Byrådet er præget af tillidskrise, usynlig ledelse og personfnidder, som vælgerne i stigende grad vender sig fra. Socialdemokratiet har mistet sit jerngreb, men det borgerlige alternativ har endnu ikke samlet sig til en troværdig og slagkraftig helhed.
Her træder Liberal Alliance frem som det friske, moderne og liberale bud på en ny begyndelse. Uden historisk gæld til hverken venstre- eller højrefløjen, står vi frit og klart: Ikke en del af det gamle magtspil. Ikke fedtet ind i interne borgerlige slagsmål. Men med ambitionen om at bringe substansen tilbage i politik og borgerne i centrum.
Mens Venstre og Konservative balancerer mellem strategi og taktik, vil Jeg og Liberal Alliance bygge bro og samle med fokus på løsninger, ikke på personopgør. Vi vil være platformen for dem, der vil fremad. For de unge. For de ældre. For dem, der arbejder og driver virksomhed i vores by.
Siden 2022 er Liberal Alliance vokset kraftigt nationalt, og det smitter nu af i Fredericia. Med spidskandidat, Christian Jørgensen, solide kandidater med ildsjæl og engagement og en solid lokalforening. Det giver energi og håb om et Fredericia, der kan meget mere end at sidde fast i gamle mønstre.
Vi tilbyder ikke blot protest, men et konkret politisk projekt med fire klare pejlemærker:
1. Frihed for borgerne Gennemsigtighed, digitalisering og åbenhed borgerne skal kunne forstå og påvirke kommunen.
2. Fornuft i økonomien Nej tak til luftkasteller, ja til økonomisk ansvarlighed og fokus på kernevelfærd.
3. Fokus på fremtiden Vi skal investere i ungdommen, iværksætteri og uddannelse, ikke bare i asfalt og beton.
4. Fælles ansvar Samarbejde hvor det giver mening også på tværs af fløje. Resultater før ideologi.
I et byråd uden klart flertal kan Liberal Alliance blive tungen på vægtskålen. Ikke som bølle med vetoret, men som den voksne i lokalet, der sætter en ny dagsorden med frihed, fornuft og fælles retning.
Fredericia kan mere og Liberal Alliance vil vise hvordan. Vi er håbefulde.
TRAFIK. Passagerer, der rejser mellem Odense og Fredericia, må fortsat væbne sig med tålmodighed. DSB meddeler mandag morgen – 2. pinsedag – at regionaltogene mellem Fredericia og Odense nu er erstattet af togbusser, hvilket betyder længere rejsetid på strækningen. Samtidig er der ændringer for togene mellem Odense og Esbjerg.
Problemerne skyldes den fejl på en køreledning ved Ejby mellem Odense og Middelfart, der allerede søndag førte til store forstyrrelser og forsinkelser. Banedanmark har siden arbejdet på at løse problemet, men udfordringerne er fortsat her mandag morgen.
På det sociale medie X opdaterer DSB situationen:
»Togbusser i stedet for regionaltog og længere rejsetid mellem Fredericia og Odense – samt ændret kørsel mellem Odense og Esbjerg,« skriver DSB i opdateringen fra klokken 09.15.
DSB opfordrer passagererne til at holde sig orienteret via deres rejseplaner og beregne ekstra rejsetid. Samtidig minder de om, at rejsetidsgarantien fortsat er gældende, og at det derfor er muligt at søge om kompensation ved forsinkelser over 30 minutter.
I går, søndag, medførte fejlen, at togdriften i en periode stod helt stille, inden trafikken delvist blev genoptaget med begrænset kapacitet. Også her blev regionaltoget aflyst, og DSB kunne ikke skaffe tilstrækkeligt med togbusser.
Der er endnu ikke meldt ud, hvornår togdriften forventes at være tilbage ved normal drift. Indtil da må passagerer indstille sig på længere rejsetid og eventuelt søge alternative transportmuligheder.
Opdatering kl. 09:15 Togbusser i stedet for regionaltog og længere rejsetid mellem Fredericia og Odense – samt ændret kørsel mellem Odense og Esbjerg.
SPORT. Med en dommerfløjte i munden og sol i øjnene stod Peder Tind (V), formand for Kultur- og Idrætsudvalget, klar på grønsværen lørdag formiddag under Madsby Pige Cup. En af Fredericias største sportsbegivenheder havde igen samlet flere tusinde glade fodboldspillere, forældre og frivillige, og i mængden af sort- og grønklædte dommere fandt man altså også en lokalpolitiker, som havde meldt sig frivilligt til at dømme et par femmandskampe.
Beslutningen om at påtage sig den nok uvante rolle som fodbolddommer blev truffet uden tøven, da henvendelsen kom fra arrangørerne, fortæller Peder Tind efter han har fløjtet en kamp af og fundet tid til en snak ved sidelinjen. Han har tidligere holdt åbningstalen ved stævnet og kendte derfor godt den særlige stemning og betydning, Madsby Pige Cup har for byen.
»For et par år siden havde jeg fornøjelsen af at holde åbningstalen herude, og jeg har også ved flere lejligheder siden besøgt arrangementet. Hver gang har jeg oplevet en fantastisk stemning, så når arrangørerne spurgte mig, om jeg ville dømme et par kampe, var svaret naturligvis ja,« fortæller Peder Tind, der samtidig understreger, at hans deltagelse handler om at bakke op om arrangementet på flere forskellige måder.
Det var nogle seje piger, som byrådspolitikeren fik fornøjelsen af at dømme kamp for.
Han peger på, at stævnet ikke alene er omfattende, men også kræver en enorm indsats fra både arrangører og frivillige, som ifølge politikeren fortjener anerkendelse og opmærksomhed.
»Vi taler om 900 kampe, der skal dømmes over bare to dage. Det er 400 frivillige, der løfter denne opgave, 3600 deltagere, der kommer til Fredericia, og i alt 296 hold, der deltager i stævnet. Når man hører de tal, forstår man måske lidt bedre, hvor stort det her egentlig er,« uddyber Tind.
Han holder en lille pause og ser sig omkring på banerne, hvor kampene er i fuld gang, inden han fortsætter med at beskrive, hvordan mange i Fredericia muligvis ikke er klar over arrangementets omfang.
»Jeg tror faktisk ikke, man som almindelig fredericianer helt ved, hvor stort det her er, medmindre man selv har været hernede og oplevet det. Det er først, når man ser det hele med egne øjne, man virkelig forstår størrelsen af Madsby Pige Cup og den energi, der bliver lagt i det her af både spillere, forældre og frivillige,« fortæller Tind.
At han selv deltager som dommer er således ikke kun et spørgsmål om at bidrage med en praktisk indsats, men også en måde at skabe øget opmærksomhed omkring både stævnet og det store frivillige arbejde, som ofte finder sted i det skjulte.
»Når jeg får en indbydelse til at deltage, er det også en mulighed for at sætte fokus på, hvor betydningsfuldt det frivillige engagement er for hele arrangementet. Vi oplever fantastiske rammer hernede, netop fordi der er så mange frivillige, som lægger deres tid og kræfter i det,« fremhæver han.
På det personlige plan er oplevelsen også noget ganske særligt for politikeren. Stemningen på banerne er smittende, og Peder Tind lægger ikke skjul på, at dagen vækker en særlig stolthed i ham som fredericianer.
»Som fredericianer så bliver man jo bare stolt, når der er så mange glade mennesker samlet på et sted. Jeg mødte et par forældre tidligere, der sagde: ‘I er så venlige her i Fredericia, vi flytter hertil.’ Og det er ret tydeligt at mærke, at der er så stor en positiv stemning og en taknemmelighed for, at der er nogen, der gør sådan en indsats og skaber sådan en ramme her,« fortæller Tind og fortsætter:
»Sådan helt personligt, så bliver man jo bare glad og opløftet som fredericianer og tænker, hold da op hvor er det her et fantastisk arrangement.«
For Peder Tind handler det også om, at Fredericia igen får sat sig positivt på både Danmarkskortet og Europakortet. Han hæfter sig ved, at hold fra både ind- og udland deltager i turneringen, og at arrangementet dermed rækker langt ud over byens egen grænse. På den måde bliver Madsby Pige Cup et positivt referencepunkt og en begivenhed, som mange med glæde ser tilbage på.
»Det betyder, at man har en positiv historie om dengang, man var i Fredericia. Arrangørerne fortæller, at mange hold vender tilbage år efter år, fordi det er en rigtig god, positiv oplevelse, de får her. Fredericia bliver brandet som en by, der kan samle tusindvis af mennesker i fællesskab om noget positivt,« forklarer han med begejstring i stemmen.
Den branding ser han som særligt værdifuld for byen, ikke kun på det sportslige plan, men også for dens omdømme generelt. Han mener, at sådanne arrangementer er med til at skabe en identitet, som Fredericia kan være stolt af at vise frem både nationalt og internationalt.
Med reference til en tid præget af uro og splittelse i den omgivende verden understreger Tind, hvor vigtige disse fællesskaber er lige nu.
»Når vi kigger rundt i verden, ser vi mange ting, der splitter os, ting som skaber usikkerhed og bekymring. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi har den her slags arrangementer, hvor holdånd, glæde og fællesskab er i fokus. Vi har brug for flere arrangementer, der samler mennesker på tværs af grænser og kulturer,« uddyber han.
Og derfor opfordrer Tind endnu engang fredericianerne til at gribe chancen for at deltage aktivt i stævnet, mærke fællesskabet og stemningen på egen krop, og måske endda selv bidrage til succesen som frivillig.
»Jeg håber virkelig, at flere fredericianere kommer ned og oplever, hvor fantastisk stemningen er, og hvor stor en forskel man faktisk kan gøre som frivillig. Der er altid plads til flere hænder, og alle kan være med til at gøre Madsby Pige Cup endnu bedre,« lyder den afsluttende opfordring fra Peder Tind.
BUSINESS. Over de seneste årtier er danske husstande blevet større, og det betyder, at definitionen af et standardhus – som bruges til at sammenligne varmeforbrug – er blevet ændret. Tidligere svarede et standardhus til et lavere varmeforbrug end i dag.
Med den nye definition svarer Crossbridge Energys levering af overskudsvarme fra raffinaderiet nu til opvarmning af omkring 29.000 husstande årligt. Virksomheden, der er Danmarks største leverandør af overskudsvarme til fjernvarme, leverer cirka 25 procent af det samlede varmeforbrug i Trekantområdet gennem samarbejdet med TVIS – Trekantområdets Varmetransmissionsselskab.
Overskudsvarmen kommer fra raffinaderiets produktionsproces, hvor der dagligt produceres omkring 10.000 tons produkter, svarende til 40 procent af Danmarks samlede forbrug af flydende brændstoffer.
I stedet for at lade denne overskudsvarme gå tabt som spildvarme udnyttes energien til fjernvarme. Crossbridge Energy arbejder aktivt med energieffektivisering gennem varmevekslere, der placeres forskellige steder i processen for at optimere energiforbruget.
Med den tidligere definition af standardhuset svarede Crossbridge Energys levering af overskudsvarme til omkring 23.000 husstandes årlige forbrug, men med den opdaterede standard er tallet altså nu cirka 29.000.
SUNDHED. Når børnene forlader folkeskolen og begynder på gymnasiet eller andre ungdomsuddannelser, bliver fester og alkohol ofte en stadig større del af deres hverdag. En ny stor undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden viser, at det især gælder i Region Syddanmark, hvor unge hører til blandt dem, der oftest debuterer med alkohol i en tidlig alder.
Undersøgelsen, der bygger på svar fra mere end 1.500 forældre med teenagebørn landet over, viser en tydelig tendens i Syddanmark. Her fortæller hele 35 procent af forældrene, at deres børn i alderen 13-17 år allerede har prøvet at være fulde. Det placerer Region Syddanmark sammen med Region Nordjylland i toppen på landsplan, hvor gennemsnittet ellers ligger på 32 procent. Region Sjælland ligger i den anden ende med kun 28 procent.
Projektchef hos Kræftens Bekæmpelse, Peter Dalum, understreger vigtigheden af, at forældre tager aktivt del i at begrænse deres børns alkoholforbrug.
»Vi ved, at unge, der har aftaler med deres forældre om alkohol, drikker mindre end unge, som ikke har aftaler. Forældrene har altså meget at vinde ved at holde fast i den lidt svære snak,« siger han.
Men netop denne samtale opleves som svær for mange forældre, især når teenagerne begynder på en ungdomsuddannelse. 39 procent af forældrene i undersøgelsen synes, at det er vanskeligt at blande sig i deres teenagers alkoholvaner, når børnene begynder på eksempelvis gymnasiet. Her handler det ofte om, at forældrene føler, at de mister følingen med deres barns sociale liv, og dermed mister de også indflydelsen på deres alkoholvaner.
Syddanske forældre introducerer ofte alkohol tidligt
Et andet centralt resultat fra undersøgelsen handler om forældrenes egen rolle i forhold til introduktion af alkohol i hjemmet. Her viser undersøgelsen, at godt halvdelen af danske forældre – 57 procent – har valgt at introducere deres børn til alkohol hjemme. I Region Syddanmark matcher dette landsgennemsnittet præcist med samme 57 procent. Det er lidt højere end i Region Hovedstaden, hvor tallet ligger på 50 procent, men betydeligt under Region Sjælland, der topper med hele 64 procent.
Når forældre vælger at lade deres børn smage alkohol, sker det ofte med de bedste hensigter. Ifølge undersøgelsen er den mest udbredte forklaring, at forældrene gerne vil lære deres børn at omgås alkohol ansvarligt og fornuftigt i trygge rammer.
Men eksperterne advarer mod, at denne strategi ofte virker modsat hensigten. Peter Dalum understreger, at netop denne tilgang kan få unge til at drikke mere, end de ellers ville.
»Forskningen viser, at børnene drikker mere, end de ellers ville have gjort, hvis forældrene introducerer alkohol derhjemme. Det har altså ofte den modsatte effekt,« siger han.
I stedet for en tidlig introduktion opfordrer Peter Dalum og Kræftens Bekæmpelse derfor forældre til at lave klare aftaler med deres børn omkring alkoholforbrug, især når børnene starter på en ungdomsuddannelse. Netop aftaler har en dokumenteret effekt og kan hjælpe med at forebygge alkoholrelaterede problemer senere i livet.
Unges alkoholforbrug bekymrer forældre
Undersøgelsen viser samtidig, at mange forældre nærer stor bekymring for deres børns alkoholvaner. Hele 45 procent af forældrene, hvis børn har prøvet at drikke alkohol, frygter især risikoen for ulykker, voldelige konflikter, røveri og seksuelle overgreb. Denne bekymring deler forældrene i Region Syddanmark med forældre fra resten af landet.
For mange forældre kan det være en udfordring at finde balancen mellem at vise tillid og samtidig sætte klare grænser – især når alkoholkulturen fylder meget på ungdomsuddannelserne. Søren Stokholm Thomsen, projektchef i TrygFonden, fremhæver, at det netop i denne fase af de unges liv er helt afgørende, at forældrene fastholder en løbende dialog med deres børn.
»Danmark er stadig det land i Europa, hvor flest 15-16-årige drikker sig fulde, og her kan forældreaftalerne være med til at påvirke unges alkoholvaner i en sundere retning,« siger han.
Han tilføjer, at selvom samtalerne om alkohol kan føles besværlige og konfliktfyldte, så viser undersøgelser, at unge ofte er mere positive over for klare regler og forældreinddragelse, end mange forældre tror.
»Det er fortsat vigtigt, at forældre tager snakken og laver klare aftaler – også når deres børn er begyndt på en ungdomsuddannelse,« understreger Søren Stokholm Thomsen. Han fremhæver samtidig, at en åben dialog kan mindske bekymringerne og skabe en sundere alkoholkultur blandt de unge.
Flere syddanske unge drikker regelmæssigt
En af undersøgelsens klare konklusioner er, at Region Syddanmark ligger højst blandt regionerne, når det handler om regelmæssigt alkoholforbrug blandt unge. Her svarer hele 29 procent af forældrene, at deres børn drikker alkohol cirka en gang om måneden eller oftere. Dette tal er det højeste i landet, mens Region Midtjylland ligger lavest med 24 procent.
Eksperterne peger på, at et hyppigt alkoholforbrug i en tidlig alder øger risikoen for både akutte problemer som ulykker og overgreb, men også for langsigtede sundhedsmæssige konsekvenser, herunder alkoholafhængighed og kroniske sygdomme.
Selvom mange forældre oplever, at det er svært at tage samtalen om alkohol med deres børn, viser undersøgelsen samtidig, at de faktisk har større indflydelse, end de måske selv tror. Hele 84 procent af forældrene tror på effekten af klare aftaler, men i praksis er det kun 41 procent, der aktivt laver sådanne aftaler.
Afslutningsvis understreger Peter Dalum fra Kræftens Bekæmpelse vigtigheden af, at flere forældre handler aktivt.
»Der er meget at vinde ved at tage den svære snak og sætte tydelige grænser, for vi ved, at aftaler har en klar effekt på unges alkoholvaner,« siger han.
SAMFUND. Mere end 125.000 gange på halvanden måned. Så ofte har danskerne allerede været inde og tjekke, hvornår de egentlig kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet på hjemmesiden pensionsalder.dk.
Den store interesse har overrasket Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), som står bag hjemmesiden.
»Det er meget overvældende. Vi regnede med, der var et behov for den her information, men interessen har overgået alle forventninger,« siger Morten Skov Christiansen, formand for FH.
Hjemmesiden skiller sig ud fra andre pensionsberegnere, da den tager højde for de politisk vedtagne stigninger i pensionsalderen, der ligger i velfærdsforliget fra 2006. Ifølge aftalen kan pensionsalderen stige med op til ét år hvert femte år, og det betyder, at især yngre danskere kan se frem til at blive på arbejdsmarkedet langt længere, end mange regner med.
»Det var vigtigt for os at skabe et værktøj, hvor folk kan få et reelt svar på, hvad politikerne har planlagt for dem. For man hører måske, at pensionsalderen er hævet til 70, og så regner man med det. Men for alle på arbejdsmarkedet i 20’erne, 30’erne eller 40’erne er det jo helt misvisende,« forklarer Morten Skov Christiansen.
En 17-årig, der lige er begyndt som lærling i et hårdt fysisk håndværksfag, kan med de nuværende regler forvente at gå på pension som 75-årig.
»Når unge, der lige er begyndt i lære, får at vide, at de skal arbejde til de er 75, så siger det sig selv, at noget er galt. Det her handler ikke kun om tal – det handler om retfærdighed. Hvis vi ikke bremser pensionsalderen nu, risikerer vi at tabe tilliden og sammenhængskraften i Danmark,« siger Morten Skov Christiansen.
I efteråret præsenterede FH deres pensionsudspil ‘Trygt, retfærdigt og ansvarligt’, hvor de blandt andet opfordrer til, at en eventuelt stigende pensionsalder følges af investeringer i lønmodtagernes arbejdsmiljø og uddannelse.
»Når politikerne har besluttet, at pensionsalderen skal stige til 70 år i 2040, er det helt afgørende, at de samtidig forpligter sig på at sikre et mere retfærdigt pensionssystem for de kommende generationer. Det er en bunden opgave, som også kræver markante investeringer i både arbejdsmiljø og uddannelse,« siger Morten Skov Christiansen.
SPORT. Selvom der bliver født færre børn i Danmark, oplever landets idrætsforeninger en større vækst blandt de yngste medlemmer. Fra 2021 til 2024 steg antallet af børn op til 12 år i foreningerne under Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI med mere end 11 procent.
Det viser en ny opgørelse fra DIF. Antallet af medlemmer i alderen 0-12 år er vokset fra 596.911 i 2021 til 664.400 i 2024. Det sker på trods af, at selve målgruppen er blevet mindre i perioden med knap 10.000 børn færre på landsplan.
En af årsagerne til succesen er ifølge DIF, at mange idrætter i stigende grad tilbyder særligt tilrettelagte aktiviteter til de yngste. Idrætsgrenene er blevet bedre til at skabe aktiviteter, der passer præcis til børnenes alder med mindre baner, mere leg og simple regler.
»Som Danmarks største børne- og ungeorganisation har vi en ambition om at kunne være noget for alle. Uanset alder, social baggrund og teknisk og fysisk niveau. Derfor er vi så glade for, at rigtig mange af de mindste vælger os til for tiden. Det skyldes ikke mindst, at vores idrætter er blevet bedre til at lave alderssvarende aktiviteter med mindre baner, mere leg og simple regler, der er lette at gå til,« siger Frans Hammer, næstformand i DIF.
DIF har i samarbejde med A.P. Møller Fonden sat et ambitiøst mål om at få 100.000 flere børn i foreningerne inden 2033 gennem projektet ’Fremtidens Idræt for Børn og Unge’. Den positive udvikling blandt børnene vækker derfor stor glæde.
Udviklingschef Søren Østergaard fra Center for Ungdomsstudier, som også arbejder med trivselsindsatsen i projektet, mener, at væksten især skyldes de specialiserede tilbud og ønsket fra forældre om fysiske fællesskaber til deres børn.
»Der er formentlig to ting på spil. For det første målrettede tilbud til de små som for eksempel Trille og Trolle i håndbold. Derudover oplever vi mange forældre, der gerne vil have, at deres børn møder de analoge fællesskaber i idrætten. Det er ét af de få steder, hvor børnene stadigvæk mødes fysisk ud over skoler og institutioner,« siger Søren Østergaard.
Blandt de idrætter, der har oplevet størst medlemsfremgang hos børn under 12 år fra 2021-2024, finder man gymnastik, som er steget fra 148.847 til 184.101 medlemmer. Også fodbold har haft stor fremgang fra 135.060 til 156.210 medlemmer, og håndbold fra 44.087 til 54.755 medlemmer. Andre idrætter, der oplever fremgang, inkluderer svømning, judo, ju-jitsu, skøjteløb og brydning.
TRAFIK. Togtrafikken mellem Odense og Fredericia er søndag eftermiddag blevet genoptaget, efter at togene tidligere på dagen var standset på grund af problemer med en køreledning nær Ejby mellem Odense og Middelfart.
Banedanmark arbejder fortsat på at løse fejlen, som betyder, at togene kun kan køre på ét spor på strækningen. Dermed kan der lige nu afvikles omkring ét tog i timen i hver retning.
Regionaltogene mellem Odense og Fredericia er dog helt aflyst resten af dagen, og det har heller ikke været muligt for DSB at skaffe togbusser.
Passagerer skal derfor forvente store forsinkelser og aflysninger resten af søndagen, og DSB opfordrer rejsende til at tjekke rejseplanen, før de tager hjemmefra.
DSB understreger samtidig, at rejsetidsgarantien gælder, hvis man oplever mere end 30 minutters forsinkelse. Man kan søge om kompensation på DSB’s hjemmeside.
Rejsende, der har ubenyttede pladsbilletter eller billetter, herunder også Orange- og Orange Fri-billetter, kan få dem refunderet uden gebyr. Det er også muligt at benytte billetterne på andre afgange resten af dagen eller på 2. pinsedag mandag den 9. juni.
EVENTS. Afslappet summen fra publikum, let klirrende glas i baren og toner, der prøvende finder sammen på scenen – det er kendetegnene ved FredagsJAM på Tøjhuset. Her mødes musikere, unge som gamle, nye som erfarne, i en stemning, der minder mere om en hyggelig dagligstue end et egentligt spillested. Blandt musikerne er den unge fredericianer Anton Kløvgård Rothemejer, der fredag aften vendte hjem til sin hjemby med en sekstet og en klar mission om at give både jazz og musikalsk glæde videre til publikum.
Anton er født og opvokset i Fredericia og fik sit musikalske afsæt på Den Kreative Skole, hvor hans første drøm egentlig var at slå på trommer. Den trommelærer, som mødte ham, havde dog andre planer.
»Jeg fik en klassisk uddannet slagtøjspiller, Natasja Dini, som underviser. Jeg husker meget tydeligt en af de første undervisningstimer, hvor hun fortalte mig, at trommer også var noget, hun godt kunne spille. Men hun fik mig langsomt over på at spille marimba, og så spillede jeg en masse slagtøj,« fortæller Anton med et lille smil, der afslører både nostalgi og taknemmelighed for den snørklede vej, musikken førte ham af.
På Den Kreative Skole begyndte kærligheden til guitaren senere hen at vokse, og instrumentet blev hurtigt hans trofaste følgesvend.
»Min kærlighed til guitar har nok været det her med, at det bare er sådan et instrument, der lige kan samle folk. Der er noget kryptisk over det, som gør det fascinerende. Der virker bare til at være rigtig mange muligheder med det.«
Efter at have søgt ind på Talentlinjen på Den Kreative Skole først med slagtøj og siden med guitar, gik turen til Musikalsk Grundkursus (MGK) i Sønderborg. Her har Anton gennem de seneste to år haft sin daglige gang med musikalske ligesindede. Det er også her, han har samlet sit hold til aftenens koncert.
»Vi mødte hinanden til et valgfag på skolen, som var ledt af en lærer, der hedder Niels Præstholm, som har givet ud af sin erfaring med at være praktiserende musiker. Han har haft masser af erfaring inden for det og været ude at spille rigtig meget, og han har også gået på konservatoriet i København. Vi mødte hinanden der og delte en interesse og begejstring for at lære den her musikgenre at kende, lære hinanden bedre at kende og bare skabe en masse god musik sammen, eller i hvert fald gøre vores forsøg på det,« forklarer Anton.
Aftenens sekstet, der går under navnet Præstholms Apostle, består af Johan Kongpetsak på trommer, Matthias Thorngreen på bas, Arthur Hindø på klaver, Jonas Hoffmann på saxofon, Frederik Fuglsang på trompet, og Anton selv på guitar.
For Anton er det særligt at stå på scenen til FredagsJAM. Han brugte selv mange aftener her gennem både folkeskolen og gymnasietiden i Fredericia. Det er et frirum, hvor der er plads til både at fejle og vokse, og hvor publikum møder musikerne med åbne arme og ører.
»FredagsJAM er, hvad kan man sige, en perfekt mulighed for at prøve ting af. Der sidder fra uge til uge altid nogle søde mennesker, som bare gerne vil opleve – de vil gerne have en masse indtryk. Det er en meget åben og rolig mulighed for at prøve at se, hvad det vil sige at spille foran et publikum. At konceptet er så åbent, gør det til en mulighed for ikke at skulle præstere hele tiden. Man spiller musikken for musikkens egen skyld,« understreger denne unge guitarist, mens han nikker mod scenen.
At det netop er jazz, som Anton og hans venner spiller denne aften, skyldes ifølge ham selv også, at genren har plads til både fejltrin, improvisation og en åbenhed, der inviterer til leg.
»Det er primært jazz, vi spiller. Det er en genre med mange muligheder og højt til loftet, tror jeg. Musik er ligesom den paraply, der omfavner det hele. Så jazz er bare en lille stump af, hvad musik kan i alt,« siger Anton, der samtidig sender en klar opfordring til andre unge musikere, der måske tøver med at gå på scenen.
»Og så sidder man og tænker, at jazz er ikke så meget for mig, men jeg vil rigtig gerne spille foran andre mennesker, der vil jeg bare råde til, at man skal gøre det. Man skal virkelig følge den lyd og den interesse, man selv går med. Og de lyde, man ikke kan få ud af sit eget hoved, er ikke forkerte på nogen måde. Det skal man bare holde fast i,« afslutter Anton.
Når bandet er færdigt med at spille til FredagsJAM, åbnes scenen for alle musikere, der har lyst til at prøve kræfter med at optræde foran publikum. Her er der frit slag for alle, uanset instrument eller musikalsk niveau.
FredagsJAM fortsætter de næste to fredage og holder herefter sommerpause. Konceptet vender stærkt tilbage i august, hvor Tøjhuset den 8. og 9. august også inviterer til Impro Festival. Her får publikum mulighed for at opleve endnu mere musik, improvisation og endnu mere fællesskab. Indtil da vil Anton og de øvrige musikere på scenen fortsætte med at spille – og lytte – med åbne ører og sind.
KRIMI. Kolding er søndag ramt af en dybt tragisk hændelse, hvor en 45-årig mand fra byen har mistet livet i en soloulykke. Ulykken skete ved Almind Å nær krydset mellem Koldingvej og Egtvedvej, hvor mandens bil blev fundet på taget nede i vandløbet.
Ifølge vagtchef Rune Nielsen fra Sydøstjyllands Politi blev ulykken opdaget søndag formiddag klokken 11.03, da politiet fik en anmeldelse om bilen i åen.
»Vi modtog anmeldelsen klokken 11.03 om en bil, der var fundet i Almind Å nær Koldingvej og Egtvedvej. Vi var hurtigt på stedet sammen med brandvæsenet og fik bjærget bilen ved hjælp af dykkere og kran,« fortæller Rune Nielsen og fortsætter:
»Desværre fandt vi føreren af bilen inde i køretøjet, og han var afgået ved døden.«
Efterfølgende er de pårørende blevet underrettet, og sagen efterforskes nu som et færdselsuheld. Politiet har haft en bilinspektør ude for at undersøge stedet nærmere, og det er på denne rapport, at politiet nu lægger sit fokus for at få klarhed over ulykkens omstændigheder.
»Der er ingen vidner til selve ulykken, så vi lægger vores lid til bilinspektørens rapport,« understreger vagtchefen.
Politiet har dog foretaget flere undersøgelser i området, blandt andet ved at tale med lokale beboere.
»Nogle har fortalt, at de hørte et brag i løbet af natten. Det er selvfølgelig noget, vi tager med i vores undersøgelser, men vi lægger ikke noget fast endnu,« siger Rune Nielsen, der samtidig afkræfter rygter om, at ulykken involverede flere personer.
»Der var tale om en enkelt person, selvom nogle havde troet, at der var flere personer involveret,« understreger han.
Ved ulykkesstedet har politiet desuden fundet yderligere spor, som kan blive afgørende for bilinspektørens arbejde.
»Der er knækket nogle grene på et træ, og det kan bilinspektøren muligvis bruge til at skabe en simulering af ulykken. Teknikken i dag er så god, at han kan udregne en masse ting og nærmest skabe en virtuel rekonstruktion af forløbet,« forklarer Rune Nielsen.
Men selv med disse tekniske hjælpemidler er vidneudsagn normalt en stor hjælp for politiet i sådanne sager, fordi de giver konkrete oplysninger om hændelsesforløbet.
»Når vi har vidner, kan vi normalt lægge mere fast. Nu må vi afvente rapporten. Man kan gisne meget om, hvad der er sket, men af hensyn til de pårørende skal vi have det undersøgt ordentligt, før vi siger mere,« lyder det afsluttende fra Rune Nielsen.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing søndag eftermiddag klokken 17.00.
Den 25-årige kvinde, som forleden var involveret i et solouheld på motorvejen ved Kolding, kom alvorligt til skade i ulykken. Det oplyser kvindens familie...