2.9 C
Copenhagen
lørdag 27. december 2025

Milliardkapløb skudt i gang: Fjernvarme Fyn og ni andre kæmper om kæmpe CO₂-pulje

0
Milliardkapløb skudt i gang: Fjernvarme Fyn og ni andre kæmper om kæmpe CO₂-pulje

BUSINESS. Det er de helt store klimaambitioner, der bliver sat på spil, når ti udvalgte virksomheder nu kæmper om at få del i statens rekordstore pulje på knap 29 milliarder kroner til CO₂-fangst og -lagring. Energistyrelsen har netop løftet sløret for, hvilke selskaber der får chancen for at hente støtte hjem til deres grønne projekter, og her er Fjernvarme Fyn med i opløbet.

Ud af 16 ansøgere har Energistyrelsen skåret feltet ned til ti selskaber, der nu skal konkurrere om at få adgang til de 28,7 milliarder kroner, som er afsat i den såkaldte CCS-pulje. Puljen skal bruges til at støtte projekter, der kan sikre CO₂-fangst og -lagring i stor skala og dermed bringe Danmark et afgørende skridt tættere på sine klimamål. Målet er at reducere landets CO₂-udledninger med 2,3 millioner ton årligt fra 2030.

»Vi er godt på vej til at få etableret et marked for CO₂-fangst og -lagring i Danmark. Og det er vigtigt, for det rummer enorme perspektiver for at afhjælpe klimaudfordringerne. Det glæder mig, at så mange kan se mulighederne i at etablere CCS i Danmark og dermed bidrage til at nå klimamålene,« siger Peter Christian Baggesgaard Hansen, vicedirektør i Energistyrelsen.

Fjernvarme Fyn jubler: »Vi tager ansvar«

Hos Fjernvarme Fyn er der stor glæde over, at selskabet er blandt de ti udvalgte projekter, som er blevet prækvalificeret. Det er et afgørende skridt på vejen mod CO₂-neutral varmeproduktion i Odense, og direktøren er ikke i tvivl om, at prækvalifikationen er et gennembrud.

»Jeg er meget glad for, at vi nu kan tage hul på den sidste del af rejsen mod klimaneutralitet sammen med vores bestyrelse og ikke mindst vores ejere,« siger administrerende direktør Louise Høst.

Fjernvarme Fyn forventer at kunne fange og lagre 280.000 tons CO₂ årligt, som ellers ville være røget ud i atmosfæren. Virksomheden omdanner i forvejen ikke-genanvendeligt affald til fjernvarme, men med CO₂-fangst på anlægget bliver produktionen helt klimaneutral.

»Det her handler ikke kun om Fjernvarme Fyn – det handler om at sikre en bæredygtig fremtid for vores børn og børnebørn. Med dette projekt viser vi, at vi tager ansvar og bidrager aktivt til den grønne omstilling,« påpeger bestyrelsesformand hos Fjernvarme Fyn, Mads Søndergaard Thomsen.

Betaling pr. lagret ton CO₂

De ti selskaber konkurrerer om en støtte, der bliver udbetalt pr. ton CO₂, som faktisk fanges og lagres i undergrunden. Det betyder, at pengene først kommer, når CO₂’en er reelt fjernet fra atmosfæren. Selve fangsten skal ske i Danmark, men CO₂’en kan lagres både herhjemme og i udlandet.

»For hvert ton CO₂, vi fjerner fra atmosfæren og lagrer i undergrunden, reducerer vi Danmarks klimapåvirkning. Puljen er designet til at sikre reelle reduktioner,« bemærker Peter Christian Baggesgaard Hansen.

10 selskaber i tæt kamp

De ti selskaber, der nu er videre i kampen, er:

  • AffaldPlus Affaldsenergi A/S (Næstved)
  • ARGO CCS A/S
  • E.ON Carbon Capture Solutions Copenhagen ApS
  • Energnist CaptureCo A/S
  • Fjernvarme Fyn Fangst A/S
  • Gaia ProjectCo P/S
  • HOFOR DSS SPV A/S
  • Kredsløb Holding A/S
  • Ørsted Bioenergy & Thermal Power A/S
  • Aalborg Portland A/S

Alle selskaberne er valgt på baggrund af deres erfaring med større anlægsprojekter og CO₂-håndtering.

Endelig afgørelse næste år

De prækvalificerede selskaber skal nu udarbejde detaljerede beskrivelser af deres projekter samt afgive konkrete bud. Fristen for selskabernes indledende bud er den 26. august 2025, mens de endelige bud skal afleveres den 17. december 2025. Energistyrelsen forventer at tildele kontrakter i april 2026.

Hos Fjernvarme Fyn er der travlt med at få projektet endeligt på plads. Selskabet skal både have godkendelse fra kommunerne og sikre, at infrastrukturen til transport og lagring af CO₂ er klar.

»Vi ser frem til at fortsætte dialogen med Energistyrelsen om de rammer, vi byder under. Staten har brug for, at vi forpligter os. Vi har brug for, at der ikke bliver lagt unødige risici på selskaber som vores,« afslutter Louise Høst.

Ny fase i Taulov-arbejdet: Sådan påvirkes din vej til motorvejen

0
Ny fase i Taulov-arbejdet: Sådan påvirkes din vej til motorvejen

TRAFIK. Det seneste halve år har trafikanterne ved Taulov været udfordret af mange afspærringer og omkørsler ved motorvejens tilslutningsanlæg 61. Nu er der både godt og mindre godt nyt, hvis man dagligt færdes i området.

Vejdirektoratet meddeler fredag morgen, at visse spærringer endelig ophæves, mens andre midlertidigt kommer til.

Her kan du se, hvilke ramper der åbner, og hvilke der lukker ved motorvejen nær Taulov de kommende måneder. Kort: Vejdirektoratet

Fra mandag den 19. maj kan trafikanter, især områdets erhvervsvirksomheder, igen ånde lettet op, når udkørslen fra Dronningens Kvarter åbner op mod motorvejen i nordgående retning. Samme dag åbner også den sydøstlige tilkørselsrampe i tilslutningsanlægget, hvilket bør lette en del af den lokale trafik.

Men glæden varer kort, for i dagene 19.-23. maj bliver en del af Adelvej og Skærbækvej syd for Dronningens Kvarter lukket, da der skal lægges nyt slidlag på asfalten. Her vil trafikken blive dirigeret ad de allerede kendte omkørselsruter, som stadig vil være tydeligt markeret med skilte.

Og fra den 19. maj til midten af august må trafikanterne vænne sig til endnu en større ændring, når den sydvestlige frakørselsrampe i tilslutningsanlæg 61 lukkes ned. Her skal man i stedet benytte frakørsel 59, hvorfra der også vil være tydeligt skiltet omkørsel.

Vejdirektoratet beklager de trafikale udfordringer, som disse ændringer medfører, og opfordrer samtidig trafikanterne til at følge de anviste ruter.

»Vi beklager de gener disse trafikomlægninger medfører for trafikanterne og henstiller fortsat til, at de anviste, skiltede omkørsler anvendes af hensyn til trafiksikkerheden og arbejdsmiljøet for entreprenøren i området,« lyder det fra Vejdirektoratet.

Politi skyder 33-årig mand i benet på bosted i Vejle

0
Politi skyder 33-årig mand i benet på bosted i Vejle

KRIMI. Natten til fredag måtte betjente fra Sydøstjyllands Politi affyre skud mod en 33-årig mand på et bosted i Vejle. Manden blev ramt i benet, oplyser politiet i en pressemeddelelse fredag morgen.

Episoden fandt sted klokken 02.35 på bostedet på Sukkertoppen i Vejle, hvor politiet var i gang med en politiforretning. Her udviklede situationen sig så voldsomt, at politiet så sig nødsaget til at skyde mod manden.

»Politiet afgav skud i forbindelse med en politiforretning, hvor der blev trukket kniv,« oplyser Sydøstjyllands Politi.

Den 33-årige mand blev efterføgende bragt til sygehuset. Sydøstjyllands Politi har fredag morgen ikke flere oplysninger om mandens tilstand.

Sydøstjyllands Politi gør opmærksom på, at sagen nu overgår til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som rutinemæssigt overtager efterforskningen i tilfælde, hvor politiet har affyret tjenestevåben mod en borger.

Derfor ønsker Sydøstjyllands Politi heller ikke at kommentere yderligere på hændelsen på nuværende tidspunkt.

På det sociale medie X skriver politiet kortfattet fredag morgen:

»Sydøstjyllands Politi har den 16. maj kl. 02.35 skudt mod en mand på et bosted i Vejle.«

Der er fredag endnu ikke yderligere oplysninger om, hvad der præcist førte til konfrontationen, og hvad den indledende politiforretning på bostedet nærmere handlede om.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed vil nu undersøge omstændighederne nærmere.

Royal-røver ville have øl for enhver pris: »Jeg slår dig ned«

0
Royal-røver ville have øl for enhver pris: »Jeg slår dig ned«

KRIMI. En butikstyv blev torsdag middag til røver, da han truede en ekspedient i Coop 365 på Vester Ringgade i Kolding.

Klokken var 12.37, da en 39-årig mand fra Kolding gik ind i butikken og begyndte at samle varer sammen. Da han forsøgte at forlade stedet uden at betale, blev han stoppet af en medarbejder, og herefter eskalerede situationen hurtigt.

»Da han bliver konfronteret med det af ekspedienten, forsøger han at stikke af. I den forbindelse kommer han med truende bemærkninger om, at han vil slå ekspedienten ned, hvis ekspedienten ikke lader ham løbe med de her varer,« fortæller politikommissær Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi.

Med disse trusler udviklede situationen sig fra at være et simpelt butikstyveri til i stedet at være et røveri, hvilket har en helt anden strafferamme.

»Når man forsøger at bringe tyvekoster i sikkerhed ved trusler eller vold, så gør man sig skyldig i røveri,« forklarer politikommissæren.

Ifølge Hans Hoffensetz nåede den 39-årige mand rent faktisk ud af butikken med tyvekosterne i hånden.

»Han har frataget sig tingene og er løbet ud af butikken med dem, og i den forbindelse bliver han jo så standset. Så på det tidspunkt har han fuldbyrdet tyveriet. Når han truer og siger: »Jeg slår dig, hvis du ikke lader mig løbe,« så har man lavet et fuldbyrdet røveri, fordi der er fremsat trusler i forbindelse med tyvekoster,« uddyber politikommissæren.

Røveri for få øl

Udbyttet, der fik den 39-årige mand til at true sig til flugten, var dog relativt beskedent.

»Det var tre gange Royal Export i sixpacks,« fortæller Hoffensetz.

Med andre ord løb manden med 18 øl fra butikken.

Efterfølgende blev han hurtigt anholdt af politiet, men løsladt igen kort tid efter. Dermed stopper sagen dog ikke her, understreger politikommissæren:

»Der kommer et retligt efterspil på det.«

Manden kan derfor se frem til en sigtelse for røveri, hvilket strafferetligt er langt mere alvorligt end det butikstyveri, han først havde begået.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing fredag morgen klokken 09.00.

EM 2026: Danmark trækker spændende gruppe – og får hjemmebanefordel i Boxen

0
EM 2026: Danmark trækker spændende gruppe – og får hjemmebanefordel i Boxen

SPORT. Danmarks håndboldherrer har fået en spændende, men overkommelig lodtrækning til næste års EM-slutrunde, der bliver spillet i Danmark, Sverige og Norge. Ved lodtrækningen, som fandt sted i Herning onsdag aften, blev det klart, at Danmark skal møde Portugal, Nordmakedonien og Rumænien i det indledende gruppespil.

Landstræner Nikolaj Jacobsen var til stede ved lodtrækningen sammen med bagspilleren Simon Pytlick, og begge udtrykte glæde over især én ting: Danmark får hjemmebane i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor både indledende runde, mellemrunde, semifinaler og finalen skal afvikles.

»Det er en svær pulje, som vi glæder os til at tage hul på, men først og fremmest glæder vi os utroligt meget til at skulle spille på hjemmebane. Det er nærmest det vigtigste for os,« lød det fra Simon Pytlick.

Genkendelige og nye modstandere

Portugal bliver uden tvivl den største udfordring i gruppen. De to nationer mødtes senest i VM-semifinalen i januar, og selvom Danmark trak det længste strå dengang, er portugiserne kendt for deres fart og tekniske spil. Nordmakedonien og Rumænien er på papiret mere overkommelige modstandere, men Nikolaj Jacobsen vil ikke tage noget for givet.

»Jeg er fint tilfreds. Vi vidste jo godt, at vi ville få et stærkt hold fra Gruppe 2, som blev Portugal, og så er det også fint med de to andre lande, som vi ikke har mødt på det seneste. Jeg glæder mig til at dykke ned i noget nyt,« sagde landstræneren.

Potentielt gyser i mellemrunden

Skulle Danmark gå videre som forventet, kan der vente et veritabelt håndboldbrag i mellemrunden. Her er nogle af de potentielle modstandere stornationer som Spanien, Tyskland, Frankrig og Norge – alle med medaljeambitioner og stærke generationer.

»Det bliver en sjov og spændende mellemrunde med seks vanvittigt stærke hold,« vurderer Nikolaj Jacobsen.

Han hæfter sig dog mest ved den unikke mulighed for at spille hele turneringen hjemme i Boxen.

»Det bliver fedt. Og særligt med tanke på, at guleroden er, at både semifinalen og finalen bliver spillet her i Herning. Det giver lidt ekstra at kunne få lov til at spille semifinalen og finalen i Herning, og det er det, vi går efter,« slutter han.

Grupperne ved EM 2026:

🔹 Gruppe A:
Tyskland, Spanien, Østrig, Serbien

🔹 Gruppe B (Danmarks pulje):
Danmark, Portugal, Nordmakedonien, Rumænien

🔹 Gruppe C:
Frankrig, Norge, Tjekkiet, Ukraine

🔹 Gruppe D:
Slovenien, Færøerne, Montenegro, Schweiz

🔹 Gruppe E:
Sverige, Kroatien, Holland, Georgien

🔹 Gruppe F:
Ungarn, Island, Polen, Italien

EM 2026 begynder i januar, og Danmark åbner turneringen på hjemmebane i Herning. Drømmen om endnu en stor slutrunde på dansk jord lever.

SF i Vejle kræver Store Bededag tilbage: »Der er råd – og det har der hele tiden været«

0
Karina Lorentzen og Pia Olsen Dyhr

Der er fortsat vrede i SF over regeringens beslutning om at afskaffe Store Bededag. Ifølge partiet bygger beslutningen på et forældet økonomisk narrativ, og de økonomiske forudsætninger for afskaffelsen holder ikke længere – hvis de overhovedet nogensinde gjorde. Det skriver folketingsmedlem Karina Lorentzen fra Kolding og SF’s spidskandidat i Vejle, Tage Jørgensen, i en fælles udtalelse til AVISEN.

»Russerne rasler med sablen, og vi bliver nødt til at kigge efter skillinger under hver en sofapude, hvis vi skal have råd til at forsvare os.«

Sådan lød den officielle begrundelse, da SVM-regeringen i 2023 besluttede at afskaffe Store Bededag som en national fridag. Men det argument har SF aldrig købt – og i dag virker det endnu mere hul.

»Hvis regeringen virkelig havde været optaget af at holde økonomien i ro, kunne den have ladet være med at dele milliardstore skattelettelser ud til de allerrigeste danskere,« siger Karina Lorentzen.

Hun peger på, at statens råderum siden er blevet markant opjusteret – med næsten 50 milliarder kroner – og at der nu meldes om endnu flere uventede milliarder i statskassen.

»Til sammenligning bringer afskaffelsen af Store Bededag kun tre milliarder ind. Der er med andre ord råd til at give danskerne deres fridag tilbage – og det har der hele tiden været.«

SF deler hveder i Vejle

SF fortsætter derfor deres kamp for at få Store Bededag tilbage – både i Folketinget og lokalt. I Vejle markerer partiet dagen med uddeling af hveder foran rådhuset klokken 13. Her kan borgere møde SF’s lokale kandidater og tage en snak om, hvorfor fridagen stadig er vigtig.

»Store Bededag handler ikke bare om religion eller tradition. Den handler om pauser, om tid til familien og om respekt for lønmodtagernes rettigheder. Det er et politisk svigt, at den blev fjernet, og det kæmper vi for at rulle tilbage,« siger Tage Jørgensen, SF’s spidskandidat til kommunalvalget i Vejle.

SF har meldt klart ud, at kampen for Store Bededag ikke er forbi – og at den hverken er glemt i Vejle eller på Christiansborg.

Regeringen åbner for atomkraftdebat: Vil undersøge potentialet i nye teknologier

0
Troels Lund Poulsen. Foto: AVISEN

POLITIK. Efter årtiers politisk berøringsangst ser regeringen nu nærmere på atomkraftens rolle i fremtidens energiforsyning. Ifølge Venstres formand og forsvarsminister Troels Lund Poulsen er tiden kommet til at tage en saglig debat om emnet, og regeringen har derfor besluttet at igangsætte en analyse, der skal afdække både risici og potentiale ved de nyeste former for atomkraftteknologi.

»Atomkraft har i årtier været et tabu i dansk energipolitik. Det ændrer sig nu,« skriver Troels Lund Poulsen i et opslag på sociale medier.

Han understreger, at flere danske virksomheder allerede arbejder med udviklingen af ny atomteknologi, og at det derfor er naturligt at tage næste skridt: en grundig og oplyst analyse.

»Vi kan ikke bare ophæve et 40 år gammelt forbud uden at have styr på fakta. Men vi kan heller ikke ignorere, at teknologien har udviklet sig markant, og at verden omkring os kalder på nye løsninger,« skriver han.

Formålet med analysen er at skabe et solidt fagligt grundlag for at vurdere, om atomkraft skal spille en rolle i fremtidens danske energiforsyning. Troels Lund Poulsen understreger dog, at der ikke er tale om planer om store, klassiske atomkraftværker som dem, man kender fra Sverige eller Tyskland.

»Jeg ser ikke for mig, at vi skal bygge store, konventionelle atomkraftværker som i Sverige og Tyskland. Men vi skal heller ikke lade en forældet frygt diktere vores energipolitik,« lyder det fra forsvarsministeren.

Analysen bliver det første konkrete skridt i en ny kurs i dansk energipolitik, hvor atomkraft ikke længere automatisk er udelukket som løsning i kampen for en stabil, grøn og fremtidssikret energiforsyning.

SF deler 250 »trøstehveder« ud: »Vi har ikke glemt Store Bededag«

0

POLITIK. Når kalenderen viser fredag den 16. maj 2025, skulle danskerne have fejret Store Bededag. Det satte regeringen en stopper for for to år siden – et politisk valg, som SF ikke har glemt. For at minde fredericianerne om fridagen og dens betydning, står SF Fredericia derfor klar foran Rådhuset lørdag den 17. maj klokken 10.00 med 250 »trøstehveder«.

»Regeringen fjernede Store Bededag med den begrundelse, at Danmark manglede penge. Historien har vist, at det ikke var sandt,« siger Malene Søgaard-Andersen, spidskandidat for SF Fredericia, og fortsætter:

»For os i SF var afskaffelsen af Store Bededag et alvorligt svigt af den danske aftalemodel og noget, der går stik imod vores vision om et samfund med mere balance. Vi lever i en tid med jag og stress, og derfor er fridage med plads til pauser og tid med familie og venner vigtige.«

SF vil med uddelingen af hveder også sende en tak til de partier og fagforeninger, der kæmpede lønmodtagernes sag, da Store Bededag blev afskaffet.

»Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne svigtede den danske aftalemodel dengang. Det var skammeligt og burde aldrig være sket,« siger Malene Søgaard-Andersen.

Fredericianerne kan ud over Malene Søgaard-Andersen også møde SF’s øvrige topkandidater til det kommende byrådsvalg, Ole Olsen, Lars Olesen og Jan Filbært.

Orkla Danmark har fundet efterfølgeren efter Carsten Hänel

0
Orkla Danmark har fundet efterfølgeren efter Carsten Hänel

BUSINESS. Efter mere end 25 år hos fødevaregiganten Orkla Danmark har fredericianeren Carsten Hänel valgt at stoppe som administrerende direktør. Fra den 1. august overtager Simon Mosegaard Fibiger posten som ny topchef.

Carsten Hänel er en velkendt skikkelse, både i Fredericia og i den danske fødevarebranche. Han har gennem mere end to årtier været en af frontfigurerne i Orkla-koncernen, hvor han senest har stået i spidsen for Orkla Danmark. Virksomheden producerer kendte danske mærkevarer som KiMs, Bähncke, Beauvais, Easyfood og Den Gamle Fabrik – produkter, som findes i 90 procent af de danske hjem.

Beslutningen om at træde tilbage blev offentliggjort allerede i efteråret 2024, hvor Carsten Hänel fortalte, at han ønskede mere tid til familien og egne projekter. Hänel ser frem til den nye fase i sit liv og udtrykker samtidig stor tillid til sin efterfølger.

»Det har været et privilegium at stå i spidsen for en virksomhed med så dedikerede medarbejdere og stærke brands. Markedet er udfordrende i øjeblikket, men med sin erfaring fra både det danske marked og vores vigtigste eksportmarkeder har Simon både modet og de rette redskaber til at tage Orkla Danmark til næste niveau,« siger Carsten Hänel.

En erfaren profil overtager roret

Den nye administrerende direktør, Simon Mosegaard Fibiger, kommer til Orkla Danmark med solid erfaring fra både Carlsberg og det internationale konsulenthus McKinsey. Han har senest været direktør for Carlsberg i Tyskland og beskriver selv skiftet til Orkla som »at komme hjem.«

»Jeg har mødt en organisation og nogle mennesker, der hurtigt overbeviste mig om, at her er en stærk kultur med mennesket i centrum. Orkla Danmark har fantastiske brands – nogle jeg selv kender fra mit eget køkken og fra min barndom. Det er brands, der vækker noget i mennesker, og som har en stærk platform at udvikle videre fra. Det giver os noget at tale med forbrugerne og hinanden om,« siger Simon Mosegaard Fibiger.

Simon Mosegaard Fibiger er 40 år gammel og oprindeligt nordjyde, men bor i dag i Hamborg med sin hustru Sanne og deres fire børn. Familien flytter tilbage til Danmark i løbet af sommeren, inden Fibiger officielt tiltræder stillingen den 1. august.

Stor ros fra toppen i Orkla

Fra Orkla-koncernen er der store forventninger til den nye direktør. Ledelsen i Orkla Foods og Orkla Snacks fremhæver især Fibigers erfaring med at udvikle kendte mærkevarer samt hans stærke lederegenskaber som afgørende for, at valget faldt på ham.

»Simon er først og fremmest en dygtig leder, der ved, at det er dygtige mennesker, der skaber gode virksomheder og stærke brands – ikke omvendt. Han har stor erfaring med at udvikle kendte brands med en stor historie og kombinerer det med et stærkt fokus på mennesker, vækst og salg. Det gør ham ideel til opgaven,« siger Aku Vikström, CEO i Orkla Foods.

Ingvill Tarberg Berg, CEO i Orkla Snacks, supplerer:

»Simon har stor værdifuld erfaring fra FMCG-branchen og en stærk kommerciel baggrund, hvor han har arbejdet med førende mærkevarer. Hans erfaring med forretningsmodeller og metoder vil være en stor kilde til inspiration og værdifuld viden.«

Carsten Hänel: »Den rette til opgaven«

Med Carsten Hänels afgang lukker et langt kapitel for Orkla Danmark. Hänel har været en markant og synlig leder gennem mange år, og han er sikker på, at virksomheden er i gode hænder med Simon Mosegaard Fibiger som ny direktør.

»Jeg har kendt Simon siden vores tid sammen i Carlsberg, og jeg er overbevist om, at han er den rette til at føre Orkla Danmark videre,« understreger Carsten Hänel.

Hänel fortsætter på posten frem til august og vil også fremover bidrage aktivt i erhvervslivet, blandt andet gennem sit virke som næstformand i DLG-koncernen. Dermed fortsætter han med at sætte sit aftryk, selvom han ikke længere er at finde i den daglige ledelse af Orkla Danmark.

Leg og glade dage, da Fredericias børn og dagplejere fejrede Dagplejens Dag

0
Leg og glade dage, da Fredericias børn og dagplejere fejrede Dagplejens Dag

LOKALT. Onsdag formiddag emmede boldbanerne i KFUM Parken i Fredericia af hvin og glade børnestemmer. Anledningen var Dagplejens Dag, en tradition, der har eksisteret siden 1992, hvor dagplejere, børn og voksne mødes for at fejre fællesskabet omkring dagplejen og den hverdag, dagplejerne skaber for de mindste børn.

I år blev dagen markeret tre forskellige steder rundt om i Fredericia med hvert sit tema. I KFUM Parken var der fokus på motoriske aktiviteter. Her fik børnene lov at boltre sig i en stor, blå hoppeborg, som hurtigt blev dagens store trækplaster. Nogle børn tumlede gennem en motoriktunnel, mens andre ivrigt jagtede sæbebobler, der fløj lavt hen over kunstgræsbanen. Der var pyntet med balloner og flag på dagplejernes cykler og barnevogne, og de små fik energi fra frugt, sponsoreret af den lokale Rema 1000.

Både klapvogne og ladcykler var festligt pyntet med balloner og flag.

Dagplejekonsulent Tine Kjær Pedersen var med til fejringen, og hun fortalte med tydelig glæde, at dagen var sammensat med et klart børneperspektiv for øje.

»Vi fejrer Dagplejens Dag rundt i hele Fredericia Kommune, forskellige steder, og vi har valgt, at dagen i dag overordnet skal have fokus på børneperspektivet. Derfor tager vi udgangspunkt i, hvad børnene synes kunne være sjovt, hvordan de kan fejre og markere dagen.«

Både store og små havde god plads til at lege og hygge sig sammen.

Tine forklarede også, at selvom dagpleje i hverdagen handler om nærvær og tryghed i mindre grupper, er arrangementer som Dagplejens Dag vigtige, fordi børnene her lærer at være sammen i større fællesskaber.

»Det er fedt for børnene at være sammen i det store fællesskab engang imellem. Dagpleje handler først og fremmest om nærvær og tryghed, men dagplejerne er også virkelig gode til at besøge hinanden. Vi går i legestue én gang om ugen, vi låner gymnastiksalen indimellem, og vi har arrangementer som Dagplejens Dag. På den måde får børnene også mulighed for at øve sig i at være en del af et større fællesskab, inden de skal videre i børnehave,« sagde hun.

Hoppeborgen sponsoreret af 123fest.dk med de velkendte figurer fra Paw Patrol var et stort hit blandt børnene.

En vigtig pointe var også, at dagplejerne selv har stor indflydelse på, hvordan dagen bliver fejret. Det skal passe til deres børn, deres område, og deres egne erfaringer med, hvad børnene synes er sjovt.

»Dagplejerne har selv besluttet, hvad temaet skal være i deres område. Dagplejerne er alligevel for spredt til, at vi alle sammen kan mødes ét sted. Igen er børneperspektivet vigtigt – det skal være deres dag, det skal være sjovt, og der skal ikke være nogen, der skal fragtes så langt, at dagen bliver svær,« forklarede Tine.

»Er der nogen derinde?« Børnene kunne også udfordre sig selv ved at kravle gennem motoriktunnelen.

På banerne omkring KFUM Parken var der omkring 24 dagplejere med børn, og selvom ikke alle dagplejere kunne deltage – nogle havde eksempelvis helt nye, små børn, som endnu ikke var klar til en dag med mange mennesker – var arrangementet godt besøgt. Dagplejerne havde selv organiseret dagens aktiviteter og sørget for, at det både blev en hyggelig og sjov dag.

Flere billeder fra Paw Patrol-hoppeborgen, hvor de store børn hjalp de små med at hoppe og lege.

Og efter halvanden times aktivitet begyndte de første små tegn på trætte øjne og tunge ben at vise sig hos børnene. 

Fredericia AVISENs SoMe-team var også med på dagen – se den hyggelige stemningsvideo her:

Kvinde alvorligt kvæstet i motorvejsuheld ved Kolding – familie retter tidligere oplysninger

Kvinde alvorligt kvæstet i motorvejsuheld ved Kolding – familie retter tidligere...

0
Den 25-årige kvinde, som forleden var involveret i et solouheld på motorvejen ved Kolding, kom alvorligt til skade i ulykken. Det oplyser kvindens familie...