1.9 C
Copenhagen
søndag 28. december 2025

Johnny Cashs musikalske arv lever videre i Fredericia med barnebarnet Thomas Gabriel i front

0
Johnny Cashs musikalske arv lever videre i Fredericia med barnebarnet Thomas Gabriel i front

KONCERT. Hvis du elsker ægte countrymusik, dybe stemmer og musikalsk autenticitet, så kan du godt sætte kryds i kalenderen. The Tennessee Four fra Nashville kommer nemlig til Fredericia med forestillingen »Johnny Cash – The Legacy Continues«, hvor Johnny Cashs eget barnebarn, Thomas Gabriel, er med som frontfigur.

Johnny Cash er mere end en legende – han er selve definitionen på en musikalsk epoke. Født John Ray Cash i 1932, skrev han sig ind i musikhistorien som en af country- og rockmusikkens mest ikoniske skikkelser. Hans mørke tøj gav ham tilnavnet »The Man in Black«, og hans stemme gav ham plads i millioner af hjerter verden over.

Med klassikere som »Folsom Prison Blues«, »Ring of Fire« og »I Walk the Line« skabte han musik, der både kunne fortælle barske historier fra fængselslivet og ramme lige ind i hjertekulen med kærlighedens komplikationer. Cash mestrede kunsten at lade humor, smerte og social indignation smelte sammen i en lyd, som stadig er aktuel og bevægende den dag i dag – mere end 20 år efter hans død.

Nu bæres arven videre med både respekt og sjæl af bandet The Tennessee Four fra Nashville, som har turneret verden rundt for at hylde Cashs imponerende livsværk. Bandets absolutte omdrejningspunkt er Johnny Cashs ældste barnebarn, Thomas Gabriel, der med en stemme næsten skræmmende tæt på sin berømte morfars, bringer Cashs musik til live med en autenticitet, der får publikum til at føle, at manden selv er genopstået.

Med sig på scenen har Thomas Gabriel et erfarent hold af musikere:

  • Kerry Marx på guitar: Marx har tidligere optrådt med nogle af verdens største navne – Johnny Cash selv, Bob Dylan og Taylor Swift. Han kalder stadig Cash den mest sympatiske superstjerne, han nogensinde har delt scene med.
  • Tim Kristensen på bas: En sand mester i Johnny Cashs repertoire, efter mange år som ankermand i bandet Johnny Horsepower. Han spiller med en præcision og loyalitet, der matcher Cashs egne musikalske dyder.
  • Paul Leim på trommer: En eftertragtet trommeslager med erfaring fra alt lige fra The London Symphony Orchestra til verdensstjerner som Shania Twain og Kenny Rogers. Han bidrager med en autentisk rytmesektion, der understøtter bandets troværdige lyd.

The Tennessee Four er meget mere end et tribute-band. De er en levende påmindelse om, hvordan Johnny Cashs musik fortsat lever og ånder i nye generationer. Med Thomas Gabriel i front får publikum en musikalsk oplevelse, der ikke kun er en hyldest, men også en autentisk videreførelse af en af historiens største musikalske legater.

Billetsalget åbner tirsdag den 20. maj klokken 10.00.

Ingen tiltale for fyrværkeri-dødsfald i Odense

0
Ingen tiltale for fyrværkeri-dødsfald i Odense

KRIMI. Der bliver ikke rejst tiltale mod de tre mænd, som har været sigtet efter en dødsulykke med en krysantemumbombe på Nyborgvej i Odense nytårsnat.

Det oplyser Anklagemyndigheden ved Fyns Politi mandag eftermiddag.

De tre mænd på henholdsvis 22, 26 og 29 år har været sigtet for uagtsomt manddrab, efter en 24-årig mand blev dræbt af det kraftige og ulovlige fyrværkeri, som mændene ifølge politiet sammen med afdøde havde anskaffet.

Men ifølge anklagemyndigheden kan det ikke bevises, at nogen af de tre mænd har handlet med en så grov grad af uagtsomhed, at de kan dømmes for uagtsomt manddrab.

Alle tre slipper dermed med bøder for overtrædelse af fyrværkeriloven.

De pårørende til den afdøde er blevet underrettet om afgørelsen. Fyns Politi ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.

Hvor er ligheden i sundhedsvæsenet blevet af overfor helt almindelige mennesker, der hverken er psykisk syge eller har kønsrelaterede udfordringer?

0

Forståelsen af retfærdighed er vigtigt for forståelsen af demokrati og for villigheden til at bidrage til et fair og aktivt samfund, der i et socialt afsæt ”er der”, når en diagnose vender op og ned på hverdagen.

Der er et intenst fokus på lighed eller særligt ulighed i sundhedssystemet. Uligheden har særligt afsæt i lægedækningen i yderområderne og levevilkårene for mennesker med psykiske lidelser, men der er rigtig mange andre grupper, der er klemt. 

Systemet – altså de kommunale- og regionale forvaltninger og deres tolkning af over 30.000 siders sociallovgivning gør livet ekstra svært for mange syge mennesker. Rigtig mange syge og svage borgere bukker psykisk og fysisk under i kampen mod systemet.

Diabetes type1 er en alvorlig lidelse som 35.500 danskere er ramt af. Har du type 1, skal dit kørekort fornys hvert 5. år. Det koster tid og penge. Diabetikeren skal betale kr. 500,- for en motor-attest og som en ekstra og helt urimelig afgift, skal diabetikeren betale yderligere 375,-. kroner alene på grund af sygdommen. Det giver ikke nogen mening og det er ikke sund fornuft. Det er uretfærdigt at beskatte sygdom og indkræve ekstra betaling af sårbare borgere.

Kroniske lidelser: Hver femte dansker har en kronisk lidelse. De mest udbredte er astma, type-2 diabetes, knogleskørhed KOL, og hud- og stofskifte sygdomme m.m. Flere af diagnoserne kræver livsvigtig medicin, som for den enkelte borger ofte betales med de sidste af månedens penge, eller simpelthen vælges fra, da borgeren ikke har pengene. Borgernes Parti ønsker, at udredning af sygdomme skal følges af et tilbud om, at pengene følger borgeren, der så kan vælge et privat tilbud, hvis ventetiden er for lang. Der skal også sættes et maksimalt selvbetalingsbeløb, som den syge skal betale for den livsvigtige medicin. 

Alvorligt syge børn og den helt forståelige bekymring for barnets sundhed påvirker hele familien. Lad os se på et eksempel fra den virkelige verden. Hvor er vi henne, når en kommune nægter at anerkende en familie, hvor far og mor indlægges sammen med et barn med en livsvarig og potentielt dødelig sygdom?

En alvorlig medfødt misdannelse i hjerte-/lunge-regionen betyder, at barnet ofte skal genopereres gennem hele vokseforløbet. Mellem operationerne er familien påvirket af den risiko, der tynger dem døgnet rundt. 

Operationsforløbet og den efterfølgende overvågning og indlæggelse medfører at det lille barn skal ligge på Rigshospitalet i en måned. 

I operationsforløbet er nærværet af far og mor er helt afgørende, hvorfor forældrenestilstedeværelse er helt nødvendigt. Men nej, siger kommunen. Der kan ikke gives nogen kompensation, fordi barnet ikke er sygt ”hver dag”. Det betyder at forældrene skal bruge deres ferie på Rigshospitalet, hvilket påvirker deres i forvejen pressede livskvalitet i en negativ retning. 

Det giver jo ingen mening og det er ikke sund fornuft. Når 30.000 sider sociallovgivning ikke rækker, er der virkeligt noget at kæmpe for og imod.

Forsvarsminister på besøg i Fredericia: »Her er et kæmpe potentiale«

0
Forsvarsminister på besøg i Fredericia: »Her er et kæmpe potentiale«

POLITIK. Onsdag eftermiddag gæstede Venstres formand og forsvarsminister Troels Lund Poulsen Crossbridge Energy på Egeskovvej i Fredericia. Sammen med Venstres lokale borgmesterkandidat, Peder Tind, fik ministeren en rundvisning på raffinaderiet og indsigt i virksomhedens arbejde med grøn omstilling og bæredygtige brændstoffer.

For Troels Lund Poulsen var det vigtigt at besøge netop denne type virksomhed, da han mener, at virksomheder som Crossbridge Energy spiller en afgørende rolle i Danmarks grønne omstilling.

»Jeg har fået en god gennemgang af det, virksomheden producerer,« siger Troels Lund Poulsen og fortsætter:

»Jeg har sagt ja til at komme, fordi uanset hvad, så skal vi jo bevæge os mod et grønnere samfund, og derfor er det enormt vigtigt, at brændstofferne bliver produceret på en mere bæredygtig måde. Det er Crossbridge Energy et rigtig godt eksempel på.«

Han fremhæver desuden, at Crossbridge Energy er en virksomhed, der viser vejen frem for resten af branchen:

»Crossbridge er faktisk en virksomhed, der buller derudad, også når vi taler grøn omstilling på det industrielle område.«

Troels Lund Poulsen: Fredericia har meget mere at give af

Under besøget talte forsvarsministeren også om Fredericias store udviklingsmuligheder, som han mener, har et betydeligt potentiale i fremtiden – især når det handler om erhvervsudvikling og boligbyggeri.

»Der er ikke nogen tvivl om, at der er et meget stort potentiale her i Fredericia og generelt i Trekantområdet, når vi taler erhvervs- og boligudvikling. Fredericia ligger virkelig et super godt sted, og der er mange uforløste muligheder, som forhåbentlig snart bliver realiseret,« siger Troels Lund Poulsen.

Ministeren nævnte især byens gode transportforbindelser og uddannelsesmuligheder som stærke argumenter for, hvorfor Fredericia har et særligt potentiale for vækst.

»Man har god adgang til transport, stærke uddannelser – ja, man har virkelig rigtig, rigtig meget. Og så tror jeg også på, at Fredericia kan tiltrække endnu flere borgere og virksomheder fremover,« uddyber han.

Venstre på vej frem i Fredericia

Besøget fra partiformanden kommer også i en vigtig tid for Venstre i Fredericia, hvor partiet oplever en solid fremgang i meningsmålingerne frem mod kommunalvalget. Troels Lund Poulsen fremhævede, at han ikke kommer for at diktere lokalpolitik, men for at bakke op om den lokale indsats.

»Jeg tager ikke rundt og rådgiver om, hvad man skal gøre lokalt. Jeg tager rundt og er med til at understøtte den lokale valgkamp. Det vigtigste er at holde fokus på dét, der betyder noget for folk lokalt,« siger han.

Peder Tind, Venstres lokale borgmesterkandidat, er glad for ministerens besøg og oplever besøget som et klart signal om støtte fra Christiansborg.

»Når en minister som Troels Lund Poulsen besøger os, betyder det rigtig meget. Det giver en stærk opbakning, og vi mærker tydeligt, at Venstre på landsplan bakker op om vores lokale kampagne. Nogle gange handler det om konkrete sager, andre gange handler det bare om at vise, at de er med os hele vejen,« siger Peder Tind og fortsætter:

»Det styrker kampgejsten, og det giver os rygstøtte frem mod valget.«

Venstre har over 20 kandidater opstillet i Fredericia til det kommende kommunalvalg. Noget, der glæder Troels Lund Poulsen:

»Det er en meget flot liste, som er lykkedes at få samlet her i Fredericia.«

Ifølge Peder Tind afspejler meningsmålingerne tydeligt Venstres hårde arbejde.

»Vi tager ikke noget for givet. Vi arbejder hele vejen til målstregen – og også over. Men vi mærker klart en kæmpe opbakning til vores politik og det, vi laver. Vi har en byrådsgruppe, der arbejder målrettet og stenhårdt, og det er netop derfor, vi ser så flot en fremgang i målingerne,« siger Peder Tind.

Efter rundvisningen fortsatte ministeren sit program videre til nye opgaver, mens den lokale Venstregruppe fik ekstra motivation til at fortsætte valgkampen frem mod kommunalvalget senere på året.

Kommunerne får langt større ansvar for psykiatriske patienter

0
Kommunerne får langt større ansvar for psykiatriske patienter

SUNDHED. Et historisk milliardløft til psykiatrien giver landets kommuner et markant større ansvar for borgere med psykiske lidelser. Med den netop vedtagne 10-årsplan for psykiatrien skal kommunerne etablere både sociale akuttilbud og særlige afklaringspladser.

De nye initiativer skal sikre, at patienter ikke udskrives til ingenting, men tværtimod får den nødvendige støtte umiddelbart efter en indlæggelse.

Kommunerne skal oprette såkaldte afklaringspladser, hvor socialt udsatte patienter kan opholde sig efter en indlæggelse i psykiatrien. Her får de socialfaglig støtte, mens kommunen vurderer, hvilken hjælp og støtte borgeren skal modtage fremover.

Samtidig skal kommunerne etablere flere sociale akuttilbud, som kan hjælpe borgere, der oplever akutte psykiske kriser. Formålet med disse tilbud er at forebygge unødvendige genindlæggelser, ved at give hurtig rådgivning og støtte, inden en situation udvikler sig.

Ifølge social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen er det vigtigt, at ansvaret for psykiatriske patienter ikke stopper, når patienten forlader hospitalet:

»Ingen skal udskrives til ingenting. Har man en psykisk lidelse og samtidig brug for en social indsats, skal man opleve, at hjælpen er der og hænger sammen, så man kan komme på fode igen og leve et godt liv.  Og man skal mødes af medarbejdere, der har de rette kompetencer. Derfor giver vi nu socialpsykiatrien et tiltrængt og historisk stort løft,« siger ministeren.

Med flere sociale akuttilbud bliver det muligt at hjælpe flere borgere direkte i deres lokalmiljø, hvilket ifølge aftalen også vil hjælpe med at fastholde dem i job eller uddannelse.

De nye krav til kommunerne indgår som en central del af den historiske psykiatriaftale, der samlet set tilfører psykiatrien 4,6 milliarder kroner ekstra hvert eneste år.

Her kan du læse mere om den overordnede aftale:

Nu kommer hjælpen: Psykiatrien får 4,6 milliarder ekstra hvert år

0
Nu kommer hjælpen: Psykiatrien får 4,6 milliarder ekstra hvert år

SUNDHED. Efter mange års kritik og opråb fra patienter, pårørende og ansatte får psykiatrien nu et historisk økonomisk løft på 4,6 milliarder kroner ekstra årligt. Det er resultatet af en bred politisk aftale mellem regeringen og samtlige partier i Folketinget.

Den nye aftale, som kaldes en »samlet 10-årsplan for psykiatrien«, skal styrke hjælpen til både børn, unge og voksne med psykiske lidelser. Det massive milliardløft er varigt og øger psykiatriens økonomi med hele 35 procent sammenlignet med niveauet i 2019.

»Et vendepunkt«

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) kalder aftalen et afgørende vendepunkt for psykiatrien:

»Den samlede 10-årsplan er en milepæl i arbejdet med at opbygge fremtidens psykiatri. På patienternes, de pårørendes og medarbejdernes vegne er jeg stolt over, at det er lykkedes at samle hele Folketinget bag en aftale, der betyder, at vi nu tager et afgørende skridt mod en stærkere psykiatri,« siger Sophie Løhde og fortsætter:

»Nu gennemfører vi det største løft af psykiatrien nogensinde, så mennesker i psykisk mistrivsel eller med alvorlige psykiske lidelser hurtigere kan få den hjælp, de har brug for.«

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) understreger, at aftalen også skal sikre bedre sammenhæng mellem psykiatrien og den sociale indsats:

»Ingen skal udskrives til ingenting. Har man en psykisk lidelse og samtidig brug for en social indsats, skal man opleve, at hjælpen er der og hænger sammen, så man kan komme på fode igen og leve et godt liv,« siger hun.

Aftalen skal især sikre, at hjælpen begynder tidligt, inden problemerne vokser sig store.

Tidlig indsats mod angst og depression

En helt ny patientrettighed sikrer, at unge mellem 18 og 24 år med angst og depression har ret til behandling inden for 30 dage. Denne behandling bliver uden egenbetaling.

Samtidig skal de kommunale tilbud til børn og unge udvides, så familier kan få hurtigere hjælp uden lægehenvisning. Derudover får børn og unge ret til et sammenhængende forløb med hurtigere opstart af behandling.

Flere sengepladser og akuttilbud

På sygehusene betyder aftalen flere ansatte og flere sengepladser til borgere med svære lidelser som skizofreni og bipolar lidelse. Kommunerne skal desuden etablere flere sociale akuttilbud, der hjælper mennesker i akut psykisk krise, så unødvendige indlæggelser kan undgås.

Kommunerne får stort ansvar

Et helt centralt element i aftalen er, at kommunerne fremover får et markant større ansvar for mennesker med psykiske lidelser.

Kommunerne skal oprette særlige afklaringspladser, der hjælper socialt udsatte patienter videre efter en indlæggelse. Derudover skal kommunerne etablere flere udgående teams, der kan støtte borgerne uden for sygehusene, så risikoen for akutte genindlæggelser mindskes.

Her kan du læse mere om, hvad det betyder for kommunerne:

Royal Run-benspænd i Ribe: Her er vejene, du skal undgå

0
Royal Run-benspænd i Ribe: Her er vejene, du skal undgå

TRAFIK. Ribes historiske gader bliver snart proppet med folk, fest og motion, når 10.000 løbere og flere tusinde tilskuere vælter ind i byen til Royal Run på 2. pinsedag. Men før festen kan løbes i gang, bliver store dele af byen lukket ned for biltrafik – og det rammer især byens egne borgere.

H.M. Kongen starter nemlig den landsdækkende motionsfest lige her i Danmarks ældste by. Det kræver plads – masser af plads. Derfor har Esbjerg Kommune og Syd- og Sønderjyllands Politi meldt klart ud, at bymidten bliver totalt afspærret for bilkørsel i flere omgange henover pinsen.

Klar besked fra kommunen

Først spærres den gamle bykerne af allerede fra søndag den 8. juni kl. 12.00 til mandag den 9. juni kl. 20.00. Dernæst følger resten af bymidten trop, som lukkes helt fra mandag morgen kl. 6.00 til kl. 20.00 samme dag.

I det tidsrum bliver det komplet umuligt at komme hverken ind eller ud med bil i det afspærrede område. Derudover er der totalt stop for standsning og parkering på de gader og strækninger, som udgør Royal Runs ruter og aktiviteter.

Kommunen opfordrer borgerne til at være ude i god tid og flytte deres biler til særligt reserverede parkeringsområder uden for afspærringerne, især hvis man har brug for bilen på løbsdagen eller normalt parkerer i de afspærrede områder.

Esbjerg Kommune håber samtidig, at borgerne vil tage situationen med ro og være med til at sikre en god oplevelse for både deltagere og tilskuere, selv om trafikændringerne giver ekstra bøvl.

»Royal Run bliver en festdag, der kommer til at gå over i historien for Ribe. Vi er selvfølgelig opmærksomme på det besvær, der følger med for byens borgere, men håber, at de vil tage godt imod både deltagere, gæster i byen og de nødvendige ændringer af trafikken. Heldigvis har vi i planlægningen frem mod 2. pinsedag oplevet stor opbakning fra hele byen, og nu glæder vi os til forhåbentlig at gøre Royal Run i Ribe til en rigtig god oplevelse for alle,« siger eventchef i Esbjerg Kommune, Kirsten Bisgaard Kirchner.

Hvor kan du få hjælp?

Borgere i Ribe, der har spørgsmål til trafikken, kan kontakte Esbjerg Kommune frem til fredag den 6. juni på telefon 20 52 31 87 inden for normal åbningstid. Telefonen holder desuden ekstraordinært åbent i pinseweekenden den 7.-9. juni:

  • Lørdag og søndag kl. 9.00-15.00
  • Mandag kl. 6.00-20.00.

På kommunens hjemmeside, www.esbjerg.dk/royalrun2025, kan man finde alle informationer om trafik, parkering og om selve afspærringerne. Deltagere og besøgende til Royal Run kan finde yderligere oplysninger om blandt andet shuttlebusser og praktiske forhold på www.royalrun.dk.

Ribe bliver altså fyldt til bristepunktet med liv og glade dage 2. pinsedag. Men hvis du er en af dem, der havde planer om at køre en søndagstur i bil gennem midtbyen, må du nok hellere finde på noget andet.

Kommunen advarer efter spildevandsudslip: Badning frarådes ved Rebæk Strand

0
Kommunen advarer efter spildevandsudslip: Badning frarådes ved Rebæk Strand

NATUR. Det er ikke kun badeglade turister og vinterbadere, der plasker rundt i Kolding Fjord for tiden. Et uappetitligt udslip af urenset spildevand har ramt flere vandløb nær Rebæk Strand – og nu fraråder Kolding Kommune badning på den ellers populære plet.

Kommunens medarbejdere undersøgte mandag formiddag området og kunne hurtigt konstatere alvorlige konsekvenser for miljøet.

I vandløbene Goldbæk og Skartved Bæk fandt de døde ørreder, smådyr og bakteriebelægninger langs bunden på en strækning på cirka 1,7 kilometer. Indtil videre kan kommunen dog ikke dokumentere, at forureningen også har nået selve Rebæk Strand.

»Der er ingen målinger, som dokumenterer, at der er løbet urenset spildevand ud ved Rebæk Strand, men for at være på den sikre side fraråder vi badning ved stranden, da vi ved, at vinterbadere, m.fl. også hopper i vandet uden for sæsonen. I løbet af de kommende dage får vi taget prøver af vandet, og herefter kommer vi med en ny udmelding,« oplyser ingeniør Per Bruun fra Kolding Kommune.

Kolding Kommune har opsat skilte ved Rebæk Strand, der advarer mod badning. Samtidig er der sat rødt flag op i app’en »Badevand« og på hjemmesiden www.badevand.dk.

Prop af klude og vådservietter

Årsagen til miseren skal findes tæt ved pumpestationen nær rundkørslen ved Idyl/Skamlingsbanken, hvor en kloakledning blev tilstoppet af en massiv prop bestående af klude, vådservietter og andet affald, som borgere har skyllet ud i toiletterne. Affaldet fik spildevandet til at fosse op gennem et brønddæksel og videre ud i de nærliggende vandløb.

»Uheldet viser desværre, at der er brug for den kampagne, vi kører netop nu for at få folk til ikke at bruge toilettet som skraldespand. Når affaldet bliver blandet med bl.a. størknet fedt, som ofte bliver skyllet ud i køkkenvasken, sætter det sig simpelthen som propper i kloakrørene, og det kan desværre have store konsekvenser,« forklarer Tue Knudsen, kommunikationschef hos BlueKolding.

BlueKolding arbejder nu på højtryk med at rydde op efter udslippet og fjerne den jord, der blev ramt af spildevandet. Samtidig undersøger selskabet, om der i fremtiden kan opsættes varslinger, hvis en lignende situation skulle opstå igen.

Badegæster ved Rebæk Strand må derfor væbne sig med tålmodighed lidt endnu. Når det igen vurderes sikkert at bade ved Rebæk Strand, vil kommunen fjerne advarslerne på både app’en og stranden, og informere yderligere via kommunens egne kanaler. Indtil da anbefales det at holde sig væk fra bølgerne ved Rebæk.

Svar til Søren Rasmussen om Kolding Kommunes indsats

0
Svar til Søren Rasmussen om Kolding Kommunes indsats

Søren Rasmussen har en bøn til mig: Ikke flere tv-indslag og spørgsmål, men gerne lovændringer. Det handler naturligvis om den arme demente mand, som er placeret i psykiatrien på 17. måned, fordi Kolding Kommune ikke stillede et bo-tilbud rådighed for ham. Selvom kommunen var langt med et tilbud, sagde de det desværre aldrig til politi og anklagemyndighed – så det har desværre været nødvendigt med TV-dækning og spørgsmål, da kommunen ikke rigtigt bidrog til en løsning.

Ligeledes behøver du slet ikke bede mig om at forsøge af få ændret loven. Det har jeg forsøgt i over et år, og nu er lovændringerne er på vej, og det er ikke DF’s fortjeneste. Det er SF’s, fordi jeg stædigt har holdt fast i sagen i lang tid. Og faktisk sad jeg helt alene på det samråd forleden, hvor det endeligt lykkedes mig at få justitsministeren til at ændre holdning i sagen. 

Det var faktisk også i det samråd, at jeg endelig fik afklaret, at kommunen kan spille en rolle i en omplacering. Efter at det har været afvist af kommunen. 

Jeg har set regionen henvende sig i et forsøg på at få løst sagen, men jeg har ikke set kommunen eller Søren Rasmussen gå i brechen for sin borger. 

Men det glæder mig da at seniorudvalgets formand nu vil forholde sig til sagen. SF’s byrådsmedlemmer henvendte sig jo for nogle dage siden med et ønske om at få sagen på dagsordenen, og det er dejligt at formanden for udvalget nu også har et ønske om det. 

Det vil være rigtigt godt for manden og familien, hvis Kolding Kommune endelig vil tilbyde noget.

Ørsted. Fugle på taget eller penge i kassen?

0
Ørsted. Fugle på taget eller penge i kassen?

I 2019 var som juleaften i Fredericia, Ørsted sendte 7.000 kr. i selskabsskat pr. indbygger. Pengene strømmede ind, og kommunen strålede. I dag? Ikke så meget som en flad femmer. Faktisk fik vi præcis 44 kroner i 2022. Ikke pr. borger, men i alt.

Fredericia Kommune budgettere med at vi stadig sidder ved den grønne buffet. Fugle på taget og champagne i drømmen, men virkeligheden kalder på havregrød og nøgternhed.

Ørsted, den grønne gigant med statslige ejerandele på over 50 % betaler i dag langt mere i skat i Storbritannien og Taiwan end i Danmark. Naturligt når man er et multinationnalt selskab, et multinationalt selskab betyder, at virksomheden: Opererer i flere lande, tjener penge internationalt,flytter ressourcer og overskud rundt, fuldt lovligt.

De har råd til grøn markedsføring i verdensklasse, ikke til at bidrage rimeligt i det lokalsamfund, hvor deres hovedkontor ligger? Når vi danskere reelt ejer mere end halvdelen af selskabet, burde vi så ikke forvente lidt mere?

Jeg vil ikke skrue op for skatterne. Jeg kæmper for lavere skat for dem, der knokler. Når multinationale virksomheder med offentligt ejerskab begrænser deres samfundsansvar, og kommunen budgetterer, fokuserer dem som pålidelige bidragsydere, er vi udfordret.

Ørsted kan som erstatning:

1. Investér lokalt: Opret en grøn innovationspulje til Fredericias folkeskoler og ungdomsuddannelser, så generationerne lærer at tænke bæredygtigt og handle innovativt.

2. Støt socialt: Donér midler til sociale indsatser for udsatte ældre og unge i kommunen, Så kan man betale tilbage til dem, der har allermest brug for det.

3. Skab grønne arbejdspladser: Gør Skærbækværket til et epicenter for grøn forskning og erhvervsudvikling, hvor lokale SMV’er kan få adgang til viden, netværk og udviklingsstøtte.

Hvis man vil være grøn pioner og statsejet forbillede, må man også tage ansvaret på sig.

Ørsted A/S’ formålsparagraf er ikke direkte tilgængelig, men selskabets vision og mission giver en klar indikation af deres overordnede formål. Ifølge Ørsteds officielle kommunikation er deres vision: “At skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi.” Intet om Danmark og lokalsamfundet? Jeg kan tage fejl, MEN hvor er samfundssindet som vi alle opfordres til?

Kære Ørsted: Tag jer sammen. Kære kommune: Lav budgetter med fødderne solidt plantet i virkeligheden.

Kvinde alvorligt kvæstet i motorvejsuheld ved Kolding – familie retter tidligere oplysninger

Kvinde alvorligt kvæstet i motorvejsuheld ved Kolding – familie retter tidligere...

0
Den 25-årige kvinde, som forleden var involveret i et solouheld på motorvejen ved Kolding, kom alvorligt til skade i ulykken. Det oplyser kvindens familie...