Otte ud af ti forældre i Region Syddanmark ønsker, at kommunerne prioriterer et sundt indeklima i skoler og daginstitutioner. For Liberal Alliances Christian Jørgensen er problemet tydeligt – men løsningen er ikke flere regler. Han efterlyser sund fornuft, lokale prioriteringer og mindre bureaukrati.

Når snakken falder på luft, temperatur og trivsel i skolernes klasselokaler, er der sjældent politisk uenighed om, at problemet findes. Men for Christian Jørgensen fra Liberal Alliance er det, der mangler, ikke flere love og bekendtgørelser – det er simpel opmærksomhed.

»Jeg ville umiddelbart have troet, at det var 10 ud af 10, der ønskede, at man skulle prioritere det,« siger han med et lille grin, da han hører, at otte ud af ti forældre i Region Syddanmark vil have kommunerne til at forbedre indeklimaet i skoler og daginstitutioner.

Han mener, at emnet slet ikke får den brede bevågenhed, det fortjener.
»Jeg synes jo fra tid til anden, at medierne tager det op, men det er jo så typisk i forbindelse med nogle forældreklager, og det så ligesom popper op som enkeltsager. Jeg synes jo ikke rigtigt, at det er sådan noget, der har haft en bred bevågenhed i forhold til, hvor vigtigt et emne det er.«

Et ansvar, der starter lokalt

For Christian Jørgensen handler løsningen om at tage ansvar dér, hvor problemerne opstår – i kommunerne selv.
»Man kan sige, at i folks private hjem, og i kommunens ejendomme, der har ejerne jo selvfølgelig et ansvar for at have en attention på det. Og så må man jo appellere til, at i det omfang, at det er på de kommunale ejendomme – og det er jo nok det, der er lidt i fokus – hvis vi har skoler, plejehjem eller andre kommunale bygninger med dårligt indeklima, så må vi jo håbe, at medarbejdere og ledere i de pågældende steder melder ind til ejendomsafdelingen ved kommunen og gør opmærksom på udfordringerne,« siger han.

Men han tilføjer, at borgerne også spiller en vigtig rolle.
»Man må jo have et håb om, at forældre, som jo som regel er relativt oppe på stikkerne, når det gælder deres børn, råber vagt i gevær. For én ting er dårlig luft og tung stemning – det kan vi jo huske alle sammen – noget andet er, hvis det udvikler sig til skimmelsvamp eller andre alvorlige ting, der kan give helbredsskader.«

Et problem, der ikke overrasker

Ifølge en ny undersøgelse oplever tre ud af fem forældre problemer med luft og temperatur i deres børns skole. Det bekymrer Jørgensen, men det overrasker ham ikke.
»Det er nogle bekymrende tal, men det er ikke tal, der overrasker mig. En stor del af den kommunale bygningsmasse er gammelt byggeri, hvor man ikke var så fokuseret på de her problematikker. Det kan give problemer, hvis der er overisoleret eller mangler ordentlig udluftning. Det er jo ikke det hele, der er blevet vedligeholdt, som det burde, og fulgt med tiden med moderne udluftningssystemer og den slags ting. Så det er et problem,« siger han.

Han peger på paradokset i, at man taler om at løfte folkeskolens niveau, mens man ignorerer de fysiske rammer.
»Det er jo ikke nyt, at vi alle sammen hylder og skriger om, hvor meget fokus vi skal have på folkeskolen, og at vi skal have forbedret vores karaktergennemsnit, så vi kan begynde at nærme os et landsgennemsnit. Men med den anden hånd får vi at vide, at det indeklima, vi har, koster et år på læringen. Det er jo et paradoks, så vi er nødt til at se det.«

Mindre lovgivning – mere sund fornuft

Mens flere partier og organisationer foreslår nationale krav og standarder for luftkvalitet, advarer Jørgensen mod at drukne indsatsen i administration.
»Jeg ved ikke, om vi har brug for mere rigid lovgivning og administration. Jeg synes, det her bør være almindelig sund fornuft,« siger han og uddyber:
»Kommunens ejendomsafdeling bør som en del af deres årshjul lave et indeklimacheck på de kommunale ejendomme. Jeg synes ikke, vi behøver mere lovgivning og mere administration, men vi behøver noget sund fornuft og noget rettidig omhu.«

Han understreger, at et landsdækkende krav kun giver mening, hvis kommunerne får mulighed for at følge med økonomisk.
»Hvis du pålægger alle kommuner en given standard for indeklima, og nogle kommuner som for eksempel Fredericia har et vedligeholdelsesefterslæb, så vil det koste et trecifret millionbeløb at bringe alle bygninger i orden. Så er man jo nødt til samtidig at lempe kommunens anlægsloft og sige, at det her er en ekstraordinær situation. For så skal vi indeklima-optimere alle vores ejendomme, og det koster penge,« siger han.

Pas på bureaukratiet

Jørgensen frygter, at en national lovgivning kan ende med at flytte fokus væk fra selve problemet.
»Det, der bekymrer mig, når jeg får den her slags spørgsmål, er, at vi risikerer at lave en masse regler, en masse administration, og så skal der ansættes medarbejdere til at holde styr på det. Så ender vi med at bruge flere penge på bureaukrati og opfølgning, end vi rent faktisk bruger på at forbedre indeklimaet,« siger han.

Han drager en parallel til en sag om nye skolebøger.
»Der har jo lige været en ny sag, hvor man skulle bruge nogle hundrede millioner på nye skolematerialer. Og da man så går ind og undersøger efterfølgende, hvor mange penge der er brugt til at købe materiale for, så er det 47 procent af de beløb, der var sat af. Det er sådan noget, vi skal passe på med i det her samfund,« siger han.

Hans pointe er klar.
»Brug nu for fanden den sunde fornuft, og så kan en kommunal ejendomsafdeling godt finde ud af at tjekke indeklimaet og sætte ind der, hvor det er værst først. Få det prioriteret og fortæl det politiske niveau, at den er helt gal her og her, så vi kan få gjort noget ved det. Men vi har ikke brug for en masse ekstra bureaukrati og bøvl og omkostninger væltet ned over os.«