SPORT. Agon Mucolli var på banen i omtrent fem minutter, før han rørte bolden for første gang. Men i fodbold handler det ikke altid om, hvornår man får bolden, men hvad man gør, når den først ligger for ens fødder. For Mucolli handlede det om at skabe den slags øjeblikke, der kan antænde en kamp og genoplive håbet, som næsten var dødt på Monjasa Park.
Han blev sendt ind med et lille kvarter tilbage, da FC Fredericia havde ryggen mod muren, modstanderen virkede overlegne, og kampen syntes afgjort. Men som alle, der elsker fodbold ved, kan kampens momentum vende på en femøre. Netop dét skete denne søndag eftermiddag, og Agon Mucolli var en af dem, der antændte Fredericias comeback.
»De første fem minutter rørte jeg ikke bolden. Og så tror jeg, det er Rieper, der laver en dårlig aflevering, som faktisk ender med at gå i mål,« siger Mucolli med et smil.
Den situation blev afgørende, og umiddelbart efter opstod der også en mindre batalje mellem spillerne. Et øjeblik, som Mucolli selv pegede på som betydningsfuldt for kampens videre udvikling.
»Pludselig havde vi reduceret og kunne mærke troen på en udligning. Den blev så annulleret, men vi havde allerede fået skabt et tryk. Efter det følte jeg, vi var flyvende. Det virkede bare som et spørgsmål om tid, før vi ville få den udligning. Men bolden ville desværre ikke ind.«
Mucollis entré var samtidig vigtig for kampens vending. Han dansede elegant og instinktivt mellem modstanderne, med lette driblinger, der til tider fik modstanderens forsvarsspillere til at ligne statister i en opvisning. Alligevel er han ydmyg omkring sin indsats, og hvad der fik spillet til at tippe Fredericias vej.
»Generelt spiller jeg bare fodbold. Når jeg kommer på banen, er det eneste, jeg tænker på, at spille og nyde øjeblikket. Selvfølgelig vil jeg gøre en forskel, og i dag lykkedes de fleste ting for mig. En anden dag lykkes de måske ikke, men i dag havde jeg følelsen af, at jeg kunne bidrage positivt. Desværre var det bare ikke helt nok.«
Mens de sidste minutter gled af sted på stadionuret, virkede det, som om Mucolli var alle steder på én gang. Han lagde hjørnespark præcist ind i feltet, udfordrede konstant sine modstandere og var med i opspillet, der førte til Patrick Egelunds scoring. Alligevel kom udligningen ikke, selv om Monjasa Park på det tidspunkt sydede af håb og nervøs spænding.
På trods af sin gode indsats kunne Mucolli tydeligt mærke forskellen mellem Superliga og 1. division. For som han selv formulerer det, er Superligaen ikke bare et skridt op ad stigen, men nærmere en helt ny verden af udfordringer.
»I Superligaen møder man spillere, som både er hurtige, fysisk stærke og teknisk gode – spillere, der nærmest har det hele. I 1. division er det sjældent, du står over for en modstander, der er komplet. Men mod FC Nordsjælland i dag var det som om hele holdet mestrede lidt af det hele. De har farten, fysikken og teknikken. Derfor bliver man også straffet hårdt, når man laver fejl, som vi gjorde i starten af kampen,« siger han og nikker eftertænksomt.
Alligevel var der noget opløftende over Fredericias præstation i anden halvleg, en indikation på, at det ikke kun handlede om at overleve, men også om at bevise, at man hørte til i det fornemme selskab. For Mucolli var det en kamp, der gav vigtig læring til både ham og holdkammeraterne.
»Personligt tager jeg med mig, at jeg var involveret i målet og var med til at skabe spænding i kampen igen. Men først og fremmest tager jeg med mig, at vi sagtens kan være med på det her niveau. Vi skal tro på os selv, og vi skal lade være med at bekymre os alt for meget. For jeg tror, der var mange, som tænkte, at kampen ville blive grim i anden halvleg efter vores svære første halvleg. Men vi viste, at vi faktisk er et godt fodboldhold,« slutter Mucolli med en sikkerhed i stemmen, der understreger, at han tror på sit hold.
