Jeg stiller op til Folketinget, fordi jeg er Fredericianer. Det lyder enkelt, men det er faktisk kernen i det hele.
Fredericia er en by, der altid har vidst, hvor den stod. Ikke i overført forstand, men bogstaveligt. Havnen ud mod Lillebælt. Banegården, der siden jernbanens begyndelse har været et af de vigtigste knudepunkter i landet.
Fredericia Havn er i dag en af Danmarks mest centrale logistikplatforme. Tog, gods og mennesker har passeret igennem denne by i generationer og Fredericia har altid leveret. Vi er en by, der kan noget. Vi har altid været det.
Og alligevel sidder vi alt for ofte og ser på, at beslutningerne træffes til fordel for andre steder, til fordel for andre byer, fordi der er nogen fra de byer i det rum, hvor beslutningerne træffes. Der er ikke nogen fra Fredericia.
Det koster os noget. Det koster os konkret, og det koster os hver eneste dag.
Kolding har flere stemmer i Folketinget. Vejle har flere stemmer i Folketinget. Haderslev, Sønderborg, Esbjerg, de har alle politikere, der bor i områderne, kender dem og har hjertet der. Fredericia har det ikke.
Man behøver ikke at kigge længe for at se, hvad den manglende repræsentation betyder i praksis. Når midler fordeles, når institutioner placeres, når infrastrukturprojekter prioriteres, så er det en fordel at have nogen siddende, der kender stedet og kan argumentere for det, ikke kun én gang, men løbende, i gangene og i udvalgene, der hvor de egentlige forhandlinger finder sted.
Det er det misforhold jeg vil ændre.
Vandmiljøet i Lillebælt er noget af det, vi Fredericianere har allernærmest. Det kræver politisk opmærksomhed og vilje til at prioritere det nationalt, ikke kun en lokal indsats, men en national forpligtelse til at genoprette og beskytte et af de mest særegne havmiljøer i Danmark. Lillebælt fortjener at stå højt på dagsordenen i Folketinget. Det vil det gøre, hvis jeg kommer ind, og jeg vil følge det fra nært hold.
Motorvejene og broerne larmer ind over boligkvarterer i Fredericia. Det har de gjort i mange år. Støjen påvirker livskvaliteten for rigtig mange Fredericianere, og vi har ventet længe på, at det bliver taget alvorligt på nationalt plan. Støjpuljer er blevet fordelt rundt om i landet. Fredericia har ikke fået den andel, vi burde have. Det sker ikke af ondskab; det sker, fordi ingen har siddet ved bordet og talt vores sag med den nødvendige vedholdenhed. Det vil jeg gøre.
Fredericia er en erhvervsby. Det har den altid været, og det skal den blive ved med at være. Mange af vores virksomheder er ikke bare lokale virksomheder, vi er stolte af. De er national infrastruktur. Fra havnen og de mange virksomheder, der arbejder der, gods, der bevæger sig gennem Danmark, bevæger sig gennem Fredericia. Det forpligter, og det forpligter nationalt.
Men erhvervslivet kan ikke vokse og omstille sig, hvis systemet hele tiden stiller sig i vejen. Vi har virksomheder, der gerne vil investere i grøn omstilling, et konkret eksempel er solceller på tagene i tørhavnen. Den slags initiativer skal vi gøre lettere, ikke sværere. Forældede love fra en tid, hvor vi ikke vidste, hvor langt vi kunne gå i den grønne omstilling, er en reel bremseklods for fremtidens løsninger.
Fredericia er et oplagt sted at placere nye offentlige arbejdspladser fra København. Vi har infrastrukturen; jernbanen, havnen, motorvejen. Vi har arbejdskraften. Og vi har en by, der er klar til at tage imod.
Fredericia er en kultur- og sportsby. Det er ikke en tilfældighed eller en luksus, det er en del af det, der holder en by sammen og giver den sin identitet. Vores kulturinstitutioner og vores sportsklubber er det kit, der binder generationer og bykvarterer sammen. Støtten til dem kommer fra mange sider, og den nationale del af den skal ikke skæres væk, hver gang der skal spares et sted. Kultur er ikke pynt. Det er substans, og vores Musicalteater og Scenekunstskole skal have statslig opbakning.
Stem på Fredericianeren
Jeg beder dig om at stemme som Fredericianer. Se på personen. Se på den, der kender gaden, kender virksomhederne, kender byrådssalen og er klar til at gå direkte fra den ene verden til den anden, og tilbage igen.
Fredericia har altid været et sted, folk kender. Fra banegården til sportens store resultater og musicalens opblomstring. Referencerne fra denne by er kendte i hele landet. Nu er det på tide, at Fredericia også bliver kendt på Christiansborg, ikke som et navn på et kort, men som en stemme i salen.
Jeg har opbygget de forbindelser over mange år. De tilhører ikke et parti. De tilhører Fredericia. Og hvis jeg kommer ind, lover jeg at bruge dem til at tale byens sag, ikke en gang imellem, men hver dag.
Fredericia skal ikke være tilskuer til de beslutninger, der former vores hverdag. Det er på tide, vi sender en af vores egne.
Christian Jørgensen, Folketingskandidat for Liberal Alliance i Sydjyllands Storkreds
FC Fredericia er søndag eftermiddag på vej ind på nationalarenaen i København for anden gang i klubbens historie. Modstanderen er de samme som sidst: FC København. Men omstændighederne er anderledes. I november var det en regulær Superliga-kamp mod de forsvarende mestre. Nu er det kvalifikationsspillets anden runde, og begge hold har brug for point.
Fredericia tabte årets første kamp i kvalifikationsspillet med 0-3 til Randers på Monjasa Park for en uge siden og skal finde et andet gear frem, hvis holdet skal bringe point med hjem til fæstningsbyen. Sidst i Parken endte det 3-2 til FCK i en kamp, der var langt tættere end resultatet antyder. Gustav Marcussen udlignede på straffespark og Oscar Buch reducerede til 3-2 med seks minutter igen. Den oplevelse bæres med ind til søndagens kamp.
KRIMI. Der er begået indbrud i en bolig i Kolding, hvor gerningspersonen er sluppet af sted med kontanter.
Indbruddet er sket på Irisvej i et tidsrum mellem fredag den 20. marts klokken 11.00 og lørdag den 21. marts klokken 18.00. I perioden har en eller flere gerningspersoner skaffet sig adgang til boligen og stjålet kontanter.
Politiet opfordrer borgere, der har bemærket noget mistænkeligt i området i det angivne tidsrum, til at henvende sig.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport den 22.3 kl. 10.00 af vagtchef Andreas Juul.
SPORT. Det er breaking news, som borgmester Peder Tind selv kalder det. For selvom FC Fredericia nu for anden gang denne sæson skal spille på nationalarenaen, er det noget ganske særligt for byens øverste politiske chef. Han har nemlig aldrig sat sine ben i Parken.
»Sandheden er, at jeg aldrig har været i Parken i hele mit liv. Hverken til en koncert eller til en landskamp. Og jeg missede det også sidste gang, vi var derinde,« siger Peder Tind og tilføjer: »Så det der med at have gemt sit første besøg i Parken til noget helt særligt, det er i hvert fald lykkedes, og det er så på søndag.«
Borgmesteren tager turen til København sammen med kommunaldirektøren og deltager i en samling med FC Fredericia inden kampen, inden de to finder plads på tribunen til opgøret mod de forsvarende mestre.
Stolt over hvor holdet står
Peder Tind lægger ikke skjul på at han er imponeret over FC Fredericias situation i kvalifikationsspillet. Med fem points forspring til Silkeborg og ti til bundholdet Vejle er der skabt en solid pude — noget han ikke tog for givet.
»Jeg tror, der er mange der er overraskede over, at vi faktisk står så fornuftigt. Vi er ikke færdige med kvalifikationsspillet — vi står i starten af det, og der venter mange vigtige og alvorlige kampe. Men at vi er her, hvor vi er nu, det er ganske imponerende,« siger han og fortsætter: »Det fortæller noget om spillerne, truppen, hele staben, det lange seje træk, bestyrelsen, fansene og erhvervslivet. At vi alle har stået sammen om det.«
Forventer angrebsfodbold fra første fløjt
0-3-nederlaget til Randers i kvalifikationsspillets første kamp fredag aften — som Peder Tind selv overværede på Monjasa Park — dæmper ikke optimismen forud for søndagens udekamp.
»FCK er et svært modstanderhold i øjeblikket, og vores formkurve har været stærkt opadgående. Vi spiller offensivt og flot fodbold. Jeg er godt klar over, at vi havde en svær kamp mod Randers i fredags, men vi står rigtig godt lige nu,« siger borgmesteren og slår fast hvad han forventer: »Jeg forventer et FC Fredericia, der fra første fløjt går til angreb og vil noget med kampen. Og jeg tror faktisk på, at vi henter point.«
FC København mod FC Fredericia spilles søndag den 22. marts kl. 16.00 i Parken.
Et mål af Theo Hansen efter 25 minutter afgjorde det hele. Nu skal der mirakler til, hvis Middelfart skal overleve i Betinia Ligaen.
Det var en frisk forårsdag i Gryden, men stemningen blandt hjemmefansene blev ikke varmere i løbet af de 90 minutter. Middelfart Boldklub havde brug for point i den sidste grundspilskamp – og mødte netop det hold, de nu skal indhente i nedrykningsspillet. Det blev ikke den dag, Kristoffer Johansens mandskab havde håbet på.
Jacob Linnet i duel med Hobros Christian Enemark. Foto: Michael Nielsen
Kampen var aldrig rigtig Middelfarts. Hobro tog tråden fra start og pressede hjemmeholdet tilbage i deres egen halvdel. Efter 25 minutter kom det mål, som satte dagsordenen for resten af eftermiddagen. Theo Hansen fandt nettet til 1-0, og Gryden tav.
Middelfart forsøgte at arbejde sig tilbage i kampen, men Hobro sad trygt på resultatet og lukkede rummene. Kristoffer Johansens spillere fik aldrig for alvor skabt de chancer, der skulle til for at true Hobros mål. Det var faktisk tættere på et Hobro-mål nummer to end på en middelfartsk udligning – men ved 0-1 blev det.
Fighteren Robert Kakeeto var en af Middelfarts bedste, men det var ikke nok til point. Foto: Michael Nielsen.
Konsekvensen er brutal. Middelfart Boldklub går ind i nedrykningsspillet med hele 13 point op til Hobro – det hold, der nu er den store udfordring, hvis overlevelsen i Betinia Ligaen skal sikres. Det er en afstand, der kræver intet mindre end mirakler at indhente.
Middelfarts Aaron Akala kunne ikke sætte sig igennem offensivt. Foto: Michael Nielsen.
KRIMI. Sydøstjyllands Politi rykkede lørdag formiddag ud til et færdselsuheld på Vejlevej i Kolding, hvor en personbil og en knallert var involveret.
Ulykken skete klokken 10.35 og betegnes som en højresvingsulykke. En personbil ført af en 72-årig mand fra lokalområdet svingede, da den kom i sammenstød med en knallert ført af en 18-årig mand, ligeledes fra lokalområdet.
Der er ifølge politiet ikke tale om personskade i forbindelse med uheldet.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport den 21.3 kl. 17.00 af vagtchef Andreas Juul
KULTUR. Der er et øjeblik, lige inden det begynder, hvor alt er på én gang.
Børnene strømmer ind ad dørene til Fredericia Musicalteater i små flokke, klassevis, med hænder der slipper og finder hinanden igen, og på tærsklen ind til salen standser de. Måske fordi nogen beder dem om det, men mest fordi rummet er anderledes end de steder, de plejer at komme, og det kan mærkes i kroppen før det når hjernen. De store øjne er der, inden tanken er der. Nogle peger op mod balkonen — vi sad deroppe — og siger det med den særlige stolthed, der tilhører dem, der kender stedet i forvejen. Andre har aldrig set en teatersal før i deres liv. De lader blikket glide opad mod loftet, hen langs væggene, ned mod det tomme sceneareal, og et sted i den bevægelse holder de vejret uden at vide de gør det.
På væggene hænger plakater fra teatrets historie, sporene af alt det, der er sket her før. Signerede plakater, forestillinger der er kommet og gået, ansigter og titler og en særegen blanding af det højtidelige og det skøre. En af børnene peger på en af dem og spørger hvad det er, og det er de voksne, lærerne og pædagogerne, der må forklare om alt det, der er gået forud. Det tager et øjeblik. Så er der en ny der spørger.
Summen i salen er af nysgerrighed og uro og noget der endnu ikke har fundet sin form. Så går lyset ned, og mørket samler dem alle, og det eneste der er tilbage er scenen. Ssshhh. Et lille klap i starten, forsigtige og næsten afprøvende, som om de ikke er helt sikre på om det er tilladt. Så opdager de, at andre klapper med. Og så endnu flere. Lyden vokser, breder sig gennem rækkerne, og inden nogen har besluttet det, er hele salen med.
Den 18. og 19. marts fyldte Fredericia Musicalteater sig fire gange med 1.- og 2.-klasseselever fra Fredericia og Middelfart kommuner. I alt 1.600 børn, hertil lærere og pædagoger, der kom for at se teaterforestillingen »Vitello« — produceret af Louise Schouw Teater og arrangeret gratis af Teaterforeningen Lillebælt. Stort set alle skoler i begge kommuner havde meldt ind, og billetterne var væk næsten inden de var udbudt. Det var et af de største samlede børnekulturarrangementer i området i denne sæson, og for en stor del af de 1.600 var det noget andet og mere end det. Det var første gang.
Den dreng de kender
Vitello er ikke en fremmed. Han bor allerede i skoletasker og på natborde, i biblioteker og på bagsædet under lange bilture. Børnene der finder deres pladser i Fredericia Musicalteater kender ham formentligt, før de sætter sig. De har hørt ham oplæst, set ham tegnet, levet med hans logik — den særlige børnelogik, der er fuldstændig konsekvent og alligevel altid ender galt.
Kim Fupz Aakeson og tegneren Niels Bo Bojesen skabte ham i 2008. En dreng med et stort, baseballformet hoved, sort uglet hår og en mor der har boet to måneder i Italien, dengang hun var meget ung og vist også meget smuk. Deraf navnet. Deraf savnet efter en far der aldrig dukker op, men som Vitello forestiller sig i alle mulige udgaver — tatoveret, knivbærende, Guds bedste hjælper, eller måske bare en mand med en rød sportsvogn i garagen.
Louise Schouw Teater har haft ham på scenen i elleve år og spillet forestillingen for tusindvis af familier og skolebørn landet over. Nu er det slut. Foråret 2026 er forestillingens allersidste turné, og de 1.600 børn i Fredericia er blandt de sidste, der nogensinde ser denne opsætning live.
Kniven kommer frem
Forestillingen varer 70 minutter uden pause, bygget over otte af de mest kendte Vitello-historier, dramatiseret af Gunvor Reynberg og sat i scene af Louise Schouw selv, og fire skuespillere — Asbjørn Agger, Camilla Lohmann, Marianne Bøgelund og Morten Bo Koch — befolker tilsammen hele universet, Vitello selv og moren, Kamma og Gregers, tvillingerne Max og Hasse, møgungen William, den tunghøre pølsemand og en vagabond der på en parkbænk påstår at være Gud. Scenografien er enkel, og det første der virkelig får børnene til at spærre øjnene op er da Vitello trækker kniven frem, og der går en lyd gennem salen, noget der ikke rigtig kan staves, men som enhver der har siddet i et fyldt teater med syvårige kender på rygraden — åbne munde, høje stemmer, blikke der skifter fra scenen til sidemanden og tilbage igen.
Og så griner de.
De griner da Vitello leger med spaghettien i munden, og da tvillingerne Max og Hasse vælter rundt over hinanden i en evig kappestrid om hvem der er mest irriterende, og da Vitello forsøger at sætte en fælde op til en far og det går anderledes end han havde forestillet sig, og da en mand på cykel falder i det hul som Vitello og vennerne selv har gravet og bander, og den mand viser sig senere at være Gregers, men da Vitello muntert slår fast at han i hvert fald er god til at bande, gentager en dreng i salen det halvhøjt til sin klassekammerat med et grin.
Fire skuespillere befolker tilsammen hele Vitellos univers — fra møgungen William og de irriterende tvillinger til vagabonden der påstår at være Gud. Foto: Louise Schouw Teater
Der er noget ved Fupz Aakesons univers der ikke lader sig forklare helt ud, men som har at gøre med at tingene siges som de er, set fra det sted i tilværelsen hvor alting giver mening og alting ender galt på én og samme tid, og børnene sidder og kender det fra indersiden, den logik der er deres egen og ingen andres. Det er derfor pølsemanden der hører skævt virker, det er derfor Rasmus Højlund-referencen sender en bølge gennem salen, det er derfor en dreng gentager en sætning om bandeord til sin klassekammerat og det føles som en opdagelse. Salen bærer det med sig som noget der tilhører dem.
Camilla Lohmann finder ordene for det bagefter. »Det er sjovt og befriende. Mange voksne har sagt, at det synes de også. Der er efterhånden et nostalgisk blik på Vitello — vores generation er ikke nødvendigvis vokset op med bøgerne, men der er noget med den humor, som vi kender. Det gibber i de voksne, fordi der bliver sagt mange ting, som ikke er så politisk korrekte mere.«
Forestillingen er stort set uændret siden premieren, båret af en enkelhed der har siddet rigtigt fra begyndelsen. Et par ord er dog siden udgået efter ønske fra Kim Fupz Aakeson selv. »Han har fortrudt, at han skrev det i sin tid,« siger Asbjørn Agger, og der er respekt i måden han siger det på.
Under latteren bærer forestillingen på noget tungere. Vitello drømmer om en far, sætter fælder, graver huller, forestiller sig faderfigurer i alle tænkelige skikkelser — den tunghøre pølsemand, manden på bænken der påstår at være Gud — og videre til Gregers med den lille røde sportsvogn i garagen, som ingen umiddelbart ville have valgt, men som alligevel bliver til noget. Camilla Lohmann taler om det med en ro der antyder hun har tænkt over det mange gange. »Det er jo egentlig et fint budskab. Det er hvad det er — få det bedste ud af det. Og det siger Vitello til sidst faktisk selv. Jeg har jo egentlig mange ting. Jeg har min mor, jeg har mine venner, og nu har jeg også Gregers.« Asbjørn Agger lytter og tilføjer blot. »Og hvad er det perfekte — i forhold til hvad, ikke?«
Den tunghøre pølsemand drejer alle svar i den forkerte retning — og børnene griber rytmen med det samme. Foto: Louise Schouw Teater
Det spørgsmål hænger i luften, og så bliver det mørkt. Vitello og vennerne er ude om aftenen og skal fange en far, og scenen sender lommelygter ud i salen, ind imellem rækkerne, hen over ansigterne, og teatret holder op med at foregå deroppe og begynder at foregå her, og børnene vender sig mod lyset, griber fat i naboen, laver den lyd der opstår når noget pludselig er meget tæt på. Morten Bo Koch taler om det bagefter som noget af det der bringer ham tilbage igen og igen. »Der er aldrig to forestillinger der er ens. Der er steder, hvor vi ved at her kommer der noget. Men de reagerer så forskelligt, og det giver os noget at spille op imod hver gang. Det er derfor man kan lave den her forestilling igen og igen.«
Dagen inden havde publikum klappet efter hver eneste sang, i takt — de børn havde haft musik om morgenen — og præcisionen fik Marianne Bøgelund til at miste fornemmelsen for hvor i sangen hun var. Denne dag er klappet mere uregelmæssigt, men det betyder ingenting, for det der er tilbage er det samme, den fulde opmærksomhed, den villighed til at være med helt ind, og da Vitello og Gregers tager imod klapsalverne under curtain call, rejser lyden sig i salen næsten af sig selv. Wuuuu.
Og da Vitello vinker, vinker børnene tilbage.
»For nogle af dem er det første gang, de kommer i teateret,« siger Marianne Bøgelund. »Det er ret vildt at få lov til at give dem den oplevelse. Forhåbentlig en god oplevelse, så de kommer igen.«
Det er et håb der rækker ud over denne forestilling og disse to dage.
1.600 børn opdagede på under 70 minutter at man godt kan sidde stille og alligevel være helt med, at man må grine højt og svare igen, og at det hele giver mening så længe man går ind i det sammen. Camilla Lohmann sætter ord på det med en enkelhed der er svær at forbedre. »Der er ingen skærme. Vi gør det sammen, vi trækker vejret sammen. Det skal ikke oversættes. De fatter det instinktivt.«
Og Morten Bo Koch tilføjer det som måske kun de voksne i salen fuldt ud forstår. »Det er skønt at spille for nogen, hvor fantasien ligger så meget først for. Det er voksne mennesker der spiller børn, men det er der ikke nogen der sætter spørgsmålstegn til. De hopper direkte med på den fantasiverden, som vi skaber.«
Farvel til en dreng fra ringvejen
Vitello har turneret i over ti år, spillet for mere end 50.000 børn, på Aalborg Teater, på Teatret Zeppelin, på musikhuse og i teaterforeninger i alle hjørner af landet, båret af et kompagni der driver sin turné uden statsstøtte til produktion eller drift, og som i 2024 blev kåret som Årets Børne- og Ungeteaterproducent af Danmarks Teaterforeninger. De 1.600 børn fra Fredericia og Middelfart er blandt de allersidste i Danmark til at se denne opsætning live.
Det ved de ikke. De ved bare at da kniven kom frem var det vildt, og da tvillingerne vælter rundt er det sjovt, og da Vitello til sidst siger at han måske alligevel er okay med en papfar, er der noget i det der er rigtigt.
Teaterforeningen Lillebælt nåede med disse fire forestillinger ud til stort set alle skoler i begge kommuner. Billetterne var væk næsten inden de blev udbudt. Det er kulturformidling i sin mest direkte form — ikke som begreb, men som en sal der summer inden lyset går ned og eksploderer i grin sekunder efter.
Og så er det slut, og hele holdet tager imod de klapsalver der nu falder præcist og med overbevisning, og Asbjørn Agger siger det bagefter med en ro der kun tilhører nogen der har spillet den her rolle mange gange og alligevel fundet nyt i den. »Det optimale er at se det sammen. De syvårige der kommer i weekenden sidder og glor måbende på deres bedsteforældre, som sidder og griner. Og omvendt — når de små griner over noget der er helt plat, ser de voksne op og tænker, hvor hyggeligt, mit lille barn har det godt.«
Det er ikke en dårlig definition af hvad teater kan.
POLITIK. Middelfart Kommune vækster. Det er den enkle konklusion i den nye befolkningsprognose, som Økonomiudvalget skal godkende mandag aften. Men bag væksten gemmer sig en udvikling, der stiller krav til kommunens planlægning i de kommende år. Befolkningen bliver markant ældre, og andelen af erhvervsaktive falder.
Ifølge prognosen stiger indbyggertallet fra 40.629 i 2026 til 42.929 i 2038 — en samlet vækst på 5,7 procent over tolv år, svarende til knap 192 nye borgere om året. Væksten drives primært af tilflytning fra andre kommuner, mens fødselsbalancen er negativ.
Aldringen sætter sit præg
Den mest markante tendens i prognosen handler ikke om antal, men om alderssammensætning. I 2026 er 25,3 procent af middelfartenserne over 65 år. I 2038 er det tal vokset til 30,5 procent. Samtidig falder andelen i den erhvervsaktive alder — de 17 til 64-årige — fra 57 procent til 51,7 procent. Det er en forskydning der over tid påvirker alt fra skatteindtægter til efterspørgsel på plejeboliger og ældrepleje.
Gruppen af 80-årige og derover vokser med knap 50 procent i perioden — fra 2.917 til 4.354 personer.
Familier tiltrækkes — unge forlader
Flyttemønsteret afslører en klassisk dynamik. De 17 til 24-årige forlader Middelfart i stort tal primært til uddannelsesbyerne. Til gengæld vender småbørnsfamilierne tilbage, og det er netop fra uddannelsesbyerne de kommer. Odense og Fredericia er de to kommuner, som flest tilflyttere til Middelfart kommer fra.
I 2025 voksede befolkningen med 301 borgere — 98 flere end prognosen fra sidste år forventede. Det skyldes en højere nettotilflytning fra andre kommuner end forudset.
Hyllehøj og Østre vokser mest
Geografisk er væksten ikke jævnt fordelt. To skoledistrikter skiller sig markant ud. Hyllehøj-distriktet vokser med 31 procent fra 2026 til 2038, drevet af udbygning ved Skrillingegården og Naturbyen. Østre Skole-distriktet vokser med 37 procent, primært som følge af udbygning ved Fynsvej. I den anden ende falder befolkningstallet i Brenderup, Gelsted og Fjelsted-Harndrup skoledistrikter.
Det forventede boligbyggeri er sat til gennemsnitligt 273 boliger om året — en markant stigning fra de historiske 180 boliger om året. Tyngden ligger i rækkehuse og etageboliger frem for parcelhuse, som afspejler en ændring i den boligtype der efterspørges og planlægges for.
Befolkningsprognosen behandles i Økonomiudvalget mandag den 23. marts og skal endeligt godkendes i Byrådet den 7. april 2026.
BUSINESS. Det begyndte en aften over en snak om ferier. Om de oplevelser, der sidder fast længe efter — ikke de store turistpakker og guidede bussture, men møderne med mennesker, der ved noget, kan noget, og giver det videre på en måde, man ikke finder i en brochure. Den samtale er nu blevet til en virksomhed.
Martin Nielsen fra Nørre Aaby er direktør i Silta, en ny platform for mikroturisme. Grundtanken er at finde de mennesker, der kan noget særligt, og give dem et sted at møde dem, der gerne vil opleve det. »Det kan være én, der er rigtig god til at vise rundt og fortælle noget spændende om Ejby, ikke fordi vedkommende nødvendigvis skal leve af det, men fordi det er sjovt at gøre det engang imellem. Den slags mennesker vil vi rigtig gerne hjælpe med at møde nogle kunder,« siger Martin Nielsen.
En kandidat og en aftensnak
Silta er grundlagt af tre personer. Louise Jensen læser en kandidatuddannelse i Kultur og Formidling på SDU, og det var hendes faglige baggrund, der satte tanken i gang. »Det er en af de her uddannelser, som er rigtig god, hvis man skal arbejde på et museum, ellers skal man ud og opfinde sit eget arbejde. Så sad jeg en aften og tænkte lidt med hende. Hvad kunne man egentlig lave? Hvad kan man bruge det her til?« fortæller Martin Nielsen.
Svaret fandt de i egne rejseminder. Det er sjældent de professionelle turistoperatører, der huskes. Det er dem, der ved noget. Dem, der kan give det skæve, det nærværende, det ægte. »Det fik os til at arbejde videre med, om man på en eller anden måde kunne gøre det nemmere for dem, der kan noget, de unikke personligheder, som ikke nødvendigvis er professionelle eller har lyst til at blive det, og få dem til at møde mennesker med en interesse i at opleve noget særligt,« siger han.
Den tredje partner, Mathan Macus, tager sig af den tekniske side og hjælper platformen med at komme op at stå.
Fra idé til interesse på to dage
Silta er stadig meget tidlig i sin udvikling, og der er foreløbig tre dokumenterede samarbejdspartnere på platformen. Men interessen har ikke ladet vente på sig. »Vi begyndte først at slå op i forgårs, og så vidt jeg ved, har der allerede været en ti stykker, der har kontaktet os. Det er egentlig relativt fint på et relativt begrænset stykke arbejde,« siger Martin Nielsen.
Princippet er ligetil. En vært, det kan være en naturformidler, en vinentusiast, en håndværker eller en lokal historiefortæller, opretter i samarbejde med Silta en begivenhed på platformen. Kunder booker sig ind, og Silta klarer det praktiske. »Om det er én, der vil lave tre rundvisninger i løbet af en sommer, eller én, der kan fluefiske eller noget helt tredje — alle dem, som sidder inde med noget og er rigtig gode til det, men måske aldrig kommer ud over rampen, dem vil vi rigtig gerne hjælpe,« forklarer han.
Ikke for at blive stor, men for at gøre forskel
Ambitionerne er bevidst holdt jordnære. Martin Nielsen taler ikke om at konkurrere med billetsider eller blive en stor turistoperatør. Målet er mere menneskeligt. »Vores mission er at sørge for, at alle de her mennesker, der kan noget, og som måske går rundt og får at vide, at de er rigtig gode til det og burde gøre mere ved det — at mange flere af dem faktisk får gjort noget ved det. Og hvis vi kan få en løn ud af det, så har vi egentlig nået det, vi gerne vil,« siger han.
Til sommer begynder Silta i det små med fokus på turister i området. På sigt er visionen, at platformen bliver det naturlige sted at kigge hen, når man mangler noget at lave i ferien, uanset om det er fluefiskeri i to timer eller en fortælleaften i en lade.
Platformen kan findes på silta.dk, hvor det også er muligt at tilmelde sig som samarbejdspartner.
EVENTS. Sidst i april åbner Gammelby Mølle ved Pjedsted dørene for sæsonens første store begivenhed. Den 25. og 26. april inviteres både handlende og besøgende til forårsmarked i de historiske rammer, og denne gang er ambitionerne endnu større end ved julemarkedet i december.
»Vi fordobler udstillerne denne gang. Til julemarkedet havde vi plads til 12, og nu har vi plads til 29,« fortæller Maja Svensk, der bor på møllen med sin familie og er drivkraften bag arrangementerne.
Markedet breder sig ud over gårdspladserne og ind i den store lade, som åbnes for første gang til et arrangement. Her vil besøgende kunne gå på opdagelse blandt et bredt udvalg af udstillere — fra genbrug og tøj til keramik, planter og håndlavede produkter. Det er netop den mangfoldighed, Maja Svensk bevidst tilrettelægger. »Jeg spørger altid ind til, hvad folk kommer med, så vi ikke ender med ti der sælger keramik og ti der sælger tøj. Det skal være en god forskellighed, så man kan gå på opdagelse som besøgende,« forklarer hun.
Foråret sætter sit særlige præg på markedet. Maja Svensk vil gerne have grønne fingre og haveglade sjæle med i feltet, og der er da også gjort plads til udstillere med planter og andet, der passer til årstiden. »Vi vil gerne have udstillere med planter og så videre, så vi får den der forårsstemning ind, og folk er klar til at komme i gang i haven,« siger hun.
Til de sultne og tørstige er der ligeledes sørget for kaffe, kage og mulighed for at købe mad.
Møllens hjerte åbner
En af de særlige oplevelser, som Maja Svensk ønsker at fremhæve, er adgangen til selve møllehuset — det historiske maskineri, hvor de to overfaldshjul driver tre originale kornkværne. »Det er møllehuset vi åbner, der hvor hjulene kører og hele maskineriet er synligt for besøgende,« fortæller hun.
Det er en oplevelse, der for mange besøgende vil være ny. Den 200 år gamle vandmølle, som Realdania By & Byg restaurerede og istandsatte frem til 2024, hører til blandt de færre end 50 fungerende vandmøller, der stadig er tilbage i Danmark. Al mekanikken er i træ og fuldt funktionsdygtig, og vandet bruser stadig henover hjulene i den kuperede Elbodal vest for Fredericia.
Sådan booker du en stand
Er man interesseret i at opstille som udstiller, er fremgangsmåden enkel. En standleje koster 250 kroner, og et bord kan lejes til 25 kroner. Pladserne fordeles efter først-til-mølle-princippet, og Maja Svensk sender en standoversigt, så man selv kan vælge sin plads ud fra, hvad der er ledigt. »Man skriver eller ringer til mig, og så sender jeg standsoversigtens med. Og så vælger man selv den stand, man vil have, ud fra dem, der er ledige,« forklarer hun.
Gammelby Mølle ligger på Gammelby Møllevej 62 ved Pjedsted, knap ti kilometer vest for Fredericia. Markedet afholdes lørdag den 25. og søndag den 26. april.
