3.9 C
Copenhagen
søndag 28. december 2025

Fredericia gør klar til Superliga-eventyret: Stadionbyggeri bliver vedtaget mandag

0

POLITIK. Når Fredericia Byråd i dag træffer den endelige beslutning om en økonomisk bevilling til stadionbyggeriet, betyder det samtidig startskuddet til en ny fodboldæra i fæstningsbyen. Kultur- og Idrætsudvalgsformand Peder Tind (V) glæder sig til, at byrådet officielt godkender den økonomiske ramme, som skal sikre, at Monjasa Park er klar til at tage imod Danmarks største fodboldklubber i Superligaen.

»Vi har vedtaget den økonomiske ramme, der skal til for, at vi kan gå i jorden og skabe rammerne omkring Superliga-bolden, der gerne skulle begynde midt i juli. Det er dét, vi formelt beslutter på byrådsmødet mandag. I dag har vi haft møde i Kultur- og Idrætsudvalget, og vi var fuldstændig enige om at sende denne indstilling videre,« siger Peder Tind, der ikke lægger skjul på, at den seneste tid har været intens med mange møder og forhandlinger.

Den kommende stadionopgradering betyder, at Monjasa Park fremover kan byde 10.000 fodboldfans velkommen. Dermed lever Fredericia op til Divisionsforeningens krav for at spille i landets bedste række. Og ambitionerne er store, når fodboldbyens nye hjemmebane tager form.

»Vi får et stadion, hvor vi kan byde klubber som FC København, Brøndby og FC Midtjylland indenfor – og forhåbentlig sende dem hjem med et nederlag. Det bliver med plads til 10.000 tilskuere fordelt på både sidde- og ståpladser,« fortæller Peder Tind og fortsætter:

»Enderne af stadion, hvor vi i dag har jordvolde, bliver ombygget til stemningsfyldte ståtribuner. Samtidig mangler vi cirka 500 siddepladser på den ene langtribune, så vi når op på de krævede 3.000 siddepladser. Dermed får vi et stadion, der lever op til Superliga-kravene.«

Det bliver dog ikke kun tilskuerpladserne, der får et løft. Monjasa Park får også to spritnye storskærme, som skal erstatte den nuværende nedslidte skærm. Desuden opgraderes kameraer og sikkerhedsforanstaltninger, så både fans og spillere får optimale forhold, når det går løs i Superligaen.

Erhvervslivet løfter i flok

For Fredericia Kommune har det været afgørende, at erhvervslivet har valgt at støtte op om projektet i stor stil. Den oprindelige aftale lød på, at kommunen skulle betale 75 procent af regningen, mens erhvervslivet dækkede de sidste 25 procent. Men da tidsplanen blev stram, og projektet viste sig dyrere end forventet, trådte det lokale erhvervsliv for alvor i karakter.

»Det betyder virkelig meget for os, at erhvervslivet har valgt at øge deres støtte. De ekstra udgifter, der kom til i forhandlingerne, endte vi med at dele 50-50 med erhvervslivet. Det vidner om, at vi står sammen om at skabe gode rammer for Superliga-fodbold i Fredericia. Jeg er hammerende stolt af det samarbejde, vi har etableret,« understreger Peder Tind, der fremhæver den seriøse arbejdsånd, som har præget processen:

»Vi har haft en intens periode med mange møder, og selvom vi skulle finde ekstra midler, har alle været konstruktive. Det er et fælles projekt, der sender et stærkt signal om sammenhold i Fredericia.«

Etape to venter i horisonten

Selvom glæden over første etape af stadionbyggeriet fylder meget, er der også en erkendelse af, at opgaven endnu ikke er helt løst. Om tre år venter nemlig endnu en fase, hvor der skal være tag på alle tribuner, og hjørnerne skal lukkes, så stadion står komplet færdigt til sæsonen 2028-2029.

»Denne første fase giver os ikke økonomi til at opfylde alle krav med det samme. Så nu bygger vi stadion op, men uden tag på enderne, og vi lukker ikke hjørnerne endnu. Det næste krav træder først i kraft om tre år, og det ved vi allerede nu,« fortæller Peder Tind.

Den økonomiske ramme for anden etape kender kommunen endnu ikke præcist. Men Tind er optimistisk og ser det også som en motiverende faktor for klubben:

»Hvis FC Fredericia får succes i Superligaen – og det tror jeg, de gør – så skal vi selvfølgelig også sikre, at stadionet lever op til alle krav i fremtiden. Vi kender udfordringerne, så vi vil ikke blive overrasket om tre år. Det er en opgave, vi løser sammen, når tiden kommer.«

Byrådets beslutning mandag drejer sig helt konkret om at frigive en ekstra bevilling på 2,5 millioner kroner, som kommunen selv finder i eksisterende budgetter og anlægspuljer. Samtidig har lokale erhvervspartnere forpligtet sig til at matche kommunens ekstraudgift med tilsvarende 2,5 millioner kroner.

Merudgifterne skyldes især den pressede tidsplan, som medfører ekstra udgifter til betonelementer, dobbeltholdsskift og ferieomlægninger på byggepladsen.

Når byrådet mandag aften har godkendt projektet formelt, vil byggeriet gå i gang med det samme, så Monjasa Park står klar til første fløjt i Superligaen i midten af juli.

Dermed kan Fredericias fodboldfans endelig begynde at glæde sig helt officielt. Superligaen kommer snart – og stadion står klar til fest.

Elgiganten klar til kæmpe feståbning i Kolding Storcenter

0
Elgiganten klar til kæmpe feståbning i Kolding Storcenter

BUSINESS. Fredag den 30. maj klokken 07.00 bliver der fyret godt op for festlighederne, når Elgiganten slår dørene op til sit nye, store varehus i Kolding Storcenter. Varehuschef Thomas Lykke Nielsen og administrerende direktør Peder Stedal står klar med den store saks til at klippe snoren, mens 80 medarbejdere er parate til at tage imod kunder fra nær og fjern med åbne arme.

Hos Elgiganten forventer man, at det bliver en åbningsfest af de helt store.

»Vi glæder os meget til at vise vores nye varehus frem i Kolding Storcenter, hvor kunder fra Kolding og omegn vil opleve et bredt og fantastisk varesortiment med knivskarpe åbningstilbud. Tilbud, der er så gode, at vi forventer, at kunder overnatter foran varehuset for at sikre sig en plads forrest i køen,« fortæller Peder Stedal.

Gaming, Apple og LEGO på hylderne

Det nye varehus breder sig ud over hele 2.500 kvadratmeter, og det bliver pakket med alt, hvad hjertet begærer inden for elektronik, gaming, køkkener og hårde hvidevarer.

Derudover præsenterer varehuset et stort område med Apple-produkter og specialiseret rådgivning, ligesom der er en dedikeret afdeling med Epoq-køkkener til dem, der ønsker nyt køkken eller bryggers.

Som en ekstra overraskelse for de yngste kunder – og måske også de lidt ældre LEGO-entusiaster – kommer der et stort udvalg af LEGO-produkter, lige fra DUPLO til Formel 1 og den populære Botanical-serie.

Croissanter, kaffe og præmier

På selve åbningsdagen lover varehuschef Thomas Lykke Nielsen god stemning, konkurrencer og ikke mindst lidt lækkert til dem, der står tidligt op.

»På åbningsdagen står vi klar fra morgenstunden med croissanter og kaffe til de morgenfriske, der har lagt sig i kø for at sikre sig de bedste tilbud. Senere på dagen tænder vi op i grillen og serverer pølser. I løbet af dagen vil der desuden være mulighed for at deltage i konkurrencer med fede præmier. Vi glæder os til at byde alle kunder velkommen til en festlig dag med god stemning og masser af gode åbningstilbud,« fortæller Thomas Lykke Nielsen.

Det gamle varehus på Egtved Allé 3 lukker søndag den 25. maj kl. 17.00, hvorefter fokus rettes mod den store åbningsfest i Kolding Storcenter.

Mulig granat fundet i Fredericia – område bevogtet hele natten

0
Mulig granat fundet i Fredericia – område bevogtet hele natten

KRIMI. Et muligt fund af en granat har siden søndag eftermiddag sat gang i en større bevogtningsindsats omkring øvelsesterrænet ved Ryes Kaserne på Treldevej i Fredericia.

Anmeldelsen tikkede ind klokken 15.58, og siden da har området været under konstant opsyn.

Ifølge vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd blev der hurtigt truffet beslutning om at sikre området, indtil eksperter fra Forsvaret kunne overtage opgaven.

»Lige nu er det ikke, fordi det er noget, vi aktivt beskæftiger os med udover bevogtning. Men vi har altså et muligt fund af en granat på en skrænt ved øvelsesterrænet i Fredericia,« oplyser han mandag morgen.

Vicepolitiinspektøren understreger dog, at der ikke er nogen grund til panik.

»Det er ikke noget, der ligger farligt for borgerne,« siger han.

Bevogtning fortsætter indtil eksperter er fremme

Ifølge vicepolitiinspektøren har politiet rekvireret hjælp fra Forsvarets ammunitionsrydere, som er specialtrænede til at håndtere eksplosiver og granater. Holdet, der er stationeret i Skive, har været på vej mod Fredericia siden tidligt mandag morgen.

»Vi har sørget for bevogtning, så der ikke er nogen, der kommer for tæt på. Ammunitionsrydderne møder ind klokken 06.00 i Skive, og jeg tror, de er tæt på at lande dernede nu,« lyder meldingen fra Arno Rindahl Petersen.

For at sikre, at området forbliver sikkert frem til ankomsten af ammunitionsrydderne, har Sydøstjyllands Politi fået hjælp fra Hjemmeværnet, som har varetaget opgaven med bevogtning hele natten.

»Der har vi jo supergod hjælp til nogle bevogtningsopgaver med Hjemmeværnet. De overtog bevogtningen fra i går aftes og henover natten. Det mener jeg også, er dem, der står derude lige nu. Så der er vi jo glade for, at vi har Hjemmeværnet,« siger Arno Rindahl Petersen.

Politiet kan endnu ikke svare på, hvem der har fundet granaten eller hvordan den præcist er blevet opdaget. Det eneste, man ved, er, at anmeldelsen kom ind søndag eftermiddag som et »muligt fund af en granat« ved skrænten nær øvelsesterrænet.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.

Store præstationer bag ny FC Fredericia-sejr

0

SPORT. FC Fredericia vandt lørdag overbevisende 3-0 over AC Horsens, og flere præstationer stak ud.

Her følger AVISENs vurdering af FC Fredericias spillere efter kampen mod AC Horsens:

Valdemar Birksø (10):
Birksø fortsætter med at imponere mellem stængerne og kan nu notere sig for imponerende seks clean sheets i de seneste ti kampe. En sikker sidste skanse.

Svenn Crone (4):
Ikke Crone’s mest fremtrædende kamp. Han leverede ikke det store offensivt, men udførte sine defensive pligter uden større problemer.

Jeppe Kudsk (7):
Stabiliteten selv i FC Fredericias midterforsvar. Kudsk spillede igen en solid kamp, hvor han sjældent satte en fod forkert.

Frederik Rieper (10):
Leverede et mål, der sendte tankerne tilbage til Daniel Aggers storhedstid. En fantastisk scoring fra distancen af den høje midterforsvarer, som også spillede fejlfrit defensivt.

Daniel Kristjansson (4):
God boldomgang som vanligt, men skilte sig ikke for alvor ud i dagens kamp.

William Madsen (7):
En spiller, der sjældent stjæler overskrifter, men som med sit usynlige slid og intelligente placeringer gør sine medspillere bedre. Sådan var det igen mod Horsens.

Felix Winther (4):
Leverede en solid arbejdsindsats på den centrale midtbane, uden dog at være specielt iøjnefaldende.

Moses Opondo (4):
Havde ikke heldet med sig. Begik et noget klodset straffespark, som Horsens dog brændte, og misbrugte samtidig selv en enorm chance i første halvleg.

Jonathan Lindekilde (4):
En relativt anonym indsats af Lindekilde, men faldt heller ikke negativt ud af kampen.

Gustav Marcussen (4):
Formåede ikke at sætte sit præg på kampen, og blev da også erstattet allerede ved pausen.

Asbjørn Bøndergaard (4):
Arbejdede som vanligt hårdt og uselvisk. Burde dog have haft en assist efter fremragende forarbejde, som desværre blev misbrugt af Opondo.

Emilio Simonsen (10):
Super-indskifteren slog til igen med to mål i anden halvleg efter sin entré ved pausen. Simonsen har kæmpet med skader, men mod Horsens viste han, hvilken gevinst han kan blive for FC Fredericia fremover.

Patrick Egelund (UB):
Spillede ikke nok til at blive vurderet.

Jakob Jessen (UB):
Spillede ikke nok til at blive vurderet.

Adam Andersen (UB):
Spillede ikke nok til at blive vurderet.

Agon Mucolli (UB):
Spillede ikke nok til at blive vurderet.

Cheftræner Michael Hansen (10):
At kunne motivere sit hold til en så stærk præstation efter oprykningen allerede var sikret, vidner om klasse. Hansen ramte plet med sin udskiftning i pausen, hvor Emilio Simonsen kom ind og afgjorde kampen.

Bil og cykel tørnede sammen: Politi giver ny status

0
Bil og cykel tørnede sammen: Politi giver ny status

KRIMI. Sydøstjyllands Politi har nu flere detaljer om det færdselsuheld, der fandt sted søndag morgen omkring klokken 09.00 i rundkørslen ved Oldenborggade og Norgesgade i Fredericia.

Ved ulykken stødte en personbil og en cykel sammen, og en 73-årig mand fra Fredericia blev efterfølgende kørt med ambulance til Kolding Skadestue. Ifølge vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd er mandens skader heldigvis ikke livstruende.

»Han blev kørt til Kolding som traumepatient, men heldigvis var han ikke bevidstløs, og vi er ikke ude i noget livstruende,« siger Arno Rindahl Petersen mandag formiddag.

Politiet har fået klarlagt, at ulykken skete, da en 39-årig mandlig bilist fra Fredericia kørte i vestlig retning ad Oldenborggade og skulle ud af rundkørslen ved Norgesgade og Holstensvej. Her stødte bilisten og cyklisten sammen i forbindelse med bilistens udkørsel fra rundkørslen.

»Det sker jo, fordi bilen svinger og sandsynligvis overser cyklisten. De rammer i hvert fald sammen, men præcis hvordan sammenstødet opstår, om det er cyklen, der rammer bilen eller omvendt, kan vi ikke sige,« forklarer vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen.

Selvom cyklisten er uden for livsfare, har politiet endnu ikke modtaget nærmere oplysninger om hans præcise tilstand eller omfanget af hans skader.

»Vi ved endnu ikke helt præcist, hvordan hans tilstand er, men det er i hvert fald ikke noget livstruende,« gentager vicepolitiinspektøren.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.

Snaps førte til røverisigtelse i Nørre Aaby

0
Snaps førte til røverisigtelse i Nørre Aaby

KRIMI. Et butikstyveri udviklede sig lørdag eftermiddag på Grønnegade i Nørre Aaby, da en 58-årig kvinde fra Middelfart Kommune blev konfronteret med, at hun havde forsøgt at tage en flaske snaps uden at betale.

Ifølge døgnrapporten fra Fyns Politi havde kvinden købt én liter mælk, men samtidig sneget en flaske snaps med sig, som hun valgte ikke at betale for ved kassen. Personalet opdagede episoden og greb hurtigt ind, men konfrontationen tog en voldsom drejning.

Den 58-årige kvinde reagerede aggressivt, da butikspersonalet bad hende om at blive i forretningen, efter tyveriet var blevet opdaget. Ifølge politiets oplysninger skubbede hun til personalet i et forsøg på at slippe væk fra butikken. Dermed blev sagen opgraderet fra butikstyveri til røveri, da kvinden benyttede fysisk vold i forbindelse med tyveriet.

Kvinden blev efter episoden sigtet for røveri, oplyser Fyns Politi i døgnrapporten. Det fremgår ikke af politiets oplysninger, om den 58-årige kvinde tidligere er kendt for lignende forhold.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Fyns Politis døgnrapport mandag morgen.

To mænd fængslet efter stort værktøjstyveri i Erritsø

0

KRIMI. To mænd på henholdsvis 27 og 30 år blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger. De er begge sigtet for indbrud på en adresse på Tonne Kjærsvej i Erritsø ved Fredericia.

Ifølge sigtelsen stjal de to mænd værktøj til en samlet værdi på cirka 324.000 kroner, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Grundlovsforhøret blev afholdt ved Retten i Kolding, hvor dommeren fandt grundlag for at varetægtsfængsle begge mænd, mens politiet efterforsker sagen videre.

Politiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere detaljer om sagen af hensyn til efterforskningen.

Pointdeling på Amager holder Middelfart på oprykningskurs

0

SPORT. Middelfart Boldklub fastholdt søndag eftermiddag deres forspring i kampen om oprykning, da topopgøret mod Fremad Amager endte 1-1 på Sundby Idrætspark. Foran 1501 tilskuere leverede fynboerne en stærk præstation, men måtte nøjes med et enkelt point efter en sen amagerkansk udligning.

Fra kampens begyndelse viste Middelfart, at man ikke havde tænkt sig at overlade noget til tilfældighederne. Holdet pressede værterne tilbage, og især Fremad Amagers målmand, Hjalte Dalsgaard, havde travlt. Allerede efter 20 minutter leverede han en imponerende dobbeltredning, og ti minutter senere fik gæsterne et mål annulleret for frispark, hvilket holdt kampen målløs ved pausen.

Efter en times spil måtte Dalsgaard igen ud i en stor redning på et farligt hjørnespark, men få minutter senere fik Middelfart endelig hul på bylden. Efter tumult i feltet efter endnu et hjørnespark dukkede Jacob Linnet op og satte køligt bolden i nettet. Jubelen var stor hos Middelfart, da scoringen for en stund betød et fem-point-forspring i tabellen.

Men Fremad Amager viste moral og satte i slutfasen pres på Middelfart. Udligningen kom med blot syv minutter tilbage, da Hocine Derrar med stor præcision satte foden på et indlæg, der endte i nettaget uden chance for Middelfarts målmand.

Slutresultatet på 1-1 betyder, at Middelfart fortsat holder Fremad Amager på en afstand af to point med blot fire spillerunder tilbage. Drømmen om oprykning til NordicBet Ligaen lever dermed i bedste velgående, og Middelfart går ind til sæsonens sidste kampe med skæbnen i egne hænder.

VB sikrer overlevelse – lokalbrag mod FC Fredericia venter i næste sæson

0

SPORT. Vejle Boldklub sikrede sig søndag eftermiddag en dramatisk og livsvigtig sejr på 1-0 ude mod Viborg FF. Dermed spiller Vejle også Superliga-fodbold i næste sæson, hvor der blandt andet venter intense lokalopgør mod FC Fredericia, der netop har sikret sig oprykning.

Matchvinderen i Viborg blev Stefan Velkov, som scorede kampens eneste mål dybt inde i første halvlegs tillægstid (45+1’).

Trods markant Viborg-dominans og en klar overvægt i boldbesiddelse kæmpede Vejle heroisk og sikrede sejren, der var et absolut must for at overleve i Superligaen.

Samtidig gik de øvrige resultater Vejles vej, da AaB tabte 2-3 mod Silkeborg, og Lyngby led et stort nederlag på 1-5 mod Sønderjyske.

Dermed står det klart, at Vejle Boldklub også næste år er at finde i landets bedste række – og at fansene kan glæde sig til Superliga-lokalbrag mod rivalerne fra FC Fredericia.

»Mine elever skal gå herfra med rank ryg« – Marianne vil undervise med hjerte og faglighed

0
»Mine elever skal gå herfra med rank ryg« – Marianne vil undervise med hjerte og faglighed

UDDANNELSE. Marianne Wilki træder ind ad døren på Social- og Sundhedsskolen i Vejle med en faglig stolthed, som er umulig at overse. Hun hilser på kollegerne, smiler til eleverne og får det til at se ud som det mest naturlige i verden, at det netop er her, hun hører til. I snart 11 år har hun undervist på stedet, som hun selv kalder meningsfuldt, også selvom vejen dertil på sin vis var lidt af en tilfældighed.

Oprindeligt tog Marianne sin allerførste uddannelse som social- og sundhedshjælper tilbage i 1994, drevet af en grundlæggende lyst til at yde omsorg og hjælpe mennesker omkring sig. En drivkraft, hun har haft med hjemmefra, fra et barndomshjem, hvor omsorg var en naturlig del af familielivet. Men kroppen sagde dengang fra over for det fysisk krævende arbejde, og Marianne måtte sadle om. I stedet blev det kommunale skriveborde, lovgivning og sagsbehandling, der prægede hendes arbejdsliv de næste mange år som uddannet socialrådgiver.

Men drømmen om det tætte, menneskelige arbejde kunne hun alligevel ikke helt slippe. Hun valgte derfor at tage et skridt tættere på, da hun blev ansat på et opholdssted for anbragte børn, og siden fandt hun vej ind til psykiatrien i Middelfart. Her arbejdede hun i næsten otte år med unge mennesker, der kæmpede med svære udfordringer som angst og psykiske lidelser.

En dag skete det, hun ikke havde ventet. Et stillingsopslag fra Social- og Sundhedsskolen i Vejle fangede hendes opmærksomhed, og med ét mærkede hun tydeligt, at her var måske en mulighed for at kombinere sin store interesse for mennesker med rollen som formidler. Det var en tanke, der gav mening på en helt særlig måde.

»Jeg tænkte, at det kunne være interessant at prøve kræfter med at være formidler på en ny måde. Da jeg arbejdede med de unge i psykiatrien, mødte jeg ofte piger, der drømte om at få et arbejde inden for omsorg og pleje. Vi hjalp nogle af dem videre, og det var enormt meningsfuldt at se dem finde deres egen vej og lykkes med noget, der gav så stor værdi for både dem selv og for andre,« siger Marianne med en kærlig betoning, der afslører, at det netop er dét, der altid har drevet hende.

Hun søgte stillingen, blev kaldt til samtale, og fik jobbet. Og her – 11 år senere – er Marianne ikke et sekund i tvivl om, at den beslutning var helt rigtig. I dag er hendes arbejdsdag præget af netop dét, hun altid har brændt for: Muligheden for at støtte andre mennesker i at finde deres egen vej frem og »blomstre«.

»Jeg er god til relationer, men hjertet er ikke nok«

Når Marianne underviser, gør hun det altid med særlig opmærksomhed på de mennesker, hun møder. Hun har gennem årene erfaret, at god undervisning handler om mere end blot at formidle viden fra en bog. Det handler mindst lige så meget om at kunne forstå eleverne, se deres behov og skabe tillid.

Netop evnen til at skabe relationer er blevet en slags varemærke for Marianne, noget, hun især har taget med sig fra sine år i psykiatrien i Middelfart. Her lærte hun på tæt hold, hvor vigtig den menneskelige kontakt er, især når mennesker er sårbare og har brug for ekstra støtte.

»En af mine store fordele er, at jeg er rigtig god til relationsarbejde. I min optik behøver man ikke at kende folk godt for at kunne danne en relation og give dem støtte og hjælp, der kunne være behov for. Vi har jo elever på SOSU-skolen, som indimellem har brug for noget ekstra hjælp og støtte,« forklarer Marianne.

Men relationsarbejdet står ikke alene. Mariannes undervisning bygger også på en stærk overbevisning om, at hjerte og hænder må følges ad med en grundig faglig forståelse.

Hun beskriver ofte foran tavlen en enkel model for sine elever, hvor hjertet repræsenterer elevernes naturlige ønske om at hjælpe, mens den faglige viden og teori, som skolen giver dem, gør dem i stand til professionelt at argumentere for deres beslutninger ude hos borgerne.

»Jeg tegner altid en model for vores elever om, at jeg forestiller mig, at alle kommer med et stort hjerte og gerne vil hjælpe. Vi skal så hjælpe dem på ren faglig vis og lære dem nogle teorier, og lære dem at anvende dem i praksis, sådan at når de går ud herfra og er færdiguddannet, så er de stolte og har det store hjerte med, men de kan rent faktisk fagligt argumentere for, hvorfor de vurderer, som de gør ude hos borgerne,« fortæller hun.

Det er netop kombinationen af hjerne og hjerte, Marianne håber, at eleverne tager med sig ud i praksis. For hende er det afgørende, at eleverne forstår, at god omsorg ikke kun handler om følelser.

»Hvis det kun er hjertet, der styrer, så brænder man ud. Der skal faglighed til,« siger hun.

Elevernes dannelsesrejse

Senere kommer vi nærmere ind på de elever, Marianne henvender sig til med sin model. Når samtalen falder på eleverne, lyser hendes stolthed op. For noget af det, der driver hende mest i jobbet som underviser, er netop at følge elevernes personlige og faglige udvikling gennem hele uddannelsen.

Hun elsker at opleve både de små og store gennembrud hos eleverne.

»Jeg elsker at se eleverne blomstre. Det er det, jeg mener med, at de vokser,« fortæller hun med begejstring i stemmen.

Hun giver et konkret eksempel med en klasse på social- og sundhedshjælperuddannelsen, der lige har afsluttet deres 14-måneders forløb.

»At se dem i dag, hvor de er færdige, er fantastisk. De ser ikke bare stolte ud, men man kan virkelig se, hvordan de er vokset, ikke nødvendigvis i højden, men i deres faglige identitet,« griner underviseren.

Hun ser uddannelsen, og elevernes små og store gennembrud undervejs, som en del af en dannelsesrejse, hvor de gradvist opbygger både faglig stolthed og selvtillid, så de står stærkt rustet, når de skal ud i arbejdslivet.

»Når de står der til sidst, kan man bare se, ja igen, hvordan de er vokset. Den faglige stolthed, eleverne får, betyder virkelig meget,« fortæller hun og fortsætter:

»Jeg ønsker, at eleverne går herfra med rank ryg og kan argumentere teoretisk for, hvorfor de vurderer, som de gør. De skal vide, hvad de taler om, og være stolte af det.«

Fremtidens SOSU handler om respekt

Marianne håber samtidig, at samfundet vil begynde at se SOSU-faget som mere end blot pleje. Hun ønsker, at man får øjnene op for, hvor kompleks og vigtig en rolle social- og sundhedshjælpere og assistenter spiller i vores samfund.

»Det er vigtigt, at vores elever får den respekt, de fortjener. De er frontfigurer i vores samfund, og deres arbejde er afgørende for den kvalitet, vi ønsker i sundhedssystemet,« påpeger hun.

Ifølge Marianne kræver det både faglighed, mod og veludviklede kompetencer at være i SOSU-faget. Hun glæder sig derfor over, at hun ser en udvikling, hvor flere områder, eksempelvis lægepraksisser og handicapområdet, begynder at åbne dørene for SOSU-medarbejdere, fordi det i hendes øjne viser, hvor bredt fagets potentiale egentlig er.

»Jeg synes, vi som samfund er ved at åbne mere op for vores uddannelser, og det fortjener eleverne virkelig. De kommer herfra med en rigtig god uddannelse, både hjælpere og assistenter,« siger Marianne og tilføjer:

»Vi har brug for, at man sætter pris på vores elever, især alle dem, der kommer fra andre steder, og som vælger at tage et omsorgsarbejde her hos os. Det er vigtigt, at samfundet forstår værdien af det arbejde, vores elever gør, og at de bliver anerkendt som fagligt kompetente medarbejdere.«

Hun fremhæver også, at SOSU-eleverne skal rustes til fremtidens udfordringer, ikke mindst med den nye ældrelov, der træder i kraft den 1. juli. Derfor er det ifølge Marianne vigtigere end nogensinde, at eleverne får en solid faglig ballast, så de er klædt godt på til de forventninger, samfundet stiller til dem.

»Med den nye ældrelov kommer vores elever til at stå som frontfigurer, der skal træffe mange selvstændige beslutninger. Derfor er det helt afgørende, at vi klæder dem på med den her gode faglighed,« forklarer hun.

En arbejdsplads med plads til alle

Til sidst vil Marianne gerne fortælle om sin arbejdsplads. Det vil hun, fordi hun oprigtigt synes, den er fantastisk. Hun beskriver skolen som et sted med plads til alle slags mennesker, både ansatte og elever, hvor der er en dejlig følelse af kollegial støtte og gensidig omsorg.

»Vi er en enormt god arbejdsplads. Vi passer på hinanden, både fagligt og personligt, og det betyder, at man går glad på arbejde. Vi er jo også mennesker 24 timer i døgnet, 365 dage om året,« siger hun med et varmt smil.

Noget af det, hun især sætter pris på i sit arbejde som underviser, er den frihed, hun har til selv at planlægge og tilpasse sin undervisning. Friheden betyder, at hun kan skræddersy undervisningen efter elevernes behov og skabe præcis det rum, hvor de kan udvikle sig bedst muligt, både fagligt og menneskeligt. Netop den fleksibilitet og tillid, hun oplever i sin undervisning, er ifølge Marianne med til at gøre SOSU FVH til en helt særlig arbejdsplads.

Hvis Marianne skulle give ét godt råd videre til dem, der sidder derude og overvejer SOSU-vejen, er svaret klart:

»Hvis du har omsorg for andre mennesker og lyst til at arbejde med noget livsgivende, så skal du simpelthen søge,« fastslår hun og understreger, at alder ikke bør være en hindring. 

For at illustrere sin pointe fortæller hun en lille historie fra sit arbejdsliv. 

»Jeg har haft en elev, der havde sit barnebarn og to oldebørn ventende uden for eksamenslokalet. Hun klarede sig fantastisk,« bemærker underviseren, holder en kort pause og tilføjer med en oprigtig klang:

»Der er plads til alle.«

Kvinde alvorligt kvæstet i motorvejsuheld ved Kolding – familie retter tidligere oplysninger

Kvinde alvorligt kvæstet i motorvejsuheld ved Kolding – familie retter tidligere...

0
Den 25-årige kvinde, som forleden var involveret i et solouheld på motorvejen ved Kolding, kom alvorligt til skade i ulykken. Det oplyser kvindens familie...