Susanne Eilersen ser turismen som en løftestang for hele Fredericia

0
Susanne Eilersen ser turismen som en løftestang for hele Fredericia

POLITIK. Der var begejstring i stemmen hos Susanne Eilersen, da hun forlod turismedagen i Tøjhuset. Som formand for Bosætning- og Turismeudvalget og 2. viceborgmester har hun gennem de seneste fire år været med til at tegne linjerne for Fredericias udvikling på området. For hende var dagen ikke bare et arrangement, men et tydeligt billede af, hvor byen står, og hvor den kan bevæge sig hen.

»Det var en mega god dag. Der var utrolig mange interessenter. Jeg synes virkelig, der var mange, der kom og deltog sådan en formiddag. Alle vores interessenter, som har noget med turisme at gøre, enten på den ene eller den anden måde. Og jeg synes, der var nogle mega spændende oplægsholdere,« siger hun.

Hun peger især på oplægget fra MeetDenmark, som satte fokus på, hvor stor betydning turisme har i kroner, øre og arbejdspladser. »Hvor mange penge der er i det. Hvor mange jobs der er i det. Og også det der med, at en god turisme faktisk også er et godt image og brand for en kommune. Det betyder også noget i forhold til bosætning, fordi hvis man er meget synlig på turisme, så højner det også image omkring en by,« siger hun.

Turisme og bosætning hænger sammen

For Susanne Eilersen er koblingen mellem turisme og bosætning central. Når gæster oplever Fredericia som attraktiv, kan det på længere sigt få folk til at overveje at slå sig ned her. »Bosætning det er jo, at man har et godt image som by. Og hvis man er meget synlig på turisme, så højner det også image omkring en by. Så der var mega mange gode emner, der lige faldt ned i alt det arbejde, vi har gået og lavet de sidste snart fire år i bosætning og turisme. Det var virkelig en dag, man fik energi af,« siger hun.

Samarbejdet er blevet styrket

En anden pointe, som fyldte meget på dagen, var samarbejdet. Det er ikke længe siden, at der kunne være tendenser til, at kommunen og de private aktører arbejdede parallelt. Det gav dobbelte indsatser og unødigt ressourcespild. Nu er billedet et andet, vurderer Susanne Eilersen.

»Jeg synes, vi flytter os rigtig langt på de her knap fire år. Experience har fået rigtig godt fat. Det spirede jo for fire år siden. Det har fået rigtig godt fat, og der er mange flere forskellige aktører, der nu er med ud over hotellerne. Og nu lægger vi også Visit ned i den paraply og samler vores medarbejdere dernede. Det giver bare en mega god synergi. Før kunne vi som kommune måske komme til at køre lidt parallelløb med de private aktører. Ikke af ond vilje, men fordi man gjorde det i bedste mening. Men så spænder man jo ben for hinanden,« siger hun.

Det nye setup, hvor kræfterne samles, ser hun som et løft. »Jeg tror på, at vi kan få meget mere flyvehøjde for de penge, vi lægger ind i det i fællesskab. Alle aktørerne vil det, og jeg synes, det er en mega god tone. Det bedste samarbejde, jeg har oplevet i de sidste fire år, det er noget af det, vi har nu, som vi har fået stabiliseret,« siger hun.

Fredericias styrker

Når talen falder på styrkerne, trækker Susanne Eilersen hurtigt flere ting frem. Først og fremmest placeringen midt i landet, men også naturen og kulturen.

»Selvfølgelig vores beliggenhed. Vi ligger jo rigtig godt i Danmark, når vi snakker danske turister, men også vores natur. Og så har vi jo mega meget kultur, både på sports og event, og så ikke mindst vores teater, som er vores største fyretårn. Vi arbejder jo også på at få hele Fredericias historie fortalt på en anden måde. Det er vi ikke kommet så langt med endnu, men det arbejder vi stadig hen imod. Så jeg tror, vi har utrolig mange forskellige måder at byde på, og vi ligger alligevel tæt på Legoland og tæt på lufthavnen,« siger hun.

Hun fremhæver netop kombinationen af historie, kultur og beliggenhed som en styrke, der adskiller Fredericia fra mange andre byer i trekantområdet.

Den største udfordring

Men midt i begejstringen er der også erkendelsen af en akilleshæl. Fredericia mangler hotelkapacitet, og det er en barriere, som alle er nødt til at forholde sig til.

»Det er vores akilleshæl. Det er vores svaghed. Vi mangler simpelthen hotelværelser,« siger Susanne Eilersen uden tøven.

Der er dog lys forude, for flere projekter er i spil. »Jeg ved, at der ligger nogle aftaler og rumler ude ved motorvejen. Også et hotel i Oldenborggade. Jeg ved også, at man arbejder på, om man kan finde nogle investorer til at lave et hotel ude omkring vores næste center, som er vores trækplaster i forhold til erhvervsturisme. Ved at vi volumenmæssigt samler os og arbejder sammen på tværs af organisationer og kommuner, sender vi også et kraftigt signal til de større hotelkæder om, at der faktisk er potentiale for at ligge et større hotel i Fredericia. Det tror jeg er med til det. Men vi skal have flere værelser,« siger hun.

På vej frem

Når Susanne Eilersen ser på Fredericias position i forhold til nabobyerne, er hun optimistisk. »Jeg synes jo, vi er i vækst, og jeg synes faktisk også, at vi har potentiale til at vækste endnu mere. Jeg synes, vi er lige gået i gang, og jeg synes, vi ligger på højde med de andre kommuner i regionen. Vi er der ikke helt endnu, men vi skal nok nå derop. Hvis vi fortsætter den kurs, vi har sat i fællesskab, så vil vi se, at turismen også vil blomstre endnu mere i Fredericia.«

Hun ser også en klar sammenhæng mellem turismen og bosætning. »Jeg synes allerede, vi kan se det på bosætningsbarometret. Der ligger vi ret godt i forhold til trekantområdet med at få tilflyttet til Fredericia. Så jeg ser, at vi er på vej, og det kan blive bedre, men kurven er stigende,« siger hun.

En dag der gav energi

Turismedagen i Tøjhuset viste, at Fredericia står et sted, hvor samarbejdet er styrket, styrkerne er tydelige, og udfordringerne er kendte. For Susanne Eilersen var dagen ikke bare et punkt på kalenderen, men et bevis på, at fire års arbejde med at samle kræfterne begynder at bære frugt.

»Det var virkelig en dag, man fik energi af,« siger hun.

Læs også

Kirsten Hassing Nielsen: Vi fejler eklatant hvis vi ikke får fat i de unge

0
Kirsten Hassing Nielsen: Vi fejler eklatant hvis vi ikke får fat i de unge

POLITIK. 460 unge i Fredericia står uden job eller uddannelse. Det svarer til 8,3 procent af de 15-24-årige i kommunen, og dermed ligger Fredericia et godt stykke over landsgennemsnittet på 6,6 procent. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.. For Det Konservatives Kirsten Hassing Nielsen er det et tal, der gør indtryk. Hun lægger ikke fingre imellem, når hun skal beskrive situationen.

»Vi har jo ikke rykket os en dyt. Jeg har haft en holdning til det her i mange år, at vi simpelthen ikke er gode nok til det. Vi kan simpelthen ikke være tjent med, at der går så mange unge uden for uddannelse og job. Det går jo ud over den enkeltes livskvalitet, men også fremtid. Vi fejler eklatant som kommune, hvis vi ikke kan gøre det bedre.«

Mange initiativer men for lidt resultat

Hun peger på, at kommunen gennem årene har iværksat en lang række initiativer, men uden at tallene er rykket mærkbart. »Vi har igangsat så mange initiativer på det her område. Jeg er faktisk i gang med at stille spørgsmål til tallene. Hvor mange praktikpladser er blevet åbnet, og hvor mange kontakter har vi haft i forhold til at formidle job og uddannelse. Vi er jo en af de få kommuner, som har en erhvervsplan, der gør et kæmpe stykke arbejde for at skabe åbninger for unge. Alligevel ligger vi over landsgennemsnittet, og det er vi nødt til at få kigget ind i.«

Hendes konklusion er klar. »Vi skal have gået det hele efter med en tættekam. Hvad virker, og hvad virker ikke. Det, der ikke virker, skal vi skrotte. Det, der virker, skal vi satse på.«

De unge under radaren

Ifølge Hassing Nielsen er en af de store udfordringer, at kommunen ganske enkelt mister kontakten til en del af de unge. »Der er altså nogle unge, som er helt uden for systemet. De får ingen ydelse, og dermed har vi heller ikke kontakten til dem. De er sværere at nå, fordi de går under radaren. Men netop derfor skal vi være endnu bedre til det opsøgende arbejde. Vi er ikke gode nok til at tage det upfront, og det gælder generelt på jobområdet.«

Hun understreger, at ansvaret ikke alene kan placeres hos kommunen. »Det er kommunen og politikerne, men det er også civilsamfundet, der kan hjælpe. Vi har brug for dem. Især til de opsøgende indsatser. Virksomhederne vil jo gerne have de unge ind, det skal de unge også vide. Men man skal også tage imod det, man får. Hvis man bliver tilbudt et praktikforløb eller en indsats, der kan føre til uddannelse eller beskæftigelse, så skal man også være forpligtet til at tage imod det. Det skal ikke være fornemt at sige nej tak.«

En national målsætning

På landsplan har regeringen sat en klar målsætning: Andelen af unge uden job eller uddannelse skal halveres frem mod 2030, så den lander på 3,5 procent. Kirsten Hassing Nielsen mener, at Fredericia er nødt til at være med.

»Det skal være realistisk. For 8,3 procent er alt for mange, og selv 3,5 procent er mange. Vi taler om unge mennesker, som har en fremtid foran sig. Enten i uddannelse, der fører videre, eller på arbejdsmarkedet. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Vi skal lykkes med at få flere med.«

Et fælles ansvar

Hun peger på, at ansvaret for at vende udviklingen ikke kan placeres ét sted. »Det er et fælles ansvar. Kommunen, politikerne, civilsamfundet og de unge selv. Alle parter skal på banen. Vi har brug for et langt stærkere samspil, hvis vi skal lykkes.«

Kirsten Hassing Nielsen tror på, at det kan lade sig gøre, men kun hvis man tør erkende, at der skal ryddes op i indsatsen. »Vi har gjort meget, men vi har ikke rykket os. Nu må vi se nøgternt på, hvad der virker. Og så skal vi styrke de ting, der rent faktisk hjælper de unge videre.

I en tidligere artikel har vi bragt Enhedslistens Cecilie Roed Schultz’ reaktion på AE-rapporten. Den kan du læse her

Christina Koch Petersen stiller op til byrådet i Fredericia for Borgernes Liste

0
Christina Koch Petersen stiller op til byrådet i Fredericia for Borgernes Liste

POLITIK. Christina Koch Petersen beskriver sig selv som en driftig iværksætter med en baggrund, hvor hele familien har været selvstændige. Hun er vokset op på landet og har drevet egen produktionsvirksomhed i Erritsø i fire år.

»Jeg er meget arbejdsom og nysgerrig. Jeg vil gerne skabe vækst og være en vagthund for, at pengene bliver brugt på den bedst mulige måde, så de skaber værdi. Jeg har arbejdet med at spotte mennesker med gode idéer, og i min virksomhed tog jeg også unge ind med psykiske handicap, som ellers var blevet glemt. At se dem blomstre på arbejdsmarkedet var en stor glæde, og det er noget, der stadig driver mig,« siger hun.

Hun har også haft showroom i Kanalbyen med fokus på dansk møbeldesign, men det blev en hård proces, som hun kæmpede sig igennem og til sidst blev frifundet i en sag, der trak ud i to år.
»Det har vist mig, at når jeg først bider mig fast, så kæmper jeg, indtil retfærdigheden sker fyldest,« siger hun.

Erfaringerne fra erhvervslivet har givet Christina Koch Petersen et kritisk blik på, hvordan tingene foregår i kommunalpolitik.
»Det tog mig ikke lang tid at opdage, at mekanismerne i erhvervslivet ikke er de samme som i politik. Min personlighed er indrettet til at skabe resultater, og jeg tror, jeg kan bidrage med noget andet,« siger hun.

Hun har valgt Borgernes Liste, fordi hun ser en klarhed og ligefremhed i partiets linje.

»Jeg kan godt lide Karsten Byrgesens måde at føre politik på. Han har en solid baggrund fra forsvaret, han har stået ved fronten i Afghanistan, og det giver format. Jeg kan lide mennesker med format, og jeg synes, vi minder om hinanden på nogle punkter. Han har hjertet på rette sted, og jeg håber, at jeg kan være med til at finde håndtag at skrue på i politik,« siger hun.

For Christina Koch Petersen er det især erhvervspolitikken, der fylder. Hun vil arbejde for, at Fredericia bliver bedre til at kombinere sociale indsatser med erhvervslivets logik.

»Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke kan blive bedre til at skabe sociale og økonomiske virksomheder. Kolding er et godt eksempel på, hvordan man kan give udsatte borgere en træningsbane, så de kan komme tættere på arbejdsmarkedet. Det mangler vi i Fredericia,« siger hun.

Hun læser dagligt med i den lokale presse og oplever ofte, at politik bliver gjort mere komplekst, end det er.

»Jeg synes, vi skal blive bedre til at kalde tingene, hvad de er. Politik skal ikke pakkes ind i komplicerede ord og modeller. Det handler om at gøre det forståeligt for borgerne, for alle har en mening, når de forstår, hvad der er på spil,« siger hun.

Ifølge hende kan Borgernes Liste bidrage med noget, som de andre partier ikke kan.

»Vi har ingen landspolitisk dagsorden. Vi skal ikke rette ind efter en ideologi på Christiansborg. Vi kan koncentrere os om, hvad der er bedst for Fredericia. Det giver os frihed til at tage stilling ud fra, hvad der gavner byen,« siger hun.

Hvis Christina Koch Petersen får en plads i byrådet, vil det være en stor personlig sejr.

»Det vil betyde, at Borgernes Liste fordobler sin repræsentation. Det kan give os større indflydelse, også i samarbejde med de andre partier. Byrådsarbejdet er at drive en stor forretning, og her kan min erhvervserfaring bidrage,« siger hun.

Hun er dog realistisk om udfordringerne.

»Jeg er ikke blåøjet. Jeg ved godt, at jeg alene ikke kan ændre alt. Men jeg tror på, at min tilgang kan være med til at flytte noget,« siger Christina Koch Petersen.

Mand i 40’erne snuppet for butikstyveri i Vejle – forsøgte at skjule 15 øl i en taske

0
Mand i 40’erne snuppet for butikstyveri i Vejle – forsøgte at skjule 15 øl i en taske

KRIMI. Fredag aften blev Sydøstjyllands Politi kaldt ud til et supermarked ved Nørregade i Vejle, hvor personalet havde opdaget et opsigtsvækkende tyveriforsøg.

Ifølge vagtchef Torben Møller foregik episoden omkring klokken 17.59, da en mand i 40’erne gik ind i butikken. Han tog en indkøbskurv og fyldte den med i alt 15 øl. I stedet for at gå mod kassen fortsatte han ind i et prøverum, hvor han lagde øllene over i en taske.

Herefter gik han op til kassen og betalte for en anden, mindre vare – men de mange øl blev altså ikke registreret.

»Det blev anmeldt til os, og vi kom frem og sigtede en mand i 40’erne uden fast bopæl. Han blev taget med det samme,« fortæller vagtchef Torben Møller.

Politiet kunne hurtigt konstatere, at der var tale om et klassisk butikstyveri. »Man får en bøde for sådan noget,« tilføjer vagtchefen.

Manden, der altså ikke har nogen fast adresse, slap dermed for en tur i detentionen, men kan nu se frem til en bøde for sit mislykkede forsøg på at stikke af med de 15 øl.

Sigtet for spirituskørsel på Egeskovvej i Fredericia

0
Sigtet for spirituskørsel på Egeskovvej i Fredericia

KRIMI. Fredag aften klokken 18.45 blev en bilist standset af Sydøstjyllands Politi på Egeskovvej i Fredericia.

Ifølge vagtchef Torben Møller var det patruljens mistanke, der førte til indgrebet. »Vi bringer bilen til standsning, da vi har en mistanke om, at føreren kan være påvirket af alkohol,« fortæller han.

Der blev straks foretaget en alkoholmetertest, og resultatet lå over det tilladte. »Der bliver foretaget en alkoholmetertest, som ligger over det tilladte,« siger vagtchefen.

Bag rattet sad en mand i 30’erne fra lokalområdet. Han blev på stedet sigtet for spirituskørsel.

»Der er blevet foretaget en blodprøve, som vi nu afventer promilleerklæringen på,« oplyser Torben Møller.

Politiet afventer dermed nu det endelige svar, før sagen kan færdigbehandles.

Udenlandsk bilist sigtet for spirituskørsel ved Juelsminde

0
Udenlandsk bilist sigtet for spirituskørsel ved Juelsminde

KRIMI. Natten til lørdag klokken 01.16 standsede Sydøstjyllands Politi et køretøj på Bjerrevej ved Juelsminde.

Ifølge vagtchef Torben Møller var det patruljens vurdering, at føreren kunne være påvirket af alkohol. »Politiet bringer køretøjet til standsning og har mistanke om, at føreren har kørt med alkohol i blodet over det tilladte,« siger han.

Føreren viste sig at være en udenlandsk statsborger. Han blev sigtet for spirituskørsel på stedet.

»Der er blevet foretaget en blodprøve, og vi afventer nu en promilleerklæring,« oplyser vagtchef Torben Møller.

Sagen behandles videre, når resultatet af blodprøven foreligger.

Pepperspray og anholdelse ved uro på værtshus i Vejle

0
Pepperspray og anholdelse ved uro på værtshus i Vejle

KRIMI. Sydøstjyllands Politi måtte natten til lørdag rykke ud til Kirkegade i Vejle, hvor der opstod uro omkring en natklub eller et værtshus.

Ifølge vagtchef Torben Møller blev politiet tilkaldt, da personalet ønskede assistance til at bortvise nogle personer. Situationen eskalerede hurtigt. »Der er en person, der udviser aggressiv opførsel over for en dørmand,« fortæller vagtchefen.

Politiet vurderede, at der var behov for at bruge magt. »Vi har skønnet, at det var nødvendigt at disponere den pågældende med pepperspray, og vi har foretaget en anholdelse,« siger Torben Møller.

Den anholdte viste sig at være en lokal mand i 30’erne. Han blev senere løsladt igen.

Mand i 30’erne sigtet for vold ved natklub i Fredericia

0
Mand i 30’erne sigtet for vold ved natklub i Fredericia

KRIMI. Lørdag nat klokken 01.58 blev Sydøstjyllands Politi tilkaldt til en hændelse omkring en natklub i Prinsessegade i Fredericia.

Ifølge vagtchef Torben Møller var der tale om en situation, hvor en gæst optrådte voldeligt. »Der er en person, som optræder voldeligt, idet han indleder sig i håndgemæng med en dørmand på stedet,« siger han.

Politiet greb ind og foretog en sigtelse. »Derfor foretager vi en sigtelse af en lokal mand i 30’erne,« oplyser vagtchefen.

John Andersen skal løfte Fredericia fF’s Jyllandsseriehold videre

0
John Andersen skal løfte Fredericia fF’s Jyllandsseriehold videre

SPORT. Fredericia fF får en ny mand på trænerbænken, når efteråret går på hæld. Klubben har skrevet kontrakt med John Andersen, der kommer fra en stilling som U19-træner i FC Fredericia.

For John Andersen er det et skifte, der føles naturligt. Han kender allerede mange af spillerne, han kender byen, og han kender kulturen i fF.

»Min rygsæk er godt fyldt op, og jeg synes, jeg har en god tilgang til fodbold. Det handler for mig om at bevare det sociale og om at huske, at det skal være sjovt, samtidig med at vi får en god struktur og kultur ind i klubben« siger John Andersen.

De seneste to år har han haft ansvaret for U19 i FC Fredericia, hvorfra flere spillere er rykket op og allerede har fået kampe på fF’s førstehold.

»Det, vi har arbejdet med de sidste to år i FC Fredericia, har været meget struktureret i forhold til, hvordan vi gerne vil spille fodbold. Nogle af de værktøjer kan jeg tage med over i Jyllandsserieholdet. Jeg har også trænet en del af de spillere, der lige nu er i den gruppe, så jeg har et godt kendskab til dem« siger han.

At valget faldt på Fredericia fF frem for andre tilbud, handler både om nærhed og om værdier.

»Jeg har fået mange henvendelser, efter jeg stoppede i FC. Min telefon har ikke stået stille. Men da jeg hørte, at Fredericia fF var interesseret, var jeg ikke i tvivl. Det er en god social klub med en stærk kultur, og jeg kunne se mig selv i det. Jeg bor lige i nærheden, så det er nemt at komme til, og jeg synes, klubben fungerer godt, både på banen og udenfor« fortæller John Andersen.

Han overtager et hold, der allerede ligger i toppen af Jyllandsserien.

»Hvis jeg var nervøs for det, skulle jeg ikke have sagt ja. Jeg glæder mig faktisk til at overtage et hold, der ligger i toppen, og som har ambitioner om at rykke op. Det passer rigtig godt til mig. Jeg tror på, at jeg kan rykke både truppen og klubben i den rigtige retning« siger han.

For klubbens formand for seniorudvalget, Thomas Banke, er det en stor styrke at kunne præsentere en træner med så meget erfaring.

»Det er jo en mand, som har været i fodbolden i rigtig mange år. Vi har set ham på tæt hold gennem samarbejdet med FC Fredericia, hvor han har trænet U19, og vi har kunnet mærke, at han passer godt ind i den ramme, vi gerne vil stå for. Han bringer både faglig og menneskelig kvalitet« siger Thomas Banke.

Han afviser dog, at ansættelsen skruer forventningerne yderligere op.

»Vi har i forvejen store forventninger til den nuværende trup. Den består af meget genererede, meget dygtige fodboldspillere, som har prøvet at spille på et højt niveau, og så har vi en masse unge, der har mod på fremtiden. Vores intention er, at førsteholdet skal spille på det niveau, som det kan og vil. Det er ikke sådan, at vi har lagt en ny standard, men vi arbejder dynamisk med det, vi har til rådighed« siger han.

Fredericia fF lægger vægt på at være byens stærkeste amatørklub, og her er sammenhængen til lokalsamfundet central.

»Det betyder rigtig meget for mig, at klubben har en stærk lokal forankring og mange frivillige kræfter. Jeg har set de store stævner og arrangementer, de holder. Det viser, at klubben fungerer socialt såvel som sportsligt« siger John Andersen.

Samtidig understreger Thomas Banke, at balancen mellem lokale rødder og sportslige ambitioner skal gå hånd i hånd.

»Det gør man ved at sikre, at de bedste i byen har det rigtige tilbud. Der er et stort spring fra Jyllandsserien og ned til Serie 2, så det er vigtigt, at vi fastholder et højt niveau. Derfor skal vi både være attraktive sportsligt og fastholde de lokale spillere« siger han.

Skiftet bliver muligt, fordi kontrakten med den nuværende træner, Johnny Jungquist, udløber efter sæsonen. Klubben sender en varm tak til ham for halvandet år, hvor holdet er løftet fra midten af rækken til toppen af Jyllandsserien.

John Andersen ser nu frem til at tage hul på sin nye rolle.

»Jeg glæder mig til første arbejdsdag med truppen. Lige nu er mit fokus stadig i FC Fredericia, og jeg vil gerne afslutte det på en god måde. Når vi går på juleferie midt i december, begynder jeg for alvor at køre mig ind i Fredericia fF« siger han.

Dermed er næste kapitel skrevet for et hold, der allerede har vist styrke i toppen af Jyllandsserien, og som nu skal se, om ambitionerne kan række endnu længere.

Thomas Bay fandt hjem i teatret

0
Thomas Bay fandt hjem i teatret

KULTUR. Det begynder ikke i kulissen med en projektør, der tænder. Det begynder i Sverige med en dreng, der flytter igen og igen. Husqvarna. Jönköping. Tilbage til Husqvarna. Nye klasseværelser med nye blikke. Et klaver, der står som en stille ven i hjørnet. En familie, der bærer kultur som andre bærer værktøj. Og en fornemmelse af at høre til et sted, som endnu ikke har et navn.

Faderen er læge og ender med et speciale i kræftsygdomme. Han er fra Vejle og har arbejdet sig op helt nedefra. Selvskabt og stædig på den måde man bliver, når muligheder ikke serveres, men må findes. »Min far kommer fra fattige kår. Han er selfmade og det er hans søskende også. Han er et eksempel på, at man kan forme sit eget liv« siger Thomas Bay. Ordene ligger roligt. De fortæller ikke alt, men nok til at forstå kompasset.

Moderen er fra Randers. Grafiker. Datter af en morfar der tegnede togsæt. Hun har det stensikre øje og den rolige hånd. Som ung elev vandt hun en konkurrence med en plakat om de to Lillebæltsbroer. En elev der tegnede sig ind i en historie som andre siden kom til at køre forbi hver dag. »Jeg kommer fra en broget flok« siger han og der er et lille smil i stemmen.

Storebroren er seks år ældre. Han er forsker indenfor biokemi på Göteborgs Universitet og skriver i øvrigt selv musik i sin fritid med sin kone. »Han er den kloge. Jeg er kunstneren« siger Thomas uden mindste spor af mindreværd. Familiebordet har plads til begge veje i livet. Det var varmt derhjemme men skolen var noget andet. »Jeg blev moppet. Jeg blev skubbet ind i en busk. Jeg var tilflytteren. En følsom sjæl, der ikke kunne sige fra. Og jeg sagde det ikke til mine forældre« fortæller han. Det er råt sagt, men uden bitterhed. For der var et klaver.

Klaveret blev et fristed. Et rum, hvor hænder kunne svare igen, når munden ikke kunne. Han gik til undervisning og vandt en klaverkonkurrence. Spillede med broren. Øvede på gehør. Lod musikken bære alt det, der var svært at forklare. »Når jeg ikke kunne svare igen i skolegården, så kunne jeg udtrykke mig ved tangenterne« siger han. Den slags sætninger ligner en nøgle, man kan bære videre i livet.

Ferierne var fyldt med museer, kirker og sange. Smalle franske film i biografen. Korfællesskaber og mandskor i Folkeparken den 1. maj. Medborgerskoler, hvor børn kunne få et instrument i hænderne og mærke at kultur ikke kun er noget, man kigger på, men noget man gør. Moderen tegnede i hånden. Senere kom de første computere og programmerne, der skulle forandre en hel branche. Moderen lærte børnene, hvad en streg kan betyde. Faderen lærte, hvad en indsats kan ændre. Tilsammen er det en ramme, man kan vokse i.

I ottende klasse flytter familien til Odense. Faderen får arbejde på OUH. Det bliver en ny begyndelse for drengen fra Sverige. Han forstår dansk, men taler det ikke flydende og trætheden ligger tungt om eftermiddagen, hvor alt stadig lyder fremmed. »Svensk sarkasme er noget andet. I Danmark tager man pis på hinanden. Jeg skulle lære spillereglerne« siger han. Det bliver Henriette Hørlücks Skole og siden Nordfyns Gymnasium. Han kalder det et bondegymnasium uden fristelser, men med tid. Tid til at læse. Tid til at spille basket og badminton. Tid til musik.

Musikken får ham ind i skolens musical. Han synger. Nogen siger, at det lyder godt. Det er måske det vigtigste nogen kan sige til et ungt menneske, der har været for meget alene. »Jeg havde følt mig forkert hele mit liv. Pludselig stod jeg i et fællesskab, hvor jeg passede ind. Tillid og tryghed gav en opblomstring. Det var magisk« siger han. Derfra går det slag i slag. Sommersang på Sydfyn. En konkurrence i Ikast, hvor han vinder. Samme år en pris i musicalmiljøet. Det er ikke et brag. Det er mere en støt stigning, hvor dørene åbner sig fordi han banker på og nogen hører melodien.

Han tager et år i London, hvor han arbejder på vinbar om aftenen og tager sangtimer om dagen. Han bliver bedre til engelsk. Bedre til at stå i sin egen krop i en by, hvor alle vil noget med scenen. Hjemme i Odense begynder han på SDU, hvor han læser erhvervsøkonomi og organisation. Forældrene ønsker det solide. Sønnen mærker noget andet. »Min far syntes, jeg skulle noget seriøst. Men hjertet var ikke med« siger han. Han søger ind på Musicalakademiet i Fredericia og kommer ind i første forsøg. Forældrene er bekymrede, men støtter. Bekymring er kærlighed i arbejdstøj.

På Akademiet havner han i et hold, der vil mere end at stå på række og vente på at blive valgt. De skriver og prøver og finder på. »Det hele gik op i en højere enhed« siger han. Efter endt uddannelse lander han en sæson på et teater. Og så kommer en mulighed man ikke kan planlægge. Et stipendium i England. En topskole med ganske få pladser de deler ud som små lys i mørke. Han får en af dem. Han tager af sted med sin kæreste, der senere bliver hans hustru. Men verden har besluttet sig for en finanskrise og livet bliver dyrt og fremtiden kort. West End viser sin glitrende facade, men dørene ind bagved er ikke altid til at åbne. De spiller på et operahus. Han er solist ved en stor koncert. Og de vender hver en mønt.

Efter to et halvt år vender de hjem. Bolden begynder at rulle igen. Han underviser. Han akkompagnerer. Han får roller. Han bliver kapelmester og projektleder. Den praktiske side viser sig at være lige så tilfredsstillende som spotlightet. Der er en episode, han fortæller med et grin. Et job kommer med syv dages varsel. Han øver som en besat i en uge. Kommer igennem. Og opdager, at han faktisk er blevet en langt bedre pianist på otte dage, end han selv havde forestillet sig. »Metoden virkede« siger han. Den slags erfaringer gør noget ved troen på egen proces.

Men kroppen sætter grænser og på et tidspunkt skal man lytte. Han bliver påkørt af en cyklist. Lægen siger forstuvning, men det viser sig at være et brud. En skrue og en protese bliver lagt ind i hans hånd. Nogen siger, at han nok ikke kan spille klaver mere. Det er en sætning der kan lukke et rum. Så kommer en hjernerystelse efter en stol i hovedet. Senere en mere efter et cykelfald. Alligevel står han på scenen aftenen efter som rollen kræver. »Men det sled« siger han. Til sidst er beslutningen den eneste rigtige. I 2015 tager han en pause fra scenen. Ikke som resignation, men som bevidst valg. Og så begynder telefonen at ringe med de rigtige klaverjobs. Han savner ikke spotlightet. Han savner arbejdet. Og det får han.

Samtidig sker det vigtigste uden for scenen. Han bliver far i 2012. Igen i 2015. Så i 2021. »Når man bliver forælder får man hovedet ud af egen røv« siger han og ler af sin egen formulering. »Det hjalp mig i et miljø, hvor man nemt bliver egofikseret«. Skæve arbejdstider giver tid hjemme midt på dagen. Børnene lærer, at verden ikke nødvendigvis skal ligge i 8-16. Det er bøvlet med barnepiger og logistik, men det giver frihed. Livet former sig i andre rytmer og musikken følger med.

Så kommer sorgens kapitel. Forældrene var flyttet tilbage til Sverige. Moren dør. Hun lavede keramik i et hus ved en sø i Småland. Der var karantæne og afstand. »Min mor havde ondt i hovedet. Kræften havde spredt sig til hjernen. Det kom som et chok. Jeg savner hende sgu« siger han. Familien fandt ud af, Christina var gravid lige før Thomas’ døde – så deres yngste er født i december, samme år som hun døde, det var svært ikke at tænke på hende og se ligheden, da datteren Andrea kom med sit røde hår, endnu tydeligere nu, når Andrea er blevet større og har samme charmerende gåpåmod, fortæller Thomas Bay. »Hun havde det samme røde hår som min mor. Det var svært ikke at se forbindelsen«. Sørgen bliver ikke mindre, men den får form.

Mellem de store buer af kærlighed og tab finder hverdagen sin målestok. Et job i baren i Cafebiografen i Odense. En følelse af, at et sted kan være fedt ikke kun på grund af opgaven, men fordi mennesker mødes på den rigtige måde. Projekter i Tivoli. Store produktioner, hvor han står som kapelmester. Opgaver, der bygger lag på lag. Et teater, der må bukke under. Økonomi, der skal ligge rigtigt. Et lån, der bliver lagt om i en fart. En bank, der lytter. Coronatidens sære tavshed imellem travle perioder. Og hele tiden netværk og nysgerrighed. »Jeg har ikke haft en forkromet plan. Men jeg har sagt ja, når chancerne dukkede op og jeg har arbejdet hårdt, når de gjorde« siger han.

Fredericia kalder og han siger ja. Byen er ikke den samme som i de tidlige år. Den har strammet snørebåndene og løber nu længere end før. Han søger jobbet som teaterdirektør efter en dramatisk periode. Konkurs. Et navn, der skulle løftes op igen. Et hold, der skulle samles. En tillid, der skulle genvindes. Han beskriver det nøgternt. »Jeg har haft så mange fede muligheder i min karriere, at jeg følte jeg måtte give noget tilbage. Jeg ville være med til at genrejse teatret«. Det lykkes. Teatret kommer på finansloven efter tre års opstart. En sætning som mange læser hurtigt, men som i virkeligheden vejer tungt. Det er fundament. Det er ro. Det er en blåstempling af et sted som mange troede var væk for altid.

Han taler om Fredericia med en kærlig præcision. Om byen som knudepunkt. Om netværket af gode folk, der gør tingene mulige. Om at alt er tæt på. Odense. Vejle. Kolding. Billund, hvor han drømmer om et tog en dag. Aalborg i den anden retning. Han ser for sig en bæredygtig klinge med stærke titler og et stort publikum. Ser genopbygningen fortsætte ind i noget der kan blive permanent. Ikke som i et museum men som i et orkester der spiller i nutid. »Vi kan centrere det omkring Fredericia. Vi kan lave kvalitetsforestillinger. Vi kan samle mennesker. Det er det, vi er gode til« siger han. Det lyder simpelt. Det er det ikke. Men det lyder som en mand, der ikke har brug for store ord for at gøre store ting.

Ledelse fylder mere og mere. Han nævner økonomi og adfærdsøkonomi som felter, der interesserer ham. Mennesker og tal i samme sætning. »Vi er alle kulturbærere i en by. Alle er en del af fortællingen« siger han. Han er 43 og nogen vil måske spørge, hvornår han skal videre. Svaret er lige så klart som, det er roligt. Ikke foreløbig. Nu skal teatret på den helt store klinge igen. Den slags sætninger siges bedst uden trommer. De skal hellere bevises på en spilleplan.

Han vender ofte tilbage til drengen ved klaveret. Ikke for at dyrke smerten men for at huske energien. »Jeg har aldrig haft behov for spotlightet. Jeg har haft behov for at være en kanal for kunsten. Det er det der driver mig« siger han. Der er et princip gemt i den indstilling. At man kan stå midt i noget stort uden at gøre sig selv større. At man kan give uden at kræve mere lys. At man kan lede ved at lytte.

Der er også en kærlighedshistorie midt i det hele. Han og hustruen gik på skolen i Fredericia samtidig men blev først kærester efter. De gik op og ned ad gangene i tre år som venner. Under en juleforestilling ændrede noget sig. Han kalder det en total overscoring og griner af ordvalget. Men alvoren ligger under. »Jeg elsker det, når nogen har noget på hjertet og går efter, det de vil. Det drømmer jeg også om at mine børn oplever« siger han. Den slags ønsker har en far til tre lov at have.

Fredericia er blevet et hjem. Ikke bare en adresse. Han taler om Royal Run i midtbyen og stemningen, når folk mødes. Om at byen ikke er den samme som i 00erne eller 10erne. Om at forudsætningerne nu er til at bygge endnu mere. Men også om, at det kræver, at man lytter. At man åbner ørerne og bygger bro i stedet for mur. Byens udvikling bliver spejlet i teatrets udvikling. Man må se muligheder. Man må sige ja, når chancen banker på. Og man må turde vente, når tiden kræver tålmodighed.

Hvis man leder efter en klar lære i historien om Thomas Bay, så kunne den lyde sådan her. Man kan vokse op som den følsomme dreng der bliver skubbet ind i busken og alligevel finder en vej. Man kan lære, at et klaver kan tale for en indtil stemmen selv bliver stærk. Man kan stå på en scene og senere gå væk fra den uden at miste sig selv. Man kan miste og stadig gå videre. Man kan blive leder uden at glemme at man begyndte som elev. Og man kan blive boende i en by fordi man vælger at tro på det fællesskab der gør det hele muligt.

Han formulerer det selv på sin egen nøgterne måde. »Man skal være åben over for læring. Man skal udfordre sig selv. Ellers går man i stå«. Det er en sætning der kunne hænge på en opslagstavle bag scenen. Ikke som parolens plakat, men som en stille påmindelse. Om at alt, hvad vi bygger i kulturens navn afhænger af mennesker, der tør. Mennesker, der stiller sig frem, når det gælder. Mennesker, der tør tage imod, når livet giver en chance. Når lyset falder rigtigt over scenen. Når salen trækker vejret i kor. Når musikken sætter i. Når en by begynder at tro på sig selv igen.

Thomas Bay fandt hjem i teatret. Ikke kun i bygningen. Men i arbejdet. I fællesskabet. I den måde kunst kan forandre et menneske og en by. Det er måske den mest stille og mest stædige form for forvandling. Den der begynder med en dreng ved et klaver. Og ender med en mand der får andre til at spille med.

Lørdag aften har han og teatret premiere på den store forestilling, WHAT IS LOVE – En Vi Elsker 90’erne musical. Fredericias teaterdirektør drømmer om at løfte byen og nyder hvert et sekund af den drøm.

Store forsinkelser hos DSB: Togtrafikken mod Fyn og Jylland påvirkes

Store forsinkelser hos DSB: Togtrafikken mod Fyn og Jylland påvirkes

0
Togtrafikken er ramt af store problemer på Sjælland efter fejl på en køreledning ved København H, og DSB varsler længere rejsetid samt færre tog...