Susanne Eilersen: Det nemmeste budgetforlig i 16 år

0
Susanne Eilersen: Det nemmeste budgetforlig i 16 år

POLITIK. Der var hverken drama eller dybe grøfter, da Fredericia Byråd i denne uge landede et budgetforlig for 2026. Tværtimod blev det ifølge viceborgmester og Dansk Folkepartis borgmesterkandidat, Susanne Eilersen, en af de mest gnidningsfrie processer, hun har oplevet i sine mange år i politik.

»Det er jo nok det budgetforlig, vi nemmest har lavet i alle de 16 år, jeg har været med. Vi var stort set enige om 80 procent af det hele allerede i første runde. Det er helt vildt,« siger hun og fremhæver stemningen omkring forhandlingerne.

»Vi sad alle sammen om bordet, og man kom med sine ønsker. Det foregik i en god stemning, og fordi vi alle sad i samme lokale, blev vi ikke spillet ud mod hinanden. Og så er det et budget, hvor vi ikke skal spare. Det er jo helt fantastisk.«

Fokus på velfærd og udvikling

Selvom midlerne var begrænsede, er Eilersen stolt af, at budgettet både indeholder forbedringer for velfærden og tiltag, der udvikler byen. »Det er et budget, jeg faktisk er utrolig stolt af – både på måden, vi har lavet det på, og på det, vi har leveret,« siger hun.

For Eilersen var især ældreområdet en mærkesag. »Jeg er altid glad, når vi får prioriteret ældreområdet, som er mit hjerteblod. Nu får vi flere nattevagter på plejehjemmene. Samtidig afprøver vi ny teknologi. Jeg mener ikke, at man kan afprøve teknologi uden også at sætte flere hænder ind i processen. Den kobling er jeg rigtig tilfreds med,« siger hun.

Hun er også glad for, at aktivitetsmedarbejderne vender tilbage på plejehjemmene. »Det er en funktion, vi gerne vil besætte med flexjobbere, fordi det er et job, de er glade for. De kan være den ekstra hånd, der hjælper med at kigge i fotoalbum, gå en lille tur eller bare sidde og snakke. Det er hjerteskærende at se ældre mennesker sidde alene i et opholdsrum uden nogen dialog. Med aktivitetsmedarbejdere kan vi holde liv i de mellemliggende timer. Det er altafgørende,« siger hun.

Biografen som kulturhus

Budgettet indeholder også nye greb på kulturområdet. Fredericias biograf bliver en del af et samarbejde, der rækker langt ud over filmvisninger.

»I forhold til vores vision om oplevelser 365 dage om året – også for vores egne borgere – laver vi nu en samarbejdsaftale med biografen. Biografen kan mere end at vise film. Den er også et kulturhus med café, og den vil gå ind i samarbejder med udsatte grupper. Der skal blandt andet vises film for mennesker med begyndende demens og laves initiativer mod ensomhed. At vi kan bruge biografen som et minikulturhus, hvor man samtidig løfter sociale opgaver, det synes jeg er fantastisk,« siger Susanne Eilersen.

Fælles ansvar

At 80 procent af budgettet faldt på plads i første omgang, betyder ikke, at alle partier fik alt, hvad de ønskede. Men for Eilersen er det afgørende, at alle tager medansvar for helheden.

»Der er altid ting i et budget, som har større betydning for et parti end for et andet. Selvfølgelig er der punkter, der ikke har groet i Dansk Folkepartis have. Men der er også ting, vi har fået med, som ikke stod på de andres ønskeliste. Det vigtige er, at vi er enige om de store linjer,« siger hun.

De tre store områder, folkeskolen, familieafdelingen og ombygningen af Kobbelgården, var ifølge Eilersen der, hvor alle var fuldstændig enige. »Når vi kan finde hinanden på de store områder, så er der respekt for, at man også må acceptere kompromiser på de mindre ting. Man skal stå på mål for det samlede forlig. Det handler om respekt for det fælles budget og for samarbejdet,« siger hun.

En ny tone

For Susanne Eilersen er årets forlig et godt eksempel på, hvordan samarbejde kan se ud, når man vælger at finde løsninger frem for konflikter.

»Jeg synes, vi har lavet et rigtig godt budget. Det er ikke bare et stykke papir, men et resultat af et godt samarbejde og en god tone. Og det lover godt for fremtiden,« siger hun.

72-årig mand omkommet i eneuheld

0
72-årig mand omkommet i eneuheld

POLITI. En 72-årig mand er natten til lørdag afgået ved døden efter et eneuheld på Sydlangeland.

Ifølge Fyns Politi blev manden klokken 00.46 fundet forulykket i sin personbil på en mark af en forbipasserende. Kort efter blev han erklæret død.

De pårørende er underrettet, oplyser politiet.

Undersøgelser skal nu klarlægge årsagen til ulykken.

Kilde: Fyns Politi

Fredericianske kræfter ind i Odense Håndbold – Dennis Kappel nyt ansigt i administrationen

0
Fredericianske kræfter ind i Odense Håndbold – Dennis Kappel nyt ansigt i administrationen

NAVNENYT. Odense Håndbold har fået tilført nye kræfter i administrationen, og blandt dem er et velkendt fredericiansk ansigt. 41-årige Dennis Kappel tiltrådte i august som Key Account Manager og skal være med til at styrke klubbens kommercielle område.

Dennis Kappel er født og opvokset i Fredericia, hvor mange kender ham fra tidligere roller. Han har blandt andet drevet vinhandel i byen og været partneransvarlig på Fredericia Musicalteater. Nu glæder han sig til at bringe sine erfaringer i spil i en af landets største håndboldklubber.

»Som person ser jeg mig selv som meget åben, og jeg lægger stor vægt på at være relationsskabende, imødekommende og synlig over for alle, jeg møder på min vej – især her i Odense Håndbold, som jeg er stolt over at repræsentere både lokalt og nationalt,« fortæller han.

Hans fokus bliver tæt knyttet til klubbens samarbejdspartnere. »Mit arbejde vil primært handle om relationen til vores mange samarbejdspartnere – både i hallen og til de mange arrangementer, vi afholder i løbet af sæsonen. Her skal min åbenhed og mit nærvær gerne kunne mærkes i alt, jeg gør,« siger Dennis Kappel.

Sammen med Nanna Willemar Svanøe, der er ny eventelev i administrationen, er han en del af de kræfter, der fremover skal sikre, at Odense Håndbold står endnu stærkere bag kulisserne.

For Dennis Kappel betyder jobbet også at fortsætte sin passion for at skabe gode oplevelser og stærke relationer – nu i en ny ramme, men med samme udgangspunkt som altid: at være tæt på mennesker.

Linda Johnsen glæder sig over høj tilfredshed men vil styrke selvbestemmelsen i Middelfarts hjemmepleje

0
Linda Johnsen glæder sig over høj tilfredshed men vil styrke selvbestemmelsen i Middelfarts hjemmepleje

POLITIK. Den nye landsdækkende undersøgelse af hjemmehjælpen viser, at Middelfart står stærkt, når det gælder borgernes tilfredshed. Hele 81 procent af hjemmehjælpsmodtagerne er tilfredse eller meget tilfredse med den hjælp, de får, og gennemsnittet ligger på 4,1 ud af 5 – en anelse over landsgennemsnittet. For byrådsmedlem Linda Johnsen (F) fra Social- og Sundhedsudvalget er det et resultat, der både vækker glæde og stolthed.

»Jeg bliver da bare rigtig glad. Og jeg bliver stolt. Jeg synes, det er en virkelig flot tilfredshedsgrad. Den bekræfter også den undersøgelse, vi selv fik lavet sidste år, hvor vi også lå højt. Det viser, at der må være nogle rigtig gode medarbejdere,« siger hun.

Men bag tallene gemmer sig også en mindre gruppe utilfredse borgere. Syv procent svarer, at de er utilfredse eller meget utilfredse. For Linda Johnsen er det vigtigt, at man ikke lader de svar glide ud i gennemsnittet. »Vi har ikke drøftet rapporten i udvalget endnu, men det kommer vi til her i efteråret. Det er altid vigtigt at se på, hvad utilfredsheden dækker over. Er det tidspunktet for besøgene, er det manglen på genkendelighed, eller er det noget helt andet? Det er den slags, vi skal dykke ned i,« siger hun.

Undersøgelsen viser, at borgerne især er glade for den personlige pleje. Ni ud af ti er tilfredse eller meget tilfredse, hvilket er blandt de højeste scorer. »Det er virkelig flot,« siger Linda Johnsen. Til gengæld halter tilfredsheden på rengøringsområdet, hvor 19 procent er utilfredse. »Det er jo en af de svære. Der bliver brugt rigtig mange ressourcer på de andre områder, og måske ikke helt så meget på rengøringsdelen. Det gode er, at vi med frisættelsen og nu også den nye ældrelov arbejder mere helhedsorienteret. Det betyder, at man sammen med borgeren kan finde ud af, hvad der er vigtigst i dag. Er det rengøring, er det personlig pleje, eller er det noget andet. Det håber jeg kan rykke billedet i en mere positiv retning,« siger hun.

Et andet område, hvor rapporten peger på en udfordring, er kontinuiteten. Kun 29 procent oplever i høj grad, at det er de samme medarbejdere, der kommer i hjemmet. »Vi har organiseret hjemmeplejen i tværfaglige teams netop for at skabe mere genkendelighed. Det betyder, at det så vidt muligt er de samme medarbejdere, der kommer hos borgerne. Men sygdom og udskiftning kan vi ikke gardere os imod. Det er dog et område, vi hele tiden arbejder med, fordi vi ved, hvor vigtigt det er for borgernes tryghed,« siger Linda Johnsen.

Rapporten viser også, at selvbestemmelsen er lav. Kun 40 procent oplever i høj grad at have indflydelse på, hvordan hjælpen gives. For Linda Johnsen er det et centralt punkt. »Selvbestemmelse hænger tæt sammen med livskvalitet. Jeg synes i høj grad, at hjemmeplejen i Middelfart arbejder i den retning, men vi kan blive endnu bedre. Med helhedsplejen bliver man visiteret til en plejepakke, og så skal man sammen med borgeren finde ud af, hvordan vi bruger den. Det er reelt selvbestemmelse, og jeg tror, det vil løfte tallene fremover,« siger hun.

Livskvalitet er i det hele taget et tema, som rapporten går tæt på. Ti procent af borgerne vurderer deres livskvalitet som dårlig eller meget dårlig, mens hver fjerde oplever, at de kun i lav grad eller slet ikke kan lave ting, de sætter pris på. »Kommunen har et stort ansvar. Medarbejderne, der kommer i hjemmene, kan lytte og høre, hvad borgeren har brug for. Nogle gange handler det slet ikke om rengøring eller pleje, men om ensomhed og manglende netværk. Her kan vi som kommune understøtte og bygge bro til fællesskaber. Det er små ting, der kan gøre en stor forskel,« siger Linda Johnsen.

Et andet punkt, hvor der er plads til forbedring, er samarbejdet med de pårørende. Rapporten viser, at 54 procent oplever, at de bliver godt inddraget, men 15 procent svarer nej. Linda Johnsen vil dog gerne drøfte det mere i udvalget, før hun kommer med konkrete bud. »Det er et rigtig vigtigt spørgsmål, og jeg tror, vi skal have en snak om, hvordan vi kan blive bedre. Pårørende spiller en stor rolle, og vi skal være åbne for at inddrage dem endnu mere – uden at gå på kompromis med borgerens selvbestemmelse,« siger hun.

Hun understreger, at rapporten både giver grund til stolthed og til handling. »Jeg bliver glad over at se tallene, men jeg ser også, hvor vi kan blive bedre. Det handler især om rengøring, selvbestemmelse, pårørendeinddragelse og livskvalitet. Vi kan ikke gøre alt, men vi kan lytte, vi kan skabe rammer, og vi kan styrke dialogen med borgerne. Det er vejen frem,« siger Linda Johnsen.

For hende er konklusionen klar: Middelfart har et stærkt fundament, men rapporten skal bruges aktivt til at skabe forbedringer. »81 procent tilfredse er flot. Men vi skal ikke glemme de syv procent, der er utilfredse. Vi skal tage deres svar alvorligt, for det er dér, vi kan lære mest. På den måde kan vi udvikle hjemmehjælpen, så flere får en oplevelse af tryghed, selvbestemmelse og livskvalitet,« siger hun.

Christian Lynggaard Pedersen vil styrke selvbestemmelsen og nærheden i hjemmeplejen

0
Christian Lynggaard Pedersen vil styrke selvbestemmelsen og nærheden i hjemmeplejen

POLITIK. 81 procent af hjemmehjælpsmodtagerne i Middelfart er tilfredse eller meget tilfredse med den hjælp, de får. Det glæder byrådsmedlem Christian Lynggaard Pedersen (C), som ser tallene som en stor ros til både ledere og medarbejdere.

»Det er jo rigtig flot. Når man ligger over 4 på en skala fra 1 til 5, er det virkelig godt. Det viser, at de, der arbejder i hjemmeplejen, får skabt noget, som kan mærkes,« siger han.

Han peger på, at tilfredsheden især er høj på den personlige pleje, hvor ni ud af ti borgere er glade. Til gengæld er rengøringen et svagt punkt, hvor næsten hver femte er utilfreds. »Der har været besparelser på området, og det kan mærkes. Det er ikke optimalt, men det har været nødvendigt for at få økonomien til at hænge sammen. Vi må dog hele tiden se på, hvordan vi kan løfte den praktiske hjælp,« siger han.

Et andet område, der kalder på handling, er selvbestemmelse. Kun 40 procent af de ældre oplever i høj grad, at de har indflydelse på, hvordan hjælpen gives. »Der er et behov derude. Vi skal sætte frontmedarbejderne fri til at lave aftaler i øjenhøjde med borgerne og deres pårørende. Det handler om at spørge: Hvad vil du gerne have i næste uge. Det er mere værdifuldt end at følge en plan ned til mindste minut,« siger Christian Lynggaard Pedersen.

Han peger også på, at samarbejdet med de pårørende kan styrkes. 54 procent oplever at blive godt inddraget, mens 15 procent svarer nej. »Hvis nogle pårørende oplever, at beslutninger bliver truffet hen over hovedet på dem, er det et faresignal. Vi skal sikre, at de nemt kan komme i kontakt med den rette person, og at de føler sig taget med på råd,« siger han.

Rapporten viser desuden, at ti procent af borgerne vurderer deres livskvalitet som dårlig eller meget dårlig. For Christian Lynggaard Pedersen hænger livskvalitet tæt sammen med selvbestemmelse og nærhed. »Kommunen kan ikke fjerne sygdom eller alder. Men vi kan lytte, skabe meningsfulde aktiviteter og justere hjælpen, så den understøtter det liv, borgeren ønsker – også når vilkårene er svære,« siger han.

Han konkluderer, at Middelfart står stærkt, men at der stadig er plads til forbedringer. »Vi rammer bredt set rigtigt, men vi skal blive bedre på rengøring, kontinuitet og selvbestemmelse. Det handler om at komme tættere på borgernes hverdag. Når hjælperen træder ind ad døren, skal det begynde med et spørgsmål i øjenhøjde. Det er sådan, vi gør en god hjemmehjælp endnu bedre,« siger han.

Unge svende markerer et fag i udvikling – Jonas Raakilde Christensen hædret med sølvmedalje

0
Unge svende markerer et fag i udvikling – Jonas Raakilde Christensen hædret med sølvmedalje

UDDANNELSE. Fredag eftermiddag blev tømrereleverne på EUC Lillebælt fejret, da de bestod deres svendeprøver og dermed trådte ind i håndværkets stolte rækker som nyudlærte svende. Blandt de unge, der nu kan kalde sig tømrersvende, skilte én sig særligt ud. Jonas Raakilde Christensen fra Brenderup modtog en sølvmedalje som bevis på et helt særligt niveau ved sin svendeprøve.

Fejringen fandt sted i kantinen på Teknikervej i Fredericia, hvor familie, mestre, lærere og klassekammerater var samlet for at hylde eleverne.

John Bruun Lyng, uddannelsesleder for tømreruddannelsen på EUC Lillebælt, indledte fejringen med at fortælle om et fag, der står med både lange traditioner og store forandringer.

»Tømreruddannelsen kendetegner sig ved at være et fag i rivende udvikling. Bæredygtighed, nye materialer og innovation præger uddannelsen. Samtidig bygger den på stærke traditioner. Man skal være i stand til at have mange bolde i luften, for faget udvikler sig hele tiden,« sagde han.

Han fremhævede også, at elevernes motivation er tydelig. »Jeg oplever, at de unge brænder for det. De vil gerne faget, og det er fantastisk at se, hvordan de tager det til sig. Der er et stort behov for dem derude, så de kan se frem til gode muligheder,« fortalte han.

For at nå frem til svendeprøven skal eleverne igennem både teori og praksis. De undervises i kvalitetssikring, tegningslære, byggelovgivning, materialeforståelse og tekniske regler – og ikke mindst i det praktiske håndværk.

»Der er ikke kun én måde at gøre tingene på. Det handler om at bruge de rigtige materialer og at gøre det korrekt. Kreativiteten spiller også en rolle. Derfor kræver det, at eleverne hele tiden lærer at finde løsninger,« forklarede John Bruun Lyng.

Samarbejdet med virksomhederne er samtidig en uundværlig del af uddannelsen. »De bedste tømrere bliver skabt i tæt samspil med virksomhederne. Det er på byggepladsen, de unge lærer faget rigtigt. Vi kan understøtte det på skolen, men arbejdet hos mesteren er afgørende,« sagde uddannelseslederen.

Han understregede også vigtigheden af, at materialeleverandører og brancheaktører er tæt på uddannelsen. »Vi samarbejder med mange leverandører, der kommer ind og viser de nyeste materialer og teknologier. Det holder uddannelsen opdateret,« sagde han.

En sølvmedalje til Jonas

Blandt de nyudlærte svende var det Jonas Raakilde Christensen, der kunne gå hjem med en sølvmedalje.

»Det føles virkelig fedt. Det er jo det, man har håbet på de sidste fire år, at det kunne ende med at blive til sådan en. Det er et kæmpe skulderklap,« sagde Jonas kort efter overrækkelsen.

For ham betyder medaljen mere end blot et stykke metal. »Det viser, at andre kan se, at man faktisk ved noget om sit håndværk. Og det viser også, at det ikke bare er for sjov – det er noget, man brænder for,« forklarede han.

Hans familie og mester var til stede under ceremonien. »Min mor var meget overrasket og var hurtigt oppe for at tage billeder. Selv min mester var oppe at tage billeder. Det betyder meget,« fortalte Jonas.

Jonas’ svendeprøve bestod blandt andet i at opføre et bjælkespær med valm og vindue – et hjørne af et hus.

»Det kan være udfordrende, men hvis man har fulgt godt med i undervisningen, så er det til at gå til. Jeg vil ikke sige, at det er nemt, men det bliver lettere, når man har forstået reglerne og kravene. Det handler om at være koncentreret og gøre sig umage,« sagde han.

Hans uddannelsesforløb har været tæt knyttet til mesteren. »Jeg har været i en lille virksomhed, hvor det kun var mig og mester. Det har givet mig en masse muligheder for at lære direkte af ham. Han har været god til at rette mine fejl uden at skælde ud, så jeg kunne blive ved med at prøve igen,« fortalte Jonas.

Fremtiden venter

Selvom Jonas netop er blevet udlært, har han allerede planer for den nærmeste fremtid. »Jeg bliver hos min mester lidt endnu. På længere sigt kunne jeg godt tænke mig at prøve noget i en større virksomhed og se, hvordan det er. Måske også videreuddanne mig eller en dag blive selvstændig. Det er svært at sige, hvad der sker om ti år, for branchen ændrer sig hele tiden,« sagde han.

Når han ser tilbage på sin tid på EUC Lillebælt, er det svendeprøven, han er mest stolt af. »Det var der, jeg lagde mest energi og koncentration. Det var vigtigt for mig at vise, hvad jeg kunne, og jeg er rigtig stolt af resultatet,« sagde han.

Nye svende i hele området

Ved afslutningen blev flere andre tømrerelever hyldet som nyudlærte svende. Det gælder:

  • Casper Lillelund Roskvist, udlært ved CONRUM, Vejle.
  • Frederik Frifelt Christensen, udlært ved Bruun Byg, Fredericia.
  • Jens Emil Worm Madsen, udlært ved LY-BYG ApS, Børkop.
  • Nikolaj Andersen, udlært ved Lars Jeppesen Tømrer- og Snedkermester A/S, Middelfart.
  • Phillip Noah Lyngbak Leonhard, udlært ved Ove Jensen A/S, Vejle.
  • Mathias Petræus Poulsen, udlært ved Eurodan Huse A/S, Rødekro.
  • Noah Christensen, udlært ved EUC Lillebælt, SKO Hansenberg, Fredericia-Kolding.
  • Jonas Raakilde Christensen, udlært ved Carlshøj Tømrer- og Snedker ApS, Brenderup – og modtager af sølvmedaljen.

Jægerum før GOG-kampen »Vi er 100 procent klar«

0
Jægerum før GOG-kampen »Vi er 100 procent klar«

SPORT. Når Fredericia HK lørdag tager imod GOG i en af sæsonens største kampe i Fredericia Idrætscenter, er Frederik Jægerum ikke i tvivl om, at der venter en intens aften med tempo, fight og høje krav til defensiven.

»Jeg tror, det bliver en kamp med højt tempo og to hold, der rigtig gerne vil vinde. Det tror jeg, man kommer til at kunne se« siger han. Han fremhæver især GOGs offensive styrker som den største udfordring.

»Det bliver nok at få styr på deres angrebsspil, og primært deres syv mod seks. De er et rigtig godt angrebshold, så vi bliver nødt til at få stoppet det« siger han.

Opskriften på succes er klar.

»Vi skal stå godt defensivt, have nogle redninger, få gang i kontraspillet og så udnytte de chancer, vi skaber. Og så handler det om at komme med god udstråling og vise, at det er os, der skal tage de to point med« siger Jægerum.

Forberedelserne i ugens løb har både handlet om at kigge på GOGs styrker og fokusere på FHKs egne kvaliteter.

»Vi har set lidt på, hvad de kan, og så fokuseret på os selv og de ting, vi skal gøre« siger han.

Spørgsmålet er, om han tror på, at Fredericia kan stå distancen mod et af Danmarks stærkeste hold.

»Jeg synes, at GOG er et rigtig godt hold, men jeg ser også godt, at vi kan tage to point mod dem. Vi skal være 100 procent klar, men jeg føler, at vi er helt klar« siger han.

At kampen spilles i Fredericia Idrætscenter gør kun opgaven mere speciel.

»Det betyder rigtig meget at spille på hjemmebane. Forhåbentlig kan det give os et boost i den rigtige retning. Fansene får en stor betydning. Det giver spillerne de ekstra procenter, der kan være brug for i en tæt kamp« siger Jægerum.

Han selv forbereder sig grundigt.

»Jeg ser video på modstanderen, finder ud af hvad de kan, og så handler det om at have tro på egne evner. Både jeg selv og holdet er gode nok til at tage en sejr« siger han.

Fredericia HK får dermed en af sæsonens hårdeste prøver, når GOG, der spiller Champions League og regnes blandt favoritterne til DM-guldet, gæster byen. Men ifølge Frederik Jægerum er troen på egne evner intakt.

»Jeg tror, man kommer til at se et hold, der virkelig vil kæmpe for det på lørdag« siger han.

Læs også

Arbejdsgivere: I kan ikke spare jer til trivsel

0
Arbejdsgivere: I kan ikke spare jer til trivsel

Jeg oplever hver eneste dag, hvordan et dårligt arbejdsmiljø kan slide mennesker op. Både fysisk og psykisk. Når rammerne ikke er i orden, når der ikke er tid, støtte og ordentlige forhold, så bliver mennesker syge. Ikke bare lidt stressede i en periode, men rigtig syge. Og det gør ondt at se på. For det er helt unødvendigt.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor arbejdsgiverne ikke kan fatte, at arbejdsmiljøet er noget af det vigtigste, vi har. Når arbejdsmiljøet halter, falder alt det andet fra hinanden. Vi får dårligere service til borgerne, dårligere afgørelser, dårligere resultater. Medarbejdere mister motivationen, energien, glæden ved at gå på arbejde. Og når først man er nået dertil, så koster det dyrt – både for arbejdspladsen, for samfundet og for den enkelte familie, der pludselig står midt i et sygdomsforløb.

Det burde være helt naturligt at gå på arbejde og have fokus på sine opgaver, på det man brænder for og er ansat til. Men alt for mange oplever i stedet at møde ind med en knude i maven og bruge kræfterne på blot at komme igennem dagen. Det er et tragisk spild af menneskelige ressourcer, og det er dybt uværdigt – både for medarbejdere og for de borgere, medlemmer vi er her forat hjælpe.

Hvorfor er det, vi igen og igen vælger at nøjes med brandslukning? Hvorfor er det, vi accepterer kortsigtede lappeløsninger, selvom vi godt ved, at det i længden bliver meget dyrere? Jeg synes, det er på tide, at vi tør tænke langsigtet. At vi tør investere i et godt arbejdsmiljø, fordi vi ved, at det betaler sig – menneskeligt, fagligt og økonomisk.

Det handler ikke om at gøre arbejdspladserne “hygge-venlige”. Det handler om at skabe sunde, trygge og motiverende rammer, hvor mennesker kan holde til at være – ikke bare i dag, men i mange år frem. Når mennesker trives, så trives arbejdspladsen. Når mennesker mistrives, så smuldrer alt andet.

Jeg kan ikke lade være med at spørge: Hvor mange flere skal brænde ud, hvor mange flere skal gå ned med stress, hvor mange flere skal stå udenfor arbejdsmarkedet, før vi for alvor tager arbejdsmiljøet alvorligt?

Arbejdsmiljø er ikke en blød værdi. Det er ikke pynt. Det er en investering i mennesker – og dermed i hele samfundet. Og nu må vi altså vågne op og tage det ansvar på os.

Anne Fredberg Faglig sekretær 3F Vestfyn

Byrådskandidat for socialdemokratiet i Middelfart

Fra en bekymret borger i Fredericia

0
Fra en bekymret borger i Fredericia

Jeg vil starte med at rose byrådet for at passe rimeligt på borgerne og byen – dog med plads til forbedringer. Det er ikke altid, man er enig eller kan se logikken i, hvad I foretager jer, men det kan jo også være, man ikke har hele billedet.

Den nye midtbyplan

Nu erfarer man så den store omlægning af hele trafikken i midtbyen. En hel del veje bliver ensrettet, nogle får ensretningen vendt. Mange parkeringspladser fjernes. Østervoldgade spærres på en del af strækningen.

Og det sidste nye er Købmagergade, hvor alle parkeringspladser fjernes for at give plads til to cykelstier.

Men hvor skal bussen holde? Hvor skal de handicappede parkere? Hvor skal de med dårlige ben, som ikke kan gå så langt, holde? Hvor skal dem, der skal læsse af, holde? Og hvor skal beboerne parkere?

Jeg bliver ærligt talt vred, hvis raske unge mennesker bare siger, at man kan holde nede ved Gammel Havn eller i parkeringshuset – som i øvrigt burde have været 15 meter højere.

Ny turistattraktion i Fredericia – Fredericia Labyrint

Hvis den nye midtbytrafikplan gennemføres, skal man være heldig, hvis man kan finde ind – og endnu mere heldig, hvis man kan finde ud igen. Ja, der er jo også lidt vejarbejde at tage hensyn til. Se i øvrigt kommunens egen hjemmeside.

Købmagergade mister alle parkeringspladser for at give plads til to cykelstier. Men børn har da indtil nu kunnet gebærde sig rundt i byen. Hvis byrådet gennemfører hele den nye midtby-labyrint-trafikplan, så vil der om få år kun være frisører og genbrugsbutikker tilbage i midtbyen – for så har I skræmt de handlende væk.

Inden byrådet kaster om sig med penge til dette vanvid, så har det jo indtil nu kunnet lade sig gøre at komme rundt – med lidt hensyn til alle.

Jeg håber, I besinder jer og sløjfer »Vanvidsplanen«.

God weekend.

Venlig hilsen

Jan Ole Henriksen

Fredericia

Erritsø GIF Rugby ser frem til international ungdomskamp og revanchejagt i 2. division

0
Erritsø GIF Rugby ser frem til international ungdomskamp og revanchejagt i 2. division

SPORT. Erritsø GIF Rugby går en travl og spændende weekend i møde, hvor både klubbens unge talenter og førsteholdet kommer i aktion.

Lørdag den 27. september rejser klubbens U18-spillere til Stockholm, hvor de møder jævnaldrende modstandere fra flere svenske klubber. Opgøret er en træningskamp med fokus på udvikling, og holdet er sammensat af spillere fra en række danske klubber.

Ungdomsansvarlig Jan ’Bubsi’ Nielsen og træner Morten ’Conny’ Jørgensen fra Erritsø GIF Rugby glæder sig til at se de unge i aktion mod international modstand. Erritsø GIF er stærkt repræsenteret, da alle klubbens U18-spillere er med i truppen. De sikrede sig tidligere på måneden DM-guld i Sevens og får nu mulighed for at bygge videre på erfaringerne.

Søndag den 28. september er det klubbens førstehold, der løber på banen på Snaremosevej 67. Her gælder det sæsonens sidste hjemmekamp i 2. division, hvor modstanderen er RC Odense. Fynboerne besejrede Erritsø i sæsonpremieren i foråret, og dermed er der lagt op til revanche.

Begge hold jagter deres første sejr i efterårets turnering, der nu er nået til tredje spillerunde. Cheftræner Steve Atkins og spillerne fra Erritsø satser på en stærk afslutning foran hjemmepublikummet, inden de tre sidste kampe i oktober spilles på udebane.

Kampen spilles søndag klokken 14 på Snaremosevej, hvor der som altid er fri entré.

Byråd sætter foden ned: Postlister forbliver åbne

Byråd sætter foden ned: Postlister forbliver åbne

0
POLITIK. Det skulle have været en stille administrativ beslutning. Men da kommunaldirektøren i februar orienterede økonomiudvalget om, at han ønskede at lukke kommunens offentlige...