3.9 C
Copenhagen
lørdag 27. december 2025

Middelfart åbner for investeringer i europæisk våbenindustri

0
Middelfart åbner for investeringer i europæisk våbenindustri

POLITIK. Middelfart Kommune er nu klar til at justere sin finansielle strategi, så det fremover bliver muligt at investere kommunens midler i europæisk våbenproduktion. Beslutningen kommer efter et forslag fra Det Konservative Folkeparti, der ønsker at styrke den europæiske forsvarsindustri og mindske afhængigheden af amerikanske våbenproducenter.

Økonomiudvalget har nu undersøgt mulighederne, og administrationen indstiller, at Byrådet tilføjer en ny formulering til kommunens investeringspolitik:

»Middelfart Kommune tillader dog investeringer i investeringsforeningsafdelinger, hvor investering overvejende sker i europæisk våbenproduktion.«

Kommunens hidtidige investeringspolitik har fokuseret på ansvarlige investeringer med skrappe krav om at undgå kontroversielle våben, som klyngebomber og biologiske våben. Med den nye ændring understreges det, at investeringerne ikke vil omfatte våben, der er forbudt i henhold til internationale konventioner.

Ifølge kommunens kapitalforvalter, SEB Bank, eksisterer der endnu ikke en specifik investeringsforening rettet mod europæisk våbenindustri. Banken arbejder dog på at oprette en sådan fond, som hovedsageligt vil investere i europæiske selskaber, men også i begrænset omfang kan inkludere producenter fra andre NATO-lande eller allierede lande som Japan og Sydkorea.

Kommunens økonomiafdeling anbefaler, at der ikke fastsættes specifikke begrænsninger for, hvor stor en andel af kommunens samlede investeringer, der kan være placeret i våbenaktier, da dette vil begrænse kapitalforvalterens muligheder for at sikre det optimale afkast.

Ændringen af kommunens investeringsstrategi forventes ikke at medføre væsentlige økonomiske konsekvenser, men vurderes at kunne påvirke afkastet marginalt positivt. Det understreges dog, at den grundlæggende risikoprofil vil forblive forsvarlig.

Ændringen skal godkendes af Byrådet, og forvaltningen vil efterføgende indgå dialog med SEB Bank om at implementere det nye investeringsmandat.

Fredericia Kommunes regnskab for 2024 får godkendt stempel

0
Fredericia Kommunes regnskab for 2024 får godkendt stempel

ØKOMNOMI. Fredericia Kommune har netop fået revisionens endelige godkendelse af regnskabet for 2024. Kommunens økonomi viser sig robust med et overskud på den ordinære drift på 382,7 millioner kroner og et samlet overskud på det skattefinansierede område på 192,5 millioner kroner.

Revisionsfirmaet PwC har i revisionsberetningen erklæret regnskabet retvisende og afgivet en positiv revisionspåtegning uden forbehold eller kritiske bemærkninger. Revisionen konkluderer, at kommunens økonomiske forvaltning generelt er betryggende og hensigtsmæssig, og at opgaverne løses i overensstemmelse med reglerne.

Revisionen har dog peget på enkelte områder, hvor der er rum for forbedring. Det drejer sig især om IT-sikkerhed, beskæftigelses- og ydelsesområdet samt enkelte områder inden for socialområdet. På disse områder har revisionen afgivet specifikke anbefalinger, som forvaltningen allerede er i gang med at implementere.

PwC påpeger også enkelte udfordringer vedrørende bevillingskontrol. Der er konstateret mindre merforbrug på områder under Børne- og Skoleudvalget, Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget samt Senior- og Socialudvalget, hvilket revisionen anbefaler, at kommunen fortsat holder fokus på.

Kommunens samlede aktiver blev ved årets udgang opgjort til cirka 6,58 milliarder kroner med en egenkapital på 4,53 milliarder kroner.

Med godkendelsen af revisionsberetningen på det kommende byrådsmøde vil regnskabet for 2024 være endeligt godkendt. Dermed bekræftes det, at Fredericia Kommunes økonomiske styring fortsat er stabil og forsvarlig.

Revisionen blev udført af revisionsfirmaet PwC, som har været kommunens revisor siden 2015, og som blev genvalgt i 2023 for en periode frem til og med regnskabsåret 2025.

Stabil økonomi i Økonomi- og Erhvervsudvalget trods pres på flere områder

Økonomi- og Erhvervsudvalget i Fredericia Kommune har netop gennemført årets anden budgetopfølgning, der pr. 31. marts 2025 viser en stabil økonomi i balance.

Serviceudgifterne på udvalgets område er fortsat inden for budgettet, selvom der aktuelt opleves pres på udgifterne til blandt andet arbejdsskader og faldende byggesagsgebyrer. Der arbejdes målrettet med løbende optimering og tilpasning af økonomien for at undgå et eventuelt merforbrug.

På anlægssiden er der ligeledes stabilitet med et budget, der forventes realiseret som planlagt. Dog er der enkelte udfordringer i forhold til salg af kommunale ejendomme og erhvervsjord, hvor forventningerne justeres løbende. Der søges desuden om tekniske budgetjusteringer, blandt andet en omplacering på 13,675 mio. kr. fra projektet »Kongens Kvarter« til puljen »Salg af erhvervsjord«.

På området skatter og tilskud viser opfølgningen, at der kan lægges 5,7 mio. kroner i kommunekassen, blandt andet som følge af nye ejendomsvurderinger fra Vurderingsstyrelsen. Samlet set viser budgetopfølgningen en robust økonomisk styring på Økonomi- og Erhvervsudvalgets områder, hvor der fortsat vil være fokus på tæt opfølgning for at fastholde balance resten af året.

Korskærparken holder fast i fleksibel udlejning efter positiv udvikling

0
Korskærparken holder fast i fleksibel udlejning efter positiv udvikling

BOLIG. Korskærparken kom i december 2024 af listen over forebyggelsesområder, men ønsker fortsat at anvende fleksible udlejningskriterier for at sikre, at den positive udvikling i boligområdet fortsætter. Fredericia Kommunes forvaltning bakker op om beslutningen og anbefaler Økonomi- og Erhvervsudvalget at godkende en frivillig aftale med Boligkontoret Fredericia.

Ifølge Fredericia Kommune har de fleksible kriterier vist sig som et effektivt værktøj til at sikre en positiv udvikling i Korskærparken, der tidligere var på listen over områder, som krævede en særlig forebyggende indsats mod parallelsamfund.

I forbindelse med, at Korskærparken ikke længere fremgår af den liste, bortfaldt den obligatoriske aftale om fleksibel udlejning. Men Boligkontoret Fredericia ønsker alligevel frivilligt at fastholde kriterierne, som skal bidrage til fortsat at skabe en balanceret beboersammensætning i området.

De kriterier, der ønskes fastholdt, giver fortrinsret til personer med fast tilknytning til arbejdsmarkedet, unge under uddannelse eller lærlingeforløb, samt seniorer over 64 år. For personer med fast arbejde kræves mindst 25 timers ugentlig beskæftige med minimum tre måneders varighed, mens elever og lærlinge skal være optaget på SU-berettigede uddannelser eller have en godkendt lærlingeaftale.

Det er Fredericia Kommunes vurdering, at kriterierne er medvirkende til den positive udvikling, og at det vil være fornuftigt fortsat at benytte dem. Det understreges, at disse kriterier ikke anvendes ved intern flytning i området, da dette ikke vurderes at påvirke den samlede beboersammensætning.

Aftalen om fleksibel udlejning medfører ingen økonomiske konsekvenser for Fredericia Kommune, oplyser forvaltningen.

Almene boliger i Skærbæk står tomme: Nu skal de lejes ud til andet end beboelse

0
Almene boliger i Skærbæk står tomme: Nu skal de lejes ud til andet end beboelse

BOLIG. Boli.nu har siden opførelsen af afdeling 27, Udsigten, i 2019 oplevet store udfordringer med at udleje boligerne. På baggrund af disse udfordringer søger boligorganisationen nu Fredericia Kommune om tilladelse til at udleje nogle af boligerne til andet end beboelse.

Afdelingen består af 60 moderne familieboliger, men mere end 10 procent af disse har konsekvent stået tomme. Det har betydet, at boligorganisationens dispositionsfond årligt trækker 1,5 mio. kroner for at dække tabet ved de tomme lejemål. Denne økonomiske belastning kan boligorganisationen ikke bære på lang sigt.

Ifølge direktør Jens Christian Lybecker fra Boli.nu skyldes vanskelighederne blandt andet en ubalance på boligmarkedet i Skærbæk, hvor mange tæt-lav boliger konkurrerer med afdelingens etageboliger.

»Vi må blot konstatere, at tæt-lav bebyggelser er mere attraktive end etagebolig-udbuddet, særligt når der opleves ubalance i udbuddet af antallet af ledige boliger i området og antallet af reelle ansøgere til boligerne,« skriver Jens Christian Lybecker i sin ansøgning til Fredericia Kommune.

I løbet af årene har Boli.nu forsøgt forskellige tiltag for at øge udlejningen – herunder åbent hus-arrangementer, nedsættelse af depositum, tilbud om hårde hvidevarer samt tilladelse til husdyrhold. Flere af disse initiativer har givet delvise resultater, men har ikke været nok til at løse problemerne permanent.

Derfor ønsker Boli.nu nu at benytte sig af en særlig bestemmelse (§ 41) i udlejningsbekendtgørelsen, som gør det muligt at udleje boligerne midlertidigt til andre formål end beboelse, f.eks. erhverv.

»Vi er opmærksomme på, at der skal være tale om midlertidige lejekontrakter, og at vi ikke bare kan forlænge, men skal undersøge efterspørgslen ved kontraktens udløb. Der vil blive indgået erhvervslejekontrakter, som giver større aftalefrihed, end der er i traditionelle almene boliger,« skriver Jens Christian Lybecker.

Fredericia Kommunes forvaltning vurderer, at ansøgningen er fornuftig, da det er vigtigt at afsøge alle muligheder for at nedbringe lejetabet i afdelingen. Hvis ansøgningen godkendes, vil udlejning til erhverv ikke få økonomiske konsekvenser for kommunen.

Sagen har været behandlet og godkendt af hovedbestyrelsen i Boli.nu, og beslutningen om at tillade midlertidig erhvervsudlejning skal nu endeligt godkendes af byrådet i Fredericia.

Fusion mellem fynske banker udsat på ubestemt tid

0
Fusion mellem fynske banker udsat på ubestemt tid

FINANS. Nordfyns Bank aflyser den ekstraordinære generalforsamling, der var planlagt til onsdag den 18. juni. Dermed udsættes aktionærernes stillingtagen til den planlagte fusion med Fynske Bank, som blev offentliggjort i begyndelsen af maj. Beslutningen om at aflyse generalforsamlingen sker, fordi banken vurderer, at fusionen på trods af bred opbakning fra mange aktionærer ikke vil opnå den nødvendige majoritet blandt den repræsenterede aktiekapital.

Bestyrelsesformand i Nordfyns Bank, Per Maegaard, fortæller, at banken har modtaget stor støtte fra mange mindre og mellemstore aktionærer. Problemet opstår imidlertid, når man ser på kravet om en dobbelt vedtagelsesmajoritet, der kræver mindst to tredjedeles opbakning fra både afgivne stemmer og den repræsenterede aktiekapital. Her ser banken ikke, at fusionen kan samle tilstrækkeligt bred støtte blandt især de større aktionærer, som vægter tungt ved en sådan beslutning.

»Vi mener fortsat, at vi har fremlagt et flot bud til vores aktionærer baseret på et stærkt, strategisk match, et attraktivt ombytningsforhold og del i den fremtidige værdiskabelse i den fortsættende bank. Når vi kigger på de indkomne brevstemmer og fuldmagter, ser vi, at et stort flertal af vores aktionærer ønsker og støtter den ligeværdige fusion. Men vi må også konstatere og have respekt for, at der med høj sandsynlighed ikke kan opnås den tilstrækkelige majoritet fra den påkrævede andel af aktiekapitalen, hvor vores større aktionærer hurtigt kommer til at fylde meget. Derfor har vi valgt at aflyse generalforsamlingen,« siger Per Maegaard.

Administrerende direktør Holger Bruun understreger dog, at banken ikke har opgivet håbet om en fusion. Han peger på, at banken vil forsøge at finde en løsning gennem en tættere dialog med Fynske Bank.

»Vi er klar til at indlede en dialog om fusionen med Fynske Bank. Vi er af den klare overbevisning, at vi sammen står langt stærkere og kan skabe Fyns mest attraktive bank med henblik på at skabe langsigtet værdiskabelse for vores aktionærer. Vi styrker vores udbyttepotentiale, og her har det attraktive strategiske match stor betydning,« siger Holger Bruun.

Hos Fynske Bank ser man også fortsat positivt på muligheden for at finde en løsning, så fusionen kan realiseres. Banken understreger, at deres aktionærer lige siden offentliggørelsen af fusionsplanerne i maj har støttet visionen om at skabe en stærkere fælles bank til gavn for både aktionærer, kunder og medarbejdere.

Administrerende direktør i Fynske Bank, Henning Dam, udtrykker optimisme i forhold til at fortsætte dialogen med Nordfyns Bank og finde en løsning på den opståede situation.

»Jeg er fortrøstningsfuld, og vi har et klart ønske om at finde en løsning, så fusionen kan blive en realitet. Vi er fortsat overbeviste om, at vi står stærkere sammen, og at en fusion vil skabe stor værdi for aktionærerne i begge banker. Derfor er vi åbne for Nordfyns Banks ønske om at indgå i en dialog,« siger Henning Dam.

Dermed er fusionen mellem de to fynske banker ikke aflyst, men sat på pause, mens parterne nu i fællesskab skal finde en vej fremad.

Debatindlæg: Viceborgmester efter kritik fra borgerrådgiver: »Vi er ikke gode nok til at møde borgerne«

0
Debatindlæg: Viceborgmester efter kritik fra borgerrådgiver: »Vi er ikke gode nok til at møde borgerne«

Viceborgmester efter kritik fra borgerrådgiver: »Vi er ikke gode nok til at møde borgerne«

Dette var en af overskrifterne i Fredericia Avisen den 11 juni.

Overskriften kom i forlængelse af Borgerådgiver Liv Lykkegaards netop udsendte årsrapport, hvor i der er fremlagt endnu engang nogle meget triste overskrifter for Fredericia kommune set med borger briller.

»Rapporten viser blandt andet, at der på bare ét år har været en stigning på hele 90 flere henvendelser – fra 294 til 384. Det er en markant udvikling, som tyder på, at vi ikke altid er gode nok til at hjælpe borgerne tidligt i forløbet. Derfor er der mange ting, vi skal dykke ned i og forbedre.« siger Susanne Eilersen

De 384 sager er dem som Liv Lykkegaard har, der ud over er der frivillige foreninger som eks. Retssikkerhed For Alle der også har en del sager, i øjeblikket 25 sager.

Ja der er så sandelig mange ting som det siddende byråd skal se på i den udsendte rapport, men gennem de sidste mange år er det blevet sagt igen og igen, skiftevis fra flere af byrådets medlemmerog intet er der sket.

Lange sagsbehandlingstider, frustration hos borgerne og ikke mindst usikkerhed, er det borgerne mødes med og er i, der ud over mødes nogle af borgerne med en form for nedværdigende tilgang fra en gruppe af sagsbehandlerne, således at borgerne sidder tilbage med en følelse af at de er i vejen eller de som borgere er til for sagsbehandlerne og ikke omvendt.

En adfærd vi fra Retssikkerhed For Alle har gjort opmærksomt på flere gange og som vi finder utilstedeligt, for borgerne beder ikke om at få en sag i Fredericia kommune for deres fornøjelses skyld.

Susanne Eilersen udtaler at der skal ansættes flere sagsbehandlere, for som hun udtrykker det, hver sagsbehandler har måske for mange sager, nej det er ikke et måske, de har for mange sager. 

Spørgsmålet er, hvor vil man skaffe disse mange nye sagsbehandlere, vi som forening og borgerne oplever igen og igen at der skiftes sagsbehandler hos borgerne, dette ud fra sygdom, at de finder andet arbejde eller flytter væk til andre afdelinger.

Måske man skulle passe på de mange dygtige sagsbehandlere der er i kommunen og skille sig af med de sagsbehandlere der ikke ønsker at være en del af en politisk dreven organisation.

De fleste af sagsbehandlerne opleves som værende til stede i nuet, de opleves som at de gerne vil lytte til borgerne og ikke mindst forstå borgerne, men med et dokumentationsniveau der slår så at sige alle andre kommuner, så er det med til at dræne tiden og kræfterne hos sagsbehandlerne.

Der ud over er der ikke råderum eller skal vi sige kompetencerum hos sagsbehandlerne, tænk hvis de fik muligheden for at træffe nogle afgørelser selv, uden at det hele skulle gennem et system, der er langt væk fra deres hverdag og de sager de sidder med.

Fra foreningen Retssikkerhed For Alle, ser vi med stor alvor på den udsendte rapport fra Liv Lykkegaard.

Noget at det der skrives er af sådan en karakter, at der skal tages nogle helt andre midler i brug, for at få ændret på den nuværende situation.

Ikke mere snak og undren fra politikerne og ikke mere populisme, mange af de siddende byrådsmedlemmer har siddet i byrådet i mange år og det kan ikke blive ved med at komme bag på dem.

Udskrivning fra psykiatrien må ikke være en billet til ingenting

0
Udskrivning fra psykiatrien må ikke være en billet til ingenting

Af Kirsten Hassing Nielsen, byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti og kandidat til Regionsrådsvalget 2025. 

Psykiatriplanen 2025 sætter vigtige pejlemærker for en stærkere psykiatri, hvor der er fokus på mere kvalitet og forebyggelse. Og det er der i høj grad brug for. Manglende ressourcer og penge er nemlig én ting, men hvis ikke kvaliteten følger med, har det ikke den store effekt. En af de ting, derfortsat er et kæmpe behov for er at forebygge, at alt for mange mennesker udskrives fra psykiatrientil ingenting. 

I 2024 var der 17.160 genindlæggelser i psykiatrien. Det er rekord, og det er stærkt bekymrende at så mange patienter med psykisk sygdom hver dag bliver indlagt igen efter at de er udskrevet fra psykiatrien. De mange genindlæggelser kan måske forebygges ved at tilbyde mere og bedre hjælp efter udskrivning. Manglende opfølgning og kontakt og manglende eller måske slet ingen hjælp til pårørende. Det er ikke bare uansvarligt – det er uværdigt. For selvom man er udskrevet fra psykiatrien, kan man stadig have brug for hjælp. 

Derfor er det en af de helt store mærkesager for mig som kandidat til regionsrådsvalget 2025; at vi får investeret meget mere i kvaliteten i psykiatrien og styrket de forebyggende tiltag for at undgå de mange genindlæggelser. Det handler om, at vi skal have meget mere forståelse for de udsatte mennesker, og hvad de har brug for, når de udskrives. 

Vi har et særligt ansvar for at sikre sammenhæng og tryghed i hele behandlingsforløbet – også når døren til psykiatrisk afdeling lukkes bag patienten. For det er her, mange for alvor kan begynde at kæmpe med ensomhed og manglende støtte i hverdagen. Og det gælder både patienten og de pårørende. Det er nemlig ligeså vigtigt at sikre pårørendes adgang til rådgivning, information og støtte, så de kan hjælpes bedst muligt – uden selv at blive overbelastede.

Som kandidat til regionsrådsvalget 2025 for Det Konservative Folkeparti ønsker jeg at arbejde for et område, der ofte overses i debatten om psykiatrien: Hjælpen til patienter og pårørende efter udskrivning. Den nye psykiatriplan er et vigtigt skridt, men det kræver, at vi styrker arbejdet med reelle udslusningsforløb, kompetenceudvikling af medarbejdere, samarbejde mellem region, kommuner og civilsamfund. 

Målet er at skabe bedre vilkår for, at der er noget og nogen at komme hjem til efter udskrivning. 

Linedance fyldte Madsbyparken med god stemning og danseglæde

0
Linedance fyldte Madsbyparken med god stemning og danseglæde

EVENT. Madsbyparken i Fredericia summede af liv og musik, da linedance-instruktør Majbritt Hansen fra Ringe på Fyn lørdag formiddag indtog græsset med en danseglad flok fra foreningen i Pjedsted. Arrangementet foregik under høj sol og omkring 25 grader, og både unge og ældre var med på dansetrinene.

Majbritt Hansen har været instruktør i linedance i foreningen i hele 20 år, og hun har undervist i Madsbyparken de sidste 8-10 år. Denne sommerdag var ingen undtagelse.

»Vi danser, som vi gør på en almindelig hyggedag. Publikum i parken får mulighed for selv at prøve kræfter med linedance både klokken 14 og klokken 15,« fortæller Majbritt Hansen.

Foreningen i Pjedsted tæller i øjeblikket 38 medlemmer, og den favner bredt aldersmæssigt. Majbritt Hansen understreger, at dansen er for alle generationer:

»Vi har både unge og ældre med, og vi har endda en mor og en datter, der danser sammen lige nu. Det er meget bredt, og det gør det ekstra hyggeligt.«

Arrangementet i Madsbyparken er blevet en fast tradition for foreningen, der skaber en god atmosfære og trækker mange mennesker til.

»Vi oplever en fantastisk stemning hver gang, og det er dejligt at se så mange mennesker, der er med og hygger sig,« siger Majbritt Hansen.

I løbet af dagen gik foreningens medlemmer rundt blandt publikum og inviterede interesserede op til dans. Initiativet skabte mange smil og ekstra engagement fra gæsterne i parken.

En ting, Majbritt Hansen savner, er dog de tidligere foreningsdage, som blev holdt på Axeltorv i Fredericia.

»Vi plejede at deltage i foreningsdage på Axeltorv, og det savner vi faktisk lidt. Det kunne være fedt, hvis der kom mere fokus på torvet igen, for det skabte virkelig rammen om en masse gode arrangementer,« forklarer hun.

Skulle man selv få lyst til at prøve linedance efter en vellykket dag i parken, kan man møde op i Pjedsted på Ullerup Bæk Skole den sidste tirsdag i august og den første tirsdag i september klokken 18, hvor foreningen starter op igen efter sommerferien.

90-årig fik “gave” af fremmede – kort efter var egen kæde væk

0
90-årig fik “gave” af fremmede – kort efter var egen kæde væk

KRIMI. Søndag formiddag endte en almindelig tur ud med skraldet som en yderst ubehagelig oplevelser for en 90-årig mand fra Vestervang i Kolding. Klokken var omkring 09.45, da en sort personbil pludselig standsede foran mandens indkørsel.

Fra bilens bagsæde rullede en yngre kvinde vinduet ned og henvendte sig direkte til den ældre mand. Ifølge vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd hos Sydøstjyllands Politi talte kvinden formentligt tysk, da hun fik mandens opmærksomhed med en uventet besked:

»En kvinde ruller vinduet ned og siger formentligt på tysk, at hendes far har en gave til forurettede, altså manden, der er på vej ud med skrald.«

Uden at manden nåede at fatte mistanke, præsenterede kvinden hurtigt en lille guldring, som hun satte på mandens finger. Guldringen viste sig at være for lille, hvorefter kvinden i stedet fortsatte med at lægge en halskæde omkring den 90-åriges hals. Derefter forsvandt bilen med det samme fra stedet.

Først da manden kort efter kom tilbage indenfor i sit hjem, opdagede han, at noget var galt.

»Da forurettede kommer indenfor, opdager han, at han mangler hans egen guldhalskæde,« fortæller Arno Rindahl Petersen.

Politiet har endnu ikke oplysninger om værdien af den stjålne guldhalskæde, men understreger alvoren i sagen.

»Det er en ret beskeden beskrivelse, jeg har af personerne. Kvinden er mellem 20-25 år og talte et fremmedsprog. Der var også en mand på 20-25 år, men ham har vi ingen nærmere beskrivelse af. Køretøjet var en sort personbil,« lyder det fra vicepolitiinspektøren.

Har man oplysninger, der kan hjælpe med opklaringen, kan Sydøstjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 114.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.

Middelfart skriver historie: Rykket op i 1. division efter 50 år

0
Middelfart skriver historie: Rykket op i 1. division efter 50 år

SPORT. I weekenden kunne Middelfart Boldklub fejre en historisk bedrift. Med en afgørende sejr på 1-0 mod Skive sikrede Middelfart sig oprykning til NordicBet Ligaen (1. division), hvor klubben nu placerer sig blandt de 24 bedste hold i landet – for første gang i 50 år.

Cheftræner Kim Engstrøm lagde efter oprykningen ikke skjul på sin begejstring og ydmyghed over den flotte præstation:

»En kæmpe stolthed og ydmyghed over at skrive historie med Middelfart Boldklub, der for første gang i 50 år er blandt de 24 bedste hold. Sikke et forår vi har leveret. Vi er det hold, der har lavet flest point i foråret – 32 point, 2 point i snit.«

Kim Engstrøm fremhæver samtidig, at oprykningen ikke blot er en fortjeneste for spillerne, men også for hele organisationen og byen bag holdet:

»Spillere, stab, ledelse og hele Middelfart har så meget fortjent denne oprykning. Tusind tak til alle for den fantastiske opbakning, vi har fået gennem foråret. Nu venter der en spændende udfordring i den kommende sæson.«

Middelfart kan dermed se frem til en ny og spændende tilværelse i NordicBet Ligaen, hvor klubben næste sæson skal prøve kræfter mod en række traditionsrige klubber.

Cheftræneren rundede fejringen af med en personlig tak til sin hustru:

»Sidst men ikke mindst en kæmpe tak til min hustru Maiken Winkel Engstrøm, der altid er en kæmpe støtte.«

DMI varsler tæt tåge og rimtåge – Fredericia og Middelfart blandt de berørte områder

DMI varsler tæt tåge og rimtåge – Fredericia og Middelfart blandt...

0
Danmarks Meteorologiske Institut har fredag den 26. december udsendt varsel om tæt tåge eller tæt rimtåge, som blandt andet omfatter Fredericia og Middelfart. Varslet dækker...