7.9 C
Copenhagen
lørdag 20. december 2025

Svenskere anholdt efter skyderi mod kolonihavehus

0
Svenskere anholdt efter skyderi mod kolonihavehus

KRIMI. Efter flere måneders intens efterforskning har Fyns Politi nu anholdt to svenske mænd, der mistænkes for at stå bag skudepisoden mod et kolonihavehus i Biskorup Havekoloni i Odense NØ.

Episoden fandt sted søndag den 9. februar 2025, hvor gerningsmændene affyrede en række skud mod kolonihavehuset. Selvom ingen blev ramt, kunne situationen let være endt tragisk, idet flere af skuddene gik direkte gennem husets vægge.

Vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein, leder af afdelingen for økonomisk og organiseret kriminalitet ved Fyns Politi, understreger alvoren:

»Det er fuldstændig vanvittigt at affyre så mange skud mod et kolonihavehus. Selvom der formentlig ikke var personer i huset, kunne det være endt helt galt, da flere skud gik direkte gennem husets vægge. Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi nu har kunne foretage anholdelse af disse to personer, som vi mistænker for at være gerningsmændene«.

Takket være en intensiv efterforskningsindsats og et tæt samarbejde med svensk politi lykkedes det at lokalisere og anholde de to mistænkte, henholdsvis 21 og 22 år gamle, i Sydsverige. De blev efterfølgende udleveret til Danmark.

»Takket være en stærk efterforskningsindsats fra første dag, er det nu lykkedes i et godt samarbejde med svensk politi at lokalisere og anholde de to mænd i Sydsverige,« udtaler Michael Lichtenstein.

De to mænd fremstilles i dag klokken 10.30 i grundlovsforhør ved Retten i Odense. Politiet forventer, at dørene vil blive lukket af hensyn til den fortsatte efterforskning.

Af hensyn til efterforskningen ønsker Fyns Politi ikke at komme med yderligere detaljer på nuværende tidspunkt.

Ny kommunikationschef hos Kolding IF

0
Ny kommunikationschef hos Kolding IF

NAVNENYT. Camilla Møller Larsen er tiltrådt som ny kommunikationschef hos Kolding IF. Hun er netop færdiguddannet som Service- & Oplevelsesøkonom og skal fremover stå for klubbens kommunikation med særligt fokus på sociale medier, ekstern kommunikation, strategisk formidling og branding.

Camilla Møller Larsen glæder sig til samarbejdet med kollegerne og til at løfte klubben til nye højder.

Populær vægttabsmedicin kan koste butikkerne milliarder

0
Populær vægttabsmedicin kan koste butikkerne milliarder

FORBRUGER. Når danskerne taber sig med vægttabsmedicin, mærker landets dagligvarebutikker det direkte på pengepungen. En ny analyse fra De Samvirkende Købmænd afslører nemlig en potentiel milliardstor regning for detailhandlen.

Op mod 465.000 danskere vurderes at kunne blive faste brugere af vægttabsmedicin som eksempelvis det populære lægemiddel Wegovy. Ifølge internationale erfaringer bruger disse personer 5-7 procent færre penge på dagligvarer hvert år.

I kroner og ører betyder det, at butikkerne kan stå over for et årligt omsætningstab på mellem 0,6 og 1,2 milliarder kroner. Det svarer til op mod 0,65 procent af hele branchens samlede omsætning.

»Det handler ikke kun om færre chokoladebarer og sodavand. Det handler om et bredere forbrugsskift, som i sidste ende kan mærkes på bundlinjen i den danske dagligvarehandel,« siger Jannick Nytoft, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd.

Hver enkelt bruger af vægttabsmedicin køber for mellem 1.800 og 2.600 kroner færre dagligvarer årligt. Effekten kan på sigt blive endnu kraftigere, især hvis medicinen fremover kommer i billigere tabletform, hvilket vil få flere til at benytte den.

»Vi er nødt til at følge denne udvikling tæt. Den vil påvirke varekategorier, sortimenter og indkøbsmønstre i en grad, der kan sammenlignes med tidligere sundhedstrends som sukkerafgifter og øget fokus på bæredygtighed,« siger Jannick Nytoft.

Fra 2021 til 2024 steg brugen af vægttabsmedicin med hele 640 procent. Over 180.000 danskere benytter allerede Wegovy, og det samlede antal potentielle brugere er vurderet til næsten en halv million mennesker – cirka halvdelen af alle danskere med et BMI på 30 eller derover.

Analysen viser også, at vægttabsmedicin især anvendes af danskere med højere indkomster, som samtidig er dem, der reducerer deres dagligvareforbrug mest.

Selvom danskerne generelt har langt mindre svær overvægt end amerikanerne, hvor over ni procent af voksne har et BMI over 40 mod kun to procent i Danmark, har vægttabsmedicinen alligevel fået fat herhjemme. Og effekterne mærkes altså allerede nu i supermarkedernes kasser.

Kan DJØFFER vurdere soldaters operationssikkerhed – næppe

0
Kan DJØFFER vurdere soldaters operationssikkerhed – næppe

At sy 36 chips ind i en soldats uniform er lidt det samme, som at gå i kamp med et gult blinklys på hjælmen. Enhver unødig risiko skal nemlig elimineres og vi skal som soldater være trygge ved styrkebeskyttelsen. 

Force Protection eller på dansk Styrkebeskyttelse er en opgave som i militær planlægning, er lige så vigtig, som den hovedopgave en dansk militær enhed er indsat i. Det er en meget stor fejl at indsætte en militær enhed uden at alle forhold, herunder styrkebeskyttelsen er grundigt analyseret og der er trukket en konklusion, der beskriver risikoen og de operationelle tiltag, der enten minimerer risikoen eller ændrer planens forudsætninger grundlæggende så styrkebeskyttelsen tilgodeses. 

Soldatens moral og kampvilje og mod indebærer, at soldaten kan være tryg ved, at der er tænkt på alle aspekter af styrkebeskyttelsen. At vi alle kommer ”hjem” igen og skulle der opstå tab under en kamp, er der en klar plan for evakuering og den bedst tænkelige lægehjælp.

Som officer, er jeg lige som mine kolleger på tværs af alle forsvarets enheder uddannet til at gennemføre det, der under et, hedder operative overvejelser. Det giver mening og det er sund fornuft. 

Men det giver ikke mening og det er ikke sund fornuft, at DJØFFER i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse spilder et tocifret millionbeløb på Implementeringen af lagerstyringssystemet RFID (Radio Frekvens Identifikation) for det betyder, at en udsendt dansk soldat iklædt de nye uniformer vil kunne kompromitteres af fjendtlige sensorer der kan få soldaten til at aktivere noget, der minder om den alarm, som en butikstyv kan sætte i gang. 

Det militærfaglige element underkendes når DJØFFER – for at spare penge på lagerstyringen – risikerer at sætte soldaters oplevede styrkebeskyttelse over styr.

Bilbrand spærrer E20-motorvejen mellem Kolding og Taulov

0
Bilbrand spærrer E20-motorvejen mellem Kolding og Taulov

KRIMI. Mandag aften er der udbrudt brand i en bil på E20-motorvejen i retning fra Kolding mod Fredericia, hvilket betyder, at motorvejen lige nu er helt spærret mellem Kolding og afkørsel 61 Taulov.

TrekantBrand er netop nu på stedet og arbejder på at få styr på flammerne og sikre området. Trafikanter må derfor forvente, at der opstår kø, og at rejsetiden bliver væsentligt forlænget.

Ifølge Vejdirektoratet er redningsarbejdet i fuld gang, og vejen ventes først genåbnet omkring klokken 21.35. Bilister opfordres derfor til at søge alternative ruter eller udvise stor tålmodighed i området.

Bonnie skabte FC Fredericias nye maskot: »Det har været superspændende«

0
Bonnie skabte FC Fredericias nye maskot: »Det har været superspændende«

KULTUR. Når FC Fredericia fremover løber ind på Monjasa Park til klubbens nye liv i Superligaen, sker det med en helt særlig figur på sidelinjen. En høj, venlig landsoldat med hat, rustning og store, klare øjne skal nu være fast makker med spillere og fans. Han skal løfte stemningen på tribunen, sprede smil blandt børnene, og hvis alt går vel, bringe en smule held med sig på banen.

Kvinden bag figuren er Bonnie Lykke, en dukkemager fra Fredericia, hvis kreativitet og hænder har gjort en idé til virkelighed på rekordtid. Og selvom figuren først lige er blevet født, trækker trådene fra maskotten langt ind i hendes eget liv og hendes historie.

Bonnie har nemlig boet i Fredericia gennem mange år og kender byen indefra. Til hverdag arbejder hun som lærer på Sct. Knuds Skole, hvor hun underviser børn og unge. Men når klokken ringer ud, åbner der sig en helt anden verden for hende – en verden fuld af fantasi, fortællinger og dukker, der venter på at blive bragt til live af hendes hænder.

Det hele begyndte for alvor, da hun boede i Berlin. Her blev hun fanget af dukketeatrets magi og uddannede sig til dukkemager, før hun vendte hjem til Fredericia med en klar mission. Hun ville skabe sit eget dukketeater, et sted, hvor historier kunne fortælles med magi og nærvær. Det blev starten på Teater Figuletta, der snart kan fejre sit 15-års jubilæum, og som undervejs har givet liv til både dukker og maskotter for blandt andre Visit Fredericia og Fredericia Shopping.

»Jeg arbejdede som dukkemager i Berlin, og det var dernede, jeg virkelig blev grebet af håndværket. Så da jeg kom tilbage til Fredericia, startede jeg mit eget lille teater. Siden har jeg lavet dukker og maskotter til alt muligt, blandt andet også for Visit Fredericia og Fredericia Shopping,« fortæller Bonnie Lykke, som med den nye maskot til FC Fredericia altså føjer endnu en figur til rækken af karakterer, hun har sendt ud i verden.

Gennem årene er det blevet til mange dukker og maskotter, men lige dén her opgave skulle vise sig at tage en helt uventet drejning. At FC Fredericias maskot overhovedet blev til, skyldes faktisk en helt anden figur, som Bonnie havde skabt til en kunde. Figuren var en kæmpestor løve iført en klassisk 6. juli-uniform. Men da kunden sprang fra i sidste øjeblik, stod Bonnie pludselig med en udfordring, hun ikke havde set komme. Hun var fanget med en løve, som ingen længere ville have, og som nu fyldte godt op i hjemmet. Situationen tvang hende ud på en opdagelsesrejse i sit netværk.

»Jeg prøvede først at undersøge på sociale medier, om der var nogen, som kunne være interesseret. Samtidig forsøgte jeg at finde ud af, hvad der egentlig var blevet af de tidligere Freddy-dukker, vi havde haft i byen. Jeg ville nødig træde nogen over tæerne, så jeg brugte lidt tid på at finde ud af, hvor maskotterne befandt sig i dag. Undervejs kom jeg i kontakt med en god kollega, som tilfældigvis kendte Søren (kommunikationsansvarlig, red.) fra FC Fredericia,« forklarer Bonnie og understreger, hvor meget tilfældighederne faktisk har præget hele processen.

Men løven måtte vente lidt endnu. Hos FC Fredericia ønskede man sig noget andet, noget der kunne fortælle en historie om klubben og byen på én gang. Nok optræder løven på Fredericias eget byvåben og har tidligere været anvendt som maskot, men løver findes mange steder, også på stadions rundt om i landet. I stedet havde klubben allerede fået skitseret en landsoldat, en figur med rødder i Fredericias historie, og som kunne give maskotten den identitet og betydning, klubben ledte efter.

»Jeg fik tilsendt en digital tegning af maskotten, og de havde virkelig gjort sig nogle gode tanker om, hvordan den skulle se ud. Tegningen ligner faktisk fuldstændig den maskot, jeg har udviklet nu. Så løven fik jeg ikke afsat, men i stedet indgik vi et samarbejde om den nye maskot,« fortæller dukkemageren, der pludselig befandt sig i et hektisk kapløb med tiden.

Foto: Privatfoto

Fra hun modtog opgaven, til maskotten skulle stå klar, gik der kun omkring tre uger – et forløb, der under normale omstændigheder ville være langt længere. Men denne gang var der intet normalt over situationen.

»Det gik virkelig hurtigt. Vi taler om en proces på cirka tre uger fra start til slut. Jeg har simpelthen arbejdet på højtryk, slukket alt, hvad jeg havde i hænderne, og bare knoklet løs de sidste 14 dages tid. Faktisk måtte jeg rykke hele mit værksted ind i stuen derhjemme, fordi jeg lige nu står uden egentlige lokaler. Så min mand har levet med mit rod overalt og været så sød at fodre mig undervejs,« siger Bonnie og griner lidt, mens hun understreger, hvor vigtigt det også var for hende at gribe chancen, da den dukkede op.

»Det her var jo en helt særlig mulighed, også for at vise, hvad dukketeater og håndværket bag det kan,« siger hun og tilføjer, at selvom maskotten blev klar til tiden, er processen faktisk endnu ikke helt slut.

»Vi er stadig lidt i udviklingsfasen. Det hele gik så stærkt, at maskotten måske vil udvikle sig lidt over tid. Der vil nok være justeringer, og det er også helt naturligt med så stort et projekt,« forklarer hun.

Foto: Privatfoto

Bonnie brugte de første dage på at finde frem til det helt rette udtryk. Tre forskellige maskothoveder ligger stadig tilbage hjemme i stuen, som en slags vidnesbyrd om de mange overvejelser og forsøg, der følger med et håndværk, hvor hver eneste detalje tæller. Først da hun stod med det tredje hoved i hænderne, vidste hun, at det var lykkedes.

»Når man laver sådan en maskot, handler det om at få både udtryk og holdbarhed på plads. Maskotten skal være synlig på stadion, venlig og imødekommende, men aldrig skræmmende for børnene,« siger hun og fortæller, at hun og klubben hele vejen igennem havde en tæt dialog om maskottens karaktertræk.

Der er blevet arbejdet målrettet med flere forskellige materialer, fordi maskotten både skulle kunne modstå det omskiftelige danske vejr og samtidig være behagelig og praktisk at bevæge sig i. Det handlede også om at tage hensyn til den, der skal bære maskotten.

»Jeg har brugt termoplast og skumgummi, som man også bruger i madrasser, fordi det er let og praktisk at arbejde med. Derefter har jeg overtrukket maskotten med stof, som er behandlet, så det kan modstå vind og vejr,« fortæller dukkemageren.

Øjnene på maskotten blev digitalt printet af en ven med særlig ekspertise inden for den slags, så de både kan klare al slags vejr og samtidig bevare det livlige udtryk. Og under det bløde ydre gemmer der sig et stativ, fremstillet af Bonnies far, som er pensioneret smed. Mange forskellige hænder har således været involveret undervejs, og ifølge Bonnie er det præcis dét, der kræves, når man laver et godt og solidt stykke håndværk.

Foto: Privatfoto

Maskotten fik sin debut søndag eftermiddag på Monjasa Park, hvor FC Fredericia samtidig spillede deres første Superliga-kamp mod FC Nordsjælland. Stadion kogte i mere end én forstand – termometeret viste årets hidtil højeste temperaturer, og Bonnie fik derfor en direkte indsigt i en af maskottens endnu små mangler.

»Det var nok årets varmeste dag, da maskotten blev præsenteret. Så vi fandt hurtigt ud af, at der skal flere ventilationshuller til. Men generelt gik det rigtig godt, og maskotten blev taget virkelig godt imod. Han er en landsoldat med stor hat og noget, der ligner en rustning. En landsoldat, der er klar til at vinde alle kampene, som de siger ude i klubben,« siger Bonnie med et glimt i øjet.

Ét vigtigt element mangler dog stadig at falde på plads.

Maskotten har endnu ikke fået sit navn. Bonnie har bevidst valgt at holde sig lidt i baggrunden på dette punkt, for landsoldaten skal ikke først og fremmest være hendes skabning. Den skal tilhøre fansene, spillerne og klubben, og derfor er det dem, der skal finde det helt rette navn.

»Det er lidt ligesom, når man opdrætter hundehvalpe. Man skal helst ikke selv begynde at navngive dem, når de alligevel skal sendes videre. Men jeg er spændt på, hvad klubben finder på,« siger Bonnie og tilføjer, at hun glæder sig til den dag, hvor navnet findes, og maskotten dermed for alvor træder ind i livet på Monjasa Park.

For Bonnie selv rummer maskotten også en anden, vigtigere betydning. Hun håber nemlig, at den kan være med til at rette opmærksomheden mod det, hun virkelig brænder for – dukketeaterets verden. Maskotten er ikke bare en figur, men også en slags levende reklame for det håndværk, hun holder allermest af, og en mulighed for at få flere øjne op for Teater Figuletta.

»Jeg elsker virkelig dukketeater, og det er jo et fantastisk vindue, det her. Derfor var det også værd at droppe ferien og arbejde nonstop de sidste uger. For mig er ferie faktisk ofte det at stå op og kunne gå direkte i gang med det kreative arbejde. Så jeg klager bestemt ikke. Det her projekt har været superspændende.«

Lige nu leder hun imens efter et nyt sted til sit dukketeater, efter de tidligere lokaler i Det Bruunske Pakhus er blevet solgt. Indtil da fortsætter hun på gøjlermanér, blandt andet med et dukketeater på Rådhuspladsen til august. Og så har hun i øvrigt allerede et nyt, stort projekt klar.

»Jeg skal optræde med en fire meter høj Jens Landssoldat i forbindelse med åbningen af den nye port i Fredericia. Det glæder jeg mig virkelig meget til,« slutter Bonnie Lykke og afslører med et smil, at hendes idébank langt fra er tømt endnu.

DMI skærper vejret yderligere – Fredericia, Middelfart, Kolding og Vejle omfattet af »meget farligt vejr«

0
DMI skærper vejret yderligere – Fredericia, Middelfart, Kolding og Vejle omfattet af »meget farligt vejr«

VEJRET. Det voldsomme regnvejr, der siden mandag har bevæget sig ind over landet, tager nu til i styrke. DMI har mandag eftermiddag opgraderet sit varsel for blandt andet Fredericia, Middelfart, Kolding og Vejle. Kommunerne ligger nu i kategori 3, som er det højeste niveau af varsling og betegnes som »meget farligt vejr«.

Opgraderingen kommer efter, at prognoserne viser, at regnfronten, der er parkeret over Danmark, vil give endnu større nedbørsmængder end først forventet. Frem til tirsdag aften forventes der således nu at falde mere end 80 millimeter regn i området – og nogle steder helt op til 120 millimeter eller mere.

Det er næsten dobbelt så meget som hele juli måneds gennemsnitlige nedbørsmængde på 65,8 millimeter. Det massive regnskyl øger risikoen yderligere for lokale oversvømmelser, da jorden allerede mange steder er mættet med vand.

»De store mængder regn medfører en hurtig og markant stigning i vandstanden i vandløb og søer. Dette kan føre til oversvømmelser langs vandløb og søer, men også i lokale lavninger og flaskehalse, hvor vandet ikke kan ledes hurtigt nok væk,« skriver vagthavende meteorolog Marie Timm fra DMI i en opdatering mandag eftermiddag klokken 15.30.

Fyns Politi har i forbindelse med opgraderingen også udsendt en advarsel på det sociale medie X, hvor de opfordrer borgerne til at tage situationen alvorligt og sikre sig mod oversvømmelser:

»I åer og søer kan vandstanden blive højere end normalt som følge af eventuelle store regnmængder. Bor du nær sådanne og af og til oplever høj vandstand, så tag dine forholdsregler. Flyt værdigenstande, biler og andet.«

Med kategori 3-varslet anbefaler DMI, at man følger myndighedernes råd, og er ekstra opmærksomme på, hvordan vejrsituationen udvikler sig lokalt. 

Samtidig er forsikringsselskaber som Alm. Brand, If, Topdanmark, Codan og GF Forsikring tidligere mandag gået ud med anbefalinger om, at man sikrer sit hjem bedst muligt mod oversvømmelser. Det indebærer blandt andet, at man renser tagrender og afløb, løfter værdifulde ejendele op fra kældergulvet og hjælper naboer, der eventuelt er bortrejst.

Mens store dele af Trekantområdet nu ligger under det højeste varselsniveau, går nabokommuner som Haderslev, Billund og Vejen den modsatte vej og ligger fortsat i kategori 2, betegnet »farligt vejr«. Her ventes der altså lavere mængder nedbør, men stadig med risiko for skybrud og lokale oversvømmelser.

Se kortet her.

Tag på historisk togtur gennem Fredericia

0
Tag på historisk togtur gennem Fredericia

HISTORIE. I sommermånederne kan både lokale og besøgende tage med på en historisk rejse gennem Fredericia bymidte, mens man sidder i et charmerende lille tog. Under overskriften »Oplev Fredericias fascinerende historie« inviterer Visit Fredericia og Madsbyparken nu til anderledes byvandringer, hvor historien kan nydes direkte fra togvognen.

Den guidede tur starter på Rådhuspladsen og tager deltagerne med gennem Fredericias gader, hvor de får fortalt den dramatiske og spændende historie om byen, der har haft en central rolle i Danmarkshistorien. Passagererne vil se og høre om nogle af byens vigtigste historiske steder, herunder de velkendte volde og det ikoniske monument »Landsoldaten«, uden at de behøver slide på skosålerne.

»Fordi vi bevæger os rundt med toget, kan vi nå endnu mere, end man kan på en almindelig byvandring. Du får derfor et endnu rigere indblik i Fredericias stolte og mangfoldige historie,« lyder det i materialet fra arrangørerne.

Arrangementet varer cirka halvanden time, og turene afvikles både fredag og lørdag frem til begyndelsen af august.

En anderledes mulighed for at blive klogere på Fredericias fortid på en behagelig måde og samtidig nyde sommeren i hjertet af byen.

Dødsfald Kolding uge 29

0
Dødsfald Kolding uge 29

Karin Gitte Bech-Haase
1947 – 2025

Jens Erik Andersen
1958 – 2025

Niels Erik Kristoffersen
1941 – 2025

Bent Andersen Søeberg
1938 – 2025

Knud Erik Møller
1939 – 2025

Poul Erik Larsen
1937 – 2025

Dødsfald Middelfart uge 29

0
Dødsfald Middelfart uge 29

Anne Margrethe Hansen
1941 – 2025

Låge 20: Fredericia Isenkram: Julen dufter af gran og nye brugsting

Låge 20: Fredericia Isenkram: Julen dufter af gran og nye brugsting

0
Der er noget særligt over december i Fredericia. Lyset blinker i kæder over byens gader, og luften er fyldt med duften af gløgg, kaffe...