-0.1 C
Copenhagen
torsdag 25. december 2025

DSU-formand kom med opsang

0
DSU-formand kom med opsang

POLITIK. Der er dug i græsset og damp fra kaffekopperne. Klokken er præcis 07.00, og i Madsbyparken lyder de første strofer af ”Når jeg ser et rødt flag smælde”, som den har gjort det i mange år. Fredericianerne kender traditionen. 1. maj starter tidligt, og det gør den ikke mindst hos Socialdemokratiet, hvor morgensang, rundstykker og rød politik blander sig med majluften i parkens grønne omgivelser.

Formand for partiforeningen, Karsten Cordtz, åbner formiddagen med ordene: »Vi begynder lige at tø lidt op, for det ser ud til at blive en rigtig dejlig dag.«

Der blev sunget højt fra den røde arbejdersangbog, da Karsten Cordtz bød velkommen til 1. maj i Madsbyparken.

Vejret klarede lidt senere op, og som traditionen foreskriver, var det altså tid til taler og politiske budskaber. Tre talere – Katrine Funding formand for DSU lokalt, borgmester Christian Bro og folketingskandidat Maria Radoor – tog ordet og satte hver især fokus på fællesskab, historisk bevidsthed og aktuelle politiske dagsordener.

Et bord med plads til alle

Første taler var Katrine Funding, der i sin rolle som DSU-formand i Fredericia, med klar stemme og alvor i tonen mindede om, hvad der er på spil, når fællesskabet begynder at smuldre, og hvor meget der er at vinde, når det styrkes. Hun lagde vægt på, at fællesskab ikke er noget, man kan tage for givet, men noget der aktivt skal bygges og vedligeholdes, både politisk og menneskeligt.

»Fællesskab er ikke bare en hyggelig bonus i vores liv, det er selve fundamentet for vores samfund. I hvert fald det samfund, som vi kæmper for,« sagde hun og henviste til Socialdemokratiets kampskrift “Danmark for folket”, hvor linjen “Plads for os alle ved samfundets bord” indgik.

Katrine Funding fra DSU Fredericia satte fokus på fællesskabets betydning under sin tale i Madsbyparken.

Det blev til både et forsvar for partiets historiske rolle og en appel til nutidens beslutningstagere.

»Hvis vi som parti ikke formår at skabe et bord, hvor selv de allersvageste stadig kan sidde med, ja, så løfter vi ikke vores historiske opgave.«

Funding rettede i talen en direkte opfordring til de lokale kandidater frem mod kommunalvalget i 2025. Hun opfordrede dem til at tage initiativer, der kan forbedre fællesskaberne helt konkret, f.eks. gennem partnerskaber mellem folkeskoler og lokale foreninger, bedre adgang til fritidsaktiviteter for børn fra familier med færre ressourcer og flere tilgængelige lokaler til foreningslivet. Fællesskabet, understregede hun, begynder nedefra og skal bygges lokalt, og det kræver både politisk vilje og handling.

Demokrati i skyggen af historie og krig

Borgmester Christian Bro brugte sin 1. maj-tale på at føre tilhørerne gennem arbejderbevægelsens lange historie og frem til de aktuelle globale udfordringer, der – ifølge ham – gør kampens værdier højaktuelle. Han indledte med en historisk rejse, der startede i 1889, hvor 1. maj blev etableret som international kampdag, og han mindede om, hvordan krav om 8-timers arbejdsdag, afskaffelse af børnearbejde og bedre forhold på tværs af landegrænser lagde grundstenen for den bevægelse, Socialdemokratiet er rundet af.

»Vi er 135 år efter den første kampdag. Og endnu en gang må vi spørge: Hvem er det, der bliver sendt i krig? Hvem betaler prisen for de store magtspil?« lød det fra talerstolen, hvor Bro placerede dagens politiske kampe i en historisk sammenhæng.

Med henvisninger til både befrielsen den 4. maj, Grundlovsdag den 5. juni og Fredericias egen historie som fristad og fæstningsby, tegnede Bro et billede af demokratiet som noget skrøbeligt, men livsnødvendigt. Han pegede på, at vi i dag let tager friheder for givet, men at historien viser, hvor hurtigt de kan smuldre. 

»Uden den 4. maj, så havde vi ikke holdt 1. maj. I hvert fald ikke i den form, vi holder den i dag,« sagde han.

Borgmester Christian Bro deltog i morgenhyggen inden sin tale.

Samtidig adresserede han emner som klimaforandringer, social ulighed og, som han selv udtrykte det, kapitalismens ubarmhjertige mekanismer.

»Profit trumfer alt, eller trumper, skulle man måske sige,« formulerede han det med et glimt i øjet.

Alvortonen i talen skærpedes, da Bro rettede blikket mod Ukraine. Her beskrev han 1. maj ikke kun som en kampdag, men også som et symbol på demokratiets nødvendighed.

»Ukrainernes kamp er også vores kamp. Den er for demokrati og fred, og for den velfærdsmodel, vi har bygget op herhjemme.«

Grønne investeringer med røde rødder

Som afslutning på morgensamlingen trådte Maria Radoor, Socialdemokratiets folketingskandidat i Fredericia, frem foran de fremmødte i Madsbyparken. I sin tale tegnede hun et billede af det Danmark, hun ønsker at være med til at forme – et samfund, hvor grøn omstilling ikke skal ske på bekostning af sociale rettigheder, men i samklang med velfærd, faglighed og fællesskab.

»Grønne investeringer skal gå hånd i hånd med røde rødder,« sagde hun og betonede, at klimaomstillingen også skal være en arbejdspladsstrategi, hvor lærlinge, ufaglærte og faglærte får en central rolle.

Radoor fremhævede Fredericia som et konkret eksempel på den balancegang. Med henvisning til byens rolle i udviklingen af Power-to-X og brintteknologi, understregede hun, at den grønne industri skal bygges op lokalt og bæredygtigt – og ikke overlades til markedskræfter alene.

»Vi skal ikke konkurrere på, hvem der betaler mindst. Vi skal konkurrere på kvalitet, innovation og faglighed,« lød det fra talerstolen, hvor hun advarede mod social dumping og udenlandske firmaer, der presser løn- og arbejdsforhold i bund. Ifølge Radoor bør offentlige investeringer forpligtes gennem arbejdsklausuler og krav om danske løn- og ansættelsesvilkår.

Men talen handlede ikke kun om arbejdsmarked og klima. Radoor vendte også blikket mod velfærden og de unges vilkår. Hun talte om mistrivsel, ulighed og et system, der – som hun formulerede det – “burde løfte dem, men i stedet efterlader dem ensomme og pressede.”

Hun pegede blandt andet på behovet for flere voksne i daginstitutionerne, bedre og hurtigere hjælp til børn og unge i psykisk mistrivsel og større adgang til fritidsaktiviteter for børn fra økonomisk pressede familier. Det, sagde hun, handler ikke kun om trivsel, men også om retfærdighed:

»Det handler om værdighed og retten til en god barndom.«

Med det satte hun punktum for morgensamlingen, og knyttede, som de øvrige talere, det nære og lokale til de store globale bevægelser, som 1. maj også er rundet af.

Rundstykker og røde faner

1. maj i Madsbyparken 2025 forløb altså som traditionen foreskriver: Rundstykker, kaffe, morgensang og røde faner dannede rammen om en morgen, hvor både lokale medlemmer, unge DSU’ere og erfarne partifolk mødtes under åben himmel. Og bag den lune stemning gemte sig også en alvor, som talerne hver især greb fat i: krig, klima, social ulighed og demokratiets skrøbelighed.

Maria Radoor rundede morgensamlingen af med en formulering, der blev stående i luften et øjeblik, efter talen var slut:

»Når stormene raser derude, så er det sammenholdet herhjemme, der bærer os igennem.«

Ordene blev leveret som en opfordring, ikke kun til dem, der var mødt op i Madsbyparken, men til det bredere politiske fællesskab, som 1. maj har været en del af i mere end et århundrede.

Rekordforsøg i Fredericia: Camilla Pedersen vil skrive historie til Wings for Life

0

SPORT. Når Red Bull Wings for Life Run skydes i gang søndag den 4. maj, bliver det med startområde ved Kulturkasernen i Fredericia – og med tidligere verdens- og europamester i triatlon, Camilla Pedersen, blandt deltagerne.

Den 41-årige langdistanceløber går målrettet efter at sætte hele tre danske rekorder i Fredericia:

  • Danmarksrekord for 50 km (3:29:38)
  • Længste distance løbet på 6 timer (76,708 km)
  • Danmarksrekord for 100 km (7:51:34)

»Jeg elsker at udfordre mig selv, og jeg elsker at presse mig selv til det yderste. Når jeg alligevel skal løbe langt og hurtigt for at samle penge ind, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne prøve at løbe længst og hurtigst,« siger Camilla Pedersen.

Camilla Pedersen blev i 2014 verdensmester i triatlon, blot et år efter at hun havde ligget 19 dage i koma efter en alvorlig træningsulykke. Nu er hun klar til endnu et opsigtsvækkende comeback – og denne gang med udgangspunkt i hjertet af Fredericia.

Løber for en god sag

Wings for Life Run afvikles simultant i hele verden, men Camilla stiller op lokalt i Fredericia, hvor hun skal forsøge at holde tempoet foran den virtuelle målstreg – en digital bil, der starter 30 minutter efter løberne og gradvist haler ind.

»Jeg er ekstremt motiveret af både at kunne slå rekorderne og af at støtte en god sag. Det handler om at løbe for alle dem, der ikke selv kan løbe. Jeg ved, hvordan jeg havde det, da jeg selv lå i en hospitalsseng. Den følelse løber jeg gerne 100 km for at bidrage til, at andre ikke skal opleve,« siger hun.

Alle indtægter fra løbet går ubeskåret til forskning i rygmarvsskader. Man kan stadig tilmelde sig og være med – enten i Fredericia eller via appen hvor som helst i verden. Starten i Fredericia går søndag kl. 13.00 fra området omkring Kulturkasernen.

Flammer opslugte garage – beboere må forlade deres hjem

0
Flammer opslugte garage – beboere må forlade deres hjem

KRIMI. Natten til torsdag måtte beredskabet rykke ud til en brand i en garage og et udhus på 6. Julivej i Fredericia. I første omgang lød alarmmeldingen både på 6. Julivej og den nærliggende Bülowsvej, da branden var synlig fra begge adresser. Da politiets patrulje nåede frem, var der tydelige flammer fra garagen.

Vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortalte på politiets pressebriefing torsdag morgen:

»Vi får melding som brand i garage og udhus, og der er flammer fra garagen ved patruljens ankomst. Der kan vi i hvert fald konstatere, at der ikke er nogen personer i huset, og at der ikke er risiko for, at branden spreder sig til andre bygninger.«

Klokken 03.47 kunne brandvæsenet melde branden slukket. Alligevel var skaderne på ejendommen så omfattende, at flere beboere ikke kunne vende tilbage til huset, og derfor skal genhuses midlertidigt.

Uklare omstændigheder bag branden

Politiet har endnu ikke kunnet fastslå, hvad der præcist udløste branden, men ifølge vicepolitikommissæren var der blandt andet en motorcykel og en grill i garagen. Disse ting bliver nu undersøgt nærmere som mulige brandårsager, og politiet overvejer derfor også, om det bliver nødvendigt at gennemføre en egentlig brandteknisk undersøgelse.

»Vi er lige ved at undersøge, hvor meget vi skal ud og undersøge ekstra ude på stedet. Vi er lidt usikre på, hvad det er opstået af, men i garagen har der blandt andet været noget motorcykel, grill og sådan lidt,« siger Arno Rindahl Petersen.

Politiets efterforskere arbejder derfor fortsat med sagen, som endnu ikke er afsluttet.

»Vi har ikke lige nogen helt oplagt årsag til branden. Derfor vil vi lige undersøge, hvor meget vi skal undersøge videre,« afslutter vicepolitikommissæren.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.

En enkelt energidrik blev dyr for 15-årig

0
En enkelt energidrik blev dyr for 15-årig

KRIMI. En enkelt energidrik blev onsdag morgen årsag til, at politiet måtte rykke ud til Netto på Adelvej i Taulov.

Klokken var 09.48, da en butiksdetektiv bemærkede en ung dreng tage en energidrik, som han efterfølgende ikke betalte for. Tyveriet skete, da drengen gik forbi kasselinjen og videre ud i butikkens vindfang, hvor butiksdetektiven greb ind.

Det fortæller vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd ved Sydøstjyllands Politi torsdag morgen.

»Der er en butikstyv på Adelvej. Der er ikke stjålet meget, men onsdag morgen bliver en ung dreng standset af en butiksdetektiv i Netto, efter at han passerer kasselinjen. Han har taget et styks energidrik, som han ikke har betalt for. Der kommer vi ud og overtager,« siger han og uddyber, hvordan episoden konkret forløb:

»Butiksdetektiven opdager det jo og følger ham med, altså går med ham ud for at se, betaler han ved kassen. Det gør han ikke, og så standser han ham efter, at han har passeret sidste betalingsmulighed.«

Lige fyldt 15 år

Politiet konstaterede efterfølgende, at drengen netop havde rundet den kriminelle lavalder og var fyldt 15 år kort forinden.

»Vi har at gøre med en person, vi sigter her. Jeg kan se, han er lige blevet 15 år gammel og er fra Fredericia Kommune. Det har vi håndteret sammen med værger, og her har vi også haft kommunen med, når vi har haft med sådan en ung at gøre,« fortæller Arno Rindahl Petersen.

Det er almindelig praksis, at politiet inddrager kommunen, når der er tale om så unge gerningspersoner.

Der venter nu den unge dreng en sigtelse for butikstyveri.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.

Fredericia på flot 1. plads: Byen har Danmarks bedste sociale studiemiljø

0
Foto: fms.dk

UDDANNELSE. Landets ti bedste studiebyer er netop kåret, og Fredericia, der er debutant på listen, har fået en flot 8. plads. Og når det kommer til at skabe et godt socialt miljø, så er Fredericia helt i top. Fredericia placerer sig på en imponerende 1. plads blandt de 31 byer, der deltager i undersøgelsen.

Fredericia debuterer i år som en af Danmarks bedste studiebyer og rykker direkte ind i top 10 blandt store uddannelsesbyer som København, Aarhus og Odense. Det er syvende år i træk, at Studentum.dk kårer Årets Studieby, men det er første gang, Fredericia er med i opgørelsen – og med en imponerende 8. plads ud af 31 danske studiebyer bliver det tydeligt, at Fredericia har etableret sig på uddannelseslandkortet.

Blandt andet skriver Studentum, at »Fredericias entré på ranglisten viser, at byen har skabt et attraktivt studiemiljø og er en studieby i rivende udvikling, som kommende studerende bør holde øje med.«

Og det skal vi være stolte over, lyder det fra formanden for Unge- og Uddannelsesudvalget, Pernelle Jensen.

»Fredericia har igennem de seneste år fokuseret på at blive en stærk uddannelsesby. Derfor er vi både stolte og glade over, at Fredericia nu anerkendes som en af landets bedste studiebyer. At de unge tilmed scorer Fredericia i top på det sociale miljø viser, at vi har formået at skabe et levende og inkluderende studiemiljø – godt hjulpet på vej af fællesskabende arrangementer som Studiestart, hvor op mod 800 elever fra alle ungdomsuddannelserne hvert år i september bliver budt velkommen til et nyt skoleår med en række af den danske musikscenes største kunstnere. Derfor er det også vigtigt, at vi fortsætter med at skabe en by, hvor unge mennesker har lyst til at studere, bo og blive,« siger Pernelle Jensen.

Social trivsel og faglig kvalitet i topklasse

Fredericia placerer sig helt i top, når det handler om det sociale miljø. Fredericia får nemlig en imponerende 1. plads blandt alle 31 byer i undersøgelsen – en kategori, hvor trivsel, fællesskab og studieliv er i centrum.

Det viser, at de studerende i Fredericia oplever stærke fællesskaber og en nærhed, hvor der er plads til at være sig selv og blive en del af noget større.

Samtidig cementerer Fredericia sig som en by med høj faglig kvalitet. De studerendes vurderinger sender Fredericia ind på en 3. plads i kategorien faglighed – kun overgået af København og Aarhus.

»Vi er stolte af, at de studerende oplever et så højt fagligt niveau på tværs af byens uddannelsesinstitutioner. Det viser, at samarbejdet mellem uddannelserne i Fredericia virker, og at vi formår at give de unge en stærk faglig ballast, som ruster dem til fremtiden,« siger Jakob Lund, der er campuschef for IBC Fredericia Middelfart og formand for Fredericia Uddannelsesråd.


Her er Danmarks 10 bedste studiebyer i 2025:

  1. København
  2. Aarhus
  3. Aalborg
  4. Odense
  5. Kolding
  6. Esbjerg
  7. Herning
  8. Fredericia
  9. Sønderborg
  10. Horsens

Undersøgelsen bag Årets Studieby 2025 bygger på svar fra 822 unge fra hele landet, som har bedømt de 31 studiebyer ud fra ti parametre: Faglighed, Socialt miljø, Transportmuligheder, Karrieremuligheder, Billig bolig, Mulighed for studiejob, Kultur, sport og fritid, Uddannelsesmuligheder, Tryghed og Byliv.

Nyt bybusnet tilpasset borger-ønsker

0

TRAFIK. Koldings nye bybusnet, som træder i kraft 14. december 2025, bliver justeret på flere punkter for at imødekomme ønsker fra borgerne. Målet med omlægningen er at få flere til at tage bussen ved at sikre mere direkte forbindelser, flere busafgange og et mere overskueligt bybusnet.

Efter 369 høringssvar og grundige justeringer har Kolding Kommune nu vedtaget det nye bybusnet, som skal træde i kraft i 2025. Målet er klart: at gøre den kollektive trafik mere attraktiv og fordoble antallet af passagerer frem mod 2035.

»Med de justeringer, som er blevet indarbejdet i det nye bybusnet, imødekommer vi flere af de gode ønsker, som borgerne er kommet med, og samtidig holder vi fast i de nye elementer, der skal sikre os et stærkt bybusnet og gøre det mere attraktivt for flere at tage bussen,« siger Mads Astrup, områdechef for anlæg og drift i Kolding Kommune.

Politisk flertal bag

Bybusnettet blev vedtaget på byrådsmødet den 29. april af et flertal bestående af SF, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Venstre og Dansk Folkeparti stemte imod.

Justeringer i det nye bybusnet

Blandt de væsentligste ændringer finder man:

  • Seest: Linje 5 forlænges for at sikre bedre skoleforbindelse til Bakkeskolen.
  • Domhusgade: Linje 1A omlægges for lettere adgang til lægeklinikker.
  • Harte: En ekstra afgang til Harte og FGU tilføjes til linje 511.
  • Bramdrupdam: Ny flexrute indføres som forsøgsordning i et år.
  • Sygehuset: Linje 254 føres helt til sygehuset.
  • Vonsild: Linje 4 tilrettes, så Jobcenter og erhvervsområde dækkes.

Alle justeringer er sket med afsæt i borgernes input og er nu en del af det vedtagne net.

Nyt bybusnet skal løse gamle udfordringer

Det nuværende bybusnet beskrives som svært at gennemskue, med få afgange og for lange, kringelkrogede ruter. Det skal det nye net rette op på.

To nye A-ruter – én nord-syd og én øst-vest – bliver rygraden i netværket. De får afgange hvert kvarter i dagtimerne og binder centrale rejsemål som sygehuset, storcentret, boligområder og uddannelsesinstitutioner sammen.

»Der er fordele og ulemper ved ethvert bybusnet. Når vi – som vedtaget i vores mobilitetsplan – skal fordoble antallet af passagerer frem til 2035, så er vi nødt til at tænke i nye baner og trække på gode erfaringer fra andre kommuner. Jeg er sikker på, at introduktionen af A-ruter vil sikre et pænt stigende passagertal,« siger Mads Astrup og tilføjer:

»Nogle får måske lidt længere til busstoppestedet, men erfaringen viser, at borgerne er parat til at gå lidt længere efter en bus, som kører med korte intervaller. I Kolding by vil langt størstedelen af borgerne have adgang til en bybus inden for 400 meter, hvilket svarer til ca. fem minutters gang.«

Samtidige tiltag

Kommune og Sydtrafik opgraderer også stoppesteder, blandt andet med cykelparkering og læskure. Derudover ændres nogle regionale ruter:

  • Rute 254 opdeles i to (til hhv. Sdr. Stenderup og Hejlsminde)
  • Rute 103 får ny ruteføring via Skovvangen.

Fakta: Det nye bybusnet

  • 2 A-ruter: Kører hvert kvarter i hverdage (kl. 06-18), derefter hvert 30. minut til midnat.
  • 3 bybuslinjer: Kører hver halve time i myldretid, hver time derefter.
  • 1 pendlerrute: Forbinder Kolding Banegård med Lilballe.
  • 1 flexrute: Forbinder Bramdrupskovvej med busterminalen (bestilles én time i forvejen).

Det nye bybusnet forventes at træde i kraft senere i 2025. Du kan se det opdaterede kort og samtlige høringssvar og justeringer i dagsordenspunkt 20 fra byrådets møde den 29. april.

Yonis fra Kolding skal repræsentere Danmark ved verdens største reklamefestival

0

UDDANNELSE. Yonis Abdirizak Mahamed fra uddannelsen Grafisk Kommunikation på UC SYD i Kolding har vundet en eftertragtet plads på det internationale Roger Hatchuel Student Academy under den prestigefyldte Cannes Lions Festival.

»Det føles stadig uvirkeligt. Jeg er virkelig glad for muligheden, og jeg føler mig taknemmelig. Jeg glæder mig til at fordybe mig i en kreativ boble med talentfulde like-minded fra hele verden,« siger Yonis om udvælgelsen til det seks dage lange læringsprogram.

Akademiet er en integreret del af Cannes Lions – verdens største reklamefestival – og giver unge kreative værktøjer og netværk til at kickstarte en karriere i reklame- og kommunikationsbranchen.

Yonis blev udvalgt som eneste danske deltager gennem en personlig videopræsentation til Creative Circle, der varetager den danske repræsentation. Det er første gang siden 2018, at en studerende fra Danmark har fået en plads på Roger Hatchuel Student Academy, hvor der kun optages én deltager fra hvert land.

Udvikler sig i Amsterdam

Sideløbende med forberedelserne til Cannes er Yonis i praktik hos det internationale bureau addiktSchbang i Amsterdam. Her arbejder han med både hurtige kundeopgaver og længerevarende kreative udviklingsforløb, særligt inden for motion design.

Praktikopholdet er en vigtig del af hans uddannelse og giver ham indsigt i branchen samt mulighed for at styrke sine faglige og personlige kompetencer.

Yonis har ambitioner om at arbejde som art director og motion designer, når han er færdiguddannet i Kolding. Hans mål er at skabe projekter, der ikke blot er visuelt stærke, men som også kan bidrage positivt til verden.

Ny varehuschef klar til føtex Food i Kolding: »Jeg glæder mig til at møde kunderne«

0

NAVNENYT. Når føtex Food åbner sit nye varehus på Vestre Ringgade 4 i Kolding, bliver det med en erfaren købmand i spidsen.

53-årige Klaus Hansen tiltræder som varehuschef fra 1. maj og ser frem til både at vende tilbage til byen og introducere det populære føtex Food-koncept for koldingenserne.

»Det er en virkelig spændende opgave, og jeg ser frem til at vise føtex Food-konceptet til koldingenserne,« siger Klaus Hansen, der tidligere har været en del af Bilka Kolding for cirka 13 år siden.

Han kommer fra en stilling som foodchef i føtex Vesterbro i Odense og glæder sig over at vende tilbage til Kolding.

»Jeg husker byen som rigtig dejlig med gode seværdigheder, og jeg glæder mig meget til at møde alle kunderne og til at få nye kolleger med ombord,« lyder det fra den kommende varehuschef.

Fokus på fødevarer og fællesskab

Klaus Hansen har arbejdet med fødevarer gennem hele sin karriere i Salling Group, som han har været en del af siden år 2000 – dog med en kort afstikker på halvandet år. I den nye føtex Food glæder han sig til at inspirere kunderne med alt fra slagter- og delikatessevarer til bagerafdeling og convenienceprodukter.

»Det bliver spændende at byde kunderne velkommen i et helt nyt varehus, som ligger i et virkelig godt område. Jeg glæder mig til at engagere mig i lokalområdet – for eksempel sportsklubber og foreninger – og blive en del af nærmiljøet,« siger han.

En rutineret købmand

Med over 20 års erfaring fra Bilka og føtex, blandt andet i Bilka Ishøj og føtex Bolbro i Odense, betegner regionschef i føtex Food, Jimmy Busk, Klaus Hansen som det perfekte valg til den nye butik i Kolding.

»Klaus Hansen er en dygtig og rutineret købmand, som kender føtex Food og Salling Group rigtig godt, og jeg er virkelig glad for, at han har sagt ja til opgaven med at sætte føtex Food på landkortet i Kolding. Han er god til at arbejde med fødevarer, og jeg er sikker på, at han kommer til at gøre en forskel i Kolding,« siger Jimmy Busk.

Privat bor Klaus Hansen på Fyn og glæder sig til den daglige tur over Lillebæltsbroen. Når han ikke er på arbejde, nyder han tid med familien – kæreste, søn og datter – som alle også er en del af Salling Group. Derudover holder han af at bruge tid i haven.

»Jeg kan godt lide, at tingene er i orden – uanset om det er på arbejde eller i privatlivet, så det gælder også min have, som jeg godt kan lide at bruge tid på.«

Klaus Hansen får nøglerne til varehuset den 1. maj. Den præcise åbningsdato for føtex Food i Kolding bliver meldt ud, når ombygningen er færdig.

Hun runder den store dag i absolut topform

0

NAVNENYT. Charlotte Kyster, foreningsrådgiver hos Middelfart Sparekasse, fylder den 11. maj 60 år, og tre skønne børnebørn er medvirkende til, at hun på ingen måde føler sig gammel.

Hun strikker hver dag.

Men hun er også aktiv med træning, golf og gåture. Blandt andet.

Det med gåturene er ikke bare for sjov – det er for eksempel Caminoen, der er klaret med målstreg i Santiago de Compostela, og nu er blikket rettet mod den japanske camino, der måske bliver næste store oplevelse for hende og hendes mand.

Med andre ord er det en Charlotte Kyster i god form, der fylder 60 år søndag den 11. maj.

Fortrød sin opsigelse

Foreningsrådgiveren hos Middelfart Sparekasse blev sin tid uddannet advokatsekretær, og dybest set var drømmen en fremtid som advokat.

»Men så skulle jeg nok have hørt lidt bedre efter i skolen,« konstaterer hun smilende.

I stedet uddannede hun sig som ejendomsmægler og arbejdede i flere år med ejendomsadministration, men det var et job som sælger af systemer til ejendomsadministratorer, der faktisk førte hende ind i den finansielle sektor.

»Salgsjobbet var krævende med mange dage væk hjemmefra, hvor der var små børn, så jeg endte med en stress-sygemelding.«

Vejen tilbage blev via Middelfart Sparekasse, hvor Charlotte Kyster langsomt byggede fundamentet til sin arbejdsglæde op igen.

»Jeg sagde dog op, da jeg ikke kunne få flere og andre opgaver, men tre måneder senere ringede jeg til daværende vicedirektør Peter Møller og sagde: Det var en fejl, kan jeg komme tilbage?«

Veninderne samles til frokost

Det kunne hun, til glæde for begge parter, og siden har Charlotte Kyster været en del af holdet, der servicerer Middelfart Sparekasses mange foreningskunder.

At hun fylder 60 år, fylder intet i hende, for som hun siger, har hun aldrig været skamfuld over sin alder.

»Jeg er mor til fire børn, den ældste er 37 år, den yngste 21 år, og så er der også tre skønne børnebørn, og det er på en helt fantastisk måde med til at holde mig ung,« siger fødselaren, der i mange år har boet i Erritsø, selv om hun oprindelig stammer fra Amager.

Selve dagen fejrer hun naturligvis sammen med familien, men der er også planer om en damefrokost for de mange veninder.

Færre politiske udvalg – og mere fokus på borgerne

0
Færre politiske udvalg – og mere fokus på borgerne

Det Konservative Folkeparti ønsker færre, men stærkere og mere fokuserede udvalg – med et tydeligt ansvar og færre overlap. Det skaber ikke bare bedre rammer for det politiske arbejde, men også større klarhed for borgerne og forvaltningen; hvem har ansvaret, og hvem kan holdes til ansvar? Politik er for os ikke en levevej – politik skal være en løsning.
Det Konservative Folkeparti vil have færre politiske udvalg efter kommunalvalget. Det vil sikre mere effektive beslutningsprocesser og flere politiske resultater til gavn for hele Fredericia. Herudover ønsker vi også at der er flere udvalg, hvor borgere og organisationer har mulighed for at blive inviteret ind i de politiske beslutningsprocesser, da det er vigtigt at give indflydelse og sikre en reel inddragelse af borgerne.

Det handler ikke om at skære hjørner, men om at sikre, at beslutninger træffes hurtigere og med større ansvarlighed. Alt for ofte ser vi, at udvalgsstrukturen bliver brugt som en måde at dele politiske poster ud – i stedet for at tænke i, hvad der er bedst for borgerne. For mange udvalg betyder ofte slørede ansvarsområder og lange, træge beslutningsgange. Det gavner ikke Fredericia.
For Det Konservative Folkeparti er det en grundlæggende værdi, at vi arbejder for borgerne og for en positiv udvikling for Fredericia, og det afhænger i den grad af, hvor mange udvalg der er. Der bør ryddes op, også i de mange udvalg. Det er sund fornuft.

Alt for længe har det kommunale og politiske maskineri været præget af langsommelige og uigennemsigtige beslutningsprocesser og unødigt mange udvalg, der i sidste ende gør det svært at tage ansvar og skabe klare politiske resultater. Når for mange udvalg skal høres, og beslutninger skal forbi adskillige instanser, går det ud over både tempo og gennemsigtighed.
Politik skal handle om handling – ikke om møder for mødernes skyld. Ved at trimme udvalgsstrukturen skaber vi mere tid til kerneopgaven.
Når vi reducerer antallet af udvalg, gør vi det lettere at skabe resultater og lettere for borgerne at se, hvem der har ansvaret. I sidste ende til gavn for dem, det hele handler om; borgerne.
Rigtig god 1. maj til alle!

Forsøg på indbrud, stjålne nummerplader og fyrværkerihærværk

Forsøg på indbrud, stjålne nummerplader og fyrværkerihærværk

0
Fyns Politis døgnrapport op til juleaftensdag rummer flere sager om forsøg på indbrud, tyveri og hærværk rundt om i politikredsen. I Middelfart blev der mandag...
Hvis militær dømmekraft udliciteres 

Hvis militær dømmekraft udliciteres 

Død person fundet udendørs i Kolding

Død person fundet udendørs i Kolding

81-årig omkommet i brand

81-årig omkommet i brand