5.9 C
Copenhagen
onsdag 17. december 2025

Rekordvækst på Fredericia Havn

0
Foto: Fredericia Shipping

BUSINESS. Mens sommerlandet Danmark langsomt vender tilbage efter ferien, summer Fredericia Container Terminal allerede af aktivitet. Branchens puls slår hurtigere end nogensinde før. Lørdag den 2. august klokken 12.57 markerede en helt særlig begivenhed sig, da reeferen med containernummer YMLU5413090 blev placeret på Unifeeders skib M/V Bjorg. Den container satte nemlig punktum for en markant milepæl – ikke blot i terminalens historie, men også i fortællingen om vækst og fremgang for hele shippingbranchen i regionen.

Fredericia Container Terminal har nået 100.000 TEU på otte måneder. Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år, hvor terminalen havde håndteret omkring 65.000 TEU, udgør det en imponerende vækst på over 50 procent. Tallet fortæller ikke blot en historie om en stigende aktivitet, men giver også et tydeligt fingerpeg om, at Fredericia befæster sin rolle som et strategisk knudepunkt i dansk og international søfragt.

Denne udvikling kommer ikke af sig selv. Bag hvert eneste løft, hver eneste container og hvert eneste anløb ligger en minutiøs koordinering af logistik, samarbejde og professionalisme. Terminalens succes bygger på stærke partnerskaber mellem rederier, havnearbejdere, vognmænd og leverandører, der tilsammen får komplekse operationer til at fremstå ubesværede.

På LinkedIn skriver Fredericia Shipping om rekorden: »At nå 100.000 TEU allerede i begyndelsen af august overstiger vores forventninger, og viser den kæmpe indsats, alle har lagt for dagen.«

Væksten kommer i en tid, hvor logistikbranchen er udfordret af globale usikkerheder og pres på forsyningskæder. Netop derfor er den markante fremgang på Fredericia Container Terminal ikke kun en lokal, men også en national succeshistorie.

Den stigende aktivitet på havnen har desuden en afsmittende effekt på hele regionen. Den skaber arbejdspladser, økonomisk vækst og tiltrækker flere investeringer til området. Dermed styrkes Fredericias rolle som et vigtigt bindeled mellem Skandinavien og resten af Europa.

Fredericia Container Terminal hviler imidlertid ikke på laurbærrene. Målet er klart defineret mod fremtiden, hvor investeringer i teknologi, kapacitet og infrastruktur skal sikre, at terminalen fortsætter med at være konkurrencedygtig på både kort og lang sigt.

Den nyligt rundede milepæl på 100.000 TEU er således ikke slutmålet, men snarere begyndelsen på næste kapitel i Fredericias maritime fortælling – en historie, der bliver stadig mere spændende og relevant, både nationalt og internationalt.

Udsatte patienter skifter oftere læge – det koster på sundheden, advarer eksperter

0
Udsatte patienter skifter oftere læge – det koster på sundheden, advarer eksperter

SUNDHED. Patienter med lav indkomst, kort uddannelse, arbejdsløshed eller anden etnisk baggrund oplever flere brud i kontakten til deres praktiserende læge end resten af befolkningen. Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Center for Sundhedsøkonomi og Forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet (SDU).

Undersøgelsen er baseret på registerdata fra mere end 4,5 millioner danskere og peger også på, at patienter med kroniske sygdomme samt borgere bosat i Region Hovedstaden og Region Sjælland særligt ofte skifter læge.

Ifølge forskerne bag studiet kan de hyppige lægeskift føre til, at vigtig viden og gode relationer mellem patient og læge går tabt. Dette kan igen få betydning for kvaliteten og effektiviteten af patienternes behandling.

»Når patienter gentagne gange skifter lægepraksis, er det sandsynligt, at man ikke bare mister kontinuitet, men også vigtig viden, relation og ansvarlighed i behandlingen. Det øger risikoen for fejl og gør sundhedsvæsenet mindre effektivt,« fortæller lektor og sundhedsøkonom Troels Kristensen fra SDU.

Undersøgelsen viser også regionale forskelle. Patienter i Region Hovedstaden og Region Sjælland har ifølge forskerne flere lægeskift end borgere i resten af landet. Troels Kristensen forklarer, at dette muligvis hænger sammen med forskelle i, hvordan almen praksis er organiseret i regionerne.

»Vi finder, at patienter i Region Hovedstaden og Sjælland har højere risiko for diskontinuitet – også selvom vi justerer for sociale og sundhedsmæssige forskelle. Det tyder på, at organiseringen af almen praksis kan spille en rolle,« siger Troels Kristensen.

Undersøgelsen afslører også, at patienter med kroniske sygdomme overraskende ofte oplever mange skift i lægepraksis. Forskerne havde ellers forventet, at netop disse patienter ville have en mere stabil relation til deres læger.

»Vi havde forventet, at patienter med kronisk sygdom ville have en mere stabil tilknytning til deres praksis. I stedet ser vi, at netop disse patienter har en uventet høj risiko for diskontinuitet – og det kan give anledning til bekymring og behov for yderligere undersøgelser,« siger Troels Kristensen.

Til gengæld fremhæver forskerne, at borgere i såkaldte mellemkommuner – områder, der hverken er helt landlige eller klart urbane – oplever færrest lægeskift. De peger på, at erfaringerne fra disse kommuner med fordel kan bruges til inspiration andre steder i landet.

Praktiserende læge og medforfatter til undersøgelsen, Peder Ahnfeldt-Mollerup, understreger, at stabiliteten i lægekontakten kan have stor betydning for patienternes behandling.

»Kontinuitet er ikke bare et spørgsmål om tryghed for patienten – det er afgørende for både kvalitet og effektivitet i behandlingen. Når de samme grupper igen og igen er overrepræsenterede blandt dem med hyppige skift, afslører det et strukturelt problem,« siger han.

Studiet er publiceret i British Journal of General Practice og finansieret af Syddansk Universitet, Fonden for Almen Praksis og Danske Regioner. Forskerne opfordrer politikere og sundhedsadministratorer til at anvende resultaterne i arbejdet med at sikre mere stabile patientforløb, især for sårbare patientgrupper.

19-årig varetægtsfængslet efter voldssag i Fredericia

0
19-årig varetægtsfængslet efter voldssag i Fredericia

KRIMI. Retten i Kolding har mandag afgjort, at en 19-årig mand skal være varetægtsfængslet frem til den 29. august, sigtet for medvirken til det grove overfald, der skete natten til søndag i Dalegade i Fredericia.

Grundlovsforhøret fandt sted bag lukkede døre efter anmodning fra anklagemyndigheden, der ønskede hensynet til efterforskningen.

Den 19-årige tog efter retsmødet forbehold for at kære rettens afgørelse om varetægtsfængsling.

Dermed sidder i alt fem personer varetægtsfængslet i sagen. Fire personer – tre mænd på 24, 30 og 34 år og en kvinde på 37 år – blev allerede søndag varetægtsfængslet indtil den 15. august.

Sagen drejer sig om et overfald på en 46-årig mand fra Fredericia, der natten til søndag blev overfaldet af flere personer og pådrog sig skader. Offeret er dog ikke i livsfare.

Politiet holder fortsat kortene tæt til kroppen, og der er endnu ikke offentliggjort detaljer om motivet bag overfaldet.

Læs også

Kommuner under angreb – firewalls vigtigere end beskyttelsesrum

0
Kommuner under angreb – firewalls vigtigere end beskyttelsesrum

POLITIK. Det er ikke bomber og granater, men digitale nålestik, der lige nu sætter danske kommuner under konstant pres. Mens verdens øjne fortsat hviler på uhyggelige billeder fra Ukraine og krigens brutale realiteter, udspiller en helt anden type krig sig hver eneste dag bag computerskærme i landets kommunale kontorer. Det handler om cyberangreb, og truslen er både alvorlig, kompleks og aktuel, lyder det fra Johannes Lundsfryd, borgmester i Middelfart Kommune.

Kommunerne står ifølge ham midt i en digital frontlinje, hvor de dagligt skal afværge angreb mod de systemer, som holder det moderne samfund kørende. Selvom det ikke er raketter, der truer landet, er risikoen mindst lige så konkret.

Johannes Lundsfryd. Foto: AVISEN

»Hvis jeg skal give et klart billede af alvoren, så har KL lavet en undersøgelse blandt de danske kommuner, og den viser faktisk, at mere end halvdelen af landets kommuner bliver angrebet mere end 1000 gange hver eneste dag. Det er altså rigtig mange angreb,« siger Johannes Lundsfryd, borgmester i Middelfart Kommune.

Kommunernes sårbarhed er massiv. Middelfart Kommune mærker det også tydeligt. Daglige forsøg på indtrængen er blevet en del af hverdagen, og selvom truslen ikke nødvendigvis giver anledning til panik blandt borgerne, kræver den stor opmærksomhed.

»Vi har et sikkerhedsteam og dygtige IT-folk, der kæmper en løbende kamp for at holde uønskede gæster ude. Det er en kæmpe opgave. Vi har samtidig en tjenesteaftale med regeringen om, at der skal etableres stærkere nationale cybercentre, så vi yderligere ruster os mod truslerne. For hvis nogen først kommer indenfor, kan de få adgang til store mængder information. Og det betyder jo, at vi må lukke systemerne ned. Det går direkte ud over mange mennesker,« siger Lundsfryd med tydelig alvor i stemmen.

Netop det usynlige aspekt af truslen gør, at den politiske opmærksomhed hurtigt kan flytte sig mod mere håndgribelige, klassiske trusler. I en tid, hvor Europa igen har fået krig tættere på, giver et ord som beskyttelsesrum pludselig mening for borgerne, mener borgmesteren.

»Jeg tror simpelthen, det er nemmere at forholde sig til et beskyttelsesrum, fordi vi alle har set film og reportager fra Ukraine. Vi forstår det, og vi kan se det for os. Men cyberangreb og firewalls er sværere at visualisere. Det gør det vanskeligt at mobilisere samme politiske og folkelige fokus på den digitale sikkerhed,« forklarer Johannes Lundsfryd.

Men netop derfor skal kommunerne råbe højt. Ifølge borgmesteren bør cybersikkerhed ligge helt i toppen af prioriteringslisten, ikke kun fordi kommunale opgaver er dybt afhængige af digitale løsninger, men også fordi angrebene hele tiden bliver mere sofistikerede.

»Vi bruger millioner af kroner alene i Middelfart Kommune på at opgradere vores IT-sikkerhed. Der bliver etableret fire-fem nationale sikkerhedscentre her i den kommende tid. Vi skal hele tiden være et skridt foran, for angrebene udvikler sig konstant. Hvis ikke vi opruster digitalt, risikerer vi at tabe kampen mod de usynlige fjender,« understreger han.

Men hvad er formålet med alle disse digitale angreb? Ifølge Johannes Lundsfryd handler det langt mindre om territoriale gevinster end om at så tvivl, splittelse og usikkerhed i befolkningen. Truslen er derfor både kompleks og psykologisk.

»Vi er ikke i krig, men vi er heller ikke i fred. Vi befinder os et sted midt imellem, i en slags hybrid konflikt, hvor målet ikke er at erobre dansk territorium, men at skabe utryghed i samfundet. For nylig blev Køge Vandværk angrebet, og det fik borgerne til at frygte for kvaliteten af deres drikkevand. Netop den slags angreb skaber usikkerhed, og det er dét, vores modstandere ønsker,« siger Johannes Lundsfryd.

Han peger samtidig på, at trusselsbilledet er blevet langt mere komplekst. Trusler kommer ikke kun fra traditionelle fjender, men fra flere retninger, og det kræver nye strategier.

»Trusselsbilledet i dag er det alvorligste siden Anden Verdenskrig. Vi ser trusler komme fra cyberangreb, virus, naturkatastrofer og klimaforandringer. Sidste år oplevede vi stormflod, nu ser vi skybrud og naturbrande. Truslerne er komplekse, og de kræver, at vi også tænker sikkerhed på en helt ny måde,« siger Lundsfryd, der håber, at borgerne i højere grad bliver involveret i forståelsen af den digitale sikkerhed.

»Vi skal tale åbent om det. Vi skal forklare, hvad truslerne indebærer, og hvordan vi håndterer dem. Kun sådan bliver borgerne trygge. De behøver ikke at kende til hvert eneste angreb, men de skal vide, at kommunerne faktisk håndterer dem effektivt hver eneste dag.«

Netop her ligger nøglen til trygheden. Kommunerne skal ikke nødvendigvis informere om hver eneste episode, men borgmesteren mener, at den bedste kommunikation ligger i handling og troværdighed.

»Vi har masser af angreb hver eneste dag. Det vigtigste er, at borgerne ved, at vi kan håndtere dem. Handling skaber tryghed, ikke en overflod af information om hver eneste trussel,« lyder det afsluttende fra Johannes Lundsfryd.

I sidste ende handler det måske mest om at forstå, at den største fare ikke altid kommer fra bomber og granater, men at den usynlige krig kræver mindst lige så stor opmærksomhed. Cyberforsvar handler i dag mere om tillid end om teknik, og det er en tillid, kommunerne dagligt arbejder hårdt for at bevare.

Politiet havde hænderne fulde på Fyn: Weekend med stoffer, tyveri og hærværk

0
Politiet havde hænderne fulde på Fyn: Weekend med stoffer, tyveri og hærværk

KRIMI. Fyn har været præget af en travl weekend for politiet med et væld af indbrud, tyverier og flere episoder med påvirkede trafikanter bag rattet. Det viser døgnrapporten fra Fyns Politi mandag morgen, hvor især Odense skiller sig ud med en række alvorlige hændelser.

I Middelfart blev en person lørdag eftermiddag sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer under visitation ved en fodboldkamp på Adlerhusvej, mens et indbrud fredag på Finlandsvej kostede tasker, solbriller og personlige ejendele.

Assens oplevede lørdag aften en episode på Middelfartvej, hvor en kvinde blev standset i bil med både spiritus i blodet og uden gyldigt kørekort.

Faaborg-Midtfyn Kommune blev udsat for flere tyverier, herunder en grå indkøbsvogn med en iPad og andre personlige ejendele samt en mobiltelefon stjålet fra en taske. En mand i Kværndrup blev desuden sigtet for at køre varebil påvirket af euforiserende stoffer og uden kørekort.

I Kerteminde var der både sager om spirituskørsel, narkokørsel og hærværk. Blandt andet blev to store ruder knust med et markeringsjernspyd i Munkebo.

I Nyborg blev en parfume stjålet ved et indbrud på Smedegyden, og i Odense var der omfattende kriminalitet, herunder flere indbrud med tyveri af smykker, valuta og mobiltelefoner. En episode på Saxovej i Odense NV udviklede sig dramatisk, da en mand blev frarøvet kontanter, han skulle bruge til køb af en motor.

Derudover registrerede Odense flere spiritus- og narkotikapåvirkede førere af biler og el-løbehjul. På Fynske Motorvej ved Odense Syd opstod fredag aften et færdselsuheld med flere biler involveret, men heldigvis uden alvorlig personskade.

I Svendborg blev en iPhone stjålet direkte fra en persons bukselomme, men hurtigt fundet igen via appen ”Find My iPhone,” hvilket førte til anholdelsen af gerningsmanden. Også her blev flere personer sigtet for spiritus- og narkotikapåvirket kørsel.

Nordfyns Kommune oplevede tyveri af en robotplæneklipper fra en have i Søndersø, mens Langeland tidligt søndag morgen var scene for et solouheld, hvor føreren viste sig at være alkoholpåvirket.

Politiet opfordrer som altid til årvågenhed og til at kontakte politiet med oplysninger, der kan hjælpe med opklaringen af weekendens sager.

19-årig fremstilles i retten efter groft overfald i Fredericia

0
19-årig fremstilles i retten efter groft overfald i Fredericia

KRIMI. En 19-årig mand bliver mandag middag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Han er sigtet for medvirken til det grove overfald, der fandt sted natten til søndag i Dalegade i Fredericia.

Anklagemyndigheden forventer at anmode om lukkede døre under grundlovsforhøret.

Overfaldet fandt sted omkring klokken 03.45 natten til søndag, hvor en 46-årig mand blev udsat for vold af flere personer. Offeret pådrog sig skader, men er uden for livsfare.

I forbindelse med sagen blev der søndag anholdt flere personer. Fire af dem blev allerede fremstillet i grundlovsforhør søndag aften, hvor tre blev varetægtsfængslet frem til 15. august. Nu følger altså fremstillingen af den 19-årige.

Politiet har endnu ikke frigivet yderligere oplysninger om sagen, da efterforskningen fortsat pågår.

Læs også

Vejarbejde giver forsinkelser på trafikerede veje i Kolding

0
Vejarbejde giver forsinkelser på trafikerede veje i Kolding

TRAFIK. Fra mandag den 4. august og frem til udgangen af november vil trafikanterne i Kolding kunne mærke, at turen langs Østerbrogade og Jens Holms Vej i perioder bliver lidt langsommere end normalt. Årsagen er, at TREFOR El-net fortsætter udbygningen af elnettet i byen. Arbejdet skal sikre stabil strømforsyning i takt med, at den grønne omstilling øger efterspørgslen efter elektricitet.

Seniorprojektleder Nikolaj Roskær Madsen fra TREFOR El-net fortæller, at vejene forbliver åbne for trafik i begge retninger, men at pladsen bliver lidt mere trang i perioder.

»En del cyklister og fodgængere vil i en længere periode blive ledt over i den modsatte side af vejen. Vi vil naturligvis gøre alt, hvad vi kan for at mindske generne og sørge for en god skiltning på stedet, men når der arbejdes på to så trafikerede veje, så kan vi ikke undgå, at trafikken bliver påvirket,« siger Nikolaj Roskær Madsen.

Arbejdet begynder nord for Skamlingvejen og bevæger sig nordpå ad Østerbrogade mod Jens Holms Vej. Den første del af arbejdet finder sted i cykelstien på den østlige side af Østerbrogade ud mod fjorden frem til Kolding Åpark. I forbindelse med dette bliver højresvingsbanen mod Kolding Åpark midlertidigt forkortet, og cyklister samt fodgængere sydfra bliver ledt over på modsatte side af Østerbrogade, hvor cykelstien bliver dobbeltrettet.

Når arbejdet når frem til krydset ved Sdr. Havnegade, fortsætter det mod Toldbodgade på Jens Holms Vej. Her vil forsyningsledningen blive boret under krydset, så vejbanen ikke behøver graves op. Dog bliver venstresvingsbanen mod Sdr. Havnegade delvist afspærret.

I perioden fra uge 34 og frem til udgangen af november vil anlægsarbejdet fortsætte på Jens Holms Vej op til Ndr. Havnevej ved Danish Crown. Her foregår arbejdet i cykelsti og fortov på modsatte side af vejen, hvilket betyder, at cyklister og fodgængere på vej ind mod byen henvises til cykelsti og fortov på den modsatte side, der midlertidigt bliver dobbeltrettet. Der opsættes et midlertidigt fodgængersignal nær Dokvej, så cyklister og fodgængere kan krydse Jens Holms Vej sikkert.

Beboere og erhvervsdrivende langs strækningen kan opleve, at adgangen med bil bliver lidt besværlig i korte perioder. TREFOR El-net har informeret de berørte direkte og opfordrer dem til at kontakte entreprenøren ved spørgsmål.

Arbejdet forventes afsluttet i slutningen af november, hvorefter den nye transformerstation ved Marina Syd kan kobles til det eksisterende elnet, hvilket sikrer Kolding en endnu mere stabil og fremtidssikret strømforsyning.

Middelfart tager nyt skridt mod grøn dannelse – børn og unge får nøglerollen

0
Middelfart tager nyt skridt mod grøn dannelse – børn og unge får nøglerollen

MIDDELFART. Det summer af forventning og grønne tanker i Middelfart Kommune. Den naturskønne kommune, der allerede har sat sit tydelige klimaaftryk med Klimafolkemødet, går nu et vigtigt skridt videre med et nyt samarbejde, der skal ruste kommunens børn og unge til at blive aktive deltagere i den grønne omstilling.

Kommunen har indgået et partnerskab med det landsdækkende projekt »Den Grønne Rygrad«, som er et initiativ skabt af den grønne tænketank CONCITO og skolehaveforeningen Haver til Maver. Formålet er klart og vigtigt, fortæller Anne Festersen, der er konsulent i Middelfart Kommune med fokus på klima og bæredygtighed:

»Vi lever i en ny klimavirkelighed, som kræver både hurtige reduktioner af drivhusgasser og en grundlæggende omstilling af vores samfund. Hvis det skal lykkes, har vi brug for, at de yngre generationer kan se sig selv som aktive medskabere af løsningerne. Derfor er undervisning et helt afgørende virkemiddel.«

Anne Festersen understreger samtidig, at Middelfart Kommune allerede har en stærk klimapolitisk vision med ambitionen om at gøre lokale børn og unge til verdensborgere, der tænker i bæredygtige løsninger. Men med samarbejdet med Den Grønne Rygrad bliver visionen for alvor omsat til konkret handling.

»Vi har allerede stort fokus på klima og bæredygtighed for børn og unge i Middelfart gennem vores vision »Fra Middelfartbarn til Verdensborger«, Klimafolkemødet og vores klimahandleplan. Men med Den Grønne Rygrad får vi både faglig støtte og et langt bedre overblik over de lokale åbne skoletilbud, som findes lige her i Middelfart. Det bliver lettere for eleverne at opleve og arbejde med grøn omstilling i praksis,« siger Anne Festersen.

Klimafolkemødet bliver centralt læringsrum

Et af de første steder, hvor elever og lærere allerede nu kan opleve samarbejdet i praksis, er det årlige Klimafolkemøde i Middelfart. Her kan kommunens skoleelever opleve workshops og inspirerende oplæg om børns rolle i fremtidens klimahandleplaner, og møde unge rollemodeller, som allerede aktivt arbejder med bæredygtighed.

»Klimafolkemødet er et oplagt sted for vores samarbejde,« fortæller seniorkonsulent Nanna Stærk fra Den Grønne Rygrad hos CONCITO og fortsætter med en tydelig begejstring i stemmen:

»Vi arbejder netop for at give børn og unge konkret viden og handlekompetence, så de selv kan skabe en grøn fremtid. Vi glæder os derfor meget til at møde elever, lærere, konsulenter og unge fra hele Middelfart og få indsigt i, hvad der optager dem mest på området.«

Praksisnær klimaundervisning med lokal forankring

Et andet centralt element i samarbejdet er at give eleverne mulighed for at lære om bæredygtighed ude i virkeligheden, der hvor den sker. Det handler både om oplevelser på naturskoler og virksomhedsbesøg, hvor eleverne kan blive inspireret af lokale løsninger på klimaudfordringerne.

Sara Lund, konsulent i Middelfart Kommune, understreger, at netop forbindelsen mellem skole, lokale virksomheder og grønne initiativer er helt afgørende for, at undervisningen bliver levende og relevant for eleverne:

»Vi vil gerne give eleverne flere reelle og inspirerende valgmuligheder, så de opdager de mange fagligheder, som findes tæt på, hvor de bor – fagligheder, som måske ikke lige findes i deres eget netværk. Derfor er det en kæmpe hjælp, at Den Grønne Rygrad kan samle praktiktilbud og samarbejder mellem skoler og virksomheder i ét digitalt overblik, hvor både lærere, elever og deres forældre nemt kan finde inspiration.«

Grøn erhvervspraktik som en helt ny mulighed

Et helt nyt initiativ, som snart kommer til at give genlyd på kommunens skoler, er den obligatoriske erhvervspraktik for elever i 7. til 9. klasse, som træder i kraft efter sommerferien. Her spiller Den Grønne Rygrad igen en central rolle.

»Vi vil arbejde sammen om at skabe overblik over, hvilke lokale virksomheder og aktører der kan tilbyde lærerige og grønne praktikforløb. Det kan både være virksomheder, der allerede har en grøn profil, eller aktører som måske endnu ikke er kendt af eleverne, men som arbejder aktivt med bæredygtige løsninger,« siger Sara Lund.

Undervisningsværktøjer samlet ét sted

Udover de mange praktiske aktiviteter får lærerne også direkte adgang til en lang række undervisningsmaterialer og lokale grønne tilbud, som allerede nu findes på projektets hjemmeside. Det gør arbejdet med at planlægge klimaundervisning både lettere og sjovere, fortæller Sara Lund med et smil:

»Den Grønne Rygrad betyder, at det bliver langt lettere for lærerne at finde relevante lokale tilbud og materialer. Det er en kæmpe gevinst for både skolerne og for Middelfart Kommune som helhed.«

Med det nye samarbejde mellem Middelfart Kommune og Den Grønne Rygrad er retningen klar, og forventningerne store. For med elever, lærere og lokale aktører på holdet bliver det lettere at sikre, at kommunens børn og unge ikke bare lærer om klima og bæredygtighed – de bliver aktive medspillere, som i fremtiden kan bidrage til at løse nogle af tidens største udfordringer.

Hundredvis af passagerer siger farvel til togbusserne

0
Hundredvis af passagerer siger farvel til togbusserne

TRAFIK. Mange har måske lagt mærke til de lange rækker af togbusser, der de seneste dage har fyldt Banegårdsvej ved Fredericia Banegård. Siden fredag aften har hundredvis af passagerer været nødt til at benytte banegårdens udgang mod Banegårdsvej, hvor busserne stod klar som erstatning for togene mellem Fredericia og Odense.

Fra fredag den 1. august klokken 21.00 og frem til søndag den 3. august blev al togtrafik mellem Fredericia og Odense nemlig erstattet med togbusser for samtlige InterCity-, InterCityLyn- og EuroCity-afgange. Årsagen var et større sporarbejde mellem Fredericia og Odense, hvor skinner og anlæg blev renoveret for at sikre en mere driftssikker togtrafik fremover.

På Fredericia Banegård har passagererne i perioden skullet benytte pladsen på Banegårdsvej, hvor togbusserne stod klar til at fragte dem videre mod Odense, København og andre destinationer. Regionaltogene kunne dog fortsat køre mellem Odense og Middelfart, hvorfra passagererne også måtte skifte til togbusser mod Fredericia.

Men nu er det slut med busserne for denne gang. Mandag morgen den 4. august vendte togene tilbage på strækningen, og dermed er togdriften tilbage til normalen.

Selvom togene igen kører normalt, skal passagererne stadig være opmærksomme på enkelte ændringer. Mandag aften kører det sidste regionaltog fra Odense mod Fredericia med en forsinkelse, hvor afgangen er flyttet til klokken 01.15 i stedet for den normale afgang klokken 23.40. Toget forventes at ankomme til Fredericia klokken 02.09.

DSB anbefaler derfor fortsat, at passagererne holder øje med Rejseplanen for at sikre, at rejsen forløber problemfrit.

I øvrigt skal rejsende være opmærksomme på, at der resten af august er ændrede afgangstider mellem København, Odense og Fredericia. Alle tider fra mandag den 4. august til søndag den 31. august er opdateret i Rejseplanen.

Promille bag rattet – politiets eneste anmærkning

0
Promille bag rattet – politiets eneste anmærkning

KRIMI. Efter søndagens omfattende efterforskning af en grov voldssag i Dalegade, der førte til flere anholdelser og varetægtsfængslinger, havde Sydøstjyllands Politi en væsentligt mere fredelig døgnrapport mandag morgen.

Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd oplyser mandag morgen, at man kun havde en enkelt hændelse af interesse fra Fredericia.

»I Fredericia har vi kun en enkelt hændelse, og det er en sag om spirituskørsel på Søndermarksvej,« fortæller vicepolitiinspektøren.

Episoden fandt sted søndag aften klokken 21.00, hvor en patrulje rutinemæssigt standsede en bil. Føreren, en lokal mand på 52 år, viste sig at være påvirket af alkohol over det tilladte niveau, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel.

Den 52-årige mand kan nu formentlig se frem til en bøde og mulig frakendelse af kørekortet.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.

Vagtskifte i Føringsstøtteregimentet: Seks år med kriser, krig og oprustning

Vagtskifte i Føringsstøtteregimentet: Seks år med kriser, krig og oprustning

0
Ved en paradepræget, men nøgtern ceremoni på kasernen i Fredericia onsdag den 17. december sagde oberst Henrik Graven Nielsen farvel til posten som chef...