LOKALT. Foyeren i Sundhedshuset i Fredericia fyldes langsomt af stemmer, først som stille småsnak, der efterhånden vokser til en forventningsfuld summen. Udenfor glimter solen fra en skyfri himmel, og inde i huset finder frivillige ekstra stole frem fra forskellige afdelinger. Snart sidder de side om side, borgere med demens, pårørende, frivillige og nysgerrige forbipasserende, som standser op for at få del i den varme stemning, der allerede har bredt sig.
Det er Demensfællesskabet Lillebælt i Fredericia, der som led i Demensdagene 2025 inviterer til fællessang. Arrangementet er så populært, at foyeren til sidst er fyldt til bristepunktet, og flere må tage til takke med ståpladser oppe på første sal, hvorfra man kan kigge ned på fællesskabet af sangglade mennesker.
Astrid Jacobsen, musikterapeut i Fredericia Kommune, står smilende lidt på afstand og betragter scenariet. Hun har været med fra begyndelsen, da fællessangen for borgere med demens blev sat i gang, og glæder sig over, hvordan initiativet har vokset sig stærkt nok til at kunne stå selv. For hende er dagen en smuk markering af, at musikken er blevet en naturlig del af ugen for deltagerne.
»Jeg bliver rigtig glad over, at der er rigtig mange af vores borgere, som kommer og er med i dag, fordi de føler sig trygge og godt tilpas med sangen, og de føler sig trygge og godt tilpas med dem, som står for det. Og vi har det godt sammen,« siger hun med tanke på de mange deltagere, der om lidt vil synge med af fuld kraft.
Astrid fortæller videre om, hvordan musikken giver deltagerne en helt særlig ro. At synge sammen er langt mere end blot at ramme de rigtige toner. Musikken gør noget dybere ved hjernen og kroppen, forklarer hun, mens hun omhyggeligt vælger sine ord. Hun vil helst ikke blive alt for teknisk, men ønsker alligevel at understrege, hvor vigtigt musik er som terapeutisk værktøj.
»Vi ved rigtig meget om, hvorfor det er sundt for hjernen at synge og bruge musik i det hele taget. Musik aktiverer hjernen på rigtig mange områder, og noget af det, som er rigtig vigtigt, er, at sang og det at synge sammen holder hjernen frisk og sund,« siger hun.
Hun lader blikket glide over de mange stole, der om lidt bliver fyldt af mennesker, hun kender godt. Deltagere, der uge efter uge mødes om musikken, og hvor hver sang repræsenterer små øjeblikke af genkendelse.
»Når hjernen for eksempel er i sang, så tænker den ikke på alt muligt andet. Hjernen finder simpelthen ro i musikken. Alle stresshormoner falder til ro, og dermed øges vores trivsel,« forklarer hun og tilføjer, at den ro og samhørighed, man oplever gennem sangen, ofte giver en mærkbar effekt på borgernes velbefindende.
Musikterapeuten pointerer samtidig, at musikken ikke alene skaber ro og trivsel, men også giver en oplevelse af ligeværdighed, der er helt essentiel, når man arbejder med mennesker med demens. I musikken er man nemlig fælles om oplevelsen uden krav om præstationer eller forventninger om at gøre alting perfekt. Det er selve fællesskabet, der tæller, fremhæver hun.
»Når vi bruger musikken, så hiver vi på en eller anden måde al præstation ud af det at være sammen,« siger hun og understreger vigtigheden af netop det perspektiv:
»Jeg tror, det er vigtigt at have sig for øje, når vi tænker i god demensomsorg, at i musikken, der er vi ligeværdige, og det har vi brug for som mennesker. Bare fordi man får en demenssygdom, og nogle ting bliver svære, så har man stadig brug for anerkendelse og oplevelsen af ligeværd. Og det har vi i hvert fald, når vi er sammen i musikken.«
Hun smiler kort til de to frivillige Hans-Jørgen og Jonna, der i dag står i spidsen for fællessangen, og tilføjer, at netop dét, at alle i musikken mødes på samme niveau, skaber en følelse af ligeværdighed, som gør fællessangen så meningsfuld. For i musikken mødes man ikke som syge og raske, men simpelthen som mennesker.
»Det er dejligt at være sammen med andre, der også har sygdommen«
Henning på 70 år sidder midt i fællesskabet. Han fik konstateret demens for tre år siden, og han har siden da været en flittig gæst i Demensfællesskabet, hvor han kommer flere gange om måneden.
»Nogle gange sidder vi og snakker om nogle ting og sager, nogle gange synger vi. Jeg synes, det er dejligt at være sammen med andre, som også har sygdommen,« fortæller Henning stille og roligt.
For ham betyder det ekstra meget, at fællessangen i dag samler så mange mennesker – både venner fra demensfællesskabet, frivillige hjælpere og nysgerrige tilskuere. Han bliver tydeligt rørt ved tanken om, at så mange er mødt op for at være sammen om musikken:
»Det er rigtig dejligt. Der er opbakning. Ja, helt klart.«
Han smiler lidt genert og bliver faktisk så rørt, at tårerne for en kort stund får frit løb. Diskret tørrer han sine øjne, mens han kigger rundt på sine sangfæller, og snart efter genoptages sangen. Tonerne fra den velkendte klassiker »Jeg ved en lærkerede« breder sig i foyeren og får flere af de forbipasserende på første sal til at standse op og kigge ned. Heroppefra følger læger, sygeplejersker og andet personale fra Sundhedshusets forskellige afdelinger med i fællessangen. Enkelte nynner endda stille med på de velkendte strofer. Også fra skranken i foyeren lyder der dæmpede stemmer, som næsten ubemærket synger med på den fælles melodi.
Efter den sidste sang stilner stemmerne langsomt af, og der lyder lavmælte klapsalver rundt omkring i foyeren. Der bliver lagt op til kaffe, kage og gode samtaler, og Henning begynder langsomt at bevæge sig over mod bordet, hvor de andre allerede er i gang med at samle sig.
Demensdagene og fællessangen har endnu en gang vist ham, hvor vigtigt det er at have et fællesskab at læne sig op ad, når livet pludselig bliver anderledes.
