SPORT. Erritsø GIF Rugby har gennem de seneste år slået sit navn fast som en talentfabrik af de helt store inden for dansk rugby. At det ikke alene er lokale røster, der synger klubbens talenters lovsang, blev understreget med al tydelighed i forrige weekend, da Danmarks U18-landshold tog på træningstur til Bonn i Tyskland. Her var intet mindre end ti ud af landsholdstruppens 30 spillere hentet direkte fra Erritsø GIF.
Ungdomsansvarlig Jan ’Bubsi’ Nielsen var med som en af lederne på turen, der ikke alene bød på rugbytræning af høj international kvalitet, men også på en testkamp mod Bonn Union Rugby Club. Den tyske klub er kendt for at levere spillere til det tyske U18-landshold, og således var halvdelen af deres spillere tyske ungdomslandsholdsspillere.
De ti lokale talenter fra Erritsø GIF, som fik lov til at prøve kræfter med de tyske talenter, var Jeppe Vang, Oliver Holm Axelsen, Kacper Grzych, Bruno Grzych, Noah Devantier, Lauge Jørgensen, der også bar anførerbindet, William Friend, Simon Guldager, Mateusz Rosborg Jørgensen og Christian Jørgensen.
Erritsø GIFs ti spillere, der spillede for Danmarks U18-landshold under turen til Bonn. Foto: Erritsø GIF Rugby.
Turen bød dog på mere end blot rugby. De danske spillere blev indkvarteret i gode rammer i Bonn, hvor der var rig mulighed for at styrke holdånden og skabe venskaber på tværs af truppen. Med sydafrikanske trænere på sidelinjen fik de unge danskere samtidig værdifuld sportslig erfaring med hjem.
Selve kampen mod Bonn blev som ventet en svær opgave, og danskerne måtte se sig slået med 49-12. Tre af tyskernes scoringer faldt i kampens sidste otte minutter, hvor danskerne måtte erkende, at kræfterne var ved at slippe op. Men nederlaget gav også anledning til optimisme hos Jan ’Bubsi’ Nielsen, som efter kampen fremhævede, at indsatsen var opløftende:
»Danmark leverede en super indsats, der viste, at med et par kampe mere sammen, så kan vi slå sådan et hold,« lød det fra Nielsen efter slutfløjtet.
Trods nederlaget vender Erritsø-drengene hjem fra Tyskland med gode erfaringer i bagagen og nye bekendtskaber på tværs af landegrænsen. Klubben benytter samtidig lejligheden til at takke sponsorerne Jens Johan Andersen og Morten Rosborg Jørgensen for spillernes flotte tøj, som har medvirket til at give de unge rugbyspillere et professionelt aftryk både på og uden for banen.
UDDANNELSE. I en tid, hvor det ofte beklages, at de unge ikke får tilstrækkelig mulighed for at omsætte teori til praksis, ser Middelfart Kommune ud til at være kommet fornuftigt fra start med den såkaldte juniormesterlæreordning. Nye tal fra SMVdanmark viser, at 31 elever i kommunen er tilmeldt ordningen, der giver 8. og 9. klasseelever mulighed for at supplere skolebænken med en eller to ugentlige dage på en erhvervsskole eller i en virksomhed.
SMVdanmark har gennem en aktindsigt afdækket, hvordan juniormesterlæren har udviklet sig på landsplan, og billedet viser markante forskelle kommunerne imellem. Mens kommuner som Rebild og Holbæk topper med henholdsvis 77 og 72 elever tilmeldt, har hele 13 procent af landets kommuner endnu ikke fået en eneste elev med i ordningen.
Chefkonsulent i SMVdanmark, Lasse Kjær, mener, at flere kommuner må påtage sig et større ansvar for at sikre, at flere elever kan få gavn af ordningen.
»Nogle kommuner har virkelig taget muligheden til sig allerede fra dag ét. Men andre kommuner er kommet for sent i gang og har i højere grad ladet det være op til eleverne selv at opdage, at muligheden findes. Det er virkelig ærgerligt, hvis der på den baggrund er elever, der ville have gavn af juniormesterlære, der nu ikke kommer med i ordningen,« siger han.
Han understreger, at det er kommunernes ansvar at sikre, at eleverne og deres forældre kender til tilbuddet, og at skolerne prioriterer det højt.
»Vi ved, at hver tiende elev i 9. klasse dumper i dansk eller matematik. Vi ved også, at tallet er endnu højere i Vestegnskommuner som Ishøj, hvor hver femte elev dumper. Det understreger behovet for en anderledes tilgang til læring, og at netop disse kommuner burde investere massivt i juniormesterlære,« siger Lasse Kjær.
I det perspektiv klarer Middelfart sig fornuftigt og ligger pænt placeret også sammenlignet med nabokommunerne i Trekantområdet. Vejen er bedst placeret med 41 elever, mens Vejle har 16, og Kolding 10. Fredericia har endnu ikke opgjort deres tal.
Evalueringer fra tidligere forsøg med ordningen viser ifølge SMVdanmark, at eleverne bliver mere motiverede og klarer sig bedre fagligt, når undervisningen bliver konkret og praktisk orienteret.
»Forestil dig en elev, der har siddet stille i klasseværelset i otte år, og som endelig får lov til at arbejde praktisk, skabe noget med hænderne og mærke sin egen kunnen. Det kan være det vendepunkt, der gør, at eleven får lyst til at tage en erhvervsuddannelse og får øje på en ny fremtid,« påpeger Lasse Kjær.
Juniormesterlæreordningen træder officielt i kraft i skoleåret 2025/2026.
BUSINESS. Bryllupper, studenterfester og runde fødselsdage. Fredericias lokale modeekspert, Ole Mortensen fra butikkerne S.M. Andersen og Miami, har endnu en gang delt ud af sine bedste råd til byens feststemte herrer, der gerne vil træde stilfuldt ind i sommerens mange arrangementer.
Da avisens SoMe-team lagde vejen forbi, blev der med vanlig energi og højt humør vist rundt blandt butikkens habit- og festtøj.
Ole Mortensen fremhæver som sin første favorit en blå habit med diskrete tern, kombineret med en ternet vest og en matchende T-shirt.
»Den har en svag tern i sig. Den kan være lidt skjult engang imellem, men den er der,« fortæller Ole begejstret, mens han viser, hvordan sættet nemt kan matches med både en hvid eller lyseblå skjorte.
Til festtøjet hører selvfølgelig også skoene, og her er Playboy-loafersene stadig et sikkert valg. Men Mortensen viser også andre muligheder frem, som den klassiske sko med gummisål – Playboys nye.
Og mens Ole viser frem, kommer medarbejderen Thor elegant ind i en brun habit fra det tyske mærke Diegel, kombineret med en t-shirt fra Gabba og et par elegante læderloafers.
»Det ser simpelthen smukt ud,« siger Ole med et smil, inden turen går videre gennem butikken.
Modehandleren er også meget bevidst om, at festtøjet ikke skal hænge ubrugt i skabet efter en enkelt fest. Derfor demonstrerer han, hvordan den samme blå habitjakke kan anvendes mere afslappet med chinos fra Bison, en let hørskjorte og en matchende ternet vest, som hurtigt skaber et helt nyt og frisk look.
Til en mere afslappet stil foreslår Ole både mørke cowboybukser og »den frække udgave« fra Gabba, sat sammen med smarte sneakers fra ARKK.
Som prikken over i’et præsenterer Ole Mortensen det nye danske mærke »Due Signori«, hvorfra han fremhæver en grøn habitjakke, der med skjorter i lyse nuancer, et ternet elastikbælte og sko fra Ahler kan skabe et stilrent udtryk.
Der er ingen tvivl om, at Ole og hans team er klar til at klæde Fredericias herrer på til sommerens mange festligheder.
»Vi har en rigtig, rigtig fin afdeling til jer, når I skal til fest. Håber, I kigger ned til os,« lyder der fra Ole Mortensen, der inviterer fredericianerne ned i butikkerne til at finde det helt rette sæt til sommerens mange fester.
Se videoen og lad dig inspirere af alle de flotte styles her:
KRIMI. Natten til mandag måtte Sydøstjyllands Politi igen trække i arbejdstøjet. Klokken 02.45 fik ordensmagten en melding om et igangværende indbrud på en byggeplads i Erritsø.
Da politiet nåede frem til stedet, var der ikke umiddelbart tydelige spor efter, hvad der præcist var foregået på byggepladsen. Men politiet behøvede heller ikke at kigge særlig langt, før de fandt nogle vigtige brikker til puslespillet.
Ikke langt fra byggepladsen stødte betjentene nemlig på to udenlandske mænd, som havde nogle mistænkelige redskaber med sig.
»Tæt på gerningsstedet traf vi to udenlandske mænd, som var i besiddelse af nogle indbrudsværktøjer,« forklarer politikommissær Susanne Hviid fra Sydøstjyllands Politi.
Mændene blev her tilbageholdt, og efter en nærmere teknisk undersøgelse kunne politiet fastslå en forbindelse mellem mændene og den anmeldte hændelse på byggepladsen.
»Ved sammenhængen af nogle tekniske spor vurderede vi, at de to mænd skulle sigtes for indbrudstyveri på byggepladsen,« siger politikommissæren.
De to mænd blev kort efter løsladt igen, men deres problemer er langt fra slut endnu. Politiet har nemlig besluttet, at sagen skal undersøges yderligere, og de vil nu kigge nærmere på, om mændene muligvis også kan knyttes til andre lignende sager.
»Der vil gå en nærmere efterforskning, om de har relation til andre forhold,« lyder det afsluttende fra Susanne Hviid.
Sydøstjyllands Politi har endnu ikke oplyst, hvilke specifikke indbrudsværktøjer mændene var i besiddelse af, ligesom der heller ikke foreligger nærmere oplysninger om mændenes nationalitet eller alder. Efterforskningen fortsætter dog, og politiet er altså nu i gang med at undersøge, om de to mænd muligvis har relationer til andre lignende sager i området.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.
KRIMI. En 29-årig lokal mand fra Fredericia har fået flere sigtelser på halsen, efter Sydøstjyllands Politi natten til mandag satte en stopper for hans natlige tyvetogt.
Det var kort efter midnat mandag klokken 00.32, at politiet blev kaldt ud til Lumbyesvej i Fredericia efter en anmeldelse om et muligt igangværende indbrud. Ved ankomsten fik betjentene hurtigt øje på en mistænkt, der tog benene på nakken ind mod Madsbyparken. Eftersættelsen til fods blev kort, og gerningsmanden blev hurtigt indhentet og anholdt.
Politikommissær Susanne Hviid fra Sydøstjyllands Politi fortæller tirsdag morgen uddybende om, hvordan den anholdte hurtigt blev koblet til indbruddet, samt at sagen også udviklede sig til mere end blot tyveri.
»Han var kommet til stedet på en knallert, som senere viste sig at være stjålet. I knallerten fandt vi en varmeblæser og et multistik. Ved en nærmere undersøgelse på stedet viste det sig, at der i et nærliggende omklædningsrum var knust en rude, og derinde lå en tom kasse, som netop havde indeholdt en varmeblæser. Dermed kunne vi koble gerningsmanden til indbruddet,« forklarer Susanne Hviid.
Men problemerne stoppede ikke der for den 29-årige mand. I forbindelse med politiets ransagning viste det sig nemlig, at han også havde ulovlige effekter i sin besiddelse.
»Han blev yderligere sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer samt ulovlig våbenbesiddelse,« fortæller politikommissæren.
Trods de mange sigtelser er manden løsladt igen, mens sagen fortsat efterforskes.
Sydøstjyllands Politi arbejder videre med sagen for at afdække de nærmere omstændigheder, og den 29-årige kan nu se frem til yderligere afhøringer og eventuelt retsligt efterspil. Indtil videre står manden altså med sigtelser for indbrudstyveri, tyveri af knallert, besiddelse af euforiserende stoffer og ulovlig våbenbesiddelse.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.
KRIMI. Fyns Politi har haft en travl pinseweekend i Middelfart Kommune, hvor betjentene har rykket ud til flere sager om tyveri, indbrud og færdselsforseelser.
Weekenden startede med et uheld fredag morgen klokken 07.46 på Fynske Motorvej ved Ejby, hvor en bilist mistede herredømmet grundet akvaplaning. Bilisten ramte først en anden bil på højre side og sendte den ud til venstre, inden han selv fortsatte rundt og ramte autoværnet. Ingen personer kom til skade ved uheldet, men der opstod betydelige materielle skader.
Senere samme dag, fik politiet en anmeldelse om et indbrud i en bolig på vejen Ved Fyret i Middelfart. Tyven havde brudt et vindue op og slap afsted med en lampe.
Mandag eftermiddag omkring klokken 14.30 blev en bilejer på Skovgården i Middelfart udsat for tyveri af sin forreste nummerplade. Det er endnu uvist, hvad nummerpladen efterfølgende skal bruges til.
Færdselsforseelser prægede også weekendens døgnrapport. Søndag klokken 15.33 modtog politiet en anmeldelse om en usikkert kørende scooter uden nummerplader på Østergade i Nørre Aaby. En patrulje rykkede ud, og en 43-årig mand fra Middelfart Kommune blev på stedet sigtet for spirituskørsel.
Endnu en trafikforseelse fandt sted mandag eftermiddag på Odensevej i Gelsted, hvor en patrulje standsede en 25-årig mand fra Assens Kommune. Det viste sig, at han både var frakendt førerretten og påvirket af euforiserende stoffer. Han blev sigtet på stedet for begge forhold.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Fyns Politis døgnrapport tirsdag.
SAMFUND. Danmark nåede den 1. maj 2025 en historisk milepæl, da befolkningstallet passerede seks millioner indbyggere. Helt præcist viser tal fra Danmarks Statistik, at Danmark nu tæller 6.001.008 personer.
Det er første gang i historien, at befolkningstallet i Danmark overstiger seks millioner. Sidst landet oplevede en lignende historisk begivenhed var i 1973, hvor indbyggertallet nåede fem millioner.
»Vi skal helt tilbage til 1973, da vi rundede de fem millioner indbyggere. Nu skal vi vænne os til at sige, at der er seks millioner indbyggere i Danmark,« siger Jonas Schytz Juul, direktør for Personstatistik i Danmarks Statistik.
Danmarks Statistik forklarer yderligere, at befolkningsvæksten tidligere primært var drevet af fødselsoverskuddet, altså at der blev født flere børn, end der døde. I perioden fra 1973 til 2025, hvor Danmark voksede fra fem til seks millioner indbyggere, er det imidlertid nettoindvandringen, der i stigende grad har drevet befolkningstilvæksten.
»Fødselstallet i Danmark har været faldende i en periode, hvor indvandringen er steget. Det betyder, at indvandring har haft en øget indflydelse på befolkningsvæksten i forhold til tidligere,« forklarer Jonas Schytz Juul.
Befolkningsvæksten var dog hurtigst i perioden fra 1919 til 1945, hvor Danmark gik fra tre til fire millioner indbyggere på blot 26 år. Det var en periode præget af vækst og forandring i det danske samfund, hvilket også afspejlede sig i højere fødselstal.
Danmark rundede for første gang én million indbyggere i 1811. Siden da har befolkningstallet været stigende, bortset fra en kort periode i begyndelsen af 1980’erne, hvor Danmark oplevede flere år med lavere fødselstal og dermed en mindre tilbagegang i befolkningstallet.
For nu skal vi vænne os til at sige, at vi er seks millioner mennesker.
SPORT. Det er svært ikke at få øje på Søren. Med sin iøjnefaldende, næsten fluorescerende lyserøde T-shirt med teksten »Madsja« på ryggen, er han omtrent lige så diskret som en diskokugle i en munkecelle. Søren befinder sig midt i mylderet af glade pigestemmer, ivrige forældre og fløjter, der ustandseligt markerer start og slut på kampe. Han er indbegrebet af det frivillige engagement, som får hjulene til at dreje rundt ved årets Madsby Pige Cup.
Vi har trukket ham væk fra arbejdet for en kort stund og står nu højt oppe på terrassen, hvor stævnets lyde stadig tydeligt når os, og hvorfra vi har et perfekt overblik over hele Madsby-anlægget. Et udsyn, der får Søren Ingemanns øjne til at lyse op, som om han stod her for allerførste gang. Det gør han ikke. Men begejstringen er ægte.
»Jeg er SoMe-medarbejder til Madsby Pige Cup. Jeg er en af de mange frivillige, som får det her til at blive verdens bedste oplevelse for fodboldpigerne rundt omkring, både i Danmark, Tyskland og i Sverige. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, hvis ikke der er en masse frivillige.«
Søren elsker især at høre de mange jubelråb fra pigerne, og derfor holder han særligt af at gå forbi scenen ved Gjensidiges Drømmelegat, hvor pigerne får mulighed for at pitche deres idéer til en jury, der kan hjælpe med at gøre deres drømme til virkelighed.
Ordene kommer i en jævn strøm, og det er tydeligt, at Søren mener det, han siger. I det enorme arrangement er han bare en af mange hundrede frivillige, der laver pomfritter, langer pølser over disken, serverer slushice eller agerer dommer, når bolden ruller.
»Vi har også en maskot, der hedder Madsja. Hende står jeg for, og jeg går lidt rundt og holder hende i hånden og hilser på alle pigerne og hører nogle kampråb. Det er mega fedt at mærke, hvordan pigerne hygger sig med det,« siger han, mens hans blik igen glider ud over banerne, hvor energien bobler.
For Søren handler det i weekenden om langt mere end fodbold. Det drejer sig om det helt særlige fællesskab, der opstår på tværs af holdtrøjer, kommuner og landegrænser – glæden ved sporten, men i lige så høj grad venskaberne, der dannes uden for banen.
»Det handler om at have verdens bedste weekend sammen med nogle nye venner, gamle venner, og også sammen med forældre og ledere.«
Vennerne ved stævnet findes i mange afskygninger – også i form af en pandabjørn, der trofast følger med som holdmaskot.
Når han beskriver frivilligheden, taler han faktisk ikke om en opgave, men snarere om en følelse. Noget, der opstår nede i maven og breder sig som en varm bølge i kroppen, hver gang han ser de mange smil blandt deltagere og tilskuere.
»Man kan kun blive glad indeni. Det giver det i hvert fald mig personligt. At være frivillig og se alle smilende. Men også hvis der er slået hul på et knæ, eller der er en ankel, der går i stykker, så kan vi trøste lidt. Det giver også en hel masse, at der er nogen til at trøste, og at der er nogen til at hjælpe.«
De frivillige sørgede også for, at de mange sultne piger kunne blive bespist. Her var travlt ved disken, og teltet var fyldt helt op gennem dagen.
Det frivillige liv ved Madsby Pige Cup har ingen øvre eller nedre grænser, fremhæver han samtidig. Her er der plads til enhver med bare det mindste gran af lyst til at hjælpe. Om du mestrer kunsten at vende pølser på en grill, eller med sikker hånd kan tappe slushice i bægeret, så findes der en opgave til dig. Og har man modet til at iføre sig dommertrøjen og kaste sig ud midt i de følelsesladede bataljer på grønsværen, så bliver man heller ikke afvist.
Derfor sender han også en særlig opfordring til dem, der stadig går og tøver med at blive frivillige. Han håber, de vil tage chancen og opleve den helt særlige glæde ved at gøre en forskel. Når først man har prøvet at være med, lover Søren, at man ikke vil fortryde.
»Der er masser i Danmark, som går rundt lige så stille og tænker: ‘Uh, kan jeg nu være frivillig?’ Og der vil jeg bare sige: Ja, det kan du sagtens. Det behøver ikke at være kæmpestort. Du kan få lov at tømme skraldespande, du kan få lov at lave pølser, eller du kan få lov at servere slushice. Men du kan også stå midt på banen med en dommerfløjte i hånden. Nej, tag nu den indre frivillige frem og mærk den gode følelse i maven, når du hjælper andre. Det er helt vidunderligt.«
Der skulle masser af dommere til at styre slagets gang på de mange grønne baner.
Imens går følelsen af vidunderlig frivillighed ikke ubemærket hen blandt de mere garvede arrangører. Anders Stoffer, stævnekoordinator og en af de absolutte hovedkræfter bag Madsby Pige Cup, kan slet ikke lade være med at smile, når talen falder på Søren.
»Søren er blevet en af de personer, alle kender, selvom han ikke har været her så længe. Han har en helt særlig evne til at skabe glæde omkring sig. Det viser bare, hvordan nye mennesker hurtigt kan finde sig til rette hos os og gøre en stor forskel,« fortæller Stoffer.
Nede på banerne kalder pligterne igen på Søren. Maskotten Madsja skal hives ud blandt pigerne til nye jubelråb og highfives. Søren kaster et sidste blik ud over banerne, hvor boldene triller og pigerne jubler. Smilet på hans læber er ikke til at tage fejl af, og han er klar til at vende tilbage til stævnets pulserende hjerte, hvor han hører hjemme, og hvor glæden ved at gøre en forskel er tydelig for enhver, der kaster et blik i hans retning.
Se videoen med den sprudlende Søren Ingemann lige her:
SPORT. Fredericia kunne søndag endnu engang markere sig på det nationale sportskort. Denne gang i triatlonsporten, hvor Tanja Vinter-Bjerg fra Fredericia Triathlon Team sikrede sig Danmarksmesterskabet i sin aldersgruppe på den halve jernmandsdistance, der blev afviklet i Køge.
Den halve jernmandsdistance består af 1,9 kilometer svømning, 90 kilometer cykling og afsluttes med et halvmaraton på 21,1 kilometer løb. Vejrguderne var ikke på atleternes side denne 1. pinsedag, hvilket gjorde konkurrencen ekstra udfordrende.
Tanja Vinter-Bjerg fortæller selv efter løbet, at det blev en krævende dag præget af dårligt vejr og udfordringer, der satte hende på prøve.
»Det var en dag i vandets tegn. Store bølger under svømningen gjorde, at min tidtagningschip næsten røg af – jeg endte med at svømme det meste af vejen med den i hånden. Vandets 14,3 grader føltes overraskende ikke så koldt.«
Problemerne stoppede dog ikke her. Da hun nåede frem til skiftezonen, begyndte regnen at sile ned, og cykelturen blev ikke nemmere.
»I skiftezonen var regnen begyndt at sile ned. Jeg fik hurtigt trukket ærmerne på og kastede mig ud på cyklen – fire runder á 21 km plus ud- og hjemkørsel. Ruten var våd og teknisk med mange sving, så det krævede fuld koncentration.«
Tanja Vinter-Bjerg fra Fredericia Triathlon Team øverst på podiet efter at have sikret sig titlen som Danmarksmester på den halve jernmandsdistance. Foto: Fredericia Triathlon Team
Selvom regnen fortsatte med at gøre løbet vanskeligt, formåede Tanja Vinter-Bjerg at komme godt fra start, selv med gennemblødte løbesko.
»Skiftet til løb foregik i gennemblødte sko, men jeg kom godt fra start og følte mig flyvende de første runder. Derefter fik jeg sidestik – måske på grund af kulden og manglende energiindtag under cyklingen. Efter nogle dybe vejrtrækninger fandt jeg et stabilt pace på 4:30 min/km. Undervejs fik jeg meldinger om, at jeg lå nummer ét i min aldersgruppe og nummer tre samlet.«
Det konservative tempo sikrede Tanja Vinter-Bjerg en suveræn placering, og hun krydsede målstregen efter 4 timer og 55 minutter – en tid, der sikrede hende både DM-titlen i hendes aldersgruppe og en flot samlet tredjeplads blandt alle deltagende age group-atleter.
»Jeg holdt et konservativt tempo for at sikre placeringen og kunne løbe i mål som Danmarksmester i min aldersgruppe med tiden 4:55 – og som samlet nummer tre blandt alle age group-atleter. Det er jeg virkelig stolt af,« fortæller Tanja Vinter-Bjerg.
Flere fredericianere på podiet
Det var ikke kun Tanja Vinter-Bjerg, der leverede medaljeværdige præstationer i Køge denne søndag. Fredericia Triathlon Team sikrede sig nemlig også podiepladser i DM-konkurrencen i Aquabike, som består af 1,9 kilometer svømning efterfulgt af 90 kilometer cykling, men altså uden den afsluttende løbedel.
Her imponerede Torben Foged med en sølvmedalje i sin aldersgruppe, mens klubkammeraten Helle Hygum kunne hænge en bronzemedalje om halsen efter sin flotte præstation.
EVENTS. Mandag formiddag blev årets udgave af Royal Run skudt i gang i Ribe, da H.M. Kongen ankom til Danmarks ældste by på utraditionel vis. Fra et historisk vikingeskib, der sejlede ham ind ad Ribe Å, kunne majestæten kort efter stige i land og sende tusindvis af løbere afsted på dagens første distance i det populære motionsløb.
Under en blå, skyfri himmel og foran et begejstret publikum satte Kongen dermed startskuddet til Royal Run 2025, der har samlet hele 97.786 deltagere landet over – et rekordstort antal i løbets syvårige historie.
Royal Run finder i år sted i Ribe, Viborg, Horsens, Korsør samt København og Frederiksberg. Dermed omfavner arrangementet store dele af landet, og overalt samles danskere i alle aldre og former om glæden ved motion og fællesskab.
Administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og medlem af Royal Runs styregruppe, Morten Mølholm Hansen, udtrykker stor begejstring over, hvordan Royal Run på få år er blevet en vigtig og populær mærkedag for mange danskere.
»Royal Run er for mange danskere blevet en ny mærkedag. Det er sjældent, vi ser nye traditioner vokse frem og samle så mange på så kort tid, og det styrker sammenhængskraften i Danmark – for dem, der deltager, hepper eller ser med i fjernsynet. Kombinationen af Kongehusets tilstedeværelse og den uhøjtidelige stemning gør Royal Run til noget helt særligt. Det er vi meget stolte af,« siger Morten Mølholm Hansen.
Også administrerende direktør i DGI, Jens Otto Størup, glæder sig over den massive opbakning til begivenheden.
»Royal Run er en folkefest, hvor fællesskabet fylder mere end formen, og hvor mange oplever glæden ved at bevæge sig sammen med andre. Samtidig skylder vi en stor tak til de knap 3.000 frivillige, som dagen igennem hjælper os og værtsbyerne med at skabe en god oplevelse for både deltagere og tilskuere,« siger Jens Otto Størup.
Traditionen tro deltager flere medlemmer af kongefamilien aktivt i arrangementet rundt om i landet. H.M. Kongen fortsætter efter besøget i Ribe til Horsens, hvor han senere løber fem kilometer. Dagen afsluttes i København/Frederiksberg med en 10-kilometer-rute.
H.M. Dronningen tager 5 kilometer i Korsør, mens H.K.H. Kronprinsen for andet år i træk deltager alene og løber 5 kilometer i Viborg sammen med 17.500 andre deltagere.
Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af H.M. Kongens 50-års fødselsdag. Interessen for løbet vokser støt, og i år er 31,25 procent af deltagerne med i et motionsløb for allerførste gang.
Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, som Danmarks Idrætsforbund og DGI står bag i samarbejde med Dansk Atletik.
En mand blev søndag fundet død i et shelter i et skovområde nord for Fredericia. Det skriver tvSyd.
Fundet blev gjort i forbindelse med hundetræning...