når reglerne er ens og gennemsigtige, får borgerne tillid til systemet. Et nej til, at de mest højrøstede altid løber med ressourcerne. Liberal politik betyder, at det er indsats og ansvar, der tæller – ikke netværk eller hvem man kender på rådhuset. Med “én indgang” får borgerne et samlet kontaktpunkt, hvor de mødes med respekt, og hvor sager bliver koordineret, så man ikke selv skal agere projektleder i sit eget liv.

Et stærkt erhvervsliv

Arbejdskraft, vækst og skattegrundlag kommer ikke fra kommunen – men fra det private erhvervsliv. Det er virksomhederne, der skaber job, velstand og muligheder. Derfor skal vi gøre det nemt at drive virksomhed i Fredericia: færre regler, kortere ventetid og klare svar. Liberal Alliance arbejde for, en effektiv myndighedsbehandling. For os handler erhvervspolitik ikke om støtteordninger – men om frihed til at skabe og konkurrere.

Mindre centralstyring – mere frihed lokalt

Kommunen skal ikke styre alt ned i mindste detalje. Vi vil have standard-lokalplaner og gennemsigtige tjeklister, så 80% af alle sager kan afgøres hurtigt og forudsigeligt. En offentlig oversigt over pågående sager og realistiske behandlingstider skal give borgerne og virksomhederne klarhed og tryghed. Når kommunen holder op med at detailstyre, frigør vi tid, energi og kreativitet til det, der virkelig udvikler Fredericia: frie borgere, aktive lokalsamfund og et erhvervsliv i vækst.

Politiet søger løsning efter gentagne episoder: Mand skaber uro ved sygehusets rygeskur

0
Politiet søger løsning efter gentagne episoder: Mand skaber uro ved sygehusets rygeskur

KRIMI. En 37-årig mand, som politiet betegner som velkendt, har igen skabt uro ved Kolding Sygehus. Mandag formiddag lidt over klokken otte indløb en anmeldelse om, at manden opholdt sig i hospitalets rygeskur og opførte sig udadreagerende over for andre borgere.

Politikommissær Casper Christensen fra Patruljecenter Syd fortæller, at politiet kender manden fra tidligere episoder.

»Det drejer sig om en 37-årig mand, som politiet kender godt. Han opholder sig jævnligt i rygeskuret ved hospitalet og kan være lidt udadreagerende. Senest i går formiddag lidt over otte fik vi en anmeldelse om ham. Det er en person, vi som sagt kender, og vi forsøger at finde ud af, hvordan vi bedst kan afhjælpe situationen,« siger han.

Ifølge politiet handler det ikke om vold eller deciderede overfald, men om en utryg adfærd over for andre, der benytter rygeskuret.

»Han opholder sig i rygeskuret ved sygehuset og er lidt udadreagerende over for andre, der kommer der for at ryge,« fortæller politikommisæren.

Sagen er dog ikke enkel for politiet at håndtere. Det skyldes, at der er tale om et hospital, hvor alle i udgangspunktet har ret til at færdes.

»Det er jo svært at håndtere, fordi det er et sygehus. Hvis man kommer til skade, skal man naturligvis have lov til at komme der. Vi arbejder derfor med, hvordan vi bedst kan hjælpe i den her situation,« slutter Casper Christensen.

Politiet forsøger nu at finde en løsning, der både tager hensyn til hospitalets brugere og til manden selv. 

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

Husfredskrænkelse i Prinsensgade: Ekskærester i centrum for politianmeldelse

0
Husfredskrænkelse i Prinsensgade: Ekskærester i centrum for politianmeldelse

KRIMI. Mandag aften omkring klokken 23.15 blev politiet kaldt til Prinsensgade i Fredericia. Meldingen lød på, at en dør var blevet sparket ind i en lejlighed.

Da patruljen ankom, stod det klart, at situationen havde rod i en konflikt mellem to tidligere kærester. Politikommissær Casper Christensen fra Patruljecenter Syd fortæller, at der var tale om en husfredskrænkelse.

»I går aftes fik vi en anmeldelse fra Prinsensgade om en husfredskrænkelse. En person havde tiltvunget sig adgang til en lejlighed, og det handlede om en strid med en ekskæreste. Ingen kom til skade, og der var roligt, da politiet ankom. Sagen har ført til en enkelt sigtelse,« siger han.

Politiet har noteret, at anmeldelsen gik på en sparket dør, men det står stadig uklart, hvordan adgangen præcist skete.

»Det blev anmeldt, at en dør var blevet sparket ind, men da politiet kom frem, viste det sig at dreje sig om interne stridigheder mellem to ekskærester. Der var ikke tale om vold eller andre hændelser,« forklarer Casper Christensen.

En mand fra Fredericia er nu sigtet for husfredskrænkelse.

»En mand er sigtet for husfredskrænkelse, altså for at trænge ind et sted, hvor han ikke har noget at gøre,« siger politikommissæren.

Ifølge politiet var det en kvinde, der befandt sig i lejligheden, da anmeldelsen blev foretaget. Hun kom ikke til skade, og der var ro på stedet, da betjentene ankom.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

Stort indbrud hos Simple Homes – udbyttet vurderes til op mod en million

0
Stort indbrud hos Simple Homes – udbyttet vurderes til op mod en million

KRIMI. Virksomheden Simple Homes på Nordensvej i Taulov har i weekenden været udsat for et omfattende indbrud. Ifølge Sydøstjyllands Politi er der tale om et udbytte på op mod en million kroner.

Politikommissær Casper Christensen fra Patruljecenter Syd fortæller, at indbruddet hører til i den tunge ende.

»Vi har et større indbrud ude på Nordensvej, hvor der er stjålet en del redskaber til minilæssere for en værdi af op mod en million kroner. Vi er stadig i gang med at undersøge, hvordan det er foregået,« forklarer han.

Politiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse, hvordan gerningsmændene er kommet ind på området, og holder sig generelt tilbage med kommentarer. Indbruddet blev anmeldt mandag formiddag, men ifølge politiet er det formentlig sket i løbet af weekenden.

»Anmeldelsen kom mandag formiddag, men det er sket i løbet af weekenden. Fra fredag, da man gik hjem, til mandag, da man kom igen. Det præcise tidspunkt kender vi ikke,« siger Casper Christensen.

Simple Homes, som holder til i Taulov og driver lager på Nordensvej, har selv skrevet et opslag på de sociale medier om indbruddet. Her oplyser virksomheden, at der blandt andet er stjålet beboelses- og kontorvogne, en maskintrailer samt forskelligt udstyr og tilbehør, og politiet vurderer altså, at det samlede udbytte kan have en værdi på op mod en million kroner.

Virksomheden har samtidig udlovet en dusør på 10.000 kroner til den, der kan komme med oplysninger, som fører til, at materiellet bliver fundet. Simple Homes opfordrer alle, der ved noget, til at kontakte politiet på telefon 114 eller virksomheden direkte.

Efterforskningen er fortsat i gang, og politiet arbejder videre med at klarlægge, hvordan indbruddet er foregået, og hvem der står bag.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

16-årig i grundlovsforhør efter knivstikkeri på uddannelsescenter

0
16-årig i grundlovsforhør efter knivstikkeri på uddannelsescenter

KRIMI. En 16-årig dreng bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens efter et knivstikkeri i Skanderborg. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Meldingen om hændelsen kom mandag morgen klokken 08.50, hvor politiet fik besked om, at en 16-årig dreng var blevet stukket med kniv på UCS10 Uddannelsescenter Skanderborg. Kort efter, klokken 10.08, blev en jævnaldrende dreng anholdt som mistænkt for overfaldet.

»En 16-årig dreng blev i går mandag den 18. august anholdt for at have stukket en jævnaldrende dreng med en kniv. Den 16-årige bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens,« skriver Sydøstjyllands Politi.

Den unge formodede gerningsmand er sigtet for legemsangreb af særlig farlig karakter efter straffelovens paragraf 245, stk. 1. Grundlovsforhøret er berammet til klokken 10.00 og forventes at blive holdt for lukkede døre.

Offeret er ifølge politiet i stabil tilstand.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at de tirsdag morgen var til stede med den mobile politistation tæt ved uddannelsescenteret, hvor elever, forældre, lærere og andre borgere kunne komme i kontakt med betjentene. Den mobile politistation holdt ved Circle K på Højvangen i Skanderborg mellem klokken 07.00 og 10.00.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.

Ukendt mand narrede café i Fredericia for kontanter

0
Ukendt mand narrede café i Fredericia for kontanter

KRIMI. Mandag eftermiddag blev en café i Danmarksgade i Fredericia udsat for bedrageri. Omkring klokken 15.15 dukkede en ukendt mand op ved disken og lykkedes med at narre sig til et mindre pengebeløb.

Politikommissær Casper Christensen fra Patruljecenter Syd fortæller, at sagen stadig er under efterforskning, og at der fortsat er en del uklarheder omkring, hvordan gerningsmanden gik frem.

»Vi har en sag om bedrageri fra en café i Danmarksgade, hvor en ukendt mand har narret sig til et mindre pengebeløb. Det er stadig lidt uklart, hvordan han gjorde det, men det handler om at veksle nogle penge, hvor han afleverede nogle sedler, som i virkeligheden udgjorde et mindre beløb,« siger han.

Fremgangsmåden minder om et klassisk trick, hvor gerningsmanden udnytter forvirringen omkring vekslingen.

»Det er et mindre beløb, han afleverer, og så får han lidt ekstra penge tilbage, som han stikker af med,« forklarer Casper Christensen.

Politiet har endnu ikke oplysninger om mandens identitet, men efterforsker sagen videre.

»Vi har stadig et par spor, vi arbejder med, men jeg kan endnu ikke sige noget om gerningsmanden, for det har vi ikke oplysninger om på nuværende tidspunkt,« siger politikommissæren.

Efterforskningen fortsætter, og politiet håber at kunne identificere gerningsmanden ud fra de spor, der foreligger.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

Staldgården – fra fortidens mure til fremtidens muligheder

0
Staldgården – fra fortidens mure til fremtidens muligheder

Af Søren Rasmussen, Byrådsmedlem og Regionsrådskandidat for Dansk Folkeparti, Primulavej 7, 6000 Kolding, og Vibeke Henriksen, Byråds- og Regionsrådskandidat for Moderaterne, Dalbyvej 16, 6000 Kolding.

Staldgården er et sted, hvor Koldings historie bliver nærværende. Her har både kongelige heste og regimenter haft deres hverdag, og under besættelsen blev bygningen omdannet til Gestapos hovedkvarter – med fængselsceller, hvor den ene stadig står som barsk vidnesbyrd om en tid, vi aldrig må glemme.

Nu står vi med muligheden for at give Staldgården en ny rolle. Visionen om et moderne museumscenter med bl.a. Danmarks Sølvmuseum kan blive en stor attraktion, der både giver borgerne i Kolding Kommune og besøgende en stærkere oplevelse af Kolding som historisk by. Det er fortællinger, der kan samle generationer – og samtidig tiltrække gæster, skabe liv i handelslivet og give nye arbejdspladser.

Det er klart, at et projekt af denne størrelse kræver ressourcer. Men her er pointen: Kolding Kommune skal ikke bære byrden alene. Flere fonde har allerede vist interesse, og kommunens medfinansiering fungerer som et afgørende startskub, der kan udløse langt større investeringer udefra. Det er sådan, vi får meget mere værdi ud af hver lokal krone.

Vi ser derfor Staldgården som et klassisk eksempel på en investering, der betaler sig tilbage. Ikke kun i kroner og øre, men i form af identitet, stolthed og fællesskab.

Staldgården har i mere end 750 år været en del af Koldings rygrad. Nu kan vi sammen sørge for, at den også bliver en hjørnesten i fremtidens Kolding.

Stjal fra H&M og flygtede: Butikstyv anholdt og fremstilles i dag

Stjal fra H&M og flygtede: Butikstyv anholdt og fremstilles i dag

0
KRIMI. En 39-årig mand er sigtet for butikstyveri i H&M i Kolding Storcenter, efter at han onsdag klokken 12.25 stjal bukser og en bluse...