KRIMI. Sydøstjyllands Politi måtte torsdag formiddag affyre varselsskud under en dramatisk biljagt på Ribe-Vejle Landevej ved Vorbasse.
Dramaet begyndte kort før klokken 10, da politiet fik en anmeldelse om et igangværende indbrud i området. Kort efter satte en politipatrulje efter en mistænkelig bil, som myndighederne mente havde forbindelse til indbruddet.
Men den formodede indbrudsbande havde ikke tænkt sig at stoppe frivilligt. I stedet ignorerede bilisten politiets klare ordre og skruede yderligere op for dramatikken ved at smide en motorcykel ud fra det flygtende køretøj midt under eftersættelsen.
Bilen endte med at køre galt, hvorefter de tre mænd i bilen desperat forsøgte at tage flugten til fods. Her valgte betjentene at affyre et varselsskud, inden de alle tre blev fanget og anholdt.
Ifølge Sydøstjyllands Politi kom hverken de anholdte mænd på 30, 32 og 39 år, politiet eller øvrige personer til skade i forbindelse med det dramatiske optrin.
Politiet efterforsker nu sagen nærmere, og der skal vurderes, om de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.
BUSINESS. Fredericia Kommune har for alvor markeret sig på det nationale landkort i datacenter- og bæredygtighedsdebatten. Kommunen var således nomineret til den prestigefyldte pris »Municipality of the Year« af brancheorganisationen Dansk Datacenter Industri. Nomineringen blev fejret onsdag aften ved en stor ceremoni i Moltkes Palæ i København, hvor repræsentanter fra branchen, politikere og øvrige aktører samledes.
Nomineringen kommer efter flere års intensivt arbejde med at udvikle Fredericia som en attraktiv destination for grønne datacentre, siden teknologigiganten Google etablerede sig i byen i 2018. Det er især Business Fredericia med David Mogensen i spidsen, der har drevet indsatsen fremad, stærkt bakket op af byrådet og formanden for Klima-, Energi- og Miljøudvalget, Tommy Rachlitz Nielsen (C).
»Vi blev nomineret til Municipality of the Year på baggrund af den indsats, vi har gjort inden for datacenterindustrien. Rejsen startede, da Google valgte Fredericia i 2018, og siden er det kun gået fremad. Vi har nu både Danish Data Industry og Netserver & Intervention, og vi arbejder også med at etablere et testdatacenter. Det var netop derfor, vi konservative gik til budgetforhandlingerne i sin tid med ønske om penge til udvikling af datacenter-samarbejdet,« fortæller Tommy Rachlitz Nielsen.
Selvom Fredericia ikke løb med selve prisen – den gik i stedet til Esbjerg – ser Tommy Rachlitz Nielsen nomineringen som en stor anerkendelse af kommunens målrettede indsats.
»Jeg synes faktisk, vi havde fortjent at tage prisen med hjem til Fredericia, men sådan er det nogle gange med awards. Vi har gjort en fantastisk indsats, og nomineringen alene viser, at Fredericia er rykket op i datacenterindustriens superliga – for at bruge et rigtigt Fredericia-udtryk,« siger han.
Arrangementet gav også mulighed for værdifuld networking. Tommy Rachlitz Nielsen fortæller, at han blandt andet sad til bords med flere franske aktører, som viste stor interesse for Fredericias arbejde med datacentre.
»Det var en rigtig god oplevelse med over 200 deltagere til aftenens awardshow, og i morgen deltager over 400 personer på konferencen, hvor Fredericia også er repræsenteret. Det giver os enormt vigtig synlighed,« siger han og tilføjer:
»Fremadrettet skal vi blive endnu bedre til at fortælle historien om Fredericia. Vi skal blive dygtigere til at rammesætte og kommunikere vores succeser tydeligt. Vi er Danmarks datacenterby, og det skal vi sørge for, at resten af landet også ved.«
BUSINESS. Virksomheden Randal Beton vandt onsdag Fredericias CSR-pris 2025. Virksomheden modtog prisen for sit særlige engagement i at hjælpe borgere tilbage på arbejdsmarkedet. Prisen blev overrakt ved en ceremoni på Restaurant Oven Vande i Fredericia.
Restaurant Oven Vande i Norgesgade dannede onsdag eftermiddag rammen om årets uddeling af Fredericias CSR-pris, hvor syv nominerede virksomheder var samlet for at hylde det lokale erhvervslivs sociale engagement.
Prisen, som hvert år uddeles af Business Fredericia i samarbejde med Fredericia Kommune, gik i år til den traditionsrige lokale virksomhed Randal Beton, der siden grundlæggelsen i 1919 har haft en særlig plads i byens erhvervsliv.
Direktør Jan Riisager modtog prisen med stor stolthed:
»Jeg er utrolig glad på firmaets vegne. Firmaet har mere end 100 års erfaring, og jeg har selv været med siden 1993. Noget af det væsentligste for mig har altid været, at det ikke kun handler om at have ansatte, men også om at tænke på, hvordan deres familier værdsætter det job, deres ægtefælle eller kæreste har. Hvordan de får hverdagen til at fungere,« sagde Jan Riisager ved prisoverrækkelsen.
Han fremhævede især virksomhedens evne til at rumme medarbejdere, som tidligere har haft vanskeligt ved at finde deres plads på arbejdsmarkedet.
»Det er enormt fedt at opleve, hvordan folk, der enten har været arbejdsløse længe, syge eller har haft en skade, kan komme ind hos os og mærke, at de bliver værdsat. Noget af det fedeste er at se det glimt i øjnene, når de finder ud af, at nogen har brug for dem. At det betyder noget, når de møder op på arbejde. Det er virkelig, virkelig dejligt.«
Jan Riisager understregede, at æren for prisen også tilfaldt hans mangeårige formand Morten Langsø, der gennem 30 år har været en vigtig drivkraft bag det sociale ansvar hos Randal Beton.
»Det betyder alverden«
Fredericias borgmester, Christian Bro (A), var også begejstret ved prisuddelingen. Med sin fortid som tillidsrepræsentant ved han, hvor vigtigt det er, at virksomhederne tager socialt ansvar på arbejdsmarkedet.
»For mig ligger der et ekstra lag i at kunne uddele den her pris. Jeg ved jo, hvad Jan har foretaget sig ude på Randal Beton, så det er fuldt fortjent, at han får prisen. Men samtlige nominerede gør jo en stor forskel med måden, de behandler deres ansatte på.«
Christian Bro understregede samtidig betydningen af virksomhedernes rolle i samarbejdet med kommunen og jobcentret:
»Det betyder alverden for kommunen, at der er virksomheder, der tager imod de medarbejdere, som måske ikke lige passer ind i standarderne og har brug for en ekstra hånd i ryggen. Det gør virkelig en forskel.«
Sidste års vinder roser håndværksbranchen
Sidste års vinder af CSR-prisen, Lennert Klement fra smedevirksomheden Wiggers & Klement, var også til stede og fremhævede, hvordan CSR-arbejdet præger hverdagen:
»Det betyder jo, at den indsats, vi gør til daglig, er noget, andre lægger mærke til og taler om. Det giver selvfølgelig endnu mere inspiration til at fortsætte i samme stil,« sagde Lennert Klement.
Han pointerede, at prisen ikke bare er en formalitet, men faktisk bliver bemærket af medarbejderne i virksomheden:
»Det er ikke hverdagssnak, men af og til kommer der en ind i vores hverdag, som måske har et problem. Så er vi med til at give den person noget, der kan hjælpe vedkommende i gang igen. Det er noget, vi taler om, og det bliver lagt mærke til ved kaffemaskinen og i frokostpausen. Fordi det er anderledes at være en del af sådan en proces med at have med folk at gøre.«
Lennert Klement understregede samtidig, at ønsket om at gøre en forskel for lokalsamfundet var med helt fra starten af virksomhedens historie:
»Det var helt klart en af de ting, vi talte om, da vi sad og skulle strikke en forretningsplan sammen. At kunne gøre en forskel for andre mennesker skulle være en del af os. Det er det heldigvis blevet – og det bliver ved med at være det.«
Han roste desuden håndværks- og servicebranchens unikke evne til at rumme mennesker, der har brug for ekstra støtte:
»Jeg tror, det er håndværkerfaget og servicefaget i det hele taget. De positioner, vi kan tilbyde, er positioner, hvor der er plads til at være lidt anderledes, have lidt kant eller ikke kunne arbejde så mange timer. Vi har nogle huller i vores virksomheder, der kan fyldes ud af mennesker.«
Og netop den glæde, medarbejderne oplever ved at bidrage, er noget Lennart Klement nemt genkender fra Jan Riisagers tale:
»Vi kender det fra os selv. Arbejdet skal gerne give mening. Hvis ikke det giver mening, taber man lysten. Når medarbejdere kan se, at der er brug for dem, giver det dem ekstrem glæde og motivation.«
Fortsætter succesen
Ud over Randal Beton var Rema 1000 Erritsø, ABC Lavpris, Frugt og Grønt Føtex Vest, Fredericia Maskinmesterskole, Jørgen Suhr og Tolstrup nominerede.
Arrangementet blev ledet af konferencier John Risberg, og gæsterne fik også musikalsk underholdning fra Claus Jensen og komik af Sebastian Dorset.
Fredericias borgmester, Christian Bro, afsluttede med at understrege, at CSR-prisen allerede har vist sin betydning, og at den også fremover vil spille en vigtig rolle i byen.
»Det er også det, Business Fredericia er sat i verden for. Samarbejdet mellem kommune, erhvervsliv og jobcenter skal styrkes. CSR-prisen lægger den ekstra dimension på, hvor vi virkelig kan hylde dem, der gør en forskel.«
KRIMI. Onsdag formiddag klokken 11.12 gik bølgerne højt i Klostergade i Kolding, da en mandsperson i en rus valgte at smadre en butiksrude. Episoden satte gang i både en politijagt og en midlertidig anholdelse.
Politikommissær Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi fortæller torsdag morgen, at politiet rykkede hurtigt ud efter flere anmeldelser om hærværk.
»Det var noget hærværk i går, klokken 11.12 nede i Klostergade i Kolding, hvor en mandsperson har smadret en butiksrude. Vedkommende virkede voldsomt,« fortæller politikommissæren.
Vidner til episoden havde givet et klart signalement af gerningsmanden, og politiet kunne derfor kort efter finde frem til ham. Det drejede sig om en lokal mand fra Kolding på 26 år.
»Vi finder ham hurtigt, og han er blevet sigtet for hærværk. Han var også påvirket af et eller andet stof, så ham havde vi også lige med ind at vende, så vi kunne passe på ham, indtil han var klar igen,« lyder det fra Hans Hoffensetz.
Det præcise motiv for den 26-åriges handling står stadig uklart hen.
Den unge mand er nu sigtet for hærværk, og sagen vil senere blive afgjort, når politiet har færdigbehandlet deres rapport og vurderet omfanget af skaderne.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.
KRIMI. En lille brand opstod onsdag eftermiddag, da en 47-årig mand var ude for at fjerne ukrudt med en gasbrænder på Argentinervej i Sønderskov ved Fredericia.
Episoden fandt sted klokken 14.21, hvor manden ved et uheld kom for tæt på en carport. Det resulterede i mindre brandskader på carporten, men heldigvis blev ilden hurtigt bragt under kontrol, og ingen personer kom til skade.
Politikommissær Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi oplyser, at den 47-årige er blevet sigtet i sagen.
»Vi har sigtet en mand for at have brugt ukrudtsbrænder, hvilket førte til en mindre brandskade på en carport. Vi har valgt at give vedkommende en bøde for uagtsom omgang med ild,« fortæller politikommissæren.
Politiet kan endnu ikke sige, om manden erkender forholdet, men bødeforlægget er sendt afsted.
Politiet har tidligere gjort opmærksom på, at der bør udvises ekstra forsigtighed ved brug af ukrudtsbrændere, især i tørre perioder som netop nu, hvor brandrisikoen er forhøjet.
Ifølge politikommissæren var der ellers roligt i Fredericia-området det seneste døgn, og hændelsen på Argentinervej var derfor den eneste, politiet måtte rykke ud til.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.
FILM. Når man hedder Tom Cruise, kan man åbenbart stadig klare ærterne, selvom fødselsattesten siger 1962. Nu trækker den ikoniske actionhelt endnu engang i arbejdstøjet som agent Ethan Hunt – og det går bestemt ikke stille for sig.
Det sker i Panorama Biograferne ved Lillebælt, der allerede i weekenden åbner dørene op for forpremiere på »Mission: Impossible – The Final Reckoning«, den ottende og sidste film i den hæsblæsende actionserie.
Helle Broen fra Panorama Biograferne kan næsten ikke vente med at vise filmen for publikum, og hun lover, at det bliver en oplevelse, der giver publikum præcis det, de forventer af Cruise:
»Vi glæder os helt vildt til weekenden, fordi vi har forpremiere på Mission: Impossible – The Final Reckoning. Og det er jo ottende gang, at Tom Cruise skal redde hele verden fra alle de onde, som vil springe tingene i luften,« smiler hun og fortsætter:
»Denne gang får den også hele armen, der er både noget med, at han skal ned i u-både og han skal op og flyve. Imponerende, at den mand fra 1962 stadigvæk kan redde os alle sammen.«
Filmen, der har premiere den 22. maj, byder endnu engang på masser af action, vilde stunts og drama med Cruise i hovedrollen, flankeret af blandt andre Hayley Atwell, Ving Rhames, Simon Pegg og Vanessa Kirby. Bag kameraet står Christopher McQuarrie, som dermed for tredje gang styrer løjerne som instruktør.
Men det er ikke kun filmoplevelsen, der får en opgradering i Panorama Biograferne. Biografen har også haft huset fyldt med teknikere, som knokler med at installere helt nye sodavandstårne.
»I dag har vi simpelthen huset fuld af teknikere. Vi har simpelthen en masse rør her, som skal skiftes ud. Vi er i gang med at få lavet nogle nye sodavandstårne, så man kan tanke sin sodavandparade. Og vi glæder os til at præsentere alt den nye lækre sodavand, I kan få,« siger Helle Broen.
Filmen varer hele to timer og 49 minutter, så der burde være rig mulighed for at få afprøvet biografens spritnye sodavandsanlæg.
Så spænd sikkerhedsselen, hent popcornene og gør klar til at opleve Tom Cruise redde verden – én sidste gang.
Se videoen fra SoMe-teamets besøg hos Panorama Biograferne ved Lillebælt med Helle Broen lige her:
SPORT. Fredericia Håndboldklub (FHK) tabte onsdag aften et afgørende opgør i slutspillet, da de gæstede TTH Holstebro i Gråkjær Arena. Trods en glimrende målmandsindsats af Rasmus Storm Jensen blev nederlaget på 31-25 (15-13) en realitet, og dermed ser drømmen om en semifinaleplads yderst vanskelig ud for FHK.
FHK lagde stærkt ud og kom foran med 0-2 efter mål fra Kasper Palmar og Reinier Taboada, men hjemmeholdet Holstebro vendte hurtigt kampen til deres fordel. Anført af en velspillende Johan Meklenborg fik Holstebro skabt en føring på 10-6, hvilket fik FHK-træner Jesper Houmark til at tage timeout efter knap 19 minutters spil.
Timeouten fik kortvarig effekt, og Mads Kjeldgaard viste gode takter med flere flotte scoringer. FHK formåede at reducere, så stillingen ved pausen var 15-13 i Holstebros favør.
Storm mellem stængerne holdt håbet i live
Anden halvleg blev en hård omgang for Fredericia. Holstebro trak stille og roligt fra, men målmand Rasmus Storm Jensen leverede en række fremragende redninger og var en af årsagerne til, at Fredericia længe holdt sig inde i kampen. Storm leverede blandt andet store redninger på skud fra Thomas Damgaard og William Aar.
Desværre for gæsterne var offensiven ikke skarp nok på dagen. Kasper Palmar og Reinier Taboada gjorde, hvad de kunne i angrebet, men Fredericia lavede for mange fejl og mistede bolden i flere afgørende situationer.
Afgørelsen faldt i de sidste ti minutter, hvor Holstebro udbyggede føringen og lukkede kampen med komfortable 31-25.
Semifinalen hænger i tynd tråd
Med nederlaget står Fredericia med ryggen mod muren. Holdet er fortsat på tredjepladsen med tre point, mens Holstebro nu har seks point og dermed et klart forspring i jagten på semifinalerne. Der resterer blot to kampe af slutspillet.
Trods den flotte indsats af målmand Rasmus Storm Jensen var det ikke nok, og FHK må nu håbe på mirakler for at komme videre fra slutspillet.
POLITIK. Efter en længere periode med ønsker fra lokale forældre i Sjølund-Hejls og Fynslund ser det nu ud til, at der kommer flere institutionspladser i de to områder. På Børne- og Uddannelsesudvalgets møde den 14. maj blev det besluttet at imødekomme ønsket om at udvide de eksisterende daginstitutioner.
Dansk Folkeparti har været blandt de partier, der løbende har givet udtryk for støtte til forslaget. Ifølge Molle Lykke Nielsen, der repræsenterer partiet i udvalget, handler det om at sikre gode rammer for børnefamilierne i lokalområderne. Han påpeger samtidig, at det har været vigtigt for partiet at lytte til de behov, som forældrene selv har præsenteret.
»Ganske enkelt fordi det er vigtigt, at lokalområderne er attraktive også for børnefamilier. Det er så positivt, når de lokale får gode ideer, og vi kan hjælpe med at omsætte dem til virkelighed,« siger han.
Udvidelsen i Sjølund-Hejls betyder konkret, at der inden længe vil blive etableret fem til seks ekstra pladser i den eksisterende daginstitution. Ifølge udvalget kan pladserne hurtigt tages i brug, da lokalerne allerede står klar. Det eneste, der nu afventes, er ansættelsen af nyt personale.
I Fynslund ser processen anderledes ud, da en endelig beslutning om en udvidelse først træffes senere på året. Her har Børne- og Uddannelsesudvalget bestilt en konkret beregning af, hvad det vil koste at etablere ekstra institutionspladser. Denne beregning skal danne grundlag for efterårets budgetforhandlinger, og først dér vil en eventuel udvidelse blive endeligt afgjort.
Allerede nu melder Dansk Folkeparti dog klart ud, at partiet også fremover vil arbejde for en udvidelse i Fynslund.
»Jeg kan godt garantere, at det forslag har Dansk Folkepartis fulde opbakning. Lokalområder skal være i fokus, for de er en meget vigtig del af Kolding kommune,« siger Molle Lykke Nielsen.
SAMFUND. Kioskejere og mindre detailbutikker har i stor stil forsøgt at slippe uden om at betale de lovpligtige afgifter på tobaks- og nikotinprodukter. Det står klart efter rekordmange kontroller, som Skattestyrelsen gennemførte i 2024.
Skattestyrelsen har afsløret fejl i afregningen i hele syv ud af ti tilfælde. Alene siden 2020 har styrelsens kontroller ført til, at der er sendt afgiftsopkrævninger ud for mere end 1 mia. kroner.
Særligt nikotinprodukter, såsom cigaretter, røgtobak, nikotinposer og e-cigaretter, har været i myndighedernes søgelys. Det fortæller skatteminister Rasmus Stoklund (S), der glæder sig over resultaterne af den omfattende indsats.
»De, der ikke betaler de korrekte afgifter, snyder fællesskabet. Og vi kan se fra Skattestyrelsens andre kontrolindsatser, at der er brancher – fx kioskerne – hvor moralen er lav, og hvor der snydes med afgiftsbetalingerne,« siger ministeren og fortsætter:
»Det skal vi ikke finde os i, for det er vigtigt for retsfølelsen, fællesskabet og vores samfundsøkonomi, at der bliver betalt det korrekte i skat og afgifter. Derfor er jeg glad for, at vi kan se, at den styrkede kontrol virker og viser flotte resultater. Og kioskerne skal mærke, at myndighederne ånder dem i nakken med kontrol. For der skal slås hårdt ned på dem, der snyder fællesskabet.«
Kiosker afsløret: 44 ud af 46 snød
Skattestyrelsen samarbejder tæt med Toldstyrelsen, politiet og Fødevarestyrelsen for at bremse den omfattende svindel. Især kiosker og små detailbutikker har vist sig at være et område med store problemer, når det gælder sort økonomi og afgiftsunddragelse.
Ved årets første to store kontrolaktioner i 2025 har myndighederne været på besøg hos 46 kiosker i henholdsvis Aarhus og København. Her blev det afsløret, at hele 44 af kioskerne havde problemer med snyd eller anden ulovlig aktivitet – blandt andet manglende afgiftsbetalinger, ulovlige nikotinprodukter og social dumping.
Fra 2025 bliver der derfor sat ekstra hårdt ind med et nyt tværgående tilsyn, hvor flere ministerier samarbejder om at forbedre kontrollen yderligere.
Hård kurs mod snyd
Skattestyrelsens omfattende kontroller af tobaks- og nikotinvarer er siden 2022 blevet intensiveret, efter at nye afgifter trådte i kraft i oktober samme år.
Fra 2020 til 2024 har Skattestyrelsen i alt gennemført over 3.300 kontroller. Alene sidste år blev der gennemført over 1.200 kontroller.
Min mand kan om nogen berette, at jeg har et noget ambivalent forhold til fodbold.
På den ene side bliver jeg træt når min mand og søn ønsker at se den tredje fodboldkamp i en weekend. Omvendt blev jeg begejstret, da jeg sidste sommer var i Dortmund og se Danmark spille mod Tyskland ved EM i fodbold.
Sidste fredag aften fik jeg en oplevelse, der begejstrede mig. Det var en fanstasisk aften at være på Fredericia Stadion og se FC Fredericias drenge slå Hvidovre og via et godt resultat i Horsens sikre at Fredericia for første gang nogensinde får et superligahold i fodbold.
Denne store bedrift er kun blevet muligt via et kæmpe arbejde af spillere, trænere og ledere samt en hel masse frivillige, som hver dag har knoklet for at vi fans kunne få den oplevelse vi fik i fredags.
Udover at det sætter Fredericia på Danmarkskortet, så er spillerne også inspirationskilder til unge fredericianske piger og drenge, der hver uge træner i Fredericias fodboldklubber.
Ikke alle bliver superligaspillere, men det at børn og unge har et aktivt fritidsliv er vigtigt. Dels skaber idrætsklubber muligheder for børn ift. gode kammeratskaber men er også vigtigt for sundheden for børnene.
Jeg glæder mig til efter sommerferien, når FC Fredericias drenge begynder den nye sæson, hvor de gerne skulle kunne vise at store klubber som FC København og FC Midtjylland skal vende tomhændede hjem fra Fredericia.