KRIMI. En 46-årig mand er ved Retten i Kolding idømt 5 års fængsel for igennem en årrække at have misbrugt sin steddatter seksuelt.
En 46-årig mand fra Fredericia er blevet idømt fængsel i 5 år for at have voldtaget og have forsøgt at voldtage sin tidligere steddatter og for i adskillige tilfælde at have misbrugt hende seksuelt.
Sagen blev anmeldt til Sydøstjyllands Politi den 14. juni 2024, hvorefter politiet indledte en efterforskning. På baggrund af politiets efterforskning tiltalte anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi manden for i en periode mellem den 1. januar 2018 og frem til den 1. januar 2022 at have udsat steddatteren for både voldtægt, voldtægtsforsøg og andet seksuelt forhold end samleje.
Derudover var manden tiltalt for uberettiget fotografering og blufærdighedskrænkelse af steddatteren, samt at han i juli 2024 var i besiddelse af billeder af seksuel karakter af hende og seksuelt materiale af andre personer under 18 år. Steddatteren var 9 år, da overgrebene begyndte.
Retten fandt manden skyldig i samtlige forhold
Siv Lund Mygind, anklager ved anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi, er tilfreds med, at Retten i Kolding fandt manden skyldig:
»Det er en alvorlig sag, hvor en pige er blevet udsat for overgreb over en periode på flere år fra hun var 9 til 13 år. Den 46-årige nægtede sig skyldig, men retten lagde vægt på hendes forklaring. Derudover blev der fundet seksuelle billeder af pigen på hans telefon og computer, og han blev også dømt for at have været i besiddelse af en mindre mængde seksuelt materiale af andre personer under 18 år på hans computer. Også disse forhold blev han dømt for,« siger anklager Siv Lund Mygind.Manden blev fængslet efter dom. Han ankede dommen til frifindelse subsidiært til formildelse.
KRIMI. Tirsdag aften klokken 21.17 fik Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om indbrud i en villa på Hedevej i Almind. Indbruddet var dog ikke et helt almindeligt af slagsen, da gerningsmanden tilsyneladende ikke havde behov for at bryde døre eller vinduer op for at komme indenfor.
Ifølge politikommissær Kenneth Skytte Nielsen fra Patruljecenter Syd havde ejeren af villaen efterladt en baggang ulåst, hvilket gjorde gerningsmanden i stand til at liste ind uden besvær.
»Vi fik anmeldelsen klokken 21.17 tirsdag aften, hvor en borger havde opdaget, at en gerningsperson havde været inde i en baggang, som stod ulåst. Gerningsmanden har haft færden derinde, inden han forlod stedet igen via samme vej,« siger politikommissæren.
Han oplyser samtidig, at politiet har været på stedet og sikret spor, som nu kan blive afgørende i efterforskningen.
»Vores patrulje, der var derude, fortæller, at der er sikret rigtig gode videooptagelser af episoden. Her kan man se, at gerningspersonen også er henne og røre ved en bil på adressen, og derfor har vi forsøgt at sikre både DNA og fingeraftryk fra bilen,« fortæller Kenneth Skytte Nielsen.
Netop videoovervågningen har hurtigt bragt politiet på sporet af en mulig sammenhæng til en anden mistænkelig hændelse, som fandt sted i samme område natten før.
Mandag nat modtog politiet nemlig en anmeldelse fra Stagebjergparken i Almind, hvor en ung mand blev fanget på video, mens han forsøgte at åbne vinduer. Denne mand blev fanget på kamera iført en blå dynejakke og en skråtaske. Derfor mistænker politiet nu, at der kan være tale om samme gerningsperson.
»Vi har i hvert fald en mistanke om, at det kan være den samme gerningsmand, så det efterforsker vi lige nu,« siger Kenneth Skytte Nielsen.
Han understreger samtidig, at det ikke er tilladt at dele billeder eller videooptagelser af personer offentligt uden deres samtykke, og at politiet derfor helst ser, at man kontakter dem direkte.
»Vi er bekendte med, at der på Facebook-grupper bliver delt billeder af mistænkelige personer. Men vi vil kraftigt opfordre til, at man i stedet kontakter os direkte. Man skal desuden være opmærksom på, at det kan være ulovligt at dele billeder eller videooptagelser offentligt uden personens samtykke,« siger Kenneth Skytte Nielsen.
Politiet oplyser, at de indtil videre kun har modtaget disse to anmeldelser fra området.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing onsdag morgen klokken 09.00.
SPORT. Danske bueskytter får nu et massivt rygstød frem mod OL i Los Angeles 2028. Den populære bueskydningsdisciplin Compound Mix bliver nemlig en del af Team Danmarks støttekoncept i perioden 2025-2026. Det skriver Team Danmark i en pressemeddelelse.
Tilbage i april blev det annonceret, at Compound Mix for første gang bliver en olympisk disciplin til OL i 2028. Det var en stor nyhed for dansk bueskydning, hvor atleterne i flere år har leveret resultater i verdensklasse.
Derfor er glæden også stor hos Bueskydning Danmark over, at Team Danmark nu officielt har valgt at støtte disciplinen økonomisk. Sportschef Kenn Romme kalder aftalen en »åbenlys gamechanger«.
»Vi har store ambitioner med vores olympiske satsning, og det er enormt glædeligt, at Team Danmark også ser potentialet i et samarbejde. Vi har i de seneste år været dominerende på verdensplan i compound-disciplinen, og den position vil vi gerne fastholde. Med aftalen her ser vi gode muligheder for, at det kan lykkes, og det vækker stor glæde og optimisme i hele Bueskydning Danmark,« siger Kenn Romme.
Bueskydning Danmark er nu indplaceret som innovationsstøttet forbund i perioden 1. juli 2025 frem til 31. december 2026, med mulighed for forlængelse. Konkret betyder aftalen, at Team Danmark har bevilget 400.000 kroner allerede i 2025.
I løbet af efteråret 2025 begynder arbejdet med at afklare, hvilke yderligere ressourcer og ekspertindsatser, der skal prioriteres i 2026 for at styrke satsningen frem mod OL.
Også Taekwondo får støtte
Også Dansk Taekwondo Forbund får nu en solid økonomisk håndsrækning frem mod OL i Los Angeles. Team Danmark støtter i 2025 med 500.000 kroner via Det Fælles Elitebudget, og yderligere 220.000 kroner er bevilget fra Salling Fondene.
Pengene skal sikre optimale forhold for landets bedste taekwondo-atleter gennem træningslejre, konkurrencer og præstationsfremmende tiltag i samarbejde med Team Danmarks eksperter.
Begge discipliner er dermed officielt på vej mod OL med nye, markante økonomiske kræfter i ryggen.
KRIMI. Cykeltyvene er igen på spil i Fredericia. Inden for få dage har Sydøstjyllands Politi modtaget hele fire anmeldelser om cykeltyverier, og værdien af cyklerne er ikke i den lave ende.
Politikommissær Kenneth Skytte Nielsen fra Patruljecenter Syd forklarer, at politiet har valgt at fremhæve tyverierne, fordi der på kort tid er blevet stjålet flere cykler af relativt høj værdi rundt omkring i Fredericia.
»Vi har fået en række anmeldelser om cykeltyverier af relativt dyrere cykler. Det er ikke hver dag, vi har fire cykler på en døgnrapport. Derfor vil vi gerne gøre borgerne opmærksomme på, at hvis de ser noget mistænkeligt, skal de selvfølgelig ringe til os,« fortæller politikommissæren.
Det første tyveri fandt sted på Nørre Voldgade. Her modtog politiet tirsdag morgen klokken 08.26 en anmeldelse om, at en sort mountainbike af mærket Trek var blevet stjålet. Cyklen havde en værdi på omkring 7.000 kroner, og tyveriet skete i tidsrummet fredag den 4. juli mellem klokken 20 og 22.
Kort efter kom endnu en anmeldelse, denne gang fra Venusvej. Tirsdag eftermiddag modtog politiet anmeldelsen klokken 15.02, og denne gang drejede det sig om en sort mountainbike af mærket X-ZITE, som kan købes hos thansen. Cyklen havde en værdi på cirka 6.000 kroner og blev stjålet i tidsrummet tirsdag mellem klokken 13.20 og 14.00.
Men her stopper det desværre ikke. Blot et kvarter senere, klokken 15.17, kom der endnu en anmeldelse. Denne gang fra Søndermarksvej, hvor en grå damecykel af mærket Cannondale Trail til en værdi af 7.000 kroner blev meldt stjålet. Tyveriet skete i tidsrummet fra mandag den 7. juli klokken 07.30 til tirsdag den 8. juli klokken 15.00.
Sidste anmeldelse i rækken kom tirsdag aften klokken 20.55 fra Indre Ringvej. Her var det en damecykel af mærket Mosquito Street Comfort i farverne grå og sølv med en værdi på cirka 3.999 kroner, som blev meldt stjålet. Tyveriet skete i tidsrummet mellem mandag den 7. juli klokken 18.08 og tirsdag den 8. juli klokken 08.09.
Disse tyverier kommer kun kort tid efter, at politiet modtog anmeldelser fra turister, der også fik stjålet dyre cykler. Og det får nu Kenneth Skytte Nielsen til at opfordre borgerne til ekstra opmærksomhed:
»Nu er det ikke så længe siden, at jeg nævnte, at der var nogle turister, der også havde fået stjålet deres cykler, som havde været på en cykelanhænger på en bil. Her var cyklerne også stjålet relativt hurtigt inden for få dage. Man kan godt forestille sig, at der er nogen, der kommer med en bil og hurtigt får læsset cyklerne ind. Det er derfor vigtigt, at borgerne holder øje og kontakter os, hvis de ser noget mistænkeligt,« siger Kenneth Skytte Nielsen.
Politikommissæren fortæller desuden, at der ikke er oplysninger om overvågning fra stederne, hvor cyklerne blev stjålet. Derfor opfordrer han borgerne til at være ekstra opmærksomme.
»Der er stelnummer på alle cyklerne, men generelt skal man huske at låse sin cykel, og har man en dyr cykel, anbefaler vi, at man låser den fast til noget. Selv hvis cyklen har en påmonteret lås, kan de fleste stadig løfte den væk. Så vores klare opfordring er, at man låser cyklen fast til noget, der står fast,« siger politikommissæren.
Har man oplysninger om tyverierne, eller har man observeret noget mistænkeligt i forbindelse med dem, opfordrer politiet til, at man kontakter dem på telefonnummer 114.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing onsdag morgen klokken 09.00.
TRAFIK. Togpassagerer mellem Fredericia og Esbjerg må onsdag væbne sig med tålmodighed. En fejl på Banedanmarks signaler betyder nemlig, at der kører færre tog på strækningen, og samtidig vil passagererne opleve længere rejsetid end normalt.
Det oplyser DSB onsdag morgen på X.
DSB opfordrer rejsende til at holde øje med Rejseplanen for opdateringer om, hvordan trafikken påvirkes, inden man tager afsted. Det er endnu uvist, hvornår signalfejlen er løst, men Banedanmark arbejder på sagen.
Passagerer kan holde sig opdateret via DSB’s hjemmeside eller Rejseplanen.dk.
KRIMI. I Middelfart måtte politiet tirsdag eftermiddag klokken 17.20 gribe ind mod uro og uorden på Middelfart Station, hvor en 29-årig mand fra Aarhus Kommune sammen med en anden person råbte og udviste en truende og aggressiv adfærd. Manden blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og desuden for butikstyveri, efter at han klokken 16.32 havde stjålet en airfryer fra et supermarked i Middelfart.
I Odense SØ blev politiet kaldt til Rosengårdcentret klokken 16.00, da flere kvinder var kommet op at slås. En 25-årig kvinde fra Odense Kommune blev her sigtet for at have overtrådt ordensbekendtgørelsen.
Et tricktyveri fandt sted på Gyldenstenvej i Odense M klokken 12.00, hvor to kvinder henvendte sig til en borger og hævdede at være fra kommunen. Mens den ene kvinde opholdt borgeren i døren til stuen, benyttede den anden lejligheden til at stjæle kontanter fra en pung, der lå på et bord.
På Lindegårdsvej i Otterup, Nordfyns Kommune, blev der begået indbrud mandag aften omkring klokken 19.00. Gerningsmanden eller -mændene havde brudt en dør op, men det er endnu uklart, hvad der blev stjålet.
På Ærø standsede politiet tirsdag eftermiddag klokken 14.20 en 66-årig lokal mand på Vråvejen i Ærøskøbing. Manden blev sigtet for spirituskørsel efter at være testet til en promille over det tilladte.
BUSINESS. Fredericias erhvervsliv har klaret sig stabilt igennem årets første halvår, trods international usikkerhed. Men især én nyhed har skilt sig ud: ADP’s nylige samarbejde med en international maritim aktør, der ifølge Kristian Drejer, erhvervsdirektør for Business Fredericia, cementerer havnens status som dynamo for byens erhvervsudvikling.
Kristian Drejer er efterhånden en kendt figur i Fredericia. Han ved, hvad der sker i det lokale erhvervsliv, og han sætter i dette interview ord på de første seks måneder. Det gør han kort tid efter, at ADP meldte ud, at Brookfield bliver medejer.
Kristian Drejer ser ADP som en dynamo for byens erhvervsudvikling. Foto: AVISEN
»Det er udtryk for en lang og målrettet strategi fra ADP’s side gennem flere år, hvor man har satset ambitiøst på at skabe et multimodalt knudepunkt, som kombinerer havn, vej og jernbane til et samlet logistikcenter af international klasse. Den indsats har nu båret frugt med tiltrækningen af en stor international maritim aktør, som har potentialet til at løfte Fredericia Havn til et helt nyt niveau. Denne nye internationale partner kan øge havnens værdi og indtjeningsmuligheder markant, fordi den åbner op for større godsvolumener, nye forretningsområder og dermed også en styrket konkurrenceevne,« siger Kristian Drejer og roser ADP’s bestyrelse for deres mod og vedholdenhed i processen.
Ifølge Kristian Drejer vil samarbejdet have positive ringvirkninger langt ud over havneområdet. Den øgede aktivitet forventes at medføre etablering af nye arbejdspladser – både direkte hos ADP og indirekte i hele Fredericia-området, hvor lokale virksomheder vil opleve øget omsætning og nye samarbejdsmuligheder.
»Havnen er epicentret for erhvervsudviklingen i Fredericia. Når en stor international aktør kommer ind, betyder det ikke blot øget aktivitet på selve havnen, men det vil også skabe nye forbindelser mellem virksomhederne lokalt. Det har vi allerede set med etableringen af store spillere som Mærsk og Bestseller, der har bragt ekstra dynamik til byen. Denne nye aftale kan være med til at forstærke den effekt yderligere,« siger Kristian Drejer.
Grøn omstilling i fokus
Med den nye internationale partner placerer ADP sig endnu tydeligere centralt i den grønne omstilling. Havnen i Fredericia har potentialet til at udvikle sig til en regional hub for håndtering og transport af CO₂ og grønne brændstoffer, og dermed blive en væsentlig brik i den nationale klimainfrastruktur. Ifølge Kristian Drejer matcher dette perfekt Fredericias eksisterende erhvervs- og klimastrategier, der netop fremhæver vigtigheden af at skabe bæredygtige løsninger med afsæt i byens styrkepositioner.
»Fredericia er allerede i dag en vigtig spiller inden for grøn omstilling, energi og bæredygtige teknologier. Med ADP’s nye partnerskab styrker byen sin position endnu mere. Det betyder, at Fredericia får en central rolle i den grønne transformation, både regionalt og nationalt. Vi ser et stort potentiale i at skabe nye løsninger inden for grøn transport og CO₂-lagring, der kan understøtte Danmarks samlede klimaindsats og styrke erhvervslivets grønne konkurrencekraft,« siger Kristian Drejer.
Det er en tilfreds erhvervsdirektør, der ser tilbage på starten af 2025. Foto: AVISEN
Stabilitet trods usikkerhed
Når Kristian Drejer vurderer det generelle erhvervsklima i Fredericia efter årets første seks måneder, tegner han et billede af en robust og fleksibel økonomi, som har tilpasset sig en række store internationale udfordringer. Trods turbulens på verdensmarkedet og fortsatte konsekvenser af krigen i Ukraine fremhæver han erhvervslivets evne til hurtigt at finde fodfæste og tilpasse sig en ny virkelighed.
»Året startede med en betydelig usikkerhed, præget af krigen i Ukraine, inflation, høje renter og generel økonomisk ustabilitet globalt. Mange virksomheder udtrykte bekymring, men vi oplever nu, at der er ved at indfinde sig en vis stabilitet. Virksomhederne har tilpasset sig og fundet et nyt niveau at operere ud fra. Selvfølgelig er der stadig områder, der mærker udfordringerne tydeligt – byggeriet er et eksempel – men generelt oplever vi en positiv udvikling. Mange virksomheder klarer sig godt, har overskud, og samlet set går det faktisk ganske fint,« siger Kristian Drejer.
Fredericia styrker satsning på bosætning og turisme
Et af de mest markante tiltag i årets første seks måneder er, at Business Fredericia overtager hele indsatsen for bosætning og turisme fra kommunen. Fra 1. august overtager erhvervsorganisationen ansvaret for bosætningsområdet, mens turismeindsatsen følger efter pr. 1. oktober. Ifølge Kristian Drejer åbner dette for en mere sammenhængende og effektiv indsats, hvor potentialet kan udnyttes langt bedre, end tidligere.
»Turisme og bosætning hænger tæt sammen og spiller en afgørende rolle for Fredericias fremtidige vækst og udvikling. Når vi nu samler indsatserne i Business Fredericia, skaber vi en større synergi mellem erhvervslivet, kulturlivet og kommunen. Det giver os mulighed for at markedsføre byen mere effektivt og skabe stærkere resultater, både hvad angår vækst, arbejdspladser og byens samlede attraktivitet som sted at leve og besøge,« siger Kristian Drejer.
Han understreger desuden, at Fredericia allerede i dag har en turismeomsætning på over en milliard kroner årligt, men at der fortsat er et stort uudnyttet potentiale.
»Fredericia har en fantastisk historisk fortælling, kulturlivet står stærkt med blandt andet internationalt teater, og vi har enestående naturoplevelser lige uden for døren. Kan vi løfte turismen yderligere, vil det ikke blot komme hoteller, restauranter og butikker i midtbyen til gavn, men også styrke Fredericias samlede brand og tiltrækningskraft som en attraktiv kommune at bosætte sig i,« siger Kristian Drejer.
Iværksætteri og intelligent energi på vej
De næste seks måneder vil også byde på flere nye initiativer og tiltag inden for intelligente energisystemer og iværksætteri. Kristian Drejer ser især store muligheder i samspillet mellem eksisterende erhvervsliv, ny teknologi og innovative virksomheder inden for energi og klima.
»Vi kommer til at se de første konkrete projekter inden for intelligente energisystemer i Fredericia, hvor data og teknologi spiller en afgørende rolle. Samtidig styrker vi indsatsen for at tiltrække og understøtte nye iværksætter- og scale-up virksomheder på energi- og klimaområdet. Her ligger et enormt potentiale, fordi Fredericia allerede har stærke kompetencer inden for energi og logistik. Det giver os muligheden for at skabe en stærk platform for forskning, udvikling og innovation inden for den grønne omstilling,« fortæller Kristian Drejer og fortsætter:
»Vi vil gøre byen attraktiv for nye, innovative virksomheder, og på den måde skabe både nye arbejdspladser, øget vækst og understøtte Fredericias position som en progressiv erhvervskommune.«
Når Kristian Drejer kigger frem mod resten af året og videre ud i fremtiden, tegner han et optimistisk og visionært billede af Fredericia. Han ser en kommune, der ikke blot formår at omstille sig hurtigt, men også har evnen og viljen til at sætte retningen for vækst og bæredygtig udvikling regionalt og nationalt.
»Vi står ved begyndelsen af en virkelig spændende tid, hvor Fredericia har alle muligheder for at positionere sig endnu stærkere inden for både grøn omstilling, innovation og oplevelsesøkonomi. Det er en unik chance for, at Fredericia kan markere sig som en foregangskommune, der tør tænke stort og investere i fremtiden,« siger Kristian Drejer og afslutter:
»Jeg er overbevist om, at vi kun har set begyndelsen på Fredericias potentiale. Hvis vi griber de her muligheder rigtigt, vil byen ikke alene vokse økonomisk, men også blive en magnet for dygtige mennesker, spændende virksomheder og bæredygtige løsninger, som kan inspirere langt ud over kommunens egne grænser.«
SOMMER. Efter en hektisk ankomstdag mandag er Ferie Camp 2025 i Erritsø nu for alvor kommet op i gear. På andendagen har deltagerne fundet sig til rette, og roen har sænket sig over teltpladserne ved Erritsø Idrætscenter. Campen, der samler 2.000 socialt udsatte personer – heraf cirka 800 børn – varer ugen ud og er arrangeret af Landsforeningen af Væresteder.
Lejrchef Cliff Kaltoft, der til daglig er sekretariatschef i foreningen, forklarer, hvad det hele handler om.
»Det er jo en ferie for folk, der har sociale udfordringer af alle mulige slags. Her får de en oplevelse ud over det sædvanlige, og for mange er det noget helt unikt. Når de kommer hjem, kan de pludselig fortælle en positiv historie om deres sommerferie, ligesom deres klassekammerater, der måske har været på Maldiverne. Det giver selvtillid og følelsen af at være med,« siger Cliff Kaltoft og fortsætter:
»Derudover handler det om at skabe nye fællesskaber, som deltagerne kan tage med sig videre i livet. Ferie Camp er et pusterum og en mulighed for at få et nyt perspektiv. En oplevelse, der viser, at der også er andre gode ting i livet.«
Han glæder sig især over stemningen på pladsen, der allerede har sat sig på andendagen.
»Folk er glade og forventningsfulde. Den første dag er altid svær, fordi mange af deltagerne ikke er vant til så mange mennesker på én gang. Deres comfort zone er måske mindre end andres, og derfor skal de lige finde sig til rette. Men allerede aftenen efter ankomsten var fantastisk. Jeg har ikke oplevet andet end glade mennesker.«
En af de frivillige, der bidrager til at skabe netop den gode stemning på campen, er 31-årige Tobias Thor Pedersen fra Fredericia. Han er lærerstuderende og hjælper til ved Ferie Campens sportsaktiviteter, som kaldes »Udsatte Legene«.
»Jeg står for nogle af sportsdisciplinerne som kongespil, høvdingebold, pickleball, cornhole og minibordtennis. Vi laver konkurrencer med pokaler til de bedste, men det handler først og fremmest om det sociale. Selv om der konkurreres, støtter deltagerne hinanden. De hepper på hinanden på tværs af værestederne,« siger han.
Han understreger, at det sociale element gennemsyrer hele Ferie Camp.
»Familierne har aktiviteter, hvor børn og voksne kan lave ting sammen. Der er kreatelte, brætspil og masser af rum til bare at være sammen på tværs af bekendtskaber. Folk er åbne, sociale og kan være sig selv samtidig. Det betyder utrolig meget for dem.«
Tobias Thor Pedersen er ikke et øjeblik i tvivl om, at campen gør en reel forskel for deltagerne, også når de vender tilbage til deres hverdag efter ugen i Erritsø.
»Når deltagerne kommer hjem, har de fået en oplevelse, der betyder noget. Familierne og især børnene kan fortælle klassekammerater og venner om det, de har lavet i sommerferien. Det kan være med til at flytte deres liv i en positiv retning,« siger han.
Han roser også Fredericia som værtsby.
»Fredericia er et rigtig godt sted, fordi det er centralt. Vi har tidligere været i Randers, og det var også godt, men lidt svært at nå for eksempel fra Fyn og Sjælland. Fredericia ligger godt og nemt, også for dem, der kommer langvejs fra. Derfor er byen det helt rigtige sted til Ferie Camp.«
Ferie Camp 2025 varer frem til søndag den 13. juli.
Et nyt borgerforslag rejser en principiel debat om demokrati, tillid og respekt for vælgernes kryds. Forslaget er stillet af Kaj Johansen, tidligere medlem af...