5.9 C
Copenhagen
mandag 22. december 2025

Efteranmeldt voldssag fra Ørbæk Marked på politiets travle døgnrapport

0
Efteranmeldt voldssag fra Ørbæk Marked på politiets travle døgnrapport

KRIMI. Fyns Politi havde nok at se til mandag den 21. juli, hvor døgnrapporten vidner om en del opgaver rundt på øen.

Før vi kigger nærmere på mandagens hændelser, er der dog en ældre sag, der først blev anmeldt i går.

Her modtog politiet en efteranmeldelse om et voldeligt overfald, der fandt sted sent om aftenen den 12. juli ved Ørbæk Marked på Svendborgvej. Offeret, en mand, blev slået fire-fem gange i ansigtet af flere gerningsmænd, og måtte efterfølgende søge behandling på skadestuen.

Mandagen bød også på flere nye episoder.

Blandt andet blev en 20-årig mand fra Esbjerg standset på Langelandsgade i Odense natten til mandag. En alkometertest afslørede, at han havde for meget alkohol i blodet, og han blev derfor sigtet for spritkørsel.

Senere på eftermiddagen måtte politiet rykke ud til et færdselsuheld på den Fynske Motorvej ved Odense SV. Tre biler stødte sammen efter en pludselig opstået kø. Uheldet førte til store materielle skader, men ingen personer kom til skade.

Odense har desuden været udsat for flere indbrud. Tyve slap afsted med en lampe fra en adresse på Stadionvej efter at have brudt døren op. Også på Rydsåvej i Odense NV fik ubudne gæster adgang via en opbrudt lås og stjal smykker.

Nummerpladetyve har også været aktive på Fyn. I Odense NV, Veflinge og Skamby er flere nummerplader blevet stjålet fra både varebiler, lastbiler og sættevogne hen over weekenden.

Kort efter midnat natten til mandag blev en 35-årig mand fra Fredericia sigtet i forbindelse med en sag om brugstyveri af en varebil. På ham fandt politiet fire salgsbreve med euforiserende stoffer.

Fyns Politi efterforsker fortsat sagerne.

Tyv på spil i café ved Banegårdspladsen: Stak af med pengekasse – men droppede iPad

0
Tyv på spil i café ved Banegårdspladsen: Stak af med pengekasse – men droppede iPad

KRIMI. En café på Banegårdspladsen i Kolding blev mellem søndag eftermiddag og mandag morgen ramt af et indbrud, hvor en pengekasse forsvandt, mens en stjålet iPad mærkværdigt nok blev efterladt på stedet.

Ifølge vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd har indbruddet fundet sted mellem søndag klokken 17.00 og mandag morgen klokken 07.00, hvor caféen har stået tom.

Gerningsmanden er kommet ind via en skydedør til caféens festlokale. Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke sige med sikkerhed, hvordan døren præcist blev åbnet, men det står klart, at gerningsmanden har haft adgang til store dele af caféens lokaler.

»Her kommer man ind via en skydedør ind til et festlokale. Der er nogen rundt i hele bygningen, og der stjæles en pengekasse,« fortæller Arno Rindahl Petersen.

Under indbruddet gik gerningsmanden også efter en iPad, der tilsyneladende blev fjernet fra sin plads, men noget tyder på, at tyven af ukendte årsager fortrød dette. Enheden blev nemlig kort efter fundet igen på gerningsstedet.

»Der står også, at der er stjålet en iPad, men den er efterføgende blevet fundet igen. Jeg kan ikke se hvordan, men den er blevet fjernet fra sin oprindelige placering og er altså ikke blevet taget med alligevel,« siger vicepolitiinspektøren.

Udbyttet ved indbruddet var ifølge politiets oplysninger begrænset, da pengekassen kun indeholdt et mindre beløb i småmønter. 

Politiet efterforsker fortsat sagen og undersøger blandt andet, hvordan tyven fik adgang via caféens skydedør. Der er på nuværende tidspunkt ingen meldinger om vidner til indbruddet. 

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing … morgen klokken 09.00.

Coop 365 blev scene for slagsmål – politiet måtte frihedsberøve aggressiv mand

0
Coop 365 blev scene for slagsmål – politiet måtte frihedsberøve aggressiv mand

KRIMI. Mandag eftermiddag klokken 17.12 modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om uorden foran supermarkedet Coop 365 i Fredericia. En patrulje blev sendt til stedet, hvor betjentene kunne konstatere, at en 30-årig mand fra Fredericia og en 26-årig kvinde fra Kolding var kommet op at toppes i et slagsmål.

Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller:

»Vi kommer frem med en patrulje og har fat i to personer, som har indledt sig i slagsmål med hinanden. De bliver begge sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.«

Under politiets håndtering af episoden valgte den 30-årige mand ikke at samarbejde med betjentene. Han nægtede at oplyse sit navn, hvilket ifølge politiet medførte en yderligere sigtelse – denne gang for overtrædelse af retsplejeloven.

Situationen udviklede sig yderligere, da manden begyndte at optræde aggressivt over for politiet. Det fik betjentene til at frihedsberøve ham midlertidigt og anholde ham.

»Han ender også med lige at være frihedsberøvet og så anholdt nogle timer, fordi han er lidt aggressiv. Så for lige at undgå yderligere ting, har vi ham anholdt i nogle timer,« siger Arno Rindahl Petersen.

Den 30-årige mand sad tilbageholdt i tidsrummet fra klokken 19.15 til 22.10 mandag aften. Kvinden på 26 år fra Kolding Kommune blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, men blev ikke anholdt.

Politiet har ikke oplyst, hvad der præcist var årsagen til, at de to personer kom op at skændes og endte i slagsmål. Episoden blev den eneste større hændelse, politiet måtte håndtere i Fredericia det seneste døgn.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

35-årig fredericianer taget med narko efter brugstyveri af varebil

0
35-årig fredericianer taget med narko efter brugstyveri af varebil

KRIMI. En 35-årig mand fra Fredericia er havnet i problemer med loven på Fyn.

Natten til mandag, kort efter midnat, var Fyns Politi ude til en sag på Smedebakken i Odense N, hvor manden var blevet standset i forbindelse med brugstyveri af en varebil.

Men det skulle hurtigt vise sig, at der var mere at komme efter hos manden, som politiet visiterede på stedet. Her blev han nemlig fundet i besiddelse af fire salgsbreve med euforiserende stoffer.

Den 35-årige blev på stedet sigtet for både brugstyveriet og besiddelse af narkotika med henblik på videresalg.

Politiet har endnu ikke meldt ud, hvilken type euforiserende stof, der præcist var tale om, men sagen efterforskes nu nærmere.

Svenskere anholdt efter skyderi mod kolonihavehus

0
Svenskere anholdt efter skyderi mod kolonihavehus

KRIMI. Efter flere måneders intens efterforskning har Fyns Politi nu anholdt to svenske mænd, der mistænkes for at stå bag skudepisoden mod et kolonihavehus i Biskorup Havekoloni i Odense NØ.

Episoden fandt sted søndag den 9. februar 2025, hvor gerningsmændene affyrede en række skud mod kolonihavehuset. Selvom ingen blev ramt, kunne situationen let være endt tragisk, idet flere af skuddene gik direkte gennem husets vægge.

Vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein, leder af afdelingen for økonomisk og organiseret kriminalitet ved Fyns Politi, understreger alvoren:

»Det er fuldstændig vanvittigt at affyre så mange skud mod et kolonihavehus. Selvom der formentlig ikke var personer i huset, kunne det være endt helt galt, da flere skud gik direkte gennem husets vægge. Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi nu har kunne foretage anholdelse af disse to personer, som vi mistænker for at være gerningsmændene«.

Takket være en intensiv efterforskningsindsats og et tæt samarbejde med svensk politi lykkedes det at lokalisere og anholde de to mistænkte, henholdsvis 21 og 22 år gamle, i Sydsverige. De blev efterfølgende udleveret til Danmark.

»Takket være en stærk efterforskningsindsats fra første dag, er det nu lykkedes i et godt samarbejde med svensk politi at lokalisere og anholde de to mænd i Sydsverige,« udtaler Michael Lichtenstein.

De to mænd fremstilles i dag klokken 10.30 i grundlovsforhør ved Retten i Odense. Politiet forventer, at dørene vil blive lukket af hensyn til den fortsatte efterforskning.

Af hensyn til efterforskningen ønsker Fyns Politi ikke at komme med yderligere detaljer på nuværende tidspunkt.

Ny kommunikationschef hos Kolding IF

0
Ny kommunikationschef hos Kolding IF

NAVNENYT. Camilla Møller Larsen er tiltrådt som ny kommunikationschef hos Kolding IF. Hun er netop færdiguddannet som Service- & Oplevelsesøkonom og skal fremover stå for klubbens kommunikation med særligt fokus på sociale medier, ekstern kommunikation, strategisk formidling og branding.

Camilla Møller Larsen glæder sig til samarbejdet med kollegerne og til at løfte klubben til nye højder.

Populær vægttabsmedicin kan koste butikkerne milliarder

0
Populær vægttabsmedicin kan koste butikkerne milliarder

FORBRUGER. Når danskerne taber sig med vægttabsmedicin, mærker landets dagligvarebutikker det direkte på pengepungen. En ny analyse fra De Samvirkende Købmænd afslører nemlig en potentiel milliardstor regning for detailhandlen.

Op mod 465.000 danskere vurderes at kunne blive faste brugere af vægttabsmedicin som eksempelvis det populære lægemiddel Wegovy. Ifølge internationale erfaringer bruger disse personer 5-7 procent færre penge på dagligvarer hvert år.

I kroner og ører betyder det, at butikkerne kan stå over for et årligt omsætningstab på mellem 0,6 og 1,2 milliarder kroner. Det svarer til op mod 0,65 procent af hele branchens samlede omsætning.

»Det handler ikke kun om færre chokoladebarer og sodavand. Det handler om et bredere forbrugsskift, som i sidste ende kan mærkes på bundlinjen i den danske dagligvarehandel,« siger Jannick Nytoft, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd.

Hver enkelt bruger af vægttabsmedicin køber for mellem 1.800 og 2.600 kroner færre dagligvarer årligt. Effekten kan på sigt blive endnu kraftigere, især hvis medicinen fremover kommer i billigere tabletform, hvilket vil få flere til at benytte den.

»Vi er nødt til at følge denne udvikling tæt. Den vil påvirke varekategorier, sortimenter og indkøbsmønstre i en grad, der kan sammenlignes med tidligere sundhedstrends som sukkerafgifter og øget fokus på bæredygtighed,« siger Jannick Nytoft.

Fra 2021 til 2024 steg brugen af vægttabsmedicin med hele 640 procent. Over 180.000 danskere benytter allerede Wegovy, og det samlede antal potentielle brugere er vurderet til næsten en halv million mennesker – cirka halvdelen af alle danskere med et BMI på 30 eller derover.

Analysen viser også, at vægttabsmedicin især anvendes af danskere med højere indkomster, som samtidig er dem, der reducerer deres dagligvareforbrug mest.

Selvom danskerne generelt har langt mindre svær overvægt end amerikanerne, hvor over ni procent af voksne har et BMI over 40 mod kun to procent i Danmark, har vægttabsmedicinen alligevel fået fat herhjemme. Og effekterne mærkes altså allerede nu i supermarkedernes kasser.

Kan DJØFFER vurdere soldaters operationssikkerhed – næppe

0
Kan DJØFFER vurdere soldaters operationssikkerhed – næppe

At sy 36 chips ind i en soldats uniform er lidt det samme, som at gå i kamp med et gult blinklys på hjælmen. Enhver unødig risiko skal nemlig elimineres og vi skal som soldater være trygge ved styrkebeskyttelsen. 

Force Protection eller på dansk Styrkebeskyttelse er en opgave som i militær planlægning, er lige så vigtig, som den hovedopgave en dansk militær enhed er indsat i. Det er en meget stor fejl at indsætte en militær enhed uden at alle forhold, herunder styrkebeskyttelsen er grundigt analyseret og der er trukket en konklusion, der beskriver risikoen og de operationelle tiltag, der enten minimerer risikoen eller ændrer planens forudsætninger grundlæggende så styrkebeskyttelsen tilgodeses. 

Soldatens moral og kampvilje og mod indebærer, at soldaten kan være tryg ved, at der er tænkt på alle aspekter af styrkebeskyttelsen. At vi alle kommer ”hjem” igen og skulle der opstå tab under en kamp, er der en klar plan for evakuering og den bedst tænkelige lægehjælp.

Som officer, er jeg lige som mine kolleger på tværs af alle forsvarets enheder uddannet til at gennemføre det, der under et, hedder operative overvejelser. Det giver mening og det er sund fornuft. 

Men det giver ikke mening og det er ikke sund fornuft, at DJØFFER i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse spilder et tocifret millionbeløb på Implementeringen af lagerstyringssystemet RFID (Radio Frekvens Identifikation) for det betyder, at en udsendt dansk soldat iklædt de nye uniformer vil kunne kompromitteres af fjendtlige sensorer der kan få soldaten til at aktivere noget, der minder om den alarm, som en butikstyv kan sætte i gang. 

Det militærfaglige element underkendes når DJØFFER – for at spare penge på lagerstyringen – risikerer at sætte soldaters oplevede styrkebeskyttelse over styr.

Bilbrand spærrer E20-motorvejen mellem Kolding og Taulov

0
Bilbrand spærrer E20-motorvejen mellem Kolding og Taulov

KRIMI. Mandag aften er der udbrudt brand i en bil på E20-motorvejen i retning fra Kolding mod Fredericia, hvilket betyder, at motorvejen lige nu er helt spærret mellem Kolding og afkørsel 61 Taulov.

TrekantBrand er netop nu på stedet og arbejder på at få styr på flammerne og sikre området. Trafikanter må derfor forvente, at der opstår kø, og at rejsetiden bliver væsentligt forlænget.

Ifølge Vejdirektoratet er redningsarbejdet i fuld gang, og vejen ventes først genåbnet omkring klokken 21.35. Bilister opfordres derfor til at søge alternative ruter eller udvise stor tålmodighed i området.

Bonnie skabte FC Fredericias nye maskot: »Det har været superspændende«

0
Bonnie skabte FC Fredericias nye maskot: »Det har været superspændende«

KULTUR. Når FC Fredericia fremover løber ind på Monjasa Park til klubbens nye liv i Superligaen, sker det med en helt særlig figur på sidelinjen. En høj, venlig landsoldat med hat, rustning og store, klare øjne skal nu være fast makker med spillere og fans. Han skal løfte stemningen på tribunen, sprede smil blandt børnene, og hvis alt går vel, bringe en smule held med sig på banen.

Kvinden bag figuren er Bonnie Lykke, en dukkemager fra Fredericia, hvis kreativitet og hænder har gjort en idé til virkelighed på rekordtid. Og selvom figuren først lige er blevet født, trækker trådene fra maskotten langt ind i hendes eget liv og hendes historie.

Bonnie har nemlig boet i Fredericia gennem mange år og kender byen indefra. Til hverdag arbejder hun som lærer på Sct. Knuds Skole, hvor hun underviser børn og unge. Men når klokken ringer ud, åbner der sig en helt anden verden for hende – en verden fuld af fantasi, fortællinger og dukker, der venter på at blive bragt til live af hendes hænder.

Det hele begyndte for alvor, da hun boede i Berlin. Her blev hun fanget af dukketeatrets magi og uddannede sig til dukkemager, før hun vendte hjem til Fredericia med en klar mission. Hun ville skabe sit eget dukketeater, et sted, hvor historier kunne fortælles med magi og nærvær. Det blev starten på Teater Figuletta, der snart kan fejre sit 15-års jubilæum, og som undervejs har givet liv til både dukker og maskotter for blandt andre Visit Fredericia og Fredericia Shopping.

»Jeg arbejdede som dukkemager i Berlin, og det var dernede, jeg virkelig blev grebet af håndværket. Så da jeg kom tilbage til Fredericia, startede jeg mit eget lille teater. Siden har jeg lavet dukker og maskotter til alt muligt, blandt andet også for Visit Fredericia og Fredericia Shopping,« fortæller Bonnie Lykke, som med den nye maskot til FC Fredericia altså føjer endnu en figur til rækken af karakterer, hun har sendt ud i verden.

Gennem årene er det blevet til mange dukker og maskotter, men lige dén her opgave skulle vise sig at tage en helt uventet drejning. At FC Fredericias maskot overhovedet blev til, skyldes faktisk en helt anden figur, som Bonnie havde skabt til en kunde. Figuren var en kæmpestor løve iført en klassisk 6. juli-uniform. Men da kunden sprang fra i sidste øjeblik, stod Bonnie pludselig med en udfordring, hun ikke havde set komme. Hun var fanget med en løve, som ingen længere ville have, og som nu fyldte godt op i hjemmet. Situationen tvang hende ud på en opdagelsesrejse i sit netværk.

»Jeg prøvede først at undersøge på sociale medier, om der var nogen, som kunne være interesseret. Samtidig forsøgte jeg at finde ud af, hvad der egentlig var blevet af de tidligere Freddy-dukker, vi havde haft i byen. Jeg ville nødig træde nogen over tæerne, så jeg brugte lidt tid på at finde ud af, hvor maskotterne befandt sig i dag. Undervejs kom jeg i kontakt med en god kollega, som tilfældigvis kendte Søren (kommunikationsansvarlig, red.) fra FC Fredericia,« forklarer Bonnie og understreger, hvor meget tilfældighederne faktisk har præget hele processen.

Men løven måtte vente lidt endnu. Hos FC Fredericia ønskede man sig noget andet, noget der kunne fortælle en historie om klubben og byen på én gang. Nok optræder løven på Fredericias eget byvåben og har tidligere været anvendt som maskot, men løver findes mange steder, også på stadions rundt om i landet. I stedet havde klubben allerede fået skitseret en landsoldat, en figur med rødder i Fredericias historie, og som kunne give maskotten den identitet og betydning, klubben ledte efter.

»Jeg fik tilsendt en digital tegning af maskotten, og de havde virkelig gjort sig nogle gode tanker om, hvordan den skulle se ud. Tegningen ligner faktisk fuldstændig den maskot, jeg har udviklet nu. Så løven fik jeg ikke afsat, men i stedet indgik vi et samarbejde om den nye maskot,« fortæller dukkemageren, der pludselig befandt sig i et hektisk kapløb med tiden.

Foto: Privatfoto

Fra hun modtog opgaven, til maskotten skulle stå klar, gik der kun omkring tre uger – et forløb, der under normale omstændigheder ville være langt længere. Men denne gang var der intet normalt over situationen.

»Det gik virkelig hurtigt. Vi taler om en proces på cirka tre uger fra start til slut. Jeg har simpelthen arbejdet på højtryk, slukket alt, hvad jeg havde i hænderne, og bare knoklet løs de sidste 14 dages tid. Faktisk måtte jeg rykke hele mit værksted ind i stuen derhjemme, fordi jeg lige nu står uden egentlige lokaler. Så min mand har levet med mit rod overalt og været så sød at fodre mig undervejs,« siger Bonnie og griner lidt, mens hun understreger, hvor vigtigt det også var for hende at gribe chancen, da den dukkede op.

»Det her var jo en helt særlig mulighed, også for at vise, hvad dukketeater og håndværket bag det kan,« siger hun og tilføjer, at selvom maskotten blev klar til tiden, er processen faktisk endnu ikke helt slut.

»Vi er stadig lidt i udviklingsfasen. Det hele gik så stærkt, at maskotten måske vil udvikle sig lidt over tid. Der vil nok være justeringer, og det er også helt naturligt med så stort et projekt,« forklarer hun.

Foto: Privatfoto

Bonnie brugte de første dage på at finde frem til det helt rette udtryk. Tre forskellige maskothoveder ligger stadig tilbage hjemme i stuen, som en slags vidnesbyrd om de mange overvejelser og forsøg, der følger med et håndværk, hvor hver eneste detalje tæller. Først da hun stod med det tredje hoved i hænderne, vidste hun, at det var lykkedes.

»Når man laver sådan en maskot, handler det om at få både udtryk og holdbarhed på plads. Maskotten skal være synlig på stadion, venlig og imødekommende, men aldrig skræmmende for børnene,« siger hun og fortæller, at hun og klubben hele vejen igennem havde en tæt dialog om maskottens karaktertræk.

Der er blevet arbejdet målrettet med flere forskellige materialer, fordi maskotten både skulle kunne modstå det omskiftelige danske vejr og samtidig være behagelig og praktisk at bevæge sig i. Det handlede også om at tage hensyn til den, der skal bære maskotten.

»Jeg har brugt termoplast og skumgummi, som man også bruger i madrasser, fordi det er let og praktisk at arbejde med. Derefter har jeg overtrukket maskotten med stof, som er behandlet, så det kan modstå vind og vejr,« fortæller dukkemageren.

Øjnene på maskotten blev digitalt printet af en ven med særlig ekspertise inden for den slags, så de både kan klare al slags vejr og samtidig bevare det livlige udtryk. Og under det bløde ydre gemmer der sig et stativ, fremstillet af Bonnies far, som er pensioneret smed. Mange forskellige hænder har således været involveret undervejs, og ifølge Bonnie er det præcis dét, der kræves, når man laver et godt og solidt stykke håndværk.

Foto: Privatfoto

Maskotten fik sin debut søndag eftermiddag på Monjasa Park, hvor FC Fredericia samtidig spillede deres første Superliga-kamp mod FC Nordsjælland. Stadion kogte i mere end én forstand – termometeret viste årets hidtil højeste temperaturer, og Bonnie fik derfor en direkte indsigt i en af maskottens endnu små mangler.

»Det var nok årets varmeste dag, da maskotten blev præsenteret. Så vi fandt hurtigt ud af, at der skal flere ventilationshuller til. Men generelt gik det rigtig godt, og maskotten blev taget virkelig godt imod. Han er en landsoldat med stor hat og noget, der ligner en rustning. En landsoldat, der er klar til at vinde alle kampene, som de siger ude i klubben,« siger Bonnie med et glimt i øjet.

Ét vigtigt element mangler dog stadig at falde på plads.

Maskotten har endnu ikke fået sit navn. Bonnie har bevidst valgt at holde sig lidt i baggrunden på dette punkt, for landsoldaten skal ikke først og fremmest være hendes skabning. Den skal tilhøre fansene, spillerne og klubben, og derfor er det dem, der skal finde det helt rette navn.

»Det er lidt ligesom, når man opdrætter hundehvalpe. Man skal helst ikke selv begynde at navngive dem, når de alligevel skal sendes videre. Men jeg er spændt på, hvad klubben finder på,« siger Bonnie og tilføjer, at hun glæder sig til den dag, hvor navnet findes, og maskotten dermed for alvor træder ind i livet på Monjasa Park.

For Bonnie selv rummer maskotten også en anden, vigtigere betydning. Hun håber nemlig, at den kan være med til at rette opmærksomheden mod det, hun virkelig brænder for – dukketeaterets verden. Maskotten er ikke bare en figur, men også en slags levende reklame for det håndværk, hun holder allermest af, og en mulighed for at få flere øjne op for Teater Figuletta.

»Jeg elsker virkelig dukketeater, og det er jo et fantastisk vindue, det her. Derfor var det også værd at droppe ferien og arbejde nonstop de sidste uger. For mig er ferie faktisk ofte det at stå op og kunne gå direkte i gang med det kreative arbejde. Så jeg klager bestemt ikke. Det her projekt har været superspændende.«

Lige nu leder hun imens efter et nyt sted til sit dukketeater, efter de tidligere lokaler i Det Bruunske Pakhus er blevet solgt. Indtil da fortsætter hun på gøjlermanér, blandt andet med et dukketeater på Rådhuspladsen til august. Og så har hun i øvrigt allerede et nyt, stort projekt klar.

»Jeg skal optræde med en fire meter høj Jens Landssoldat i forbindelse med åbningen af den nye port i Fredericia. Det glæder jeg mig virkelig meget til,« slutter Bonnie Lykke og afslører med et smil, at hendes idébank langt fra er tømt endnu.

Første tilladelse til CO2-lager baner vej for ny klimateknologi

Første tilladelse til CO2-lager baner vej for ny klimateknologi

0
ENERGI. For første gang har Energistyrelsen givet grønt lys til et fuldskala CO2-lager i Danmark. Tilladelsen betyder, at Nini West-feltet i den danske del...