-0.6 C
Copenhagen
torsdag 25. december 2025

Mere debat og færre lukkede punkter, tak

0
Mere debat og færre lukkede punkter, tak

LEDER. Det er påfaldende, at mange afgørende beslutninger i det lokale demokrati træffes i kulisserne og praktisk talt uden offentlig indsigt eller debat, før efter kendsgerningerne er besluttet.

En læser bemærker i et frisk læserbrev, at det kniber for mange med at gå hen og stemme til kommunalvalget. En forklaring, der bør overvejes, er, om der er for mange lukkede punkter på programmet, som dybest set ikke inddrager befolkningen på nævneværdig vis. På mange måder har det lokale nærdemokrati lidt alvorlig skade af de kommunalreformer, der har forvandlet kommunerne til forretninger med milliardstore budgetter. Det er trist; idéen med et lokalt demokrati er, at borgerne får mere indflydelse på de helt nære forhold i deres lokale miljø. Men måske er vi endt med et skindemokrati?

Politikere begrunder en længere række af beslutninger på lukkede møder med nødvendighed. Det kan eksempelvis være salg af kommunale ejendomme eller udvidelse af de lokale sportsarenaer. For dem er der med andre ord tale om administrative afgørelser. Ud fra denne logik er der slet ingen grund til, at der sidder folkevalgte og træffer sådanne beslutninger. Det er jo administration.

På det seneste byrådsmøde kunne man afvikle de fleste punkter på blot en halv time. Man skyndte sig igennem dagsordenen for hurtigt at nå frem til de lukkede punkter, som handlede om de store emner og egentlige beslutninger. Undervejs nåede de få byrådsmedlemmer, der havde noget at sige, at rose forvaltningen – en fast tradition i Fredericia – mens resten blev besluttet uden nævneværdig politisk debat. End ikke en grundlæggende diskussion af fordele og ulemper fandt sted.

For i Fredericia er der tilsyneladende kun fordele ved et forslag, der er nået så langt som til byrådssalen. Det betyder nemlig, at forvaltningen allerede har præsenteret noget for politikerne, som disse for længst har accepteret.

Byrådsmøderne tjener således primært det formål at få den formelle del af lovgivningsprocessen overstået, og hvis det stod til flertallet af byrådsmedlemmerne, ville de formentlig gerne slippe for at høre på monologerne fra de respektive udvalgsformænd, der blot præsenterer allerede trufne beslutninger for offentligheden.

For i Fredericia er borgerinddragelse ikke blot uønsket; den er ligefrem forhadt.

Den siddende borgmester har ved samtlige byrådsmøder klart tilkendegivet, at han finder politisk debat under møderne overflødig og besværlig. Gentagne gange har han bedt de få politikere, der ønsker debat, om at lade det ligge med bemærkninger som: »Vi behøver ikke snakke om det nu«, »I behøver ikke ryge i totterne på hinanden«, »Det er ikke det, vi skal tale om«, eller »Det er, som det skal være« – og lignende.

Processen kan man selv vurdere ved at se optagelserne af de seneste tre byrådsmøder her på avisen. Kort sagt fremstår møderne som et aftalt skuespil for offentligheden, hvor medlemmer, der afviger fra manuskriptet, straks bliver irettesat. Man skal hurtigt videre til »de rigtige punkter«, holde øje med klokken og lignende.

Fornemmelsen af, at byrådet blot skal »skøjte« igennem dagsordenen, er så tydelig, at man ofte får tanken, om ikke medlemmerne var bedre tjent med at filme deres replikker tidligere på dagen, så de kunne komme hjem, se tv eller gå ud i haven i stedet for at sidde i byrådssalen.

Er der opstået en politisk kultur i Fredericia, hvor kritik er uønsket? Det virker sådan. Når et byrådsmedlem tager ordet, lyder det ofte næsten som en stor undskyldning. Hvis man læser dagsordenen på forhånd eller sætter sig grundigere ind i punkterne, burde der ellers være rigeligt at diskutere. Selv når emnerne har fået medieomtale længe før mødet, synes det ikke at påvirke byrådsmedlemmernes manglende interesse for debat. Det mest bemærkelsesværdige er, hvor mange medlemmer, der stort set aldrig rejser sig op for at sige noget.

I denne uge besluttede byrådet at foretage massive investeringer i byens sportsarenaer. Uden at tage stilling til, om det er godt eller skidt, er det slående ved den beslutning, at den er truffet uden nogen form for demokratisk diskussion eller offentlig omtale. Ingen læserbreve, ingen debatter og ingen nævneværdig mediedækning har præget forløbet forud for beslutningen. Kun efter vedtagelsen har man fortalt, hvor godt og rigtigt det hele er.

Faktisk kan man konkludere, at samtlige store beslutninger i Fredericia gennem usædvanligt mange årtier er truffet bag kulisserne og på lukkede møder.

Om det er muligt at ændre på disse forhold, kan virke tvivlsomt. Det tætteste Fredericia er kommet på en ny kultur, var det alternative flertal under forrige års debatforlig. Derfor bliver det spændende at se, om muligheden for nye politiske konstellationer kan vække borgernes demokratiske interesse til live igen. Om man fremover vil være villig til at sende flere punkter ud i offentlig debat, arrangere flere borgermøder eller måske endda gennemføre folkeafstemninger. Om man vil ændre samspillet mellem embedsfolk og politikere.

Det er ikke andre beslutninger, vi her efterlyser. Det handler heller ikke om bestemte politiske emner, og det er helt uden partifarve. Nej, det handler udelukkende om at sikre en demokratisk proces, der inddrager befolkningens synspunkter – uanset om emnet er gravearbejde på Nørrebrogade, støjproblemer eller sportsarenaer.

Tind efter historisk beslutning: »Vi er ved at skifte gear i Fredericia«

0

POLITIK. Fredericia Byråd har netop truffet en historisk beslutning, der sikrer omfattende investeringer i byens to store sportslige fyrtårne: Fredericia Håndboldklub og FC Fredericia. Det glæder formanden for Kultur- og Idrætsudvalget, Peder Tind (V), der ser beslutningen som endnu et tegn på, at Fredericia for alvor har sat kurs mod en lys fremtid.

»Det er en historisk beslutning, en rigtig, rigtig vigtig beslutning. Vi har to fyrtårne, der leverer på øverste hylde, og det er vi utroligt begejstrede og taknemmelige for. Vi har et FHK, som leverer så flotte resultater, at de som minimum er garanteret europæisk deltagelse næste år, og vi har et FC Fredericia, som lige nu er favorit til at rykke op i Superligaen. Det er helt fantastisk, at en by med godt 50.000 mennesker kan præstere så formidable resultater,« siger Peder Tind.

Udvidelsen af faciliteterne betyder blandt andet, at Middelfart Sparekasse Arena, hjemmebane for Fredericia Håndboldklub, får en ny tribune, der skal sikre plads til flere tilskuere til europæiske kampe. På Monjasa Park skal der også ske en større udvidelse, såfremt FC Fredericia rykker op i Superligaen.

Fredericia er i gang med at skifte gear

For Peder Tind handler investeringerne om mere end bare sport. Han mener, det har stor betydning for hele Fredericias identitet og branding, at byen markerer sig stærkt nationalt og internationalt.

»Jeg tror, det her skaber en stolthed. Jeg oplever, at det er med til at styrke vores selvforståelse. Når vi har et FHK, der spiller fantastisk håndbold, og når Melvin Kakooza træder ind i bestyrelsen hos FC Fredericia, og klubben samtidig ligger til oprykning, så skaber det en stærk fortælling om Fredericia. Det viser, hvad vi kan,« fortæller han og fortsætter:

»Jeg er rigtig stolt og glad over, at vi har truffet beslutningen om at sikre, at vores hjemmebaner både i håndbold og fodbold har de bedste forudsætninger. Jeg håber og tror, FC Fredericia rykker op. Den er ikke hjemme endnu, og vi skal passe på ikke at jinxe det, men jeg har en stærk tro på, at Fredericia har endnu flere gear at rykke op i.«

En begivenhedsrig periode for Tind

Peder Tind har siddet som formand for Kultur- og Idrætsudvalget i næsten fire år, og med beslutningen om udvidelserne krøner han en periode, som han selv kalder »begivenhedsrig«:

»Jeg er stolt, når det går godt for Fredericia. Når Fredericia Kommune shiner, så bliver jeg stolt som fredericianer. Der sker rigtig meget godt på kulturen og idrætten lige nu. Vi har et musicalteater, der går fantastisk, vi har Wings for Life, Royal Run og en genindførelse af festen for de frivillige. Det handler alt sammen om fællesskaber og relationer, og om at støtte op om både elite og bredde,« siger han og tilføjer:

»Jeg oplever, at det her er en fortælling om, at Fredericia er i gang med at skifte gear. Det er også det, jeg hører, når jeg kommer rundt. Der er en positiv opfattelse af, hvad der sker her i byen lige nu.«

Venstres vision er lykkedes

Efter sidste kommunalvalg fremlagde Venstre en mesterplan for Fredericia, der blandt andet fokuserede på at styrke idræts- og kulturlivet. Set i lyset af de seneste års resultater føler Tind, at planen er lykkedes:

»Jeg er rigtig godt tilfreds. Man husker eksempelvis Royal Run som en fantastisk dag, hvor Fredericia stod knivskarpt. Når man spiller god håndbold og fodbold, leverer fantastiske forestillinger, og samtidig fejrer vores kulturarv som 5. og 6. juli endnu flottere end tidligere, viser det, at byrådet og forligspartierne virkelig har taget et kæmpe ansvar for at sætte strøm til kultur- og idrætslivet,« siger han afsluttende:

»Vi har virkelig skiftet gear, og det er jeg hammerende stolt af at være en del af.«

Nyt rekrutteringsinitiativ blev kæmpe succes: Fredericia Kommune oversvømmet af ansøgere til direktørstilling

0
Nyt rekrutteringsinitiativ blev kæmpe succes: Fredericia Kommune oversvømmet af ansøgere til direktørstilling

KOMMUNALT. Fredericia Kommune oplevede i første omgang, at meget få ansøgere meldte sig til stillingen som ny teknisk direktør. Men efter en ny, kreativ rekrutteringsstrategi med bl.a. videoannoncer er kommunen nu blevet oversvømmet af ansøgere. Hele 50 kandidater har meldt sig, og det vækker begejstring hos kommunaldirektør Thomas Jaap.

– Vi har valgt en mere moderne tilgang til rekrutteringen, hvor vi blandt andet har brugt video til at præsentere jobbet og Fredericia Kommune. Det har i dén grad givet resultat. Ansøgningerne er nærmest væltet ind, fortæller Thomas Jaap.

Fredericia Kommune har allerede udvalgt fem særligt kvalificerede kandidater, som nu inviteres til første samtalerunde. Normalt indkalder kommunen tre eller fire kandidater, men denne gang har ansøgerfeltet været af så høj kvalitet, at man har valgt at udvide.

– Kvaliteten i ansøgerfeltet har været så høj, at vi denne gang har valgt at invitere fem kandidater, understreger Jaap, der glæder sig over, at så mange ønsker at arbejde netop i Fredericia Kommune:

– Det viser tydeligt, at Fredericia er et attraktivt sted at arbejde. For mig personligt betyder det utrolig meget, at så mange dygtige mennesker gerne vil være en del af vores kommune, siger Thomas Jaap.

Samtalerne med kandidaterne afholdes snarest muligt, og Fredericia Kommune forventer at kunne præsentere sin nye tekniske direktør inden længe.

Formstærk Moberg lyspunkt for FHK før nøglekamp mod GOG

0

SPORT. Han var en af de helt store profiler, da Fredericia Håndboldklub tidligere på sæsonen slog polske Wisla Plock i Champions League. William Moberg viste dengang sit internationale format som topscorer for FHK i en mindeværdig sejr. Siden da har det været mere stille omkring den svenske bagspiller – men nu begynder formkurven igen at pege i den rigtige retning.

Moberg har i en periode ikke ramt det niveau, han tidligere har vist, men de seneste slutspilskampe indikerer, at han er ved at finde tilbage. Først leverede han en solid indsats i den første slutspilskamp mod Bjerringbro-Silkeborg, hvor han nettede seks gange på 11 forsøg og samtidig viste sin playmaker-evne med flere gode opsætninger af spillet.

I anden slutspilskamp mod TTH Holstebro – som FHK tabte 28-32 – var Moberg en af de få FHK-spillere, der formåede at løfte niveauet. Med syv mål på ni afslutninger og hele fire assists spillede han en central rolle og var klart den mest iøjnefaldende bagspiller på et hold, hvor ellers meget lidt fungerede.

Moberg er ikke kendt som holdets mest scorende spiller, men hans seneste præstationer vidner om en spiller, der igen tør tage ansvar og sætter både sig selv og holdkammeraterne i scene. Det er en udvikling, der glæder FHK-lejren forud for det næste store opgør i slutspillet.

Lørdag venter nemlig endnu en krævende opgave, når GOG gæster Fredericia. FHK har tidligere på sæsonen vist, at de kan slå sydfynboerne. Det skete i næstsidste runde af grundspillet, hvor FHK leverede en magtdemonstration og vandt 28-20 over et GOG-hold, der ellers sjældent bliver udspillet i den størrelsesorden.

Skal det gentage sig, kræver det dog mere end blot en stærk præstation fra William Moberg. Det bliver i høj grad et spørgsmål om kollektiv styrke og defensiv stabilitet, hvis Fredericia igen skal overraske. GOG har været svingende i foråret, men er fortsat et af ligaens mest talentfulde og rutinerede mandskaber.

Kampen mellem Fredericia Håndboldklub og GOG spilles lørdag klokken 16:00 i thansen ARENA, og meget tyder på, at William Moberg – der tidligere på sæsonen gik lidt under radaren – nu er tilbage i topform på det helt rigtige tidspunkt. En fortsættelse af de seneste præstationer kan blive afgørende, hvis FHK vil holde semifinaledrømmen i liv

Tommy Rachlitz Nielsen om udvidelsen af Monjasa Park: »Fantastisk, men processen har ikke været god nok«

0

POLITIK. Onsdagens byrådsmøde i Fredericia sikrede en historisk beslutning: Byrådet har vedtaget en udvidelse af Monjasa Park, der skal sikre, at FC Fredericia kan spille på hjemmebane, hvis klubben rykker op i Superligaen.

Byrådsmedlem Tommy Rachlitz Nielsen (C) glæder sig over udsigten til, at Fredericia får et Superliga-hold.

»Jeg synes jo, det er fantastisk, at vi nu er godt på vej til at få en Superliga-klub i Fredericia. Det har mange i byen higet efter i årevis, og det gør mig stolt som fredericianer, at vi nu står lige på tærsklen til, at det lykkes,« siger han.

Kritik af processen

På trods af begejstringen er Tommy Rachlitz Nielsen dog stærkt kritisk over for den proces, der har ført til beslutningen.

»Jeg er skuffet over, at vi en sen fredag eftermiddag i marts bliver kaldt ind til et møde og får at vide, at vi nu pludselig er nødt til at investere et millionbeløb i en udvidelse af stadion,« siger han og uddyber:

»Stadion blev allerede voldsomt udvidet under corona. Derfor er det ekstra ærgerligt, at man dengang ikke fik ramt de mål, der er nødvendige for at spille i Superligaen. Kravene har man jo kendt til siden 2018. Jeg synes, det er skuffende, at hverken Kulturforvaltningen eller FC Fredericia har været længere fremme i skoene og haft en konkret plan klar,« siger Tommy Rachlitz Nielsen.

Krav om klar plan fremover

Han understreger, at man allerede nu ved, at Superligaen stiller endnu større krav til faciliteterne fra sæsonen 2028-29, og at der derfor bør være en tydelig strategi klar i god tid.

»Jeg har en klar forventning om, at Kulturforvaltningen og FC Fredericia laver en plan for, hvordan stadion skal udvides frem mod sæsonen 28-29, og hvordan det skal finansieres. Både Kultur- og Idrætsudvalget og Byrådet skal have en klar strategi på plads, hvis vi fortsat spiller i Superligaen på det tidspunkt,« siger han.

Advarer mod gentagelse af dårlig proces

På spørgsmålet om, hvorvidt en lignende situation vil kunne påvirke partiets støtte til fremtidige investeringer, siger Tommy Rachlitz Nielsen:

»Den næste investering bliver markant større end denne. Hvis man igen kommer i marts 2028 eller 2029 og siger, at nu skal vi pludselig investere et tocifret millionbeløb i stadion, så tænker jeg, at alene jeg vil sige: ‘Ved I hvad, helt ærligt – det har I vidst så længe, så må I sgu selv finde ud af det.’«

Middelfart på oprykningskurs efter sejr i topkamp

0

SPORT. Der var drama, dødboldsmål og en midterforsvarer i målhumør, da Middelfart fredag eftermiddag besejrede Fremad Amager med 3-1 i en livlig og underholdende topkamp i 2. division. Med sejren hopper Middelfart op på andenpladsen i rækken med to point ned til netop Fremad Amager og har dermed sat sig selv i en stærk position i kampen om oprykning.

Forud for kampen var det allerede tydeligt, at der ventede et intenst opgør. Det var nummer to mod tre, og Fremad Amager stillede med et profileret mandskab, der blandt andet talte Kenneth Zohore og Frederik Holst.

Alligevel var det Middelfart, der fra kampens begyndelse virkede mest klar. Benjamin Zjajo og Villemoes var blandt de første til at teste gæsternes defensiv, og allerede efter seks minutter måtte Amager-keeper Mikkel Andersen give hjørnespark efter et dybt løb fra Zjajo. Få minutter senere havde Villemoes et godt forsøg, og hjemmeholdet virkede opsatte på at tage kontrol.

Den store åbning blev dog først konkret omsat til mål i det 26. minut, da en dødbold blev forlænget, og Mads Greve dukkede op ved bagerste stolpe og stangede bolden i nettet. 1-0 til Middelfart, og stadion eksploderede i jubel.

Glæden varede dog kun kort. Efter 29 minutter fik Fremad Amager udlignet, og det lignede sløset opdækning i Middelfarts felt, da Daniel Poulsen slog til og sendte Amager på omgangshøjde.

Kampen bølgede herefter frem og tilbage, og både Lasse Thomsen og Benjamin Zjajo var involveret i flere sekvenser med muligheder – dog uden held. Fremad Amager var heller ikke uden offensive trusler, og Zohore var involveret i et par gode opspil.

Efter flere minutters overtid i første halvleg – en første halvleg præget af høj intensitet og mange dueller – blev der endelig fløjtet til pause. Stillingen var 2-1, for i det 37. minut var Mads Greve igen på pletten efter endnu en dødbold og sendte Middelfart foran for anden gang i kampen.

Anden halvleg begyndte med en dramatisk drejning, da dommeren måtte udgå med en skade. Det skabte kortvarig forvirring og en pause på omkring 10 minutter, mens en af linjedommerne overtog fløjten.

Trods den afbrudte rytme var det Middelfart, der igen kom bedst i gang. Kort efter genoptagelsen – i det 52. minut – scorede Mads Greve for tredje gang og fuldendte et bemærkelsesværdigt hattrick. Igen var det en dødbold, der skabte muligheden, og forsvarsspilleren viste skarphed og timing i feltet.

Kampen var langt fra afgjort, men Middelfart stod solidt i defensiven. I den modsatte ende forsøgte Fremad Amager at skabe chancer, men det var hjemmeholdets målmand Casper Radza, der leverede afgørende aktioner. Med flere store redninger – blandt andet to inden for 30 sekunder midt i anden halvleg – holdt han gæsterne fra at reducere yderligere.

Det bølgede fortsat frem og tilbage, og begge hold forsøgte sig med taktiske indskiftninger. Middelfart foretog flere taktiske udskiftninger for at sikre energien i de sidste minutter: blandt andet kom Malthe Kristensen, Elias Andersen og Lukas Jørgensen på banen i slutfasen for Middelfart.

I de døende minutter var stemningen intens. Publikum – 977 tilskuere – leverede god opbakning, og kulissen blev endnu mere levende, da dommeren satte fløjten i munden og fløjtede kampen af efter 95 minutters spil. Middelfart havde sejret med 3-1 og sikrede sig tre ekstremt vigtige point.

Med sejren rykker Middelfart op på andenpladsen i 2. division med to point ned til Fremad Amager. Det næste skridt i oprykningskampen bliver på udebane mod Næstved den 11. maj

Lokalt teltudlejningsfirma erklæret konkurs

0
Lokalt teltudlejningsfirma erklæret konkurs

BUSINESS. Virksomheden Losona ApS, der siden 1977 har specialiseret sig i teltudlejning og udlejning af varmekanoner, er blevet taget under konkursbehandling ved Retten i Kolding. Konkursen blev officielt erklæret den 30. april 2025, efter at der var indgivet konkursbegæring den 7. april.

Selskabet har gennem årene tilbudt professionelle løsninger til både private og virksomheder i hele landet fra sin centrale placering på Pjedstedvej 106 i Børkop, Vejle Kommune. Virksomheden blev oprindeligt etableret som Trekantens Oliefyrsservice og har i mange år været drevet af anden generation.

Ud over telte i størrelser fra 3 til 60 meter i bredden har Losona også tilbudt udlejning af pagodetelte, dobbeltdækkertelte, møbler samt varmekanoner til større arrangementer. Herudover har virksomheden arbejdet med installation og service inden for varmepumper, oliefyr og VVS-installationer.

Advokat Michael E. Hansen, Kolding, er udpeget som kurator for konkursboet. Eventuelle kreditorer og samarbejdspartnere opfordres til inden fire uger fra konkursens bekendtgørelse at anmelde deres krav til kurator med fornøden dokumentation. Derudover er der mulighed for at fremsætte anmodning om valg af anden kurator eller kreditorudvalg senest tre uger efter bekendtgørelsen.

Kontakt til kurator kan ske via:

  • Advokat Michael E. Hansen
  • Kolding Åpark 8A, 4., 6000 Kolding
  • E-mail: meh@advodan.dk (oplyst via retten)

Konkursen betyder, at fremtidige aftaler omkring teltudlejning og varmeløsninger fra Losona ApS på nuværende tidspunkt er usikre, indtil kurator har vurderet muligheden for eventuel videre drift eller salg af virksomheden.

Orloff Erhverv A/S taget under konkursbehandling

0
Orloff Erhverv A/S taget under konkursbehandling

BUSINESS. Orloff Erhverv A/S er ved dekret af 1. maj 2025 taget under konkursbehandling ved Skifteretten i Odense. Konkursen sker efter længere tids økonomiske udfordringer.

Den landsdækkende virksomhed Orloff Erhverv A/S, der har hovedkontor i Odense og beskæftiger mere end 75 medarbejdere fordelt over hele landet, er pr. 1. maj 2025 taget under konkursbehandling ved Skifteretten i Odense.

I mere end 30 år har virksomheden specialiseret sig i totalløsninger inden for arbejdsbeklædning og har været en af Danmarks førende leverandører af arbejdstøj, profilbeklædning, fodtøj og personligt beskyttelsesudstyr (PPE). Kunderne omfatter detailkæder, erhvervsvirksomheder, kommuner og offentlige institutioner.

Siden årsskiftet har selskabets ledelse og bestyrelse arbejdet på en økonomisk genopretningsplan, men det har ikke været muligt at sikre tilstrækkelig likviditet til at opretholde driften.

Konkursboet arbejder nu aktivt på at finde interesserede købere, der kan overtage og drive virksomheden videre i sin helhed. Kunder, leverandører og samarbejdspartnere opfordres i denne forbindelse til at vise tålmodighed under processen.

Advokat Anders Hvidberg Plum fra Andersen Partners Advokatfirma er udpeget som kurator i konkursboet.

Eventuelle henvendelser bedes rettet til advokatfuldmægtig Rikke Maron Christensen på mail: rmc@andersen-partners.dk.

Ko påkørt af tog – togtrafikken var midlertidigt indstillet

0

TRAFIK. Togtrafikken mellem Fredericia og Vejle blev tidligere i dag indstillet, efter et tog påkørte en ko syd for Vejle. Det oplyser DSB på deres hjemmeside.

På Kolding Station lød det også over højtaleren, at passagererne måtte væbne sig med tålmodighed, da et kreatur var blevet påkørt. I første omgang var der ingen prognose for, hvornår strækningen igen ville blive åbnet.

Klokken 18:38 oplyste DSB dog, at togdriften mellem Fredericia og Vejle igen er genoptaget, og trafikken nu kører normalt.

Live: Topbrag i Middelfart

0

LIVESPORT. Middelfart Boldklub og Fremad Amager brager sammen klokken 18:30 i 2. division, hvor middelfarterne med en sejr kravler op på andenpladsen, som giver oprykning.

Juleindbrud på Fyn – politiet forventer flere anmeldelser de kommende dage

Juleindbrud på Fyn – politiet forventer flere anmeldelser de kommende dage

0
KRIMI. Antallet af anmeldte juleindbrud på Fyn vil med stor sandsynlighed stige i de kommende dage. Det vurderer Heidi Klokker, udviklings- og kommunikationschef ved...