KULTUR. Når man ser dem, Gitte og Michael, stå dér udenfor Tøjhuset i Fredericia, fredag eftermiddag et par timer før det hele går løs, kunne man sagtens få den tanke, at de var et helt almindeligt par. Måske med planer om fælles sommerferie eller en samtale om, hvorvidt græsset mon trænger til at blive slået igen. Men almindelige, det er alligevel ikke det første ord, man ville bruge om dem. Bag de afslappede smil og lette grin ligger nemlig ti års dedikeret kamp for at holde Fredericias hardcore-scene i live. Ti års festival. Ti års underskud og modvind, men også ti års glæde ved at give liv til en musikgenre, som for dem aldrig bare har været støj og høje guitarriffs, men selve essensen af fællesskab.

»Vi mødte hinanden til en hardcore-koncert her i Fredericia. Faktisk til en festival. Det gik jo ret hurtigt op for os, at vi deler den interesse, og det har holdt ved,« siger Gitte. Ved siden af hende sidder Michael og nikker med et skævt smil, der afslører, at det måske handlede om lidt mere end musikken den aften for efterhånden mange år siden.

Historien om deres festival, Support Our Scene Fest, begynder egentlig dér, hvor noget andet slutter. De tidligere arrangører af Fredericia Hardcore Festival var flyttet fra byen, og pludselig stod en hel musikscene uden drivkraft. Der blev sendt lange blikke mod Michael og Gitte. De var blevet veteranerne. Nu lå ansvaret hos dem.

»Vi havde faktisk lidt droppet det,« indrømmer Gitte med et lille glimt i øjet. Men da et amerikansk band pludselig tilbød at komme, kunne de ikke sige nej. Problemet var bare, at de ikke havde noget sted at holde koncerten. Ungdomshuset var lukket, og rundt omkring var alt andet optaget eller lukket ned i sommerferiens dvale.

Til sidst fandt de et lidt skramlet containerområde ved havnen – dengang kendt som C-byen – hvor de sammen med en håndfuld frivillige hurtigt byggede en primitiv scene. De åbnede en container, byggede et podie ud fra den, og pludselig havde de noget, der lignede en rigtig scene.

»Vi havde ikke noget udstyr, intet lys eller noget som helst. Bare en container og et podie, vi selv havde sat op,« siger Gitte og trækker på skuldrene med et lille grin.

De lavede alt selv dengang. Otte bands på én dag, økonomi, øl, mad, lyd og lys.

»Vi brugte opsparingen, børnepengene og tog ekstra overarbejde for at få det til at hænge sammen. Første år sluttede vi med et underskud på 23.000 kroner,« siger Michael, mens Gitte hurtigt indskyder: »Der tænkte vi virkelig: Skal vi stoppe her? Men det kunne vi jo ikke. Så sker der jo ingenting.«

Fra havnen rykkede festivalen op til Det Bruunske Pakhus, og efter nogle år med økonomiske bump på vejen og en hård corona-pause landede de for tre år siden på Tøjhuset. Et gammelt, tungt pakhus midt i byen, hvor historien næsten siver ud mellem murstenene, skulle nu samle byens musikliv – og dermed også hardcore-scenen. Skiftet gav mere ro, flere hænder, faste scener og faste barfolk.

Tøjhuset viste sig at være præcis det, festivalen havde brug for, fortæller Gitte og Michael med en lettelse, der stadig sidder i dem. Men helt afslappet bliver det aldrig. For selvom det meste nu er kommet på plads, kan man stadig se Michael slæbe ølfustager gennem gangene og Gitte stå ude i køkkenet med kokkehuen på skrå, selvom hun egentlig ikke behøver.

»Vi kan simpelthen ikke lade være,« siger Gitte med et smil, der afslører, at det nok heller aldrig var meningen.

Festivalen er da også blevet en familiebegivenhed. Deres børn er vokset op med den. Sønnen hjælper til bag scenen, og datteren på 21 spørger hvert år, hvornår hun kan komme og stå i baren eller sælge merch. De hører egentlig slet ikke hardcore-musik, men festivalen er blevet en fast del af familiens rytme. Det handler om timerne sammen. Om arbejdet, sliddet, latteren og følelsen af at skabe noget i flok. Gitte kalder det selv »det der med at skabe noget.«

Men det har også en bagside. For når de sidste toner dør ud, publikum går hjem, og scenelyset slukkes, bliver der stille. Helt stille. Næsten for stille.

»Når festivalen er slut, rammer den berømte tomhed altid,« siger Michael. Han holder en lille pause, før han fortsætter:

»Men hvert år oplever vi også, at publikum kommer hen, lægger en hånd på skulderen og siger ›godt gået‹. Det er jo det, der gør, at man bliver ved.«

Den anerkendelse betyder alt. Især når den kommer fra mennesker, de ikke engang kender. Når de står ude blandt publikum, og en fremmed pludselig vender sig om og siger: »Det der – dét var fandme fedt booket.«

Eller når bands, som engang spillede hos dem som helt små navne, pludselig dukker op på scener som Roskilde Festival eller Copenhell. Så mærker Michael en stille stolthed over at have været med til at give dem et lille skub ud i verden.

»Så tænker man: Hold da op, vi var en del af deres rejse,« siger han med et smil, som om betydningen stadig ikke helt er sunket ind.

Derfor føles det heller ikke tilfældigt, at Fredericia ofte kaldes Danmarks hovedstad for hardcore. Michael og Gitte mærker tydeligt, hvordan festivalen gradvist har fundet sin naturlige plads i byens musikalske identitet. Men drømmen har aldrig været at konkurrere med de største scener. Tværtimod. De holder fast i ønsket om at være stedet, hvor både etablerede bands og unge, håbefulde navne kan finde deres publikum. Og måske også stedet, hvor man oplever noget uventet. Noget, man ikke anede, man havde brug for at høre.

»Vi har altid mindst ét band, der er helt ved siden af genremæssigt. I år er det Rap Martin Rap, en fyr fra Aarhus, som rapper om alt muligt mærkeligt. Det er skævt, ja, men vi elsker at skubbe lidt til folks forventninger,« siger Michael med et tilfreds lille grin.

Men det skæve og overraskende handler ikke kun om at provokere. Det handler i høj grad om respekt. Respekt for musikerne, for deres dedikation, og ikke mindst for den lange vej, mange af dem tilbagelægger, bare for at stå på en lille scene i Fredericia.

Engang havde festivalen besøg af et fransk band, der frivilligt kørte non-stop hele vejen fra Frankrig, blot for at få deres navn på plakaten ved siden af et stort hovednavn. Michael husker stadig episoden tydeligt, og smilet kommer næsten automatisk, når han fortæller historien:

»De insisterede på at køre 23 timer uden betaling. De spillede endda først efter hovednavnet og var sikkert helt udmattede efter sådan en tur. Men det betød ingenting for dem. Det eneste vigtige var at være til stede, at være en del af fællesskabet. Når man oplever sådan noget, tænker man, at vi må have fat i noget rigtigt.«

Når Michael fortæller den slags historier, handler det dybest set om den særlige energi og dedikation, der stadig er festivalens fundament. Festivalen er vokset, men hjertet er præcis det samme som for ti år siden.

»Vi er blevet ældre, men vi brænder stadig lige så meget for det,« siger Michael og sender et varmt blik mod Gitte, før han fortsætter:

»Når bands rejser langvejsfra, fordi vores festival betyder noget særligt for dem, siger det noget om, at vi stadig har fat i noget ægte. Og dét er sgu stort.«

De hårde år, hvor økonomien var en konstant bekymring, hvor der måtte lånes ekstra borde og stole, og hvor naboerne blev spurgt om hjælp, hvis der pludselig manglede øl klokken to om natten, netop som det sidste band gik på scenen, ligger heldigvis bag dem. Festivalen har fundet et økonomisk leje og en fast ramme, som giver Gitte og Michael plads til at se fremad – ikke kun ned i regnskaberne. Men selvom det økonomiske pres er lettet, er engagementet på ingen måde blevet mindre. Snarere større, faktisk.

»Vi har allerede datoen klar for næste års festival. Det er faktisk et af årets vigtigste øjeblikke,« fortæller Michael med en ro, der viser, hvor langt de er kommet.

Den slags detaljer – datoen, stedet, de faste rammer – kan måske virke små for udenforstående, men for dem betyder det alt. Det er de små sejre, der giver overskud til at tænke fremad. Til at turde prøve nye idéer af, uden konstant frygt for at vælte hele projektet.

Michael taler om festivalens udvikling med en underspillet entusiasme, der afslører, at han og Gitte aldrig tager noget for givet. Selv når meget falder på plads, insisterer de på, at intet må blive rutine. Festivalen skal være ny hvert år, og ambitionen er altid at give publikum noget, de ikke lige havde regnet med. Noget skævt, noget anderledes.

»Vi skal blive ved med at gøre det spændende og sjovt. Hvis vi kan finde på noget nyt, noget overraskende hvert år, vil folk altid have lyst til at komme igen. Det er hele ideen,« siger Michael.

Når festivalens sidste band går på scenen lørdag nat, står Michael og Gitte altid lidt ude i skyggerne, måske med en øl i hånden, og ser på det, de har bygget op. Ikke kun scenen, musikken og festen, men også stemningen, fællesskabet, og dét festivalen betyder for byen og for de mennesker, der mødes her hvert eneste år.

»Vi gør det ikke længere bare for os selv,« siger Gitte stille, mens hun ser ud over scenen, der i det øjeblik endnu ligger stille og tom hen, men som om få timer vil summe af liv.

»Vi gør det for alle dem, som hvert år minder os om, hvorfor vi startede. Uden dem ville vi jo slet ikke være her.«

Michael nikker og tilføjer med et lille smil:

»Og uden Tøjhuset og det fantastiske hold af mennesker hernede, havde vi måske heller ikke fejret 10-års jubilæum. De har virkelig gjort en forskel.«

Lige der, i det øjeblik, mærker man, at det hele – underskuddet, de hårde timer, tomheden bagefter – giver mening. Fordi det handler om noget større. Noget, der rækker langt ud over en enkelt weekend i august. Noget, der betyder noget.

Og måske er det også det, hardcore handler om, når man skærer helt ind til benet. At gå all-in med hjertet først.